Sønderlandet by Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

SÃ&#x2DC;NDERLANDET

Omslag: Billede side 6:

Laura Bisgaard Krogh Emma Line Holm Sejersen

Her er magasinet om Sønderlandet. Tag med fra Tohede til Nørremølle. Ned til Sæd og helt op i luften. Kom ind i hverdagen, dvæl i travlheden og lyt til stilheden. Land hos dem, der har vendt ryggen til krigen, vendt hjerterne mod hinanden og vendt en sten. Her er de.

Stenhuggerballet

Maria Albrechtsen Mortensen

Helt stille

Patrick og de fyrretyvetusinde hĂ¸ns

TĂ¸nderweddings.com

Vogteren i marken

Fri af skyer og med jordsigt

Ensomme ved siden af hinanden

Laura Bisgaard Krogh

Marie Bentzon

Arthur J. Cammelbeeck

Emma Line Holm Sejersen

Olivia Loftlund

Peter Nygaard Christensen

Blabl blablbalbalbalablbaba 8

STENHUGGER BALLET I sin lille skurvogn mejsler Bodil Arbjerg Lundby skulpturer i sten. Hun kan se skønheden i et torskekranie, et fugleskelet og i marskens barske natur. af Maria Albrechtsen Mortensen

Transistorradioen er dækket af stenstøv, alligevel blæser den Brahms symfonier ud i det lille rum med overvældende kraft, som kæmper den for at overdøve mejselslagets klingen.

”Det er vanvittigt at stå midt i marsken og hugge i sten, for der er ingen sten i naturen omkring mig. Men det at bo herude gør noget ved mig,” fortæller Bodil.

Midt i en støvsky står Bodil Arbjerg Lundby. Gemt bag en stor sort hjelm med udsugning, som en anden marsboer på besøg. En marskboer.

Det er 17 år siden hun skiftede lærerjobbet ud med et liv som billedhugger, og flyttede med sin mand ud i det stråtækte hus med skurvogn og 2500 hektar marsk i baghaven.

Der er ruder i alle fire vægge. Bag dem åbner marsken sig, storslået og fuldstændig flad. Her er intet læ for vinden, og skurvognen klager sig ved hvert et vindstød.

Her går livet sin stille gang. Bodil skaber stenskulpturer i sit værksted, mens Peter fløjtende tilbereder maden i køkkenet eller hjælper til,

Bodils baghave er også et udendørs galleri. Her står skulpturerne, som ikke er udstillet andetsteds, og skuer ud over marsken.

hvis en tung skulptur skal løftes på dets podie. Fra tid til anden kigger en nysgerrig besøgende forbi Bodils lille galleri i husets gamle staldbygning. ”Nogle synes, jeg bor langt ude, ” siger Bodil, “det synes jeg ikke. Jeg har en oplevelse af at bo midt i alting.” Dansen om stenen I haven mellem skuret og huset står de. Bodils skarpskårne ansigter. På rustrøde podier spejder de ud over marsken. Øjenhulerne trækker sig ind under fremskudte bryn. De står tavse, mens regndråber triller ned af kinderne.

Hver sten er sin egen, og inde i den gemmer skulpturen sig. Det er den, Bodil hugger sig ind til. Med ophøjet ro, slag for slag. Pludselig holder hun inde, blæser stenstøvet væk. Rejser sig. Går lidt væk og lægger hovedet på skrå. Sætter sig igen, samler hammer og mejsel op og fortsætter. Man kalder det stenhuggerballetten, måden en stenhugger danser om stenen på for at undersøge dens struktur. “Jeg går på en måde i dialog med stenen. Jeg ser, hvad den har at fortælle og fremhæver noget af det, nedtoner noget andet,” forklarer Bodil.

Peter og Bodil har været gift i 48 år, og Peter hjælper til med både regnskabet og de tunge sten.

Når hun først er gået i gang med en skulptur, bliver den ved med at spøge i baghovedet, indtil den er færdig. Hun kan drømme om den om natten. Bodil er ydmyg omkring sit fag. Hun tager ikke sig selv så højtideligt, og bryder sig ikke om titlen som kunstner. Det er en titel, andre giver en, forklarer hun. Når hun præsenterer sig selv, siger hun blot, at hun har et galleri og et værksted. Hun vil heller ikke masseproducere og tager nødigt mod bestillingsarbejde. Skulpturer laver hun for sin egen skyld. “Mine skulpturer skal ikke være højtråbende. De må

godt bare være der og sige “pssst, her er vi,” og så er det det,” siger Bodil. Kunst man ikke kan fortryde Motiverne er lige uden for døren. Når vejret er godt, pakker Bodil kulblyanterne og skitsebogen og cykler ad stierne, ud i marsken. Naturen er en del af hendes kunst uanset mediet. Når hun tegner, er det med kul, andre gange lægger hun lærredet ned på sandbunden, og lader tidevandet trække stregerne. Hun skal have hænderne helt ned i det, hun laver.

”Jeg kan godt lide, at jeg ikke kan fortryde. Når jeg har hugget, så har jeg hugget, jeg kan ikke gå tilbage, kun arbejde videre. Det er det samme, når jeg tegner med kulblyant. ” I Bodils øjne er marsken renset for romantik. Men det betyder ikke, at det ikke er smukt. Bodil ser både en skønhed i det flade, vindblæste landskab, og i det forfald naturen bringer med sig. ”Det passer mig godt, det barske ved naturen. Når vi bor herude, skal vi kunne tåle at se et druknet lam, eller fuglene der piller i et får, der er gået til, “ forklarer Bodil. I vanddråber står alting på hovedet Engang fandt Bodil et fugleskelet i skurvognen, der nu er hendes værksted. Fuglen havde bygget rede, men nogen var kommet til at lukke døren til vognen. Så tegnede hun det, i kul.

Hun vender nænsomt de skrøbelige fugleknogler mellem fingrene, studerer dem nøje. Skelettet har hun nemlig gemt, det står udstillet i en lille glaskrukke i hendes arbejdsrum, side om side med indtørrede frøer, andefødder, dyreknogler og et flagermusskelet. “Nogle synes jo det er ulækkert. Det synes jeg ikke, det er. Det har jo noget med form og struktur at gøre. Naturen, som er så forunderlig. Når man kommer helt ind til skelettet, så kan man virkelig se grundformen, og se hvordan det er bygget op af små bitte dele. Det er så flot,” siger Bodil. Sådan har det altid været. Hun kan falde i staver over de små ben på torskekraniet, hun fandt ved Agger Havn for år tilbage. Over hvordan sivene er trådt flade i grøften, eller barken skaller af træet. Hun kan se et ansigt i en sten og lægger mærke til, at vanddråberne på ruden er lyse som himlen i bunden og mørke som jorden i toppen. Hun vender sig bort fra vinduet. ”Har du nogensinde tænkt over, at i vanddråber står alting på hovedet?” •

Helt stille Marsklandet har sin egen ro. Midt i det hele bor Nariman Ahmad med sin mand og tre bĂ¸rn. Her har de genfundet en fred, de tabte for mange ĂĽr siden af Laura Bisgaard Krogh

En sagte tikken fra uret i stuen blander sig med børnenes gumlen. Ellers er hjemmet tyst. Her bor Nariman med sin familie. I et lille fladt land, i en lille by omkranset af marker, i en lille lejlighed. Men hendes tanker bor et andet sted. For to år siden flygtede Nariman Ahmad fra den kurdiske by Kobani sammen med sine tre børn. Deres far var taget i forvejen, og familien fandt hinanden igen i Tønder. Firkanterne af gyldent lys fra vinduerne bader de små palmer i stuen. Stjerner i papir blafrer i vinden fra den åbne altandør. Kigger man ud, ser man én af Tønders flade marker. Så en række biler, og så en række træer. Det er morgen, og solen er ved at stå op. “Jeg har fundet min fred her,” siger Nariman Ahmad. Børnene er ved at tage tøj på og gnave sig igennem den sidste bid morgenmad. Nariman besluttede at flygte fra Syrien for sine børns skyld. Hun ville genfinde den fred, som blev taget fra familien, da krigen begyndte. Men først skulle de overleve. Uden for byen Det er aften i Kobani, og det er stadig varmt. Nariman har taget sin lange sommerkjole på. Den lyse kjole med de små blomster, som falder helt ned til gulvet. Hun siger til børnene, at de skal tage fat i skørtet og ikke give slip, og sådan går de ud af huset. Hun låser ikke døren. Det er blevet sent, da de slutter sig til menneskemængden, der er begyndt at gå til den tyrkiske grænse, hvor bomberne fra de amerikanske fly er faldet tæt de sidste uger. Nariman og hendes mand, Bahzat Atsh, elskede børnenes fødeby. “Vores liv var godt, og jeg havde aldrig troet, at vi skulle forlade Kobani,” fortæller Nariman. De gik på arbejde, og de opdyrkede jorden i et lille landbrug uden for byen. Timianen dækkede bjergsiderne som store tæpper, og hver sommer, når de høstede, fyldtes næsen af duften fra planterne.

Aftensmaden er familiens samlingspunkt. Her mĂ¸des de hver dag

Den ældste datter, Evra på 12, hopper på familiens trampolin, som de købte, da de kom til Danmark

Shawarmaen er en fast del af familiens Rømo udflugter. Den er hentet lige på den anden side af grænsen

I ugerne inden flugten havde rygterne spredt sig i Kobani. De havde selv set det, Nariman og børnene. Hvordan biler med våben væltede ind over den tyrkiske grænse og ind i deres by. Da ISIS invaderede, kunne de ikke vente længere. Gåtur til grænsen På aftenen ringede Nariman til Bahzat og fortalte, at de skulle afsted. “Hvad skal jeg tage med?” spurgte hun. “Glem alt.“ Lød svaret fra den anden ende af telefonen. Bahzat sad mange tusind kilometer væk og forsøgte at holde sammen på sig selv og familien. “Det eneste, der betyder noget for mig nu, er dig og vores børn. Glem alt andet, I skal kun tænke på jer selv.” Nariman havde næppe overlevet flugten uden børnene. “De var som små voksne. De trøstede mig, og sagde, at jeg ikke skulle græde. De forstod, at vi ikke havde råd til at købe tøj og legetøj. De fortalte mig, at det nok skulle gå,” siger hun i dag om tiden på flugt. 10 dage efter de forlod hjembyen, faldt en bombe fra et fly på taget af deres hus. Den ramte børnenes værelser, alt eksploderede. Nariman og Bahzats naboer sendte dem billeder af det, der før var deres hjem. Kobani ligger nu i ruiner, og ISIS patruljerer gaderne og hele grene af familien er forsvundet. Intet ligner sig selv. Her midt i ingenting Da Bahzat fik at vide, at de fik tildelt Tønder Kommune, blev han lettet. “Jeg kan godt lide roen,” siger han. Børnene bliver sendt i skole på cykler med de andre børn fra lejlighederne. De griner under cykelhjelmene, mens de går ud af døren. For Nariman har den rolige hverdag i Tønder haft én bestemt betydning. Den har givet dem freden og evnen til at hvile tilbage. Siden krigen begyndte, har hun ledt efter et sted, hvor børnene igen kunne lege og leve. De sidste to år i Tønder har bragt dem nærmere et liv, hvor børnene igen kan få lov at være børn.

Familien tager tit på udflugt, specielt om sommeren, når det er varmt. De tager til Rømø, hvor den store flade strand giver dem ro. De spiser shawarma i sandet og Mohamad jagter mågerne, hvis de kommer for tæt på. Man skulle tro, at børnene havde boet her midt i ingenting hele deres liv. Deres danske er perfekt. Når du lukker øjnene Børnene er for længst blevet lagt under dynerne i den lille lejlighed i Tønder. Døren til sønnernes værelse går op. Mohamad på 10 år kommer ind i stuen. Det korte hår stritter lidt i den ene side. “Mor, jeg hørte en lyd?” Selvom det er år siden, familien er kommet til Tønder, er de tilbage i Kobani når de lukker øjnene om aftenen. Ungerne har svært ved at sove. Lawin på 8 år ligger syg en uge efter hver nytårsaften. Eksplosionerne og de store brag omkring midnat gør, at han holder op med at spise. Han er en følsom dreng, siger forældrene, og den af børnene, der har sværest ved at stole på freden. “Lawin har kun kendt krig. I hele hans liv har der været krig omkring ham.” forklarer Nariman. Hun fortæller sine børn, at i Tønder er politiet meget stærkt. At ISIS ikke kommer til Tønder. De er trygge her, mellem markerne. I aften forklarer hun det en gang til. “Hamoudi, der var ikke nogen lyd.” “Jo, det var som om, der var nogen, der skreg.” Hun smiler til ham. “Her er helt stille. Gå ind til Lawin.” Han tøver lidt, men til sidst flytter han de bare fødder henover tæppet og trisser tilbage i sin seng. Der bliver igen helt stille i lejligheden. Det er aften, og lyset ved sengene er ikke blevet slukket. Det står altid tændt. •

PATRICK

og de fyrretyvetusinde

HØNS Patrick Douglas Blenner er 24, fuld af energi og fremme i skoene. Mellem æg og fjer på Blennergaarden bor han med sin søn, sin forlovede og sine næsten 40.000 høns. af Marie Bentzon

I den ene længe af gårdspladsen har Patrick hans værksted og alle hans maskiner. Alle køretøjerne bliver nyttigt brugt. “Hvis vi andre holder stille hen, så dejser vi sgu også om.” siger han om sin lastbil.

”Hvad drikker møller?” råber Patrick, mens han banker på gitterdøren og forsigtigt træder ind i den enorme stald fyldt med høns. De klukkende lyde stilner af et kort øjeblik. ”Øller” hujer han. En høne letter, en anden dukker sig i position til parring, mens de andre flytter sig og følger hans skridt. Fem meter længere fremme har han flere hundrede høns i flok efter sig. ”Ja, hvis du godt kan lide at have undersåtter, så skal du bare gå herud” smiler han. ”De brokker sig heller ikke.” Patrick Douglas Blenner er 24 år og selvstændig bonde. Han ejer Blennergaarden, der ligger på en mark midt i Sønderjylland. Herude kan alt lade sig gøre. I hvert fald for Patrick. Her er der plads til 39.000 økologiske høns, store armbevægelser og en lille ny familie. Men også plads til at drikke champagne på en helt almindelig torsdag og gå i bar røv, når man har lyst. Fra skuespiller til bondemand Patrick Blenner købte gården i sommeren 2015, og i oktober samme år udvidede han hønseproduktionen fra 12.000 til 39.000 høns. Han lagde alle sine penge og energi i hønsene og glemte alt, hvad han havde lært om planter på landbrugsskolen.

”Hvis du bliver ved med at gå i andres fodspor, kommer du aldrig selv frem. Man skal turde træde lidt ved siden af og tage nogle chancer,” siger Patrick og refererer til et af sine favoritnumre ’Gå din egen vej’ med Danser med Drenge. Patrick er født og opvokset midt i Aabenraa, og hans forældre har aldrig rørt et landbrug. ”Engang troede jeg, at jeg skulle være skuespiller. Men det er jo sådan lidt en fimset ting her i det mørke Jylland,” griner han. Patrick havde mange drømme. Men det at være selvstændig har altid været den største. ”Jeg kan godt lide roen og freden ved at gå og passe mig selv.”

Patrick står op kl 6 hver morgen. Denne morgen for at læsse møj af.

“Hønsenes temperament bliver afspejlet af den, der går blandt dem. Hvis du er stresset, bliver de også stresset.”

Patrick troede han skulle have konventionelle slagtekyllinger, men faldt pladask for ægproduktion, fordi hønsene både går ude og inde.

Pernille genkender allerede Patricks styrke og stædighed i 8 måneder gamle Claes. De drømmer om en stor familie med mange børn.

På Blennergaarden bor han med sin forlovede, Pernille, og sønnen, Claes. Patrick og Pernille har været sammen i seks år og skal giftes til sommer. Patrick vidste allerede, dengang de mødtes, at han ville være selvstændig, og så var han nødt til at finde pigen i en fart, for det ville der ikke være tid til efterfølgende.

”I starten syntes jeg 100.000 kroner var meget, men pludselig er en halv million for foder ingenting.”

”Allerede fra start gjorde jeg det klart for Pernille, at jeg skulle være selvstændig, og at der ville være meget arbejde. Og hvis ikke hun ville finde sig i det, så måtte hun finde en anden.”

Bondemand uden halm i ørerne Han får tit at vide, at han virker ældre, end han er. Det mener Pernille også. Men Patrick har altid tænkt meget over konsekvenserne af sine handlinger.

En halv million for foder En hvid høne tripper rundt for sig selv på græsplænen foran gårdspladsen. Den har sneget sig ud fra hønsegården og de andre dansende høns mellem de lysegrønne poppeltræer.

”og så forsvinder ungdommen altså hurtigt,” siger Patrick.

Æggene er pakket. 23.795 blev det til i dag. I rummet over stalden sidder Patrick på sit kontor med udsigt over den symmetriske indkørsel og de flade marker i horisonten. Countrymusikken kører i baggrunden fra computeren, men kan ikke overdøve hønsene, der knevrer om kap nede i stalden. Patrick ordner regnskab.

”Man kan sagtens stadig være ung i det. Man skal huske at komme ud og møde andre, og jeg behøver jo ikke klæde mig som en, der bor på landet, med gamle slidte cowboybukser, træsko og halm i ørerne.”

Patrick bruger meget tid på kontoret, selvom han godt kan lide at rende rundt i staldene. Men han kan ikke klare det hele selv. Derfor har han nu fire ansatte på gården.

Han føler sig hverken gammel eller voksen. Patrick føler sig ung. Han fester også, kører stærkt og drømmer om at studere.

Pernille beundrer hans mange ideer, store ambitioner 35

og arbejdsomhed trods hans alder. ”Han er på et andet plan end os andre,” siger hun. Derfor nominerede hun ham også til ’Årets unge landmand’ sidste år, hvor han endte i top tre. Samme år blev han Årets Æg-ambassadør til den årlige fjerkræskongres. På udkig efter ro Solen står stadig lavt over markerne, og Patrick har lige været ude med møj. Han sætter sig for enden af spisebordet og Pernille serverer morgenkaffen. Hunden Orex gør i bryggerset, mens Patrick læser dagens bibelord højt fra mobilen. Køkkenet og stuen roder med legetøj og flyttekasser. De har stadig ikke fundet sig helt til rette i det lille stuehus. Han opdager et landsted på ejendomssiderne. ”Det ser sgu da hyggeligt ud.” siger han, mens han farer ind til computeren med avisen i hånden for at google det. Patrick vil gerne adskille familielivet fra arbejdet på Blennergaarden. Og så vil han gerne dyrke noget mere jord, have flere børn, på sejlferie med familien, have en gammel Bukh traktor ligesom naboerne, blive gældfri og holde temafester. ”Det er vigtigt, vi finder et sted, hvor vi rigtig kan slå os ned, finde ro og blive gamle.” •

I næste uge skal hønsene slagtes. Patrick tømmer staldene for allerede døde høns. Inden de nye høns bliver budt velkommen, skal den gamle stald skal istandsættes, udvides og rengøres.

TØNDER

WEDDINGS.COM

Tønder Kommune har slået sig op på bryllupsbranchen. Op til 60 par bliver viet på rådhuset hver uge. Langt de fleste fra udlandet. Costa og Juliana har kørt 650 kilometer med deres to små børn for at blive gift lige over grænsen til Danmark. Tre dage i Tønder. En vielse. Og så er det hjem igen. af Arthur J. Cammelbeeck

“Og så kommer vi til den vigtigste del, hvor I siger ‘Ja’ til hinanden.” Giftefogeden smiler til Costa og Juliana, mens hun vinker dem til pulten. Det hele foregår på tysk. Parret rejser sig. Går til pulten. Foran dem står en messingskål med et rødt kniplingehjerte med deres ringe på. “Jeg spørger dig først, Costa Homer, om du ønsker kvinden, der ved din side står, Juliana Baptista Muaquesse, som ægtefælle?” Costas øjne lyser op. “Ja,” lyder det spagt i den store sal. Tønder giftemekka De hvide rådhusvægge på Jomfrustien 8 i Tønder lægger ører til mange sprog. På en almindelig uge vier giftefogederne op til 60 par langt de fleste fra udlandet. I år er forventningen, at op til 2.000 par valfarter til Tønder og gennem rådhuset. Hovedparten kommer fra Tyskland og har anden etnisk oprindelse end tysk. Danmark har lempeligere vielsesregler end mange andre lande. Derfor kommer mange par til landet alene for at blive gift. Samtidig har Tønder Kommune opbygget et godt ry i udlandet for giftemodne par. De har en velsmurt maskine til at klare administration og vielser. Parrene skal troppe fysisk op på kontoret, og så får de en tid til at blive gift. Der bliver afsat 15 minutter per par til selve vielsen.

Det har været al slags vejr under besøget til Tønder: regn, hagl, sol. Nu er det koldt og blæsende ved Vidåslusen i Højer. De er vilde med Danmark. Selv om vejret ikke er godt, vil de gerne tilbage på ferie til sommer, når deres tredje datter er født.

“Hvor kommer I fra? Har I rejst lang tid? Hvor bor I?” spørger giftefogeden og lyder oprigtigt interesseret, da Costa og Juliana mandag morgen sætter sig for at få formaliteterne på plads. Juliana er lettet efter deres møde. Over at møde et forstående menneske. Og få en vielsestid to dage efter. Onsdag klokken ti. I lejligheden i Mersted Holiday House dufter der af eksotiske krydderier, mens Jelsna på fem og Jaul på fire larmende danser foran den tyske børnekanal på fjernsynet. Efter frokost kører familien en tur til Tønder. Der skal købes en køleskabsmagnet som souvenir fra turen. Derefter et smut over grænsen for at købe en kam til at ordne pigernes krusede hår. 15 minutter senere er de mand og kone Hver vielse bringer 850 kroner til kommunekassen. Med tre-fire timers arbejde per vielse er det ikke nogen guldgrube for kommunen. Men da man ikke kan blive gift samme dag, som man melder sig, giver det byens forretningsliv en bid af bryllupskagen. Mange overnatter et par nætter i og omkring Tønder. For eksempel på Mersted Holiday House, som er drevet af snaksalige Tutte, som også har en frisørsalon i Abild. Hun lever godt af Tønders evne til at tiltrække par, der ønsker at indgå ægteskab med hinanden. Denne uge har hun fire par indlogeret, sidste uge to. Hun klager ikke. På kommunens eget website “tonderweddings.com” reklameres også for de forskellige tilbud i byen: blomsterhandlere, bagere, fotografer og frisører. Endda et par bryllupsplanlæggere, der kan hjælpe med at stykke dagen sammen. Pigerne sover endnu. Costa tjekker nyheder på mobilen. Hans fodboldhold er kommet i pokalfinalen. Og om halvanden time skal han giftes. Han ser skarp ud, mørkeblåt jakkesæt med lyseblå skjorte. Juliana har travlt på badeværelset. Pigerne skal vækkes. “Hvorfor gør I sådan? Hvor er vores venner, vores fami-lie? Hvorfor har du ikke en hvid kjole?” spørger Jelsna og Jaul, som får fortalt, de skal til et prøvebryllup. Om to-tre år vil de holde et kirkebryllup med det hele hjemme i Tyskland. Onsdag 26.04. Om halvanden time skal Costa og Juliana giftes. Selv om de ikke gør så meget ud af vielsen, skal alle se godt ud. 43

De kører fra lejligheden, forbi blomsterhandleren og så til rådhuset. De når lige at komme ind i venteværelset, før de bliver hentet. To stole i rød velour står på et ovalt tæppe lige foran pulten. Salen ligger badet i lys fra de store blyindfattede vinduer. Juliana og Costa sidder med et barn på hver side. Giftefogeden kommer med et par små Haribo-slikposer til pigerne. To frivillige vidner sidder på siden af fogeden med udsigt til parret. Resten af stolene står tomme. “Vil I fortsætte?,” spørger giftefogeden. Nervøst grinende bekræfter de. Giftefogeden holder en kort tale. Den føles personlig, men er forholdsvis standard for alle vielser. Så kommer den vigtigste del. Parret giver hinanden deres ‘ja’. De giver hinanden ringe på. Costa har flottet sig, fordi han mente, at ringe var et krav. Det er det nu ikke. Giftefogeden giver dem papirerne på ægteskabet og en gave fra Tønder Kommune, en lille Kähler lysestage. Klokken er 10.14. Det hele er overstået. I forhallen skæver Costa og Juliana lidt til hinanden. Det var det. Giftefogeden har sagt farvel og er allerede i gang med det næste par. Et kys, et par billeder. Så ud til bilen, og hjem igen som et gift par. •

Giftefogeden Bente Skipper viser, hvor Costa og Juliana skal sidde. Bruden sidder på højre side af gommen.

10:20

12:18

10:35

12:30

10:50

13:56

11:52

14:22

Costa og Juliana gift 26.04. PĂĽ hver side sidder deres bĂ¸rn Jual (tv) og Jelsna (th). Yderst de to vidner, Annalise (tv) og Kjesten (th), fra aktivitetscenteret i LĂ¸gumkloster. Vidnerne melder sig frivilligt til opgaven. Der er venteliste til tjansen.

VOGTEREN I MARKEN Andreas er fanget mellem drøm og diagnose. Hans medfødte hjerneskade hindrer ham i at håndtere en almindelig hverdag. Alligevel drømmer han om et landmandsliv med traktor, kæreste og fart over feltet af Emma Line Holm Sejersen

Computer, iPad, XBOX og fladskærm. Andreas elsker at spille computer, når han har fri fra arbejde.

Andreas trykker pedalen i bund. Den virtuelle traktor på fladskærmen accelererer og glider perfekt på plads i laden. En ‘Big Tractors 2017’-kalender hænger og dingler på væggen. På forsiden viser en enorm John Deere sig frem. ”Det er både dyrt og svært at være landmand,” siger Andreas og peger hen på drømmetraktoren. 24-årige Andreas Wittenkamp sidder og spiller Farmers Simulator i sin lejlighed på bostedet Lærkely. Her har han boet de seneste fire år af sit liv. På en gård omgivet af gulplettede rapsmarker og grønne vidder driver han et landbrug sammen med de andre på bostedet, som alle er belastede af varige fysiske eller psykiske handikap. Da Andreas var teenager, blev han undersøgt for sit handikap. Indeni er han som et barn, og han lider også

af non-epileptiske anfald, som han får cirka ti gange om måneden. Under et anfald kan han, brølende og uklar i øjnene, rende hvileløst rundt i flere timer. Han kan også komme til at gøre skade på sig selv og andre omkring sig. Andreas har siden diagnosen været institutionaliseret på forskellige gårde og bosteder i Jylland. Her begyndte hans drøm om at blive landmand. ”På gården i Bevtoft kørte jeg ud på majsmarken i min traktor, og Jakob, min pædagog, kørte lige bag ved mig. Vi snakkede i walkie-talkie, og han fortalte mig, hvad jeg skulle gøre. Han var en god landmand,” fortæller han. Tændt. Træt. Gider ingenting Andreas tårner op ved siden af pædagogen på gårdspladsen. To meter høj står han kækt og smiler, og den lysende refleksjakke får ham til at glimte som et fyrtårn i forårssolen. Han er på vej ud for at udføre sit daglige arbejde på Lærkely. Han skal hente en halmballe med

Gårdens katte lever frit, og der kommer tit nye til. Indimellem forsvinder de ud af det blå.

traktoren og fodre kreaturerne. Efter 30 minutter i laden jager han høgaflen i stakken og stikker snuden hjemad. ”Jeg bliver træt af at være herude. Jeg laver ingenting. Det er kedeligt,” siger han opgivende. Andreas er på én gang mand og barn. Han kan og vil rigtig meget, men hans svingende engagement spænder ben for ham. Det ene øjeblik er han helt tændt, det næste gider han ingenting, forklarer pædagog Toni Chris Nielsen, der har arbejdet på Lærkely i 24 år. ”Andreas føler sig fastlåst, fordi han er så hårdt ramt af sin utilregnelige epilepsi. Kombinationen af hans anfald og mentalitet bliver en negativ spiral, fordi han er bevidst om sine egne begrænsninger. Han har mange ting imod sig, og det kan have stor betydning for hans fremtid,” siger hun.

Spor fra gĂĽrdens John Deere traktor.

Andreas’ diagnose gør ham mere overfølsom overfor stress i hverdagen. Frustration og anfald kan dukke op når som helst.

Børge, Steen, Ole og Andreas M. De arbejder alle sammen på gården.

På Lærkely bestemmer man selv over sin daglige arbejdsdag. Andreas vil helst fodre kreaturer og køre traktor.

Til grænsen på mountainbike Udenfor står gården og griber den tidlige dug, og man kan kun svagt høre den mekaniske lyd fra græsslåmaskinen. I Andreas lejlighed har de tunge grønne gardiner forvrænget eftermiddagslyset, og hele værelset ligger hen i et limegrønt skær. Pludselig og i et snuptag trækker Andreas bukserne ned og stryger fingeren langs det 15 centimeter lange ar, der strækker sig over hans højre balle. ”Jeg kom til knuse toilettet. Der var blod overalt, på gangene og i stuen. Hold kæft, det gjorde ondt.” Diagnosen tager hårdt på Andreas både fysisk og psykisk.

Det ærgrer Toni, at der ofte er for lidt personale til at have ham med på de daglige udflugter. Det kunne både hjælpe på hans anfald og hans humør, forklarer hun. Andreas ved godt, at hans anfald kan være voldsomme. Han har selv udviklet nogle teknikker til at begrænse konsekvenserne. ”Jeg bliver bange, når jeg får mine anfald. Mine hænder ryster. Men det er blevet bedre, efter at jeg er begyndt at gå udenfor, tælle til ti eller cykle ned til grænsen på min mountainbike,” fortæller han.

Andreas holder øje med gårdens kartoffelrækker.

Drømmen om et andet liv Ringetonen bipper i flere minutter indtil Facebook afslutter samtalen automatisk. Lidt efter ringer han igen, og denne gang tager hun telefonen. I den anden ende af røret kan Andreas høre skratten, men ingen stemmer. Så lægges der på. Han har ringet til sin mormor ni gange i dag. Det er ikke altid lige, at hun tager den. Andreas drømmer om et andet liv. Om kærester og tatoveringer. Om at køre ATV ud gennem majsmarkerne og holde øje med, om afgrøderne har det godt. Som en slags vogter i marken. Han drømmer om at dyrke banantræer i drivhuse. Om at klare sig selv. Lige nu er det kommunen, der bestemmer over hans skæbne. De vælger hans bopæl, og de vurderer, om han er klar til at tage vare på sig selv. Det er svært at vide, om det nogensinde sker. Andreas løber ud af terrassedøren og svinger en omgang i bare tæer. De grønne gardiner blæser ind af døren til den lejlighed, hvor han senere falder i søvn til flimmeret fra fjernsynet. •

Fri af skyer og med jordsigt Ove Winge-Petersen på 79 år har en landingsbane i baghaven. Så længe det er muligt, vil han gribe sit fly og se det hele fra oven. Deroppe giver tordenskyer og rapsmarker gåsehud og hår på brystet. af Olivia Loftlund

Det sølvfarvede hår er strøget sirligt til siden, og læderjakken knirker, idet han slynger armene om flyets snude og skubber det ud af laden. Ove Winge-Petersen flyver Ultra Light. Et fly, som ikke må veje mere end en halv ko, og som lige akkurat kan lette og lande i Oves baghave, når det blæser 18 knob fra sydøst. Ove er 79 og landets ældste Ultra Light-instruktør. Han har selv bygget sin landingsbane og er kendt i flyverklubben for at danse rundt i skyerne i al slags vejr. Det handler ikke om at være modig, men om at være ærlig og forberedt. Jo mere ærlig, man er om sine evner og begrænsninger, jo bedre flyver man, mener Ove. Briller og blomkålsskyer De tunge blomkålsskyer puffer til flyvemaskinen, og under ham modnes rapsmarkerne af forårssolen. Den gule farve giver gåsehud. Han har altid været fascineret af vejret og nyder at mærke elektriciteten brumme i kroppen, når det tordner. Men de lange, udfordrende flyveture begynder at kræve mere energi, end de giver ham.

”Jeg tager ikke så modige beslutninger længere. Jeg bliver hurtigere træt, og jeg har opdaget, at der kan ske ting, som jeg førhen har været for efterladen til at ville se,” siger Ove. Lægen, der skal forny flyvecertifikatet, har bedt Ove om at bruge briller, men Ove mener, at de ikke gør andet end at få ham til at se gammel ud. ”Jeg har svært ved at acceptere, at der sker noget med mig, som jeg ikke selv er herre over. Hvis der er noget, jeg ikke kan, men som jeg kunne engang, bliver jeg pisse sur,” siger Ove. ”Jeg mener jo, at jeg er i stand til at flyve i det vejr, jeg har lyst til.” Der er kun dig og Vorherre For Ove handler det ikke om, hvor han flyver hen, men om, at han er i stand til at forlade jorden og se på den på en anden måde. Fra en ny vinkel. Når han er i luften, opdager han jordens farvenancer og mærker naturens elementer. Flyveren bliver en del af kroppen, og det gælder om at være til stede i hver eneste bevægelse.

Ove slynger benene ind i flyet. “Jeg stopper aldrig med at flyve.”

Vindretning og lufttryk. “Plan ahead” er mantraet inden afgang.

Mavefornemmelsen frem for vejrprognoserne. Hvis man tvivler man, er man ikke i tvivl, mener Ove.

Han bliver sjældent søsyg, når det lille fly kastes rundt i de usynlige bølger. ”Jeg tænker ikke, jeg gør bare,” siger Ove. ”Jeg må ikke tænke.” Derfor er der ikke noget, der hedder nerver, når han er i luften. Og hjertebanken får han først, når han stiger ud af flyveren. ”Der er ingen vej tilbage, når først jeg har sluppet jorden. Der er kun mig og Vorherre til at bestemme, om jeg skal sikkert ned igen. Det giver sgu da hår på brystet!” Når solen rammer flyets spændte kunststof, afsløres dets spinkle skelet. Vinden griber fat i vingerne. Det blæser op. Flyet dykker. Hjulene er ikke meget større end dem, der sidder på en mooncar. De rækker ud efter jorden. ”UL niner, fire-tre-tre gør klar til landing,” skratter han i radioen til kontrolcentret. Ove og land møder hinanden i et kys. Et af de forsigtige, men insisterende. Han triller ned over plænen og kravler ud af flyet. ”Det er kun tosser, der bevæger sig ud i den slags vejr,” siger han til sig selv. Der hvor fuglene synger Han lægger hånden på motorhjelmen. Metallet føles varmt, og duften af diesel siver ud mellem fingrene på ham. Kæresten Yvonne møder ham ved landingsbanen. Hun har vænnet sig til, at Ove indimellem lever i et andet luftlag. Men når haglbygerne melder sig, bliver hun alligevel opmærksom på, hvor længe han er afsted ad gangen. Hun sender ham et forelsket blik og ryster på hovedet. ”Jeg flyver op for at finde ud af, hvorfor fuglene synger. Det er nysgerrigheden og fascinationen, der gør, at jeg ikke kan holde mig hernede,” siger Ove. Han skubber flyveren ind gennem porten og bladrer frem i flyverprotokollen for at notere. Landing nr. 5773. •

Ensomme ved siden af hinanden De uledsagede flygtningebørn kæmper for at holde ventetiden ud på Børnecenter Tønder. Desale holder fast i hverdagen for at holde fast i sig selv.

af Peter Nygaard Christensen

Ventetiden giver drengene rig mulighed for at øve sig på mange slags sport. Tidligere på året vandt de afghanske drenge DM i cricket.

Desale samler en kartoffel op med sit fladbrød, idet døren til hans værelse bliver sparket op. ”POSITIF!! POSITIF!!” Isak griner under det krøllede, sorte hår og råber de magiske ord, som alle drengene på centeret venter på. Desale skæver til brevet i Isaks hænder. Han sænker hurtigt blikket igen. Han ved, hvordan de rigtige breve ser ud. ”En joke. Han er vanvittig”, mumler han, mens han giver et nik med hagen i retning af døren. Isak er forsvundet igen, men gennem værelsets tynde vægge kan man høre ham banke på naboens dør. På Asylcenter Tønder bor 26 13-16 årige teenagedrenge i en lille verden, der på gode dage ligner en efterskole. Men drengene har ikke valgt hinandens selskab.

Ingen af dem ønsker at være på centeret. De er her, fordi de venter svar på deres asylansøgninger. De kom hertil som uledsagede flygtninge, og ingen ved, hvor længe de skal vente. Og ingen kan fortælle dem det.

Der er ikke noget forudsigeligt mønster i sagsbehandlingstiderne. Desale har ventet længere end normalt på sin alderstest.

For Desale Belay gik der en uge, før hans seng ikke bølgede som Middelhavet længere. Så gik der tre måneder, før han blev flyttet fra Ærø til Tønder og kaldt til den lægeundersøgelse, der skal fastslå, om han taler sandt, når han siger han er 16 år gammel. Det svar har han ventet på i fem måneder nu. I ventetiden melder tankerne sig. Sådan er det for alle på centret. Frygten, usikkerheden og tvivlen indfinder sig i stilstanden og bliver til de ledsagere, drengene ikke havde med på rejsen. Fælles for alle er, at de bærer rundt på historier, som de ikke taler om. De, der lærer at holde sig distraheret, har en chance. Resten er i fare for at knække, når sagsbehandlingen bliver lang.

Hver anden uge fĂĽr drengene udleveret 822 kr til mad og tĂ¸j. Flere af drengene gemmer gryderetter under sengen i flere dage ad gangen.

Desale er den eneste dreng fra Etiopien på centeret. Hjemme har han set sin far blive bortført og tæsket af politiet for at støtte præsidenten Desaleghs rival, Dr. Mulato, som led i de regionale uroligheder. En dag kom han aldrig tilbage. Da politiet kom efter Desale, tog han flugten. Først i Kastrup gik det op for Desale, at han ikke var i Sverige, som han havde håbet. Under sit forhør kunne han ikek finde ordet ”Sweden” nogen steder. Der stod ”Denmark” på politimandens uniform. En fernis af drengerøv ”Satte du fingeraftryk i Italien?” Desale kigger spørgende på en nyankommen dreng fra Afrika. Han står for sig selv på vejen foran Nørre Løgum Centralskole, hvor unge fra tre forskellige centre undervises. ”No” svarer han tilfreds. Hans fingeraftryk blev først taget i Danmark. Han får Desale og Robel til at grine, da han karikeret imiterer hvordan folk på gaden løb fra ham, når han spurgte om vej. ”Spain…” opsummerer han, ”Racister.” Robel fra Eritrea overtager: ”Denmark er OK. De hjælper. Men nogle gange er det sådan her”. Han gentager Boubas optræden, men tilføjer på karikeret dansk: ”Det ved jeg ik’!” Efter latteren har lagt sig, bliver de stille og stirrer ned i jorden foran sig. Desale sparker til en lille sten. Ingen har sagt noget, men stemningen er skiftet. Det er som virkeligheden er trængt igennem den tynde fernis af drengerøv, som de i fællesskab har opbygget for en stund. ”Vi snakker ikke så meget om ting. Kun sjov, sjov, sjov hele tiden.” fortæller Desale. I sin tid på centeret har han kun haft én rigtig ven. De andre er bare nogen, han fordriver tiden med. Desale lærte sig sproget tigrinya fra nabolandet Eritrea for at kunne snakke med ham. Men hans ansøgningsproces var kort, og nu er han flyttet til København. Det kan være svært at knytte sig tæt til folk på et center med så stor gennemstrømning. Desales eneste håb for fremtiden er at kunne flytte med sin ven. Og så vil han

arbejde, så han kan sende penge hjem til sin mor. Men selvom han klarer sig bedre end de fleste i skolen, tør han ikke tænke på, hvilket arbejde han kan få. ”Indtil jeg får positiv eller negativ, venter jeg bare.” siger Desale. Han prøver at holde hovedet fri af forventninger. ”Jeg tænker ikke. Nogle gange tror jeg at negativ er bedre end intet svar. Så ved man i det mindste hvad der sker.” Desale peger på sin tinding og lader sætningen hænge i luften. ”Bare at vente…” Udmattelsens ro Der er sjældent stille på centeret. Fra værelserne strømmer musik, af og til fra flere kilder i samme rum, pindene snurrer i bordfodbold-bordet, og det rumsterer fra køkkenet. Brevet, som Isak løber rundt med, er fra den lokale fodboldklub. Det er stilet til Desale og inviterer ham og de andre drenge med til træning allerede samme eftermiddag. Udover den lille håndfuld drenge fra Eritrea har Desale ikke nogen at spille fodbold med. De fleste drenge på centeret er fra Afghanistan og forstår sig bedst på cricket. De kommer hurtigt i tøjet og bliver kørt afsted i centerets minibus.

Drengenes koncentrationsevne kan variere kraftigt fra dag til dag som følge af deres situation. Derfor er man hurtige til at tilpasse undervisningen i skolen til dagens evner. Her spiller Desale banko.

Desale klarer sig roligere igennem dagene end de fleste. Det ved han godt. Men han gør også hvad han kan for fylde dagen op med aktivitet. Det ikke er svært at slippe for skolen, alligevel møder han op hver dag. Alternativet skræmmer ham. En hel dag i sengen, hvor tankerne får lov at styre. Hver dag ser han, hvordan de drenge, der bliver hjemme, bliver rastløse og irritable. Desale holder hårdt fast i hverdagens gentagelser for at holde fast i sig selv.

N책r det er muligt, tager centeret gerne p책 udflugter i lokalomr책det. Her er Desale og en af vennerne fra et andet center p책 vikingemarked i Ribe.

“Alt Europa er godt. Jeg vil bare gerne arbejde nu”.

Men om natten bliver de allesammen sat på prøve. Alene i sengen kommer tankerne til dem. Der er sjældent ro før sent ud på natten. Sådan er teenagere, og sådan er folk, der prøver at glemme. Det er også om natten, at flere af centrets drenge søger ind på personalestuen for at finde en voksen, der vil lytte. Desale ser film efter film, indtil øjnene lukker sig for ham. Nogle gange er det ikke nok. Så er det kun iskolde brusebade, der kan give ham ro. Han sover sjældent mere end fem timer om natten. Desale har bedt om at tale med sin kontaktperson om sin sag. På bordet i det nøgne mødelokale står en telefon, en blok til notater og en halvtom køkkenrulle. Det er her, drengene modtager de endelige afgørelser på deres sager. I telefonen knitrer stemmerne og sender ordene fra kontaktpersonen til tolken ud i rummet. ”Ikke på mandag, men næste mandag får du svar på alderstesten. Så går der ikke længe, før du har svar på din ansøgning”. Desale smiler ud i luften og takker, men da røret er lagt på, er hans begejstring afmålt. ”Det har jeg hørt før. To gange.” •