Misbrugernes hjem. Tekst: Niels Johan Juel Jensen, Foto og tekst: Jakob Jørgensen

MISBRUGERNES HJEM - en fortælling om fire mennesker fra Plejekollektivet på Sundholm Tekst: Niels Johan Juel Jensen Foto og tekst: Jakob Jørgensen

FORORD BEBOERNE

Connie Gino Jimmy Ilona

PLEJEKOLLEKTIVET

Plejekollektivets leder LĂŚgen Politiet

4

6 20 26 44

58 62 66

FORORD Næsten som en by i byen ligger Sundholm på Amager. Isoleret fra omverdenen. Lange fireetages bygninger står side om side. 16 i alt. Bygget i samme stil med røde mursten som beklædning på stueetagerne, og en mat, gul mur på etagerne over.

Da Sundholm åbnede i 1908, var det som arbejdsog tvangsarbejdsanstalt for hjemløse, prostituerede, kriminelle og psykisk syge.

I dag danner stedet rammen om en række af Københavns Kommunes sociale tilbud som eksempelvis et aktivitetscenter, et herbergscenter samt Plejekollektivet – et varigt botilbud til gamle og udsatte stofmisbrugere for hvem det ikke længere er realistisk at blive stoffrie.

Plejekollektivet lå oprindeligt i forbindelse med Specialinstitutionen Forchhammersvej, men blev i 2007 flyttet til bedre faciliteter på Sundholm. Da det begyndte, var det tiltænkt Københavns mest syge og udsatte stofmisbrugere, så de kunne få et hjem med den nødvendige pleje til den sidste del 4

af deres liv. Et hjem hvor de kom for at dø.

Og det er præcis sådan, omverdenen har lært at se stedet. Som narkomanernes sidste stop.

Men tiden har vist et andet billede. Selvfølgelig sker der dødsfald, men faktum er, at cirka halvdelen af beboerne har været på stedet i rigtig lang tid – mange endog helt fra begyndelsen i 2003.

Det skyldes blandt andet en mere effektiv hivbehandling. Men det bærer ikke forklaringen alene. På grund af de rammer Plejekollektivet tilbyder med sundhedspleje, mad og ikke mindst omsorg, kommer beboerne ind i en mere stabil livsførelse. Derfor klarer de sig bedre. Det giver Plejekollektivet en enorm menneskelig værdi, og samtidig bliver beboerne nemmere at samarbejde med for blandt andet sygehusvæsenet og politiet.

Vi sætter i denne bog fokus på, hvilken betydning Plejekollektivet på Sundholm har både for beboerne og for samfundet.

For vi er vant til at høre, hvordan stofmisbrugere skaber problemer i gadebilledet, eller også får vi at vide, at de har behov for fixerum, lægeordineret heroin eller sundhedsrum. Men hvor meget ved vi egentlig om dem som mennesker? Hvad har gjort dem til det, de er? Hvilke dystre eller muntre historier bærer de rundt på?

Socialforvaltningen i København og Bøge Olsen, politibetjent fra Station Amager – deres bud på, hvad det er, Plejekollektivet kan, både i forhold til beboerne, men også i forhold til samfundet.

Disse spørgsmål har været drivkraften bag de følgende portrætter, hvor en lille håndfuld af Plejekollektivets beboere har fået lov til at fortælle deres egen livshistorie. Det har været meget vigtigt, at det er dem selv, der fortæller. Det er deres eget syn på deres eget liv og tilværelse.

Deres livshistorie har hver især været afgørende for, at de i dag sidder i den situation, de gør.

Hvor teksterne har fokus på beboernes forhistorie, belyser billederne deres nutid og hverdag i Plejekollektivet.

Sidst i bogen giver tre personer – Trine Krak, leder for Plejekollektivet, Christian Hvidt, overlæge i 5

CONNIE ”Jeg var så langt ude dengang både med druk og stoffer. Jeg kan se sådan på det, at hvis jeg ikke var kommet i behandling, og hvis der ikke havde været det her sted, så havde jeg ikke levet den dag i dag. Det havde jeg altså bare ikke”

7

Connie føler sig endelig ovenpå efter et liv præget af misbrug og død ”Nu har jeg også en meget grim historie, for da jeg var otte år gammel, blev min mor slået ihjel.

Af min stedfar. Så døde min mormor af kræft, og min morfar døde af dårligt hjerte. Og min søster blev så slået ihjel, ik’. Og så er der kun mig tilbage – mig og mine unger. Så… Så jeg har været heldig nok, at jeg har overlevet.”

Døden har altid været et tema i Connies liv. Alle de mennesker, hun har elsket gennem tiden, har hun også været med til at begrave. Det har sat sine spor. Men på trods af det hårde liv og de mange tab, er hun fortrøstningsfuld med hensyn til fremtiden. Hun har fået mere styr på sit liv, og som alle andre mennesker har hun sine drømme.

Måden, Connie siger den sidste sætning på, lyder nærmest lettet og overrasket. Som var det ikke en selvfølge, at hun er her i dag. Hun sidder på sit værelse på Plejekollektivet. Håret er sort og kortklippet, og ørene er dekoreret med et par små blå øreringe.

Kæresten tog ikke sin medicin ”Der er lidt rodet.”

Connie flytter noget tøj fra den brune lædersofa, inden hun sætter sig ned. Den blev købt i en butik i Ballerup, da hendes kontaktperson Helle en dag gjorde hende opmærksom på, at hun altså havde sparet en god slat penge sammen. Det skulle fejres med nye møbler. Ud over sofaen blev det også til en sort læderstol, et nyt fladskærms tv, en hvid kurveskuffeanordning som står henne ved siden af håndvasken og spejlet, samt et par af rummets andre møbler. Undtagen kommoden. Den fik hun af sin tidligere kæreste.

”Men jeg har også holdt lidt igen på mig selv. Jeg har aldrig sådan givet mig fuldt ud til det der. Der er altid et eller andet, der har holdt mig tilbage.”

Efter en lille tænkepause tilføjer Connie: ”Men åbenbart ikke helt.”

Connie, der fylder 49 til januar, flyttede ind på Plejekollektivet, cirka et halvt år efter det startede.

Hun er en af veteranerne på stedet. Stofferne har fulgt hende gennem det meste af livet, men nu nøjes hun med sin daglige metadon og en pibe hash.

8

”Han er den eneste, der er flyttet herfra. Men jeg tror sådan set ikke, det har været så godt for ham.

At flytte for sig selv. For så tog han ikke sin medicin. Så lige pludselig blev han sgu syg. Så blev han meget syg. Og så kunne de ikke nå at helbrede ham. Og det var lige nøjagtigt, hvad han fik 9

ud af det,” siger Connie fra sin plads i sofaen.

Hun sætter sig lidt foroverbøjet og giver sig til at fortælle. Stemmen er blid og skifter sjældent toneleje. Dialekten fjerner al tvivl om, at dette er en ægte københavnerpige. Opvokset på Vesterbro. ”Til sidst kunne jeg ikke klare at være der mere, fordi det hele drejede sig om at ligge i en seng og være syg, ik’. Det kunne jeg ikke holde ud at være med til.” Connie besøgte ham en gang mere på hospitalet, men det var også sidste gang.

De havde mødt hinanden på Plejekollektivet og blev ved med at ses, efter han var flyttet. Han var som så mange af de andre beboere hiv-positiv og skulle derfor have medicin hver eneste dag. Men da han valgte at droppe den, forsvandt immunforsvarets sikkerhedsnet. ”Jeg ved ikke engang, om han lever mere, eller om han ikke lever mere. Men jeg har heller ikke undersøgt det, fordi…” Connie holder en lille pause, inden hun fortsætter: ”Det har jeg bare ikke, for det har ikke interesse.

Ikke når han er så syg.”

Den svære tid Connie ser ingen grund til at gøre sig romantiske illusioner om livet som stofmisbruger. Hun er

fuldstændig klar over, hvilket spor hendes liv havde sat sig fast i, inden hun havnede på Plejekollektivet. ”Jeg var så langt ude dengang både med druk og stoffer. Jeg kan se sådan på det, at hvis jeg ikke var kommet i behandling, og hvis der ikke havde været det her sted, så havde jeg ikke levet den dag i dag. Det havde jeg altså bare ikke.”

Connies redning blev hendes daværende kontaktperson. ”Det var via min kontaktperson fra Dyveke,” fortæller Connie. Dyveke er et behandlingssted på Øresundsvej, hvor hun blandt andet fik udleveret metadon. ”Han spurgte, om jeg ikke ville herind, for han vidste, hvor svært jeg havde det. Også i min lejlighed, og… så kom min kæreste hjem og var fuld, og alt sådan noget.”

Connies tanker glider over på den svære og frustrerende tid, hun havde sammen med en tidligere kæreste, inden hun flyttede ind på Plejekollektivet. ”Det gjorde jo også, at mine ting gik i stå, ik’. Så… så bad jeg ham om at flytte til sidst, for jeg kunne simpelthen ikke holde det ud. At sidde og se på en, der var fuld hver dag. Jeg kunne aldrig få lov til at følge med i noget på fjernsynet blandt andet 11

fordi, så snakkede han løs, du ved. Han snakkede om alt muligt, som jeg slet ikke forstod halvdelen af.”

var indlagt på hospitalet. Så havde de taget nogle blodprøver, som de gør, når man er på hospitalet ik’. Så fandt de frem til, at han var hiv-positiv.”

Men inden hun fik ham smidt ud, affødte de mange frustrationer et nyt problem for Connie. ”Så begyndte jeg også selv at drikke mere, for jeg kunne jo ikke holde ud at høre på ham hver dag,” fortæller hun og fortsætter: ”Men da jeg kom til Forchhammersvej, gik jeg på antabus. Nu har jeg været på antabus lige siden. I én køre.”

At fortælle den forfærdelige nyhed til Connie skulle vise sig at være noget af en mundfuld. ”Han ville jo ikke sådan bare sige det til mig. Bare sådan lige. Den tyggede han meget længe på.

Hvordan han skulle sige det, og alt det der. Da han så fortalte mig det, så sagde jeg: Det havde jeg en mistanke om.”

Den alkoholiserede kæreste døde noget tid efter, de var gået fra hinanden. Han havde hiv. Connie deltog i begravelsen. ”Jeg kommer aldrig nogensinde over det. Det er noget, jeg altid vil huske.”

Du er hiv-positiv Desværre er Connie heller ikke sluppet for sygdommen. Det var kæresten fra tiden inden Plejekollektivet, der smittede hende. ”Det var en øh… jeg havde været ude… det var fordi…” Connie leder lidt efter den rigtige måde at starte fortællingen på, inden hun så begynder: ”Jeg måtte jo lægge kortene på bordet,” fortæller hun så og fortsætter: ”Ham jeg kom sammen med, han var hiv-positiv.

Han fandt ud af det på et tidspunkt, hvor han 12

Connie fortalte det videre til kontaktpersonen på Dyveke. Han tog med det samme Connie med på hospitalet, så hun kunne blive testet. Efter nogle dage fik Connie svar. ”Så blev jeg kaldt op på lægeværelset. Så sagde de: Vi må desværre sige Connie, du er hiv-positiv. Så sagde jeg: Det vidste jeg godt. Det er min egen fejl.

Jeg vidste ikke nok om ham i starten.” Efter en lille tænkepause fortsætter hun: ”Det var så min fejl.”

Sygdommen hæmmer dog ikke Connie synderligt.

Hun er til kontrol hver tredje måned, og som hun selv siger det, ser hendes tal rigtigt flotte ud. Men hun er også meget bevidst om, hvor vigtigt det er at tage sin medicin.

Pusher Connie har også prøvet det hårde liv på Istedgade.

For at tjene til eget forbrug, solgte hun stoffer til andre. ”Jeg gjorde dét, at når jeg fik penge, så investerede jeg bare det hele i stoffer.”

Det gav en fin indtægt, men Connie understreger, det ikke var et liv, der var værd at missunde. ”Det var hårdt. Den ene dag kunne det gå skide godt, den anden dag kunne du måske sidde og brumme inde på Vestre eller sådan noget, ik’.”

Selv om Connie har prøvet at sidde i arresten et par gange, er det ikke meget tid, hun reelt har tilbragt bag tremmer. ”Jeg har fået én dom, hvor jeg skulle til et spjæld, der var åbent, ik’. Det har været en måned eller sådan noget. Jeg havde måske fået nogle bøder for at køre gratis med tog nogle gange. Det har været sådan nogle småting, ik’. Jeg har aldrig sådan siddet i spjældet i den forstand.”

Det store savn ”Han var 14, da han kom i familiepleje. Jeg havde ham selv, til han var 14.”

Connie fik sit første barn i 1982. Men hun måtte altså sande, at hendes eget barn måtte fortsætte opvæksten uden sin egen mor. ”Det har jeg det ikke helt fint med den dag i dag.

Det er noget, der har gået mig meget på. På et tidspunkt havde jeg det så svært med det, at jeg ikke havde lyst til at snakke om det. Det havde jeg bare ikke.”

Heldigvis føler Connie, hun har et godt forhold til ham. Det er godt nok ved at være et stykke tid siden, han sidst var på besøg, men Connie husker tydeligt, da det en dag bankede på døren. ”Jeg troede jo bare, det var en af de andre, der ville spørge mig om et eller andet. Så jeg rejste mig op og gik hen og åbnede, og så stod min søn der, mand. Dunk. Så tænkte jeg what mand. Så er det bare noget med at samle mig sammen i løbet af ingen tid.”

Connie smiler stort. ”Men gudskelov – han har altid været en god knægt. En forståelig unge. Sød.”

Men da snakken falder på datteren, forsvinder smilet igen. Hun fylder 18 til maj. Rundt om i værelset hænger der adskillige billeder af hende.

Det er nogle, Connie har fået tilsendt i julegave. ”Hun boykotter mig lidt.”

Det er tydeligt, det gør ondt at snakke om det.

Stemmen er sænket og mere fjern. Datteren blev sendt i familiepleje lige fra fødslen. Det er nogle år siden, Connie sidst har set hende. Det var, mens 13

Plejekollektivet lå på Forchhammersvej. ”Hun har ikke været herude. Men det vil jeg heller ikke have, hun skal. Jeg vil hellere møde hende ude i byen. Jeg vil ikke tilbyde hende det her. Det vil jeg sgu ikke,” siger Connie. ”Sidst mødte jeg hende ude i byen. Så gik vi ud og købte tøj og gik i biografen. Jeg havde en hel dag med hende alene. Det var lækkert.”

Connie rejser sig og henter et af de fire billeder, der står henne foran tv’et på den hvide kommode.

Det er en køn, solbrændt datter. ”Jeg ved ikke, hvad hendes plejemor har sagt angående mig. Hvorfor jeg ikke ringer, og hvorfor jeg ikke skriver.”

Engang var Connie på besøg hos plejefamilien.

Men hun var ikke helt forberedt på det, der ventede hende. ”Så kalder min datter lige pludselig sin plejemor for mor, ik’. Så blev jeg jo ked af det. Jeg følte mig virkelig stødt. Så satte jeg mig hen og kiggede på hestene. For at være lidt mig selv. Så kom min datter. Hun var ikke ret gammel, du ved, men hun kunne bare fornemme, at jeg var ked af det. Så kom hun hen og trøstede mig. Det blev jeg sgu så glad for. Så tænkte jeg: Hvor er hun sød.” Connie holder igen en lille eftertænksom pause. ”Det glemmer jeg aldrig. Men jeg ved ikke, hvor14

dan det går nu. Jeg skal have taget mig sammen til at skrive et brev til hende.”

Bedsteforældre blev forældre Connie måtte selv allerede som otteårig affinde sig med, at hendes mor ikke var der mere, da hun på tragisk vis døde. Myrdet af stedfaren. Hun ville skilles, og så slog han hende ihjel. Kvalte hende med et par nylonstrømper. ”Han var syg oven i bærret.” Der er hverken forståelse eller tilgivelse at hente hos Connie. Han var voldelig og jaloux, og moren kom ofte op til Connies bedsteforældre og var forslået i ansigtet.

Det var derfor, hun ville skilles.

Stedfaren fik en fængselsdom for mordet. Da han kom ud, endte det med, at han hængte sig selv i lysekronen. ”Han var bare ondskabsfuld. Der var ikke særligt meget godt i ham.”

Connie har aldrig mødt sin biologiske far. Han bor ovre i Jylland og har sin egen familie. Derfor har Connie også to halvbrødre. Hun skulle egentlig have mødt sin far, da hun var 14 år. ”Men øh… lige før han kom, så smuttede jeg.

Det havde jeg ikke nerver til. Det var jo en vildt fremmed mand. Så stak jeg af. Det var jeg ikke parat til. Ikke på det tidspunkt.” Men når Connie i 15

dag tænker tilbage, så er det noget, hun fortryder. ”Jeg kunne godt have tænkt mig at vide, hvad det er for en starut.”

Efter moderens død røg Connie og hendes to år yngre halvsøster på børnehjem. Men ikke i særlig lang tid. Deres mormor og morfar søgte om forældremyndigheden og fik den. Connie og søsteren havde i forvejen et nært forhold til dem, da de boede i samme opgang på Istedgade. Lige over for Mændenes Hjem. ”Jeg må sige, at hvis jeg ikke havde haft dem, så var jeg nok blevet lidt mere vild, end jeg var i forvejen.”

I stedet for at være bedsteforældre måtte de nu tage rollen som mor og far for deres to børnebørn.

Det har sat sit præg på Connies forhold til dem.

Somme tider kommer hun endda ubevidst til at kalde dem for sine forældre, når hun omtaler dem. ”De kørte jo en restaurant, eller et værtshus, der hed Cafe 5. Nede i Istedgade. Det værtshus havde mine forældre,” fortæller hun blandt andet.

Arbejdet på Cafe 5 tog det meste af deres tid.

Derfor var Connie og søsteren overladt meget til sig selv, men det betød samtidigt også, at de blev tæt knyttet til hinanden. Det gjorde det kun ekstra hårdt for Connie, da søsteren blev taget fra hende.

16

Myrdet for stoffer ”Hende og en veninde tog til Spanien. De skulle kun være der en uge. En uge eller 14 dage. Så mødte hun ham israeleren, altså min søster. Og de faldt pladask for hinanden.” Den sidste sætning bliver udtalt i et afdæmpet toneleje.

Connie læner sig tilbage i sofaen, mens hun kører den ene hånd gennem det halvkorte, mørke hår. ”Han var et svin. Han gjorde min søster så hooked mand, så hun blev aldrig sig selv igen. Og så fordi hun var taget til Danmark med noget stof, som hun selv havde været med til at smugle gennem landene, ik’. Så ham israeleren der…”

Hun afbryder sig selv i iveren efter at fortælle, hvor dygtig hendes lillesøster var til at smugle, og lader begyndelsen på den tragiske fortælling stå uforløst hen. Først senere giver hun sig til at fortælle, hvad der rent faktisk skete. ”Han havde sendt min søster til Danmark, for hun kendte jo landet bedst. Og så skulle hun levere nogle stoffer.”

Desværre kunne hun ikke holde fingrene fra smuglervarerne. ”Så kunne hun jo ikke tage tilbage vel. For hun vidste jo godt, de var skide sure på hende, for hun havde taget hele lortet selv. Og så havde hun måske fået solgt lidt. Så havde hun brugt lidt

penge, og… så havde hun gået og hygget sig.”

Connie griner lidt ved tanken om lillesøsteren, der gik og brugte smuglerpengene på sig selv. ”Så blev han sur, ham israeleren der, og så likviderede de hende oppe i Søndermarken. Israeleren og to kurdere.”

Aldrig mere Istedgade I dag er Connie ved at føle sig så meget ovenpå, at hun drømmer om at flytte i egen lejlighed. Misbruget er reduceret til en pibe hash, og så skal hun naturligvis have sin metadon hver dag. Det holder hende fra tilbagefald.

Hun var blevet samlet op sent om aftenen uden for Spunk Bar. En af hendes veninder havde set det og kunne bagefter fortælle om episoden. Fire timer efter blev hun fundet oppe i Søndermarken. ”Hun var ikke engang død. Hun lå i respirator et halvt år, før hun døde. De havde brækket armene på hende og smadret hele baghovedet.”

Kort tid inden Plejekollektivet blev flyttet til Sundholm, fik Connie den idé at besøge Istedgade igen. ”Nu skulle jeg fandeme lige ind til den gade der.

Jeg skulle se, hvad jeg havde fået ud af at være væk derfra så længe.”

På trods af det tragiske udfald, er Connie glad for, at søsteren aldrig kom til bevidstheden, for det havde ikke været et værdigt liv, synes hun. Det trøstede hun også mormoren med. ”Min mormor sagde: Hvor er du hård Connie,” fortæller hun – med en skinger stemme for at efterligne mormoren – og fortsætter: ”Så sagde jeg: Jamen, det mener jeg. Jeg vil da have det meget svært ved at skulle se min søster sådan. Altid.”

Søsterens kæreste flygtede til Israel, og selv om den Danske Ambassade forsøgte at få ham fundet, blev han aldrig stillet til ansvar for sin ugerning.

Da hun var kommet derind, købte hun en kop te og gik ind i Mariaskirken. ”Så kom der selvfølgelig et par stykker. De sad bare der og var vildt skæve, mand. Så sagde jeg bare hej og goddag og sådan noget, men der var ikke nogen interesse, for de var et helt andet sted.

De stod jo nærmest helt bevidstløse, ik’.”

Den oplevelse blev et vendepunkt i Connies liv.

Hun stod for tidligere tiders fristelser, og dermed var et meget stort kapitel endelig slut. ”Det var ikke lige mig. Det var jeg sgu blevet for clean til. Så tænkte jeg: Nu skal jeg kraftedeme ikke herind mere. Lad mig komme af sted.”

”Det er lidt modbydeligt.”

19

GINO ”Han drak sig ihjel. Han forblødte simpelthen og døde. Så holdt jeg op med at drikke...”

20

Øllene er skiftet ud med te og levertran Til januar er det 26 år siden, Gino fik konstateret hiv. Men allerede før diagnosen, var han godt klar over, at han var smittet. ”Min bror var blevet smittet og havde fortalt mig det. Så gik jeg ud fra med 99,99 procents sikkerhed, at jeg også var smittet,” fortæller Gino, der i dag er 56 år gammel.

Stemmen er lidt grov. Ordene flyder langsomt og kontrolleret fra hans mund, og der er korte ophold imellem hver sætning. Der gik lang tid, fra broderen fik konstateret hiv, til han begyndte at gå i behandling for det.

Til at starte med forsøgte Gino at overtale ham til at begynde med medicinen, men det hjalp ikke. Til sidst opgav Gino. Broderen gik først i gang med behandlingen, da virusset var gået i udbrud, men da var det for sent. Han døde 8. november 1997 på Hvidovre Hospital. ”Jeg var der sidst om fredagen og kom igen om lørdagen for at besøge ham. Da fortalte personalet mig, at han var død. Han blev et par og fyrre år.”

Gino bliver stille. Han sidder bøjet over det lille bord i glasrygeburet ved fællesstuen. Da broderen døde, kvittede Gino heroinen fra den ene dag til

den anden og fortsatte med metadonbehandlingen. Det har han været på lige siden.

I modsætning til broderen gik Gino i behandling for hiv med det samme. Han var bange for at dø en ussel død. I dag er Ginos eneste last tobakken.

Han sidder ofte i rygeburet nede ved fællesstuen.

Foroverbøjet på de høje, mørke metaltaburetter og halvvejs omgivet af glasplader. Lyden af afsuget i rygeburet bliver blandet med lyden af stuens tv, der ofte står tændt, selvom sofaerne rundt om er tomme.

Arbejdet hos blikkenslageren Gino rørte ikke stoffer de første mange år af sit liv.

Han drak en øl eller to engang imellem. Aldrig mere end det. Da Gino var 27 år kom den ene af hans tre brødre op til Danmark fra Tyskland, hvor faderen også stammede fra.

Broderen flyttede ind hos Gino på Christiania.

Efter 14 dage i København røg broderen på sprøjten. Han insisterede på, at Gino også skulle prøve at få et fix, selvom han ikke var meget for det.

Til sidst gav Gino efter. De første gange kunne han ikke få sig selv til at stikke sig i armen, så det 23

klarede broderen. Den næste uges tid brugte Gino og broderen på at tage stoffer omkring tre gange om dagen.

De første 10 til 12 gange blev Gino dårlig og kastede op. Derefter var der ingen vej tilbage.

Broderen var afhængig, og det samme var Gino blevet. Indtil nu havde Gino passet jobbet hos blikkenslageren trofast.

Men kollegaerne og chefen lagde hurtigt mærke til, at Gino opførte sig anderledes. Efter et kort stykke tid sagde han selv op. Gino mente ikke, at det var forsvarligt at køre rundt i bil, samtidig med at han gik og tog stoffer. For at få råd til sit eget forbrug af heroin, begyndte Gino at sælge stoffer.

Tørlagt Tidligere drak Gino, men det stoppede han med for omkring fem år siden. Dengang boede han på Forchhammersvej. Manden, der boede overfor Gino, røg en dag på Frederiksbergs Hospital med blodbylder i svælget. ”Han drak sig ihjel. Han forblødte simpelthen og døde. Så holdt jeg op med at drikke,” fortæller Gino og fortsætter: ”Jeg har ikke rørt alkohol lige siden.”

24

I dag holder Gino sig til te og islandsk levertran.

Når en flaske levertran er tom, ryger den ned til de andre mørke flasker i en lille hvid kasse på gulvet.

Han spiser også Gerimax hver dag, og han kan mærke, når han ikke får sin daglige pille.

De tomme cigaretpakker bliver lagt op i en hvid plasticpose bag døren. Gino har talt, hvor mange pakker han har røget, siden han for syv år siden kom ind i Plejekollektivet, der dengang lå på Forchhammersvej. Det er blevet til over 1200.

En nylig undersøgelse hos lægen konstaterede, at Ginos immunforsvar er godt og hiv-virusset svagt.

Mens Gino gør, hvad han kan for at passe på sig selv, har han svært ved at forstå de andre beboere.

Hvis det stod til Gino, skulle de bruge færre penge på stoffer og i stedet bruge lidt mere på deres egen sundhed.

25

JIMMY

�Vi skulle helt op til de hashmarker der, hvor de havde noget ordenligt hash�

27

Eventyrlysten er stadig intakt, selvom stofferne altid har præget hans liv Næsten som en cowboy, der hviler sig efter en lang dags strabadser, ligger Jimmy på ryggen med hænderne bag hovedet. Det furede ansigt ser lige så markeret og vejrbidt ud, som havde han levet hele sit liv under præriens åbne himmel. Overskægget, der strækker sig ned forbi mundvigene, er blot med til at forstærke billedet.

at sove i, mad på bordet, selskab af andre beboere, fagkyndig sundhedspleje samt fast udlevering af metadon. Når han vil have selskab, mødes han med en af de andre beboere – måske over en pibe hash. Når han vil være alene, går han ind på værelset og lukker døren. Og vil Jimmy ud i byen, er der også mulighed for det.

”Da jeg begyndte at få metadon, så stoppede jeg med de forskellige stoffer. Ja ikke hashen. Vi må godt ryge hash.” Med et er illusionen brudt, og virkeligheden bragt tilbage i rummet.

Eventyreren Jimmy ”Jeg har næsten prøvet det hele.” Jimmy lægger ikke skjul på, at stofferne har været en fast del af hans liv. Han har blandt andet taget LSD og heroin, men det er hashen, der har fulgt ham i længst tid. Og god hash er værd at rejse langt efter. Det beviste Jimmy og et par kammerater fra Christiania, Claus og Jens Bræktud, da de i begyndelsen af 70’erne tog en tur til Afrika.

For hatten er ikke en cowboyhat. Det er en lidt for stor, safarigrå, halvslidt kasket. Der er heller ikke en saddeltaske med whisky – i stedet står der en flaske årgangsøl ved siden af det lille kvadratiske sofabord, som er dækket af et virvar af tebreve, gamle papirer og et ur formet som en høne. Og så er der hashpiben. Et vidnesbyrd om, at selv om Jimmy ikke bor under den åbne himmel, så er der i hvert fald højt til loftet på Plejekollektivet på Sundholm.

Jimmy blev født den 19. maj 1953. Efter et liv præget af stoffer og adskillige besøg i landets fængsler, flyttede han i 2007 ind på anden sal af Plejekollektivet. Her har han et værelse, en seng 28

”Vi var dernede i en måned. Det var sgu meget sjovt. Er du sindssyg mand. Oppe ad den der flod der.” Jimmy fortæller, hvordan de passerede et gammelt engelsk fort ved Gambia og sejlede op ad en smal flod.

Rejsen var lang, og i bedste eventyrstil måtte de forcere adskillige farer, som senegalesiske grænsepatruljer med truende maskingeværer og krav om penge, inden de kunne fortsætte mod deres mål.

”Vi skulle helt op til de hashmarker der, hvor de havde noget ordentligt hash.” Jimmy fortæller ivrigt om turen op ad floden, og om hvordan båden så ud, mens han ud i luften tegner motorens placering med de tynde fingre. Det er tydeligvis et af de minder, der står klart i Jimmys erindring.

På væggen ved siden af Jimmys stol hænger fire afrikanske masker af træ – alle med forskellige grimasser. Men de stammer ikke fra Jimmys tur til Afrika. Han havde ellers været et sted, hvor de indfødte sad og lavede dem. De kostede seks kroner stykket, og Jimmy fik da også nogle af dem med hjem sammen med et stort slangeskind. ”Det blev stjålet ude på Staden, da jeg røg i fængsel,” forklarer Jimmy i et lidt mere afdæmpet toneleje. Det er noget, der irriterer Jimmy, at han ikke kunne have sine ting i fred, når han var inde og sidde.

Fængselsophold For fængselsophold har også været en tilbagevendende del af Jimmys liv. Han har blandt andet begået indbrud, men de fleste forseelser har været et brud på straffelovens paragraf 191. Det er den, der handler om videresalg af euforiserende stoffer.

Jimmy husker specielt én episode fra 70’erne, der endte med, at han røg i spjældet i Malmø. Det var 30

mens han boede på Christiania. Han havde lavet en lille forretning ud af at smugle hash til Sverige, og denne gang havde han fået en pige fra Staden til at hjælpe sig. Hun skulle smugle hashen, mens Jimmy stod for detaljerne. ”Hun tog den store båd, og jeg tog flyvebåden.

Hun havde taget en balle hash og noget plasticfilm med. Hun skulle pakke det ind i filmen, og så op med lortet.”

Men det havde hun ikke gjort. I stedet havde pigen pakket hashballen ind i filmen og surret den fast på maven. Inden de var taget af sted, havde Jimmy instrueret hende i, at de skulle mødes i en park. Hun skulle for alt i verden ikke gå ind på togstationen. ”Så var hun gået lige ind på stationen. Nej, nej, nej.

Jeg flippede helt ud mand.”

Jimmy er stadig helt forarget over, at hans medsammensvorne ikke havde fulgt instrukserne.

Han var nødt til at gå ind for at hente hende, men inden de kom derfra, blev de stoppet af politiet.

Jimmy så ikke nogen anden udvej end at tage skraldet. ”Derovre i Sverige, der kan du sidde og blomstre i tre uger, inden du kommer for en dommer. Så gælder det først. Så jeg fik to måneder og de tre 31

uger, ik’. Og hun kom ud efter de tre uger, fordi jeg sagde, det var mit, ik’. Det sagde jeg bare. Så hun kunne komme ud, du ved.”

Efter sådan en gestus havde Jimmy forventet lidt taknemmelighed fra hende, men han har ikke set hende siden. I dag fortryder Jimmy inderligt, at han tog skylden. ”For det var ikke sådan, hun skulle have gjort. Slet ikke.”

Smidt ud af skolen Livet med de forbudte stoffer begyndte allerede i ungdomsårene. Jimmy gik på en kostskole på Fyn, eller også var det en efterskole. Det kan han ikke helt huske. I hvert fald lå skolen ikke så langt fra Middelfart. Det ved han, fordi de blaffede ind til byen, når de skulle købe noget hash. ”Det var skide dyrt mand. Det kostede otte kroner grammet.” Jimmy løfter hovedet fra sengen og søger øjenkontakten, inden han understregende fortsætter: ”Otte kroner grammet mand. Det var eddermame vildt dyrt.”

Men desværre for Jimmy var skolen ikke så tolerant i forhold til elevernes forbrug af hash, og en dag gik det galt. ”Vi lå en 28 stykker dernede og røg hash og ditten 32

og datten… og hold da kæft mand. Så kom ham overlæren der,” fortæller Jimmy.

Da overlæreren opdagede Jimmy og kammeraterne, fik det vidtgående konsekvenser. Jimmy blev smidt ud af skolen, og de fleste af hans kammerater led samme skæbne. Der manglede kun ganske kort tid i, at opholdet på skolen var ovre, men de fik altså ikke lov til at gøre det færdigt.

Forældrene blev skilt Jimmy boede de første år af sit liv på Plantevej ikke så langt fra Søborg Hovedgade. Men inden konfirmationsalderen flyttede familien i hus i Virum. ”Det blev vi skide sure over, min søster og mig.”

Jimmy har et par billede af sig selv og søsteren som små. Billederne ligger på stuebordet i det ene hjørne ved siden af en dåse tobak.

Men familien blev ikke boende i Virum særligt længe. Jimmys far skulle tit en tur til Holland på forretningsrejse. ”Det viste sig så bare senere, at øh…” Jimmy rømmer sig lidt, med et smil på læben, nærmest for at illustrere, at der ligger noget gemt mellem linjerne, i det næste han skal til at sige. ”Det var lidt for mange gange, han tog til Holland.”

Det var nemlig ikke hver gang, Jimmys far skulle til Holland, at han så rent faktisk også endte i Holland. I stedet besøgte han den kvinde, som han senere flyttede sammen med. Det hele endte i en skilsmisse, og Jimmys mor flyttede til Lynge sammen med børnene.

I faderens fodspor – næsten da Det skulle senere vise sig, at Jimmy, præcis som faderen, kom til at tilbringe en del tid i Holland i forretningsøjemed – dog inden for en lidt anden branche.

For ligesom Jimmy var involveret i hashsmugling til Sverige, engagerede han sig også i at smugle heroin fra Holland.

Jimmy havde nogle forbindelser i Utrecht, som han tog ned og besøgte. ”Det var mig, der snakkede med hollænderne.

Jeg ved stadigvæk, hvor de bor.” Jimmy griner sit sædvanlige og veltilfredse grin, der tydeligt afslører, at han er ganske godt tilfreds med sin egen rolle i foretagendet. ”Vi snakkede engelsk og tysk. Det var sådan set lige meget.”

Jimmy glemmer for et kort øjeblik fortællingen for at forklare sine sprogkundskaber inden for tysk. ”Jeg har jo gået til tysk. Det er ret nemt sådan 34

noget. Det er jo kasserollebøjning, men det gik jeg ikke så meget op i. Men jeg kan sagtens forstå en tysker. Sagtens.”

Derfor var det Jimmy, der sørgede for, at handlen med hollænderne gik, som den skulle. Men han skulle ikke nyde noget af selv at transportere heroinen. ”Det var der en helt tredje, der gjorde. Han kom bare kørende længere nede fra Europa. Så fik han lige lortet i bilen, og så suste han videre.” Ægteskabet Jimmy har også været gift engang. Han husker ikke helt hvor længe, men hun nåede at blive gravid, mens de var sammen. ”Vi fik en abort. Ikke en gang, men et par gange.

Hun havde fået syv i forvejen. He, he. Altså syv aborter. Jeg var også med ude på hospitalet, du ved.”

Jimmy begynder at mumle en del. Måske fordi han ikke kan huske det. Måske fordi han ikke vil tale om det. ”Det var ikke noget. Der kom bare en overlæge,” mumler han videre. ”Første gang var det både en dreng og en pige.

Næste gang var det en pige,” slutter Jimmy af.

35

36

Stofferne var en fast del af forholdet. En dag var det ved at gå galt, da Jimmy var tæt på at tage en overdosis. ”Det var på Dybbølsbro Station.” Jimmy griner lidt af episoden. De havde siddet og fixet heroin, og pludselig mistede Jimmy bevidstheden. Heldigvis kom han til sig selv igen.

Mobil trods det langvarige misbrug Nu bor Jimmy så på Plejekollektivet på Sundholm. Det har været et hårdt liv med stoffer, men Jimmy er stadig mobil. Den eventyrlyst, der i sin tid bragte ham så langt som til Gambia, er stadig intakt – om end rejserne er reduceret til dagsture rundt i det københavnske. Jimmy tager blandt andet tit en tur ud på Christiania, og flere af de gamle venner får også et besøg.

og på den anden side sørger for, at hverdagen kan hænge sammen.

Jimmy mindes alle de gange, han har siddet i fængsel. Vridsløselille, Nyborg, Sønder Omme – for blot at nævne nogle stykker. Selv de gange, han har siddet inde, er misbruget fulgt med. Og stoffer var der nok af inden for murene. ”Det var der. Det er edderbankeme… der var altid noget. Det er 100 procent sikkert.” Jimmy kan næsten ikke understrege nok, hvor nemt det var at få stoffer i fængslet. ”Det var lidt af hvert. Det er derfor, jeg ikke har nogle årer tilbage,” fortæller Jimmy, mens han grinende peger på sin blege, tynde underarm.

Men i dag skal Jimmy ingen steder. I stedet sidder han inde på sit værelse, mens en modelkonkurrence kører på det evigt tændte tv. Det grå linoleumsgulv rundt om lænestolen er dekoreret med brune mærker fra halvfærdige cigaretter, der er gledet ud af fingrene og brændt ud på gulvet.

Hashpiben fylder stadig en del i hverdagen, og Jimmy kan ikke undvære sin metadon. Det er et paradoksalt spøgelse fra fortiden, der på den ene side bringer minder om livet som misbruger frem, 39

43

ILONA ”Jeg var nysgerrig. Havde jeg vidst, hvordan det ville ende, havde jeg ikke prøvet det dengang”

44

De hårde stoffer er lagt på hylden til fordel for metadon, hash og et par øl De tynde ben stavrer usikkert af sted med korte skridt af frygt for at falde. Isen og den sammenpressede sne gør det svært for Ilonas gigtplagede krop at komme frem. Himlen er blå, og frosten bider i næseborene. Den kolde luft møder Ilonas nøgne hænder, men hun er vant til kulden, selvom hun ikke bryder sig om den.

Ilona flyttede for 18 år siden til Danmark for at få metadon og har været hjemløs over flere omgange.

Et par år i alt. Senest for et par måneder siden før hun fik plads i Plejekollektivet. Det værste ved at bo ude er da også kulden. Men det er bedre end at bo på herberg, hvor folk bliver bestjålet konstant.

Streng mor Ilona er opvokset i Norge. Moderen havde den lille café Centrum i en landsby lidt uden for Oslo.

Caféen lå i stuen, og ovenpå boede Ilona med sin mor. Så længe der var lys på første sal, stoppede folk uden for caféen og kom ind. Om sommeren valfartede byboerne fra Oslo ud til deres sommerhuse i den lille by, men om vinteren var der ret stille. Ilona var glad for at bo der.

Faderen drak lidt og ville gerne lave hjemmebrændt i køkkenet. Det fik han dog ikke lov til af Ilonas mor, der bad ham om at gå udenfor og 46

lave det på et primus. Faderen blev til sidst sat på porten af moderen, men Ilona er lidt i tvivl om hvorfor. ”Jeg forstod ingenting. Min mor var streng. Meget streng. Ikke noget morsomt,” fortæller Ilona og bryder ud i et grin. ”Hun havde sine bestemte idéer,” slutter Ilona og henviser til moderens kristne tro. Selv om forældrene flyttede hver til sit, blev de aldrig formelt skilt.

Stamboden på Christiania Ilona drejer om et hjørne. Træder ud af skyggerne fra de høje bygninger og ind i solens varmende stråler. Hun er netop ankommet til Christiania og har sat kursen mod sin faste bod i Pusherstreet, hvor hun plejer at købe hash. Bare et par gram af gangen. Ikke mere. For jo mere hun køber, desto mere ryger hun. Nogle gange har hun også taget turen fra Sundholm til Christiania bare for at købe for 100 kroner.

I dag er sælgerne i Pusherstreet klædt i store sorte dunjakker. De står og varmer sig ved flammerne fra bålene i et par rustne olietønder. Ilona går hen til stamboden. Sidst hun var her, bragede der technomusik ud af højtalerne på væggen. Monotont 47

48

og mekanisk. Som maskinerne på en fabrik. Men i dag er der stille. Kun stemmerne fra kunderne og et par sælgere i boden kan høres. Ilona bliver mødt af en mand i sort tøj og med store øjne. Furerne i hans ansigt gør det svært at bestemme hans alder, men han ligner en, der har oplevet en del.

sprittusch. Ilona gør tegn til, hvad hun vil have.

Manden klipper et stykke hash på størrelse med en enkrone af en stor plade. Ligger den op på en lille elektronisk vægt. Klipper lidt mere af den store plade. Vejer de to klumper og ender med at bide lidt af den ene med hjørnetænderne.

Sendt på kostskole Da Ilona var omkring 15 år, sendte moderen hende på kostskole i Bagsværd i Danmark, men der gik ikke mere end en måneds tid, før den lille eventyrlystne pige stak af sammen med en norsk veninde. ”Jeg kunne ikke klare kostskolen, så vi drog til Nyhavn og tog ind på et hotel. Vi havde jo sparet penge op, så vi havde det sjovt,” fortæller Ilona med et lille grin. De to piger brugte tiden på at lære byen at kende og drikke en masse øl.

Ilona rækker manden 200 kroner. Bagved Ilona står der et ungt kærestepar og venter. Lidt væk står der en mand i en stor dunjakke. Et mørkt halstørklæde dækker hans ansigt, så kun øjnene kan ses. De skuler rundt og ser ikke venlige ud.

Det sluttede dog hurtigt, da Ilonas mor kom ned fra Oslo. Hun tog hende med tilbage til Norge.

Ilona blev sat på en pigeskole, hvor hun også havde været før. De faste rammer faldt dog ikke i hendes smag. Dagen efter hun var startet i skolen, droppede hun ud og begyndte at arbejde på en café inde i Oslo i stedet.

Hash for 200 kroner På en aflang paptallerken ved siden af sælgeren ligger der seks forskellige plader hash i varierende kvalitet. Tekst og priser er skrevet med en sort 50

Mor som 18årig Da Ilona en dag tomlede fra Oslo ud mod landsbyen, blev hun samlet op af langturschaufføren Olav. Et halvt år senere tomlede hun igen fra Oslo ud mod landsbyen, og blev tilfældigvis igen samlet op af Olav. Han var fem år ældre og gift. Ilona og Olav begyndte dog at se mere og mere til hinanden. Der gik ikke lang tid, før hun blev gravid.

Af frygt for at moderen ville kræve en abort, rejste Ilona væk. ”Min mor vidste, at jeg rejste væk, men ikke hvorfor. Hun skulle ikke ødelægge mere for mig. Jeg ville have mit barn, selvom det ikke var planlagt.”

Ilonas stemme er både bestemt og sårbar på samme tid.

53

Hun begyndte at arbejde for en knivkaster i et omrejsende cirkus. Cirkusset var to uger hvert sted.

De første par dage gik med at sætte telte og forlystelser op. Så var der en uges arbejde, hvor Ilona optrådte sammen med knivkasteren, der kastede knive efter hende som en del af showet.

Efter en uge med optrædener skulle det hele pakkes ned igen, hvorefter de drog videre til en ny by.

Månederne gik, og Ilona elskede at rejse rundt. ”Men jeg begyndte jo at blive lidt stor, så jeg var nødt til at tage hjem. Der var jeg også så langt henne, at min mor ikke kunne gøre noget.”

Chefen betalte for turen hjem fra Tromsø. Fire måneder efter Ilonas 18 års fødselsdag fødte hun en søn. Hendes første og eneste barn. Barnets far, Olav, ville gerne giftes med Ilona. Hun ville gerne bo sammen med ham, men følte ikke, at forholdet var så dybt, at hun ville giftes.

Kort tid efter Ilona blev mor, begyndte hun at eksperimentere med stoffer. Først med amfetamin og senere heroin. ”Jeg var nysgerrig. Havde jeg vidst, hvordan det ville ende, havde jeg ikke prøvet det dengang. Min søn begyndte desværre også. Jeg håber, han klarer det.”

Ilona bliver eftertænksom, og taler langsomt.

54

Det er svært for hende at tale om sønnen uden at græde. I dag er han 38 år. Sidst hun havde kontakt til ham var for 15 år siden. Hun ringede ham op. Han tog røret, og fortalte at han sov, før han smækkede på. Siden har hun ikke hørt fra ham. ”Han kan bare ringe til Folkeregistret. Det er jo ikke noget problem at finde mig, men alligevel.

Når han ikke gider, gider jeg ikke. Sådan er det.

Jeg er så stædig,” fortæller Ilona og griner lidt sagte, før hun bliver stille.

Nytilflytter og alderspræsident Ilona flyttede ind i Plejekollektivet for tre måneder siden og er således den, der har boet her kortest tid. Hun er også alderspræsident med sine 58 år. I dag får hun metadon tre gange om dagen og ryger lidt hash.

På trods af hendes stædighed har hun sendt flere breve til sønnen gennem årene. Senest for seks måneder siden.

Før hun kom på Sundholm, drak hun ti stærke øl hver dag. Da Ilona flyttede ind i Plejekollektivet, fik hun dog at vide, at hun burde begrænse sit misbrug. Derfor drikker hun nu kun to til tre øl om dagen. Der går også dage, hvor hun slet ikke drikker noget. ”Leveren har det ikke godt. Nu ryger jeg bare hash. Det gør ingenting.”

Ti Prince fra kiosken Udenfor Christiania slår Ilona et smut forbi en kiosk på et gadehjørne ved Vor Frelsers Kirke. Inde i den lille butik står der en tydeligt påvirket mand og snakker løs om alle de junkier, der efterhånden er i byen. Ilona går forbi ham og henter et par Fine Festival-øl i kølemontren.

I dag har Ilona lagt de hårde stoffer på hylden, og det er efterhånden mange år siden, hun har taget nogen sidst. Hun bryder sig ikke om dem længere. ”Jeg blev tilbudt stoffer fra første dag, jeg flyttede herud, men jeg vil ikke have noget. Selv ikke hvis jeg kunne få det gratis.” Stemmen er bestemt, og Ilona lader til at have taget stilling.

Hun køber også ti Prince og en lighter af den ældre, mørke mand bag disken. Udenfor butikken tænder Ilona en af cigaretterne og går ned til Metroen på Christianshavn. Kører uden billet et stop og står af på Amagerbro.

Det er dog svært for mange af beboerne at lægge stofferne bag sig. Efter at Plejekollektivet er flyttet fra Forchhammersvej til Sundholm, er stofferne kommet tættere på. Lige ved siden af Plejekollektivet ligger herberget. Ifølge mange af beboerne er det et problem, da herberget er skyld i, at der

er mange stoffer i omløb på området i og omkring Sundholm. Det tager ikke mange minutter at få fat i stoffer som heroin og kokain, hvis du kender de rigtige mennesker.

Det ændrer dog ikke ved, at Ilona er taknemmelig for at have fået en plads i Plejekollektivet. Det betyder meget for hende at have fået sit eget værelse.

Hun gør meget ud af, at der er pænt ryddet op.

Selv om der er rengøringshjælp, gør hun selv meget rent. ”Jeg har fået et sted at bo, og så er her hyggeligt.

Så er jeg også glad for, at jeg har en dør, jeg kan lukke og være mig selv. Hvis ikke jeg havde det, ville jeg ikke kunne klare at bo her.”

55

57

TRINE KRAK Institutionslederen af Plejekollektivet på Sundholm

Fra terminalt forløb til varigt plejetilbud Grundprincippet bag Plejekollektivet er at give et værdigt plejetilbud med en stor accept og anerkendelse af folks måde at forvalte deres liv på. Det vil sige, at hvis beboeren gennem mange år har haft et misbrug og ikke har magtet at gribe de mange tilbud om behandling, kan de finde et frirum her.

Det forklarer Trine Krak, institutionsleder af Plejekollektivet på Sundholm. ”Ikke et frirum hvor vi læner os tilbage og siger, det er lige meget, men et frirum hvor vi på en eller anden måde prøver at tage deres misbrug med som en accepteret del af deres liv. Udgangspunktet er, at du er, den du er, og du har dit misbrug.

Hvordan får vi dit liv til at fungere.”

Det sker gennem trygge og faste rammer, hvor der både er fokus på det sociale, men også de basale fysiske behov beboerne har.

58

Sikrer kvaliteten Trine Krak er oprindeligt uddannet social- og sundhedsassistent, men hun er for tiden i gang med en diplomuddannelse i ledelse. Trine har

arbejdet på Sundholm i 12 år, og det seneste år har hun været institutionsleder på Plejekollektivet.

Her arbejder hun med at sikre, at kvaliteten af plejetilbuddet er i orden. ”Mit arbejde går meget ud på den overordnede drift, men jeg har i høj grad også fingeren på pulsen med hensyn til den faglige del. Både i forhold til den faglige udvikling og hvordan tilbuddet bliver skruet sammen, så vi matcher, det vi skal.”

Indsatsen er livsforlængende Siden Plejekollektivet blev oprettet tilbage i 2003, har tilbuddet skiftet karakter. Det er konsekvensen af, at beboerne lever længere, end hvad man i første omgang havde regnet med. En stor årsag er, at hiv-behandlingen er blevet mere effektiv, men plejen spiller også en fremtrædende rolle.

Det har betydet, at Plejekollektivets målgruppe nu beskrives på en lidt anden måde. Tidligere henvendte det sig til misbrugere med en forventet resterende levetid på cirka to år, men nu betegner

Trine Krak det som et varigt botilbud henvendt til plejekrævende stofmisbrugere. ”Det er jo en positiv udvikling. Det var ikke det, der blev forventet. Men det viser bare, at hivbehandlingen er blevet bedre. De stabile rammer med tryghed, omsorg og at der bliver taget hånd om de basale ting gør, at beboerne stabiliseres.

Derfor er vores indsats livsforlængende.”

Kræver ekstra ressourcer ”Vi afhjælper jo helt klart sygehusene. Ved at vi stabiliserer vores beboeres fysiske tilstand, ender deres skavanker ikke med at blive så tunge for sygehussystemet, at de kræver lange behandlingstider.”

Trine Krak fremhæver desuden, at misbrugernes adfærd er meget vanskelig at rumme på sygehusene, og det kræver ekstra opsyn og dermed ressourcer. Derfor er Plejekollektivet hele tiden med på sidelinjen, hvis en af beboerne er indlagt. ”Vi er meget opsøgende i forhold til vores beboere,

når de er indlagte. Vi er i løbende dialog med de hospitalsansatte – både læger, sygeplejersker og andre behandlere, hvor vi guider dem i, hvordan man kan lette arbejdsgangen i forhold til denne gruppe,” forklarer hun.

Behovet er større Trine Krak mener også helt klart, at der er et større behov for denne type pleje, end hvad der reelt er pladser til. Det har blandt andet resulteret i, at der i forbindelse med Sundholm skal oprettes 16 nye plejepladser, som kommer til at bygge på de samme principper.

59

60

CHRISTIAN HVIDT Overlæge i Socialforvaltningen i København og ansvarlig for behandlingen af byens stofmisbrugere

Plejekollektivet giver bedre behandlingsforløb

Det giver bedre og hurtigere behandlingsforløb at der findes plejekollektiver for stofmisbrugere. Det er Christian Hvidt ikke i tvivl om.

Han blev i 1998 ansat ved Socialforvaltningen i Københavns Kommune, hvor han blev tilknyttet Specialinstitutionen Forchhammersvej. Her skulle Christian Hvidt arbejde med folk med misbrugsproblemer. Det har han gjort lige siden.

Flere kroniske sygdomme Christian Hvidt forklarer, at når stofmisbrugere når en vis alder, og de har været misbrugere gennem længere tid, har de ofte pådraget sig en række sygdomme. Typisk er der tale om kroniske infektionssygdomme som leverbetændelse og hiv samt skader på karsystemet som følge af injektionsmisbrug. Derudover nævner han dårlige lunger, hjerteproblemer og generel slitage på kroppen. ”De har jo flere kroniske sygdomme end deres jævnaldrende og ofte i mere udstrakt grad,” fortæller han.

62

Svære at motivere ”Den onde cirkel starter med stofmisbrugernes manglende egenomsorg. De reagerer ofte ikke hensigtsmæssigt på helt banale sygdomsproblemer, som derfor ikke fanges i opløbet. Det er i hvert fald en væsentlig årsag til den høje forekomst af svære, kroniske sygdomme og skader.” Således forklarer Christian Hvidt årsagen til stofmisbrugernes fysiske skavanker. Desuden kræver det, at de må bevæge sig væk fra det miljø, som de til dagligt lever og bor i, når de skal have hjælp til behandling af sygdomme.

patienten rask, men derimod forebygge eventuelle sygdomme, som immunforsvaret ellers ikke ville kunne klare. Det er et langvarigt behandlingsforløb, hvor der ikke umiddelbart er nogen kobling mellem fremmøde og gevinsten ved at lade sig behandle.

det, de skal nå. I visse tilfælde tager personalet dem også i hånden, når de skal ud til behandlingsstederne og hører, hvad der bliver sagt. På den måde kan personalet vejlede beboerne om de beslutninger, der skal tages, så de får bedre forståelse for den rette behandling.

Men det er ikke kun de ældre stofmisbrugere, der får bedre behandling. Der er også en samfundsmæssig økonomisk gevinst ved at stofmisbrugere får den rette pleje og vejledning.

”Det kræver virkelig meget at motivere stofmisbrugerne til at modtage behandling, specielt for de kroniske sygdomme. Ofte er behandling af kroniske sygdomme en investering i at undgå at blive rigtig syg i fremtiden. Men stofmisbrugerne er vant til kontant afregning her og nu. Altså at en indsats umiddelbart skal ledsages af en gevinst.”

Plejekollektivet giver struktur Christian Hvidt er overbevist om, at plejetilbud som Plejekollektivet på Sundholm er med til at give bedre behandlingsforløb for de ældre stofmisbrugere. For at illustrere det, fremhæver han igen eksemplet med hiv. ”For at give den rette behandling kræver det en tæt kontakt med sygehusene, og at man kan få taget blodprøver løbende, som kan vejlede om behandlingen. Det er et meget krævende forløb, hvor det er vigtigt, at der er styr på dagligdagen. Det er det, man kan opnå i sådan et plejekollektiv,” forklarer han.

Christian Hvidt nævner hiv-positive som et eksempel, hvor behandlingen ikke kan gøre

Han fremhæver, at personalet er med til at sætte struktur på tilværelsen. De minder beboerne om

”Ved tidlig, professionel behandling forebygges de meget intensive hospitalsindlæggelser, som koster penge. Hvis stofmisbrugerne kan få den forebyggende pleje og behandling, nedsættes risikoen for hospitalsindlæggelser. Det kan for eksempel være til behandling af infektionstilstande forårsaget af dårligt kontrolleret hiv-sygdom,” forklarer Christian Hvidt.

63

64

BØGE OLSEN Politibetjent fra Station Amager

Godt samarbejde med politiet

Et plejekollektiv for stofmisbrugere har både en stor menneskelig og samfundsmæssig værdi. Det forklarer Bøge Olsen, der er betjent ved Station Amager og har en mangeårig erfaring med at beskæftige sig med misbrugere. ”Jeg har været betjent på Amager i 27 år og kontaktperson på Sundholm i rigtig mange år. Og jeg kommer derovre tit,” fortæller han. I sin tid som betjent har han arbejdet med både organiseret kriminalitet, rockere og narko. ”Den hårde del af det,” som han selv siger. Af de 27 år Bøge Olsen har været betjent, vurderer han at have arbejdet med misbrugsrelateret kriminalitet i de 15. Gennem sin rolle som politiets kontaktperson på Sundholm, har han et stort kendskab til den type mennesker, der bor på stedet – deriblandt beboerne i Plejekollektivet.

Vil ikke presse dem ”De er jo dårligt stillede alle sammen. Det er simpelthen det nederste trin på rangstigen. Og det skal vi vide, når vi laver et stykke politiarbejde. Vi 66

skal ikke presse dem mere, end hvad nødvendigt er,” fortæller Bøge Olsen. Han understreger, at man med den gruppe ikke må hænge sig i bagateller. Den type kriminalitet, de ældre misbrugere kan rode sig ud i, ligger da også i småtingsafdelingen. ”Det kan være besiddelse af en klump hash, lidt narko eller måske lidt simpelt tyveri. Det er ikke organiseret eller voldspræget.”

Hjælper politiet Bøge Olsen er som helhed begejstret for Plejekollektivet. Han fremhæver specielt personalets evne til at få beboernes hverdag til at hænge sammen, og det kommer politiarbejdet til gode. ”De hjælper jo også beboerne med de bøder, de eventuelt måtte få af politiet. De sørger for, at bøderne bliver betalt, så de ikke skal ind og sidde.

Personalet hjælper også beboerne i kontakten med politiet, hvor de går ind og er tilstede ved de samtaler, vi har med dem derovre. Jeg må sige, at jeg synes, det er positivt,” fortæller han.

Men han retter også en vis kritik – ikke mod Plejekollektivet, men mod dets placering. ”Jeg kan ikke forstå, at man lægger det inde på Sundholm. For der ser de deres hverdag, fra dengang de var misbrugere. Dengang de havde rigtig gang i misbruget, var mange af dem jo derinde. Så det kommer de ikke væk fra.”

Det handler om værdige liv Bøge Olsen understreger også Plejekollektivets menneskelige værdi. ”Nu snakker man meget om penge, men det er jo liv, det handler om. Værdige liv,” pointerer han og stiller efterfølgende spørgsmålet: ”Kan det svare sig at hjælpe dem? Det kan jo i hvert fald ikke svare sig ikke at gøre det. Det er jo mennesker fra vores eget samfund.”

67

Vi vil gerne rette en stor tak til beboere og ansatte pĂĽ Plejekollektivet.

Uden jeres hjĂŚlp havde dette projekt ikke vĂŚret muligt.

68