Mojn by Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

MOJN

Magasinet er produceret af fotojournaliststuderende på 2. semester fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Benjamin Nørskov

Stine Tidsvilde

Emil Kastrup Andersen

Nanna Navntoft

Sarah Christine Nørgaard

Magnus Fisker

Martin Fält

Sille Veilmark

Omslag: Martin Fält Introtekst: Stine Tidsvilde Kolofon: Magnus Fisker

Leder Mojn, siger man i Sønderjylland. Mojn som goddag. Mojn som farvel. Mojn som hvordan går det? Akkurat som ordet er flertydigt, ja man kan næsten sige mangfoldigt, ligeså kan Danmark være. Vi tog til Sønderjylland og fandt historier om mennesker med vidt forskellige liv. Nogle krydser grænser. Nogle flygter fra forfølgelse og krig, mod lande hvor de drømmer om at finde fred og sikkerhed. Nogle har allerede fundet deres land, og forsøger nu at opbygge en tilværelse der. Nogle er unge mennesker, som får knubs på vejen til deres egen plads i livet, men som forhåbentlig vil opdage, at de bliver elsket, ligegyldigt hvor meget de fejler. Fælles for alle historier er Danmark. Derfor hejser vi det danske flag. Hvis man vil komme ind under huden, kræver det venskab. Venskab kræver kendskab, og kendskab kræver tid. En tid der i et moderne liv kan være svær at finde. At tage fri fra job, fri fra familie, fri fra venner, fri fra alt hvad der symboliserer det trygge og velkendte liv, for at tage ud i verden - ikke nødvendigvis langt væk, bare til naboblokken, nabobyen eller sågar bare naboen - kan være svært. Måske endda umuligt. Men hvis man giver sig tid til at interessere sig for det fremmede, måske kommer med dem hjem, måske spiser deres mad - så findes der noget under overfladen, som er ganske forskelligt fra det ydre, man ellers mente at kende. Vi tror, der findes nuancer. Nuancer af mørke, nuancer af lys. Til alle dem der ikke kan rive sig fri af hverdagens bånd, og få tid til at tage ud og møde den fremmede - og også til alle jer andre: Velkommen indenfor. Vi håber, at I vil udforske de nuancer, vi fandt I Sønderjylland. Mojn.

FLYGTNINGE: VELKOMMEN SIDE 6

HØJSKOLE, INTEGRATION OG HJEMMERUL SIDE 14

PÅ TOLDPLADSEN ER DET OKAY AT VÆRE EN LOVLØS LØMMEL SIDE 22

(DER ER ET YNDIGT LAND) SIDE 30

BENZIN, BYTURE OG FÆLLES MIDDAGSLUR SIDE 38

KHALED VENTER PÅ DANMARK SIDE 46

FODLÆNKEN, FREMTIDEN & DE TUSIND LITER MÆLK SIDE 54

PÅ FLUGT GENNEM DANMARK SIDE 62

Flygtninge:

Velkommen

På Flensborg station bydes flygtninge v elkommen. Her står frivillige i døgndrift klar til at tage imod og hjælpe med både mad, tøj og rådgivning. En af dem er 21-årige Mohammed, der håber snart at få sin bror at se blandt de mange ankomne Tekst og foto af Nanna Navntoft 6

Mens Mohammed og de andre frivllige venter på, at næste tog med flygtninge ankommer, er der tid til at hygge sig.

lokken nærmer sig 20.56 - og afgang. Panik spreder sig og menneskemassen maser sig ind i toget mod Malmø. En lille gråhåret kvindelig kontrollør fra DSB råber ”Ruhe, ruhe!” Men det hjælper ikke. Der mases stadig. Mohammed og de andre frivillige tolke i neonfarvede veste forsøger at råbe på forskellige sprog, at massen skal gå tilbage. Men ingen reagerer. Der presses panisk på. Flensborg station har de seneste fire uger gennemgået en stor forvandling, efter at Tyskland har åbnet landets grænser og budt flygtninge fra krigsramte lande velkommen. Den lille stations ankomsthal har forvandlet sig til en velkomsthal, hvor frivillige kræfter fra græsrodsorganisationen ”Refugees Welcome – Flensborg” dagligt hjælper omkring 300 flygtninge videre på flugt nordpå - i de flestes tilfælde mod Sverige. En af dem er 21-årige Mohammed Al Khlef Al Ali, der har boet i Tyskland i et år og to måneder og arbejder på stationen som arabisktalende tolk. Han flygtede fra sin hjemby, Al-Tazamon, i Syrien til Damaskus for fire år siden og har ikke set sin familie siden. Hans to år ældre storebror er nu også flygtet og er snart på vej op gennem Europa med kurs mod Tyskland. Hvis alt går efter planen, kommer han om en måneds tid. Mohammed kan næsten ikke vente: ”Det eneste, jeg drømmer om, er at se min familie igen,” fortæller han og stirrer ud gennem ankomsthallens automatiske glasdøre i den mørke efterårsaften. ”Og at se Syrien som det var før krigen.” 8

Først da politiet ankommer på perronen, falder der ro på. Ofte opstår der situationer som denne, hvor panik bryder ud, og h verken togkontrollører eller tolke kan håndtere menneskemængden. De vil ikke vente. De vil alle hurtigt videre. På vej mod et land med fred, fremtidsmuligheder og familiemedlemmer. I et roligt øjeblik i ankomsthallen fortæller Mohammed sin historie. Han hiver op i sin trøje for at illustrere fortællingen. Et voldsomt ar bryder hans flade blege mave. Som 18-årig blev han i Damaskus skudt tre gange af Basher al-Assads styrker. Et skud i maven, et ved anklen og et i ryggen. Han var blot en ung mand, der demonstrerede for sine rettigheder. Nu er hans storebror også blevet skudt. Endnu et tog ankommer til Flensborg station. Denne gang fra Hamborg. Omkring 70 flygtninge med kufferter, rygsække og sandaler stiger forvirrede ud. De bliver også truffet af Mohammed og de andre tolke, der med hektiske høje stemmer møder dem på både arabisk, persisk og farsi. Skepsissen breder sig igen på perronen. Utrygheden. De fleste ønsker at blive på perronen og tage det næste tog videre. Men ”Refugees Welcome – Flensborg” har de seneste to uger oplevet, at hvis færre end 30-40 personer tager af sted med toget, bliver de tilbageholdt i Danmark og sendt tilbage til Flensborg station med papir på, at de ikke må rejse ind i landet de efterfølgende to år. Rejser de derimod i større flokke, har det danske politi ikke ressourcer

For tre år siden blev Mohammed skudt tre gange af Beshar al-Assads styrker under en demonstration. En gang i maven., en gang ved anklen og en gang i ryggen. Han er ikke den eneste blandt de frivllige med ar som dette.

til at tilbageholde dem, og flygtningene får lov at rejse videre mod Malmø. Tolkene får derfor overbevist de trætte folk om at komme ned i den varme hal og få et gratis måltid mad og et varmt sæt tøj at rejse videre i. Størstedelen bliver overtalt. Enkelte gør ikke. De kommer som regel tilbage til stationen fra Padborg, efter at være tilbageholdt i Danmark i et par dage. De må nu finde nye veje, eventuelt over Kiel.

som tøjkammer, hvor store reoler bugner med tøj og sko, som byens borgere løbende donerer. Glade mødre finder tøj til deres børn, mens børnene med julelys i øjnene forsøger at finde ud af hvilket legetøj, de helst vil have med på deres videre færd. Der er næsten for mange valg. Alt imens udtyndes reolen med halve liters vandflasker, og flygtningene tager sig tid til en kop te med masser af sukker.

Da Mohammed var kommet til kræfter igen efter skudepisoden i Damaskus, deltog han i den civile modstandsgruppe, FSA, i et forsøg på at forsvare sit nabolag, indtil han med falsk ID flygtede 450 km videre til Deir ez-Zur. Men godt et år efter, på vej til det lokale marked, bliver Mohammed skudt igen. Han rammes i albuen. Denne gang er det ISIS. En snigskytte fra godt to kilomenters afstand affyrer skuddet. Han var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Han indser da, at det ikke er muligt for ham at have en tilværelse i Syrien. Han flygter til Tyrkiet, hvor han opholder sig i to år, mens familien i Syrien skraber penge sammen til hans videre flugt mod Europa i jagten på et sikkert liv. En jagt, der har kostet 4.000 euro.

Da folkene er blevet fordelt i togvogne og busser, falder der atter ro på i ankomsthallen. Mohammed og de andre frivillige får selv noget at spise og drikke. Nogle falder hen et øjeblik. En arabisktalende tolk hører melankolsk musik på sin telefon og holder den op mod Mohammeds øre. Mohammed får tårer i øjnene. En tredje laver sjov, og vil høre noget musik med mere gang i på sin egen telefon, men Mohammed tager den fra ham og slukker den. Han falder atter hen i de melankolske toner. Det er lokal musik fra hans hjemstavn, og den minder ham om hans mor. Resten af hallen er stille. Mohammed sidder i lyset fra o venlysvinduerne og kryber skrøbeligt sammen. Han stirrer lige ud i ingenting.

Der er fart på i hallen. Madafdelingen er presset. Sultne mænd og familier mosler på mod det lille interimistiske køkken bagerst i hallen. De får serveret salat, madder med h alalpålæg og fladbrød i dybe plastiktallerkner. En frivillig puster sæbebobler mod en lille dreng på armen af sin mor. Drengen griner og moren endnu mere. Baglokalet er blevet indrettet

Blot en stille summen er tilbage. Det er de frivillige, de få tyske rejsende og to rengøringsarbejdere fra Deutsche Bahn, der er i hallen. De fejer endnu en gang gulvet op, mens de frivillige atter rengør bordene, før det næste ryk kommer.

Flygtningene er på vej mod en midlertidig sovesal i en lokal sportshal, hvor Røde Kors har stillet feltsenge og bade til rådighed.

Mohammed forsøger at holde styr på menneskeflokken, der alle vil ind i toget. Men de responderer ikke.

Højskole, integration og hjemmerul Tekst og foto af Emil Kastrup Andersen

Shadi Najeb flygtede fra krigen i Syrien, da hans far mente, det var for farligt for en ung mand at blive. Nu går han på højskole ved Flensborg fjord, lærer om grundloven og om det hedder nogle eller nogen sko.

Olivia og Shadi har udfordret et par af de andre elever. Der udbryder jubel og udveksles highfives da Olivia score det sidste og afgørende mål.

Shadi Najeb, 25, sidder på en lille briks på højskoleværelset. Det ni kvadratmeter store rum er indrettet som h øjskoleværelser er; praktisk. Et bord, et skab, en reol og den obligatoriske opslagstavle. Ind af vinduet skinner oktobersolen. Strømpefødderne tripper let på det slidte linoleumsgulv, han har netop fortalt om sin familie. De er stadig i Syrien, men han er sikker på, at de har det godt. De bor i et område tæt på den tyrkiske grænse, cirka 30 kilometer nord for de områder, der bliver bombet. Han Skyper med dem så ofte, forbindelsen er til det. Højskoleværelset roder, hvilket er lidt af en bedrift, eftersom Shadi ikke har særlig mange ting. Rodet består mest af danskopgaver og tobak til hjemmerul. De hjemmerullede smøger ryger han nede på gårdspladsen mellem h øjskolebygningerne. Højskolen ligger på den danske side af Flensborg fjord, med udsigt til Tyskland på den anden side. Rønshove d højskole er en af de højskoler, der tager imod flygtninge og indvandrere og tilbyder dem kurser i sprog og kultur.

Krig og Keramik

For tre år siden lukkede universiteterne i Syrien, og Shadi kunne ikke forsætte sin diplomuddannelse indenfor administrativ management. Han begyndte i stedet at

eltage i d d emonstrationerne mod Assad. Foran fængslet i Aleppo demonstrerede Shadi for at få sine venner løsladt. Demonstrationen udviklede sig, og til sidst greb militæret ind. Shadi kom hjem med et dybt sår i baghovedet efter at være blevet slået med en geværkolbe, andre demonstranter kom slet ikke hjem. Samme aften besluttede Shadis far, at sønnen skulle ud af landet, for at han ikke deltog i flere demonstrationer, og for at han ikke blev indkaldt til den syriske hær. Shadi tog bussen til Tyrkiet, og derfra sejlede Egyptiske menneskesmuglere ham til den græske ø Kálymnos, hvor fra han kom med færgen til Athen. Her boede han ved n ogle venner og ventede på at få penge fra sin bror, så han kunne rejse videre mod nord. Ti måneder skulle det tage, før han fik penge. Endelig var han klar til den mest farefulde del af rejsen; at sejle fra Grækenland til Italien. Tre dage tog det at krydse Adriaterhavet. I Milano betalte han en menneskesmugler for at køre ham til München. Her tog han toget mod Københaven og blev registreret i Center Sandholm i Nordsjælland. Kort tid efter kom han til Vejen Kommune og blev tildelt et lille rækkehushus i Holsted, 20 kilometer vest for Esbjerg.

På nær instruktøren danser ingen med samme energi og entusiasme som Shadi.

Uddannelsespapirene fra Universitet i Aleppo, er sendt til ind til Københavns Universitet og nu håber Shadi at de vil anerkende hans uddannelse inden for administrativt management. 17

Shadi styrketræner med de andre elever, men ingen af dem kan følge med, når han skruer op for intensiteten og kiloene på stangen.

Før højskolen gik hverdagene i Vejen med danskundervisning, erhvervspraktik i den lokale Fakta og ture i fitness-centeret, inden han tog toget hjem til rækkehuset i Holsted. H verdagen var god, han fik brugt sit sprog og lærte arbejdskulturen. Men når dagen var omme, og han sad alene i rækkehuset, kom tankerne om familien, der stadig er i Syrien. Tanker, som han prøvede at holde på afstand ved at holde sig beskæftiget. Det var kommunen, der foreslog Shadi, at han kunne tage et halvt års højskoleophold for at forbedre hans d anskkundskaber, men når man er opvokset i en kultur uden højskoler, kan det være svært at forstå konceptet. ”Jeg vidste ikke, hvad højskole var, eller hvordan det skulle hjælpe mig,” siger Shadi og slår afvæbnende ud med hænderne, hvorefter han lægger dem på knæene med h åndfladerne op af

Shadi har netop været til keramik, hvor han fik lavet en asymmetrisk vase. ”Nu skal den bare brændes, inden jeg sender den hjem til min mor i Syrien,” griner han. Keramik er et af de fag, han selv har valgt, sammen med fitness og byggefag. Shadi er specielt glad for det sociale liv på højskolen og for at være sammen med andre unge på hans egen alder. De andre elever er meget omsorgsfulde og opmærksomme. ”Hvis jeg bliver sur eller får det dårligt, spørger alle til mig,” siger han og nikker for sig selv. De andre elever er også gode til at hjælpe ham med lektierne. Så når han er i tvivl, om man siger nogle eller nogen sko, er der straks en, der foreslår ham, at der måske er tale op et par sko og ikke nogen sko.

Han er glad for, at kommunen har givet ham muligheden for at komme på højskole. På skolen har han et skema med masser af ting, han skal nå hver dag. Det hjælper ham til at holde de ubehaglige tankerne på afstand. Han modtager obligatorisk undervisning i dansk k ultur og sprog, hvor han blandt andet lærer om grundloven. Han har læst første del og kan konkludere, at det er godt, at alle kan stille op til folketinget, for så undgår man en stemmeseddel som i Syrien, hvor man kun kan stemme på én kandidat. U dover de danske stemmesedler, med mere end en valgmulighed, mener han ikke, at Danmark og Syrien er så forskellige endda; ”Den største forskel er, at i Danmark har regeringen respekt for borgerne, og så at man ikke bruger nok krydderier i maden”

“hjemme i Syrien havde jeg ikke så meget kontakt med kreative typer, men det har jeg her på højskolen”.

Shadi synes, at han er blevet godt modtaget i Danmark og at danskerne har været gode til at hjælpe ham med, at lære sproget.

Lektierne bliver lavet fælles over en kop te eller kaffe. Når han er i tvivl om noget, bruger han dog først hans mobil til, at oversætte inden han spørger de andre elever til råds.

Shadis største ønske er fred i Syrien, så han kan rejse hjem til sin familie, men først når han har betalt samfundet tilbage. ”Det danske samfund hjalp mig meget da jeg kom til Danmark, og min religion påbyder mig at betale den gæld tilbage”.

På toldpladsen er det okay at være en lovløs lømmel 22

Halvdelen af de udenlandske chauffører skuler hen mod mig, resten ænser mig ikke. Det er søndag på den gamle toldplads i Padborg. Ifølge de danske lastbilchauffører, er det den værste dag at begive sig ind på pladsen. De holder ikke selv til der længere, fordi de mener at østeuropæerne er lovløse lømler

Tekst og foto af Sarah Christine Nørgaard

Mehmet (TV) og Ismael (TH). Mehmet har holdt på den gamle toldplads i en måned, på grund af en bøde han fik for ikke at overholde de danske regler for køre-hviletid.

an kommer løbene mod mig med en cricketbat. Han har klipklapper og et laset joggingsæt på. Hans øjne flakker og jeg kan se, at han er beruset. Min krop ryster. Jeg føler mig låst fast. Skal jeg blive stående, eller skal jeg løbe? Jeg ven der mig rundt og sætter i løb. De historier min far fortalte mig om toldpladsen i Padborg, da jeg var barn, stemmer slet ikke overens med det jeg oplever lige nu - en tåget søndag formiddag. Som barn var jeg med min far ude at køre så ofte som muligt. Han var langturschauffør og stolt af det. De mange timer på landevejen lagde op til, at han kunne fortælle historier i timevis, alt imens Johnny Madsens rustne stemme strømmede ud gennem højtalerne. En af de historier der har sat sig fast, er den om toldpladsen i Padborg. Inden de østeuropæiske lastbilchauffører overtog toldpladsen, var det de danske chaufførers fristed. Et samlingspunkt inden de skulle videre ned igennem Europa. Min far fortalte mig om søndagene, der var specielle. Alle chauffører skulle 24

igennem tolden for at komme over den tyske grænse. Kørselsforbud i weekenden låste dem fast på toldpladsen, indtil tolderne åbnede bommene søndag nat. Der blev røget cigaretter i bunkevis, drukket utallige kander kaffe og fortalt historier til langt ud på natten. Enhver chauffør ville sige, at det ikke var et job at være langturschauffør, det var en livsstil.

Nysgerrighed som drivkraft

Jeg står på en halvtom plads. Selvom de sidste solstråler skinner ned over Padborg, er stedet gråt. Omkring paller og tomme lastbiler sidder chaufførerne på lasede campingstole eller små skamler, lappet med gaffa-tape. Lugten rammer mig. Urin, olie og sved. Jeg er trådt direkte ind i en mandsdomineret verden og er slet ikke tryg ved situationen, men min nysgerrighed driver mig længere ind på pladsen. Jeg vil finde ud af, hvad det er, de danske lastbilchauffører mener, når de siger, at de østeuropæiske chauffører er lovløse lømler. Rundt om på pladsen står chaufførerne strategisk placeret efter etnicitet. Tyrkerne et sted, polakkerne et andet og belgierne et helt tredje. Jeg ser i øjenkrogen, at de hver og en følger min færden.

Zbignie Dziegielewski, er fra Polen, har altid sin cykel med sig, fordi han synes det g책r for langsomt p책 g책ben.

Polske Remon er en mand af få ord, men fortæller at han godt kan lide at holde på toldpladsen i Padborg.

Valentin (TV) og “Chubby” (TH), er begge fra Belgien, og nyder livet som langturschauffører. 26

Ofte står den bare på kold aftensmad for polske Pawel Mifora. Det er hurtigt og let.

Jeg finder det mod, som jeg ved, jeg har. Så jeg gør det. Med forsigtige skridt går jeg tilbage til den mand, jeg ellers lige er gået forbi og spørger om jeg må taget et billede. Han siger ja og vi falder i snak. Han hedder Mareck. Han taler lidt tysk. Intet Engelsk. Mit tysk er blevet rustent, så vi snakker mest bare forbi hinanden. Men han smiler hele tiden og prøver at forstå, hvad jeg siger. Jeg føler mig tryg i hans selskab. Hans venlige øjne, smil og måden han får mig til at føle mig afslappet på, minder mig om min far. Det er varmt. Jeg spankulerer videre rundt på pladsen. En tyrkisk fyr spørger, min om hvad jeg laver her. Jeg prøver at for klare, at jeg laver en historie om stedet. Han trækker mig hen til en lastbil, hvor han introducerer mig for to andre. De tror, jeg leder efter et lift, og jeg prøver at forklare dem, at det ikke er det, jeg vil. Jeg kigger rundt, og ser, at jeg er omringet. Jeg får møvet mig væk, men de følger efter. Først da jeg er nær udgangen, lader de mig gå. Jeg har en klump i halsen. Jeg sveder og mit hjerte banker. Jeg forlader stedet, med en dårlig mavefornemmelse, og ikke helt sikker på, om jeg burde fortsætte min opdagelsesrejse på den gamle toldplads.

Et glædeligt gensyn

Efter min oplevelse i går, føler jeg mig igen ovenpå. Men jeg er stadig utryg. Min stædighed træder ind, og jeg vælger at tage tilbage til pladsen.

Ligesom jeg kommer ind på pladsen, hører jeg en person råbe mit navn. Det er Mareck. Han vifter mig over. Ved siden af ham står en af hans kollegaer. De har begge en smøg i munden, cowboybukser på med afmærkninger ved baglommerne, der tydeligt viser, hvor en rigtig chauffør har sin pung. Mareck fortæller, at han er tilbage søndag, og vi aftaler at mødes. Efter at have brugt det meste af dagen på at gå rundt på pladsen, er jeg ved at være træt. Solen er ved at gå ned. Hvor varmen slap, har kulden nu taget over. Jeg begynder at fryse, og tænker, at det er på tide at tage hjem. Men pludselig hører jeg en anden stemme råbe mit navn. Mustafa, en 55 årig chauffør fra Istanbul, som jeg mødte tidligere, kommer traskende hen i mod mig. Han tager fat i min hånd. Smiler. Han fører mig hen til hans lastbil. Peger på den ene af to skamler. Jeg skal tage plads. Han forsvinder op i sit førerhus og kommer tilbage med en kniv, et æble og køkkenrullepapir. Han giver tegn til, at jeg skal skære æblet ud. Vi sidder lidt i stilheden og kigger ud over pladsen. Det har været en god dag.

Virkeligheden rammer

Mit lår smerter. Hele min krop ryster. Jeg kan ikke tænke. Alt står stille. Sker det her virkelig? Den polske chauffør kommer atter løbende imod mig. Nu uden cricketbattet. Jeg panikker. Jeg forstår det ikke. Han når hen til mig. Griber ud efter mit kamera og får fat i det. 27

Mustafa har været chauffør i 30 år. Han savner sin familie, men kan ikke undvære landevejen.

Remmen er rundt om min arm. Vi kæmper lidt, men jeg får kameraet væk fra ham. Han tror, jeg har taget billeder af ham. Nu vil han se dem. Jeg prøver at vise, at det ikke er sådan et kamera. Jeg peger ned på det og viser ham, at det er et gammelt kamera, med film i. Jeg forsøger at lukke bagklappen op, men mine hænder ryster for meget. Min stemme krakelerer imens jeg prøver at tale ham til ro. Han forstår intet, af hvad jeg siger. Men ser hvor skræmt jeg er, tager armene omkring min hals. Jeg kaperer ikke, hvad det er han laver. Jeg bliver ved med at sige til ham, at han gør mig bange, mens han gentagende siger ”I love you, I love you.” Hans kammerat kommer løbene og river ham væk fra mig og siger ”I’m sorry.” Jeg har ingen tidsfornemmelse. Er der gået ti sekunder eller en time? Jeg sætter mig ind i bilen og starter motoren. Ud fra radioen strømmer ”What a wonderful world.”

Mareck er vild med at være på toldpladsen om søndagen. “Der er altid gang i den,” fortæller han.

(Der er et yndigt land)

Aalaa Aldyab var meget heldig. Hendes far fik familiesammenføringen igennem tre dage før hun fyldte atten, så hun kunne derfor rejse med sin mor og resten af søskendeflokken fra Syrien til Aabenraa. Aalaa bruger alle sine vågne timer på at lære dansk, for at kunne komme i gang med en uddannelse.

Foto og tekst af Stine Tidsvilde

Over hvert ord i matematik opgaverne står ordene sirligt på arabisk, så ved Aalaa ordret hvad hun skal gøre. De mest brugte termer er også skrevet ned i kladdehæftet.

fterårssolen er varm denne morgen. Så varm, at attenårige Aalaa Aldyab har taget sin brune læderjakke af, den hænger pænt lagt sammen over hendes arm. Aalaa står og venter på sin bus, så hun kan komme i skole. Ved Aalaas side står hendes et år yngre bror Ashraf. De står i stilhed ved hinandens side, og kigger på bladene der danser i morgenbrisen fra træerne. Nu er sommeren for alvor slut. Bussen er altid forsinket om morgen. En bil standser ved busstoppestedet, ruden ruller ned og Winnie Lund, deres lærer fra skolen, smiler venligt til dem. De hopper ind i bilen, så slipper de for at vente på bussen i dag. Aalaa er fra Syrien og kom til Danmark i april, få dage før hendes attenårs fødselsdag, derfor var familiesammenføringen mulig. Krigen i Syrien havde for alvor sat ind i familiens hverdag, og det var blevet alt for farligt at forlade hjemmet for at tage i skole eller på arbejde. Aalaas far, Sami Aldyab, tog rejsen fra Syrien op gennem Mellemøsten og Europa for et års tid siden. Savmi fik derefter sin kone, Nada Aldyab, og Aalaas fire søskende til Danmark, efter han havde fundet rækkehuset i udkanten af Aabenraa, og opholdstilladelsen i kommet i orden.

Tilbage i Syrien havde Aalaa googlet Danmark, den aften hendes havde ringet og sagt, at det blev destinationen for deres nye liv. ”Jeg læste, at Danmark er det lykkeligste land i verden, og at det var et frit og mangfoldigt folkefærd. Jeg blev så glad, og kunne slet ikke vente med at komme af sted.” Aalaa undersøgte også uddannelsesmulighederne inden for medicin, da det er hendes store drøm. Resultaterne gjorde kun glæden ved Danmark som nyt hjemland, større. Aalaa har meget store ambitioner om at blive læge, så hun kan hjælpe folk. ”Jeg elsker at hjælpe mennesker - især børn. Det at se dem smile når de får det bedre, det glæder jeg mig mest til.” Fortæller Aalaa, med et drømmende blik. Aalaa er allerede så småt begyndt at kunne begå sig på dansk, og tager hver en chance hun får, til at udvide sine danskkundskaber. Hun går i skole med en masse andre unge, der skal lære dansk inden de kommer ud i uddannelsessystemet. Hendes skole, U2, er en del af modtagerklassesystemet, der

Aalaa syntes at Aabenraa er meget stille. Tilbage i hjemlandet var der altid mennesker på gaden, på alle tidspunkter af døgnet. Det kan man ikke sige om Aabenraa, hvor gågaden ofte ligger øde hen i aftentimerne.

forbereder fremmedsprogede børn og unge til folkeskolen eller gymnasiet. Aalaa er betegnet som voksen, så hun burde gå på sprogskole, men har fået dispensation til at gå sammen med de andre unge, selvom de er et par år yngre end hende selv. Hun skulle være startet på universitetet i Syrien i sommers, men nu har hun udsigt til tiende klasse eller VUC, før hun forhåbentlig kan starte med at læse medicin. Aalaa syntes faktisk det er okay, selvom der er lang vej igen - så kan hun få lov til at være barn lidt længere endnu. ”Hvis jeg skal være læge, skal jeg jo være rigtig voksen. Så er det jo dejligt at jeg har god tid til jeg er færdiguddannet.” Griner Aalaa. Der dufter af lavendel i det lille rækkehus. Aalaa sprayer tit med en luftrenserspray med lavendelduft. Det gjorde hun også hjemme i Syrien, så duften minder om hende hjem. Der er ikke mange møbler i huset, blot det mest nødvendige. Der er næsten klinisk rent, det er blandt andet Aalaas fortjeneste, for hun har sans for orden. Aalaa stiller pænt tasken ved siden af sofaen, og tager en

hurtig runde i huset, for at rydde op fra morgenstressen, som hersker i et hjem med fem børn. Lillesøster Jouri, på elleve år, har lagt sit nattøj midt på gulvet. Aalaa samler det op, og lægger det sirligt sammen på sengen. Når hun er i gang ryster hun også lige puden. Når hjemmet er pænt og ryddet, kan hun bedst lave lektier. Hun klapper computeren op og tænder for fjernsynet, så det kan spille i baggrunden imens hun læser. Hun skal lave matematik. Det er lidt for nemt til hende, men hun skal lære de danske termer, så det der tager længst tid, er at oversætte problemformuleringen. Hele eftermiddagen bruger hun med næsen i skolebogen eller computeren. Med korte pauser hvor hun glimter til fjernsynet, eller dvæler i hjemve og kigger på billeder fra hjemlandet på computeren.

“Jeg ved faktisk ikke hvad det er for et flag. Jeg syntes bare det er flot,” forklarer Aalaa om DF-flaget på pigeværelset. Hun fik stukket det i hånden under valgkampen.

Mohamad (th.v) er ligesom Aalaa også atten år, så hun er ikke den eneste der har fået lov til at gå i modtageklassen i stedet for sprogskole.

Det lille rækkehus har tre soveværelser. Et til forældrene, et til de to drenge og det sidste til Aalaa og hende to søstre. Pusser (!) Sønderjysk for sutsko

Støjen fra legende børn breder sig i det lille rækkehus, som eftermiddagen går på hæld og Aalaas søskende kommer hjem. Koncentration bliver sat på prøve, høretelefonerne kommer på, med dansk popmusik så Aalaa kan lytte til udtale på dansk, imens hun laver lektier. Så lyder hoveddøren og mor Nadas stemme lyder på meget gebrokkent dansk. ”Hej, jeg er hjem nu.” Nada prøver ihærdigt at fortsætte på dansk. ”Hvordan har din dagen været?” Hun stråler, da Aalaa nikker anerkendende til udtalen. Samtalen går over på arabisk, da femårige lillebror Mohammed kommer løbende ind og omfavner sin mors lår. Få minutter før maden står klar på bordet, kommer far Sami hjem. ”Ej, jeg er godt nok sult…” Han stopper midt i sætningen og ser tryllebundet og pavestolt på sin store datter, der sidder med hovedet helt inde i matematikbogen, lukket inde i sin egne verden af Rasmus Seebach og brøkregning. Sami smiler. ”Hun bliver til noget stort” siger han, og fortsætter ud i køkkenet for at kysse sin kone. Han er ikke kun stolt over, at Aalaa

Aalaa og Jouri, hendes lillesøster, holder kontakten ved lige med veninderne i Syrien.

har valgt et anerkendt fag, men også fordi hendes intention ved valget er at hjælpe mennesker i nød. Sami føler at han skylder Danmark alt det gode han overhoved kan bidrage med, som tak for at have skabt rammerne for et trygt liv, væk fra krig, til hans familie. Lige inden Aalaa skal sove, ligger hun i sengen og lytter til lydbånd, ”så drømmer jeg på dansk.” Ved hendes side ligger kladdehæftet fra skolen, hvori hun har oversat den danske nationalsang til arabisk.

I Aalaas klasse er de en del unge fra Syrien. Nogle gange kan det godt føre til fjol i klassen på arabisk, men så er det godt Aalaa lige kan holde styr på de lidt yngre drenge.

Dagen er lang, og de fleste timer er brugt med blikket i bøgerne. Men med ambitioner og drømme, er det ikke en kamp men en rejse.

Benzin, byture og fælles middagslur Tekst og foto af Sille Veilmark

Førhen var Mikkel Vennits Nielsen altid sammen med vennerne. Nu har uddannelse splittet dem, så deres tid sammen er blevet begrænset til eftermiddage. Og aftener. Og weekender. Men selvom Mikkel er startet på livet som voksen, er det s tadig drengene, der betyder mest.

n nøgen kvinde slænger sig på et lærred over sengen, lædersofaen er slidt, og på glasbordet ligger der en ekstra stor pose vingummi. “+40 gram,” står der på den. “Mojn.” Mikkel Vennits Nielsen på 16 år træder ind på sit værelse. Hans hår er fugtigt i de krøllede spidser, og hans negle er stadig sorte af motorolie. “Mojn! Har du ondt i æ kadav, eller hva’?” Trædøren smækker bag ham, og han går forbi to af sine kammerater, Søren og Lasse, der har taget plads i sofaen, imens han var i bad. Mikkel har været på crossbanen. “Jeg har lige snakket med din far. Du skvattede lidt?” bliver Søren ved.

“

Han er den mest snakkesalige i gruppen og fortsætter ufortrødent: “Ja du ødelagde Nico’s crosser og sådan lidt.” Mikkels mundvige sniger sig opad. “Pjat.” Mikkel står på tærsklen til voksenlivet. Han er startet i mesterlære som lastvognsmekaniker i hjemstavnen Padborg, og den ellers kendte hverdag med folkeskole og kammerater, er slut. Flere af vennerne går i 10. klasse, men på trods af individuelle u ddannelser er drengeflokken uadskillelig. At være startet i mesterlære er godt klaret, synes både Mikkels venner og hans mor, Ditte. Hun vækker ham hver m orgen

Drengene betyder meget for mig. De er der jo hele tiden. Når man er ked af det, er de der, og når man er glad, så er de der for at fejre det” - Mikkel

“DP er lort. Den smager af helvede til. Det er en rigtig dårlig øl. Jeg hader DP. Jeg skal bare have en Odense Pilsner. Det er ØLLEN.” 40

Mikkel sidder i førerhuset på en lastbil, imens bremserne bliver synet. Han kører ofte lastbilerne til og fra værkstedet.

Mikkel ligger i Dannys arme efter at være vågnet op fra en fælleslur. Lasse følger med i baggrunden.

kl. 06.45. Når hun har kaldt på ham tre gange, og han selv har råbt igen, slæber han krumbøjet sin slanke drengekrop ned ad trappen til det varme køkken. Her står morgenmaden klar, og madpakken er smurt. Han bryder sig ikke om rugbrød, så Ditte har gjort det til en vane at lave så meget aftensmad dagen forinden, at han kan få et varmt måltid med på arbejde. Han er glad for både maden - og jobbet. Før var det bare folkeskolen han skulle op til. Nu er det arbejdet. Og det der med at sige: ‘Jeg går ikke i skole mere’, det lyder bare mere voksent, synes Mikkel.

Fælles middagslur

En insisterende summen af to scootere nærmer sig svagt ude fra parcelhusvejen. Lasse, en høj knægt med tætsiddende øjne, kigger hurtigt op fra sin telefon. “Det er Danny og Niller!” udbryder han. “Årh ja, vi ska ned og sparke ænder i æ sø, det fan’me rigtig,” siger Søren og klapper sig på lårerne.

I virkeligheden sparker de ikke til ænderne. Ænderne bor bare ved en sø, hvor der er et godt bord, drengene kan lide at sidde ved. “Danny ved ikke helt, om han gider,” siger Mikkel, der har smidt sig i den anden sofa, hvor Angelina Jolie kigger forførende ned på ham fra væggen. “Ska vi gå ned og sparke ham i æ løg, eller hva’?” spørger Søren. Nogle af drengene har Mikkel kendt siden dagplejen, og resten stødte til i skolen. Men efter han startede i mesterlære, er t iden med dem knap. Derfor er gutterne også de første Mikkel ser, efter han får fri, og han glæder sig. For velkomstkomiteen står ofte klar i indkørslen, allerede inden scooteren er landet hjemme i garagen igen. Også selvom alle er ved at dratte om efter en hård dag, skal de være sammen. Sko og jakker bliver pænt sat i entreen, og sammen løber de op på Mikkels værelse, hvor de kaster sig i sengen. Der er nemt plads til tre, selvom det kun er en halvandenmandsseng. Uden tøven inviterer Mikkel til at putte,

“Jeg er god til mit job. Det er ikke for at prale, men jeg ved det, fordi mine kollegaer kan finde på at sige ‘det er kraft’edme godt lavet, Mikkel.” 42

og med flettede ben sænker roen sig over slænget. En svag snorken blander sig med lyden af Kesi’s “Jeg har ikke sovet i et år.” Trædøren går op, og flere kommer til. Sengen er fyldt op, så de nyankomne sætter sig i sofaerne og snakker, mens de venter på, at den slumrende gruppe vågner. “Drengene betyder meget for mig. De er der jo hele tiden. Når man er ked af det, er de der, og når man er glad, så er de der for at fejre det,” siger Mikkel med et kækt smil.

Bro’s before Ho’s

Det er aften. Danny og Niller braser ind på Mikkels værelse. “What up, assholes?” møder Søren dem. En af drengene slår en høj bøvs. Danny, der er den vilde i slænget, har stadig vanter på, og jakken er lynet helt op i halsen. “Hva’ ska der ske? Ska vi sparke ænder i æ sø?” siger han. Lasse har lagt sig i sengen. I dag har han været med Mikkel på crossbanen. Han ville også gerne køre, men det har han ikke råd

til. Søren er iført en kedeldragt, som han i sofaen har taget halvt af. Det er ved at være koldt at køre scooter. Nogle af drengene bryder ud i høj latter. De ser et videoklip fra Nak og Æd, en tv-udsendelse fra DR, hvor en trænet jagtfalk flyver ud over motorvejen og bliver torpederet af en lastbil. Flere af dem klapper hårdt i hænderne for at insinuere lyden af falk mod lastbil. “Det var en god fugl, der røg der,” siger de slukøret i videoen, og drengene efteraber. Niller får et slag i nosserne af Søren, da han rækker ud efter en vingummi. Fra sin plads under et skab fyldt med shotsglas og crosstrofæer sidder Danny på en kæmpe orange højtaler, med vanterne flettet ind i hinanden. “Nu skal vi altså videre! Jeg gider ikke sidde her mere,” udbryder han utålmodigt. Som på de fleste andre hverdagsaftener hopper slænget op på hver deres benzinslugende tohjulede maskiner, for ellers går de til af energi og drengerøvshumor.

Søren (tv.), Niller (mf.) og Lasse (th.) slås rundt om middagsbordet hos Mikkel. Det er som deres andet hjem, synes Lasse.

Niller og Mikkel har kendt hinanden siden Mikkel gik i gæstepleje hos Nillers mor.

Ved søen fræser de, hænger ud og taler om scootere, d amer og kubikmotorer. En ung pige kommer valsende forbi, og drengenes øjne er stift rettet mod hende. Stilheden breder sig. Men det varer kun et øjeblik, for så forsvinder interessen, og samtalen blandt makkerne er igen drejet ind på benzin og byture. Mikkel har ikke lyst til en kæreste lige nu. Han er bange for, at han vil gøre hende sur eller ked af det, ved at være så meget sammen med slænget som han er. De er den slags drenge, der altid har noget at tale om, og som stadig ser sig selv være venner mange år frem i tiden. I hvert fald hvis de alle bor i Sønderjylland. Og så skal det være i Aabenraa eller måske i Flensborg. Det er de enige om. For i Flensborg er der ikke afgift på bilerne. Og når Mikkel er færdig med sin uddannelse, drømmer han om at bygge sit eget hus. “Helst med en KÆMPE garage, så der er plads til at rode med scootere,” siger han. Sammen med drengene, selvfølgelig.

“

Kom og put med mig,” siger Mikkel til Lasse efter en hård dag. “Ja, så vil jeg sgu også ligge bagerst,” siger Lasse og lægger sig bag Mikkel med armen om hans liv.

Drengene hænger ud ved Nettos parkeringsplads, mens de venter på, at Danny får fri fra butikken.

Khaled venter p책 Danmark 46

I Uge asylcenter i Sønderjylland venter 130 syriske flygtninge på at blive en del af det danske samfund. En af dem er Khaled Al Hamwi på 24 år. Her i Danmark håber han på at få mulighed for at gøre sin uddannalse færdig. Tekst og foto af Benjamin Nørskov

å en landevej i det vestlige Tyrkiet kører en kassevogn. Den har kørt en time nu. Udenpå ligner den en helt almindelig varetransport. Det er den ikke. Nogle små huller ind til lastrummet giver frisk luft. Men det er langt fra nok til de 47 mennesker, der er spærret inde i kassevognen.

for at tage af sted, brugte han en uge på at pakke sine ting og forberede sig. Kun de allernærmeste måtte vide, at han skulle tage afsted. Det var hans familie, der fik ham overtalt til at forlade landet. Der var for stor risiko for, at han blev taget ind som soldat, mente de.

Sådan begynder Khaled Al Hamwis fortælling om hans første forsøg på at komme til Danmark. Han sidder på sin seng i Uge asylcenter i Sønderjylland. Der dufter sødt og krydret af te og rulletobak. På værelset er der køleskab, spisebord og tre senge. I sengen over for Khaled sover hans nye ven Shadi Albiesh, som også er kommet alene til Danmark. Den sidste seng står ledig og klar til en af de nye flygtninge som hele tiden kommer til. Lokalerne på asylcenteret er slidte med manglende loftplader og kronisk beskidte fliser. Til sammenligning virker asylansøgerne nye og friske. De griner, smiler og joker rundt på gangene. Nogle værelser nede ad gangen blæser der arabisk musik ud af små mobilhøjtalere. Det kan ikke ses, at de alle bærer rundt på voldsomme historier.

Khaled havde stået i kassevognen en time nu. Alle var mast op ad hinanden. Der var ikke plads til at bevæge sig og slet ikke til at sidde ned. Nogle omkring Khaled besvimede i varmen. Hans tanker begyndte at vandre. Hvad nu hvis chaufføren blev bange, flygtede og efterlod dem alle. Muligvis ville lastrummet blive åbnet efter et par dage. På det tidspunkt ville de alle være døde. Tanken var ikke til at holde ud, men Khaled havde god tid til at tænke den til ende, for turen i lastrummet var langt fra færdig.

Midt i Khaleds universitetsuddannelse tog han beslutningen om at forlade sit liv i Syrien. Da han først havde besluttet sig

Kassevognen stoppede endelig efter lidt over to timer. Døren til lastrummet blev åbnet og den kølige havbrise ladt ind. Alle var lettede. Planen var, at de med det samme skulle videre med en gummibåd, men det tyrkiske politi holdt vagt på havet ud for kysten. Han måtte derfor vente et døgn, før smuglerne ville sende dem afsted.

Der er fuld gang i asylcenteret midt på dagen, men Khaled tager en pause.

Da mørket havde lagt sig, sejlede Khaled med de andre fra kassevognen i en lille gummibåd mod Europa. Turen burde ikke tage mere end nogle timer, men da de efter en time var nået ud på det åbne hav, skiftede bølgerne pludselig. De blev meget større. Et lille hul i bunden af båden havde stille lukket vand ind. Det kunne den tungt læssede båd ikke klare. Det blev klart at båden ikke ville nå frem. Den var ved at synke. Khaled og resten af de unge mænd hoppede ud af båden, så den ikke skulle ligge så tungt i vandet. Det ville give dem ekstra tid. 5 timer efter de sendte alarm, dukkede et lille lys op i horisonten. I starten forsvandt lyset hver gang, der kom en bølge, men det kom tættere på, og der var nu ikke nogen tvivl. Redningen var kommet. Det var det tyrkiske politi. Ingen på Khaleds båd døde den nat, men ingen kom heller til Europa. “Da jeg tog afsted fra Syrien føltes det som om det var 50/50 om jeg ville overleve turen,” siger Khaled stille. Han trækker en tot løs tobak op af en æske og giver sig i kast med at rulle en ny cigaret.

Ved det tredje forsøg på at krydse havet lykkedes det ham at komme helt over. I Grækenland fandt han en smugler, som ville køre ham hele vejen til Danmark. I lidt over 6 uger har Khaled nu boet i Danmark. Men han venter stadig på at blive en del af samfundet. “Jeg er ikke kommet her for at få penge af staten for ikke at lave noget. Jeg er kommet her for at arbejde eller færdiggøre mit studie,” siger Khaled. Han er træt af at fordrive tiden på asylcenteret. Fire dage om ugen er der dansk undervisning, og hver 14. dag bliver der uddelt lommepenge, men ud over det er der få ting han kan holde sin hverdag op på. Danskundervisningen er også alt for nem, synes han. Der kommer hele tiden nye til, så underviseren bliver nødt til at starte forfra hver gang. “Det er hårdt at bo her på asylcenteret. Personalet er godt, men vi lever virkelig tæt,” siger Khaled. Han er god til engelsk og hjælper derfor nogle gange kontoret med at oversætte b eskeder til de andre asylansøgere. Dog går tiden stadig mest med at skrive med venner og familie i Syrien. “Jeg ved ikke om jeg skal være her en måned eller et år til, men jeg har set flere blive skøre af ventetiden,” siger Khaled.

Khaled Al Hamwi og Shadi Albiesh er stået op for at tage til danskundervisning.

Der blev bygget nye fælleskøkkener, da stedet for et halvt år siden gik fra at være en højskole til at fungere som asylcenter. Til venstre: På en gård i nærheden af asylcenteret kan der købes helt frisk mælk.

Fodlænken, fremtiden & de tusind liter mælk

Nicolai Kasperek Pedersen er igennem sit 19-årige liv blevet smidt ud af næsten alt. Men han kæmper for at trodse statistikken gennem sit job som malker. Han ser fremad, og han ser muligheder. Også selvom det er med en fodlænke i baggagen.

Tekst og foto af Martin Fält 55

n time inden dagens arbejde begynder, knapper Nicolai og hans ven Jesper endnu en Dansk Pilsner op. Det er mandag. Og en lun eftermiddagssol i slutning af september har givet en fin anledning til at vise sig frem i bar mave med en grøn flaske i hånden ude foran Dagli’ Brugsen. Eller ”Høkeren”, som de kalder den i Hjordkær knap 9 kilometer fra Aabenraa.

sammen med nogle kammerater begyndte at bryde ind i folks huse og videresolgte tyvekosterne. En beslutning, som han på ingen måde er stolt af i dag. Dette stod på i et par måneder, før de blev stoppet af politiet.

19-årige Nicolai Kasperek Pedersens liv startede en ned adgående spiral få hundrede meter derfra, da han som 9-årig blev smidt ud af Hjordkær Skole, og hans forældre gik fra hinanden. Siden da er han flyttet fra by til by. Fra skole til skole, og ind og ud af jobs. Han fik undervejs konstateret ADHD, men ingen tog hånd om problemet i tide.

Nicolais tid som indbrudstyv endte med en fængselsstraf på 5 måneder og 20 dage. Plus en bøde på 40.000 kroner, som han stadig betaler af på. Han søgte om fodlænke i stedet for ordinær tid bag tremmer. Dette ønske blev kun opfyldt, fordi han kort forinden havde fået et job, og hans chef sagde god for, at han gerne ville have Nicolai arbejdende.

”De kunne ikke styre mig,” siger Nicolai, og tager et hvæs af sin nyantændte cigaret. Han fik eneundervisning et par timer om ugen til han var 16, kom på produktionsskole og derefter i aktivering på en gård. Ingen af stederne kunne han holde ud at være i længere tid. Nicolais noget ujævne ungdomsår krakelerede for alvor, da han

5 måneder og 20 dage

Tiden med fodlænke var både en mental og reel klods om benet. Alle hans bevægelser var GPS-overvåget, og hvert minut af de 5 måneder og 20 dage var planlagt ned til mindste detalje. Skulle han på arbejde, skulle han gå hjemmefra præcis klokken 16.00. Hverken før eller efter. Tiden som fange i sit eget hjem beskriver Nicolai som den værste i sit liv. Men han forstår godt, hvorfor han skulle igennem det.

Hver en mand på gården skal tage sin del af arbejdet. Også at spule lort væk fra gulvet.

Selv hvis køerne er svære at styre, bliver de ikke slagtet, hvis de giver god mælk. Så får de en ring i næsen.

Hver en ko giver 40 liter mĂŚlk tre gange om dagen, hver dag, ĂĽret rundt.

”Der var ingen undskyldning for at bryde ind i andre folks huse. Det er ikke i orden overhovedet. Det ved jeg også godt,” siger Nicolai med en vis anger i stemmen. ”Jeg har også været ude at sige undskyld til dem” Hans hårde ydre, de mørke, faretruende tatoveringer og hans omdømme i byen lægger en naturlig distance til de fleste mennesker. Men hans rare og pligtopfyldende indre har både givet ham kæresten Sofie, og karantæne i det meste af Aabenraas natteliv. Nicolai har sine venners ryg og tager gerne selv faldet for deres skyld. Nu har hans chef lejet et hus ud til ham over for gården ved Årslev uden for Hjordkær. Han har ikke lavet ”rigtig” ballade i over et år, og det har han heller ikke planer om frem over. Én fængselsstraf er rigeligt, synes han.

387 gange ”muuh”

”Svup svup svup svup” lyder det, når Nicolai sætter en malkeenhed på hver af køerne, som er linet op i rækker af 11 på begge sider af ham. Kontinuerligt gør han den næste flok klar, renser hver en pat med jod, tørrer dem af og tænder en ny cigaret. Alt imens hundredevis af liter frisk mælk tappes lige bag ham.

Nicolai arbejder ofte i weekenden, så det er okay at fejre, at det er mandag.

Arbejdet ligger på rutinen. Han har arbejdet på gårde, siden han var 15, og er vant til det. Også til den ildelugtende friske stank, som de 387 køer giver, når de helt filterløst aflader mellem de tre daglige malkninger.

Drømmen om Nordsøen

Efter den kun 4 timer lange arbejdsdag forsætter han og Jesper, hvor de slap tidligere på dagen. ”Fuck Stein Bagger! Jeg har A.P. Møller drømme!,” lyder det fra højtaleren i det lille hus. Sjældent har en sang passet så korrekt på, hvordan Nicolai ser sin fremtid. Han er færdig med livet på den forkerte siden af loven og er i fuld gang med at tilbagebetale sin gæld til samfundet. Nicolai er i gang med uddannelsen som landmand på Landbrugsskolen i Gråsten, og hans arbejde består primært i at malke køer og at hjælpe med de andre pligter på det konventionelle landbrug. Når han er færdig på Landbrugsskolen om et års tid, vil han gerne tage smedeuddannelsen. Og hvis han ender på en boreplatform ude i Nordsøen, så ville det ikke være helt skidt. Men først skal den store bøde betales, og køerne skal malkes.

“Jeg pisser ikke på folk, som ikke pisser på mig”

Nicolai

Han deler et hus sammen med en rumĂŚner, men ham har han ikke har set i en mĂĽned. Han har dog efterladt sit fladskĂŚrms-tv.

På

flugt Danmark gennem

Tekst og foto af Magnus Fisker

Hassan Alsalami er 16 år og på flugt fra Afghanistan. De seneste måneder er han blevet skudt efter, har overnattet i bjerghuler, og brudt gennem pigtrådshegn ved svært bevogtede grænser. Nu mangler han den sidste store udfordring. Turen gennem Danmark. 62

Hver gang Hassan krydser en grænse beder han til gud. Risikoen for at blive pågrebet af myndighederne er altid til stede.

et er mørkt. Midnat. Det er svært at løbe i det grove grus mellem klippestykkerne. Klip, klip. Agenten klipper pigtråd over, imens gruppen venter længere bagude. Han signalerer til dem, og flokken af skygger sætter sig i bevægelse. De lister for ikke at blive hørt af de iranske soldater i vagttårnet, som i mørket kun synes svagt. Kort før de når pigtrådshegnet, lyder der en skudsalve. Gruppen er opdaget. Sådan begynder 16-årige Hassan Alsalami sin fortælling om flugten fra Afghanistan, som begyndte for omkring to måneder siden. Han tilhører Hazara folket. En befolkningsgruppe der har lidt under forfølgelse igennem århundreder, og som i moderne tid har været udsat for myrderier fra både Taleban og Al-Qaeda. På en rejse igennem Afghanistans Kandaharprovins blev Hassans fire onkler for nylig fanget og halshugget af krigere fra Taleban. Den første skudsalve er advarselsskud, men kort efter lyder endnu en salve. Denne gang danser projektilerne om fødderne på gruppen. Skikkelser omkring Hassan vælter skrigende om i gruset. De er ramt af skud i benene, men det er umuligt for Hassan at hjælpe. Hvis han standser, er han den næste, der

ligger ubevægelig på bjerget. Han fortsætter og kommer i ly i et buskads på den iranske side af grænsen. Agenten tæller. Før grænsen var gruppen på 150 mand. Der er 85 tilbage. Nogle er fanget, andre skudt. ”Jeg frygtede, at jeg skulle dø,” sukker Hassan i dag, da han sidder på Flensborg banegård og venter på toget til Danmark. Hassans forældre og tvillingesøstre på otte år er blevet i Afghanistan. Faderen er syg, og situationen er kritisk, så Hassan måtte rejse. Både for at tjene penge til faderens medicin, og fordi fremtiden for en Hazara i Afghanistan er usikker. Efter at have rejst i omtrent fem uger ankommer Hassan til havet mellem Tyrkiet og Grækenland. På rejsen har han overnattet i iskolde bjerghuler, været last i en kvælende fyldt kassevogn og på en bjergside mødt døde kroppe fulde af skudhuller. Ved middelhavet er det uvejr. Sorte skyer farer over himlen, og havet er i oprør. På stranden er en stor gruppe mennesker ved at stige om bord i en lille gummibåd. De har ventet i den tyrkiske skov i fem dage, og nu er det blevet deres tur til at begive sig af sted mod Europa.

Øverst: Fra Flensborg til Malmö rejser de en gruppe på 14 personer, og uforudsete problemer kan let skabe forvirring. Midten: Det er koldt på Malmö station om natten, men Hassan udnytter tiden med gratis WIFI til at skrive hjem til familien. Nederst: Der gøres klar til selfie.

Hassans eneste ejendele er det tøj han går og står i, og hvad han kan bære i sin taske.

Den tyrkiske kystvagt har netop passeret forbi, så de må ud på havet nu, hvis de ikke vil fanges. De er alt for mange i den lille båd, og de store bølger gør ikke sejlturen lettere. Da de er nået lidt ud fra kysten, begynder båden at tage vand ind. De kan ikke vende om, så gruppen må øse vandet ud af båden med hænderne. Bølgerne slår om dem, og alle må hjælpe til. Efter halvanden time når de endelig til Lesbos. Alle s pringer lettede ind på stranden. Udmattede og våde. En mand har ventet på dem. Han stikker en kniv i gummibåden og s mider motoren ind i sin bil. Før han kører væk, udpeger han, i hvilken retning gruppen skal gå. De har brug for vand og mad, og går fra stranden op på en vej, hvor de møder et par skandinaviske turister i bil, som kommer med vand, kiks og chokolade til dem. Der venter flygtningene 72 km’s gang til havnebyen Mitilini. ”Må jeg se billetten?” spørger Hassan, og rækker ud efter konvolutten med Deutsche Bahns røde logo på forsiden. De har brugt to døgn på at skaffe penge til den. Han sidder i et IC3 tog sammen med to andre afghanske drenge, som han har mødt på Flensborg banegård, og med hvem han vil rejse mod Malmö. Den ene vil blive i Sverige, den anden til Finland. Hassans bror bor på et asylcenter i Norge, så derfor vil Hassan til Oslo, og han regner med at kunne sende lidt penge hjem hver måned, som tilbagebetaling på det lån faderen har taget for at få råd til at sende ham af sted. Da toget begynder at trille, er folk stadig ved at finde deres pladser, men efter få minutters kørsel lægger stilheden sig som en dyne over vognen. Alle i kupeen er flygtninge. De ved, hvad der venter dem.

Hvis politiet i Padborg trækker dem ud af toget, skal de enten søge asyl i Danmark eller sendes tilbage til Tyskland med et papir i hånden, der forbyder dem indrejse i Danmark de næste to år. Et blik strejfer hvileløst rundt i kupeen, lukkede øjne, og læber der bevæger sig i bøn. Alt er stille, og alligevel kan ingen finde ro. Toget triller ind på Padborg station, og politiet stiger om bord. Det danske Politi går langsomt igennem toget med en arabisktalende tolk forrest, som spørger passagerene, hvor de skal hen. “Sweed. Sweed,” lyder det rundt I kupeen. Efterhånden som politiet nærmer sig Hassan og hans følge, spreder uroen sig. Tre mænd, der sidder overfor ham, kigger rådvilde på hinanden, før de med mimen og diskrete fagter bliver enige om at sige Sverige. Betjentene når hen til Hassan, som på et sikkert engelsk siger “Sweden”. Politimændene kigger kort på ham, men accepterer svaret, og trasker videre til næste kupé. Da politiet er stået af, og toget igen sætter sig i bevægelse, brydes den tidligere så knugende stilhed af afghansk musik, der forløsende begynder at spille fra en telefon et sted i kupeen. Mændene, der i sidste øjeblik blev enige om Sverige, smiler til hinanden. Hassan læner sig tilbage i sædet og lukker øjnene. De er alle på vej mod Malmö.

68 Hassan sidder i bussen mod Oslo. Hvis intet går galt, vil han møde sin broder i Norge, og to måneders rejse er forbi. >

orgensolen er skarp. Duggen ligger og glimter på overfladen af bænken. Den er våd, og derfor har Helga Christensen sat sig på Gråstenavisen, hvis indhold igen i dag, omhandler

flygtningestrømmen. Der er tolv minutter til bussen ruller ind på Padborg busstation. Helga vender ansigtet op imod solen, som lige så stille er begyndt at afgive lidt varme. Det er ellers atypisk af en oktober morgen. Helga smiler lidt for sig selv, mens hun stille nynner. En overvægtig midaldrende mand trasker hen af vejen, imod busstopstedet. Han stiller sig ved siden af bænken. ”Mojn,” siger han stille og nikker til Helga, som mojner venligt tilbage til manden. ”Nå, så du hvor mange af de der flygtninge, der kom med morgentoget? Hvad skal der dog blive af os?” udbryder manden pludseligt. Helga kigger chokeret på ham, og svarer bestemt tilbage: ”De der? Det er altså mennesker lige som os.” Manden bliver overrasket over hendes svar. ”Du skal sgu da bare være glad for, at det ikke går ud over din generation,” siger han fornærmet. Helga rejser sig fra bænken, smider avisen i skraldespanden og triller rollatoren et par meter væk. Der er stadig ti minutter til bussen går.

Tak til kendskaberne, venskaberne og tiden. Tak fordi vi mĂĽtte grave under overfladen, spise jeres mad og sove i jeres senge. Tak for alle jeres nuancer. Og tak til, Mathilde Bech Hanne MĂ¸lby Susanne Sommer Henrik Meller og Mads Greve

Mojn!