Plutten by Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

PLUTTEN Danmarks fjerdestørste ø

olland. Lalandia på latin. Plutten på lollandsk. Plut er mudder. På Lolland lever 7,1 procent af børnene i fattige familier. Det siger statistikken. Men hvad siger lollikerne selv om livet på Lolland? Roerne. Kornet. Rapsen. Venten på turisterne og på at arbejdspladserne kommer tilbage. Hvordan passer man ind – på kanten af Danmark? I starten af voksenlivet. I slutningen af livet. På grænsen til Danmark. Hvordan passer man ind, når man kommer derfra? Eller udefra. Kommer på visit.

Omslagsfoto

Tak til

Lærke Posselt

Henrik Bjerregrav Joan Husted Susanne Sommer Henrik Meller Henriette Lind Lis Bille for sommerhuset Jeppes veninde for Mazdaen Mads Greve for at være flot Steffen for aftensmad

Tryk Damgaard-Jensen A/S

Oplag 38 stik.

Lalandia - så er legen i gang

De driver gennem Europa

Lærke Posselt Side 4

Jeppe Bøje Nielsen Side 32

Livet sparkes ind på sletten

I limbo mellem barn og voksen

Helle Arensbak Side 8

Henrik Dons Christensen Side 38

De bliver gamle sammen

Faderhuset åbner døren på klem

Asbjørn Sand Side 16

Jonas Vandall Ørtvig Side 44

Flårup

Sammenholdet driver damptoget

Tobias Nørgaard Pedersen Side 22

Esben Salling Side 50

Det hvide guld i stærke hænder Lærke Posselt Side 28

Lalandia - så er legen i gang Af Lærke Posselt

50.000 mennesker bevæger sig årligt gennem det indendørs ferieparadis Lalandia i Rødby. Nogle kommer igen måned efter måned. De fleste kommer mindst en weekend om året for at shoppe, spise, bade og bowle. Den fugtige luft har tropetemperatur. En konstant støj fra børn og forlystelser stemmer i med lugten af pizza og farver af plastic. Lalandia betyder ‘Lolland’ på latin.<

LIVET SPARKES IND PÅ SLETTEN På den yderste kant af Danmark ligger Kramnitze og camping– pladsen Western Camp. Her kobler familien Hilstrøm af og udlever deres hobby i autentiske rammer. Linedance og cowboyudklædning er forbundet med glæde, fællesskab og frihed. For Lasso John er det et kæmpe frikvarter fra depressionens favntag. Her er åbenhed frem for alt.

Af Helle Arensbak

nder hattens skygge dukker et fængslende blik frem. Øjnene lyser standhaftigt og vidner om en særlig glæde ved livet. Lasso John smiler og letter på hatten. Alle får en hilsen eller et kram, hvis de vil. Sådan gør de her. Western Camp er en ganske speciel temacampingplads der hylder cowboylivet i autentiske rammer. På denne plet i det sydlige Lolland findes både saloon, fængsel og Country Ekspressen. Festpladsen er en tro kopi fra det vilde vesten. Bygningerne står i rå træ og fascaderne har patina af vind og vejr. Fra scenen brager countrymusikken mod den blå himmel, og tonerne griber fast i rumpetten. Linedancerne vrikker med hofterne og tæller fór: “6, 7, 8..” Lasso John synes, det er let at blive hooked. Det er derfor de kommer. Fastlæggerne i deres campingvogne eller tilfældige forbipasserende med deres telte. De fleste har et forhold til denne smalle genre. Det frie liv ligger deres hjerte nært sammen med en stor kærlighed til linedance. Præriehytterne huser familiers fællesskab. Gode venner holder fester i de store langhuse.

En cowboy fødes John Christiansen var i sit civile liv en travl lastbilchauffør, der gik ned med en hård depression for år tilbage. Han er stadigvæk sygemeldt, men glæden er kommet tilbage. John har fundet en livsstil der holder de triste tanker og antidepressiverne fra døren. Gennem sin samleverske traf han nogle gæve gutter, der legede cowboys. I en alder af 40 år lærte John kunsten at ride og fange kvæg med lasso. Deraf navnet Lasso John. Nu bruger han sommerhalvåret som fastlægger på Western camp. John har forsøgt sig med almindelige campingpladser, men hans hang til løst krudt, cowboyoutfit og familiære stemning finder han kun her i Kramnitze. Hans kone danser linedance, så det passer godt for dem begge at være her. “Jeg kaster lasso sammen med børnene, slår med pisk, skyder med revolver og bue og pil. Alt det som cowboys og indianere gjorde engang. Udover jeg stadigvæk går sygemeldt på grund af sygdommen, så giver det mig et godt liv. Når jeg kommer herned, så glemmer jeg det hele. Den er gal igen, når jeg kører ud ad lågen. Vinteren er en hård periode” siger Lasso John og syr videre på sit hattebånd.8

Han priser sig lykkelig over de mange gode venner, han har fået gennem sin nye identitet på pladsen. John pakker sit sygrej sammen i den store værktøjskasse og lukker campingvognen. Hunden gør et højt farvel, og ligger sig til at sove i forteltet. Kursen er lagt mod scenen og en kold øl.

Venskaber og høj stemning I Saloonen “Blacksmith” står de tæt ved baren. Bartenderen langer store fadøl og kakao med cognac over disken. Høj som lav mødes de over en drink i det lille rum. Cowboys i lange oilskinsfrakker står skulder ved skulder og hilser på de nette kvinder i kjoler med frynserne flagrende efter sig. Her knyttes bånd og udveksles historier om prærieliv og dans på linje. Hurtigt bliver nye venner til gamle venner, og hvert år er der gengangere at hilse på. Familien Hilstrøm har brugt Western Camp gennem flere år. Mor Bennedikte og far Preben danser begge linedance hjemme i ABC - Amagers Bedste Countryclub. De er på forskellige niveauer, men det afholder dem ikke fra at nyde både musik og workshops sammen. “Linedance har den fordel, at du kan danse den selv uden en partner, men du får det gode fællesskab med i købet” siger den 49 -årige Bennedikte.

Hytten på Sletten I store bededagsferien har familien Hilstrøm lejet en præriehytte på Sletten. Normalt bor de altid i telt, men det er for koldt endnu. “Vi er hernede cirka 3 - 4 gange om året. I højtiderne er

der særlige temaweekender for linedance og cowboyliv. Ellers tager vi på tur med telt i Europa. Vi har været campister i over 20 år, og holder meget af det frie liv”, stemmer Preben i.

Det er for børn Simon på 10 år og Daniel på 16 år er som sunket i jorden for Bennedikte og Preben. De hygger sig andre steder på området. Simon har sin cykel med. Hjemme i det indre København cykler han sjældent. Han er ikke 12 år endnu. Den gamle jernhest får fuld opmærksomhed overalt på pladsen. Simon leger med Sheriffens søn Sebastian. De er ude fra morgen til sen aften. Daniel har sin kammerat Ricky med. De fordriver tiden med et slag kort og deres vandpibe. Æblesmag. Afslappede planer Forældrene sidder med en øl i hånden ved første bord i saloonen. Hver muskel slapper af, og de snakker lavmælt om morgendagens program. “Vi ser hvad der sker denne weekend. Vi har ikke et fast program. Hygger os med lidt kaffe og en workshop. Måske deltager jeg”, griner Preben. Han er ret genert når det handler om at stå på en scene. “Det er lidt grænseoverskridende for ham”, siger Bennedikte, “..men lad os nu se om han ikke gør det alligevel” Ægteparret har begge en travl hverdag hjemme i København. Preben er smed og montør til daglig.8

Hans kone arbejder som massør og zoneterapeut ved blandt andet politiet og brandvæsnet. Familien holder meget af deres små ferier på Western Camp . “Vi bor i en lejlighed og vil gerne være udenfor. En stor baggård er ikke det samme”, siger Preben og skåler med Lasso John og de andre ved bordet. Stemningen er høj i den lille saloon, og lyden af guitar og lejrbålssang lokker flere til. Det bliver sent før bartenderen ringer for sidste omgang.

Roterende flæskesteg Fredag afholder familien Hilstrøm en af deres stolte campingtraditioner. Flæskesteg på grill. De har medbragt egen grill til formålet. Sidst på eftermiddagen begynder Preben at tænde op. Kullene gløder lystigt, og det roterende grillspyd spider den økologiske steg. De har gjort indkøb hos deres egen slagter hjemme på Amager. Tiden går. Alle sidder som hypnotiseret i 2 1/2 time, og følger den batteridrevne rotator der bringer dem en omgang nærmere det himmelske måltid. Sværene knaser. Øjnene løber sultne i vand. Blikkene er målrettede, og gaflerne kampklare. Bennedikte siger værsgo. Stemmerne forstummer imens der skovles ind. De voksne skåler i rødvin. Duften af steg og købe-kartoffelsalat stiger til vejrs og blander sig med de høje fyrtræers kroner. Prærien ligger stille hen, før det atter vrimler med mennesker og dyr fra de mange hjem. Ulvetimen summer.

nystrøget og pyntet med sirlige blomstersting i fine farver. Cowboyhatten har samme stil og farve. Om halsen bindes det traditionelle slips. En ørn samler de to snore, og jakken indrammer kroppen med den mætte mave. Preben ifører sig sit nye cowboybælte. Det er indkøbt til lejligheden og koster næsten 800 kr. Pistolen har nu fået et nyt hjem. De støvede boots er kridtet og fødderne er parate til dans. Bare nu nerverne kan holde? Bennedikte og familien mødes med gode venner foran scenen. Børnene får penge til en is, og smutter hurtigt ud i den klare aften. På scenen svinger de mange dansende sig på lige rækker. Det kilder i fødderne, og Preben får drukket sig mod til at være med. På den yderste scene træder han frem og fremfører et fint show. Det drejer sig om at være med og at turde. Hans kone er stolt. Hun sender ham et kærligt blik efter dansen.

Cowboys and engles på Sletten Natten svirrer af myg og opløftet stemning fra saloonen. Pladsen summer af liv og momentvis lykke. Skæbner kommer og går på Western Camp. Alle der har sat deres fødder på området har haft mulighed for, at tage del i det fællesskab der ånder og gør pladsen til noget helt specielt. Det er camping med et twist. Spørgsmålet er om du kommer tilbage? Familien Hilstrøm og Lasso John kan ikke undvære deres åndehul på prærien. De er at finde på Western Camp. Der er stor cowboyweekend om 14 dage på Sletten.<

Cowboylir Fra kufferten kommer den sorte skjorte frem. Den er næsten

Af Henrik Dons Christensen

Lykke Krag fik et busskur af sin far. Hun var træt af at stå i regnvejr og vente på skolebussen, når den hentede hende om morgenen. Derfor brugte hendes far vinteren 2002 på at lave skilderhuset af krydsfinér, skruer og maling. Lige siden har det stået foran familiens gård ved vejen mellem Rødby og Hyldtofte Østersøbad. “Jeg ville lave noget, der ikke var traditionelt. Det skulle ikke ligne alle de andre busskure, som kommunen har sat

op, og som bliver smadret af de unge. Derfor kiggede jeg på tegninger af skilderhuse. Jeg fandt ud af, at det ikke måtte have de samme mål, som de officielle skilderhuse. Derfor er det en smule lavere,” fortæller Hans Peter Krag. I dag bliver busskuret mest brugt som attraktion for de turister, som opholder sig i sommerhusenene ved Østersøbadet. Hans Peter Krag sørger dog stadig for at huset beholder den røde farve.<

Af Asbjørn Sand

Perversens rigtige venner er døde. Nu har han båden Thomas. De hjælper hinanden. Perversen sejler båden, og båden tager ham væk fra hverdagen

DE BLIVER GAMLE SAMMEN L

uften på Bodega Flipper i Nakskov er lummer og tæt af cigaretrøg. På kanten af disken er de bløde områder i den falske marmor slebet ned, mens de hårde stykker af stenen er intakte. Mange års kunder har gjort pladen ru. Per ‘Perversen’ Christiansen skubber døren op med sine lange tynde arme. Manden på den nærmeste stol vender sig for at se, hvem der kommer ind. Perversen spænder de tilbageværende muskler i sin 47 år gamle krop, hæver sine arme og bøjer let i benene. Han lægger an til at bokse og råber: “HVAD sagde du?!” Han bryder ud i et stort grin og vender sig mod bartenderen for at bestille en pilsner. “Nu er jeg fanme tørstig,” siger han. Det er kort efter middag. Perversen er lige stået op fra sin seng. En lodden, grå hjørnesofa. Han bor på den anden side af gaden. Den korte vej fra lejligheden i centrum af Nakskov og over til Bodega Flipper har han taget på sin gamle, brune herrecykel. Det går ikke stærkt. Men det går. Perversen får sin køleskabskolde Maribo og sætter sig med en smøg i hånden. Kroppen vender skråt væk fra baren. Han overvåger den enarmede tyveknægt. Asken får lov til at hænge, før hans lange fingre med en doven kraftanstrængelse slår den af og fører smøgen op til endnu et hvæs. Sigfred kommer over til Perversens bord. Han er ikke den skarpeste kniv i skuffen, siger Perversen. Alligevel giver han sig tid til at tale lidt med ham. Sigfred fortæller om et bryllup, han var til i går. Det var deres fælles venner Lis og Christian, som blev gift. “NEJ, hvor det ærgrer mig. Jeg havde FULDSTÆNDIG glemt det. ØV!,” siger Perversen og piller ved et sår på sin kno. Hans nakke er faldet lidt længere ned, end hans krumme ryg tvinger den.8

BÅDLAUGET HAR ÅBENT Når det er godt vejr kan man altid få stillet sin tørst i skuret på havnen. Seks kroner

16 for en øl.

HASH DULMER SMERTERNE Perversen behøver ikke tage sin gigtmedicin længere. Før var smerterne så slemme, at

han nogle gange var nødt til at stå i hjørnet med sin dyne omkring sig for at kunne sove.

PER TRÆSKOSTØVLE Her den anden dag syntes pigerne, at Perversens tæer

skulle males.

THOMAS NAKSKOV En and har lagt flyver, hver gang Perversen sejler.

æg i skibets garntønde. Men den Så varmer han reden med sin jakke.

BODEGA FLIPPER “Mit liv er totalt impulsivt lige nu. Der kan ske alt.”

Det er lidt skyet, og regnen er på vej. Perversen siger, at Nakskov Fjord er et hav for sig selv. Lige pludselig kan det rejse sig. Man skal passe på. Specielt når det er vinter. Men i dag er det forår, og bølgerne er små og ufarlige. “Nogle gange bliver jeg røvtræt af mennesker. Men så har jeg min skatter, og så sejler jeg en tur,” siger Perversen og klapper bådens rat. Det var også træthed over andre mennesker, som fik Perversen til at flytte til Vejleø kort fra Nakskov. Her boede han i fire et halvt år sammen med sin ven, Bibbi. De drev landbrug og havde husdyr. Nu er det ikke det samme. Perversens bedste venner er døde, og han bor igen i Nakskov. Men han har stadig en båd. “Thomas” står der foran på styrhuset. Nedenunder står der “Nakskov”. Thomas’ maling er krakeleret, og brædderne rådner. Han er 15 år ældre end Perversen. Men de ser lige gamle ud. “Vi er ved at gå i stykker. Skibet og jeg. Vi følges ad,” siger Perversen.

Alkoholiker på havet Perversen drikker aldrig alene. Derfor siger han, at han ikke er alkoholiker. “Jeg har da et par pilsnere med, når jeg er ude at sejle, men ellers gør jeg ikke,” siger han. Han er den eneste fra sin familie, som drikker. Han er også den eneste, som bruger briller. Perversen sidder i sin sofa. Øjnene er våde, og stemmen grødet. Han rækker ud efter toiletrullen på bordet. Pudser næsen og smider papiret ned til kaffe- og smøgresterne i opvaskebaljen under bordet. “Jeg ville til enhver tid sige, at jeg elsker dem,” siger han. Perversens bedsteforældre døde, da han var i starten af tyverne. De havde ellers altid været der for ham. Nu sidder han alene i sin lejlighed. Det eneste lys kommer fra stuens dobbeltvindue. Foran det hænger et tungt tæppe, som Perversen har sømmet fast i trækarmen. Loftet er gulnet og luften tyk og stillestående. Den sødlige lugt er som en prop i næsen. I stuen venter to drenge. De er 19 og 15, siger de. Arbejdsløs og niendeklasseelev. De har voks i håret, og tøjet er pænt og rent. “Jeg skal have for 300 kroner,” siger den yngste. Perversen vejer seks gram af og går over på Flipper. Han er tørstig igen.<

TELEFONEN RINGER HELE TIDEN Perversen er jævnligt nødt til at gå hjem til sin lejlighed. Der kommer mange gæster i løbet af dagen. “Det er en del af mit liv lige nu.”

Flårup Af Tobias Nørgaard Pedersen

er, hvor Flårupvej krydser Tamrodsvej, ligger Flårup. Ved festlige lejligheder pyntes krydset med fire flagstænger, som indbyggerne selv har lavet af de mest snorlige træer, de kunne finde. Indbyggerne i Flårup forventer, at man engagerer sig i byens mange projekter. Tingstedet, forsamlingshuset i den gamle smedje, museet, storkereden, gavlmaleriet og det nye gadekær er ikke kommet af sig selv. De fleste indbyggere er driftige mennesker, som sætter en ære i, at man ikke keder sig ihjel i Flårup. Det forventes, at man ikke generer naboerne, men samtidig ved det meste om dem.

enny Gravesen er 73 år gammel. Pensioneret typograf og historiker. Han er gift med Edith Halvorsen, som stammer fra Norge. De købte huset i Flårup i 1999. Nu bor de det meste af året hernede, men de koldeste måneder flytter de tilbage til Glostrup. Til centralvarme og gasfyr.

“Jeg er meget, meget aktiv her i byen, men ikke medlem af bestyrelsen. Formanden har endda foreslået mig det flere gange. Men jeg synes, det skal være en lollænder. De kan til gengæld bede mig om hvad som helst. Jeg elsker det her sted hernede,” fortæller Benny om sit engagement i byens lille museum. Det er Benny, som har startet museet.

Hun flyttede som den første, og boede næsten et helt år alene i Flårup. I starten holdt hun sig mest for sig selv, indtil den dag Dorthe kastede bilen ind til siden og fortalte om alle dem, der boede i byen, og hvad de lavede. “Det er faktisk hendes skyld, at jeg faldet ind,” fortæller Jannie.

”Jeg er overbevist om, at det 95 procent er op til en selv, om man bliver accepteret eller ej. Går man ind i det på en engageret og god måde, så går det også,” siger Benny. De har følt sig meget velkomne i byen, lige siden de flyttede til, hvilket Benny i høj grad tror er deres egen fortjeneste. “Vi har ikke isoleret os, spillet smarte københavnere eller sådan noget lignende. Vi er med i det hele hernede.”

“Jeg tog jo også en chance,” fortæller Peter, ”Jeg har jo haft fast arbejde som autolakerer i København i 30 år, ik’”. Jeg har gået i en skide sprøjtekabine med en bil, herfra og til den anden dag, ik’. Her er det lige som at være i sommerhus hele tiden, jeg er ikke stresset mere, og drømmer ikke alle mulige ting mere.” De er begge fast besluttet på, at de skal bo her, til de ikke kan mere.

Der bor også andre københavnere i Flårup end Edith og Benny. Men de deltager ikke lige så meget i fællesskabet. “Det er jo ikke smart at lade sine store hunde rende frit rundt. Folk bliver bange for sådan noget!” fortæller Benny. Han har selv engang meldt en af landsbyens beboere til politiet, efter han for fjerde gang var blevet overfaldet af hendes hund.

Dina og Mulle, deres to Rottweilere, får lov til at sidde i sofaen, ligge i sengen og løbe i haven. “Den anden dag, da jeg lige havde lavet hegnet og skulle over for at hilse på de nye derovre. Mine hunde, mand, de lagde hegnet ned igen, mand. Så stod de bare derovre, mand, og de blev jo skide bange, men de fandt jo så også ud af, at hundene ikke er farlige. Men det er der jo ikke noget at sige til, når der kommer sådan to brød. Det kan jeg godt se,” fortæller Peter.8

eter August Trasborg er 47 år og arbejder som pedel på Holeby Skole. Han bor sammen med Jannie Sigvaldason på 43 år. De flyttede til Flårup for to år siden fra deres toværelses lejlighed i Københavns nordvestkvarter. “Det er det fedeste, fedeste der er sket, at hundene er kommet herned,” udbryder Jannie.

rian Stienmejer er 36 år gammel af alder. Men 22 af sind, som han siger. Han er omsorgs- og handicaphjælper på en institution. Født i Gentofte, men har boet alle andre steder. Dog mest på Falster. Maria Kaufmann er 26 år og har boet hele sit liv på Lolland. Hun arbejder på en fabrik inde i Holeby. De flyttede sammen til Flårup for tre år siden, mest fordi det var et hus med noget jord til. Og det var til at betale.

orthe Suwala er 54 år og arbejder i en pølsevogn i Nakskov. Hun flyttede til Flårup for ni år siden, hun skulle have et sted med 200 meter til naboerne, så der var plads til hendes mange hunde. To år efter flyttede Vagner Christensen ind. Han er 59 år, ansat som værkstedsassistent på et beskyttet værksted i Nykøbing og lokal formand for Lejernes LO. De stammer fra Lolland, men har begge været væk fra øen i en del af deres liv.

”Det var nok mig, der talte for, at vi skulle flytte herud, hvor jeg kunne have mine heste i fred og ro,” medgiver Maria. En havetraktor larmer inde fra naboen, der kun er i Flårup i weekenden for at se til huset. “Han arbejder i København,” forklarer Brian og tilføjer, at det rolige liv er noget af det, han sætter mest pris på, ved at bo her ude.

Vagner har levet det meste af sit liv i Nykøbing på Falster, mens Dorthe har været så langt væk som Mozambique, hvor hun boede og arbejdede i to år. “De år har lært mig meget om, hvordan man ser på fremmede, og det er jeg meget taknemlig for.” fortæller Dorthe.

Selvom man bor i en lille by, kan man godt holde sig for sig selv. “Vi er ikke sådan på kammeratstadiet med nogen. Det er mere gennem smedjen vi ses,” fortæller Maria. Hun har en veninde i byen, så hende ser hun rimelig tit, men ellers bliver det mest bare til en sludder for en sladder, når hun møder folk på vejen.

Det har ikke været svært for dem at falde til i byen. Lige fra starten har de engageret sig i lokalsamfundet. Derfor er de blevet accepteret i byen. ”Vil du deltage i fællesskabet, bliver du accepteret. Vil du ikke, bliver du faktisk stødt mere og mere ud,” fortæller Vagner og fortsætter, “Lollændere er lollændere, vi accepterer ikke dem nord fra, sådan lige direkte.” Nej, når man flytter til Flårup, skal man ikke tro, man at er noget. Man skal bevise det. Dorthe og Vagner har to biler, så det er tit, at de naboer, som ikke har en bil, kommer med ind til byen og handler. “Vi skal jo op og have noget selv, og så kører de bare med. Sådan er det.”<

DET HVIDE GULD I STÆRKE HÆNDER Af Lærke Posselt

”Hvis man skulle falde død om af at arbejde, var min mor og far døde tidligere, men de blev da begge 92, og det synes jeg egentlig er meget godt gået.”

Villy Cieslaks bedsteforældre var indvandrere fra Polen. Han voksede op mellem roerne i den lollandske muld i en tid, hvor man ikke havde maskiner til at gøre markens arbejde.

e store muskuløse næver flytter rundt på gamle fo- mark, hvorfra han kan se over til herregården. toalbums, der er gemt i bunden et af stuens vit- Der var ikke noget, der hed barsel dengang, og to af Villy rineskabe. Villy Cieslaks niogtres-årige krop står Cieslaks brødre er født i roetiden. foroverbøjet over bøgerne. Ihærdigt leder han efter et specifikt ”Der gik ikke mange dage efter fødslen, før min mor var med billede af sine forældre, Julius og i roemarken igen, og der blev ikke Anna Fransiska Cieslak, men kan ”Der skulle jo tjenes penge, så taget hensyn til dem med barikke finde det. nevogn. De fik ikke automatisk et vi kom kun i skole hver anden stykke nær ved vejen. Nej, det var Fra 1870’erne og 50 år frem indbare om at løfte barnevognen og vandrede polske arbejdere i stort tal dag. Dengang var der noget, bære den hen, hvor stykket nu lå.” til Lolland for at arbejde i sukkerroemarkerne. Landbruget havde ikke der hed skolemulkt, som var en Roer og skolegang lige vigtig maskiner til at klare roeproduktionen, som var arbejdskrævende. bøde for fravær, og det kunne ”Der var et år, hvor vi lugede 34 Imidlertid var den polske arbejdstønder land og trak 42 op. Så kom kraft billig. åbenbart betale sig for min far vi da også på forsiden af den lokale avis,” siger han og kigger på sine Villy Cieslaks bedsteforældre kom at betale denne mulkt.” hænder: til Lolland fra Polen i 1914 for at ”Vi har jo nogle store næver, kan hakke roer. Han er selv vokset op i du se. Nogle har spurgt, om de er roemarkerne nord for Rødby, hvor de tre generationer af fami- hævet, men så siger jeg, at sådan ser de altid ud.” lien arbejdede for herremanden på Sædingegård. Hele familien knoklede i roemarken hver dag, hele ugen. Ikke engang Arbejdet med det hvide guld, som sukkerroerne kaldes, var om søndagen kunne de holde fri, for da skulle de læsse affald hårdt, men betød samtidig en fast leveindtægt for de polske af roebanevognene. familier. Men mange af dem blev også bekymrede vidner til udviklingen i landbruget. Mor lignede Dronning Ingrid I 1950’erne begyndte der at komme maskiner, som kunne ”Det var ellers et fint portræt,” siger han og opgiver at finde klare en stor del af arbejdet: ”Hvad skulle vi så leve af?” billedet af forældrene. ”Vi lugede med korte hakker, og der var rækker, der var op Der vedblev dog at være noget for dem at lave i marken, til en kilometer lange. Hvis der ikke var nogen, der snakkede fordi maskinerne ikke kunne erstatte det omfattende manutil min mor, gik hun hele rækken fra den ene ende til den anelle arbejde. den, uden at rejse sig. Når hun nåede ned for enden, rettede ”Der skulle jo tjenes penge, så vi kom kun i skole hver anden hun ryggen og bøjede sig så igen for at fortsætte med næste dag. Dengang var der noget, der hed skolemulkt, som var en række. Hun lignede også Dronning Ingrid til sidst,” siger han bøde for fravær. Det kunne åbenbart betale sig for min far at smilende med lollandsk accent. betale denne mulkt.” Villy Cieslak voksede op i et lille uisoleret hus, som var tilknyttet herregården: ”Man kunne næsten stå på skøjter på vinduerne om vinteren,” erindrer han. I dag bor han i et stort parcelhus i Rødby. To have-stuer, akvarium og plisserede lampeskærme. I hækken rundt om haven er en låge, som åbner ud til en stor

Villy Cieslak har, siden han kom i lære som 14-årig, arbejdet som tømrer. Og det at være født ind i en arbejderfamilie har altid været en væsentlig del af hans identitet: ”Hvis man skulle falde død om af at arbejde, var min mor og far døde tidligere, men de blev da begge 92, og det synes jeg egentlig er meget godt gået.” <

Churagh - 16 år

Aaron - 19 år

Barialy - 15 år

Dani - 17 år

De driver gennem Europa Afghanske børn udgør langt størstedelen af alle de uledsagede mindreårige, der krydser grænsen til Danmark alene. De har typisk været undervejs i op til et år Tekst og foto af Jeppe Bøje Nielsen

aron er den ældste. Han sidder alene inde i afhøringslokalet hos grænsepolitiet i Maribo. Det er et lille glasbur, med to vægge. Aaron er den eneste af de fire, der taler en smule engelsk. Han er 19 år. Politiet spørger ind til rejseruten, som måske kan hjælpe dem med at optrevle det netværk, som at chaufføren af bilen muligvis er en del af. Telefonens højtaler er slået til, og tolken i den anden ende oversætter. Aaron vil ikke sige andet, end at han ikke vil tilbage til Tyskland. De tre andre drenge sidder i et stort aflåst skur ude i gården. De bliver afhørt på skift i løbet af formiddagen. Inde på stationen ligger deres ejendele i små bakker med sedler, hvor der står, hvor mange penge de havde på sig, da de blev taget. Barialy er 15 år. Han bliver hentet ude i skuret og ført ind på stationen. Han står og kigger ned i gulvet, da han skal have taget sit billede. En betjent beder ham venligt om at løfte hovedet og kigge ind i kameraet. Han kigger flakkende og anspændt på betjenten, han forstår ikke, hvorfor han skal have sort sværte på fingrene. Han får taget dobbelt fingeraftryk af alle fingre på begge hænder. Han ser ud, som om han ikke ved, hvad det betyder. I alt sad der fire drenge i den store BMW fra Belgien, som blev stoppet af det tyske politi søndag nat.

Menneskesmugling er en forretning Churagh havde en Nokiatelefon og 60 Euro i lommen da han blev tilbageholdt. Han har fortalt politiet, at han tog fra Afghanistan for syv måneder siden. Men han vil ikke sige noget om rejseruten. Peter Damgaard, chef for Grænsepolitiets efterforskningsafdeling i Lolland-Falsters Politi, fortæller, at bagmændene sandsynligvis har fortalt dem nøjagtigt, hvad de skal sige. ”De har fået at vide, at de ikke skal fortælle, hvordan de er kommet herop,” siger Peter Damgaard. ”Det gør det svært for os, at få et indtryk af de ruter der benyttes, og de mennesker, der er involveret i menneskesmuglingen.” Alle fire drenge har givet den samme forklaring til politiet, selvom de er blevet afhørt hver for sig. Ifølge Peter Damgaard er det et muligt tegn på, at føreren af BMW’en er en del af et smuglernetværk. De telefoner som drengene havde på sig, da de blev stoppet, har de fået udleveret af smuglerne. Peter Damgaard fortæller, at en af drengene under afhøring har forklaret, at han blev samlet op i en by i Belgien, og at de tre andre stod på senere. Han vidste ikke, hvor han skulle hen. ”Knægten havde bare fået at vide, at han skulle til et sikkert land i Europa.” Indkvarteret på Motorvejshotel Det er blevet aften, og de er blevet indkvarteret på et hotel mellem Rødby og Maribo. De er der alene. 34

Politiet kommer først og henter dem næste morgen. De kunne sagtens tage videre, men gør det ikke. Selvom drengene alle har været i bad, lugter der ikke rent inde på værelset. Luften er tung af sved og sure tæer. De ligger i hver deres seng og ser fodbold. Churagh snakker stille med Dani, der peger sig selv i skridtet. Det klør, og det ser ikke ud som om, det er rart. To af drengene har tidligere på dagen været i retten for at vidne mod chaufføren af den blå BMW. Da Politiet kørte afsted med dem, hviskede Barialy forsigtigt ud gennem vinduet i skuret: ”Kommer de tilbage? Kommer de tilbage?” Han vidste ikke, hvor de skulle hen, og der var ingen, der hørte ham. Ejeren af hotellet kigger ind til dem. Han kommer med frisklavede, trekantede sandwiches og kildevand. Aaron tager imod maden, og smiler genert. Han kigger på de andre, indtil de er færdige med at spise. Der er en enkelt sandwich tilbage. Han spiser den ikke. Så tager han tallerkenen og stiller den ind under natbordet Hvorfor kommer de til Danmark? I januar måned kom der 45 uledsagede børn til Danmark fra udlandet, 31 af dem fra Afghanistan. Jørgen Chemnitz, leder af asylafdelingen i Sandholmlejren, i Nordsjælland, fortæller, at der igennem de sidste par år har været en klar stigning i antallet af unge, der kommer alene til landet. Han lægger den nuværende situation i Afghanistan til grund som den mest sandsynlige årsag til at de flygter. Mange af dem kommer fra områder, hvor der er kamp mellem Taleban og NATO. Andre er blevet fordrevet på grund af urolighederne og har opholdt sig i grænseområderne igennem længere tid, fortæller Jørgen Chemnitz. ”Det er nogle stille og rolige unge mennesker. De er ikke fysisk mærket af krigen, men de ser ud, som om at de har levet et jammerligt liv undervejs. ” Afgang til Sandholm Klokken otte mandag morgen bliver der banket bestemt på døren til værelset 116. De to betjente, der er kommet for at hente drengene, kører dem tilbage til stationen i en af politiets blå kassevogne. Barialy mangler stadig at blive afhørt om sin rejserute og føreren af den blå BMW. Aaron og Churagh sidder roligt og venter i det aflåste skur. De sidder med krum ryg, med hovedet mellem benene. Dani klør sig forlegent i skridtet, og smører en bolle med ost. Mellem krummerne på bordet ligger der nogle boller fra den lokale bager og en bakke med smør. Der er nogle legoklodser på en kommode og en trehjulet plastikcykel til børn. Skuret ligner til forveksling de trækasser, der bliver brugt på byggepladser rundt omkring, når der skal drikkes kaffe.8

De siger ikke noget, da Barialy bliver låst ind et par timer senere. Der bliver heller ikke sagt et ord på vej til asylcentret Sandholm i de to timer turen varer. De flygter videre I Sandholmlejrens modtagerafdeling står de fire og kigger på et verdenskort, mens de venter på, at det bliver deres tur. Barialy er mest optaget af det store kort. Han peger opstemt på den lille plet, hvor der står ”Denmark.” De andre kigger med. Churagh viser de andre hele sin rute. Der bliver nikket og hvisket. En høj og ranglet fyr kommer hen til dem og begynder at snakke. Han er også fra Afghanistan. Der smiles og grines. Der går ikke meget mere end en halv time, før end de tre af dem er blevet kørt videre til asylcentret for børn. Aaron har fået en nøgle til sit midlertidige værelse. Politiet er for længst taget af sted. Der er ingen afskedsscener. De skilles, som de mødtes – som fremmede.<

To dage efter ankomsten til asylcentret for mindreårige oplyser en medarbejder, at to af børnene er forsvundet. Det var ikke muligt at få oplyst, hvem af dem, der havde taget turen videre, eller hvor de var taget hen.

Det koster mellem $15-20.000 at blive smuglet fra Afghanistan til et land i Europa. l Man får 30 dages fængsel for at smugle et andet menneske ind i landet, uden gyldige dokumenter. Derefter lægges der ti dage oveni straffen pr. ekstra person. l 7 ud af 10 af de uledsagede børn, der krydser den danske grænse illegalt, kommer fra Afghanistan. Halvdelen af dem, forsvinder igen fra asylcentrene efter et par dage. Det er uvist, hvor de tager hen. l I 2008 kom der tre gange så mange uledsagede mindreårige asylbørn til Danmark i forhold til 2007 (302 i forhold til 93 året før). l Asylbehandlingen af mindreårige tager ca. ni måneder. Mange af børnene ender med at få asyl i Danmark, hvis de vælger at blive her. l I 2008 førte kun tre ud af syv sager om organiseret menneskesmugling til domfældelse. l

Af hensyn til børnenes sikkwerhed, videre færd og deres fremtidige asylmuligheder i Danmark eller udlandet, er deres navne opdigtede og deres egne forklaringer tilbageholdt, men redaktionen bekendt. (Kilder: Politiet; Røde Kors; Udlændingeservice)

Af Henrik Dons Christensen

I LIMBO MELLEM BARN OG VOKSEN

Emil Andersen befinder sig på kanten af voksenlivet. Pigekys og alufælge skal passe sammen med skole og seriøsitet.

elefonen ryster. Dea har skrevet. Emil holder stadig fat om musen og ignorerer mobilen, mens hans avatar tæver mostre på skærmen. Den ryster igen. Laura vil vide, hvad ’søde’ laver. Et par sekunder går, og Emil svarer. I skolen måtte Laura tegne ham i nakken, hvis hun ville kysse ham. Og så fik han samtidig 70 kroner hjem gennem to væddemål. En fin ordning, synes Emil. Laura tegnede et lyserødt hjerte. Emil Andersen bor i Nakskov. Om to dage bliver han konfirmeret. Om han bliver voksen? Mere moden måske, men det tager tid, siger han. Nu er han bare fjorten og midtpunkt til en fest, forklarer han. Det er meget rart, men også en nervøs, kildende følelse at være i centrum en dag, og så bare være sig selv igen bagefter. Som en knægt på fjorten, der går i skole, har blåt bælte i karate og spiller computer, når han ikke laver lektier eller hygger med vennerne. Vennerne som fra tid til anden kommer på besøg, også selv om de ikke er inviterede. Så bliver de små søskende smidt ud af værelset på trods af, at de ser Cartoon Network på hans fjernsyn. Så drikker han sodavand og ser film med kammeraterne. Ingen øl, endnu. Man slår sig mere løs, når man er sammen med vennerne, konstaterer Emil. Der har han er en helt anden rolle end derhjemme. Hjemme er han den pligtopfyldende dreng, som skælder forældrene ud, når de ryger. “Jeg gider ikke at snakke med dig når du ryger, mor,“ siger han tit, når hun står udenfor. Han har selv valgt det tøj, han har på i våbenhuset. Jakkesættet sidder tæt på kroppen, og slipset, som far bandt, strammer. Det er hans første habit, og han kan godt lide den

tøjstil - og den sorte farve. Det er bare tøj, siger han, men han kan godt lide det. Man føler sig lidt speciel, synes han. De andre drenge har også skjorter på, men ingen sæt. De pjatter med pigerne - klædt i hvidt. Præsten instruerer. Emil trækker vejret dybt, skyder brystet frem og stirrer ud i luften. Og så er det hele pludselig overstået. Konfirmanderne bliver væk i virvaret af forældre, der kender hinandens børn. De pakkes ind i roser og konvolutter med lykønskninger. Emil bliver fundet og griner, da han ser den sportsvogn, han skal køres i til festen, men først rundt i Nakskov. Jakkesæt og alufælge rundt i den by, hans klassekammerat Jonas kalder dødssyg, men som har været vugge for familien, og stadig er det. Men det er lige fedt nu, for Emil sidder med solbriller på passagersædet i en ombygget cabriolet. Emil skeler til børnebordet, hvor hans fætter sidder. Atten år og ret sej, synes Emil. Han arbejder i Tøj og Sko, og så skal han i militæret snart. Det vil Emil også, men der går fire år, hvor lektier plager i hverdagen, hvor nye piger skriver, hvor øl bliver en del af weekenderne, hvor han skal arbejde for rigtige penge, og knallert bliver en mulig transportform. Nu sidder han til højbords, hvor far holder tale, og hvor han kan snige sig ud mellem måltiderne og spille fodbold med børnebordets besætning, når han ikke skal være den voksne i centrum. Det bliver mørkere og mørkere i kælderen i boligforeningen, hvor de knap fyrre mennesker spiser og hygger. En dj spiller Bamse og Britney for et dansegulv, der ikke eksistrerer. Bordene med gæster står i vejen.8

KLARGØRING Klokken er lidt over otte. Maven kilder, mens hans udseende ændrer sig fra dreng i undertøj til mand i sæt. Han skal være i kirken klokken kvart i ni, så konfirmanderne kan blive fotograferet, inden den bliver fyldt op.

FESTFORNEMMELSER Grænsen mellem voksen og barn er svær at holde på plads, når man som fjortenårig skal sidde til højbord. Det meste af børnebordet står bag Emil og drikker Pepsi Twist, mens de ser ham spille.

Våd skjorte. Slipset er plettet og vandet driver ud af håret på Emil. Silende frontregn har omdannet græsplænen udenfor boligforeningen til en mudderpøl. Sidste ret er serveret. Drengene laver stadig indlæg til hinanden. Emil er gået indenfor og leger med sin nye bærbare. Far og mor har fundet sammen mellem bordene. De danser. Emil spiller computer. Med et er han ikke længere den voksne i centrum. Det er blevet blå mandag i vand i Lalandia; Lollands Las Vegas. Pengene fosser ud af lommerne, når 10 timer går med at vælte kegler og imponere de andre fra klassen. Emil kommer hjem klokken otte og kan ikke mere. Næste morgen er det hverdag igen. Historie, dansk, tysk og matematik venter, efter uret har vækket ham klokken syv. Kaj Munk og Anden Verdenskrig spøger i bøgerne. Emil har læst, men husker ikke indholdet. Når skolen er ovre, tager Emil hjem til den bærbare. Hvis bare han var lidt ældre kunne han spille ameriansk fodbold, men træneren skal lige se ham an. 14 år er ikke voksen nok, så klubben, hvor det blå karatebælte betyder noget, er det eneste sted, hvor han er voksen over for de børn, som han er hjælpetræner for. Alt andet kan han kun vente på.< 40

NATÅBENT I NAKSKOV Emils kammerater prøver at overtale Maria til at tage med hjem til Emil, hvor de skal mødes efter at have været i byen. Der holder de oftest til.

Af Jeppe Bøje Nielsen

lt bliver pludseligt så småt, når man rejser i tiden. På en måde, der virker fjern, men som jeg kan mærke som en stille vind, der rusker lidt i det hår jeg tabte, inden jeg blev rigtig voksen. De andre havde ondt af mig, det var værre end at få bumser. Det er virkelighed, og alligevel ikke. Det er bare minder, men som jo nok, et eller andet fjernt sted i hjertet, stadig eksisterer. Voldgraven er der stadig. Det var der, vi faldt i som børn - min bror og jeg. Vi stod og hoppede på isen. Jeg kan huske, at vi ville se, hvor meget den kunne holde til. Og det kunne vi kun finde ud af på en måde. Isen gav pludseligt efter. Skæbnen og nu kun et minde. Et øjeblik, hvor hvidt bliver sort, og tiden står stille. Det er øjeblikke som disse, hvor livet og døden står overfor hinanden og venter på en afgørelse. Jeg skubbede en kravlende og masende Jonas op på isen, mens jeg holdt fast. Han trak mig op, liggende på maven. To børn, der på et øjeblik delte skæbne og blev voksne. Min mor husker, at det ringede på døren. Hun gik ud for at åbne. Der stod to våde drenge og græd. Den lige vej fra Nebbelunde til Rødby er stadig den mest lige vej i Danmark, i hvert fald for mig. Der er to kilometer. Den var perfekt, når jeg skulle øve mig i at cykle uden hænder. Der kørte næsten aldrig biler. Jeg kan huske, at jeg lavede væddemål med mig selv: “Hvis du kører hele vejen uden hænder, så....bliver du kæreste med Tine.” Tine var min barndomskæreste. Vi kyssede første gang i børnehaven. Den sidste gang vi forelskede os var på færgen. Jeg var fuld for første gang. Det var sommer, og jeg var 14 år. På ferie i Danmark. Da boede vi i Sydfrankrig. Tiden gør ting mindre. Men minderne sidder i følelserne. Når jeg går gennem haven, så kigger jeg op på mit vindue, oppe på 1. sal. Jeg kan huske, at jeg lå og lyttede til mine forældre nede i haven. Jeg lå og klippede Side 9 piger ud af Ekstrabladet, og en helvedes masse cykelryttere fra Tour de France, så ingen kunne se, hvad der manglede. Det er som om, at øjeblikket - altså det øjeblik, der kun eksisterer lige nu - rummer både min fremtid og min barndom. En barndom, der strækker sig ind i voksenlivet og aldrig helt får en ende. Et voksenliv, hvor jeg er evigt barn. Et voksenliv, der måske kun er en forlængelse af barndommen. En barndom, hvor jeg ældes. Så langsomt, at jeg næsten ikke ænser det, men skal bruge billeder til at kunne se den forskel, der langsomt rynker min hud. Hvornår holder jeg op med at være barn? Hvornår bliver jeg voksen? Og hvorfor er der så stille omkring mig, når jeg går gennem haven? Jeg tror, at det er tiden, der sidder i mig. Alle dens uendelige sekunder. Glæden ved at leve, og sorgen ved at mærke, at det øjeblik i voldgraven vil komme igen en skønne dag. Det gør ikke noget, hvis bare jeg kan komme igen hertil, lige så tit jeg vil.

Bandholm på Lolland, en idyllisk by på kanten af Danmark, prøver menigheden i frikirken Faderhusets at skabe et nyt liv. De har gennem de seneste år været under hård beskydning – ideologisk, på grund af anklager om børnemishandling og med brosten fra de autonomes Jagtvej. De er gået i dækning, men kigger gerne frem.

FADERHUSET

ÅBNER DØREN PÅ KLEM Af Jonas Vandall Ørtvig

“Vi er fra Faderhuset. Der er alle mulige, der siger alt muligt om os, men det passer altså ikke,” lyder det spontant fra David på 12 år, da lokale bysbørn vil spille fodbold med ham og de andre fra frikirken. Hans mor, Kristina Djarling, beder de lokale snakke med deres forældre først. De lokale har taget godt imod dem – også forældrene. ”Vi er anderledes, og vi ønsker også at være det, men vi vil ikke isolere os fra verden,” forklarer Kristina Djarling, der tilhører en del af ledelsen i frikirken Faderhuset. Nu er de ved at skabe deres eget lille samfund i lokalsamfundet, og her skaber de plads.

Under bombardementerne har flere valgt at bukke hovedet og forlade menigheden, men der står en gruppe tilbage, styrket i troen og sammenholdet. ”Hvis jeg forlod Faderhuset på grund af det, der går os imod, ville jeg være en kujon. Sådan har vi det også lidt med dem, der har forladt menigheden.” Kristent kollektiv Hjemme i familien Djarlings stue leger børnene med Lego. Der bliver bygget interimistiske, farvestrålende huse, fløjet transportfly med pirater i hælene og rodet rundt i de blå plastikkasser efter lige præcis den klods, man aldrig kan finde. Hvor de fleste danske forældre i en stor del af hverdagen overlader ansvaret for deres børn til dagplejen, børnehaven, SFO’en og folkeskolen, klarer de det hele selv i Faderhuset. Vi er i Klubben, hvor børnene leger efter skoletid. I skoletiden har læreren højst ansvar for otte elever. Klassekvotienter er ikke et problem de genkender her – Der er tid til den enkelte elev. Ved spisebordet bliver der sagt, ”Tak Jesus. Tak for maden Jesus” med samme selvfølgelighed, som at frokosten og aftensmaden bliver lavet i fællesskab på tværs af menigheden. Det sparer både komfurer, tid penge og opvask. Senere på dagen bliver der spillet fodbold i haven. Kristinas søn, Joshua, bliver ramt af en fodbold i hovedet. Alle børnene

styrter over til ham, mens de lyse, spæde stemmer lyder ”Hjælp ham Jesus, hjælp ham!” ”Vi beder for ham, fordi det gør ondt på ham og beder Gud om at hjælpe ham i hans situation. Det er en meget naturlig del af vores liv - Det er livet med Gud i hverdagen,” forklarer Kristina Djarling, der dog ikke overlader hele ansvaret til Gud, men også henter et plaster. Mellem generationer ”Når man bliver voksen, får man et andet forhold til sine forældre. De gør, hvad de vil, og jeg gør, hvad jeg vil. Det er vel også

sådan, det bør være,” forklarer Kristina Djarling om hendes personlige valg i ungdomsårene. Alligevel er det svært at forholde sig til, hvordan det ville være, hvis hendes tre børn ikke vil være med i frikirken senere i livet. ”Selvfølgelig vil jeg altid fortælle den sandhed, jeg tror på.” ”Hvis du forestiller dig en helt almindelig dansk familie: Hvad giver de videre til deres børn? De giver deres holdninger videre til deres børn. Hvis ens far er ateist og siger, der ikke findes en gud, så er det, hvad børnene vokser op med. Så kommer der et tidspunkt i det barns liv, hvor barnet selv tager stilling til om der er en gud. Så må barnet vælge sin egen vej. Der er den holdning i familien, at vi tror på Gud og Jesus af hele hjertet, og det giver vi selvfølgelig videre.” I søndagstøjet ”Har I husket jeres bibel alle sammen?” spørger Kristina ud i rummet før afgang til kirken. Samstemmende lyder der lyse barnestemmer fra alle retninger: ”Neeej.” Deborah, 5, spørger efter den røde bibel, som var det kjolen hun valgte tidligere søndag morgen. De er alle i det stiveste puds og håret sidder som det skal - Som en anden konfirmation i provinsen. Det her er blot en almindelig søndag i Bandholm 8

- Kæmp for alt, hvad du har kært; - Dø, om så det gælder, - Da er livet ej så svært, - Døden ikke heller,

De to ældste elever i Faderhusets skole har en lærer for sig selv.

Joshua bliver trøstet, efter han fik en fodbold i hovedet.

Inden søndagens gudstjeneste, spørger Kristina sønnen, om han har en salme på hjerte.

Sammenholdet driver damptoget Af Esben Salling

Finn Madsen har gennem 40 år været aktiv i Museumsbanen på Lolland. I sommerhalvåret trækker han i uniformen flere gange om ugen for at køre toget på Maribo-Bandholm banen. Det er det unikke sociale samvær i foreningen, der holder ham kørende.

lokken er lidt i syv, da Jørgen Abrahamsen låser op ind til den gamle remise i udkanten af Maribo. Han er kommet dertil på sin knallert fra hjemmet i Bandholm. Soden og røgen i det mørke rum river lidt i næsen. Han tænder loftslyset, og knapt ti gamle lokomotiver kommer til syne. Midt i rummet står dagens hovedrolleindehaver. Damplokomotivet Kjøge fra 1879. Der er over fire timer til dagens afgang, men Jørgen Abrahamsen skal som dagens fyrbøder stå tidligt op for at få det gamle tog klar til afgang. Der skal fyres op i god tid.

Der skal kul på Inden længe kommer Hans Christensen på 51 år. Han er fyrbøderaspirant. I samarbejde med Jørgen Abrahamsen tænder han op i togets indre. Først med træ og petroleum. Når det har fat, kommer der kul på. Op mod 500 kg. bruger toget på en enkelt dag. Det gamle lokomotiv har fragtet passagerer og gods, lige siden det blev bygget. Helt indtil 60’erne var det i daglig drift på en af øens sukkerfabrikker. I dag er det i drift et par gange om ugen i sommerhalvåret, når medlemmerne af Museumsbanen kører med turister og selskaber på den 7,5 kilometer lange rute mellem Maribo og Bandholm. Hvert år fragter foreningens frivillige medlemmer ca. 12.000 gæster. I dag skal det gamle tog hente en skoleklasse i Bandholm. Timerne inden afgangen bruger de på at forberede turen. Aspiranten skovler mere kul på kedlen, og han og fyrbøderen går en tur med oliekanden rundt om Kjøge. Der er mange dele, der skal smøres, forklarer Jørgen Abrahamsen, mens han hælder en tyk olie på et kugleleje. Det hele foregår i et roligt tempo med sikker hånd. Her er intet hastværk.

Sammenhold og samvær Udenfor er lokomotivfører Finn Madsen i gang med at rangere vogne til dagens tur. Han er født på en gård på Vestlolland, og som ung cyklede han de 25 km.8

til Maribo, for at se om klubben var noget for ham. Det var den. Nu er han blevet 55, og i morgen skal han fejre sit 40 års jubilæum i klubben for de andre medlemmer. De andre kalder ham bare for Madsen. ”Hvad så Madsen? Tror du vi kan nå en kop kaffe, inden vi skal af sted?” spørger Jørgen Abrahamsen. Det kan de. Og Madsen har taget brød med. Mens mændene drikker kaffe, snakker de indforstået om togvogne og lokomotiver, og Madsen stopper piben med Sweet Dublin tobak. Det gør han tit.

årets første tur. Toget kobles på vognene. Et højt, skingert fløjt lyder. Et fløjt for frem. To for bak. Topfarten er 30 kilometer i timen. Intet hastværk. Sikkert tøffer det tonstunge tog gennem landskabet. Det karakteristiske tug-tug tug-tug lyder fra den gamle dampmaskine, da den kæmper sig op i fart. Madsen hilser til en bil, der venter ved en overskæring. Turen til Bandholm tager 20 minutter gennem skov og marker. Ved den fredede stationsbygning venter skoleklassen, der med en stor portion fascination indtager toget med øjnene. Nogle jubler, andre måber. De får lov at komme ombord, og toget fragter eleverne sikkert til Maribo station, hvor et moderne tog sørger for den videre transport hjem til København.

”Det er hele mit liv. Jeg er ungkarl, så det betyder enormt meget for mig”

Togfører John Nielsen lægger ikke skjul på vigtigheden af det sociale liv i foreningen. ”Vi har været længere sammen med vennerne her, end vi har med familien.” Madsen bakker ham op. ”Det er hele mit liv. Jeg er ungkarl, så det betyder enormt meget for mig.” Selv bruger han op mod 60 dage om året i foreningen. Den fire mand store besætning har tilsammen i omegnen af 100 års erfaring. Her er der sammenhold og rutine. De sidste kopper tømmes, og mændene forlader kaffestuen.

Klar til afgang Kedeltrykket har nået de nødvendige 12 bar, og Kjøge triller langsomt ud af remisen. Maskinen og mændene er klar til

Færdigt arbejde Fra stationen kører Kjøge dagens sidste meter retur til den gamle remise. Dagens opgave er veludført. To korte fløjt

bekendtgør, at toget bakker ind på sin faste plads. Den gamle jernkonstruktion kan holde en velfortjent pause. Besætningen samles foran toget. Det er blevet tid til en øl og en snak om dagens tur. Det er en fast tradition, fortæller John Nielsen. De snakker længe. Der er ingen, der har travlt med at komme hjem.<