Rawiya - af Mie Brinkmann by Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

RawiyA Glimt fra kvindernes Egypten Mie Brinkmann

00 PROLOG

To personer ligger krøllede sammen på gaden. Omkring dem står en gruppe uniformklædte mænd, der skiftevis sparker til dem og slår dem med deres knipler. De trækker en af personerne hen over asfalten. Hendes trøje går op og afslører en blå bh, hvorefter en af de uniformklædte mænd tramper hende på brystkassen. Scenen fandt sted i forbindelse med rydningen af Tahrirpladsen i Cairo i december 2011. Videoen af hændelsen gik verden rundt og etablerede for alvor for omverdenen, at de egyptiske kvinder var på gaden og en aktiv del af revolutionen. Men spoler vi tiden tre år frem, er kvinderne anderledes svære at få øje på. Rawiya er den kvindelige bøjning af historiefortæller på arabisk. Historien om Egypten har i lang tid været domineret af mænd; af faraoher, præsidenter og andre patriarker. Jeg vil gerne give ordet til kvinderne. For hvis historien er en flod af blod og ødelæggelse, må der også findes en bred, hvor der er blevet lavet mad, født børn og vasket tøj. Jeg har derfor bedt tolv kvinder sætte ord på, hvad de ser, som de største udfordringer for Egypten lige nu. Kvinderne er meget forskellige. Olivia er kopter og en del af mindretallet af kristne i Egypten, hvor Sara har været aktivt medlem af Det Muslimske Broderskab i snart seks år. Rascha kommer fra det fattige område Batn el Bahara, hvorimod Faisal er vokset op i overklassen med en far, der var partileder og en svigerfar, der var rektor på Al Azhar Universitetet. Faisal er 74 år, Alyaa er 19. Men de er alle egyptiske kvinder, og de ønsker alle en bedre fremtid for landet. Dette er selvfølgelig ikke hele historien om Egyptens godt fyrre millioner kvinder. Det er derimod tolv stemmer. Tolv små glimt, der måske giver en fornemmelse af, hvad det vil sige at være kvinde i Egypten i dag.

01 MAI BADR 22 Å R ARKITEKTSTUDERENDE EL HARAM CAIRO

Personligt synes jeg, at den største udfordring er, at jeg ikke kan bevæge mig frit. For nogle år siden fik jeg lyst til at cykle til min skole, der ligger godt fire kilometer fra mit hjem. Jeg har altid elsket at cykle, og en dag tænkte jeg; “hvorfor bare drømme, når jeg kan gøre det?” Mine forældres første reaktion var; “hvad snakker du om? Vil du cykle i Cairo?” Men de ville ikke forbyde mig det, så jeg købte en cykel. Jeg cyklede i to år. I begyndelsen fik jeg meget positiv opmærksomhed. “Se, en pige, der cykler i Cairo!” Men med tiden blev det mere og mere sjældent, at jeg tog turen. Jeg har spurgt mig selv hvorfor, og når jeg mærker efter, tror jeg, det er fordi, jeg ikke kunne tage den negative energi fra gaden længere. Jeg ignorerede det i lang tid, men man bliver straffet for at stikke ud fra mængden i Egypten. Folk gloede på mig, som var jeg en idiot, og så var der dumme kommentarer som “var det dét vi fik ud af revolutionen? Kvinder, der cykler?” En dag stoppede jeg helt, og det er jeg virkelig ærgerlig over. Hvad er det for et samfund, hvor det er en besværligt at bevæge sig i det offentlige rum?

02 RASCHA SAEED 34 ÅR RENGØRINGSASSISTENT BADN EL BAHARA

Jeg ved ikke, hvad kvindernes største udfordringer er lige nu, men jeg kan fortælle om mine. Jeg er den yngste ud af en søskendeflok på seks. Vi voksede op i slummen, og mine forældre havde ikke råd til at give mig en uddannelse, så jeg blev gift som 13-årig. Jeg har fire børn: Ahmed, Habiba, Nawal og Muhammed. Jeg arbejder fra kl. 5 om morgenen til omkring kl. 19 hver dag. Jeg er nødt til at have Ahmed med på arbejde, for der er ikke nogen, der kan kigge efter ham, mens jeg er væk. Nogle steder i samfundet siger de, at kvinder ikke burde arbejde. Men jeg er nødt til det. Jeg tjener størstedelen af vores indkomst. Min mand er dagsarbejder og tjener ikke særligt godt. Vi prøver at hjælpe hinanden så godt vi kan. Hvis han skulle finde på at slå mig, minder jeg ham om, at vi kun har hinanden. For at være ærlig mærkede vi slet ikke revolutionen herude. Eneste forskel er, at der er mere ballade. De siger, at Mubarak var en tyv, men i hans tid var der i det mindste ikke alle de bøller, der fylder vores gader nu. Jeg håber, vores næste præsident er god. Jeg er komplet ligeglad med, hvad hans navn er, så længe han kan forbedre vilkårene i slumområderne. Når der ikke er nogen regering, bliver vi glemt.

03 MAYADA WADNOMIRY 23 ÅR DOKUMENTARIST 6TH OF OCTOBER CITY

Min kæreste og jeg vil gerne bo sammen, men for at kunne det i Egypten, følte vi, at vi var nødt til at gifte os. Det er udmattende at være underlagt den form for pres. Derfor har vi også besluttet, at vi gerne vil leve uafhængigt af systemet og langt fra stigmatiseringen. Et liv, hvor vi ikke er tvunget til at være en del af det dræbende bureaukrati i Egypten. Vi vil gerne dyrke vores egen mad, undervise vores kommende børn selv og generelt undgå banker og andre institutioner. Det er den eneste løsning jeg kan se, hvis vi skal blive her. Egypten er et utroligt smukt og rigt land på mange måder. Det er vores hjem. Men vi drukner i det sociale, økonomiske og politiske pres. Som situationen er nu, mister vi en stor gruppe af vores energiske, innovative ungdom, der flytter ud af landet. Hvis den politiske deroute fortsætter, tror jeg ikke, det varer længe, før vi har mistet en hel generation af intellektuelle. De fleste af vores venner er allerede flyttet, og vi overvejer kraftigt det samme.

04 HANIA MANSOUR 32 ÅR ADVOKAT MOHANDESIN CAIRO

Den største udfordring er at gøre op med de fastlåste traditioner og normer, vi har i vores samfund. Jeg mistede min mødom, da jeg var 17 år, hvilket i dette samfund er meget tidligt. Da min ex-mand sagde, han ville være sammen med mig, fortalte jeg ham, at jeg altså ikke var jomfru. Han sagde, at det var fint med ham, for han kendte min mentalitet. Havde jeg blot ænset, at det var et problem, ville jeg ikke have giftet mig med ham. Men efter vi blev gift, begyndte han at tale om det igen. Han ville høre mig sige, at jeg fortrød det; at jeg ikke skulle have gjort det. Men hvorfor skulle jeg fortryde? Jeg er ikke religiøs, og jeg kan ikke lave om på, hvad jeg allerede har gjort. Han var ligesom alle andre mænd her i Egypten. De siger, de er åbensindede, men er det i virkeligheden ikke. Det samme gælder i øvrigt for kvinderne. Jeg har en veninde, der mistede sin mødom tidligt som jeg. Hun ville vide, om jeg synes, hun skulle fortælle det til sin nuværende kæreste eller få den rekonstrueret ved operation. Jeg spurgte chokeret, om hun virkelig overvejede at gennemgå en operation for at leve op til samfundets normer. Det ville jeg aldrig byde mig selv.

05 Olivia Fikrey Massout 26 ÅR UDDANNET CIVILINGENIØR NØDHJÆLPSARBEJDER FOR CARITAS SAFAR BASHA ALEXANDRIA

Som egyptisk kvinde er det svært at gøre noget på egen hånd. Det er for eksempel ildeset, hvis piger rejser udenfor Egypten alene. Jeg har rejst en del med mit nye arbejde og får tit kommentareren: “Hver dag i et nyt land, Olivia, hvorfor?” efterfulgt af en rysten på hovedet. Der er ikke noget status i at være en stærk og selvstændig kvinde. Tværtimod. Min familie er koptisk kristen, og jeg kender derfor de fleste af mine venner fra menigheden. Jeg plejede at undervise i søndagsskolen, men jeg sagde min stilling op, da jeg fik jobbet hos nødhjælpsorganisationen Caritas. Jeg ville prøve noget andet udenfor vores lille samfund i samfundet. Jeg ville ikke udelukkende omgås koptere resten af mit liv. Jeg synes ikke, kirken gør pigerne en tjeneste ved at beskytte dem, som de gør. Pigerne har meget få muligheder for at danne deres egne erfaringer.

06 OM AMIRA 51 ÅR HJEMMEGÅENDE EZBET KHAIRALLA CAIRO

Jeg mener, vores største udfordring er, at vi har mistet følelsen af søsterskab. I løbet af det sidste årti er bygningerne er blevet bedre, men menneskene er blevet værre. Folk er ikke, som de var. De forstår ikke, at vi skal leve sammen på et meget lille areal. Det er en kedelig udvikling, at alle tænker på sig selv først. Før i tiden havde vi hjem af simple materialer som ler og strå. Husene var i dårlig stand, og der var skrald, børn og dyr over det hele, men vi kom hinanden meget mere ved. Vi kunne mødes og spise morgenmad sammen i et rum, og hvis nogen havde mad, delte de uden tøven med os andre. Jeg ved ikke, hvad der er sket. Måske er det på grund af revolutionen, måske på grund af krisen. Ligemeget hvad, håber jeg virkelig, vi får en god præsident, der kan gøre op med fattigdommen og bringe folk tættere på hinanden.

07 FAISAL HAYKAL 74 ÅR PROFESSOR I EGYPTOLOGI ZAMALEK CAIRO

Jeg har aldrig deltaget aktivt i kvindekampen. Jeg er ikke militant af natur. Men måske har jeg påvirket den indirekte. For eksempel arbejdede jeg på et tidspunkt med bevarelse af Egyptens antikviteter i Nubia. Jeg brugte meget tid på det, men de ville ikke tage mig med på feltbesøg. Jeg var meget opsat på at komme afsted og insisterede på, at jeg ikke ville arbejde for at bevare noget, jeg aldrig havde set. Efter lang tids forhandling, gav de mig endelig lov. Jeg var den første kvinde til at besøge stedet. Efterfølgende fik andre kvinder lov, så jeg har måske dannet præcedens. Det har jeg oplevet flere gange i mit liv. Jeg var den første kvinde til at være formand for Den Nationale Sammenslutning af Egyptologer og den første kvinde til at overse bevaringsindsatsen i Sinai. Jeg gør det ikke for at advokere for kvinders rettigheder, men fordi det er en del af mit arbejde. Revolutionen har helt sikkert ændret mentaliteten over for kvinderne i det egyptiske samfund. Kvinderne tog aktivt del i og var en vigtig del af forandringerne. Selvom de blev holdt tilbage af Broderskabet, vil de, så snart situationen tillader det, storme frem igen. Jeg synes, der var mange positive aspekter ved revolutionen. Nu skal vi samle dem op og sørge for, at de ikke dør ud. Men det tager tid. En revolution kan ikke gennemføres på et par dage. Selvfølgelig kan den ikke det.

08 Sara Zakaria Al Askary 25 ÅR PÆDIATER KOM HAMADA

Et par minutter over midnat den 25. november 2013 bankede militæret på døren i vores lejlighed i samme øjeblik, som min forlovede skulle til at fortælle min far om vores bryllupsplaner. Militæret har tidligere været efter min forlovede, så ham og jeg løb op og gemte os hos overboen på anden sal. Vi ventede længe deroppe, og da min mor endelig ringede, var hun helt fra den. De havde anholdt min far, og lejligheden havde de endevendt for beviser. Selv den gule bamse, som jeg havde fået af min forlovede, havde de skåret op. Jeg har selv været medlem og en aktiv del af Det Muslimske Broderskab i seks år. Min far blev medlem efter mig. Men fordi han er en prominent figur her i Kom Hamada, han er byens eneste pædiater og generelt vellidt, ville militæret have ham af vejen, indtil præsidentvalget er overstået. Det er i hvert fald min teori. Min bror var meget fortørnet over det, så han skrev ‘Ned med militærstyret’ på en væg her i byen. Han blev meldt, og nu har de også anholdt ham. Jeg har svært ved at forholde mig til kvinders rettigheder, når de generelle menneskerettigheder efter min mening bliver overskredet hver dag i Egypten lige nu. Jeg har ikke lyst til at forlade landet, men hvis militærstyret fortsætter, kan det blive aktuelt at flytte et andet sted hen af sikkerhedsmæssige årsager.

09 SAMAH ABD ELATY 35 ÅR REDAKTØR PÅ EL WATAN AIN SHAMS CAIRO

Jeg tror, det er sværere for kvinder at gøre karriere i Egypten, end det er for mænd. Kvinder betragtes i mange henseender som andenrangsborgere. Man foretrækker drengebørn frem for piger, og der er bestemte forventninger forbundet med at være kvinde. Min egen mor vil meget gerne have, at jeg skal gifte mig. Hun kan ikke lide mit job. Hun kan ikke lide, at jeg arbejder. Hvis det stod til hende gik jeg hjemme, var gift og havde børn. For fire år siden vandt jeg en stor arabisk journalistpris for min artikelserie om den illegale organhandel i Egypten. Jeg havde foregivet, at jeg ville sælge min nyre, og det lykkedes mig at afsløre et stort netværk af bagmænd. Til prisoverrækkelsen tog jeg min mor med. Der var mange indflydelsesrige mennesker, og de ønskede hende alle tillykke med hendes datter. For mig var det en fantastisk oplevelse. Ikke så meget for prisen, men fordi jeg følte, at hun for første gang forstod og accepterede, at mine ambitioner ligger andre steder end indenfor hjemmets fire vægge. Jeg følte, at jeg havde bygget en bro mellem hendes generation og min egen.

10 ALYAA EMAD ABD EL FATAH 19 ÅR GYMNASIEELEV SIDI BESHR QEBLI ALEXANDRIA

Vi er ikke så mange kvindelige rappere i Egypten. Jeg kender kun til fem-seks stykker. Rapscenen er relativt ny her. Genren er også ret aggressiv i sit udtryk, så for nogle er det svært at acceptere, at jeg er kvinde. Jeg startede med at skrive poesi, men fandt hurtigt ud af, at det er enormt svært at få publiceret. Da jeg først blev introduceret til rap, forstod jeg ikke teksterne, men jeg forstod hurtigt konceptet. Det gik op for mig, at det var uden restriktioner, og så var det forholdsvist simpelt at få ud. Jeg skulle hverken tænke på censur eller platform. Jeg kunne optræde hvor som helst. Jeg skriver altid om problemer i Egypten eller i mit personlige liv. Jeg er meget optaget af at gøre egypterne opmærksomme på det store skel, der er mellem rig og fattig i landet. Det irriterer mig, at vi ikke respekterer hinanden på tværs af klasser. Jeg ser ikke nogen fremtid i Egypten. Jeg vil virkelig gerne forandre landet, men jeg ved også inderst inde, at det aldrig vil forandre sig. Generationen før mig var bedre tænkere. Hvis du går på gaden nu, kan du finde en 10 årig dreng, der ryger og chikanerer pigerne. Det så du ikke før. Det er et spørgsmål om mentalitet. I min sidste rap skrev jeg: Jeg elsker dig, mit land / men jeg kan ikke leve med dig/ Jeg ved ikke, hvordan jeg skal tilfredsstille både dig og mig.

11 AMAL MOHAMED RABIEH SAEED 41 ÅR DAGPLEJEMOR BADN EL BAHARA

Mest af alt er jeg bekymret for børnene. De vokser op i en ustabil tid, og de ser grumme ting, der vil påvirke dem i fremtiden. Selvom forældrene forsøger at beskytte dem, kan de ikke undgå at mærke usikkerheden. For bare ti år siden ville du aldrig finde en mand på gaden, som solgte stoffer eller gik med kniv. Jeg plejede at gå til og fra mit arbejde her i Badn el Bahara på alle tider af døgnet uden problemer. Nu, hvis jeg for eksempel skal ud om aftenen for at købe medicin, oplever jeg mænd på gaden, der stjæler og chikanerer kvinderne. Vi har i flere år ikke haft nogen reel styring af landet. Det kan mærkes. Lige nu ønsker jeg bare en regering, der kan handle, så vi kan komme usikkerheden til livs.

12 KHADIGA TAREK 22 ÅR TANDLÆGESTUDERENDE OG KALLIGRAF SAN STEFANO ALEXANDRIA

Den største udfordring for kvinder i Egypten, som jeg ser det, er helt basalt at blive set og hørt. Kvinders holdninger bliver sjældent taget alvorligt, selvom de er dygtige indenfor deres felt. Lad mig give et eksempel. Folk forventer umiddelbart ikke, at originale ideer kan komme fra en kvinde og slet ikke fra et tildækket hoved. Men når jeg praktiserer min kunst, hvor jeg skriver ord i luften med lys og optager det med et kamera, bliver de alligevel interesserede. Først er de ret skeptiske, men efterhånden som de forstår konceptet, bløder de op. Jeg håber, at jeg ved denne simple manøvre bidrager til at komme fordommene til livs. De unge kvinders mentalitet ændrerede sig under revolutionen. Vi er blevet bedre til at udtrykke os. Vi er blevet bedre til at sige aktivt nej og insistere på, at vores stemme bliver hørt. For mig var revolutionen en af de bedste ting, der er sket i mit liv. Selvom ånden er lav for tiden, er jeg sikker på, at den nok skal komme stærkt tilbage. Egypten, hun er i fængsel nu. Men selv om hendes stemme er lav, selvom hun er svag nu, så vil hun en dag, snart, bryde ud af sit bur.

Mai Badr, 22 år Arkitektstuderende El Haram Cairo

Mayada Wadnomiry 23 år Dokumentarist 6th of October City

Rascha Saeed 34 år Rengøringsassistent Badn El Bahara

Hania Mansour 32 år Advokat Mohandesin Cairo

Olivia Massout, 26 år, Uddannet civilingeniør Nødhjælpsarbejder for Caritas Safar Basha Alexandria Faisal Haykal 74 år Professor i Egyptologi Zamalek Cairo

Samah Abd Elaty 35 år Redaktør på El Watan Ain Shams Cairo

Amal Mohamed Rabieh Saeed 41 år Dagplejemor Badn el Bahara

Om Amira 51 år Hjemmegående Ezbet Khairalla Cairo

Sara Al Askary 25 år Pædiater Kom Hamada

Alyaa Abd el Fatah 19 år Gymnasieelev og rapper Sidi Beshr Qebli Alexandria

Khadiga Tarek, 22 år Tandlægestuderende og kalligraf San Stefano Alexandria

02 04 06 08 10 12

RAWIYA Glimt fra kvindernes Egypten © Mie Brinkmann 2014 Forsideillustration af Khadiga Tarek 60 sider, 17,6 x 25 cm, DMJX Dummy edition, 4 eksemplarer Printet hos Vester Kopi, København En stor tak til alle medvirkende samt til Dennis Lehmann, Malte Kristiansen, Mads Greve, Søren Pagter, Morten Germund, Kasper Palsnov, Ahmed Hayman, Kathrine Højte, Søren Toft, Nancy Naser al Deen, Mohammed Diab, Kiki Hansen, Jens Anton Bjørnager, Sofie Loumann, Rasmus Bøgeskov, Astrid Dalum, Malene Korsgaard, Peter Helles, Ola Atef, Emil Ryge, Simon Fals og Tor Birk Trads.