Uden for sæson by Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

UDEN FOR SÆSON

Tanker fra Tisvilde Blæsten er kølig og fugtig mod dit ansigt. Dine skridt klinger tomt mellem træhusene på den lille vej. På den anden side af den enorme port ud mod vandet snor trappen sig som en gigantisk slange ned ad den stejle skrænt. Langsomt og stavrende bevæger du dig ned mod bunden. Længere og længere. Bølgernes monotone plasken mod kystsikringen er dit eneste selskab. Ellers er her helt stille. Tisvilde blev allerede I slutningen af 1800-tallet et kendt badested. Men det var først efter anden verdenskrig, at sommerhusbebyggelsen tog til. Siden da er det gået stærkt; hvert år valfarter gæster og sommerhusbeboer fra ind- og udland til den famøse sommerby. Men hvordan ser Tisvilde ud, når det sidste sommerhus er forladt, når den sidste is er solgt i Hovedgadens café og når strandene er renset for badedyr, sommerbrune kroppe og klip-klappere? Tag med på en tur til højsæsonernes højborg – uden for sæson.

DE SIDSTE FISKERE

KVINDE, KEND DIN JORD

TEENAGER I TOMRUMMET

EN VERDEN AF FUND

DET GRÅ GULD DIGITALISERER

TVIVL OG TØLT I TISVILDE

PÅ JAGT EFTER STJERNERNE

LIVETS ENDESTATION LIGGER I VEJBY

DE S I D ST E FISKERE Da Carsten Nordahl var 14 år, droppede han ud af skolen for at blive fisker. 20 år senere har livet som fisker ændret sig radikalt. I dag er Carsten ved at drukne i papirarbejde og overvejer at droppe livet på havet.

Af Lasse Dearman

edtet sprøjter op fra panden med flæsk, som var det en vulkan i udbrud. Ved siden af koger kartoflerne, og i den anden gryde er persillesovsen ved at blive tilberedt. Det er omtrent to timer siden, at fiskekutteren sejlede af sted fra Gilleleje Havn, og mørket har sænket sig over det i forvejen dystre hav. Bådens skibsmester hedder Carsten Nordahl Petersen. Som 14 årig droppede han ud af folkeskolen for at hjælpe sin far med at fiske på kutteren. Godt og vel 20 år senere er det ham selv, der styrer båden, nu i selskab med to unge fiskersvende Kjeld og Kian på 19 år. Men siden Carsten startede med at fiske, har meget ændret sig. ”Dengang var det meget mere skægt. Vi kunne fange sild og alt muligt. Nu er der for meget politik i det,” siger Carsten med en rå stemme, der bærer tydeligt præg af et langt liv på havnen. I de seneste år er der kommet politiske stramninger for fiskerne. Det har resulteret i forbud, regler og ikke mindst en masse papirarbejde, der gør det svært for Carsten at passe sit arbejde som fisker. Kjeld sidder for enden af briksen og skal til tænde sin cigaret. I baggrunden kører TV’et højlydt, og under står Kian og holder øje med maden. Inde ved roret sidder Carsten i lyset af skærme, der fortæller ham, hvor han og andre fiskere befinder sig på havet, og i hvilken retning de bevæger sig. Lige nu sejler vi over et lukket område, siger Carsten. I de seneste par år er flere og flere områder blev

vet fredet for fiskeri. Derfor er Carsten nu nødt til at sejle længere ud på havet, før nettet sættes i vandet. Fiskekutteren slæber et trawl efter sig, når den sejler. Omkring hver fjerde eller femte time skal nettet hives op efter at være blevet slæbt hen ad havets bund. Carsten fisker efter jomfruhummere. Tidligere var det torsk, men i de seneste år er bestanden faldet så drastisk, at de nu også er fredet i store områder. Til venstre for de forskellige radarskærme i styrhuset står en computer, som skal bruges til at indberette, præcis hvornår båden er sejlet af sted, og hvor mange kilo fisk der bliver fanget, hver gang nettet trækkes op. Den elektroniske logbog er en af de forandringer, der er kommet til, siden Carsten begyndte at sejle. I dag forventes det af Carsten og andre fiskere, at de melder deres afgang straks, de sejler afsted. ”Ellers mister jeg tilladelse til en hel dags fiskeri,” siger Carsten. ”Dengang jeg startede med at fiske, skulle vi bare udfylde sådan en her” Carsten tager et lyserødt stykke papir op af skuffen. På papiret er der forskellige felter, hvor man kan indikere bådens afgang, hjemkomst og fangst. Nu er opsynet med fiskerne blevet strammet, og der er regler for alt. Det handler om fiskeriforbud i forskellige områder, indskrænkning af det antal dage, der må fiskes, den nye elektroniske logbog og andre tiltag, har

gjort livet mere besværligt for fiskerne, sådan som Carsten udtrykker det. Og fremtiden ser ikke umiddelbart ud til at blive bedre. ”Hvis der var et lyspunkt, ville jeg købe båden her den dag i morgen.” Båden hedder Lis Nordahl og er opkaldt efter Carstens mor. Ejeren er hans far, der stoppede med at fiske for 12 år siden, efter han fik en skade. Siden da har Carsten overtaget båden, men ikke købt den da han ikke er sikker på sin fremtid som fisker. ”Jeg er jo selv kommet i tvivl med alle de love og regler. Man skal jo snart have en kontordame med ude at sejle for at udfylde papirer og så videre.”

de i kulden lyser orange gummidragter op i mørket. Kjeld og Kian anstrenger sig for at få trawlet op af vandet, uden at noget går galt. Fangsten skal væ-

re stor, for at det kan betale sig for dem at arbejde en hel nat. Hummere, krabber, fladfisk, og hvad der ellers har gemt sig på havets bund, vælter ud af nettet i en stor træboks. Rundt om fiskekutteren flyver måger sultne omkring for at se om der skulle være nogle rester til overs. I vandoverfladen ved kanten af båden ligger en lille afkræftet fladfisk. Fisken forsøger forgæves at svømme, men må til sidst give op. I Gilleleje Havn er antallet af fiskerbåde faldet fra 58 til 25 siden 1999. Ifølge Carstens pessimistiske billede af fremtiden, går det kun én vej: ”Hvis vi havde lidt frihed, ville der måske stadig være fiskere tilbage om nogle år, men sådan, som det ser ud lige nu, vil jeg tro, at hvis man går rundt på Gilleleje Havn om ti år, vil der måske kun være to både tilbage.”

“Jeg tror, at hvis man går rundt på Gilleleje Havn om ti år, vil der måske kun være to både tilbage.” - Carsten Nordahl, skipper.

kvinde, kend din jord Af Katrine Emilie Andersen

Graveren ved Vejby Kirke er ikke en gammel, pukkelrygget mand. Det er to unge kvinder i 30erne, Jane og Christina, der graver huller til kister, ordner gravsteder og hygger på kirkegården. De holder af at gøre en forskel for dem, der kommer på besøg.

ravstenene står på lidt skæve rækker i skyggen fra den røde kirke på bakketoppen i Vejby. Formiddagssolen er ikke nået hen på nordsiden af kirkegården, og der er stille. Men på den anden side af tårnet rammer det skarpe efterårslys, og der er musik fra en knitrende radio. Det er formiddag på P3, og Lady Gaga synger til en pumpende bas, “Å-å-å-å-å-å-å-å-åååååh, Caught in a bad romance.” En lys hestehale stikker frem mellem en gravsten og en lav, grøn hæk. Den unge kvinde med termotøj griner og råber: “Når du skal giftes, så arrangerer jeg en polterabend hos Carl-Mar. Så kan du komme ud at køre ræs på biltaget.” En anden lys stemme svarer fra en grav længere nede af stien: “Ja okay, men så skal du lige finde mig en mand først.” “Du kan bare få Carl-Mar selv.” Udsigten strækker sig langt ned imod en dal med marker og græs. Køerne ser bittesmå ud fra kirkegården, og de forsvinder næsten i hvid dis denne formiddag. Christina Woller-Nielsen og Jane Langkjær er henholdsvis graver og graverassistent ved Vejby Kirke. Begge kvinder er i 30erne, men de ordner alt det praktiske og tunge på kirkegården, fra gravning til træfældning. Det har de gjort i fire år. Jane er oprindeligt mekaniker, og Christina er udlært gartner. De har kendt hinanden i mange år, og de søgte stillingen som et team.

Kvindelige talenter

Kvinderne vil gerne gøre kirkegården smuk, og så prøver de at udvide graverarbejde til også at handle om at tale med familierne og de pårørende. For måske er det nemmere at tale om, hvilke blomster den afdøde kan lide, end det er at sidde hos præsten og dele alle sine tanker. De to kvinder kender mange af familiemedlemmerne til de døde godt, fordi de besøger et gravsted nu og da, og så får de en snak. Præsterne i Vejby kirke mener også, at de to gravere har et særligt talent for udsmykning - både på kirkegården og i kirken. “Man tydeligt se forskel på Tibirke og Vejby. De mandlige gravere- og kirketjenere i Tibirke har ikke så meget sans for det. Der kommer lidt blomster på alteret, og så er det det,” siger Nia Schulin-Zeuthen. Når Christina og Jane anlægger nye gravsteder, skal der heller ikke kun være grønne hække og sten. “Vi prøver også at få farvede planter og blomster, der skifter med årstiderne, så det ikke er det samme året rundt,” forklarer Jane. De lokale skal have lyst til at bruge den smukke kirkegård. For eksempel til at lufte hund og gå tur. Christina mener dog ikke nødvendigvis, at det kun er noget kvindeligt. “Der er vel også mænd, der går op i blomster og udsmykning.”

Nisserne overtog kirken

Til jul pynter kvinderne kirken op. Adventskransen skal op at hænge i kirkens hvælvede loft, og i starten, da Christina

Øverst venstre: Graverne kører blade og buketter fra gravene væk på traktorladet. Midten: Folk, der har arbejdet på kirken igennem tiderne, har indridset deres navne på bjælkerne i klokketårnet. Nederst venstre: En plettet due er død i et smækket vindue i tårnet, og Christina sender den afsted mod jorden.

Christina, Jane

Gravene på kirkegården er arrangeret i lige rækker, så alle døde kan sætte sig op og kigge imod øst.

og Jane blev ansat, var der kun én stige - der var for lille til dem begge to. Den ene måtte stå og balancere på det allerøverste trin, imens den anden holdt klamrende fast til bunden af stigen og råbte: “Stå stilleeee!” “Ja, der var vi vist lidt hysteriske”, siger Christina og griner. “Vi kan godt være lidt Gøg og Gokke - i en kvindelig version,” tilføjer Jane. “Men der gik alligevel tre år, inden vi fik købt en anden stige.” De pyntede også hele kirken op med julepynt, julebuk på alteret og masser af nisser i vinduerne og på bænkene. Noget, de ikke havde tænkt på, var, at nisser og en julebuk slet ikke må være i kirken. De er fra gamle hedenske traditioner. Det generede ikke præst Nia Schulin-Zeuthen. “Jeg syntes, det var fint nok. Men der var andre præster her fra området, der ikke ville være så glade for det - særligt julebukken”. Kvinderne fik dog ikke besked på at tage tingene ned. “Sådan er det ikke her,” siger Jane. “Men siden da har vi bare købt engle. Masser af dem. Vi skal da også have noget nyt i år ikke?.” Christina nikker, “Absolut.”

Krematorium og P3

Sidste år besluttede Jane og Christina, at de gerne ville på en studietur med de andre gravere i området for at have lidt socialt sammen. Det kan godt blive ensomt at gå rundt og arbejde to eller alene hver dag, så de arrangerede en udflugt og frokost for et bundt lokale gravere og graverassistenter. Turen gik til krematoriet i Roskilde. “Vi ville gerne lave noget socialt, og samtidig tænkte vi på, at vi ikke ved ret meget om, hvad der sker på et

krematorium. Vi afleverer kisten efter begravelsen, og noget tid efter kommer der en urne tilbage med et navn på - men alt derimellem vidste vi ikke noget om. Og turen måtte jo også gerne være lidt fagrelevant,” siger Christina. Tilbage på kirkegården er de to kvinder i gang med at lægge julegran rundt på gravstederne. Jane og Christina klipper hurtigt og rutineret små kviste af granbundterne og arrangerer dem i rækker rundt på graven og i bunker foran gravstenene. De næste par uger skal de stort set lave det samme hver dag, for ellers kan de ikke nå at blive færdige til første søndag i advent. “Det kan godt blive lidt ensformigt, for eksempel nu hvor vi lægger gran op til jul. Hvis man skal kunne holde ud at gå hver dag på en kirkegård, er man nødt til at lave lidt sjov,” siger Jane. Christina nikker lidt, imens hun bærer granrester fra en sort kurv over på traktorladet. Pigerne joker jævnligt, og så har de investeret i en stor, vandtæt radio, så de altid kan spille musik og høre radio, uanset vejret. Mens solen fordamper disen, ryger der lidt kommentarer hen over de stedsegrønne buske, og kvinderne skiftes til at grine. Bagefter er der en lang pause, hvor begge kvinder klipper gran eller river perlegrus på gravsteder i stilhed - indtil én udbryder: “En Prins Albert, er det en piercing i pikken?”. “Hvad siger du?!” “Hører du slet ikke efter? Det er jo det de taler om i radioen lige nu.” “Nå for søren, nej, det hørte jeg ikke. Der er godt nok meget, man skal lægge øre til fra radioen i dag.” “Ja, mon ikke.”

TEENAGER I TOMRUMMET I Holløse bor der 341 indbyggere. En af dem er 15-årige Kristoffer Lewinsky, der modsat mange af sine venner elsker at bo på landet. Af Simon Bruun Fals

ørket trækker sig langsomt tilbage rundt om det lille hus, som lyser ud i det kolde morgenmørke Holløse, klokken er 7:30. ”Kom nu Kristoffer! Din lillebror sidder allerede i bilen,” råber Kristoffers mor. Kristoffer hører det godt, men han har travlt med at sætte håret perfekt, inden han skal i skole. ”Så er det altså nu!” ”Ja ja, jeg kommer nu,” råber han og propper sine baggy jeans ned i de hvide Pumasokker, samler skoletasken op og trækker den hvide hættetrøje over hovedet. Den lille Suzuki Swift flyver igennem landskabet med Kristoffer på forsædet, og da den når destinationen, skynder Kristoffer sig ud. Han går tværs over skolegården. Langt over ham kan man se flyvernes hvide penselstrøg på den isblå himmel. Solen er kun lige lettet, men det ser ud til at blive en flot dag.

Siddende på et skolebord retter han på strømperne endnu en gang og gør sig klar, før de andre elever kommer.

ristoffer er 15 år og bor i Holløse, en lille landsby lidt uden for Vejby, som ligger lidt uden for Tisvilde. Holløse består af en 300 meter lang vej med små og store huse på begge sider. Han flyttede dertil for syv år siden sammen med sin familie, og de udgør nu fire af byens 341 indbyggere. Mange af Kristoffers venner synes, at Holløse og omegn er kedelig. For dem handler det om at komme igennem skolen og videre til en større by, hvor der sker mere. Nogle af dem sætter endda spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan kalde Holløse for en by. Kristoffer har det lige modsat. ”Jeg synes, det er dejligt at bo tæt på naturen og have fred. Livet i en storby ville være alt for stressfyldt for mig. Herude har jeg ro.”

“H

ey skal vi i Rema 1000 eller hvad?” Anton spørger Kristoffer og AC, imens de er i gang med de sidste par engelskopgaver inden pausen. ”Jeg har en tyver til en pose gifler,” siger Kristoffer, rækker hånden ned i lommen og finder tyveren frem. De går imod udgangen, og på vejen kommer de forbi to piger, der ligger og slås for sjov på gulvet. Kristoffer og de to venners spejlbillede bliver reflekteret i gadekæret sammen med et gammelt bindingsværkshus. Drengene har 15 minutter til at nå i Rema 1000 og tilbage for at få det daglige sukkertrip. Hele vejen derover bliver der joket og spillet fodbold. De tre drenge tager hele tiden gas på hinanden og griner. Der er en helt særlig humor imellem dem - den slags humor som kun bedste venner deler.

ristoffer elsker Holløse-området. ”Det er fantastisk at have naturen tæt på. Her i Holløse har vi skoven, stranden og de åbne landskaber, og det er rart,” siger Kristoffer. Noget af det han elsker mest, er de stjerneklare nætter, som er helt specielle, fordi der ikke er gadebelysning eller store byer i nærheden. Familien har fire katte og en hund, som drøner rundt i huset og tit ligger inde på Kristoffers værelse, når han sidder og ser tv eller spiller computer. Han har altid holdt meget af dyr og drømmer om en dag at læse til dyrlæge. Men lige nu går det meste af hans tid med at hænge ud med hans to bedste venner Anton og AC. De hænger ud i alle pauser på skolen og spiller fodbold sammen på det lokale fodboldhold. Når de ikke er sammen, spiller de rollespilsspil på nettet

arkerne bliver slørede, når man suser af sted i den lille lokalbane på vej mod Helsinge. Kris– toffer og Anton sidder side om side i den lille kupé. De skal til byen for at sætte penge i banken til deres lejrtur med skolen. Den kolde vinterluft trænger ned i lungerne, så snart de træder ud af toget. Det er en smuk, skyfri dag. Helsinges strøg er tomt, og drengene er næsten alene. ”Byen ændrer sig meget om vinteren, lige pludselig er den meget tom,” siger Kristoffer, inden han for– svinder ind i banken. Drengene har ikke netbank, så de er nødt til at tage til Helsinge for at sætte penge ind på kontoen. Da de er færdige, går turen endnu en gang ned af strøget imod den lokale shawarmabar, som er blevet en tradition at besøge, når de er i Helsinge. Tilbage i toget trykker Kristoffer på stopknappen, så toget stopper på Holløse trinbræt. Da toget er væk, træder han over skinnerne og begynder gåturen op imod Holløse i grøftekanten.

EN VERDEN AF FUND Bjarne Christensen er skattejæger. I sin fritid går han på Tisvilde strand med sin metaldetektor og søger. Og stranden byder på mere end bare tabte nøgler og mønter.

Af Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

(billede)

imlen er blå og går næsten i et med det stille vand på Tisvildeleje strand. Havet sender gentagne bølger op mod sandet, som skvulper en hvid top frem, inden de rammer stranden. En havmåge letter fra overfladen og lander på en pæl, som solen bader i et varmt lys. Alt ånder fred og ro. En mand klædt i army-grønt fra top til tå går med store hovedtelefoner på og svinger noget, der kunne minde om et støvsugerhoved, fra side til side. Camouflagen er gennemgående; alt fra kasketten ned til bukserne, sågar ku-

glepen, er armyplettet. På venstre skulder smiler et påsyet dødningehoved omkranset af ordene “Lawless rebel”. “Man må jo ikke udgive sig for noget, man ikke er, så derfor købte jeg det mærke,” griner Bjarne Christensen, der kalder sig selv for skattejæger. Bjarne stopper pludseligt op og sætter sig på knæ i sandet. Metaldetektoren har bippet indikerende. Med en si gennem går han sandet nøje, og pludselig er der bid. Et stykke rødt metal gemmer sig blandt småsten. Bjarne gnubber det let mellem fingrene og en stor 25-øre fra midt 90’erne dukker

“Så længe der har været mennesker, vil der altid være noget at lede efter” -Bjarne Christensen

op. “Så er der en til samlingen,” siger han og skutter sig lidt. Det er en kold november formiddag.

Skattejæger på deltid

Bjarne er 51 år og opvokset på en gård i Stenløse, hvor han stadig bor med sin søster, svigerinden og broderen, samt deres børn og hunden Sussi. Til daglig er han låsetekniker i et lille firma og har været det i over 25 år men arbejder efter en stressdiagnose på deltid. Kærligheden til at søge efter ting har været der længe: den første metaldetektor købte Bjarne i 1986, og den var en lille en af slagsen. Da hobbyen tog om sig, blev modellen skiftet ud til en mere professionel maskine, og tiden, Bjarne bruger på at søge, blev forhøjet. Bjarne kører gladeligt de 45 km op til Nordsjælland flere gange om ugen for at gå på stranden. Hans samling byder på hundredevis af forskellige fund. “Jeg har en eventyrlyst. Jeg tænker altid på, hvad der mon ligger og gemmer sig under sandet eller jorden? Og hvor kommer det fra?” Svar på dette fik Bjarne, da han en dag stødte på to glimtende stykker metal der lå i jorden. “Jeg faldt over dem en morgen, da jeg var ude at søge, og jeg troede næsten ikke mine egne øjne”. Det viste sig, at metalstykkerne var dinarer fra romerriget, som Bjarne havde fundet i sin egen baghave. Mønterne ind leverede han som “Danefæ” Og det er han ikke ene om.

Peter Vagn Petersen fra Nationalmuseet skønner, at der hvert år bliver indleveret fund fra ca. 200 forskellige steder i landet, og at 5-10 af disse kommer fra de danske strande. “Vi er utroligt glade for de folk, der vil bruge deres fritid på at søge, for vi har ikke tid til at gøre det. Hvis vi skulle gå rundt og finde de ting med metaldetektor, så ville det blive helt utroligt dyrt, og det kræver også en stor øvelse at bruge de apparater rigtigt,” siger Peter Vagn Petersen.

En uendelig søgen

Bjarne har øvet sig i en kvart menneskealder og går på stranden flere gange om ugen. Siden Bjarne var indlagt med stress for nogle år siden, har han haft svært ved at klare pressede situationer. “Mine tanker kan hobe sig op, og når man går på stranden, så bliver hjernen renset, og man slapper af,” siger Bjarne. Lyden af bølgerne og den friske luft har en meditativ virkning, der giver følelsen af at tiden står stille. “Man skal ikke nå noget. Man skal bare gå og søge, så længe man har lyst.” Bjarne går altid i et bestemt mønster for at dække området bedst muligt, og så har han en evne til altid at lede de rigtige steder. “Det kræver også, at man har styr på vejret,” siger Bjarne. Ændringerne i vejrforholdene gør, at stranden ændrer sig. Ved kraftig vind bliver de øverste lag sand blæst væk, og nye lag kommer frem. Så begynder mønter fra 1970’erne at dukke op. Siden stranden blev tom for turister denne sommer, har Bjarne fundet knap 2500 kr i sandet. “Jeg vil selvfølgelig også gerne finde nogen smykker, men dem er der langt imellem. Men det er ikke for at tjene penge eller blive rig af det - det er fornøjelsen ved det,” siger Bjarne. Bjarne stopper op. Metaldetektoren skratter igen, og kilden kommer hurtigt til syne: Et smadret patronhylster. En ikke yderligere fascineret Bjarne snøfter og putter den hurtigt ned i lommen. Dem har han en del af derhjemme, men den skal stadigvæk med hjem. “Nogle gange klør det bare i fingrene og så skal jeg afsted. Jeg bliver helt besat af, at nu skal jeg ud og lede efter noget - nu skal man på eventyr,” siger Bjarne og forsvinder ind mellem buskene, hvor kun hans hoved stikker op.

Det grå guld digitaliserer Af Mikkel Berg Pedersen

Man kan mærke det i salens mørke. De frivillige venter spændt på, om det nye udstyr virker. Sammen har de indsamlet over 200.000 kroner for at få Tisvilde Bio digitaliseret.

Sammen med ti andre er 68-årige Carl Christian Madsen operatør i Tisvilde Bio. Han er pensioneret lærer og har de sidste seks år været frivillig i biografen.

Mørket er faldet på, og gæsterne til aftens forestilling er begyndt at møde op.

Sæderne i den gamle biograf er slået op. Rundt omkring på gulvet ligger lidt krøllet slikpapir. En duft af daggamle popcorn hænger i salen. På klaveret ved lærredet står en trearmet lysestage. Lysene er næsten brændt ned og har efterladt et par dråber stearin under sig. Salen er tom. Det er dagen før dagen i Tisvilde Bio. Stilheden brydes, da et medlem af Støvsugerbanden kommer flyvende ind i salen. Støvsugeren bliver i et frisk tempo svunget ind mellem stolene, og rester af slik og popcorn må lade livet. ”Det er noget lort at have gulvtæppe under stolene, men en gang imellem kan man være heldig at finde en 20’er,” siger 48-årige Tina Fresco. Hun er en af de 89 frivillige, der bruger meget af sin fritid på at drive biografen. Udover Tina Fresco har Støvsugerbanden to medlemmer. De skiftes til at være i biografen, men de gør ikke rent. De dyrker karma-yoga. ”Det hele bliver lidt sjovere, når man ikke tænker på, at man rydder op,” siger hun med et hjerteligt smil på læben. Efter støvsugningen vaskes gulvet, og salen er klar til premieren.

Byens hjerte på tvangsauktion

Biografen blev bygget i 1938 og har altid været omdrejnings punkt for Tisvilde. Bygningen har været hjemsted for restaurant, jazzklub, bistro og ikke mindst biograf. I slutningen af 80’erne var biografen flere gange på tvangsauktion og endte med at blive opkøbt af syv familier fra Tisvilde. Biografen åbnede i 1992, og i dag er der ca. 10.000 om året,

der lægger vejen forbi. Der bor ca. 2000 mennesker i byen. Da det snart ikke længere er muligt at vise 35mm film, var biografens bestyrelse i februar tvunget til at tage beslutningen om at gå over til digitalfremvisning. Selvom biografen havde sparet 400.000 kroner sammen, og kunne få et tilskud på 200.000 kroner, var der stadig et godt stykke vej til de 800.000 kroner, som det kostede at digitalisere biografen. Igennem private sponsorer og stor opbakning fra lokalsamfundet skaffede biografen resten af beløbet, der skulle til for at sikre biografens fremtid. I biografens foyer står der en knap tre meter høj tavle. Tavlen er dækket med flere hund rede små grå papskilte. På hver af de små lapper pap står der et navn skrevet med kuglepen. Navnene repræsenterer de personer, der har støttet biografen. Biografens frivillige er primært pensionister, og det sætter sit præg på, hvilke film der vises. Selvom Tisvilde Bio nu har mulighed for at vise actionfyldte premierefilm, er den slags film stort set aldrig på plakaten. Det aldrende DR K-inspirerede biografsegment vil se de smalle fransk/italienske film, mens de unge familier går efter de mere børnevenlige film. En gang om måneden omdannes biografen til et operahus, hvor der vises opera direkte fra Italien.

Tjek på briller og udstyr

Den store dag står for døren. I operatørrummet er den klap rende lyd fra den gamle filmfremviser afløst af en højlydt blæser fra den nye digitale maskine. Computere og harddiske snurrer og det digitale udstyr er tjekket for sidste gang,

”Hvis ikke vi var blevet digitaliseret, ville vi være lukket i løbet af et år,” - Carl Christian, operatør

På kun otte uger fik biografen sponseret mere end 200.000 kroner til digitaliseringen.

inden det går løs. 68-årige Carl Christian Madsen, som har stået i spidsen for alt det tekniske i forbindelse med digi taliseringen, har ventet de sidste 14 dage på dette øjeblik. Om mindre end en time skal filmen vises. Nede i foyeren er publikum til forpremieren så småt begyndt at troppe op. Carl Christian går derned for at dobbeltsikre, at de digitale 3D-briller virker. Det gør de.

tilbage, og igennem hullerne ind til salen holder han øje med lysene, der står tændt på klaveret. Operatøren minder om, at man ikke skal tage brillerne på, inden det står på skær men. Så vender han sig mod stearinlysene, der står tændt på klaveret og puster dem ud. Det er tegnet til, at filmen skal sættes i gang. Filmen starter, og alt virker, som det skal. Carl Christian skynder sig at tage jakken på og går hen mod døren.

”Nu mangler vi bare operatøren,” siger han og kigger op på uret i foyeren, hvorpå han tager sig til håndleddet og tjekker sit armbåndsur. Hans rolige blik flakker lidt. Der er en halv time, til Smølferne skal starte. Operatøren, der skal tage imod billetter, kommer kun lidt for sent, og Carl Christian ånder lettet op.

”Det var bare lige det, jeg ville se,” siger han. Han skal hjem og skifte tøj. Kl. 17.00 skal alle de frivillige mødes i bistroen, der ligger ved siden af biografen. De skal spise og bagefter se Tintin.

Tilbage i operatørrummet står Carl Christian sammen med nogle af de andre frivillige operatører. De går lidt frem og

Biografdøden nærmer sig

I Danmark er der ca. 160 biografer. 40 af dem er kommercielt drevet. Resten er drevet af foreninger, frivillige og lignende. Formanden for Danske Biografer, Kim Pedersen, anslår at

Stemningen i salen er intes. De frivillge i Tisvilde Bio, venter på at Tintin og Haddocks eventyr skal begynde.

ca. 35 mindre biografer i Danmark er i farezonen for at lukke. ”Der er mange små biografer rundt i landet, der får det svært. Den første biograf er allerede bukket under,” siger han, med henvisning til biografen i Hundested, der ligger 20 kilometer vest for Tisvilde. Hundested Bio har taget konsekvensen af, at der ikke er råd til at digitalisere biografen og har derfor valgt at dreje nøglen om. ”Langt fra alle kommuner er villige til at hjælpe de små bio grafer, og det er ikke alle steder, at folk er så ressourcestærke som i Tisvilde. Det er dejligt, når der er opbakning til bio graferne, men vi kommer nok til at se flere biograflukninger landet over,” fortæller Kim Pedersen. Ude på vejen holder bilerne tæt parkeret. Smølferne har grebet om publikum inde i salen. Næsten alle de frivillige har

sat sig til bords i bistroen, og deres henrykte snakken om den nye maskine i operatørrummet kører på højtryk. ”Klink, Klink, klink!” Snakken afbrydes af en ældre mand, der har fået en af tjenerne til at banke på et glas. 79-årige Sven Wichmann var med til at starte biografen op i 1992. I dag er han formand for Tisvilde Bio. Hans lange hår er bundet op i en hestehale. Hænderne ryster lidt - han er tydeligt mærket af tidens tand, men lige nu er det lige meget. Ud igennem brillerne stråler glæden fra hans øjne, da han kigger på de mange frivillige. Musikken bliver dæmpet, og der bliver helt stille i bistroen. ”Jeg vil ikke sige så meget andet end, at det er en festdag i dag!” siger han uden at kigge ned på papiret, som han har i hånden. ”Vi gjorde det sgu! Køkkenet er klar, og når vi har spist, skal vi ind og se film. Med briller på!”

Tvivl og tølt i Tisvilde Af Gorm Branderup

Ditte Søeborg er verdens bedste ungrytter. Hun arbejder fuldtid med gårdens mere end 60 heste. Hun ved ikke, om hun skal forsætte. Hun ønsker ikke at ende ligesom sin mor, der har slidgigt.

Det er mørkt denne tidlige novembermorgen i Tisvilde. Ude på de efterårskolde græsmarker knitrer iskrystallerne, hver gang en af de mange heste flytter sig i morgendisen. De er lige blevet fodret af og venter nu kun på, at solen står op og brænder disen væk over Fogedgården. Hun står sikkert og solidt plantet midt i den ovale ring, på det røde, lerede grusunderlag. Ditte Søeborg er 20 år. Hun har en blå kedeldragt på med vandtætte lynlåse, men alligevel siver frosten ind gennem hver syning i dragten. Rundt om hende rider en kvinde, der aldersmæssigt kunne være hendes mor. Den hvide islænderhest med den markante vinterhårpragt pruster dampende varm ånde ud. Med rolig stemme instruerer Ditte Søeborg rytteren: ”Brug venstre fod mere konsekvent, så hesten ikke er i tvivl om, hvornår du vil have bagparten til at svinge ud,” siger hun. Kvinden på den hvide islænder har redet i flere år end Ditte, men alligevel er det Ditte, der er underviser.

Hun er nærmest vokset op på ryggen af en hest, og i en alder af bare 20 år blev hun i sommer verdens bedste ungrytter i tølt-klassen T1 ved verdensmesterskabet i Østrig. Ditte er et naturtalent, og siden folkeskolen har hun arbejdet fuldtid med hestene på forældrenes gård. Hver dag er planlagt nøje med undervisning af elever og tilridning af udvalgte heste. Det er kun søndag, hun har fri. ”Jeg vil gerne det med heste, men man bliver socialt isoleret her på gården,” siger hun.

Fremtiden er ikke på gården

Talentet kommer ikke fra fremmede. Hendes mor, Susanne Thiemke på 53 år, arbejder også fuld tid på gården. Hun har redet i 40 år. ”Jeg fik en skævbenet pony til min konfirmation,” siger Susanne. På gården har de mere end 60 heste gående, der er cirka 16

Øverst: Med mere end 60 heste på gården er der stadig tid til den enkelte. Midten: Ditte Søeborg har vundet Danmarksmesterskaberne 12 gange over de sidste seks år. Nederst: Kufferten pakkes allerede fire dage før afrejsen til Mexico. Venstre: Islandske heste er de eneste som mestrer den femte gangart, tølt. Den er kendetegnet ved, at der altid er et ben på jorden.

heste i pension, 8 i kommission, resten er deres egne. Efter mere end 21 års arbejde med heste er Dittes mor ramt af slidgigt. Hver uge har hun to turridninger, hendes ellers så stærke fingre magter kun deltagere, der selv kan spænde udstyret. ”Jeg vil hellere undervise. Jeg kan se på mor, at det er hårdt for hende,” siger Ditte. Selv ved hun ikke, hvad hun skal med sin fremtid. Hun er verdensmester og forvirret. Det var blandt andet derfor, hun i sin tid tog den et-årige frisøruddannelse, men hun har fundet ud af, at den ikke er anerkendt i branchen. Det er ikke lykkedes hende at finde et frisørjob. Derfor har hun købt et ophold på ”Tropisk Højskole” i

Mexico. Her skal hun deltage i et kursus med undervisning i personlig udvikling og coaching. I løbet af den måned hun skal være afsted, er målet afklaring for fremtiden. Dittes fremtid ligger ikke på gården.”Hun skal da ikke gå her resten af sin tid,” siger hendes mor. Forældrene har kontaktet en ejendomsmægler og vil sætte gården til salg.

Hendes og hestens krop går i et

Der er tre dage til Ditte rejser mod Mexico, og hun er ved at pakke sin kuffert til fremtiden. Solen er gået ned og det kolde lys fra projektørene oplyser banen inden hendes sidste aftenridning. Ditte bor i det gamle hønsehus, som hendes far, Ivar Søeborg, har sat i stand. Fra sit vindue har hun

panoramaudsigt over ridebanen. Men alle kan også se ind. De dage hun har fri, skal hun sætte sig bagerst i stuen for ikke at blive set. ”Gården er som en banegård. Man står til rådighed altid. Nogle gange har jeg lyst til at gemme mig, men så får jeg dårlig samvittighed overfor mor,” siger hun, mens hun trækker i den varme blå kedeldragt, inden hun træder ud i den mørke kulde. Hun glæder sig til varmen i Mexico. ”Det er dødsygt om vinteren med sne, mudder og sjap,” siger hun. Ditte Søeborg svinger sig elegant op på en af de seks heste, som skal trænes denne aften. Hun øver smidighed med hestene. Det foregår på et område af banen i midten. Hun

definerer selv området, og tvinger hesten til at tage mindre og mindre omgange om sig selv, først skarpt til venstre i højere og højere tempo. Ditte bliver ikke længere rundtosset. Det røde, grusede underlag sprøjter op fra hestens kraftige ben. Dittes krop afgiver en ikke synlig kommando, hun er i et med hesten, den ændrer retning og bøjer nu højre rundt om sig selv i et stadigt højere tempo. Ditte presser hesten til dens yderste, men den adlyder, som var de én og samme krop. Hun rider den ud på den store bane, rundt om gruset, og tager den igennem de fem gangarter, som kun islandske heste mestrer. Det går hurtigt, ser smukt og yndefuldt ud, når verdensmesteren rider banen rundt.

På jagt efter stjernerne Astronom Michael Quaade betragter hele verdensrummet fra sit lille observatorium i Tisvildeleje. Langt fra verdens lys og larm bliver han aldrig træt af at kigge på mælkevejen. Af Jeppe Bjørn Vejlø

en tilgroede have er henlagt i total mørke. Månen kaster en smule lys på en stor parabol, som fra bunden af vildnisset strækker sig majestætisk mod stjernerne. Parabolen kaster en stor spindelvævslignende skygge ud over haven. Den lille gule bygning i hjørnet af haven ser ikke ud af meget, men kigger man ordentligt efter, kan man se en himmelkuppel vokse op af det flade tag. Inde i kuplen lyder en knurrende, maskinel lyd. Det store teleskop er indstillet, og hele universet spejles i astronomen Michael Quaades øje. Dr. N.P. Wieth-Knudsen Observatoriet ligger skjult i udkanten af Tisvildeleje midt blandt træer og buske langt fra alfarvej, hvor der er allermindst lys. Observatoriet blev opført i 1959 af Dr. N.P. Wieth-Knudsen, som stort set valgte at holde det for sig selv indtil sin død i 1993. I 1999 overdragede hans enke observatoriet til Astronomisk Selskab med Michael Quaade i spidsen. Det bliver nu brugt til åbent hus-dage, fremvisning for skoleklasser og tilfældige forbipasserende, som kan være

heldige at ramme en dag, hvor Michael Quaade er på plads i sit lille sommerhus på nabogrunden. Indvendigt ligner observatoriet et ganske normalt sommerhus. Ved nærmere øjekast er der dog flere ting, der afslører husets status som en lille astronomisk perle. Den ene væg bliver prydet af stjernekort, og to globuser kæmper om pladsen på en lille kommode ved siden af de to senge, som over nattende gæster kan benytte. En snæver trappe leder op til himmelkuplen. ”Engang havde vi to personer, som ikke turde gå op af trappen af frygt for at sidde fast” siger Michael Quaade med en klukkende latter.

ppe i himmelkuplen griber Michael Quaade fat om et håndsving. Håndsvinget aktiverer et lille tandhjul, som knirkende griber fat i en lang stang, som smyger sig op ad væggen på kuplen. Øverst oppe sættes et andet lille tandhjul

igang, og langsomt åbnes en lem, hvorefter hele mælkevejen vælder ned i det lille kuppelrum. Han hiver fat i et andet håndtag og straks roterer hele himmelkuplen, så åbningen i taget er netop ud for stjernen Venus. Det er lørdag aften, og Michael Quaade byder på åbent hus i det lille observatorium. Tæt på 20 mennesker er troppet op for at få et blik ud i de fjerne galakser. Michael Quaade tøver ikke med at lede næsten samtlige fremmødte op ad den snævre trappe og op i den få kvadratmeter store himmelkuppel. Michael Quaade har ikke altid villet være astronom. Engang i halvfjerdserne måtte han tage et kursus ved navn Tallene i Algebraisk Belysning for at blive i stand til at undervise i matematik på gymnasiet. Astronomer kunne dog slippe for at tage det kursus.

”Engang havde vi to personer, som ikke turde gå op ad trappen af frygt for at sidde fast.” - Michael, stjernekigger

”Jeg blev skubbet ind i astronomi for at kunne slippe for det der lede matematikkursus”. Michael Quaade blev uddannet astronom, og siden har fascinationen af verdensrummet hængt ved. “Det er fascinerende, at man bare ved at analysere lyset kan finde ud af alverdens ting om verdensrummet, og om hvordan hele universet er opbygget. Det er et erkendelsesmæssigt pift, som man ikke kan få andre steder.” Selvom stjernerne på himlen virker til at være utroligt langt væk, mener Michael Quaade, at det er meget let at forholde sig til dem. “Det er tæt koblet til, hvad man ser, når man går ud af døren og kigger op i himlen, i forhold til for eksempel partikelfysik, som er ting, der ligger meget fjernt fra hverdagen. Stjerner kan man rent faktisk se, og blot ved at kigge på dem, kan man

finde ud af utrolig mange ting om dem og hele verdensrummet i det hele taget.“

den mørklagte himmelkuppel lyder der begejstrede kommentarer fra de mange fremmødte. “I får månen at se til sidst. Efter I har set den, vil I ikke se andet,” siger Michael Quaade og griner. Månen vækker stor jubel, da den er så tæt på og dermed fremstår meget tydelig. “Netop det at man selv kan få et blik op i galaksen, er det, der adskiller stjernekiggeri fra for eksempel at kigge på printede billeder af verdensrummet,” mener Michael Quaade. “Med sine egne øjne kan man se lys, der har bevæget sig langt, langt, langt i både tid og rum. Det er en meget mere selvoplevet ting i forhold til at se et billede, som kan være nok så flot, men hvor du ikke selv oplever det.”

LIVET S ENDE S TAT I ON LIG GER I VEJBY Af Frederik Korfix

Trongården Plejecenter i Vejby bliver af nog– le kaldt for livets endestation. Men tænker man som beboer egentlig på døden, når man fra tid til anden ser møbler, lamper og poser med tøj blive båret ud fra de tomme værelser? Vi var med, da de årlige Olym– piske lege blev afholdt på plejecentret.

Underkopper og krus smadres med enorm kraft mod linoleumsgulvet. En lille, tæt kvinde træder frem mod den ældre mand, der er iført multifarvet bøllehat, og rækker ham endnu en tennisbold. Manden klamrer sig med den ene hånd til sin rollator, og med den anden hæver han tennisbolden. Han tager sigte og kaster med voldsom og ukontrolleret kraft den neongule bold mod reolen tre meter fra ham. Endnu tre underkopper, et krus og en mindre tallerken må lade livet. Der er OL på plejehjemmet, Trongården, i Vejby. Præcisi– onskast, rollatorræs og konkurrence i at slå søm i bjælker er blandt nogle af disciplinerne. Plejehjemmet huser til daglig 55 beboere, og i dag er 18 af dem delt ind i seks hold. Holdene har fået besked på at tage ens hatte på. Holdet med de sprag– lede bøllehatte har netop overstået disciplin nr. 4; en interimistisk udgave af det muntre køkken, hvor porcelæn skal knaldes ned fra hylder med bolde. På hver side af de automatiske glasdøre i hovedindgangen brænder Den Olympiske Ild i skikkelse af to havefakler fra et større dansk boligmagasin.

Tysk TV og flyvemaskiner

En af de deltagende er 73-årige Knud Madsen, der har boet

på Trongården siden 2007. Efter et langt liv som flymeka– niker besluttede han for fire år siden at flytte ind, da epilep– sien valgte at gøre det samme. Når der ikke er arrangementer på Trongården, sker der i følge Knud Madsen ikke så meget: ”Jeg får set en del TV. Mest tyske programmer, men så hjælper jeg også mange af kørestolsbrugerne med at komme frem og tilbage efter frokost. Men jeg synes heller ikke, der rigtig skal ske noget,” siger han. “Det er jo et alletiders sted. Og så er det nogle søde piger, der arbejder her.” Knuds lejlighed er delt ind i to værelser: et soveværelse og en stue med et lille te-køkken. Både i stuen og I soveværelset har Knud opstillet, hvad han vurderer til at være 800 forskellige modeller af flyvemaskiner fra de sidste hundrede år. Inde i træningsrummet er der fuld gang i disciplin nr. 2. En plejer iført en denim-kittel uden ærmer, er ved at rejse de 10 gule skumgummikegler op, efter holdet med de sorte kasketter har fået endnu et succesfuldt ”spare”. Holdets stjerne, Hans, har – trods det fysisk krævende arrangement - trådt hælkapperne ned på sine mørke sko. Han måler koncen-

treret afstanden fra den gule plastikstol, hvor han sidder og hen til keglerne. Med et nonchalant kast fører han kuglen direkte ind i keglerne og skaffer holdets første ‘strike’.

Barneplejerske og Baileys

Nede ved billiardbordet er plejeren Gitte ved at sortere forskellig medicin: ”Beboerne skal have det godt. Dem med positivt livssyn er langt bedre til at overleve. Også selvom de befinder sig på livets endestation,” siger Gitte. En af dem er 85-årige Kristina Sclosser. Væggene i hendes lille værelse er plastret til med oliefar– ver, tegninger og akvareller fra hjemstavnen på Færøerne. Efter et langt liv med børn, både derhjemme og på arbejdet, flyttede Kristina Sclosser ind på Trongården i november sidste år. ”Det er et godt sted at bo. Man bliver vartet op i alle leder og kanter.” I slutningen af 1980’erne trak Kristina Sclosser sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Siden 1969, hvor hun flyttede til Danmark og tog en uddannelse som barneplejerske, har hun arbejdet med børn. Men allerede i 1988 mistede hun sin mand på tragisk vis. Manden, der var fritidsfisker, sejlede en dag ud på Kattegat, men vendte aldrig tilbage. Han blev fundet druknet og Kristina stod pludselig uden varsel som enke. Det har dog ikke fået Kristina Sclosser til at tænke over, hvornår hendes eget liv slutter eller hvordan: ”En gang imellem ser man nogle af medarbej– derne rydde et værelse, men det tænker jeg ikke rigtig over. Pludselig er der en eller anden, der bare ikke er her mere,” siger Kristina Sclosser og fortsætter: ”Det er i grunden mærkeligt, at jeg ikke tænker på døden. Det burde jeg måske nok, men jeg er nok også lidt mærkelig.” En anstrengende formiddag er overstået. De tre deltagere på det vindende hold er blevet præmieret hver med en æske fyldt chokolade. De resterende deltagere må tage til takke med en sherry eller en Baileys som trøstepræmie. Inde i fællesstuen begynder køkkenpersonalet at skramle med kopper, kander og kagefade. Knud Madsen drejer håndleddet og skæver ned til det digitale Seiko armbåndsur i børstet aluminium: ”Nu er klokken 13.07. Næ, nu skiftede den til 13.08. Så er der snart kaffe.”

Magasinet er produceret af fotojournalisterne på 2. semester fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole 2011. Gorm Branderup Mikkel Berg Pedersen Jeppe Bjørn Vejlø Katrine Emilie Andersen Frederik Korfix Cæciliie Philipa Vibe Pedersen Lasse Dearman Simon Bruun Fals

Vi vil gerne takke følgende personer for deres uvurderlige hjælp: Hanne Mølby Henriksen Mathilde Bech Henrik Meller Susanne Sommer Ditte, Sanne og Ivar fra Fogedgaarden De frivillige fra Tisvilde Bio Michael Stjernekigger Christina og Jane fra Vejby Kirke Beboerne fra plejehjemmet Trongaarden Tingfinder-Bjarne Det gode skib Lis Nordahl og dets besætning, Carsten, Kjeld og Kian Kristoffer Lewinsky og hans familie