S o f a s o v e r n e I årevis har de klaret sig fra dag til dag. Mærket misbruget ånde for dem. Overnattet i tilfældige trappeopgange, under åben himmel eller i gæsteværelset hos venner og familie til det en dag bliver for meget. For alle parter. De må videre. Tilliden er skredet. Ud på gaden. Til mændenenes forhærdede overtal. Optur. Nedtur. Iklædt overlevelsesinstinkt og svigt på svigt. De møder kærligheden. Den er måske flygtig og ond. Men den har en sofa. I starten er den gratis og med et stænk af lykke. Med tiden koster den noget. Sexuelle ydelser, stoffer, penge eller måske et måltid. De skylder. Det er stressende og uholdbart. Kærestens bolig er hans. De lejer ikke selv. Men de tager deres valg. De udsatte. Hvis de tør. Værelserne på anden sal er nydeligt nymalede og ens klædt i møbler fra Ikea. Der er højt til loftet og de spindelvævstynde rullegardiner gør modlyset kærligt og hjemligt. Det er trygt at sove i de hårde skygger. Den lange hvide gang fordeler skæbnerne ind én for én. Kvinderne. ”De usynlige hjemløse” eller ”Sofasoverne”, som de er blevet kategoriseret, inden de flytter ind på mellemstationen Sundholm. Her har de helle. Skrøbelige og taknemmelige. For en stund.
Fotografi og tekst af Helle Arensbak