Sort vand by Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

sort vand af Thomas Lekfeldt

www.thomaslekfeldt.com mail@thomaslekfeldt.com +45 5156 1940

sort vand af Thomas Lekfeldt

ÂŠ Thomas Lekfeldt 2007

Flodens døde vand Buriganga-floden er Dhakas pulsåre. Overalt ses små ydmyge og slidte træbåde, der bliver roet af vejrbidte mænd. De zigzagger frem og tilbage over floden, mens de kæmper en evig kamp for at undgå større og mindre fragtskibe og færger. Langs bredderne bader folk, vasker tøj og læsser varer af rustplettede skibe. Og utallige krager, der leder efter spiselige efterladenskaber, flyver rundt langs flodens blegsorte vand. Det er denne farve, der er det tydeligste tegn på, at noget er helt galt. Vandet stinker. Af kloak, af kemikalier. Af det affald og urensede spildevand, som bliver ledt ud i floden fra industri og kloakker. Men langt fra alle er opmærksomme på den fare, det udgør. En 31-årig rickshawchauffør bader under Babubazar broen hver morgen og aften og har gjort det, lige siden han var dreng. Han synes ikke, at der er noget galt med floden. ”Vandet gør os stærke,” fastslår han, inden han dykker ned under vandoverfladen for at skylle byens støv af kroppen. Det er tvivlsomt, om det passer. Men der findes ingen specifikke undersøgelser af virkningerne af at bruge det forurenede vand til badning, tøjvask og andre formål, hvor vandet kommer i kontakt med kroppen. En del af de badende her klager dog over kløe, øjenproblemer og ubehag ved at bade i floden. Men som flere forklarer, har de ikke andre steder at gå hen. De er fattige og har ikke nogen alternativer. En del af forureningen stammer fra kloakudledning fra indbyggerne, men det største problem er spildevand fra de mange garverier, som ligger i bydelen Hazaribagh i det sydvestlige Dhaka ved en lille biflod til Buriganga-floden. Hver dag ledes omkring 50.000 tons spildevand ud fra industrierne i området, primært garverierne. Udledningen flyder urenset ud i floden. Ved flodbredden står 43-årige Emdad Hossein, der voksede op i Dhaka, men nu bor i Patuakhali i det sydlige Bangladesh. Han tager ofte til Dhaka med færgen og bliver hver gang konfronteret med flodens forværrede tilstand. Emdad Hossein fortæller, at han i slutningen af 70’erne tit svømmede frem og tilbage over floden sammen med sine kammerater. Dengang havde floden ikke den

Bangladesh

sorte farve, og vandet lugtede heller ikke på den måde, som det gør nu. Floden var allerede begyndt at blive forurenet, men det var ikke nær så slemt. Tit så han fiskere sejle ud på floden om morgenen for at fange rejer og forskellige fiskearter. Hver dag købte Emdad Hossains familie frisk mælk i bydelen Keraniganj ved flodbredden. Han fortæller, at sælgerne kunne finde på at snyde og fortynde mælken med flodvand, så der engang imellem var rejer i den. Det er meget usandsynligt, at noget lignende ville kunne ske idag. For floden er på det nærmeste klinisk død, og der er ingen rejer længere. Det skyldes primært, at vandet er meget iltfattigt på grund af organisk forurening, både fra garverierne og anden udledning. Der er kun få, hårdføre dyr og organismer tilbage, når forureningen er på sit højeste i slutningen af den tørre sæson. Når man en solbeskinnet majdag sejler over de sorte vande i en af de små træbåde, ser man ingen fisk eller insekter i vandoverfladen. Blot en enkelt død, hvid kat skvulper rundt mellem skraldet. Der er heller ikke andre tegn på, at der er eller har været liv i floden. Ingen rovfugle, som dykker ned efter fisk, kun kragerne ved vandkanten. Ingen smådyr. Intet liv. Det skyldes spildevand, der dræner floden for ilt. De organiske affaldsstoffer bliver nedbrudt i vandet, og den proces kræver ilt, hvilket resulterer i det meget lave iltindhold. Spildevandet fra garverierne indeholder samtidig kemikalierester, blandt andet krom. Krom er kræftfremkaldende, og kan samtidig være skyld i en række andre

sygdomme og skavanker, for eksempel hud- og lungesygdomme. Kromindholdet i floden kan relativt nemt reduceres kraftigt. Det er muligt for fabrikkerne gennem en simpel kemisk proces at rense spildevandet for krom, så tungmetallet kan bruges i produktionen igen. På den måde kan deres udgifter nedsættes, samtidig med at forureningen mindskes. Faktisk kan et anlæg til genanvendelse af krom finansiere sig selv i løbet af et par år. Men kun meget få garverier i Hazaribagh gør brug af denne mulighed. Der er ét vandrensningsanlæg i Dhaka. Her er der kapacitet til at rense 10-12 procent af byens spildevand, men kun cirka en tredjedel af kapaciteten udnyttes på grund af problemer med blokerede rør og skader på systemet. Intet af det forurenede vand, som bliver udledt fra garverierne, renses her. Der var tidligere tale om at bygge et resningsanlæg i Hazaribagh, men planerne er løbet ud i sandet. Siden 2003 har det været planlagt at flytte garverierne til Savar i udkanten af byen, så produktionen kan foregå under mere ordnede forhold. Men uenigheder mellem garverierne og regeringen om, hvem der skal betale regningen for flytningen, har indtil nu udskudt projektet. Emdad Hossein er vred over flodens tilstand og over, at der ikke er blevet gjort noget ved den. Han synes, at det er sørgeligt, at vandet er blevet så forurenet. ”Vi er stolte af floden, som folk i London er stolte af Themsen. Men det er frygteligt, som floden er nu. Forureningen er meget skadelig for dyrelivet og for os selv, især for fattige folk, som ingen alternativer har. Det er et menneskeskabt problem. Så vi skal redde floden,” siger han. Problemerne er i høj grad sæsonbestemte. Når monsunen rammer landet omkring slutningen af maj eller begyndelsen af juni med torden, regnskyl og stigende vandstand i floderne, hjælper det for en tid på forureningen i Buriganga-floden. Det skyldes, at spildevandet fortyndes på grund af den større vandmængde i floden. Indtil den tørre sæson vender tilbage, og floden igen dør sin stille død. Eller rettere bliver dræbt – af spildevandsudledning og anden forurening. Som Mihir Biswas fra Red Buriganga Bevægelsen udtrykker det: ”Bangladesh er skabt af floderne, landet bliver holdt i live af floderne. Men vandet i Buriganga er ikke vand. Floden er ikke en flod.”

Buriganga-floden - Det siges, at Ganges-floden indtil for nogle hundrede år siden havde sit løb, hvor Buriganga-floden nu er. Derfra har floden fået sit navn – Buriganga betyder den gamle Ganges. - Floden er cirka 27 kilometer lang. Nord for byen kommer det meste af vandet fra Turag-floden, og syd for løber den ind i Dhaleshwari-floden. Spildevandsudledning - Hver dag udledes der omkring 50.000 tons spildevand fra industrierne i området, primært garverierne. Herudover er der to fabrikker, som producerer maling, samt en limfabrik. - Samtidig udledes der lidt under 38.000 tons ikke-industrielt spildevand. Organisk forurening - Målinger fra maj 2006 viste en meget stor grad af organisk forurening i floden. - Iltindholdet i vandet må helst ikke være under 4 mg. per liter, hvis de fleste dyr og planter skal kunne leve i det. I Buriganga-floden er der ofte under 1 mg. ilt per liter vand i den tørre sæson, det vil sige fra november til maj. Krom-forurening - I maj 2006 viste en måling af spildevand i Hazaribagh et indhold af krom på 30,67 mg. per liter vand, hvilket er over 60 gange så meget som maksimumsgrænsen for vandmiljøet i Bangladesh. - Dog viste en undersøgelse af kromindholdet i vandet fra 2002 mængder under de acceptable 0,5 mg. per liter flodvand. - Indholdet af krom er meget svingende afhængigt af årstid og graden af aktivitet i garverierne. Garverier - Der er omkring 200-250 garverier i Hazaribagh i Dhaka. - Cirka 50 af dem er større virksomheder, mens resten er små, uformelle produktionssteder. - Der eksporteres årligt læderprodukter for cirka 1,5 milliarder kroner fra Bangladesh (2004)

Flodhavnen Sadar Ghat Hvis Buriganga-floden er Dhakas pulsåre, så er Sadar Ghat flodens og byens hjerte. Fra tidlig morgen til sen aften lægger bådene til ved den lange, rustne pontonkaj, hvor der sælges alt fra cigaretter til frugt i små boder. Der er en evig strøm af mennesker ud og ind af bådene. Sadar Ghat er en af verdens største flodhavne. Gennemsnitligt 30.000 mennesker ankommer til eller tager afsted fra færgeterminalen hver dag med rundt regnet 200 større og mindre passagerfærger. Her og der ligger sovende børn og voksne, helt upåvirkede af larmen. De ligger enten på tyndslide, plettede tæpper eller direkte på træplankerne. Et par splitternøgne børn hopper smilende i vandet fra kajen og klatrer op igen af en rusten ankerkæde, der er tyk som en træstamme. Passagerfærgerne bruges også til transport af alt fra kokosnødder til kricketbats. Så snart en færge er tømt for passagerer, bliver der knoklet med at læsse varer over i små både, som sejler dem ind til frugt- og grøntsagsmarkedet, der ligger langs flodbredden. Indtil den næste båd ankommer med tudende horn og lægger til ved kajen proppet med rejsende og varer. Rundt om færgekajen er vandet forurenet af brændstof fra bådene. En fedtet hinde af olie dækker vandoverfladen her og der, den får vandet til at skinne i alle regnbuens farver.

Garverierne Inde i et af de mange garverier kører store, mørke tromler rundt og rundt med huder, som skal vaskes og garves. Der er en skarp lugt af ammoniak i luften. Under tromlerne ligger huderne i damme med mørkeblåt vand. Nogle mænd iklædt blå plastikforklæder flytter våde læderstykker fra en af tromlerne over på en lille vogn, så de kan komme videre i garvningsprocessen. Rundt omkring står store stabler af læder under plastikpresseninger. Når huderne skal forarbejdes til læder, bliver de først tørret. Så desinficeres de og lægges i blød i forskellige kemikalier, hvorefter overhud, hårrødder, fedt og lignende fjernes ved håndkraft eller i maskiner. Også her bliver der brugt diverse kemikalier. Selve garvningen sker ved hjælp af en opløsning, der indeholder krom. Det blødgør og styrker læderet. Det er kemikalieresterne og det organiske affald fra disse processer, der hver dag bliver udledt i Buriganga-floden i store mængder gennem kloakudløb, små kanaler og vandløb, eller via vådområderne i bydelen. Samtidig er der en meget stor sundhedsfare for de ansatte på garverierne. De risikerer blandt andet at få hudsygdomme, diarré, feber, nyreproblemer og kræft. 90 procent af arbejderne dør, inden de bliver 50 år. Efter garvningen bliver læderet presset, bearbejdet og eventuelt farvet. Det foregår i en anden bygning, hvor sorte læderstykker hænger ned fra loftet, række efter række så langt øjet kan se. To skjorteklædte mænd sidder bøjet over skemaer og en gammel lommeregner. De holder styr på antallet af læderstykker, som et par andre mænd, svedige af det hårde arbejde, slæber frem og tilbage imellem to store stakke. Nu er læderet klart til at blive syet til sko, jakker, tasker eller bælter. Det foregår på etagerne ovenfor. Lige ovenpå sidder saree-klædte kvinder i lange rækker bag symaskiner og syr sko med koncentrerede blikke. Rundt omkring står gule kasser fyldt med tilskårne læderstykker eller med halvfærdige sko. Sko som disse, såvel som andre læderprodukter, er en populær eksportvare. Især Japan, men også USA og EU, aftager store mængder lædervarer fra Bangladesh.

Stanken af død Små vandløb slynger sig mellem de faldefærdige skure og små hytter bygget af palmeblade i Hazaribagh. Stanken af død, af kohud, af rådnende kød, er ulidelig. Den sætter sig først i halsen som en kvalmende fornemmelse, og man skal ikke opholde sig her særligt længe, før den kan føles helt ned i maven. 45-årige Razia Begum har boet i området hele sit liv og mindes, da der stadig var rismarker i området for 30 år siden. På det tidspunkt var der allerede garverier i Hazaribagh, men slet ikke så mange som nu. De første blev bygget midt i 60’erne, og i løbet af 80’erne voksede industrien sig stor. Razia Begum henter drikkevand fra en vandboring lige ved et lille, slamfyldt vandløb. Vandet lugter ofte dårligt, så hun koger det for at mindske risikoen ved at drikke det. Lugten fra vandet skyldes dog ikke nødvendigvis forureningen fra garverierne. De skadelige stoffer, som udledes, bliver foreløbig aflejret i de øvre jordlag, og udgør derfor ikke umiddelbart en risiko for grundvandet. Men stille og roligt trænger forureningen længere og længere ned i jorden. Så der er fare for, at grundvandet med tiden vil blive ødelagt. Razia Begum synes, at forureningen bliver værre og værre. Hun og hendes naboer har problemer med diarré, hoste, udslæt og andre hudsygdomme, fortæller hun. De er ikke de eneste. Store dele af befolkningen i Hazaribagh lider af sådanne sygdomme. Andre hyppige lidelser er høj feber, urinrørsinfektioner, tandsygdomme og forskellige typer kræft, for blot at nævne nogle få. Desuden er der en høj forekomst af retarderede børn.

intet valg I vådområderne i Hazaribagh, hvorfra det forurenede vand løber ud i Buriganga-floden, er der små dambrug. Her opdrættes afrikanske magur, der er en malleart, som blev indført i Bangladesh i 1989. Nogle gange slipper der fisk ud af de bambusbure, hvor de opdrættes. Mithun Rajbansi, der har fisket her i fem år efter undslupne fisk, kaster tålmodigt sit net ud. Det bliver ikke til voldsomt meget, en enkelt eller to små maller i hvert kast. Og derudover en hel del sort slam, plastik og andet affald, som han vasker af nettet, før han atter kaster det ud. Den hårdføre fiskeart er i stand til at klare sig i det iltfattige og forurenede vand. Den kan overleve, selvom iltindholdet er nærmest lig nul. Fiskene har en kedelig tendens til at udrydde andre dyrearter – de spiser alt, hvad de kommer i nærheden af. I 2003 blev en tre-årig dreng efter sigende slået ihjel af maller, da han legede i en fiskedam i Mymensingh i det centrale Bangladesh. Der er stor risiko for, at de fisk, som Mithun Rajbansi og andre fiskere i området fanger, indeholder tungmetaller og andre skadelige stoffer. Sundhedsfaren ved at spise dem er meget høj. Men tungmetaller eller ej, så fisker Mithun Rajbansi cirka fire timer hver dag for at tjene til dagen og vejen, tid nok til at fange gennemsnitligt et kilo fisk. Han sælger dem på et nærliggende marked for 60 taka kiloet, rundt regnet fem kr. Ligesom folk bor og lever i de små vakkelvorne hytter mellem spildevandsudledningerne. Og garveri-arbejderne går på arbejde hver dag til trods for sygdomsfaren, fordi de ikke har noget valg. Det er ikke kun her i Dhaka, eller for den sags skyld i Bangladesh, at situationen er sådan. Mange steder er der store problemer med forurening af floder, vandløb og hav, især i den tredje verden. Korruption, manglende viden, dårlig planlægning og elendig økonomi er blandt de vigtigste årsager. Meget ofte er forureningsproblemerne forbundet med produktion af varer, som eksporteres til den vestlige verden. Så længe vi i lande som USA, Italien, Japan og Danmark efterspørger billige sko, jakker eller tasker uden at stille nævneværdige krav til velfungerende og sikre produktionsforhold, vil der ganske sikkert blive ved med at være massive problemer med sygdom og ødelæggelse af plante- og dyreliv på grund af forurening. Og verden over vil der være floder, der på grund af spildevand er sorte som blæk.

Billeder

Tromler til garvning af læder

Læder ophængt i loftet i garveri

Skybrud

Kvinder bærer huder i et garveri

Badende under Babubazar broen

Kvinde ved flodbredden

Garverier i Hazaribagh

Vandløb fyldt med slam

Bambusstænger i vandkanten

Garverier i Hazaribagh

Hund ved Keraniganj

Kohorn fra læderproduktionen

Udsigt over floden fra taget af en moske

Kvinde ved bredden af et vandløb

Badende ved Babubazar broen

Mand vasker sig

Færge ved Sadar Ghat flodhavnen

Plastik vaskes, så det kan genbruges

Farvning af stof

Affald fra garverierne

Færger langs flodbredden

37 Tøjvask i Hazaribagh

Skibsbygning i Keraniganj

Fiskeri i vådområderne ved Hazaribagh

Kvinde i passagerfærge

Pige løber over bro

Mænd sover på kajen

Robåde sejler over floden

Aftenbøn på taget af færge

Bådmænd i regnskyl

Sunket robåd ved Sadar Ghat

Arbejder, der lige har læsset kokosnødder af færge

Mellem to færger

Kokosnødder læsses over i små både

Affald fra garverierne

Badning i nærheden af Babubazar broen

Garveri i Hazaribagh

Huse på stylter ved biflod til Burigangafloden

De faktuelle oplysninger i denne bog stammer primært fra: - Interview med Imamul Huq, professor og leder af Afdelingen for jord, vand og miljø på Dhaka Universitet - Interview med ingeniør Mahburur Rahman fra Institute of Water Modelling (IWM) i Dhaka, herunder undersøgelse af forureningen i Buriganga-floden fra maj 2006 - Undersøgelse af vandmiljøet og virkningerne af forureningen i Hazaribagh fra 2002, bragt i Atlas of Urban Geology nr. 14 - Rapport om læder- og fodtøjs-eksport fra Bangladesh lavet for UNCTAD i 2003 - Artikel om overfladevandsforurening i blandt andet Dhaka, bragt i Environmental Management volume 28 nummer 4 - Artikler fra den største engelsksprogede avis i Bangladesh The Daily Star Sort vand © Thomas Lekfeldt 2007 www.thomaslekfeldt.com mail@thomaslekfeldt.com +45 5156 1940 En varm tak til alle, der har hjulpet med tilblivelsen af dette projekt