3 minute read

Anbefaling 04: Giv borgerne mere direkte adgang til byrådet

Anbefaling

Giv borgerne mere direkte adgang til byrådet

Anbefaling

Borgerne efterspørger større indflydelse på kommunalpolitikken. Derfor anbefaler Handletanken, at byrådet giver borgerne en mere direkte adgang til at få deres idéer og forslag diskuteret af byrådet.

Vi foreslår, at byrådet afprøver forskellige metoder til at give borgerne en mere direkte adgang til byrådet. Det kan f.eks. være ved at lave forsøg med spørgetid før byrådsmøder eller ved at afprøve metoder som borgerforslag, borgersamlinger og borgerting.

Vi foreslår, at kommunen kommunikerer mere og bedre om de muligheder, som allerede findes for at få adgang til byrådet, byrådspolitikerne og de politiske sager i kommunen.

Motivation

Som udgangspunkt for Handletankens arbejde gennemførte Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), Aarhus Kommune og Silverbullet en kvalitativ og kvantitativ kortlægning af borgernes syn på, og deltagelse i, det lokale demokrati. Undersøgelsen viser, at 44 pct. af de adspurgte mener, at demokrati først og fremmest burde være borgernes aktive deltagelse i en stor del af de politiske beslutninger. Den viser også, at 59 pct. er delvist enige eller helt enige i, at flere kommunalpolitiske spørgsmål burde afgøres i lokalområderne eller af brugerne selv, fremfor at byrådet træffer alle beslutningerne. Der tegner sig således et billede af, at borgerne efterspørger større og mere direkte indflydelse på kommunalpolitikken.

Undersøgelsen viser også, at det især er inden for Teknik og Miljøs område, borgerne ønsker at blive inddraget. 52 pct. angiver kollektiv trafik og trafikplanlægning som et vigtigt område at blive inddraget i, mens 44 pct. angiver byudvikling. Herefter kommer de mere klassiske velfærdsområder i form af børne- og ungeområdet (31 pct.), sundhedsområdet (24 pct.) og ældreområdet (23 pct.). Det tyder på, at der er et oplagt potentiale for mere borgerinddragelse, særligt inden for kollektiv trafik og byplanlægning, men også inden for nogle af velfærdsområderne.

Der findes mange forskellige former for borgerinddragelse, og for tiden afprøves nye metoder til borgerinddragelse rundt omkring i landet. De forskellige former for borgerinddragelse kan give borgerne mulighed for selv at rejse de emner og spørgsmål, som de er optaget af, eller for at komme med input til og kvalificere emner, som byrådet har valgt. Folketinget har indført borgerforslag, regeringen har nedsat et borgerting på klimaområdet, og enkelte kommuner har forsøgt sig med såkaldte borgersamlinger. Andre eksempler kunne være at indføre spørgetid før byrådsmøder eller at øge brugen af åben træffetid, som flere rådmænd allerede tilbyder.

Derudover har Alternativet stillet forslag om at igangsætte et forsøg med et borgerting i Aarhus Kommune. Byrådet har henvist forslaget til at indgå i Handletanken for Lokalt Demokrati. Forslaget er i tråd med Handletankens vurdering af, at der er behov for mere direkte inddragelse af borgerne. Borgerne har et ønske og en forventning om at blive inddraget i de politiske beslutninger. Derfor foreslår Handletanken, at Aarhus Kommune afprøver forskellige metoder til at give borgerne en mere direkte adgang til indflydelse.

Erfaringer og inspiration

Let adgang til rådmænd med åben træffetid

Flere rådmænd i Aarhus Kommune har indført åben træffetid. Otte gange om året er det eksempelvis muligt at møde op til “åben træffetid” med rådmanden for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad. Træffetiden er normalt i Kultur og Borgerservices institutioner (biblioteker, idrætshaller, lystbådehavn), men under coronaen har møderne også været online.

Borgerne har mulighed for at komme i direkte dialog med den ansvarlige rådmand. Nogle træffetider har et bestemt tema eller lokalområde, andre afvikles grundet aktualitet. Det giver borgerne mulighed for at drøfte det, som er vigtigt i deres lokalområde, eller et område/tema inden for kultur, fritid eller andet. Erfaringen viser, at ikke mindst aktuelle sager og spørgsmål i et lokalområde skaber interesse for træffetiderne. Borgerne har mulighed for at komme med de sager, der interesserer dem.

Rådmanden for Kultur og Borgerservice har bl.a. holdt åben træffetid i Tivoli Friheden.

Fakta

Borgerting og borgersamlinger

Et borgerting er en permanent forsamling af borgere, som er udvalgt, så de repræsenterer befolkningen. Borgerne, som sidder i borgertinget, udskiftes løbende. Et borgerting kan arbejde med en lang række meget forskellige spørgsmål.

En borgersamling er en midlertidig forsamling af borgere, som typisk er udvalgt, så de repræsenterer befolkningen. Borgersamlinger nedsættes typisk i forbindelse med, at der skal tages stilling til konkrete politiske spørgsmål. Borgersamlingerne opløses igen, når borgersamlingens anbefaling er givet videre til de folkevalgte.

Der findes mange internationale erfaringer med både borgerting og borgersamlinger. I Danmark er der nedsat et borgerting på klimaområdet, som skal rådgive regeringen og Folketinget om klimaspørgsmål. Enkelte kommuner er desuden begyndt at eksperimentere med borgersamlinger og har gennemført borgersamlinger om konkrete lokalpolitiske emner.

This article is from: