u p e rn a v ik og andr e fortæ llinge r
inuit.nu #1 — AUGUST/SEPTEMBER ‘14 dennis lehmann
Til Johan Nielsen
I Ved Upernavik på Grønlands nordligste Vestkyst er landskabet så ufremkommeligt, at man har været nødsaget til at skrabe toppen af et bjerg for at kunne lande et lille propelfly. Vi er ikke mere en tyve mennesker med flyet, men alligevel er lufthavnen fyldt med folk, der hilser familie og venner velkommen. Idet jeg træder ud af bygningen, ser jeg for første gang landskabet i øjenhøjde. Klippe og hav, hårdt og koldt. På den ene side strækker sig den enorme indlandsis, og på den anden ligger Baffinbugten, der huser den største koncentration af isfjelde i verden. At der overhovedet bor mennesker i dette landskab er virkelig forbløffende. Det er umuligt at komme rundt i distriktet, medmindre man har en jolle. Havet og vejret er altafgørende for indbyggerne, som primært lever af fiskeri. Upernavik er et af de få steder i Grønland, hvor små glimt af den oprindelige fangerkultur lever videre midt i en højteknologisk fiskeindustri. Jeg er fløjet den lange vej hertil for at finde ud af, hvordan det er at leve i dette landskab.
II Byen Upernavik er den største by i distriktet af samme navn. Resten af områdets 11 bosættelser betegnes som bygder og rummer mellem seks og 456 indbyggere. Indtil for nylig var Upernavik en selvstændig kommune, men i 2009 blev den slået sammen med Qaanaq i nord og Ummanaq og Ilulissat i syd, hvorved den blev verdens største og mest nordligt beliggende kommune. I Upernavik by møder jeg lokalpolitikeren Knud Kristiansen, som både er medlem af kommunalbestyrelsen i den nye Qaasuitsup Kommune samt nyudvalgt formand for regeringspartiet Atassut i Landstinget. Knud har ikke har ikke mange pæne ord at sige om den nye storkommune. Han mener, at moralen er blevet halveret siden sammenlægningen i 2009. Upernavik var ellers et velfungerende distrikt, men under den nye struktur er der kommet mere bureaukrati, og det er sværere at få konsulentbistand. Spørger man ude i byen, er der heller ingen tvivl. Se bare på hullerne i vejen. Der arbejder to mænd på at lappe dem, men der kommer flere til end de kan nå at fikse. I 2014 afholdte man en vejledende folkeafstemning i kommunen omkring en genopsplitning af distrikterne, men selvom overbevisende 80 procent stemte for, at kommunen skulle splittes op påny, er der endnu ikke truffet nogen beslutning fra politisk hold. Imellemtiden kan borgerne så prale af at bo i såvel verdens største som nordligste kommune. Eller som Knud Kristiansen siger: “Det eneste vi kan prale af.”
III På havnen i Upernavik møder jeg Lea Olsvig. Hun er skolebestyrer i Tasiusaq, en lille bygd en times sejlads nordpå fra Upernavik. Jeg ved det ikke endnu, men Lea skal for mig blive det levende eksempel på, hvordan alt her i området på trods af de store afstande er uløseligt forbundet. Jeg vil gerne ud til en af de mindre bygder, og jeg spørger derfor Lea, om hun kan hjælpe mig. Et par dage senere ringer hun mig op og siger, at jeg kan komme med en båd den følgende eftermiddag, hvis jeg møder op på havnen.
IV “Tasiusaq?” siger han og ser på mig fra jollen med en spørgende mine. Jeg står på kanten af kajen i Upernavik og ser på ham gennem tågen. Jeg nikker, og han gør tegn til, at jeg skal træde om bord. Det er ikke bare vejret, der er uklart. Ingen på de tre joller, der i dag sejler til Tasiusaq, taler dansk, og jeg kan derfor ikke spørge nogen om de mange i mine øjne underlige ting, der foregår omkring mig. Hvorfor er alle iført store jakker og polstrede skindhandsker, når vi har adskillige plusgrader? Hvorfor er de ved at slå et iglotelt op i en af de andre joller? Det ser både besværligt og aldeles upraktisk ud. Vi sejler i lidt over en time. Gennem smalle passager, stejle klipper, og et enkelt isfelt, hvor vi må gøre holdt for at spare skroget for skader. Et af mine spørgsmål bliver besvaret på vejen. Selvom vinden fra indlandsisen er blid i dag, trænger den helt ind, når jollen kommer op i fart. Jeg hundefryser. Som vi nærmer os Tasiusaq, kan jeg se en stor gruppe mennesker er stimlet sammen på kysten. Er det mig, de er kommet for at se? Jeg træder med lidt besvær op på klipperne med al min bagage uden at vide, hvad jeg skal forvente. Men det viser sig trods alt, at jeg ikke er attraktionen i dag. Ud fra teltet i den anden jolle bærer en kvinde et spædbarn. Tasiusaqs nyeste beboer. Han bliver nummer 249. Det er ikke sikkert at føde i Tasiusaq, så familien har tilbragt den sidste tid af graviditeten på hospitalet i Ilulissat. I Tasiusaq kommer børn ikke med storken, men i en jolle fra havet. På en måde giver det god mening, når man tænker på, hvor meget havet betyder for de små bygder.
V Da alle har set og holdt den nyfødte, bevæger menneskeflokken sig op af bakken mod et gult hus. Jeg står alene tilbage ved butikken, som er lukket, og bemærker første gang, hvor stille her er. Der er ikke et øje , og den eneste lyd, der bryder stilheden, er slædehundenes hylen. Tasiusaq betyder lagune og hedder sådan, fordi spidsen af øen, som bygden ligger på, danner en lille bugt. Her ligger fiskernes joller til, og det er det eneste sted med lidt liv, når butikken er lukket om aftenen.
VI “Aap, aap, aap.” Simon Bidstrup nikker og tager et hvæs af sin cigaret. Han kan godt huske, hvordan der var i distriktet, før fiskeriet blev det bærende erhverv. Han blev født i 1946, og da han var barn, var fisk primært hundeføde. Der boede omtrent fyrre mennesker i Tasiusaq dengang. Om vinteren flyttede de fleste i jordhytter længere nordpå, hvor fangsten var bedre. Hans far var fanger, hans mor hjemmegående. Simon selv er fisker, ligesom hans fire børn alle er det. Men hvorvidt Simons børnebørn også vil blive fiskere i fremtiden, er han ikke sikker på. Han frygter, at fiskene en dag vil forsvinde. Den røde langline trækkes langsomt ind med håndkraft. Linen er 2-300 meter, og for hver meter sidder der en ny krog. En enkelt langline kan snildt have flere hundrede kilo fisk på. Det er hårdt arbejde. De fleste fiskere har en motordrevet langline, men Simon Bidstrup har endnu ikke fået installeret en. Havet omkring ham er stille. Monstrøse isbjerge flyder langsomt forbi os. Efter en halv time begynde krogene og dermed fiskene at dukke op. Med et kraftigt sving i linen slynger Simon hellefisk, torsk og havkatte af i jollen. Sådan fortsætter han i en halv time, indtil hans gamle krop må have pause. “Satans klapmyds!” udbryder Simon pludselig. Han peger ud over det stille hav. Nogle hundrede meter fra os flyder en lille sort knop i havoverfladen. “De spiser vores fisk,” siger han, mens han finder sit gevær frem. Men den store sæl er for langt væk. Han sætter raskt langlinen på en bøje og begynder at sejle tættere på sælen. Simon beder mig holde roret, så han kan tage sigte.Da vi er omkring hundrede meter fra sælen, skyder han. Men han rammer ikke, og da sælen opfatter faren, dykker den. Vi forsøger et par gange til, men da sælen dykker for tredje gang, beslutter Simon sig for at lade den slippe. “Vi venter, så den kan blive lidt federe,” forklarer han.
VII “Hvad laver I ellers om fredagen?” Jeg kigger ud på bygden, som ligger øde hen. Vi har spillet playstation alt for længe og har besluttet os for at tage en pause og få lidt frisk luft på verandaen. Emil trækker på ordene, siger sit genkendelige “njaeee”, mens han tænker over, hvad han skal svare. “Jeg kan huske første fredag aften, efter jeg var flyttet tilbage. Jeg lå oppe i min seng og var nærmest ved at få et panikanfald.” Han griner lidt ved tanken. Jeg forestiller mig, hvordan han har ligget på sit lille værelse og tænkt på Manhattan i Nuuk, mens absolut intet skete udenfor. “Der er ikke så meget at lave i Tasiusaq,” fortsætter han. Han remser de mange muligheder i Nuuk op. Biografen, svømmehallen, hurtigere internet, barerne. Det til trods savnede han Tasiusaq, da han boede i Nuuk. Han savnede stilheden og nærværet. I Nuuk kender man ikke sin nabo, og man hilser ikke engang på gaden. I Tasiusaq kender han alle. Emil er Leas yngste søn. Normalt studerer han pædagogik på seminariet i Nuuk. Men da Emil hørte om Leas hjertesygdom sidste år, tog han beslutningen om at tage et års orlov fra studierne og flytte hjem til Tasiusaq. Nu bor han alene i et lille grønt hus på toppen af bakken, hvor han har ladet mig låne et ledigt værelse.
VIII Den årlige kajakturnering var en stor succes. Hele Tasiusaq samt en del fra de omkringliggende bygder var samlet på toppen af bakken i Tasiusaq, hvorfra de kunne følge sejladsen. Solen skinnede, og det var varmt. Det blev Sofies mand, Peter, der vandt, og efterfølgende samledes familie og venner til kaffemik på klippen foran Lea og Simons hus. Lea serverede grønlandske specialiteter. Tørret hvalkød og ikke mindst delikatessen mattak, den frosne hvalspæk, som ligner lakridskonfekt. Der blev spillet Olsen og danset til folkemusik. Samme dag kom 22-årige Johan Nielsen hjem til et tomt hus efter et par dage på arbejde på fiskekutteren. Hans familie var taget til Upernavik, fordi hans mor skulle opereres. Johan følte sig ensom, men fik dog besøg af nogle venner. De drak øl og hyggede sig, men vennerne bemærkede, at Johan ikke havde det godt. Samme nat læste Lea Johans sidste status på Facebook. Han var blevet bedt om at hente sine ting hos kæresten i Søndre Upernavik. Han skrev, at han faldt helt ned og havde det skidt. Lea kunne se, at mange af hans venner havde skrevet for at støtte ham. “Det går nok over,” skrev de og lavede hjertesymboler. Lea skrev også et hjerte. Næste morgen vågner Lea tidligt med krampe i benet. Hun begynder at sortere sit vasketøj, der er stille, solen skinner. Alt er godt. Lidt før syv ringer telefonen fra et fremmed mobilnummer, så Lea tænker at det måske er fulde mennesker, der har ringet forkert. Hun vil ikke tage den, men den bliver ved med at ringe. “Jeg er Peter Kristiansen. Jeg bor i 1039, i patienthuset i Upernavik. Din lillesøster, Ane Nielsen, har bedt mig om at ringe til dig.” Lea ringer til sin søster, som fortæller, at hun har haft besøg fra politiet, som meddelte, at hendes søn har begået selvmord. Det er uvirkeligt for Lea. Hun spørger, “Hvorhenne? Hvordan kan det være?” Lea havde aldrig troet, at hun skulle høre det ord forbundet med sin egen familie. Hun bliver urolig og ringer til sine børn. De tager ikke telefonen. Hun føler sig et øjeblik helt, helt alene, men hun vil ikke vække sin mand. Så bliver hun bange og begynder at græde. Efter adskillige opkald, ringer hendes yngste datter Sofie tilbage, og Lea fortæller hende om selvmordet. Sara, hendes ældste søns kone, ringer også, og de samles alle sammen hos Lea. Da politiet fra Upernavik havde undersøgt Johans lig, blev familien blev bedt om at sørge for, at han blev gjort klar til bisættelsen. Lea og Sara vaskede ham. Regine hentede rent tøj til ham. De gav ham det på og lagde ham op i det lille hus ved siden af kirken, hvor han lå, indtil resten af familien kunne komme hjem fra Upernavik.
— IX Der er ikke plads til alle i den lille kirke, så folk står på trappen og kigger ind. Udefra kan man høre salmerne og Anes ulykkelige gråd. Hun har grædt uafbrudt siden, hun kom hjem til Tasiusaq. De små børn leger uden for kirken, mens de gamle tager afsked. Det tager lang tid at få alle ind forbi for at sige farvel. Efter en halv times tid begynder folk at bevæge sig ud af kirken, og til slut kommer den nærmeste familie med kisten. Mændene er klædt i hvide anorakker. Kvinderne i farvestrålende anorakker med perlekraver og manchetter. De går op af bakken til gravpladserne. Dagen forinden har Johans far, Rudolf, samlet sten til begravelsen. Det hårde klippeunderlag gør det umuligt at grave kisterne ned, hvorfor man i stedet dækker kisten til med flade sten og mos.
—X De fire joller lægger til ved en klippeafsats lidt nord for Tasiusaq. Det er meste af familien er samlet i dag, og så snart vi er hoppet ud af jollerne begynder folk at samle sten, mos og kviste sammen til madlavningen. Der er gået en uge siden selvmordet, men selvom hverdagen har gået sin stille gang i Tasiusaq, er det som om den har været lidt mere stille end vanligt. Selv hundene har hylet mindre. Lea og den nærmeste familie har været travlt optaget af begravelse og sorgbearbejdelse, men netop derfor betyder det også særligt meget for Lea, at næsten hele familien er med på tur denne lørdag. Inden længe trækker røg op fra små bålpladser på klipperne. Alle har en lille ret med hjemmefra. Karl steger friskfanget sæl på en stor flad sten. Lea har lavet suppe med edderfugl og melboller. Simon og Mina koger havkat. Efterhånden som de forskellige retter er færdige, lægges maden ud på klipperne, hvorefter vi sætter os rundt om og spiser i grupper. Det smager råt, friskt og dejligt. Vi spiser med fingrene og laver velmenende smask med tungen. Efter vi har spist, går jeg op på fjeldet, hvor børnene leger. Herfra er hele familien Olsvig blot en lille prik i landskabet, fra hvilken lyden af latter og lyseblå røg stiger op. Det går op for mig, at jeg har glemt, hvor jeg er. Her, på toppen af et fjeld i en af verdens fjerneste afkroge, sidder jeg og ser på en familie, som trods sorgen finder sammen om en picnic på en søndag i september. Jeg kommer til at tænke på et citat af den danske fotograf Jette Bang, som rejste rundt på de selvsamme klipper for 75 år siden. “Grønland plejer - i hvert fald for mit vedkommende - at berede store skuffelser og bringe en til randen af fortvivlelse for saa pludseligt, når man er rigtigt langt nede, at give en eller anden oplevelse, som virker så meget stærkere på grund af modløsheden. Dette, tror jeg, er en del af hemmeligheden ved Grønlands fortryllelse. Jo dybere man kommer ned, des større højder er der chance for at nå i glæde og begejstring.” Under mit ophold mistede Tasiusaq en søn. Johan Nielsen begik selvmord, men en ny dreng er kommet til, og han skal hedde Johan.
upernavik og andre fortællinger inuit.nu #1 — august/september ‘14 © Dennis Lehmann Dummy edition Trykt af Rosendahls i september 2014 “inuit.nu #1 - upernavik og andre fortællinger” er første kapitel i et fælles projekt mellem fotojournalisterne Lasse Bak Mejlvang og Dennis Lehmann. Projektet vil undersøge og dokumentere, hvad det vil sige at være grønlænder i dag. I en tid hvor debatten i danske og grønlandske medier er præget af drømmen om råstoffer og olie, vil vi rette blikket mod folket for at finde af, hvor grønlænderne står og hvilken vej de selv ønsker at gå. I 2014 er det hundrede år siden den danske fotograf Jette Bang blev født. Hendes livslange arbejde fra Grønland har været en stor inspiration for os begge, og vi ønsker med dette projekt at ære hendes minde ved at gå i hendes fodspor og fortsætte arbejdet med at komme ud i alle Grønlands kroge.