Innledning ved John David Nielsen du minde! – enhver som kan mindes er døde! Olaf Bull Da min fars ugifte kusine Sissel Blessing døde barnløs i 1991, viste det seg at jeg til min store forbauselse var innsatt som arving (sammen med Den norske Turistforening). Hennes eiendom ved Bundefjorden på Nesodden, tilfalt meg, mens de fleste løse eiendeler, møbler, bøker, sølvtøy, servise ble fordelt mellom diverse medlemmer av slekten. På min part falt bl.a. et bitte lite piano, en gipsbyste av Nansen, noen uleselige bøker av Lenin og Stalin, Sovjetunionens kommunistiske Partis historie, en del polarlitteratur, samt en rekke skrifter om parapsykologi og teologi. Min fjerne slektning snakket aldri om seg selv. Det eneste jeg visste om henne den gang, var at hun hørte til det første kull som studerte psykologi ved Det Kongelige Fredriks, og at hun hadde vært kommunist. Senere fant jeg partiboken hennes, og der kom det frem at hun hadde vært medlem av kommunistpartiet helt siden dannelsen i 1923, men meldte seg ut i 1958. Lenge hadde jeg bare sporadisk kontakt med henne, men efter at jeg flyttet til Nesodden, møttes vi jevnlig til belivende samvær, for å bruke hennes egne ord. Kort tid før hun døde, bad hun meg hjelpe til med å katalogisere bøkene hennes, men kommet halvveis i arbeidet, gikk hun trett og avsluttet med å si, idet hun pekte på et lite skap: «Der inne ligger det som er av virkelig interesse». Noen måneder efter boskiftet, tok jeg huset i bruk. Under min daglige jakt på skjulte familiehemmeligheter, kom jeg i kjelleren over en skål full av nøkler. En av dem passet til skapet, og hva fant jeg ikke der! En rekke notisbøker, en sort innbundet bok som inneholdt, ifølge innledningsordene på første side: «Dagbok over min Reise med ’Fram’», og undertegnet «Blessing»! Jeg hadde bare så vidt hørt om denne Blessing fra andre i slekten. Jeg var klar over at han hadde vært skipslege på «Fram» og var bror av Sis7
sel Blessings mor, som også het Sissel, men stort mer visste jeg ikke. Selv nevnte den yngre Sissel Blessing ham aldri. Jeg hadde jo forstått at denne onkelen, som døde da hun var 13 år gammel, måtte ha betydd meget for henne, nærmest vært i fars sted, og over sengen i soveværelset hennes hang det fire fotograferte portretter. Øverst bror og søster, og under i mindre format søsterens to døtre, Sissel og Bint. Men den fraskilte faren Johannes Mosgren (bror av min farfar, maleren Eivind Nielsen, 18641939) – hvor var han blitt av? Heller ikke ham nevnte hun noensinne, og i den øvrige familie, som ellers var meget slektsbevisst, ble han nesten aldri omtalt. I kjelleren fant jeg stadig nye vitnesbyrd om denne skjulte del av familien. Kasser og esker med brev fra 1880-90-tallet, de fleste av dem mellom Sissel Blessings foreldre. Dertil en liten koffert med fotografier, mange av dem fra Afrika, avbildninger av zuluer – viste det seg – i fullt krigsutstyr. Dessuten den yngre Sissel Blessings egne brev og dagbøker, de første fra hun var 10 år, de siste fra 1940 til 1945. Og siden stadig nye funn: Henrik Blessings egne brev, to små bøker som inneholdt illustrerte beskrivelser på zulu og latin av 98 urteplanter han hadde funnet i Natal-provinsen i Sør-Afrika rundt århundreskiftet under Boerkrigen. (Også der hadde han altså vært!) Videre dagbøker fra hans to reiser til Sørishavet, for ikke å snakke om en samling brev fra Nansen. Men det rareste funnet, som jeg ikke klarte å bli klok på, var noen merkelige opptegnelser om kokain og morfin. Jeg omtalte dette funnet til en venn av meg. Da kom han til å huske på noe faren hans, som var psykiater, hadde fortalt ham fra sin studietid: I en forelesning kom professoren inn på hvilken fristelse narkotiske stoffer innebærer, for leger især, og gav som eksempel en dramatisk skildring av skipslegen på «Fram», som uheldigvis, i embeds medfør, hadde nøkkelen til medisinskapet, og dermed var det gjort. I første omgang gjorde jeg intet forsøk på å sette meg ordentlig inn i dette veldige materiale. Jeg skjøv det fra meg. Det ble for meget for meg. Innimellom bladde jeg litt i selve dagboken fra «Fram»-ferden, men jeg hadde vanskeligheter med å tyde den bittelille skriften, og gav snart opp. Men noe måtte jeg gjøre med alt dette. Jeg kunne ikke bare brenne inne med det. Jeg følte at jeg var betrodd dette stoffet av min fjerne slektning, 8
og det forpliktet: Hvordan forvalte det på en måte jeg håpet Sissel Blessing kunne ha vært fornøyd med? Gi det videre til en profesjonell biograf vek jeg tilbake for: man kunne aldri vite hva en slik person kunne avstedkomme. Å skulle få gjort noe ut av disse papirene på egenhånd, kunne jeg umulig overkomme. – Jeg spurte en venn av meg om råd: Hva skulle jeg gjøre med alt det jeg her uforvarende hadde fått mellom hendene? «Brenn det», var svaret jeg fikk. Det var alltids en utvei, men siden ikke Sissel Blessing hadde gjort det selv, følte jeg at dette var en altfor lettvindt utvei. Jeg lot saken bero – la materialet tilside: Jeg fikk ta tiden til hjelp og håpe på at forsynet før eller siden ville gripe inn. Årene gikk. Men så 14-15 år senere ble jeg kjent med Kaare R. Norum. Han viste fra første stund en glødende interesse for det jeg her satt inne med. Særlig var det urtebøkene fra Afrika han fant det påkrevet å gjøre noe med. Han fikk i stand et samarbeid med norske og sørafrikanske medisinere og farmasøyter om utgivelse av urtebøkene, som er utkommet på forlaget Unipub. Med god støtte fra forlaget No Comprendo Press har jeg forsøkt å forene mellom to permer størsteparten av det Blessing utover urtebøkene har efterlatt seg. Under arbeidet med å redigere dagboken fra «Fram»-ferden har jeg stort sett unnlatt å ta med det som er av spesiell interesse for polarforskere og andre vitenskapsmenn (målinger, tabeller, etc.) Jeg har også sløyfet her og der passasjer og avsnitt i dagboken som jeg mener sinker hans fremstilling av denne enestående ferd. Verkets litterære verdi, forekom det meg, var det viktig å få frem.
9
Vi fik i Aften udleveret hver vor Sæk til Klæder og private Smaating for det Tilf. at vi skulde maatte forlade Skuta. Sækken indeholder af Klæ der Underbenk. af Uld 2, Uldskjorter 2, Strømper 2 Par. En ulden Hætte til at trække over Hovedet. 1 graa impregneret Vadmelsdragt. En Jægers Uldvest og 1 Par Finnsko og 1 Par Komager. Jeg glemte at nævne en Ka melhaarstrøie, der ogsaa fandtes i Sækken. Vi er altsaa kommet til «Sæk ken» som der har været saa megen Tale om her ombord – og i hvilken Forbindelse? Jo: Tegethoffkarene, som havde svagere Skute end vi, men som vist – efter Payers Beskrivelse – havde ligesaa megen Skruing som vi har havt og kanske vel saa det – De havde sin Sæk parat og rendte paa Dæk med den saasnart Skruingen begyndte. Dette har Dr. N. railleret over mange Gange under Maaltiderne – saa vi alle har hørt paa det. Og nu! Saasnart det begynder at røre sig i Isen gaar han igang med at sy «Sække» og gjøre alt klart til at gaa fra borde – noget han skulde gjort strax vi kom fast Høsten 93. Netop som jeg skriver dette (Kl. 11 ½ Aften) beg. Isen atter at røre paa sig, det smaaknager og brøler dumpt rundt omkring og det ryster nu og da i Skuta, naar hun faar en «Trøk». Ja Ja! «Fram» begynder at føle Kjærligheta nu! Og da er det godt at være stærk og ikke falde tilfode ved første bedste Angrep! 5/1 Kl. 1 Morgen. Min Vagt er nu endt! Gid næste Mand maa være heldigere end jeg – for jeg kunde ikke standse Skruingen, det har trykket og brudt og knistret og pebet hele Vagten og om Bagbord er der nu snart ligesaa mange Sprækker som der er Haar paa Hausen min. Skrugaren rykker nærmere og nærmere – idet den skyver en Del Sne – den løse Snespanen – foran sig, kun tre Skridt var der nu igjen til «Løbegraven» foran Hundehusene. Vandet i og foran disse er steget d.v.s. Isen er sunket. Skuta er nu løsnet paa hele St.b. Side og har faat lidt mere Slagside over til Bagbord (4 ½ Grad nu mod 4 før). Intet er saa irriterende i Verden. Det er som Bøigen i «Per Gynt». Nei heller slaas paa Livet med en Bjørn, Tiger, Løve eller en djævelsk Elefant fremfor dette seige, sleipe, usikre! Dette Favntag som er saa stærkt, men falskt. Jeg ligger og læser i Sofus Aars: «Skovinteriører» om naar Rødkjælken 170
fik sit røde Bryst og sin sørgmodige Sang, men nu gir jeg Døden og Djæ velen baade i Rødkjælken og Skruing, tar mig en Dram Curacao og gaar til Køis, for muligens at bli purret ud af «Fram» sjøl Godnat! Aftenen: Ja ganske rigtig! Kl. 6 idagmorges purredes alle Mand ud forat bringe Proviant til Storkosset, og Storflaket i Læ af dette. Alle de Kasser som igaaraftes blev stillet op paa Fordækket i Nærheden af St.b. Svalkelem, blir lempet paa Isen og kjørt afsted: Alt gik som en Røg og i god Orden. Skrugaren var da rykket frem til Hundehusene, havde saaledes ganske fyldt «Løbegraven», havde blokeret B.b. Svalkelem og Skuta havde faat mere Slagside over til B.b. idet den voxende og fremrykkende Skrugar brød Isen under sig. Dagen anvendtes til at gjøre os videre klare til for Alvor at for lade Skuta ifald den skulde skrues ned eller ramponeres: Sækkene sattes parate i Salonen. Soveposer, Ulveklær, Komager, Finnsko, Lys, Rifler, Patro ner, Kogekar, Spiritus, Værktøi, Kajaker, Kjælker o.s.v. sattes parat. Jeg pak kede en Sæk med Bandagesager, gjorde et Udvalg af Instrumenter og fik ⅓ af mit Medicinforaad paa Isen. Desuden tog jeg vare paa Resultaterne af mine Blodundersøgelser, Veininger, CO2 Bestemmelser og Algefangsten fra i Sommer. Dagen har forløbet rolig og vi spiser Aftens til vanlig Tid. 6/1 Ja vist det blev en rolig Aften den igaar ja! Menigheden havde netop tændt sine Piber og jeg en Cigar for dog at faa nyde den ombord endnu en Gang og vi havde netop bragt vore mødige Corpora i en beha gelig horizontal Stilling, da det pludselig begyndte at skrue voldsomt Kl. 7 a 7 ½ Aften. Vi kunde lige fra Beg. af høre at der denne Gang var mere end vanlig Alvor i Isens Bevægelser. Johs. stod netop i Begreb med at vaske sig til Søndagen, men maatte fly fra Byssa med Lorten paa sig; i en Fart kom en Del af os paa Dæk. Skrugaren var da rykket ind til Skutesiden og Stor isen begyndte at gaa paa. Det knagede og bragede, rystede og hoppede – saa det var rent «nifst» at være ude, men vi maatte have med os vore Sager og prøve at tage det roligt. Snart kom Nansen ned igjen og skreg i Døren: «Alle Mand paa Dæk»! «Op med Sækkene og gaa ud St.b. Svalkelem». I en Fart havde nemlig Skrugaren rykket op til Rækken, baade paa Fordæk og Halvdæk, og havde ikke Seilet holdt, saa havde vi faaet en Masse Sne og Is ind paa Dækket. Hundene truedes et Øieblik stærkt og havde Seil 171
taget over Fordækket gaaet, saa vilde en stor Del af dem blit skruet ned i «Castellgarden»37. Dr. N. fik revet op Døren til «C.g» og en større Del af Hundene rusede nu ud paa Fordækket og til dels forsvandt de som Raketter ud gj. St.b. Svalkelem, men en Del fòr omkring i Castellgarden og fant i Forfjamselen ingen Udvei, saaat Petterson maatte gaa ind under det usikre Tag og jage dem ud. Da Peder Heiken saa at Isen naaede op paa Rækka og beg. at tynge Seilet tog han en Spade og vilde gi sig til at skuffe undaf, men det gik saa fort med Isens Avancement, at H. og Isen og Spa den og hele Greia blev slængt op paa Seilet som smaa Ulddotter. Hansen som stod paa Sprang forat assistere Heiken med nok en Spade, saa dette og gjorde Vendereise. Snart kom Nansen til og foreholdt Heiki det unyt tige i hans Arbeide og at det var bedre at anvende nogle Hestkræfter an detsteds. Heldigvis standsede Skruingen ligesaa pludselig som den havde begyndt. Det Hele stod neppe paa i mere end 5 Minutter. Men i disse faa Øieblikke havde de frygtelige Naturkræfter kastet op en Skrugar paa siden af «Fram» der naaede op til anden Vevling i Storvantet og gik opunder Daviderne paa Halvdækket om B.b. Den der hængende Petroleumsbaad var flyttet bort paa Storflaket om Aftenen – det var det sidste vi gjorde – og det viste sig nu at være paa høie Tid. Desuden havde Skruingen løftet Skuta over 1 Fod forud og rettet Slagsiden fra 7 o til 6 1/8 (som den nu har). Da vi var saa nogenlunde færdige med Redningsarbeidet og alt igjen var roligt, gik vi alle ombord og Vagt blev som vanlig sat med Ordre til at purre ud ved første Tegn til Skruing. Alle Mand laa i fuld Hyre. Dørene stod aabne og Lygter tændte. Det var ryddiggjort i Gangen om St.b. over Bibliotheket, for det Tilf. at Isen skulde stænge Udgangen om B.b. Natten forløb imidlertid roligt og alle Mand fik hvile sig ud efter Sjauen. Idag er det Søndag og vi har anvendt Formiddagen til at sove ud og i Efterm. tog vi fat paa at rydde op i Skrugaren idet al Sne og Is paa Seilet toges bort og Rækken gjordes klar forifra agterover saa langt vi rak. Iaften fik Hansen en Observ. der gav en Br: 83o 34 --- hvilket gav Anledn. til en Spiritusbolle og andet Traktement. I Kvæld er Stemningen livligere end vanlig p. Gr. af at vi nu har slaat Lockwoods Record med 10 Min. «‘Castellgarden’ kaldte vi en paa fordækket om bagbord anbragt indgjærding hvor hundene foreløbig boede, da sammes skruing [nyttår 1895] straks før hadde ødelagt husene deres.» Fra Blessings artikkel «‘Fram’ i drivis og skruinger», Verdens Gang, 7. juni 1910.
37
172