Nordegn by Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

NORDEGN

Magasinet er produceret af fotojournaliststuderende fra andet semester på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Ida Guldbæk Arentsen Ida Marie Odgaard Ivan Riordan Boll Kenneth Lysbjerg Koustrup Louise Koustrup Malene Anthony Nielsen Peter-Emil Witt Tobias Nicolai

Omslag: Tobias Nicolai Side 2-3: Ida Marie Odgaard Side 4: Tobias Nicolai Side 70-71: Tobias Nicolai

Her er rum. Her skyder havnens kraner højt op i luften og fiskesnørerne et godt s tykke ned i havet. Her blæser vinden fra øst. Ind fra havet, ind over f astlandet. Den p uster til drømmene hos de m ennesker, der bor og l ever n ordpå. Her sker en masse, men a ldrig det helt store. Her er folk tæt på hinanden og langt væk fra alting. Og her, i skæret af nordens lys, lukker F rederikshavnerne os ind.

God’s Great Dance Floor - 6 Sved og satin på eliteplan - 14 En kreativ ændring - 22 Drømme fra et asylcenter - 30 Manden på mågernes ø - 38 Syngende Jan - 46 Et sted at være barn igen - 54 Ombord på M. Jerup - 62

God's Great Dance Floor I en gammel lagerbygning midt i Frederikshavn taler de ikke bare til Gud, han taler også til dem. For Daniel Myrup er F rederikshavn Kirkecenter som familie, og det er her han finder ro og energi

Tekst og foto af Peter-Emil Witt

ed en øl i hånden sidder Daniel i skolens kantine, besluttet på ikke at skulle være kedelig, men heller ikke fuld. Nogle af de ældre elever er i gang med at forberede en bane til ølstafet, mens andre har fundet raflebægere og klasselister på alle de nye elever frem, så de kan udvælge deltagerne til stafetten. Daniel Myrup er lige startet på handelsskolen i Frederikshavn, efter han og hans forældre er flyttet til byen fra Øster Hurup. Det er den første fredagsbar. Daniel er vokset op i den kristne tro, men har holdt en pause fra kirken i et par år. Han er lige begyndt at gå i kirke igen og er ved en skillevej. Han er kommet frem til, at der kun er en mulighed for at gøre et godt førstehåndsindtryk på de nye klassekammerater. Raflebægeret bliver løftet, og terningerne falder ud. Terningerne bestemmer, hvem på

klasselisten der skal være med i ølstafetten foran alle skolens 400 elever. Gennem larm og jubel bliver de første elever hevet op. Daniel har nummer tre, og hver gang, der bliver slået med terningerne, farer tanken ”bare det ikke bliver mig” igennem Daniels hoved igen og igen. Det går op for Daniel, at han ikke vil accepteres for at gøre det samme som alle a ndre. Men for den, som han er. Han rejser sig fra sin plads, lader øllen stå og forlader k antinen. Siden har Daniel viet sit liv 100 % til Jesus. FULD PÅ HELLIGÅNDEN I dag er Daniel 27 år gammel. Han er en af lederne i frikirken Frederikshavn K irkecenter. En gammel lagerbygning, som kirken holder til i, er blevet renoveret og indeholder nu også en café, et legerum til børnene og en genbrugsbutik. Kirken løber rundt via

Daniel friede til sin kæreste som 19-årig. Daniels kone Carina (th.) har deres datter med i kirken.

I pinsekirken sidder man ikke kun med foldede hænder de taler i tunger og hylder Jesus under gudstjenesten.

Udover den tid Daniel bruger i kriken, arbejder han også som lifecoach.

f rivilligt arbejde, donationer fra folk og dem i menigheden, der giver en tiendedel af deres månedlige indkomst til kirken, som biblen fortæller det om tiende. Kirken og pinsebevægelsen er blevet en livsstil for Daniel, og det er noget, der har indflydelse på alle aspekter af hans liv. Hans økonomi, kærlighedsliv, fritid. Daniel taler sommetider i tunger, når han sætter sig ud i sin bil, han læser biblen som morgenavis, synger med på det kristne hit ”God’s Great Dance Floor” og rører ikke alkohol. ”Jeg har fået noget andet, som er bedre. Jeg har prøvet at være beruset i Helligånden,” siger Daniel. Daniel var i London for nogle år s iden for at besøge en kirke. Han oplevede, hvordan Helligånden over tog hans krop, inden han skulle hen til kirken. ”Jeg lå og rullede rundt af grin i sengen på

hotellet, som om jeg var på stoffer. Ikke at jeg har prøvet det. Jeg kunne ikke sige noget. Jeg grinede hele vejen ned i elevatoren og på vej til kirken i taxaen,” siger Daniel. Den følelse af Helligånden, der fylder ens krop, er også noget, som de prøver at opnå til gudstjenesterne i pinsebevægelsen. GLÆDE OG GRÅD Tangenter på klaveret bliver slået an af Daniels fingre, og en akkord flyder ud af de sorte højtalere overalt i kirkerummet. Menigheden har rejst sig fra de hvide plastikstole, der er b etrukket med rødt stof. Resten af bandet, bas og vokal, spiller nu med, og ordene i sangen bliver blæst op på et hvidt lærred bag bandet på dansk og engelsk, så alle kan synge med. Det er fredag aften, og Frederikshavn Kirkecenter har fået besøg af det amerikanske

Daniel står op ved 5-tiden hver torsdag for at tage til morgenbøn i kirken.

At dele sit forhold til Gud med Estelle, er noget Daniel glæder sig til.

Det er forskelligt hvordan folk reagerer på at modtage helligånden. Nogle græder, nogle griner og andre falder om på gulvet. 9

pastorpar Dave og Beth Limmer. De 25-30 fremmødte mennesker stemmer i med sangen, og nogle løfter deres hænder. ”Vi skal tage imod Jesus,” udbryder Daniel hen over musikken. Alle rokker frem og tilbage, indtil musikken dæmpes, så der igen kun lyder et klaver. En svag hvislelyd fylder nu kirkerummet og bliver højere. Helligåndens kraft har overtaget menigheden. De er begyndt at tale i tunger. Flere har nu vendt deres håndflader opad for at tage imod Helligånden. Mellem de mange uforståelige lyde og ord er der kun ét genkendeligt: Jesus. Dette bliver ved i flere minutter, indtil Dave Limmer tager mikrofonen og begynder sin prædiken. Daniel sidder helt forrest og nikker med. Pastorens ord og budskaber bliver b esvaret med et amen fra salen som ren

r efleks. Dave Limmer er en meget vellidt mand i Frederikshavn Kirkecenter. Gudstjenesten slutter med, at menigheden kommer op foran scenen til en personlig f orbøn for alle dem, der har brug for vejledning. Forbønnen kan være om stort eller småt, men de fleste bruger den til fysiske eller psykiske problemer. En efter en får de en stille samtale med Dave eller Beth Limmer. Disse samtaler fører over i en stille gråd hos flere af de forbønssøgende. FØDT MED GUD Som 19-årig friede Daniel til sin kæreste, Carina, som også er en del af Frederikshavn Kirkecenter. De har nu en datter, Estelle, på fem måneder. Estelle blev introduceret til Jesus, lige fra hun kom til verdenen, ved at de bad for hende.

Store dele af gudstjenesterne foregĂĽr stĂĽende, og ikke alle kan holde til det.

Om morgenen er biblen en lige sĂĽ oplagt mulighed at lĂŚse i som avisen for Daniel. 12

”Jeg er meget bevidst om at give hende en god opfattelse af, hvad det betyder at have en tro på Gud. Jeg vil prøve at afspejle den kærlighed, som Gud viser mig som min far i himlen, til hende,” siger Daniel. Hver aften, når Estelle er blevet lagt i seng, beder Daniel og Carina til Gud om, at han må beskytte hende mod alt ondt og altid være med hende. For Daniel og Carina tror på, at ved at bede til Gud er det også muligt at få. Der er ikke noget, der er for småt at bede Gud om. Hvis man ønsker sig en Playstation, kan man godt bede om en. ”Selv hvis Estelle vokser op uden en tro på Gud, vil jeg altid elske hende. Jeg vil ikke elske det, hun gør, men jeg vil altid elske hende. Ligesom Gud elsker alle mennesker, men ikke alt det, de gør,” siger Daniel. FAMILIEN I KIRKEN Flere fra Asylcenter Frederikshavn kommer ofte i kirken. Efter en Gudstjeneste spørger

Daniel tre af dem, om de har 20 minutter, for så vil han gerne vise dem noget. På slidt engelsk siger de alle sammen ja. At pleje sammenholdet i kirken er vigtigt for Daniel, og det gør man blandt andet ved at bruge tid på menigheden uden for kirken. Dem, der kommer i kirken, er familie. Turen går til Bangsbo Fort. Det ligger højt oppe på en bakke lige uden for byen. Solen er ved at gå ned, og et sidste glimt af rød stryger hen over himlen. ”Jeg ser kristendommen som den ægte sandhed. Det er for mig en personlig tro og dyb overbevisning, som jeg ikke tvivler på. Så selv hvis det modsatte skulle vise sig, vil jeg stadig vælge at leve, som jeg gør nu, på grund af alle de værdier som jeg opnår gennem livet med troen på Jesus. Men jeg har svært ved at forholde mig til tanken om, at det ikke skulle være sådan,” siger Daniel. n

Sved og satin

p책 eliteplan

Kjoler til mange tusinde kroner, lange aftener på motorvejen og ømme ben afholder ikke Karoline fra at dyrke sin passion – sportsdansen. Den fylder alt i teenagepigens liv. Både i tiden og i tankerne Tekst og foto af Ida Marie Odgaard

onede kroppe og lyden af forpustede åndedrag fylder den store sal i Studie 43 i Aarhus. Her vimser mænd og kvinder rundt i høje hæle i et virvar af svingende skørter, sved og satin. Det hele hænger sammen, når danserne i salen flyver henover trægulvet med strittende fingre og rynkede bryn. Et samstemmigt klageråb lyder i dansesalen, da dagens afsluttende træning bliver præsenteret. ”Halvdelen er på gulvet til en rumba. Resten af jer laver squats og flamingohænder,” befaler træneren, inden den klassiske musik strømmer ud i salen og overdøver den klagende mumlen fra de unge dansere. Blandt dem er 15-årige Karoline Amby. Halvdelen af tiden er hun en helt a lmindelig pige i 8. klasse på Frydenstrandskolen i Frederikshavn. Hun fremlægger i tysk og f niser over sms’er med sine klassekammerater. Men når klokken ringer ud, og de andre går hjem og laver lektier, slapper af eller tager en shoppetur, træder Karoline ind i en helt anden verden. 20 TIMER OM UGEN Næsten hver dag sætter Karoline sig til rette på bagsædet af sine forældres bil og tager turen fra Frederikshavn til Aarhus med ét mål – at danse. Hun må ofte gå fra skole før tid for at nå sine enetimer i studiet i Aarhus. Hver uge

bruger hun omkring 20 timer i danseskoene og lige så lang tid på vejen til og fra træning. Karolines ultimative drøm er at blive verdensmester, og forældrene bakker op om drømmen. Moren, Gitte, arbejder som handicaphjælper. Med to døgnvagter ugentligt er der tid til at hjælpe datteren med at få dansekarrieren til at hænge sammen. Der skal limes 5600 swarovski-sten på den nyeste kjole, køres frem og tilbage til den daglige træning og til turneringer flere gange om måneden. Det er sjældent, at hele familien spiser sammen. Ofte laver Gitte dagens aftensmad om formiddagen. Den kommer med i en pink køletaske og indtages i studiet sammen med de andre dansere og deres ventende forældre. Dans på eliteplan er ikke blot tidskrævende, det er også en dyr sport. En stor del af familiens indkomst går til undervisning, kørsel og kjoler, der nogle gange koster mere end en familieferie. Dans er det, der bliver snakket om derhjemme, og det, resten af familiens liv planlægges omkring. ”Sådan er det med dans. Det er en livsstil,” siger Karoline. På eliteniveau blander også trænerne sig i mere end bare føddernes stilling i rumba. De påvirker også resten af Karolines liv. For nylig

I den daglige træning e rstattes turneringernes glitter og stads af hullede strømper og hårdt arbejde. 16

fik hun besked på at afblege sit mørke hår. Det gjorde hun så. Tidligere blev hun bedt om at smide nogle kilo. ”Det er helt fint, at trænerne blander sig. De ved, hvad de laver,” forklarer Karoline med beundring i stemmen. De fleste af trænerne i centeret er selv i verdensklassen, og deres ord bliver lyttet til. Så kan det godt være, at man lige har brugt 20.000 kroner på en ny konkurrencekjole,

men hvis træneren ikke kan lide den, danser man ikke i den. SLUT MED FERIER OG FØDSELSDAGE Også hjemmet i Frederikshavn bærer præg af danselivet. Skabene er fyldt med glitrende kjoler, og vasketøjskurven er altid er fyldt med strømpebukser og træningstøj. Selv en lille hjemme-neglesalon på første sal er der blevet plads til.

En ny konkurrencekjole er et stort og dyrt projekt, og hele familien er inde over beslutningen. 18

Så kan Gitte selv ordne Karolines negle inden turneringer. Men blandt swarovski-sten, flæser og netstrømper findes der også tegn på et liv, før dansen begyndte at fylde alle vågne timer. Endevæggen i spisestuen er dækket af et stort billede fra Sydamerika, og alle rum er fyldt med minder fra rejser over hele verden. De lange rejser er der ikke tid til i dag. Karoline vil ikke være for længe væk fra sin træning. ”Jeg føler, jeg går glip af noget, hvis jeg ikke er til træning. Jeg vil helst bare være der hele tiden, og jeg får hurtigt en trang til at komme tilbage.” Karoline ved godt, at hun går glip af klassekammeraternes fødselsdagsfester, hygge med

veninderne og de impulsive aftaler. Men for hende er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt dansen er konsekvenserne værd. Dansen er hele hendes liv, og sådan har det nærmest været, siden hun startede for næsten ti år siden. ”Jeg har før prøvet, at det hele blev for meget. Så bryder jeg sammen og bliver nødt til at aflyse en del ting,” fortæller Karoline. ”Jeg må tænke på, hvad jeg helst vil. Jeg plejer at vælge dansen.” DET ENESTE, DER TÆLLER Klokken nærmer sig 21, og dagens træning har været i gang i næsten fire timer. Karoline er træt. Åndedrættet er tungt, kinderne blusser og sveden pibler frem under det afblegede hår,

Tidlig morgen og det er svært at komme op. Træning, køreture og lektier fylder dagens program. 19

“

Jeg må tænke på, hvad jeg helst vil. Jeg plejer at vælge dansen

I frikvarteret bliver der tid til at indhente snak og sladder med veninderne fra skolen.

der er faldet halvvejs ud af hårelastikken. Men før turen går hjemad, og de høje satinsko kan byttes ud med bløde sneakers, skal hun og de andre dansere gennem endnu 21 o mgange på gulvet. Quicksteppen er den værste. På vej ud på gulvet er skridtene langsomme, og hovedet hænger. Det ændrer sig, så snart de hurtige toner flyder fra højtaleren. Et træt, forvrænget ansigt forvandles til et let smil, og ryggen bliver ret. De ømme ben er glemt. ”Når jeg danser, føler jeg, at jeg har frihed. Så er jeg væk fra alt andet og tænker kun på dansen,” fortæller Karoline. Det er lige ved at blive mørkt, da dagens træning er forbi. Karoline har stadig den

lange kjole på, da hun sætter sig ud i bilen, og turen går hjem til Frederikshavn. Hun sluger en lille karton kakaomælk og falder i søvn, inden bilen rammer motorvejen. I morgen gælder samme rutine. Op og i skole. Den lange køretur. Timerne i dansestudiet. Køreturen hjem igen. Sove. Og sådan fortsætter det. Det er hårdt, men for Karoline er drømmen om dansen det eneste, der gælder. Hun har ingen planer om at stoppe. ”Jeg er ikke bare en, der går til dans. Jeg er danser.” n

Karoline har danset i tre timer. Benene fĂĽr en pause, og det mentale fokus bliver trĂŚnet siddende.

En kreativ ændring

I udkanten af Frederikshavn ligger en lille skov. Her har et ægtepar skabt et fællesskab om malerkunst. Men her bliver ikke kun malet, her bliver også sørget, grint og tænkt over tilværelsen Tekst og foto af Kenneth Lysbjerg Koustrup 22

Jens Erik er opvokset i Aalborg, men har familie på landet. Dem kom han meget hos som barn.

t tykt tæppe af anemoner dækker skovbunden, og lyden af friskbrygget kaffe, der bliver skænket, b lander sig med træernes knirken. Imens skinner forårssolen ned over den lille skov. Jens Erik og Birgit Huulgaard nyder middagskaffen på terrassen. Der er intet, der skal nås, men masser, der skal laves. Birgit og Jens Erik besluttede sig i 2004 for at flytte fra deres lejlighed i Aalborg og ud på landet. De er begge pensionerede og ville gerne bruge deres senere år tæt på naturen. De købte en grund i udkanten af Frederikshavn med egen skov, et lille hus og en håndfuld bunkere fra anden verdenskrig. Ved et tilfælde blev de introduceret til ideen om at b ruge bygningerne til udstillinger. I dag h edder

mrådet o Kunstskoven, og de gamle lokaler bliver brugt som udstillingsrum, atelier og kreative værksteder. ”Der er mange, der er overrasket over, at vi stiller skoven til rådighed på denne måde. Men vi nyder virkelig, at der hele tiden er m ennesker her. Vi er aldrig alene,” siger Jens Erik. “Vi hjælper hinanden på mange måder her i Kunstskoven. Det kan være alt fra praktiske gøremål til personlige problemer,” siger Birgit: “Når vi har været sammen og fået hygget og grint, får vi en masse energi.” ET MALERKURSUS FOR SJÆLEN Hver fredag bliver der holdt malerkursus i det gamle tyskervagthus. Her samles en lille håndfuld mennesker. Alderen er hovedsageligt

Mogens har aldrig f책et undervisning i at male. Han er autodidakt.

De besøgende kunstnere efterlader sig nogle gange små spor rundt omkring på grunden.

Mogens har lært Anne Mette at male træer. Det har hun altid ønsket sig at blive god til.

Birgit var først meget i tvivl om at flytte til Frederikshavn, men efter hun så skoven, var hun overbevist.

fra 40 år og op efter, men de fleste er pensionister. Med sammenknebne øjne og nænsomme bevægelser bliver penslerne ført hen over lærrederne, der er ved at blive til gengivelser af harmoniske danske landskaber. Charline, der er en af de fem kursister, frygter, at hun ville komme til at side foran fjernsynet, hvis hun ikke havde sit maleri i Kunstskoven at gå op i. Mogens er underviser og stedets h umørbombe, og når han ikke er i gang med at lære fra sig, fyrer han vittigheder af. I et hjørne sidder Anne Mette. For otte år siden døde hendes mand, som hun havde kendt, siden hun var 13 år.

”Jeg begyndte at komme her, fordi jeg havde interesse for at male. Her kunne jeg både snakke med folk om sorgen og glemme den, når jeg malede,” fortæller hun. ET LEVN FRA FORTIDEN Under anden verdenskrig blev skoven brugt som depot for ammunition. De store betonbunkere blev bygget af tyske straffefanger, der boede i jordhuler, de selv havde gravet. Nu står de jern armerede betonkasser som et dystert minde fra krigen og skaber i dag r ammerne for venskaber og livsglæde, ømhed og aktivitet. Døren til vagthuset går op, og Birgit træder 27

“Hvis Jens Erik har haft en dags arbejde uden for Kunstskoven, ringer han på vej hjem, så jeg kan have maden klar.”

ind. Charline er i gang med at male, men hun tager sig alligevel tid til at sidde og snakke lidt. Selv om Birgit ikke maler, kommer hun ofte i værkstederne. Hun er b levet venner med de folk, der kommer meget i kunstskoven, og hun passer caféen, når der er udstillinger. Også andre frivillige træder til i forbindelse med udstillingerne. Kunstskoven har en lille gruppe aktive medlemmer på cirka ti personer. De laver pressemeddelelser, brochurere, sætter skilte op ved vejen og andre praktiske ting. Det er et større arrangement, der bliver sat i gang cirka fire gange om året. Ved sidste udstilling kom der omkring 2000 gæster i løbet af de tre dage, udstillingen varede. Jens Erik står for at holde de gamle lokaler i stand. Derudover passer ægteparret haven og skoven sammen. Der er nok at lave, men de nyder begge at have en masse at give sig til. ”Det generer ikke mig, at noget går i forfald. Der er nogle brædder på laden, der trænger til at blive skiftet. Det har de gjort, siden vi flyttede her op,” siger Jens Erik. Solen går på hæld. Der dufter af stegte fisk fra køkkenet, hvor Birgit lægger sidste hånd på aftensmaden. Jens Erik sidder på terrassen og slapper af efter dagens arbejde. ”Der er nogle, der ikke forstår, hvorfor vi gider at bruge tid på det her,” siger Jens Erik ”men når de ser, hvad vi har herude, giver det pludselig mening for dem.” n

DrĂ¸mme fra et asylcenter 31

Den overfyldte båd kæntrer. Himlen og havet er sort. Der går halvanden time, før hjælpen kommer.

Raman Haj Battal er flygtet til Danmark. I Syrien var snigskytter på tagene og bomber hverdag. Død og ødelæggelse gennemsyrede alt. Men hvis man glemmer sine håb og drømme og overgiver sig til magtesløsheden, så lever man slet ikke. Og det er værre end krig

Tekst og foto af Tobias Nicolai

Raman er som en storebror for mange af børnene i asylcentret.

lt er gråt. Støvet hænger tungt i luften. En stump gulvtæppe stikker op af murbrokkerne, og en uskadt bænk kommer til syne. Videoen fryser. Sidste frame viser det kæmpestore hul i siden af Ramans barndomshjem på 5. sal. Bomben har lavet et panoramavindue til de mareridtslignende tilstande i et sønderbombet Aleppo. Her har 20-årige Raman Haj Battal boet hele sit liv. Nu er barndomshjemmet ubeboeligt og fremmedgjort af bomberne. Et par dage før det

ødelæggende bombardement tog familien hen til Ramans tante, fordi kampene i byen blev voldsommere. ”Lejligheden er ligegyldig. Det eneste, der betyder noget, er, at min familie er i god behold,” siger Raman, der ofte kigger på videoen på sin telefon. Raman flygtede fra Aleppo i sit hjemland Syrien for seks måneder siden. Borgerkrigen blev værre for hver dag, og risikoen for, at Raman ville blive tvunget i krig af den syriske hær, var for stor. Den farlige tur fra Syrien til

Dagene er lange. Men Netto ligger tæt på, og der er fri wifi på centret.

Danmark tog fire måneder og kostede 6000 euro. Pengene gik alene til menneskesmuglere. Ramans ene storebror flygtede tre måneder tidligere. Han bor nu på gaden i Italien. Tilbage i Aleppo er Ramans lillesøster, hans ældste bror og forældre. Selv bor Raman i Asylcenter Frederikshavn. EKSAMEN I BOMBEREGN For knap et år siden skulle Raman til den afsluttende High School-eksamen. På vej derhen løber han sammen med de andre langs murene. De undgår gaderne, hvor folk er blevet likvideret af snigskytter. Raman og hans v enner kender området ud og ind. Pludselig ser de en dreng falde til jorden. Endnu en snigskytte. Raman råber på familien, som kommer ud til deres døde søn. ”Mens vi sidder til eksamen, kan vi se, at de bomber byen. 200 meter fra skolen falder bygninger sammen og bliver til støv. Folk har tit spurgt mig, hvordan vi kan sidde til eksamen, mens folk dør udenfor. Men det b liver vi nødt

til. Hvis vi altid er bange, så kan vi ikke leve,” siger Raman. Selv under krigen var Raman fokuseret på at få sin uddannelse. Krigen skal ikke ø delægge hans fremtid. Den afsluttende eksamen var adgangsgivende til universitetet i Aleppo, men det er jævnet med jorden nu. Det samme er Ramans drøm om en uddannelse i sit hjemland. Nu er perspektivet ændret. Raman har lige fået opholdstilladelse og flytter snart til Silkeborg. Så starter han forfra. Drømmen er stadig at få en god uddannelse, som kan gøre hans familie stolt. Han spekulerer både på civilingeniør, lærer, medicin og noget indenfor fysik og kemi. Men først skal han på VUC, det har hans sagsbehandler foreslået. MARERIDT OG DÅRLIG MOBILDÆKNING En raket hvisler igennem luften. Længere nede ad gaden står en gruppe mennesker. Raman kender flere af dem. Han er kun tyve meter fra, da raketten rammer gruppen. Arme, ben og hoveder flyver i alle retninger. Raman er

“Man burde blive sindsyg af alt det her. Men du kan ikke gøre noget ved det.”

â&#x20AC;&#x153; 36

Hvis vi altid er bange, sĂĽ kan vi ikke leve

dækket af blod. Han løber hen og tager sin ven Jamil op i favnen. ’Hvorfor?!’ skriger han igen og igen. Det er scener som denne, der får Raman til at ligge søvnløs om natten. Nogle gange ligger han den halve nat og tænker. ”Jeg ved, hvordan det er i Syrien. De her ting sker hele tiden, så jeg beder altid for min familie,” siger Raman. Familiens sikkerhed er Ramans altoverskyggende bekymring, og det har det været, siden krigen startede. Der går op til tyve dage mellem deres telefonsamtaler. Der er ikke noget strøm og heller ingen mobildækning i byen, og familien har svært ved at få mad og vand. Udsigterne til en familiesammenføring er dårlige, fordi Raman er over 18 år og derfor ikke kan få sin familie til Danmark på lovlig vis.

“Min familie har reddet mig ved at sende mig til Danmark.”

GLEMTE BREAKDANCE-MOVES ”Tænk at jeg engang troede man blev lykkelig / hvis bare der var penge nok, livet er så kort og lykken er så flygtig / det handler om at nå til tops.” Raman synger de første strofer af Rasmus Seebachs ’Millionær’. I asylcentrets hal er en flok somaliere og eritreanere lige blevet færdige med at spille volleyball. Børnene er ikke kommet endnu, så Raman har grebet mikrofonen og begynder at synge. Hallen er reserveret til, at han kan undervise centrets børn i breakdance. Det er hans job i a sylcentret. Rasmus Seebach er bare en af de mange danske kunstnere, som Raman kan lide. Burhan G og Ankerstjerne ligger også højt på listen. Når han kan, skriver Raman også sine egne rap-sange. ”Nogle gange kan jeg ikke få et ord ned på papiret, fordi jeg tænker på min familie i Syrien, og så slår min hjerne fra.” Krigen i Syrien satte en stopper for mange ting i Ramans liv. Blandt andet hans passion for breakdance. Sammen med sin bror var han med i en trup, som dansede til fester og rundt i byen. Raman håber, han igen kan finde nogle breakdancere og øve nogle af de moves, som han har glemt. I Silkeborg, ikke i Aleppo. ”Alt er ødelagt. Aleppo er i knæ. Døde mennesker og bomber. Jeg hader det sted nu, og jeg vil ikke tilbage.” ■

Manden på MÅGERNES Ø 39

Øverst: “Moderne kunst er ikke mig. Der skal være noget historie og et klart motiv,” siger Jørgen. Nederst: Jørgens to parasoller giver skygge, men de er i lige så høj grad et læ for mågeklatter.

Der er mennesketyst på den lille ø Hirsholmen ud for Frederikshavn. Øens vildtvoksende natur og 12 huse står, som da de blev opført i 1800-tallet, og vidner om en trang til at lade tingene være, som de er. Her har Jørgen som den ene af øens to fastboere rum til store armsving og dybe vejrtrækninger Tekst og foto af Malene Anthony Nielsen

irsholmen er en ø med tæt trafik. Ikke af osende biler, men af skræppende og skrigende måger, der ofte og på én gang letter som en hvid sky fra øens sydside og basker en runde for så igen at falde mageligt på plads i Jørgen Nielsens baghave. Jørgen er én af øens to fastboere. De hætteklædte fugle er så stor en del af hans hverdag og øens naturliv, at han først rigtigt hører dem, når de en enkelt time eller to falder til ro om natten. Her står tiden stille. De gamle bygninger på den lille ø ud for Frederikshavn bliver ikke revet ned til fordel for glasfiber og beton som inde på fastlandet. Den lille kirke fra 1600-tallet er rørt af vind og vejr, men den byder stadig til gudstjeneste otte gange om året. Øens g amle kro og skole, et lille kvadratisk og solgult hus, står, som det blev forladt i 1970’erne. Og som det første, øjet møder, troner fyrtårnet fra 1886 stolt op fra øen og lyser mørket op for ensomme, forbipasserende skibe. Hirsholmen er en beskeden størrelsen. Øen

måler ikke mere end 300 meter på den ene led og 800 på den anden. Det tager godt fem minutter at gå fra sydspids til nordspids. Eller som Jørgen siger: ”Det kommer jo an på, hvor hurtigt du går.” For her handler det ikke om at komme fra A til B så hurtigt som muligt. Her går tingene ikke hurtigere, end du tillader det. Øens h ovedgade er en brostensbelagt sti på cirka 20 m eter. Her er intet sted at bruge sit dankort, og øboernes fornemste transportmiddel er en trillebør. ØEN FOR EVIGT Luften er havfrisk og ren, helt anderledes end på fastlandet. Hirsholmen ligger blottet her midt i Kattegat, og bølgerne udsender en skvulpende sang, når de rammer strand og sten, som de har gjort det i århundreder. Jørgen retter sig lidt i stolen på sin solklædte terrasse og kaster et opmærksomt blik ud mod havet, der begynder få meter fra haven. En båd styrer direkte mod Hirsholmens havn, der

“Der er så forjaget i byerne. Man kan ikke tage det roligt mere,” siger Jørgen. Han er glad for at bo i dus med havet og naturen.

bedst kan beskrives som en forvokset badebro. Han holder øje med dem, der sejler til og dem, der sejler fra øen. Han har god tid. Jørgen er 73 år og bor på Hirsholmen på trettende år. Før det havde han sommerhus på øen i næsten lige så lang tid. Hans kone, Bubi, døde sidste år og ligger begravet på øens lille kirkegård. Jørgen går ofte derop og siger hej og fortæller om sine dage. Det er også her, han skåler nytåret ind. Han skal også selv begraves på Hirsholmen, når tid er. Han savner Bubi,

men han er ikke ensom. Han snakker med øens gæster, når der er nogen. Og ellers ringer han til sine venner, sine børn, børnebørn eller oldebørn. ”Hvis der ikke er nogen, der har ringet til mig i 24 timer, så ringer jeg til dem,” siger han. Jørgen bruger sin tid i naturen. Han fi sker, går ture, sidder på sin terrasse eller nusser i sin lille have, hvor han både har drivhus og hjemmerøgeri. Foruden øens gæster holder han øje med Rufus, Julius og Theodor. Tre

Når jeg bor på en øde ø, så vil jeg have lov at være, som jeg er 42

sølvmåger, han har ringemærket, som ofte kigger forbi hans have. Han kaster et par Digestive kiks til dem. ”Her kan jeg godt sætte mig ved m iddagstid og lade livet passere revy. Og så er den dag gået,” siger han. Det isolerede og stille øliv er også det, der tiltrækker kunstnere og giver Dansk Kunstnerråd en lang venteliste til den kunstnerbolig, de har på øen. Her får de kreative mennesker tid til at suge inspiration til sig og fordybe sig langt væk fra byens støj og møg.

Seadog er den eneste eneste mulighed for at komme frem og tilbage mellem ø og fastland. Jørgen savner at have sin egen båd.

EN KLAT STEN MED GRÆS PÅ Så snart solen titter frem, sejler øens få sommerhusejere ud til Hirsholmen. De er enige om, at her er en særlig atmosfære, der giver plads til fordybelse. Det er ølivet og det, at skulle

klare sig selv, der gør H irsholmen anderledes end fastlandet. Toiletterne bliver skyllet efter med havvand, hvis vandforsyningen svigter, og dagens måltid har ofte svømmet rundt i havet et par timer før servering. Det er et enkelt liv. ”Det er jo bare en klat sten med græs på,” siger Jørgen: ”Det ligner sig selv herude. Jeg synes, det er meget værd, at her er, som det altid har været.” Vejret kan til tider være ubarmhjertigt mod en lille ø midt i et stort, blåt hav. Færgen går kun et par gange om ugen, og øboerne er tvunget til at proviantere, når de er på fastlandet. De er vant til at klare sig selv. Jørgens båd sank i vinter, og selvom hans opsparing var møntet på at få tænder tilbage i undermunden, så vil han hellere have en ny båd end tænder at tygge med. Jørgen har altid fisket, så båden kan han ikke leve uden ude midt i Kattegat. ”Når jeg bor på en øde ø, så vil jeg have lov at være, som jeg er,” siger Jørgen, der kun sætter sit gebis i, når han tager ind på fastlandet. ”Jeg skal have albuerum, noget space. Nogle mener måske, jeg har økuller, men jeg synes, jeg er meget normal.” n

Tilbage i 1870’erne boede der officielt 250 mennesker på den lille ø. Nu står mange af bygningerne tomme og forladte og minder om en svunden tid.

SYNGENDE JAN Tekst og foto af Louise Koustrup

Jan Arvidsson er handicappet. Han skal have hjælp til stort set alt. Men Jan er også bare en ung mand, der elsker, synger og sørger ligesom alle andre

an triller sin kørestol til rette foran cd-afspilleren og lader sine fingre bladre igennem hundredevis af cd’er, der ligger i en kasse foran ham. De er delt op i tre grupper; dem, man passer ekstra godt på, dem, man passer godt på og dem, der godt må ridses. Harmonikamusikken strømmer ud, mens Jan skiftevis synger og fløjter med. Jan Arvidsson på 31 er født med cerebral parese, en spastisk lammelse i hele kroppen. Han er også mentalt handicappet, men hukommelsen fejler ikke noget. Han husker ting, han interesserer sig for. De mennesker, han møder, kan han som regel både fornavn, efternavn og adresse på. For fire år siden flyttede Jan fra sit barndoms hjem til Koktvedparken, som er en institution for handicappede. Her har beboerne egne lejligheder med adgang til fælles stue, k økken og pædagoger døgnet rundt. Jan skal have hjælp til det meste: til at gå på toilettet, børste tænder, ringe op på telefonen, tømme post kassen og til at skære sin mad ud i bidder. Inde hos Jan i hus 9 er der sparsomt indrettet. Et par malerier, han selv har malet, et par bamser og så ellers bare et væld af cd’er. Jan har siddet i kørestol siden han var 8

år gammel. Den kører ikke så hurtigt, men alligevel ramler han ind i en dør her og et hjørne der. Måske fordi han indimellem kører med lukkede øjne, da han alligevel ikke ser så godt. Til gengæld kan han høre på folks skridt, hvem de er. Hver eftermiddag mødes beboerne i hus 9 til kaffe, men Jan drikker egentlig bare mælk. Gamle danske hits lyder fra radioen. Pædagogen spørger, hvem der synger sangen. ”Peter Belli!” råber Jan, før de andre når at svare. ”Kan du den udenad, Jan?” spørger p ædagogen. ”Både forfra og bagfra,” griner han. TRILLETUR OG MASSAGE Hver morgen bliver Jan vækket og vasket klokken syv. I hverdagene skal han på Gimle, et dagtilbud for handicappede. Her synger han børnesange, spiller spil og hygger med de andre. ”Jan er vanvittig social og udadvendt. Han har stor empati for andre mennesker, og kan finde på at spørge mig, om jeg får nok at spise,” fortæller hans medhjælper Jan Lang. ”Og spørg mig ikke hvordan, men han er humoristisk på de rigtige tidspunkter, fuldstændig uden filter.” Lige før frokost kommer fysioterapeuten og henter ham. Hun hejser Jan ud af sin stol, og

I Koktvedparken bor der 32 borgere, de har for nyligt fået hver deres postkasse. På Gimle har de forskellige klasser. Jan går i fokusgruppen, som betyder at hans behov er lidt større, end dem der for eksempel laver mad i køkkengruppen.

Øverst: Jan kan bedst lide, når det bare er bøf, kartofler og en god sovs. Nederst: Jan havde engang to heste, der hed Sofus og Bettefis. Nu kan han ikke ride mere.

lægger ham på gulvet. Han skal trille hele vejen ned ad gulvet og tilbage igen. ”Åh for fanden,” bræger Jan, når han sidder fast og ikke kan trille videre. Det ser ud til at gøre ondt. I dag klarer han turen på kun tre minutter. Sveden skinner fra hans pande, da han hejses tilbage i stolen igen, mens han forpustet smiler. Én gang hver måned kommer Renate Weilov på besøg hjemme hos Jan. Hun er seksualvejleder og hjælper ham med at blive bevidst om hans krop, dens funktioner og drifter. 50

Renate masserer hele hans krop. Først ruller hun med en bold, så trykker hun med fingrene, og til sidst klapper hun let med håndfladen. De snakker om, at når han føler bestemte ting, er det tid til alenetid – så skal man køre på toilettet. NORDJYDER PÅ TUR Onsdag eftermiddag kan Jan pludselig høre nogle skridt nærme sig. Hans blik bliver koncentreret. ”Michael!” skriger han. De to brødre krammer, og Jan vil ikke give slip på Michaels arm.

Jytte Pedersen er Jans borddame i Skagens Viseklub. Han vælger selv de sange, han vil synge, og så ved han, at ‘Sønder Boulevard’ er i c-dur.

Michael Arvidsson er 49 år og bor i Aarhus. Han er Jans værge, og det har han været siden deres far døde i 2010. Faren tog altid Jan med til musik, og de var somme tider af sted op til fire gange i ugen. Musikken betyder alt for Jan. Michael kører Jan til Skagens Viseklub, så tit han kan, men det er ikke så ofte, som da faren levede. I dag begiver de to brødre sig nordpå på tur. På vejen stopper Michael og Jan på favoritkroen Ålbæk Gl. Kro. Der er ingen tvivl om, hvad Jan skal have at spise: ”En herregårdsbøf. Med pommes frites.”

Der er et par sekunders stilhed, inden han kommer i tanke om det bedste: ”Og bearnaisesovs!” Jan smiler konstant. Normalt bryder han sig ikke om grøntsager, men selv de kogte ærter og guleroder kan spises med sovs. Jan spiser op. De ankommer til Skagens Viseklub, hvor de lokale pensionister hver onsdag samles til to og en halv times visesang. Jans smil bliver bredere og bredere, og hans arme flagrer til musikken. Normalt kan han være svær at få øjenkontakt med, som om han hele tiden sidder i egne tanker. Men når musikken spiller, kan man 51

fange hans øjne. Her er han virkelig lykkelig, for en stund. ”Skal du have noget at drikke Jan?” spørger Michael. ”Nej, jeg synger lige,” pruster Jan. BANDEORD LAVER HUL På vejen hjem er Jan så træt, at han næsten ikke kan holde sig vågen. Men hver gang Michael lægger sin hånd på Jans skulder, så vågner han og smiler. ”Før far døde for fem år siden, var Jan aldrig sur,” fortæller Michael. Det kan han godt være i dag. Han er også begyndt at bande mere. Michael er i tvivl om, hvorvidt det er sorg, frustration eller alderen, der sætter sit præg. Men under alle omstændigheder har Jan fået hul ind til sine følelser. Michael prøver at besøge Jan så tit som muligt. Det bliver mindst til to besøg på en måned. ”Jeg lovede min far, da han døde, at jeg ville tage mig af Jan” siger Michael og fortæller, at det er svært at gøre lillebroderens liv lige så indholdsrigt som tidligere, når han ikke kan være der hele tiden. ”På trods af Jans udfordringer, så bliver man altid glad af at være sammen med ham,” siger Michael. n

“Jeg lovede min far, da han døde, at jeg ville tage mig af Jan

- Michael, Jans bror 52

Jan kommer i svømmehallen en gang om ugen. Han glæder sig altid til det, måske har det noget at gøre med, at han bagefter får pommes frites med remoulade.

Et sted at vĂŚre barn igen Tekst og foto af Ida GuldbĂŚk Arentsen

For tre år siden kunne brødrene Joudi og Jwan høre bomberne falde uden for deres hjem i Aleppo i Syrien. Nu bor de i boligforeningen Vesterport i Frederikshavn sammen med deres familie. Et nyt liv i sikkerhed, hvor de kan være børn igen

ølgerne skyller ind over den lille flygtningebåd og gør de 35 mennesker om bord gennemblødte. Nattehimlen hviler som et truende tæppe over det Ægæiske Hav. Nerkiz Mesto sidder med angst i kroppen sammen med sin søster og sine to små drenge. Jwan er for lille til at forstå, at båden er tæt på at synke, men Joudi på syv år sidder og spænder i sin lille krop. Han er som en sten. “Er alt okay, Joudi?” Nerkiz ser på sin søn. “Mor, jeg ber’ til Gud, så vi ikke drukner. Jeg vil have, at han hjælper os,” siger Joudi. Båden når kysten på den Græske ø Lesbos, og efter lang tids venten går den lille familie i land. Forfrosne i det våde tøj og rystende af angst. De lægger sig på stenene på stranden og venter på, at solen skal stå op for at tørre deres udmattede kroppe. ET NYT LIV I FREDERIKSHAVN Nerkiz og hendes to drenge ankom til Danmark for to år siden. Flugten fra det krigsramte Syrien var lang og farlig. Først

boede de i en flygtningelejr i Tyrkiet, senere sejlede de med en overfyldt flygtningebåd til Grækenland, for til sidst at nå i sikkerhed i Danmark. I F rederikshavn blev de g enforenet med drengenes far, Fakerdin Rasho. Han havde været nødt til at flygte ud af Syrien tre år tidligere uden sin familie, da politiet ville arrestere ham på grund af hans tilknytning til kurdisk politik. Han fik opholdstilladelse i Danmark og familiesammenføring. Familien flyttede ind i en lille lejlighed i boligforeningen Vesterport i Frederikshavn. Det blev starten på et nyt liv langt væk fra krig. KRIGEN PÅ AFSTAND I dag er Joudi og Jwan ni og otte år, og de har fået en lillebror, Evan, på et år. De leger fangeleg på boligforeningens hoppepude sammen med nabobørnene og fræser rundt på deres cykler i kvarteret. Mandag går de til spejder, onsdag til ridning. Nerkiz prøver at finde fritidsaktiviteter til dem, så de kan få oplevelserne fra krigen og flugten på afstand.

Joudi er ni år og storebror til Jwan. De er meget tætte brødre og gode til at passe på hinanden. 57

Joudi og Jwan deler det meste af deres legetøj, dog er det vigtigt, hvis bil der er hvis, når de kører ræs i lejligheden.

Når Joudi har svært ved at sove, falder han ofte i søvn inde i sine forældres seng. Det er her han føler sig mest tryg.

Drengene går til ridning sammen og holder af at være sammen med dyrene. Joudi prøvede at gå til fodbold, men han følte dengang, at det var for svært at tale med de andre børn på holdet. 58

“Jeg bliver trist indeni, for jeg kan se, at det har mærket mine børns liv. Jeg kan først føle mig hel igen, når jeg mærker, at de har det godt,” siger Nerkiz. Da drengene kom til Danmark, startede de begge i 0. klasse. For lillebroren Jwan gik det nemt, og han går nu i 2. klasse. Men for Joudi var det svært. Hans lille krop var fyldt op med traumer, og han havde svært ved at rumme at gå i skole. Joudi måtte derfor gå 0. klasse om to gange, og først efter sommerferien er han klar til at starte i tredje sammen med sine jævnaldrende. MELLEM BRØDRE Det er aften, og drengene leger uden for opgangen. Jwan blæser sæbebobler og løber alt, hvad han kan, for at fange dem, inden

de rammer asfalten. Han er udadvendt og åben som en bog. Joudi sidder på hug ved et blomsterbed og studerer en myre gennem et forstørrelsesglas. Han er eftertænksom og dyb. De er meget tætte med hinanden, selvom de er forskellige. De deler det meste - deres værelse, deres legetøj og timerne efter skole. I ndimellem kan de skændes og gå hver til sit, men der går ikke længe, før de alligevel savner hinanden. Da de flygtede fra Syrien, var Nerkiz især glad for, at drengene havde en god relation til hinanden. “Når jeg følte mig magtesløs, og Jwan græd og råbte, at han ville have sin far, så trøstede Joudi ham,” siger Nerkiz. Hun er bekymret for, at krigen og flugten har gjort Joudi voksen alt for tidligt. Han a rbejder stadig på at finde balancen og blive et helt

Der går ikke længe, før drengene begynder at spørge efter hinanden efter et mindre skænderi og sammen falder hen til et spil på deres mors iphone. 59

Drengene har et tĂŚt forhold til deres mor, og der gives altid et godnat kys inden sengetid.

enneske igen. Nerkiz tænker, at det i dag m også i høj grad er lillebror Jwan, der passer på Joudi. LYSERE NÆTTER Selvom der står to senge på drengenes værelse, vil Joudi helst sove hos sin mor. Det første lange stykke tid i Danmark vågnede Joudi ofte efter et mareridt og kunne først falde i søvn igen, når han blev rigtig udmattet. Da krigen brød ud i Syrien, havde Nerkiz været alene med drengene i Aleppo i et år. Når bomberne faldt tæt, tog hun ofte over til sin søster med drengene for at overnatte. Her plejede de at sove på en madras på gulvet i gangen så langt væk fra vinduerne som muligt. “Jwan holdt min hånd og faldt hurtigt i søvn, men Joudi kunne aldrig sove. Jeg sagde altid til ham, at jeg var lige ved siden af ham hele natten, men han kunne kun sove, når det blev lyst,” fortæller Nerkiz. I dag har Joudi fået en musikpude, som hjælper ham til at finde ro i sin krop, når han skal sove. Joudi har også det sidste halvandet år tilbragt meget tid sammen med en p sykoterapeut, som hjælper ham med at bearbejde de barske oplevelser. For knap fire måneder siden begyndte Joudi at sove mere inde hos Jwan, og nætterne er begyndt at virke mere trygge for ham. KURDISK MUSIK OG RAMASJANG Efter at have leget udenfor det meste af aftenen løber drengene op i lejligheden igen. Der d ufter af vaskepulver og mellemøstligt krydderi, og solens sidste stråler skinner ind gennem stuens persienner. Lyden af kurdisk musik fra Fakerdins computer blander sig med klaverspil fra lejligheden ovenover. Drengene smider sig på gulvet i stuen og tænder for fjernsynet for at se Ramasjang. Nerkiz stiller mad frem på bordet. “Joudi habibi.. Jwan habibi - vi skal spise.” n

OMBORD PÅ M.JERUP Tekst og foto af Ivan Riordan Boll

Ole Martin Nielsen er fisker. På havet får han en følelse af frihed, som efter hans mening ikke findes andre s teder

I styrerummet er der adgang til både tv, radio og kort, hvorpå man kan følge med i, hvor alle andre kuttere er.

olen begynder så småt at gå ned. Der er nærmest helt vindstille. Ole Martin Nielsen slukker sin smøg, hvorefter hans søn, Mathias, straks tænder den næste, som var det noget, de havde aftalt. Interiøret og den tykke lugt af røg minder om en bodega. Men lydene er anderledes. Her er der ingen klirrende flasker og gamle sutter, der mumler i h jørnet. Her er radiostøj og en høj motorlarm der konstant brummer i baggrunden, så man til sidst ikke lægger mærke til den.

Kutteren M. Jerup er opkaldt efter Ole Martins kone. Den ligger stille i farvandet uden for Frederikshavn, en sen aften i april. Det første net er lige lagt i havet, og de to fiskere skal nu vente fem timer, før de hiver det op igen. 49 årige Ole Martin Nielsen er fisker. Det har han været, siden han som bette knejt sad med sine venner nede på havnen og snakkede om, hvor store fiskere de en dag skulle blive. Han har indtil for tre år siden været ansat på andres både. Som 46-årig og

midt i en finanskrise tog han skridtet videre og udlevede sin drøm om at blive selvstændig. ”Jeg kan godt se, at det var et mærkeligt tidspunkt i mit liv at gøre det her på, men jeg gider ikke sidde som pensioneret og være b itter over, at jeg aldrig gav det en chance,” siger han, velvidende at han skulle til at arbejde hårdere, med et ringere økonomisk udbytte. ”Førhen var det jo ikke mig der fiskede. Jeg var bare med og gjorde, hvad jeg fik besked på. Nu er det mig, der står med hele ansvaret. Hvis det går dårligt, står jeg til regnskab for det, men går det derimod godt, er det så sandelig også min fortjeneste. Det er frihed i mine øjne”. SPILD AF FRISK FISK Vinden er ved at blæse op, og natten er for alvor ved at vise sig. Bådens kraftige lamper lukker alt ned omkring M. Jerup. Det føles som et tomrum, der kraftigt vipper fra højre og venstre, så man næsten ikke kan stå på sine egne ben. Ole Martin og Mathias får med bådens kran hevet nettet op. En overvældende klump af fisk, hummer og endda et par hajer vælter ned fra himlen. Sorteringsarbejdet går i gang. Selvom de fisker efter hummer, kommer der uundgåeligt andre fisk som havtunger, rødspætter og torsk med op. Alt sammen friske gode fisk, som med bugen opad skal direkte tilbage i havet. For godt ti år siden indførte regeringen kvoter for fisk. Det betyder, at hver fisker kan købe retten til at fiske en promilledel af en bestemt type fisk i farvandet. Fisker de mere, må de smide fangsten ud. ”Det var ikke min hensigt, men nu har jeg jo fanget dem. Jeg har ikke lov at tage det med ind, og kvoterne er i øjeblikket så urealistisk sat, at jeg økonomisk aldrig ville kunne o verskue at få råd til dem”. Alle de torsk, der kommer med op, svarer alene til Ole Martins årskvote, af hvad han må fange af i Kattegat.

“På land er jeg hans far, men på vandet er jeg hans chef og her skal han gøre hvad der bliver sagt”. Der er dog stadig tid til at hygge sig.

På grund af den hårde forretning vil Ole Martin ikke anbefale Mathias at blive selvstændig. Han gør det, vil Ole Martin stadig være den første til at stå bag ham.

Ole Martin smider mod sin vilje torsk ud i havet igen 65

Hver gang inden de hiver et træk op, spiser de en bid brød.

”Det er nærmest pinligt at skulle være fisker på den her måde, når jeg bliver tvunget til at smide to tredjedele af min fangst ud,” siger Ole Martin.

om hvordan det går med familien. Snakken er den samme, som havde de siddet overfor hinanden.

SYV MÅNEDER PÅ LAND Det næste træk er sat i vandet og M. Jerup sejler videre. Mathias går ned og tager en lur, imens Ole Martin sejler i ottetaller med trækket. Tiden bliver slået ihjel med at pulse smøger og se et program på Discovery om redningsaktioner i Nordsøen, indtil radioen kalder. Det er en kollega et sted ude på Kattegat. Det starter som fiskesnak, men som tiden går, ender det ud i politik, røverhistorier, og

Ole Martin synes ikke, at der er den samme følelse af frihed på land. Dér er tid et helt andet begreb, og der er så meget larm og anden form for støj. På vandet føler han, at han bliver ét med naturen, og her er han sin egen herre. ”På havet er der ingen bekymringer. Det er et frirum, hvor tankerne flyder frit, og jeg kan være mig selv. Det er først, når jeg kommer ind på land, at bekymringerne tager over,” siger han. Ole Martin har før haft et job på land. Han

Når de arbejder om natten tænder de alle bådens kraftige lamper.

arbejdede i syv måneder på et slagteri. Det tog ikke lang tid, før han fik stress. En dag var det så galt, at han fik voldsom næseblod. Det var den dag, han fik nok og sagde op. ”Der sagde min kone til mig, at det nok var klogt, hvis jeg kom på havet igen. Det gjorde jeg så, og jeg har været her lige siden.”

Da sorteringen er færdig, konstaterer Ole Martin, at nattens tur igen går i underskud. Han har fanget omkring en tredjedel af, hvad han skulle for at få forretningen til at køre rundt.

HVER DAG ER EN NY CHANCE Solen begynder så småt at stå op. Det blæser, og mågerne strømmer til. Nattens anden fangst falder ned i båden. Ole Martin og Mathias går i gang. To tredjedele ryger igen direkte i havet.

”Selvom jeg har gjort det her hele mit liv, gør solopgangen lige stort indtryk hver gang. Jeg ser bogstavligtalt en ny dag begynde. Det kan godt være, at fangsten ikke var så god, men nu står solen, op og du får du en ny chance”. n

På trods af den dårlige fangst kan man stadig fornemme Ole Martins glæde, ved det han laver.

Tak til Mathilde Bech Hanne MĂ¸lby Susanne Sommer Henrik Meller og alle, der ĂĽbnede deres hjem for os