Remzi

Stedet de kalder hjem

Stedet de kalder hjem Af Lasse Bak Mejlvang

Den danske behandling af asylansøgere har gennem de sidste ti år været et omdiskuteret emne, både hos politikerne, i medierne og i den danske befolkning.

Stramningerne i lovgivningen i 2010, omhandlende tvangsudvisninger af psykisk syge asylansøgere til deres hjemland, har medført en stadig stigende debat og har betydet en usikker skæbne for de hjemsendte.

Denne bog handler om en af disse skæbner. Den 16-årige Remzi Baftijari.

Remzi Baftijari kommer til Danmark i 1999, blot to år gammel. Krigen i Kosovo er på sit højeste, men det lykkes alligevel halvdelen af hans familie at skaffe penge nok til at tage flugten til Makedonien. Her bor de i flygtningelejre i Skopje i over 40 dage.

Remzis farmor er sigøjner, et hadet folkefærd i de albanske kredse, da befolkningsgruppen bliver beskyldt for at hjælpe og arbejde for serberne gennem krigen i eks-Jugoslavien. Familien frygter for deres liv og sikkerhed.

Efter en kort periode i isolation bliver de fløjet til Danmark.

Det er tidligt. Månen har netop lagt sig, og solen er på vej til at overtage dens plads.

Det er mange timer, siden Remzi lagde sig i sin nye seng. Han har ikke sovet. Lyden fra de klikkende mobiltaster har været gennemgående det meste af natten. Han er rastløs. Hænderne er konstant i gang. På mobiltelefonen eller pillen i håret. Selv når det lader til, at han sover, er der bevægelse i hans krop. Små spark under dynen og snakken i søvne.

Det er nu fire måneder siden, han har fået sin medicin. Abilify, som hjalp ham af med de depressive og hallucinerende tanker, og som gjorde, at han kunne falde til ro og sove om natten. Et præparat, som han ifølge dansk lovgivning har krav på efter sin tvangsudvisning til byen Gjilan i Kosovo. Et præparat, som de danske myndigheder mente, sagtens skulle kunne købes i Kosovo, da de afviste Remzis ansøgning om humanitær opholdstilladelse. Men et præparat, som ifølge Adnan Mustafa, chefmediciner hos Pharmarks, ikke forhandles et eneste sted i Kosovo.

Remzis mor forlader ham kort efter fødslen, og ingen har set hende siden. Om hun blev offer for krigen eller befinder sig et sted i Kosovo, står stadig hen i det uvisse.

Remzis far tager flugten til Danmark sammen med resten af familien, men forlader senere drengen til fordel for et giftermål med en anden kvinde. Siden har Remzi ikke haft kontakt med sin far.

Til gengæld har Remzi altid haft sine bedsteforældre ved sin side. Hans farmor tog flugten til Danmark og fungerede gennem Remzis barndom som hans mor.

Senere støder farfaren til, og de starter sammen et familieliv, der skal vise sig at foregå inden for forskellige asylcentrets vægge de næste mange år. ”Jeg boede på syv forskellige centre gennem min opvækst i Danmark. Hvis jeg tænker tilbage på min barndom, kan jeg faktisk ikke huske specielt meget. Det var, som om tingene gentog sig selv. Hver gang vi kom til et nyt center, var det lidt det samme. De samme slags mennesker. De samme slags problemer. Tiden i Jelling asylcenter er det, jeg husker mest fra. Børnene proppede sne i udstødningsrørene på bilerne. Jeg tror, de kedede sig meget. Og så kan jeg huske, at de en gang imellem fik tæsk af deres forældre, når de var for frække.” ”Jeg holdt mig meget inde dengang. Kan huske, at jeg var meget på mit værelse.

Jeg tror ikke som sådan, at det var et hårdt miljø, men jeg var stadig ikke tryg ved at bevæge mig for langt væk fra vores dør. Allerede dengang havde jeg nogle gange svært ved at sove om natten. Jeg var tit bange som dreng og kunne ikke forklare hvorfor. Jeg tænkte tit, hvorfor kan jeg ikke sove, når nu alle andre kan. Vidste jo ikke, der var noget, der hed depression, medicin og psykiske sygdomme dengang.”

“Min krop er i Kosovo, men mit sind er ikke�

Remzi vågner, ved at hans bedstefar rusker i ham. Han er træt. Han har siddet ved computeren det meste af natten. Søvnløs. Urolig. Hjemsendelsen af flere af hans venner har vækket angsten for en kommende tvangsudvisning.

Det er tidligt. Nærmest nat. Rundt om hans seng står fire betjente. Remzi får fem minutter til at pakke sine ting. Alle hans ting er i det 15 m2 værelse på Røde Kors Asylcenter Kongelunden. Hele hans liv. Men han bliver tvunget til at forlade det meste. Tasken med hans computer og det vigtigste tøj bliver pakket. Betjentene tager hans telefon, og han når ikke at sige farvel til sine venner, før døren bliver lukket til bussen, som transporterer ham og hans farfar til Roskilde lufthavn. I flyet er der 29 andre asylansøgere fra Kosovo. Og 29 betjente. En for hver udvist. Det er kun betjentene, der snakker. Noget om Tour de France. Hvem der kommer til at vinde den afgørende etape. Remzi synes, det virker så utrolig ligegyldigt.

”Situationen i Kosovo ser sådan her ud. Herovre, hvor vi bor, er det mere end halvdelen af gaden som ligger i ruiner og er ødelagt. Man kan kun se de ”gode” sider af Kosovo, hvis man har penge eller er turist, dette er ikke tilfældet her. Personer, der bor herovre, har ikke jobs, og de sidder nærmest og tæller dagene. Der er nogen, som får hjælp, pension tror jeg nok. Hvilket ikke er så meget, højst 50 euro. Med de penge skal de betale for mad, husleje, el, vand og alt det der. Det er så om måneden.

Vi blev sådan lidt chokerede, da vi fandt ud af det, fordi vores situation i Kosovo er af helveds til. Det eneste familie vi har, er min farfars bror. Resten af vores familie er i Danmark, min afdøde farmor ligger begravet i Danmark.”

Sms skrevet til asylret af Remzi fire dage efter tvangsudvisningen

Det er eftermiddag, Remzi løber på den åbne boldbane i midten af Røde Kors Asylcenter Kongelunden, og spiller fodbold med et par venner. Ved barak 44 ligger Kadishe, Remzis farmor. Hun ligger midt på græsset med øjnene op mod himlen.

Mennesker samler sig omkring hende. Kadishes hjerte slår ikke. Hun trækker ikke vejret. Kort efter ankommer ambulancen til Kongelunden.

Senere dør hun på Hvidovre Hospital. ”Jeg tror, det spillede en virkelig stor rolle, da min farmor døde, for hun var jo praktisk talt som en mor for mig. Hun passede på mig hele mit liv. Jeg blev på en måde rigtig sur. Jeg fik en masse selvhad, jeg ved ikke hvorfor. Dernæst fik jeg rigtig mange mareridt, og det udløste søvnløsheden for alvor. Jeg begyndte at drømme om tragiske ting fra Kosovo. Ting jeg må have glemt, men som kom i mine drømme.

Nogle gange så jeg min farmor. Jeg blev bange for at falde i søvn, og det gjorde mig virkelig træt. Jeg kunne ikke koncentrere mig og fik humørsvingninger. Efterhånden blev jeg sur på folk og ville hellere isolere mig end være ude. Jeg prøvede at bevare mine besøg i Kongelundens ungdomsklub, men det var svært. Der var en periode på tre måneder, hvor jeg slet ikke kom i klubben. Der sad jeg bare derhjemme foran min computer. Jeg glemte faktisk, hvad jeg havde i mit liv. Jeg glemte, at jeg var på et asylcenter. Jeg glemte det hele.”

Efter farmorens død bliver Remzi indlagt i et syv ugers forløb på Hejmdal, et børne- og ungdomspsykiatrisk center. Her bliver han diagnosticeret depressiv af svær grad og med psykotiske symptomer. Efter flere forsøg med forskellige medikamenter lykkedes det psykiaterne at finde et præparat, der virker. Abilify. Remzi begynder igen at sove om natten. Han har stadig mareridt en gang imellem, men behandlingen virker, så længe Remzi modtager sin daglige dosis. Hans psykiater, Anne Heurlin, vurderer derudover, at Remzis behandling bedst kan foregå på Hejmdal, hvor det lille trygge miljø og den forudsigelige hverdag vil tilgodese Remzis behov. Det vurderes derudover, at Remzi er i stor risiko for udvikling af svær psykisk lidelse, og at hans trivsel og udvikling er alvorligt truet. Disse vurderinger sker vel at mærke før Remzis tvangsudvisning.

”Jeg føler ikke, jeg kan se planerne for mig her i Kosovo. Ikke i forhold til da jeg var i Danmark. Selv om jeg var presset dengang, over at være asylansøger, så kunne jeg snakke med min psykolog. Jeg kunne faktisk se en mening med min fremtid.

Jeg kunne ikke forudse min næste dag, men det store billede, det kunne jeg godt se.

Det må jeg indrømme, jeg har meget svært ved hernede.”

Det slår gnister fra ovnen ved endevæggen. Varmen har ikke fundet vej til det store opholdsrum endnu. Det har lyset heller ikke på trods af de store vinduespartier.

Det er gråt og blæsende udenfor. Men den kraftige gule pære i midten af loftet, smider et falsk skær af varme fra sig. Det er over middagstid. Remzi gnider sig i øjnene med den ene hånd, mens han tjekker Facebook med den anden. Endnu en nat er overstået i Kosovo. Naboens internet virker for en kort stund. Der er én internet bar på hans telefon. Facebook er hans liv for tiden.

Hans linje til Danmark og omverdenen.

Remzi og hans farfar bor i et toetagers hus i byen Gjilan, godt en times kørsel fra hovedstaden, Pristina. Huset tilhører farfarens ældre bror. Her deler Remzi og farfaren et værelse på 10 m2. Men de er i huset på lånt tid, da brorens børn vender hjem til foråret, og dermed står de begge uden et sted at være.

Remzi kan albansk til husbehov, men kan hverken skrive eller læse sproget. Han har prøvet at være i skole nogle dage, men kan simpelthen ikke følge med i undervisningen og har været nødt til at give op. Arbejdsløsheden er på 65 procent, og det er nærmest umuligt at få et job uden en uddannelse i Kosovo for tiden. ”Mulighederne er meget begrænset hernede. Jeg vil godt kunne gå i skole, men har meget svært ved at følge med. Det koster ikke direkte penge at gå i skole hernede, men tilbehøret er enormt dyrt. Bøger, materialer, blyanter, kuglepenne, det hele koster bare mange penge. Penge vi ikke har. Og jeg har meget svært ved at læse og forstå, hvad de siger. Jeg vil ikke bare sidde der og ikke forstå noget, det er spild af tid og penge.”

”Min krop er i Kosovo, men mit sind er ikke. Jeg lever på en måde stadig den danske livstil, jeg er ikke blevet vant til den her måde at se livet på. Jeg bliver især mindet om det i mit sprogbrug. Min dialekt er helt væk. Og jeg forstår heller ikke størstedelen af det, de siger. Det får mig stadig til at føle, at jeg ikke er herfra. For det meste gider jeg ikke fortælle min fulde historie til tilfældige bekendte, vi møder.

Derfor siger jeg ofte, at jeg bare er på ferie. Jeg føler mig faktisk mest af alt som en indvandrer i mit eget land.”

Humanitær opholdstilladelse kan søges af udenlandske asylansøgere med specielle behov. Hvis ansøgeren lider af en meget alvorlig sygdom, kan der i specielle tilfælde gives humanitær opholdstilladelse og dermed tilladelse til at blive i Danmark og få behandling.

Efter regeringens stramninger på asylområdet i 2010 blev det muligt for Danmark at tvangsudvise psykisk syge asylansøgere, selvom deres behandling er i gang i Danmark på tidspunktet for hjemsendelsen. Om den psykiatriske behandling vil kunne forsættes i hjemlandet, tages der ikke højde for. Eneste krav er, at det medicinske medikament, som den udviste er blevet påbudt i sin behandling, er til stede et eller andet sted indenfor hjemlandets grænser.

Efter ankomsten til Kosovo er det ikke lykkedes Remzi at finde sin medicin, Abilify.

Han har besøgt samtlige apoteker i Gjilan, hvor han bor og har snakket med forskellige læger og psykiatere, som alle siger, at Abilify ikke findes i Kosovo, og at det er et alt for dyrt præparat til deres medicinske marked. Efter hans medbragte medicin var opbrugt kort efter ankomsten til Kosovo, har Remzi ikke fået sin medicin. Hans medicinske behandling stoppede dermed fra den ene dag til den anden, uden overvågning af praktiserende læge eller psykiater.

Remzi blev tvangsudvist den 11. juli 2013. Ved bogens udgivelse er det fem måneder siden. Remzis sag om humanitært ophold skulle ifølge både udenrigs- og justitsministeriet stadig være åben. Hvornår afgørelsen falder, ønsker ingen af ministerierne dog at udtale sig om. På spørgsmålet om hvornår adgangen til Abilify i Kosovo bliver tilgængelig, er begge ministerier også tavse.

Tak til Remzi Baftijari, hans skønne farfar og resten af folket, der gjorde tiden i Kosovo til et evigt minde.

Tak til Morten Germund for hudløs ærlighed. Tak til Lasse Cato, du ved selv hvorfor. Tak Sofie.

Sidst, men ikke mindst, tak til AFA fonden.

Uden støtte fra jer var hverken tur eller bog blevet til noget. Tak.