Mellemrum by Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

LEDER Sønderjylland. Vi søger grænsen og går på opdagelse i mellemrummet. Forholdet mellem steder og mennesker. Mellem idéer og minder. Er du grænseløs eller stavnsbundet? Hvad betyder grænsen for dit liv? Når du skal til dans eller handler ind. Når du er født tysk, og føler dig dansk - eller omvendt. Når du er kunstner og har hele verden som dit hjem. Hvad betyder grænsen, når åbenhed tager dit job? Når du skal træffe et valg, der bestemmer din fremtid. Her er otte historier om mellemrum.

INDHOLD DE SIDSTE DANSKE CHAUFFØRER

n BORDER-SHOPPERS

n VERDENSMAND

n DEN PERFEKTE CURRYWURST

n “NU KOMMER PRØJSEREN“

n ELVIS-HOFTER OG KNÆLØFT

n GRÆNSELØS

n STRÅTAG OG DÅSEØL

DE SIDSTE DANSKE CHAUFFØRER Danmark har altid haft en stolt truckerkultur. Lastbilchauffører i tusinde tal, har i mange år krydset den dansk-tyske grænse og gjort et hold ved Best Diner Route 45. Denne kultur og erhverv, er nu en truet eksistens.

CHRISTIAN LILIENDAHL

“

Lastbilen er den samme, men manden bag rattet taler ikke dansk - Jørn Holm

est Diner Route 45 i Padborg har i mange år været fast stop for de danske lastbilchauffører. Det er her, de gør deres sidste stop inden turen går sydpå. Det er her, at hakkedrengen og den brune sovs smager lidt bedre. Der er altid kaffe på maskinen, og sødmælk på køl. Ingen skummetmælk. Da Ole Gottlieb overtog cafeteriet for 13 år siden, var her altid masser af liv og glade danske chauffører. I dag går der langt i mellem, at Ole langer sovs og kartofler over disken til en dansk chauffør. ”For ca. 10 år siden var der omkring 4000 danske chauffører, der regelmæssigt kørte over den dansk-tyske grænse. I dag tror jeg, at det er nede omkring 100-200 mand,” fortæller Ole Gottlieb

De gode gamle dage

Jørn Holm er 56 år. Han har været chauffør i over 30 år. Hans første tur over den dansk-tyske grænse gik til Gent i Belgien, med Volvo-reservedele. Det var i 1989, og han var bare 24 år. I dag sidder Jørn på Route 45 med et par kolleger, han ikke har set i fem-seks år. De griner og fortæller historier fra gamle 6

dage. Jørn bryder ind, ”Løgnehistorierne bliver kun bedre med årerne.” Inden han når at færdiggøre sætningen, er de tre store drenge brudt ud i tung, dyb latter. Røverhistorierne og smilet forsvinder i takt med, at emnet drejes ind på det mere alvorlige spørgsmål: fremtiden for danske chauffører. Jørn ser fortvivlet ud gennem ruden, mens han lavmælt siger: ”Lastbilen er den samme, men manden bag ved rattet taler ikke dansk,”

Indtog fra udlandet

De udenlandske chauffører kommer hovedsageligt fra Polen, Rumænien og Bulgarien. Enkelte fra Tyskland. Til gengæld er antallet af udenlandske chauffører der kører i Danmark, steget markant. Cabotageloven giver chauffører fra udlandet lov til at køre tre ture indenrigs, i et andet land. Derefter skal chaufføren ud over landegrænsen og tage en enkelt tur, inden han må køre tre nye cabotageture. Denne lov er i følge vognmand Nis Peter Berg, ” noget værre bras.”

”Danske vognmænd hyrer chauffører fra Østeuropa og betaler dem langt under overenskomsten. Udenlandske chauffører får under det halve af, hvad en dansk chauffør skal have”. Nis Peter Berg har været selvstændig vognmand i 20 år og kørt lastbil i over 30 år. Han har været i stort set samtlige lande i Europa og ligesom Jørn Holm husker han de gode gamle dage. Nis Peter har siden 2010 været på revalidering på grund af en skadet skulder. I dag er hans firma lukket og han er i gang med omskoling til kørselsdisponent. Nis Peter bor næsten 50 km fra Best Diner, men han slår stadig et smut forbi og nyder en kop kaffe, og kigger på store prustende lastbiler. Hvis Nis Peter er heldig, får han måske en sludder med en gammel bekendt.

Ikke flere historier

Den store plads uden for Best Diner, bliver hurtigt fyldt op af nyankomne lastbiler. De kommer i en lind strøm, bragende som farvestrålende mastodonter, der larmer som gamle lokomotiver i det vilde vesten. Men ingen danske vogne.

Nis Peter bruger en stor del af sin fritid i hjemmeværnet. Denne weekend skal han patruljere til cykelløbet Giro d’Italia

Det blev ikke i dag, Nis Peter skulle snakke røverhistorier med de andre gamle drenge. Han tager den sidste slurk halvkold kaffe, mens Ole står ved skranken og spejder ud af vinduet for at se, hvad farve der er på nummerpladerne, på de nyankommende lastbiler. Det faldende antal danske chauffører, har stor påvirkning på Ole Gottlieb’s omsætning. Han er selv nødt til at stå bag disken i mange timer hver dag. ”De lægger ingen penge,” siger han, mens han nikker ud mod en stor hvid vogn med udenlandske nummerplader. Ole er nødt til at tage betaling for parkering ude på den store plads, da der bliver fyldt op med udenlandske chauffører i så stor grad, at de få danske der er tilbage, ikke kan holde der.Han holder godt øje med dem, der ikke betaler. 8

En nødvendighed for at holde på de få kunder, der stadig kommer og nyder en dansk bøf med løg, surt og tyk skysovs.

Fri cabotage i EU

Den eksisterende tre-turs regel, står til at blive ophævet i 2014, så det bliver muligt for udenlandske chauffører at arbejde frit i Danmark. Så skal de ikke ud over landegrænsen efter tredje tur for at køre tre ture til. For Jørn Holm og de andre danske chauffører bliver de næste par år måske nogle af deres sidste som langturschauffører. Men i aften vil Jørn Holm køre sydpå til Heide i Tyskland. Han vil nyde turen og livet som chauffør, inden han skal hjem på weekend hos sin familie.

Mads Jespersen har været chauffør hele sit liv. Som bare 21 år, kørte han sin første tur til Frankrig med blomster.

n DANIEL HJORTH

BORDERSHOPPERS Den afgiftsfrie handel i Tyskland har skabt et mekka for rabatbevidste kunder. I jagten på det gode tilbud rejser danskerne over grænsen for at handle hindbærbrus og fyldte chokolader til barnebarnets konfirmation eller cigaretpapir til et helt år.

oran indgangen til Fleggaard står flokke af mennesker i kø med deres indkøbsvogne. Forrest står et ægtepar og tjekker indkøbssedlen en sidste gang, inden det går løs. Pegefingeren glider ned ad en A4-lang indkøbsseddel. ”Så kører vi,” siger manden og skubber vognen fremad. Dørene åbner sig, og parret forsvinder ind.

Tilbudsavisen holdes tæt foran ansigtet. Hun kigger op. Manden står stadig og udfylder den eksporterklæring, der skal give ægteparret adgang til gildet. ”Ja”, de har fast bopæl i et skandinavisk land og ”Ja”, de forpligter sig til ikke at konsumere disse drikkevarer i Tyskland. Erklæring underskrevet. Jagten er sat i gang.

Den Nordtyske by Harrislee er blevet centrum for den afgiftsfrie grænsehandel. Fleggaard er mast odonten og ejer flere grænsebutikker i området. Danskerne lægger årligt 12 milliarder kroner i de udenlandske butikker.

Tilbud på tilbud

Jagten er i gang

På et øjeblik ændrer landskabet sig totalt. Den blå himmel erstattes af et sterilt oplyst indkøbscenter. Bib-lyden fra rækken af kasseapparater hamrer af sted, mens menneskemængden kæmper sig frem mod de mange tilbud, der venter forude. Discountfarver, skinnende flise gulve, spotlights og reklamer på repeat. 10

”Her er den jo. Det er lige præcis den!”. Pigens øjne stråler af lykke. Hun sprayer en byge Hannah Montana parfume ud på håndleddet og dufter. Moderen står tilbage ved kurven, kigger på prisskiltet og tager en flaske op. Pigen afventer spændt morens reaktion. ”Ok, så lad gå.” Moren lægger parfumen ned i kurven. Et veltilfreds smil breder sig på pigens ansigt, og de marcherer videre. Bag et hjørne er vinsmagningen i gang. Folk står tæt pakket omkring en vintønde, som danner bord for de mange flasker. Ved siden af tønden står

et plastikskur i gammel, fransk stil med frodige ranker af blå plastikdruer, der vokser op af. To unge fyre er optaget af vinen. Den ene løfter glasset og smager på en sød Piesporter. ”Crisp, well balanced” konstaterer han og kigger på sin ven, der står og venter ved indkøbsvognen. ”Der er tre kasser for 100. Den tager vi”. De læsser vinkartonerne på vognen og fortsætter videre til ølafdelingen.

Dansk pop og dåseøl

Motorstøj nærmer sig. En truck kører frem og sænker sine stålarme, og en ny 12

palle dåseøl ser dagens lys. Chaufføren jager sin hobbykniv i plastindpakningen og lader den løbe nedad, så rammerne blottes. Kunderne springer over den som sultne rovdyr. I ølafdelingen er de lyse indkøbshaller udskiftet med en kold lagerhal og et stenhårdt betongulv. I baggrunden synger Danser Med Drenge på Radio 100 FM. Det er grænsebutikkens skattekammer, hvor alt kører på samlebånd. En gruppe mænd i arbejdsbukser og veste knokler for at følge med. Så snart en palle er tømt, er en ny på vej. På gulvet er der aftegnet lange pile, der guider kunderne i samme

retning, så man undgår al for meget kaos. Hvis nogen skulle være i tvivl, er væggene klisteret til med skilte med ordet ”Ensrettet”

Farvel og på gensyn

På parkeringspladsen venter biler og varevogne på at blive fyldt op med dagens indkøb. Trailere og bagagerum bliver stoppet til randen og dækket til med tæpper, så tolderne ikke skulle fatte mistanke. En skolelærer fra Østervangsskolen i Randers står febrilsk og tæller sine elever. De har været en uge på ekskursion i Berlin og har gjort et stop ved grænsen, så børnene kan købe slik med hjem.

Buschaufføren står ved bagagerummet og læsser sodavand og hariboposer ind i bussen. Arbejdet gør ham helt rød i hovedet, ”Hvor er de sidste henne?” vresser han. To drenge med strithår og hængerøv kommer slentrende hen over parkeringspladsen med fyldte plastikposer i hånden. De opdager, at resten af bussen venter på dem og sætter i sprint. ”Helle for at sidde bagerst,” råber den ene, idet han springer ind i bussen. Dørene lukker, og busse sætter af sted. n

VERDENSMAND Han har tysk statsborgerskab, men føler sig ikke tysk. Han bor i Danmark, men bliver kaldt “tyskeren”. Michael Leicht er både tækkemand og verdensmand, for i hans verden er der ikke noget, der hedder grænser. Vennerne kommer fra hele verden, og Michael skifter flydende mellem dansk og tysk.

KASPER PALSNOV

rihed. Michael Leicht og to af hans tyskfødte venner er ved at gøre sig klar. Solen varmer deres hud, men den friske brise varsler noget nyt. De har købt et par flasker champagne og sætter sig alle tre ind i Michaels blå ladvogn og ruller vinduerne ned. De skal prøve noget, som de aldrig har prøvet før. Den forårsdag i 2001 blev grænsekontrollen ved de indre danske grænser ophævet, og det ville Michael og hans venner fejre. De gik på opdagelse i grænselandet og fandt steder, hvor de kunne krydse den nu usynlige linje mellem de to lande. Stier, marker, små grusveje. Hver gang de fandt en ny vej, hævede de jublende flaskerne. “Hvis ikke jeg skulle køre, havde jeg nok drukket mig bevidstløs,” fortæller Michael, når han tænker tilbage.

Michael er en mand uden nationalitet. Det vil sige - ikke på papiret, her er han kategoriseret som tysker. Født ind i det danske mindretal syd for Flensborg, nu bosiddende i Mjolden i Tønder Kommune. “Man er lidt som en udlænding begge steder”, siger Michael. Hans liv i et område med en historisk national identitetskrise har gjort, at hans udsyn er globalt. Michael er hurtig at genkende: bulet, sort filthat, der bliver skiftet ud hvert halve år og en slidt t-shirt. Under hatten gemmer sig et langt filtret hår, der i nakken ender i en hestehale. Røgen fra hans cerut indhyller de runde briller og det ujævne skæg. Michael er helt sin egen. Han tænker ikke så meget over, hvad andre synes. “Naboerne synes, at jeg roder for

Michaels to dĂ¸tre bor i henholdsvis Flensborg og KĂ¸benhavn, og har hver deres mor - den ene tysk, den anden dansk.

meget” fniser han, når han snakker om, hvorfor han ikke har nogle kunder i sin hjemby. Michael er tækkemand og elsker stråtaget: “Det er bare et godt tag!”. Han har været selvstændig siden 1988. En overgang havde han flere ansatte under sig, men som han nu konstaterer: “Jeg er ikke en særlig god chef ”. I dag arbejder han alene eller får hjælp af en af sine to døtre.

Flydende overgang

Som på enhver anden folkeskole blev der kastet med bold og leget i skolegården på den danske skole i Askfeldt i Schleswig.

“

GRÆNSER ER JO IKKE NOGEN NATURLIG TING

- Michael

Her gik Michael i skole indtil 4. klasse. Forskellen fra en almindelig dansk skole er, at børnene ikke ænsede forskellen på “der, die, das” og “en eller et”. De to sprog blev talt hen over hinanden. Det var kun i klasseværelset, at sprogdisciplinen var skrap. Her skulle man snakke dansk. “Det var som to vidt forskellige ver-

dener: den private og den offentlige. I skoletimerne snakkede vi dansk og lærte om dansk kultur, men i fritiden var der tysk fjernsyn og tyske kammerater” konstaterer Michael. Michael skifter stadig mellem tysk og dansk uden at tænke over det. Nogle gange leder han lidt efter ordet, og siger det på engelsk eller tysk for at hjælpe hukommelsen på vej. Med venner fra overalt i verden nyder Michael godt af sine brede sprogkundskaber. På en almindelig arbejdsdag starter han hos en tysk pensionist, fortsætter hos en svensk skrothandler, strejfer forbi en østrigsk kunstner, drejer

“

DET VAR SOM TO VIDT FORSKELLIGE VERDENER

- Michael

ind forbi en dansker med tysk kone og midt på en øde landevej, møder han sin schweiziske ven.

Fugleflugt

I hver side af Michaels sorte filthat stikker der et stykke ståltråd ud og mødes på midten som en lille antenne. Selv siger han, at den er til telepati. “Jeg har ingen mobiltelefon, du ved”. Og ligesom telepati rejser igennem luften, er Michael stor modstander af grænser. Både på det mentale og det fysiske plan. “Grænser er jo ikke nogen naturlig ting”, konstaterer Michael sikkert og vrisser bagefter: “Det var jo bare nogle kolonister, der sad og lavede nogle streger på et kort”. Foran Pizzeria Pavarotti på gågaden 22

i Tønder sidder Michael i de hvide havemøbler. Der står et glas rødvin på bordet, og i munden har han en ny cerut. Som byttehandel for lidt forfaldende arbejde, får Michael altid mad hos sit yndlings-pizzeria. “Ciao Michael” udbryder en sydenlandsk udseende mand pludseligt. Michael vender sig om: “Aaah!”. En anden italiener kommer luntende mod pizzeriaet. Samtalen glider med det samme på skinner. Michael minder vennen om, at det er vigtigt at have en fagforening i Danmark. Mucho importante!” understreger han. Michael skal videre. Han henter sin billiardkø i pizzeriaets køkken, og forsvinder mod værtshuset, hvor de kalder ham “tyskeren”.

Den perfekte Currywurst 24

n Morten Rode

Original deutsche currywurst er blevet hof-ret hos den danske pølsemand Søren Gleerup lidt syd for den dansktyske grænse. De fleste vil helst have en ristet hotdog, men karrypølsen er lavet af den lokale slagter, efter Søren Gleerups hemmelige opskrift.

nder navnet ’Dania Grill’ har Søren Gleerups pølsevogn de sidste 13 år, holdt stille på parkeringspladsen udenfor den velbesøgte grænsehandel ’Calle’. Ved første øjekast ligner det bare en lille grillbar, men går man gennem døren, ser man, at den er bygget op omkring en lille mobil-pølsevogn.

Der er varmt, og lugten af friture blander sig med duften af sydende pølser. Humøret er højt, og gæsterne i den lille pølsevogn smasker vellystent. Lige så stille begynder menneskestrømmen at ebbe ud. En glad stemme høres ud under det lille halvåbne vindue; ”Ti hotdogs på ti minutter, det var så dagens første ryk”.

udtrykker det, for det er sådan jyderne omtaler Sjælland. Efter tyve år som kørende sælger for Dr. Oetker valgte han at skifte branche. Livet som rejsende sælger havde tæret hårdt. Efter en tilfældig snak med den tidligere Calleindehavers søn, startede Søren Gleerup i år 2000 som pølsemand. Det er en beslutning, han ikke har fortrudt. I starten var det hårdt og kunderne få, men som han siger; ”Det tager tre år at finde og opbygge en fast kundekreds, og syvende år begynder du at tjene penge.” Søren Gleerup bruger ikke penge på at reklamerer for sin forretning, men der kommer stadig nye kunder, og måske er hans rare personlighed reklame nok i sig selv.

Søren Gleerup er 55 år og har været pølsemad i den tyske by Süderlügum de sidste tretten år. Egentligt er han fra Køge, eller djævleøen, som han grinende

På en stegeplade ligger pølserne side om side i alle mulige størrelser. ”Er det er noget griss, hvis jeg bestiller en af de store der ligger i hjørnet?”, spørger

“

Nogle gange er det de mest intime detaljer, der kommer ud.

en midaldrende mand. Søren Glerup svarer prompte; ”Nej, jeg synes, det er en dejlig gris” En stamkunde tilføjer; ”Altså, jeg har lige spist to” ”Jaaa, men rekorden er tre,” griner Søren Gleerup. ”Shit! nu skal jeg til at betale, nu kommer min kone … det er perfekt at stå her, mens konen handler,” mumler den midaldrende mand. Konen kommer ind ad døren. ”Jeg stod bare her og ventede på dig,” siger han i en undskyldende tone. ”Jaa.. det er godt med dig … mums, mums,” svarer hun. ”Skal vi afsted?” spørger manden. ”Nej, vi skal også lige have en fransk-hotdog,” siger hun, mens hun hiver sin mor ind gennem døren til pølsevognen.

Den originale currywurst

Hvis man vil overleve som spisested, er man nødt til at have en specialitet. På grænsen er konkurrencen mellem spisestederne hård, og derfor har Søren Gleerup længe været på jagt efter den helt rigtige pølseopskrift. På døren til pølsevognen hænger et skilt med påskriften ”Original deutsche currywurst”. For valget faldt på en karrypølse. Opskriften fik Søren Gleerup med møje og besvær lokket ud af en Berlinsk pølsemand. 28

Udover opskriften på selve pølsen er der også måden, den skal tilberedes på. Først bliver den kogt, og derefter kan den fryses ned. Når pølsen skal tilberedes, ryger den først en tur i mikrobølgeovnen, hvor den får den svampede, bløde midte, derefter en kort tur i frituregryden for at få det sprøde skind. Søren Gleerup spotter en aldrende kvinde udenfor pølsevognen. ”Goddav goddav,” siger han højt. Kvinden stikker hovedet ind i pølsevognen. ”Goddag, hvor meget er klokken. Ka du svare mig på det?” ”Det kan jeg sagtens, den er lige nøjagtig et,” svarer Søren. ”Så kan jeg godt nå en currywurst,” siger hun glad. ”Det, synes jeg, lyder rigtigt fornuftigt, du skal være velkommen,” siger han, mens en karrypølse ryger i mikrobølgeovnen.

Pølser og finkultur

Normalt står Søren Gleerup i pølsevognen fra klokken ni til atten. ”Hvis man er gift og har børn så er det svært at have en butik som denne, for du er på - hele tiden!” pointerer han. I sin sparsomme fritid er Søren Gleerup en stor operafan. Finkultur og pølsevogne er måske ikke det første man forbinder med hina-

nden, men ikke desto mindre, kan Søren Gleerup snakke i timevis om Mozart, Verdi og Puccini. Til en enkelt koncert har Søren Gleerup endda haft den lykke at være bodyguard for Pavarotti. Selvom opera står øverst på pølsemandens kulturelle menu, lytter han mest til P3 i pølsevognen, for der skal være plads til alle.

Den moderne skriftestol

Tonen i pølsevognen er varm og glad. Her bliver alle bliver behandlet ens - fra direktøren til den snavsede håndværker. Søren Gleerup sætter en dyd i, at alle skal have en god oplevelse, mens de spiser, men til tider kan det blive lidt for nært. Enkelte opfatter nærmest pølsevognen som en moderne skriftestol, hvor de kan krænge deres private problemer ud. ”Nogle gange er det de mest intime detaljer, der kommer ud. Jeg kan stå og tænke, hvad vedkommer det mig” Det er ved at være sen eftermiddag, og temperaturen i den lille pølsevogn er på kogepunktet. Søren Gleerup står og glaner ud af vinduet på den halvtomme parkeringsplads. Solen har for alvor fejet vinteren bort og steger menneskene ude på parkeringspladsen. Som var de pølser på en pande.

CÉCILE SMETANA BAUDIER

Som en del af det tyske mindretal i Sønderjylland var Frauke Steiners barndom præget af en følelse af at være adskilt fra det danske samfund. Hun tog en beslutning og valgte begge kulturer til i stedet for at vælge den ene fra.

“

NU KOMMER PRØJSEREN n

Jeg er mindretalstysker. Mine forældre var det, og vi har kigget ud og følt, at vi ikke blev optaget, men danskerne har kigget ind, og følt, at vi ikke ville optages”. Frauke Steiner sidder foroverbøjet på den varme bænk. Hun misser med øjnene mod den brændende sol. Vi befinder os ved portene til Ludwig Andresens skole, en tysk skole i Tønder, hvor hendes søn Cornelius er elev, og hvor hun selv underviser. Hendes ord drukner fra tid til anden i larmen fra børnenes fødder, der rammer jorden let og ubesværet, mens de passerer hende. Intensiteten i hendes stemme gør det klart, at emnet om adskillelse og det at høre til stadig bliver vendt, diskuteret og vendt igen. Frauke Steiners familie har i generationer boet i området omkring Tønder, også dengang byen var under tysk ledelse. Da grænsen rykkede sig, og Sønderjylland blev dansk, begyndte den tyske regering at betale for opførelse af tyske folkeskoler for at bibeholde den tyske følelse og den tyske identitet. Frauke Steiner beretter, hvordan hun som teenager, efter at have gået på en tysk folkeskole i Sønderjylland, valgte det tyske gymnasium fra og det danske gymnasium til, men hun gjorde det ikke uden modstand. ”Da jeg hoppede på bussen som barn, så blev der råbt “nu kommer prøjser

ungen”, og det var rigtig ubehageligt. Det krævede, at du turde stå ved at ja, jeg har gået på den tyske skole, men jeg er god nok alligevel”. Da Frauke begynder til gymnastik som et af de få medlemmer af det tyske mindretal, møder hun en dansk gymnastiklærer, der nægter at kalde hende for Frauke på grund af navnets tyske oprindelse. “Alene det at gå til gymnastik med ”danskerne” var grænseoverskridende. Dem, der legede med mig efter skole måtte jo heller ikke komme i de tyske skoler. Så der har været en lukkethed fra begge sider” fortæller Frauke. Hun påpeger samtidig, at der i Sønderjylland stadig er tale om danske fodboldklubber versus tyske fodboldklubber, tyske og danske svømmehold. “Jeg har sendt mine børn i den tyske skole, fordi jeg synes, at sproget er vanvittigt afgørende. Du får et sprog og en kultur med dig for ”free” og derfor får du en anden åbenhed!”. Frauke mener at hendes børn vil få en større forståelse for verden ved at blive eksponeret overfor to kulturer, og hun håber på at hendes børn vil omfavne de muligheder som resten af verden byder på.

“

Jeg kunne godt forestille mig at blive boende i Tønder. Den er så lille og hyggelig. Jeg har hørt at folk i København går med skudsikker vest. Jeg har da ikke lyst til at bo et sted, hvor man kan blive skudt ned!”

- Freja

“

Når du siger tyskland så tænker vi Lidl, vi tænker indkøbsture. Der er ingen tyskere i vores familie og vi taler ikke tysk. Men vi kan da godt tælle til tre, hvis det skulle være!

- Freja og Mette

“

“Jeg er dansk, for jeg taler dansk derhjemme. Men jeg kan bedst lide at tale sønderjydsk, for der kan man selv digte hvad man vil sige. Jeg kunne godt finde på at flytte til Tyskland eller Schweiz, når jeg bliver voksen.”

- Cornelius

“

“Når nogen spørger mig, om jeg er tysk, så svarer jeg at jeg er både dansk og tysk. Men jeg vil gerne blive ved med at bo i Danmark. Det kommer an på mit arbejde”.

- Anna

ELVIS-HOFTER KN ÆLØFT OG

et soveværelse syd for den danske grænse står pensionisten Wolfgang Poraph. Lyset falder skarpt på sengetøjets orange striber i den sirligt redte seng. Han trækker en lilla t-shirt med danselogo over hovedet og spænder sit bælte med det store sølvspænde. ”Det købte jeg i Texas, dengang jeg boede i byen El Paso. Det var der, jeg lærte linedans at kende, og jeg har danset lige siden”, siger Wolfgang og får et lille smil på læben, da han tænker tilbage på 1987 og hans tid i militæret i den amerikanske grænseby. I Nordtyskland fandtes der ikke nogen danseklub. Valget faldte derfor helt naturligt på den sønderjydske klub, hvor han er kommet de sidste ni år. Han har startet sin egen danseklub, der hedder Lone Star. Han vil dog stadig komme i Borderline Dance Club, hvor han får ny inspiration og kan lære endnu flere danse.

En dansk kvinde med frynser på ruskindsjakken. En tysk herre med cowboystøvler. Store westernbælter. To kulturer mødes i Borderline Dance Club i Tønder. Ni tyskere krydser grænsen hver torsdag for at lære de sidste nye dansetrin. En af dem er den rutinerede Wolfgang Poraph.

n BETINA GARCIA 41

“

DET KØBTE JEG I TEXAS, DENGANG JEG BOEDE I

Fordelen er, at man ikke behøver en dansepartner, så han er ikke afhængig af konen Astrid.

Dansk-tysk mix

Med lange skridt træder Wolfgang ind i den store aula på skolen i Tønder. Det ligner ikke en danseklub, men en helt almindelig skole. De nyeste tegninger fra formning præger betonvæggene. Postkasserøde toiletdøre, og en række stablede borde og stole langs kanterne. Wolfgang er i god tid. I løbet af de næste ti minutter samles næsten 20 mennesker. Hver gang et nyt medlem træder ind i rummet, bliver der uddelt et kram. Lokalet fyldes med en let summen. Til venstre bliver der sagt ”Sehr gut”, og til højre høres ”Det går dejligt.”

EL PASO

Pludselig brager Dolly Parton ud af højtaleren og klyngen af de lystigt snakkende bliver opløst. De iler ud på dansegulvet. Wolfgang skynder sig ind på første række og to sekunder efter drejer de alle rundt og svinger benene til højre og venstre. “Knæ, hæl og rundt,” råber Bent, deres danselærer gennem mikrofonen, der er klæbet fast på hans højre kind. Hælene larmer i det blåmelerede linoleumsgulv. De fleste har cowboystøvler på, og to bærer hat. Danskerne har sorte t-shirts med klubbens logo på. Ens for dem alle sammen er deres jeans. Lyseblå. Mørkeblå. Slidte. De ligner statister fra en westernfilm. På bordet står to pakker flødeboller. De danske klassikere med og uden kokos og

- Wolfgang Poraph

tyske mini schoko küsse i tre forskellige slags chokolade. Hver tiende minut er der en, der snupper en flødebolle og en velfortjent pause. De sveder og tørrer sig med medbragte håndklæder. Bent underviser på dansk, men engang imellem brøler han “Elvis hips, knee, turn”. Alle tyskerne har lært det danske højre og venstre, men alligevel kommer de til at dreje forkert rundt eller gå i den forkerte retning. En dansk, højtråbende kvinde bag Wolfgang griner og ryster på hovedet. Hun udbryder ”Det var forkert”, efter at hun kom til at dreje modsat retning af alle de andre og Wolfgang siger jaaaa udtalt med det danske flade a. De smiler til hinanden. En ny sang bliver sat på. De kniber tænderne 43

Wolfgang har lokket mange af sine tyske venner til den danske klub, til stor glĂŚde for danskerne

I lĂ¸bet af deres trĂŚning bliver der holdt minimum ti pauser

lidt sammen og kigger ned for at holde styr på fodarbejdet. Det kræver koncentration at følge de bløde country rytmer.

Dansk hygge og tysk æblesaft

“

TSCHÜSS OG VI SES

- Wolfgang og Jane

Wolfgang stopper op og kigger forvirret rundt. ”Denne her dans er for svær”. Han sætter sig ned og tørrer sveden af panden og napper en flødebolle. Den danske slags. Han tager en stor slurk af tysk æblesaft fra sin blå drikkedunk. Mens danskerne bliver undervist af Bent i den højre side af lokalet, begynder Wolfgang på sin egen dans til den samme sang. Fire af tyskerne prøver at følge med den ivrige mand. De er lige ved at danse ind i danskerne, der har gang i en lidt hurtigere dans. Det er normalt, at de to parter laver hver deres, og det er grunden til, at de godt kan lide at komme her. Wolfgang kan i dag 170 danse, hvor hver dans kan have op til 96 trin, som repeteres igen og igen. Der findes over 1000 forskellige serier. En af de danske damer på holdet står og laver sjov med Wolfgang og nogle af

de andre tyskere. De kan godt være lidt hårde ved hinanden, så hun siger til dem på tysk, at de ikke må mobbe hende. ”Det kan man ikke sige,” griner Wolfgang. ”Det ord du bruger, betyder altså en moppe, som er det, man bruger til at rense gulvet med.” Den danske kvinde griner og løfter lidt opgivende på skuldrene. Det er ikke altid let at kommunikere med hinanden, til trods for at alle danskerne på holdet kan snakke lidt tysk. Ingen af tyskerne kan dansk. Bent råber og der bliver klappet i hænderne. Tempoet er højt nu. Benene bliver løftet op i vejret. En kvinde udbryder et halleluja. ”Århhh”, hvisker Wolfgang irriteret, da han ikke kan fange trinene, men kan alligevel ikke lade vær med at smile samtidig. Klokken er 21, og efter to en halv times intensiv dans, stopper den sidste sang. De trætte dansere er klar til at gå hjem. De følges ned gennem skolegården. “Tschüss” og “Vi ses,” råber de til hinanden, da de skilles ved bilerne. n 45

G R Æ N S E L ØS Adam Gabriel er kunstmaler. Han er født og opvokset i Caribien og har boet over hele verden. Caribien, New York, Paris og nu - Tønder. Han ser ikke geografiske grænser. “Jeg er ligeglad med, om jeg er dansker, tysker, englænder eller franskmand - Jeg er Adam,” siger han.

n Michael Hansen

or enden af den smalle allé med de skæve, vindblæste træer står han. Adam Gabriel. En kunstmaler med baggrund i Caribien og alverdens metropoler har plantet sine rødder i den sønderjyske marsk. Med vinden i det gråsprængte, krøllede hår læner han sig frem over gelænderet på den lille bro over vandløbet, som afgrænser hans fristed fra de endeløse, flade enge. Adam er 42 år og vokset op på fransk Guadeloupe. En lille øgruppe i det Caribiske Hav. Han drog for mange år siden hjemmefra ud i verden. Han boede hos venner forskellige steder og studerede nogle år på kunstakademiet i Rom. I 1997 havde Adam arbejde

som underviser på en kunstskole i Sønderborg. Han mødte sin kone en dag i Kvickly og er nu endt på det lille landsted i det pandekageflade Sønderjylland med sin kone og en datter på otte år. Efter 15 år i Danmark kan Adam ikke forstå, at mennesker stadig bliver behandlet forskelligt, alt efter hvorfra i verden de kommer. Han har aldrig set forskelligt på mennesker på grund af hudfarve eller sprog. ”Mennesker er ikke anderledes end dyr, og vi skelner jo ikke mellem danske og tyske fasaner,” siger Adam på jordnært sønderjysk med stærk fransk accent. ”Mennesker er jo ens, og det er bare et nyt sprog, der skal læres.”

“Hvis man ser på jorden fra rummet, kan man se land og vand. Man kan ikke se grænser.” Sådan udtrykker Dalai Lama det, siger Adam eftertænksomt med et glimt i de sammenknebne øjne.

På kanten til resten af verden

Lidt uden for Tønder har han slået sig ned. Tæt på naturen og tæt på verden. Solen skinner fra en blå forårshimmel og det eneste, der bryder lyden af de mange fuglestemmer, er de håndværkere, der er ved at forvandle Adams gamle garage til atelier. Han bor tæt på grænsen i Sønderjylland. En grænse, han ser som et nøglehul. Han bor lige på kanten til resten af verden.

”Mennesket har lavet grænser for at beskytte sig selv,” filosoferer Adam. De kan ikke overskue det hele. Med grænser, der adskiller folk og kultur, kan man lukke sig inde og nøjes med at bekymre sig om færre ting, mener han. Alle har brug for at vide, hvem de er. I en stresset hverdag, hvor ingen har tid til at reflektere, hjælper grænserne med til at forenkle verden. Man har en nationalitet. Man er dansker. Men hvor dansk er man så i virkeligheden? ”Nogle kan sidde og græde til national melodien og være nok så patriotiske for så at køre syd for grænsen for at for handle billigt ind,” siger han.

“

Jeg er ligeglad med, om jeg er dansker, tysker, englænder eller franskmand Jeg er Adam!

“

H v i s m a n s e r på Jorden fra rumm e t, k a n m a n s e l a n d o g va n d . Man kan ikke se grænser. -Dalai Lama

På den ene side er Adam en verdens borger. Han har dansk statsborgerskab, men kunne lige så godt være endt i et hvilket som helst andet land i verden. På den anden side lever han i tæt kontakt til sine omgivelser. Trods muligheden for billige biler og indkøb i Tyskland, billige ting fra internettet og billige rejser fra Hamburg, køber Adam alt i nærområdet. Han lever og er, hvor han er.

Mennesker er sammen

Adam kommer fra en kultur, der ligger langt fra den danske. En kultur, hvor folk er mere åbne og oprigtige. Folk lukker sig ikke inde eller holder sig for sig selv. Mennesker mødes. Der er ingen grænser. De første år, Adam og hans kone var sammen, lavede Adam altid mad til tre gange så mange mennesker. Man ved jo aldrig, om der kommer nogen på besøg. Hvor Adam kommer fra, er mennesker sammen. Adam Gabriel er maler. Han er kunstner. Det er ikke noget, han har valgt. Ikke

noget, han har tænkt over. Kunstner er ikke noget, man bliver. Det er noget, man er. Det er som en sygdom. “Det første man tænker på, når man vågner, og det sidste man tænker på, inden man falder i søvn. Hele tiden. Man har ikke et valg.” I det vindfang, der foreløbigt fungerer som atelier, trækker Adam et stort, hvidt lærred frem, sætter det på staffeliet og vælger en pensel fra den store buket af patinerede pensler. Han maler ansigter. Ikke nogle bestemte ansigter, og han ved ikke, hvor han ender, når han starter. Som penslen lidt ad gangen tilfører acrylen til lærredet, skifter maleriets udtryk hele tiden. Adam maler følelser. Hans følelser tømmes på lærredet. Når han er tom, er han færdig. Som med alt i Adams liv er han i kontakt med nuet. Den virkelighed han er i lige nu. Adam omfavner det uvisse, det ukendte. Han møder verden med hjertet forrest. n 51

STRÅTAG OG DÅSEØL n 52

KASPER LØFTGAARD

100 meter syd for grænsen kører lastbiler med discountvarer og horder af danskere, der tester deres stationcars’ læssekapacitet. I skyggen af supermarkedernes farverige tilbud ligger en lille landsby med stråtækte huse og en stærk historie.

“

om ind, shop, vær lykkelig” lokker skiltet. Skodaer med trailere kører danskere ind på samlebånd og i skyggen af butikkernes farverige flag, ligger gamle bindingsværkshuse og vidner om byens fortid. Aventoft ligger på grænsen mellem Danmark og Tyskland. Byen har 350 indbyggere og huser tre store grænsebutikker. ”Calle” er den største med tilhørende pølsevogn og legeplads. Inden grænsehandelen gjorde sit indtog i 60erne, var Aventoft en lille fiskerby. Vadehavet gik helt op til husene og som i et sønderjysk Venedig, kunne man sejle rundt til byens gårde. Nu holder to turbiner vandet på afstand og baner vejen for turistbusser fyldt med danskere, der skal proviantere til den næste familiefest. Den ene del af det, der nu hedder Aven-

toft, bliver af de indfødte omtalt som Hungerburg. Før i tiden var det en lille by på fem huse. Når vandet steg op over markerne, flygtede dyrene derop, men der var hverken plads eller mad nok til dem alle - deraf navnet. Nu ligger bydelen gemt bag Fleggaards parkeringsplads, som danskere dagligt valfarter til for at fylde traileren med Nutella og dåseøl. ”De kører i flere timer for at hente billige varer af dårlig kvalitet? Jeg plejer at tage til Danmark for at handle ind”. Hella Hansen har boet i Aventoft i alle de 75 år, hun har levet. I det samme hus som hun voksede op i. En gennemsnitlig mand skal bukke sig betydeligt for at komme igennem den todelte dør. Komfuret bliver fyret med brænde hver morgen og varmer køkkenet og det meste af stuen. Alle møblerne er af egetræ, og fyret i den gamle lade hoster

â&#x20AC;&#x153;

Hvis jeg havde mand og bĂ¸rn, ville jeg jo ikke have haf t tid til at snakke.

- Hella Hansen

resterne af det afbrændte kul ud over hele gulvet. Hellas far var byens mælkemand og fisker. Ligesom alle andre mænd i Aventoft. Når vandet stod højt, plejede han at stige direkte ud i båden og sejle ned igennem byen med mælk. Midt på Dorfstrasse, som er byens hovedgade, er et skilt til Stadion. Hjemmebanen for Inter Aventoft. Klubhuset består af fire bænke og en bar. Fodboldbanen er længder fra Superliga-standard, og træerne bruges som afgrænsning. “Der er indkast, når bolden ryger ud til hestene,” råber en mand fra den bagerste bænk. Klubbens medlemmer tæller næsten halvdelen af byens 350 indbyggere. De fleste kommer kun for at heppe og være med til festerne bagefter. Men medlemmer er de. I denne del af byen kan man næsten ikke høre lastbilerne, der kommer for at fylde hylderne med

“ 56

kalorier til de danske handlende. Det eneste man hører er tankstationens gamle neonskilt uden strøm, der knager taktfast til vinden. Hver dag omkring klokken halv tre får Hella besøg af sin gamle kammerat. Han kommer for at vende verdenssituationen og ryge en cigaret. Det gør han hver dag, men det får nok snart en ende. Han har fået kræft. Hella hverken ryger eller drikker og omtaler sig selv som gammeljomfru. “Hvis jeg havde haft mand og børn, ville jeg jo slet ikke have haft tid til at snakke, vel?” Endnu en lastbil tordner forbi, og de to gamle venners samtale går i står. Den kører mod de gule discountflag og plakater med reklamer for billig spiritus, sodavand og mælkechokolade. Som taget ud af enhver diabetikers værste mareridt. Alt sammen uden pant - selvfølgelig. n

Jeg plejer at tage til Danmark for at handle ind.

- Hella Hansen

TAK TIL HANNE MØLBY MATHILDE BECK SUSANNE SOMMER HENRIK MELLER CHRISTIAN FRA DALER TINKE DAWG SØREN PØLSEMAND WOLFGANG PORAAPH SIGNE HOLSTEEN MICHAEL TÆKKEMAND BORDERLINE DANCECLUB TØNDER HALLERNE LUDVIG ANDREASEN SKOLE ANDREAS WOLLESEN ADAM GABRIEL

Forside: Daniel Hjorth Side 2: Kasper Løftgaard Side 29: Morten Rode Side 30: Kasper Løftgaard Side 31: Kasper Løftgaard Side 32: Cecile Smetana Bauder Side 59: Daniel Hjorth

PRODUCERET AF FOTOJOURNALISTSTUDERENDE PÅ DANMARKS MEDIE OG JOURNALISTHØJSKOLE

2. SEMESTER FORÅR 2012