DTU Kulturarvsanalyse

KULTURARVSANALYSE

– en udredning af de bærende historiske arkitektur- og planlægningsprincipper på DTU Lyngby Campus

DOKUMENTINFORMATION

Opdragsgiver: DTU CAS.

Rapportnavn: Kulturarvsanalyse – en udredning af de bærende historiske arkitektur- og planlægningsprincipper på DTU Lyngby Campus.

Dato: 31.03.2023.

Opdrag: Kulturarvsanalyse.

Rapporten er udført af: SUBSTRATA.

Faglig bemanding: Mag.art og Ph.D Rikke Stenbro og Cand.arch. Dot Severine Nielsen.

Kontaktpersoner hos DTU CAS: Ina Borup Nørløv, sektionsleder og Bettina Mylin, projektleder, Plan- og projektudvikling.

Korrektur: Semantix.

Kreditering: Ved hel eller delvis gengivelse af Kulturarvsanalysen indhold anvendes kreditering: Kulturarvsanalyse, DTU Lyngby Campus, SUBSTRATA.

Fotos og grafik krediteres: Dot Severine Nielsen / SUBSTRATA.

Rettigheder: SUBSTRATA har som rådgiver alle rettigheder over de ideer og det materiale, som er udarbejdet i forbindelse med Kulturarvsanalysen. DTU har ret til at anvende tekst, kort og fotos, som er indeholdt i den afleverede rapport, med henblik på at få de kulturarvsfaglige aspekter tænkt med i den strategiske, langsigtede og bæredygtige udvikling af DTU Lyngby Campus. Rapportens tekstlige indhold kan gengives ved, at DTU omsætter teksten til egne formuleringer. Bruges tekstuddrag eller kort, som optræder i rapporten helt eller delvist i anden sammenhæng, er DTU pligtig til at kreditere SUBSTRATA og være loyal over for den betydning, som disse har, og den sammenhæng, de optræder i, i rapporten. Eksempelvis i kommende DTU-værktøjer, som beskriver retningslinjer for arkitektur, landskab og planlægning. DTU har ret til at benytte Kulturarvsanalysen i forbindelse med offentlig omtale og til videre formidling hos tredjepart, alene mod at kreditere SUBSTRATA.

Forside: Fingerplanen samt materiale fra Nørgård og Koppel arkiv DTU CAS: Vægur tegnet af Eva og Nils Koppel, 1963.

Placeringen af DTU set i forhold til Fingerplanen, 1947. Bearbejdning af kort fra DAC. Bænk tegnet af Edith og Ole Nørgård, 1969.

Perspektivtegning af grønt rum mellem normalbygninger, Edith og Ole Nørgård, ca. 1960-70, Kgl. Bibliotek. Situationsplan (dræn i K-sektor), Edith og Ole Nørgård, 1969. Normalbygning med støttemur, opstalt, Eva og Nils Koppel, 1964. Typografiske forstudier og prøver, udviklet af Koppel i samarbejde med grafikeren Arne Andersen. Gårdhave i bygning 452, Edith og Ole Nørgård, 1968.

KULTURARVSANALYSENS RAMMESÆTNING: FORMÅL OG HOVEDFOKUS, PRÆMISSER OG PROCES

DTU Lyngby Campus er et fornemt eksempel på sin tids arkitektur og planlægning. Her blev den gryende velfærdsstats nye arkitektur- og planlægningsidealer for alvor rullet ud i form af en ny bymæssig universitetsbebyggelse med en nær tilknytning til den regionale planlægning og en planlagt S-togsforbindelse i Fingerplanens lillefinger. Universitetets plan og bebyggelse blev udviklet i et nært samarbejde mellem bygningsarkitekterne Eva og Nils Koppel og landskabsarkitekterne Edith og Ole Nørgård. Ole Nørgård antog i en artikel om det nye universitet på Lundtoftesletten, at en vellykket udvikling af campusmiljøet var afhængig af:

“... om brugerne og de, der har ansvaret for den videre udvikling, forstår og respekterer den planlagte struktur, og om de i alle de dispositioner, der skal træffes, søger at understrege hovedkarakteren”1

Kulturarvsanalysens

formål

og hovedfokus

Nærværende analyse bestræber sig på at give læserne en forståelse af netop hovedkarakteren ved at dechifrere de landskabelige, arkitektoniske og planlægningsmæssige greb, der indledningsvist blev anvendt til at skabe den. Den søger i tillæg at give et indblik i, hvordan disse greb relaterer sig til hinanden på tværs af skala. Der blev i udgangspunktet tænkt meget nøje over, hvordan infrastrukturudviklingen på den store skalas niveau, skulle forbinde sig med landskabet, beplantningen, byrummene og bygningerne. Alt sammen som del af en større plan, som kunne udvikles over tid.

Kulturarvsanalysen:

• Giver et indblik i områdets udvikling og en oversigt over, hvori de bærende kulturarvsværdier på DTU Lyngby Campus består, og hvordan de knytter sig til landskab, bygninger og byrum

• Viser hvordan de bærende arkitektoniske, landskabelige og planmæssige greb er brugt og virker sammen på tværs af skalatrin

• Gør opmærksom på, hvad som er vigtigt og mindre vigtigt for såvel del som helhed og for at de væsentligste kulturarvsværdier bevares og videreudvikles gennem langsigtede og bæredygtige, strategiske indsatser.

Kulturarvsanalysen vil på flere niveauer give nyttige og brugbare input til udviklingen af DTU Lyngby Campus, og den understøtter DTU’s overordnede vision om en bæredygtig og integrerende campus på eliteniveau. Kulturarvsanalysen er opbygget, så læseren let kan skaffe sig et overblik over de forhold og præmisser, som historisk har betinget udviklingen af stedet både topografisk, planlægningshistorisk og arkitektonisk. De 11 hovedgreb, som foldes ud i løbet af analysen, er afledt på baggrund af grundig research og analyse af Koppels og Nørgårds arbejde, tegninger, planer, tekster og fotos. De er, i det omfang det har været muligt, navngivet med begreber, som arkitekterne selv brugte i beskrivelsen af deres fælles projekt. Arkitekterne har beskrevet deres arbejde i forskellige interviews og artikler, og der findes mere end 250 byggemødereferater, som er veldokumentererede. Alligevel er mange af de valg, som er truffet i den arkitektoniske proces, ikke beskrevet eksplicit. Disse valg indgår i en iterativ og på mange måder “tavs” og utilgængelig vidensproduktion. Således er flere af de principper, der er arbejdet ud fra, kun beskrevet gennem praksis. At italesætte denne del af Koppels og Nørgårds arbejde og på baggrund heraf at udlede de hovedgreb, som er brugt til at opbygge campus’ hovedkarakter med, er derfor resultatet af en analytisk proces, i hvilken viden er syntetiseret og formidlet pædagogisk. Dette må man som læser have i mente, når man læser rapporten og præsenteres for hovedgrebene, der ved første blik måske kan læses som distinkte og hierarkisk ordnede kategorier, selv om de i praksis er uadskillelige.

Selv om meningerne om Koppels og Nørgårds plan i eftertiden har været delte – og den visse steder er blevet udfordret af en udvikling, som har fulgt andre tiders idealer – har de arkitektoniske, landskabelige og planlægningsmæssige greb, som planen består af, i store træk vist sig at være robuste og langtidsholdbare. Disse greb har i store træk dannet ramme om den udbygning, som har fundet sted på Lundtoftesletten i mere end 60 år.

Kulturarvsanalysens hovedfokus er rettet mod den udvikling, der er sket i området fra midten af det 20. århundrede, hvor polyteknikerbyen blev planlagt og opført, og frem til i dag, men indledningsvist ses der også på, hvilke aftryk og spor historien har sat på området forud for anlæggelsen. For selv om campus blev tænkt og anlagt efter en overordnet og stram plan, tegnet af Eva og Nils Koppel og Edith og Ole Nørgård, og bygget på bar mark, er der en række historiske forhold og regionale planlægningsdagsordner, som har haft afgørende indflydelse på den udvikling, som området har gennemgået over tid.

Præmisser og proces

Analysen har et kulturarvsfagligt udgangspunkt, og de kulturarvsværdier, som den identificerer og formidler, er derfor ikke vægtet op mod andre interesser og hensyn, for eksempel i de planer og retninslinjer, som i øvrigt gælder for DTU Lyngby Campus.

Arbejdet med kulturarvsanalysen er igangsat på bestilling fra sektion for Plan- og projektudvikling DTU CAS. DTU ønsker, at den fremadrettede udvikling af campus skal ske med respekt for den arkitektoniske arv. Kulturarvsanalysen er udarbejdet med henblik på at opbygge en kulturhistorisk og arkitektonisk vidensplatform, som kan give DTU og de samarbejdspartnere, som involveres i udviklingen af campus, et godt grundlag for at tage vare på og udvikle de kultur- og arkitekturhistoriske værdier, som er knyttet til området. Arbejdet har løbet fra januar 2023 og frem til udgangen af marts 2023. Substrata har dog ved flere lejligheder tidligere bistået opdragsgiver med at skabe en oversigt over kulturarvsværdierne på DTU. Nærværende analyse trækker i et vist omfang veksler på omfattende arkivstudier og registreringer, ligesom den trækker på ekstrakter fra de dialog- og inddragelsesmøder, som i 2021 og 2022 er blevet afholdt med interessenter og medarbejdere i CAS. Kulturarvsanalysen supplerer Strategisk campusplan DTU Lyngby Campus.

Kulturarvsanalysen er udarbejdet i tæt dialog med DTU CAS, og der har undervejs i udarbejdelsen været afviklet en række interne arbejdsmøder, hvor analysens rammesætning og delkonklusioner er blevet drøftet for at sikre, at analysen kan blive et brugbart værktøj for dem, der arbejder med DTU Lyngby Campus’ videre udvikling. Der er undervejs i processen søgt etableret et bredt ejerskab til analysens konklusioner gennem en aktiv medvirkningsproces, hvor brugere og interessenter har kunnet komme med input. I den forbindelse har der været afviklet flere møder og byvandringer: Med ansatte i DTU CAS, med Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling samt et møde med planlæggere fra Center for Udvikling, Plan og Byggesag i Lyngby-Taarbæk Kommune.

DTU’s eget arkiv, som både rummer byggemødereferater og originaltegninger af Koppel og Nørgård, er i processen blevet flittigt besøgt, og der har været afviklet samtaler med vigtige ressourcepersoner, med særlig viden om den historiske udvikling, som har fundet sted på Lundtoftesletten:

• Historiker, Lise Skjøt-Pedersen, der er arkivar på Stadsarkivet i Lyngby-Taarbæk Kommune.

• Arkitekt Jens Fredslund, der i perioden 1984-2000, som kongelig bygningsinspektør var ansvarlig for udbygningen på campus

• Arkitekt Jørn Kjærsgaard, der i perioden 1985-1986, var ansvarlig for udarbejdelsen af rapporten “Udbygningsplanlægning for DTH/DIA”, for byplankonsulenttegnestuen Andersen & Juul Møller

• Bent Mikael Andersen, der er fungerende projektleder i Campus Service og tidligere har været sektionsleder for Vej og Park på DTU

• Landskabsarkitekt Hanne Bat Finke, der i midten af 00’erne lavede anbefalinger for fremtidige anlæg og drift af DTU’s friarealer

• Billedkunstner, Poul Agger, der i begyndelsen af 1970’erne samarbejdede med Koppel om udsmykning, indretning og farvesætning af frokostkantinen i “Faculty Club”

• Arkitekt Merete Ahnfeld-Mollerup, der som arkitekturhistoriker har skrevet om Eva og Nils Koppels campusplan og har interviewet Nils Koppel

• Landskabsarkitekt Søren Harboe, der som en central medarbejder på Nørgårds tegnestue i 1960’erne og 1970’erne, var ansvarlig for udregning og gennemføring af terrænreguleringer på det der senere skulle blive DTU Lyngby Campus

• Rune Frederiksen, samlingschef, og Anna Manly, museumsinspektør ved Ny Carlsberg Glyptotek.

• Jacob Steen Møller, der som institutdirektør og senere campusdirektør i perioden 2003-2021 har indgående kendskab til DTU Lyngby Campus’ nyere udviklingshistorie.

Luftfoto, DTU Lyngby Campus 2019.

II LUNDTOFTESLETTENS UDVIKLING FRA ISTID TIL 1974

Historie, topografi og landskabstræk

Det landskab, som DTU ligger i, blev dannet i sidste istid. Det er en såkaldt smeltevandsslette, som er dækket af et morænelag af sand. Da istiden gik på hæld og isen smeltede, blev landskabet mod vest og nord eroderet af dybt nedskårne smeltevandsløb, der skar sig ned i terrænet. Der er spor fra menneskelig aktivitet i området tilbage fra ældre stenalder. Også fra jern- og bronzealderen findes der talrige spor efter både bosætning og gravlæggelser. Ifølge P.V. Globs bog ”Oldtidsminder i Kgs. Lyngby og Dyrehaven” fra 19482, har der været omtrent 100 bronzealderhøje i det område, som i dag omfatter Lyngby-Taarbæk Kommune. To af disse lå på Lundtoftesletten, der hvor DTU Lyngby Campus i dag ligger. Den ene havde navnet Baunehøj, den anden Carlshøj. Gravhøjene blev begge nødudgravet i foråret 1961, i forbindelse med at anlæggelsen af det tekniske universitet blev sat i gang. Det var Nationalmuseet, der stod for udgravningerne, bistået af nogle af anlægsarbejderne, som allerede arbejdede på stedet. Deres deltagelse i udgravningerne blev betalt af byggeudvalget, som dermed bidrog aktivt til, at de forhistoriske spor i området blev udvisket.

Helt frem til, at man begyndte at bygge et nyt teknisk universitet på Lundtoftesletten, blev arealet dyrket som agerbrug. Af et kort fra 1811 kan vi se, at området på dette tidspunkt fortsat indgår som en del af en stjerneudskiftning. Flere af matrikelskellene fra denne tid er stadig sporbare i området, blandt andet længst mod syd, hvor Carlshøjvej på en del af strækningen løber langs det gamle markskel, som fortsættes helt over på den anden side af Helsingørmotorvejen. Om end gravhøjen, som Carlshøjvej stadig henviser til, for længst er forsvundet, er navnet alligevel et vigtigt vidnesbyrd om den historie, der har gået forud.

Nedrivning af gartneriet Carlshøj, i den sydlige del af campusområdet, med indtegnet to gravhøje (Baunehøj øverst og Rokkehøj nederst) og de kommende bygninger DIA M/bygning 458 og DIA E/bygning 451. Carlshøj lå sydøst for Rokkehøj på kanten af Nørgårds Have. Nørgård 1967, arkiv DTU CAS.

Kort 1901-1971 med fredede (rød) og ikke-fredede, (blå) fortidsminder. Den fredede Rævehøj (øverst til højre) ligger den dag i dag øst for Helsingørmotorvejen og DTU Lyngby Campus. Området blev brugt som flyveplads af Polyteknisk Flyvegruppe. Kulturarv.dk/Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering. Lundtofte

1811,

Signaturforklaring Adressesøgning Udskriv kort Vis på liste Kort © Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering / Luftfoto © Leica Geosystems Technology A/S

Matrikelkort

hvor stjerneudstykingen ses. Lyngby-Taarbæk Kommunes Stadsarkiv.

1954. Hillerødmotorvejen under anlæggelse. Krak.dk.

Flyveplads, gartneridrift, udbygningsplaner og ny udvikling

Foruden ager- og gartnerbrug fungerede en del af arealet på Lundtoftesletten i perioden 1917-1959 som flyveplads med flyveskolebygning og to hangarer. Disse var beliggende tæt på bygning 204, hvor der i dag er opsat en mindeplade. At mange af de arkitektoniske, landskabelige planlægningsmæssige hovedgreb, som campus oprindeligt blev udviklet efter, betoner områdets horisontale karakter, er med til at opretholde historien om den tid, da området blev anvendt som flyveplads. Det samme er den centrale akse i nord-syd-gående retning, der siden etableringen er blevet friholdt for byggeri i hele planens længderetning (for mere viden om de arkitektoniske og landskabelige hovedgreb og planlægningsprincipper, se side 24). Også Polyteknisk Flyvegruppes fortsatte tilstedeværelse i bygning 234 og det forhold, at vandrehallerne i bygning 101 i daglig tale fortsat går under navnet landingsbanerne, genkalder flypladshistorien, dog primært som en immateriel kulturarvdimension.

En del af områdets sydligste ende var tidligere ejet af planteskoleejer Frode Sørensen. På landbrugsarealer i Lyngby, opkøbt i 1923, grundlagde Frode Sørensen i 1938 de to gartnerier Carlshøj og Emdruphøj. Sørensens gartnervilla er i dag indrettet som gæsteboliger og er et af de få fysiske spor, der står tilbage, fra tiden før byggeriet af campus blev sat i gang på Lundtoftesletten. Gartneritidens læ- og beplantningsbælter genkaldes i øvrigt i de tværgående grønne forbindelser på campus, som løber i retningen øst-vest.

I 1930’erne opkøbte Københavns Kommune store arealer uden for kommunegrænsen, herunder flere af de gårde ved Lundtofte, der endnu ikke var blevet udstykket på dette tidspunkt, “Rævehøjgård”, “Bjælkeagergård”, “Østergård”, “Lundtoftegård”, “Søgård” og “Sognefogedgård” samt “Lille Øholm”. Gårdene blev i første omgang drevet videre med forpagtere. Lyngby-Taarbæk Kommune købte efterfølgende i 1957 arealerne af Københavns Kommune, der dog stillede en klausul om, at der på arealet skulle opføres 800 almene boliger. Boliger blev der imidlertid aldrig bygget nogle af, for mindre end et år efter erhvervelsen i 1958 blev området eksproprieret af staten, som ville opføre et nyt teknisk universitet her. På dette tidspunkt var man i de tilgrænsende områder begyndt at bygge. I 1940’erne blev Fortunbyen opført, mens der i efterkrigsårene i området nord for campus blev etableret en række nye industrier, herunder køleskabsfabrikken Atlas og Hempels skibsfarvefabrik samt Otto Nielsens emballagefabrik. Lundtofteparken blev opført i 1950.

Placeringen af DTU set i forhold til Fingerplanen 1947. Bearbejdning af kort fra DAC5

Lundtoftesletten og dens plads i den regionale udvikling

Steen Eiler Rasmussen sørgede i 1930’erne for, at Akademirådet stillede en guldmedaljeopgave om en ny by på Lundtoftesletten i Lyngby-Taarbæk Kommune. Peter Bredsdorf fik, ligesom senere byplanchef på Frederiksberg, arkitekt Poul Wiboe, tilkendt Akademiets store guldmedalje for deres besvarelser. Peter Bredsdorf var i perioden 1944-1949 leder af Egnsplankontoret, hvor Steen Eiler Rasmussen var formand. Dette er interessant fordi Egnsplankontoret stod bag udarbejdelsen af “Fingerplanen”3. Fingerpanen byggede på en række tidligere betænkninger for trafik og grønne forbindelser, men det nye i den var, at den forsøgte at samtænke flere aspekter i byudviklingen; natur, infrastruktur, ny og gammel bebyggelse, byrum og erhverv. Hvor de andre tidligere planer belyste enkeltaspekter, forsøgte Fingerplanen at betragte hovedstadsområdet som en helhed, på tværs af administrative grænser og kommuneskel. Fingerplanen har været afgørende for at den historisk betingede bystruktur i indre by ikke blev sprængt, og for, at byudviklingen i hovedstadsområdet skete på en måde så de grønne kiler mellem fingrene blev friholdt til natur og rekreative grønne arealer, mens nye bycentre, forstadsbebyggelse og infrastruktur blev samlet i fingrene.

Anlæggelsen af et nyt teknisk universitet på Lundtoftesletten var i udgangspunktet tæt koblet på Fingerplanens hovedide, hvor man lagde byfunktioner og ny bebyggelse i fingrene, som var forsynet med tung infrastruktur. Tanken var, at man ved at lægge et universitet i en af fingrene, tæt koblet op på infrastruktur, kunne aflaste den allerede tætte bykerne. I den forstand markerede etableringen af et teknisk universitetscampus på Lundtoftesletten, som også Steen Eiler Rasmussen har anført, ”et vendepunkt” i byudviklingssammenhæng4. Campus blev anlagt i fingerplanens “lillefinger” med grønne kiler på hver sin side af den nye bebyggelse: Dyrehaven mod øst og Mølleådalen mod vest. Universitetsbyen var fra begyndelsen tænkt sammen med anlæggelsen af Lundtoftebanen, en S-togslinje, der skulle have løbet på vestsiden af Helsingørmotorvejen fra Jægersborg station via Lundtofte til Nærum. Den endte imidlertid med aldrig at blive realiseret. I 1950’erne og 1960’erne blev en del anlægsarbejder ellers udført på den nordligste del af strækningen, men herefter lå arbejdet stille og blev aldrig genoptaget. Lundtoftebanen blev officielt opgivet i løbet af 1970’erne.

Megen af den planlægning for hovedstadsområdet, som fra anden halvdel af det 20. århundrede blev gennemført i hovedstadsregionen, har bygget videre på Fingerplanens grundlæggende ideer. Men først i 2007 fik Fingerplanen status som officielt landsplandirektiv for hovedstaden. De bærende ideer var da fortsat den stationsnære udbygning ved transportårerne i fingrene og opretholdelsen af grønne kiler mellem dem. Selv om de sidstnævnte mange steder har været under pres, og der er vokset ”svømmehud” frem mellem dem i form af nye bebyggelser. Infrastrukturudbygningen tog tidligt fart langs fingrene, men den oprindelige fingerplans ideer om, at man med offentlig transport også skulle kunne bevæge sig på tværs af de store infrastrukturårer i fingrene er, sammen med stationsnærheden, først nu, mere end 70 år efter den første fingerplan så dagens lys, løst på DTU, i og med at letbanen er blevet ført ind igennem området.

Indre København med: 3. Størrelsen af Danmarks Tekniske Højskole ved Lundtofte, Steen Eiler Rasmussens København, s. 270.

Et nyt campus på Lundtoftesletten

Polyteknisk Læreanstalt var i midten af 1950’erne vokset ud af sine bygninger ved Østervold i København. Tilstrømningen af nye studerende var stigende, og man havde i tillæg behov for mere plads både til forskning og undervisning. Udvidelser af eksisterende faciliteter i indre by blev overvejet, men blev aldrig realiseret. I stedet gik man på jagt efter udbygningsarealer i en acceptabel afstand fra København. Flere beliggenheder blev vurderet, herunder både Ballerup, Gladsaxe og Lundtofte.

Arkitekt Nils Koppel blev i sin egenskab af Kgl. Bygningsinspektør (1956-1984) spurgt til råds i sagen om Polyteknisk Læreanstalts mulige udbygning og udflytning allerede i midten af 1950. Han blev bedt om at vurdere de forskellige mulige nye lokationer op imod hinanden. Lundtoftesletten endte efter lange og grundige overvejelser med at blive det sted, som han anbefalede, og som ledelsens valg faldt på til slut. Ikke mindst fordi ansatte og studerendes ankomstforhold med beliggenheden her - klos op ad Helsingørmotorvejen og en ny planlagt parallelt løbende S-togslinje - dermed ville være sikret. Arealet på lidt over 100 hektar, havde tidligere været anvendt som flyveplads, og ingeniørstanden havde allerede et anker her i kraft af “Polyteknisk Flyvegruppe”. Da klausulen om boligbygning ikke kunne frafaldes, endte staten i 1959 med at ekspropriere den del af området, som Lyngby-Taarbæk Kommune ejede, og tilkøbte resten. Da udbygningsprocessen ønskedes speedet op, mente man ikke, at der var tid til at afholde en arkitektkonkurrence, og Nils Koppel, der allerede havde været involveret i ledelsens tidligere overvejelser, blev udpeget som arkitekt på opgaven, som han med stor iver engagerede sig i sammen med sin professionelle og private partner Eva Koppel.

Nils Koppel pegede allerede i en meget tidlig fase på at Ole Nørgård som landskabsarkitekt skulle involveres i arbejdet med udviklingen af campusplanen, da han mente, at netop han havde demonstreret at have blik for de store linjer6. Og sådan blev det. Ole Nørgård blev sammen med sin hustru og tegnestuepartner Edith Nørgård engageret som landskabsarkitekter på masterplanen. Sammen udarbejdede parrene Koppel og Nørgård i årene frem til 1959 et idealprospekt for udbygningen af universitetet, også kaldet Tapetbogen. Navnet fik den, fordi den, i kraft af sit format og sin indbinding, vakte mindelser til farvehandlernes tapetudvalgsmapper. Det idealprospekt, som blev præsenteret i Tapetbogen, var baseret på de ønsker og behov, som professorerne på Polyteknisk Læreanstalt, som repræsentanter for hver deres studieretning, havde beskrevet.

I Tapetbogen præsenteredes det hovedkoncept, som i de efterfølgende årtier satte et markant præg på den faktiske udbygning af Lundtoftesletten. På omslaget vistes en planskitse for, hvordan bygningerne og byrummene blev tænkt organiset i forhold til hinanden. Placeringerne er ikke eksakte, men vises på et principielt niveau. Et bredt vejforløb, følger den nord-syd-gående længderetning som det 105 hektar store areal havde. På planen er vejen markeret med en skravering. Den løber parallelt med den planlagte motorvej og banetracé mod øst. På hver sin side af vejforløbet, som opdeler området på langs, er der placeret en række større byrum. Disse byrum ligger forskudt i forhold til hinanden, og deres indbyrdes placering er ikke betinget af nogen stram symmetri. Flere af dem ligger i forlængelse af hinanden. De er vist som brede skraverede bånd, der løber parallelt med det gennemgående nord-syd-gående vejforløb. De store byrum er i Tapetbogens planskitse konsekvent orienteret i planens længderetning. Bygningsmassen, indtegnet med sort på planen, har ligesom byrummene også en tydelig retning. En del bygninger er lange og smalle. Denne type bygninger er med stor konsekvens placeret vinkelret på den gennemgående nord-syd-gående akse, og dermed også på de byrumssekvenser, som løber parallelt hermed. De tegner planens tværgående linjer, mens de øvrige bygningstypologier i al hovedsag er placeret, så de accentuerer planens længderetning.

Budgettet for, hvad det ville koste at realisere Tapetbogens idealprospekt, oversteg langt statens investeringsvilje, og det var derfor efterfølgende nødvendigt at bearbejde ideerne og introducere en højere grad af standardisering og repetition i byggeriet. Det gik ud over den arkitektoniske variation i bygningsmassen, og med det nedskalerede budget var der heller ikke længere ressourcer til at implementere det enorme idekatalog, som universitetets lærerstab havde fremlagt. Principperne for, hvordan bygninger og byrum skulle placeres i forhold til hinanden, holdt man dog ved, og de er den dag i dag både synlige og vigtige retningsgivere for udviklingen af campus. Detailprojekteringen af campus påbegyndtes i januar 1960, og grundstenen blev lagt i november samme år7

Tapetbogens idealprospekt for bebyggelsesplan for DTU Lyngby Campus. Tapetbogens omslag, 1959.

Udvikling af campus’ arkitektoniske principper og processen

Kompositionsprincippet fra den første idealplan blev fastholdt i den plan, som realiseredes, hvilket indebar, at campus blev bygget op over to krydsende akser. Konceptet blev skærpet over tid. Y-aksen løber i nord-syd-gående retning – parallelt med Helsingørmotorvejen – og er anlagt som en bred esplanade, der både skulle facilitere ankomst og parkering. Og en øst-vest-gående akse løber langs Anker Engelunds Vej. Aksesystemet opdelte området i fire kvadranter, én for hver studieretning: bygningsingeniør, første kvadrant, kemiingeniør, anden kvadrant, elektroingeniør, tredje kvadrant og maskiningeniør, fjerde kvadrant. Det administrative centrum, med også bibliotek og kantine, blev placeret tæt på aksernes skæringspunkt.

Byggeriet blev fra starten af holdt lavt. Kommunen havde af hensyn til udsigten fra Eremitageslottet taget en beslutning om, at bygninger ikke måtte overstige tre etager8. Kun skorstenen ved kraftvarmecentralen ragede op. Hovedparten af bygningerne blev opført som normalbygninger med kontorer og laboratorier. Der er tale om en arkitektur, som er skabt med stor sans for både helhed og detaljer og opført af gedigne og langtidsholdbare materialer. I det ydre er tegl, beton, træ og glas de dominerende materialer. De tekniske løsninger er integrerede i en nøgtern og pragmatisk arkitektur, båret af rationalitet. Merete Ahnfeld-Mollerup skriver i sin artikel i bogen DTU-Campus 1829-2029, at ”det var funktion, økonomi og teknologi, der bestemte bygningernes udtryk”9.

Facadesystemet, som blev udviklet af Koppel, var opbygget af tre elementer: et fast glasparti, et oplukkeligt vindue og et helt aflukket facadefelt i træ. Disse kunne indbyrdes udskiftes og lod sig således let tilpasse til forskellige indvendige funktioner. Inden for rammen var der stor fleksibilitet.

På et byggeudvalgsmøde den 29. januar 1959 fremlagde Nils Koppel skitseprojektets forudsætninger. I møderefaratet er hans præsentation gengivet. Her står: “Skitseforslagets hoveddisposition går ud på, ved en arkitektonisk stram, men dog yderst fleksibel situationsplan, at skabe et karakteristisk og holdningsfuldt kompleks. Den store frihed, som alle afdelinger må have, er til stede, og en ubunden udbygning kan foregå, uden at helheden forflygtiges”10. Og videre beskrives konceptet bag normalbygningerne at være: “... at der inden for standardrammerne vil være mulighed for at individualisere byggeriet”11. Allerede på dette byggemøde fremsættes ideen om at anlægge et skovbælte rundt om arealet. Ligeledes fremsættes ideen om, at der kun anlægges én vej gennem arealet, og at den placeres således, at ”man undgår at lede uvedkommende trafik gennem læreanstaltens grund”12

Det er også allerede i 1959, at man lægger sig fast på terrassering af området. Ligesom man vedtager, at området skal være åbent for offentligheden. På et møde den 11. maj 1959 foreslog Koppel, at man imellem skitseforslaget og detailprojekteringen “fik lejlighed til at se, hvad der er skabt af tilsvarende byggeri ude i verden”13.

Perspektivskitse af Danmarks Tekniske Højskole og Danmarks Ingeniørakademi, set fra Eremitageslottet. Det nye universitet skulle ikke kunne ses fra Eremitageslottet. Kun kraftvarmecentralens skorsten bryder med landskabets horisontale linje. Ole Nørgård, 1960, Det Kongelige Bibliotek.

Kunstneriske og videnskabelige referencer

Vil man forstå de organiseringsprincipper, som blev valgt for opbygningen af et nyt universtitet på Lundtoftesletten, må man orientere sig bredt. Det er tydeligt, at arkitekternes dispositionsplan helt fra de første skitser hentede inspiration i samtidens kunst og arkitektur, samtidig med at de bygger på et kartesiansk koordinatsystem, som er et basalt værktøj i mange af de ingeniørtekniske discipliner, som universitetet blev bygget til at huse. Det kartesianske koordinatsystem blev integreret én til én i planen, hvor det definerede campus’ opdeling i kvadranter. Det forhold, at linjerne i koordinatsystemets grid altid enten er parallelle eller ortogonale (møder hinanden vinkelret), blev implementeret som et bærende princip i planlægningen helt fra de allerførste planlægningsfaser. Modellen dannede forlæg for, hvordan bygninger og byrum placeredes i forhold til hinanden. Kompositionsprincippet kan umiddelbart se lidt rigidt ud – men er det ikke. Linjerne i griddet danner i stedet en ramme om uendelige variationer. Systemet lægger ligesom moderne jazz op til improvisation. Kender man skalaen, takten og det melodiske – eller i dette tilfælde arkitektoniske – tema, kan man inden for den ramme, de udstikker, ekstemporere frit. I Koppel og Nørgårds systemiske plangreb er kunst og videnskab således ikke modsætninger, men komplementære størrelser. I en tale, som Poul Erik Skriver, der var redaktør på Arkitekten, holdt om det netop påbegyndte byggeri på Lundtoftesletten i 1960, talte han om, hvordan netop forholdet mellem kunst og videnskab skulle vægtes i udviklingen af campus. Kunst og

videnskab skulle ifølge Skriver, ”... gå hånd i hånd – eller endnu bedre – op i en højere enhed”15

Kartesiansk/retvinklet koordinatsystem, wikitrans.net.

Piet Mondrians billede Broadway Boogie Woogie, 1942, wikimedia.org/Wikimedia Commons14

Ludwig Mies van der Rohe, IIT Master Plan, Chicago, Illinois, Aerial perspective for final scheme, ca. 1940-41, MOMA. IIT’s campusplan blev tegnet af arkitekten Mies van der Rohe i Chicago i perioden 1939 til 1941. Planen byggede videre på Chicagos eksisterende grid, med 33rd Street, som den centrale akse som campusbygninger og byrum arrangeredes på hver sin side af. Det var nøgterne to- og tre-etagers bygninger med fladt tag, opført over en næsten tyveårig periode, frem til at Mies van der Rohe forlod posten som Director of Architecture på universitetet i 1958.

Perspektivtegningen af Tapetbogens plan, dateret 14. september 1959, viser den tydelige inspiration fra IIT, men linjerne i det grid som bygningernes placering og udformning tilsammen tegner, er ikke ligeværdige som i forlægget. Hos Koppel og Nørgård gives der særlig vægt til planens længderetning. De relativt lave bygningsvolumener er således vist med lukkede gavle og facader mod den beplantede midterakse og med horisontale vinduesbånd i facader, der går vinkelret herpå. Tapetbogens omslag.

På et byggeudvalgsmøde den 7. juni 1959 blev der fremsat et forslag om en fælles studierejse til USA, Mexico og Venezuela. På et efterfølgende møde den 14. september samme år præciseres studierejsens program, og det fremgår af referatet, at Koppel og Nørgård ønskede at besøge Universidad Nacional Autónoma de México (UNAM), Massachusetts Institute of Technology (MIT), Cambridge Massachusetts, Harvard University, Boston, Stanford i San Francisco, Illinois Instute of Technology (IIT), Chicago, og General Motors, Detroit.

Koppel og Nørgård bevilgedes penge til rejsen, og af deres dispositionsforslag for et universitetscampus på Lundtoftesletten er det tydeligt, at særligt to af de universiteter, som de besøgte på studierejsen, fik indflydelse på det arkitektoniske hovedgreb, de udviklede sammen, og på de bærende arkitektoniske principper, som de arbejdede med.

IIT, som i perioden 1938-1958 var blevet opført efter en plan af Mies van der Rohe, var med sit organiseringsprincip, som rækker på tværs af skalatrin, og sin stramme modernistiske arkitektur det ene. UNAM, der blev bygget mellem 1949 og 1952 og var produktet af 60 arkitekter, ingeniører og kunstneres fælles indsats, var med sine terrasseringer og støttemure og sin udfoldede brug af kunst det andet. Arkitekterne lagde på studieturen til Mexico også vejen forbi ruinbyen Chichen Itza i Mexico, hvis sandstensarkitektur og terrasseringer utvivlsomt også har været en kilde til inspiration.

IIT, Illinois. S.R. Crown Hall, 1956. Kendetegnende for Mies van der Rohes arkitektur på IIT er de synlige konstruktive principper, der gav mulighed for at arbejde med et åbent program og med asymmetriske og åbne rumforløb inde i bygningerne. Ankomsten til bygningerne, der har et utvetydigt horisontalt præg, sikres af selvstændige, eleverede sorte ståltrapper, hvilket uden tvivl var en kæmpe inspiration for Koppel. Foto: architecture.org.

UNAM, Mexico City. UNAM fik i sin samtid stor bevågenhed i internationale arkitekturtidsskrifter, hvilket formentlig var grunden til, at Koppel og Nørgård på deres studierejse lagde vejen forbi det nybyggede mexicanske universitet. Den måde, hvorpå bygninger her var blevet anlagt i relation til terræn, var sammen med det omfattende kunstneriske program en væsentlig inspirationskilde for campusbyggeriet på Lundtoftesletten. Foto: flickr: chrisinphilly5448.

Ideerne omsættes til virkelighed

I dansk sammenhæng var det tekniske universitetscampus, der blev opført på Lundtoftesletten, det første universitet bygget med udgangspunkt i en amerikansk campusmodel. I modsætning til den historiske europæiske tradition, hvor universiteter er opført over århundreder og er indlejret i den urbane struktur, blev DTU bygget på et areal, der i al hovedsag kunne betragtes som bar mark. Denne præmis var i følge Ole Nørgård afgørende for, at byggeriet på Lundtoftesletten ikke som Aarhus Universitet kunne blive en decideret parkbebyggelse. Campus på Lundtoftesletten måtte ifølge Nørgård snarere karakteriseres som en byagtig bebyggelse med en bred boulevard i midten og med bygninger grupperet omkring torve16. Ideen var at ”torvene vil gøre hele læreanstalten mere overskuelig og lette orienteringen. De kan endvidere tjene som parkeringspladser”17.

Et revideret skitseforslag præsenteret på et byggeudvalgsmøde den 14. september 1959 lagde op til, at etagearealet for hele det samlede anlæg kunne udvides med 70 %. Man var altså fra starten af optaget af fleksibilitet og udvidelser. I protokollen står der: ”Det er en forudsætning for det hele, at der med regelmæssige mellemrum sker en nyvurdering af byggeriets omfang” og ”... projektet er i den foreliggende form … fleksibelt over for en kommende udvikling”. På samme møde formuleres en af målsætningerne for udbygningen på følgende vis: ”... det er hensigten, at der skal kunne finde en direkte vekselvirkning sted mellem industri og læreanstalt, idet der i mange institutioner er afsat laboratorier til gæsteforskere fra industrien”18

Afstanden mellem bygningerne og højden var i udgangspunktet betinget af lysforholdene. På byggeudvalgsmøde den 21. december 1959 blev udnyttelsesgraden fastsat til 0,46. Udnyttelsesgraden er beregnet “… i forhold til den yderste grænse for det erhvervede areal”. Der vurderedes ikke at være “… mulighed for en forhøjelse af udnyttelsesgraden, for eksempel ved at bygge flere etager end de foreslåede tre, idet man så må forøge afstanden mellem blokkene og derved ændre hele hoveddispositionen. Hertil kom det æstetiske moment, at de tre etager er under trægrænsehøjde og derfor ikke vil kunne komme til at virke så dominerende i landskabet”. Træbeplantningen og den virkning, den ville få for oplevelsen af/fra bebyggelsen, vurderedes i det hele taget højt. Dette ses på Nørgårds perspektivtegninger, men fremgår også af det forhold, at hele Esplanaden beplantes allerede i årene 1965-66.

Tværsnit gennem bygninger 227, 228, 229. Illustration viser forholdet mellem højder, lysforhold. Nørgård 1964, arkiv DTU CAS.

Om støttemurens udformning kan man i planlægningsudvalgets referat af møde den 1. juni 1960 se Ole Nørgård citeret for at sige: “Når teknikerne i sin tid havde foreslået og anbefalet anvendelse af terrassering, var dette sket, efter at man i USA havde set fordelene ved en sådan terrænudformning, og samtidig set, hvorledes man kunne overvinde de betænkeligheder af arkitektonisk, æstetisk art, som anvendelsen af meget store mure medførte”. På nogle af de amerikanske universiteter, som arkitekterne havde studeret, var der eksempler, hvor tilsvarende støttemure var opført med brug af granit. Forventningen var, at man ved at anvende oppdalsten i de mure, som skulle løse håndteringen af terræn og bruges i trapper, ville få en tilsvarende god, let og billig løsning. Rambøll stillede sig på mødet kritisk til, om oppdalsten var den rigtig løsning. I byggemødereferatet refererer han til, at man meget nøje havde undersøgt andre tekniske løsninger både konstruktivt og økonomisk. Han ender dog med at konstatere ,“… at helheden i projektet måtte være afgørende. Støttemurene har en væsentlig indflydelse på hele planens arkitektur, de er stærkt dominerende og er mange steder sammenbyggede med huse. Arkitekten lægger åbenbart stor vægt på, at beklædningen er af natursten. Der er intet kriterium for æstetik, den personlige vurdering er afgørende, og det må da være naturligt at følge den sagkyndige man har engageret til at varetage dette område”.

Ole Nørgård argumenterer på et møde den 17. juni 1959 for, hvorfor brugte brosten og chaussésten ville være velegnede til torvene: “… de påvirkes ikke af spildolie fra bilerne, man kan udvide pladserne, efterhånden som der bliver brug for det, uden at der fremkommer grumme skellinier mellem de enkelte afsnit, man kan ligeledes uden skræmmende ar foretage opgravninger for kabler og rørledninger o.l., som man må forudse en del af i så teknisk betonet anlæg. I det hele taget er det den parkeringsbefæstigelse, som kræver mindst vedligeholdelse, og så er den tilmed så gennemtrængelig for regnvand, at der uden særlige foranstaltninger kan vokse træer i den”. Prisen for brugte sten var tilmed billigere og “behageligere at gå på”.

Kunst blev allerede i de første byggefaser tænkt ind i bygninger, by- og haverum på campus. Inspirationen fra arkitekternes studietur til USA og Mexico syntes også på dette punkt at have sat sig igennem. Det er oplagt, at UNAM, hvor lokal og stedsspecifik samtidskunst vitalt griber ind i arkitekturen, har været afgørende for arkitekternes kunstsyn. Nils Koppel havde siddet i Statens Kunstfonds bestyrelse fra dens oprettelse i 1956, og han var på den måde tidligt engageret i at få billedkunst og arkitektur integreret, så kunsten ikke bare blev en overfladisk udsmykning, men blev tænkt ind i byggeprojektet fra starten af i et samarbejde mellem arkitekt og kunstner. De protokolførte

Normalbygning, opstalt med snit genem støttemur. Koppel 1964, arkiv DTU CAS.

Oversigtsplan fra 1974 med vejnavne og bygningsnumre, brugt som guide til ansatte og besøgende. Placeringen af bygninger er på dette kort korrigeret, for eksempel er bygning 208, 204 og 101 vist som liggende på linje, hvad de i virkeligheden aldrig har gjort. DTH DIA, 197419

byggemøder vidner herom, da man allerede tidligt ønskede en dialog med Statens Kunstfond om financiering af kunstneriske udsmykninger til campus. Kunsten var således helt fra begyndelsen af, sammen med Koppels prægnante brug af signaturfarverne rød, gul, grøn og blå og anvendelsen af en nuanceret gråtoneskala, med til at skabe en række internt forbundne, men dog distinkte steder på campus. I perioden 1958-1974 anskaffedes en række værker skabt til stedet og en række mere generiske værker, hvoraf mange dog blev så velintegrerede i den arkitektoniske sammenhæng, at de idag opleves som stedsspecifikke.

I kraft af sin position som kongelig bygningsinspektør kunne Nils Koppel i mere end 27 år sikre, at der var en kontinuitet i udviklingen af en campus på Lundtoftesletten, med en stor sammenhæng i tid og rum. Fra Tapetbogens indledende tanker og ideer blev planer og bebyggelse gradvist bearbejdet og givet en fysisk form. De lave bygninger, som på de første planer var tegnet ind bag støttemurene i Esplanadens nordlige og sydlige del, forsvinder fra plankortene i løbet af Koppels embedsperiode, ligesom ankomstcenteret i aksernes skæringspunkt forskydes ud mod øst, hvorved planens aksiale princip træder tydeligere frem.

Også efter Koppel forlod embedet som kongelig bygningsinspektør fortsatte han med at sætte præg på planlægningen. Han er blandt andet anført som medafsender på den Udbygningsplan, som byplankonsulenttegnestuen Andersen & Juul Møller blev udført i perioden august 1985 til juni 1986 (se næste opslag). Edith og Ole Nørgårds engagement afsluttedes formelt efter indvielsen i 1974, da de havde afleveret det, de var kontraktligt forpligtede til. Alligevel kan man hævde, at deres indflydelse øgedes, i takt med at træbeplantningen efterfølgende voksede til.

Visualisering fra Tapetbogen, 1959. Også brugt som illustration i Nørgårds artikel i Havekunst, 1960. Tegningen, som Edith og Ole Nørgård står bag, viser den betydning som griddet og det ortogonale princip var tænkt at skulle have for organisering af såvel horisontale som vertikale linjer på campus.

Visualisering af, hvordan man i 1986 forestillede sig, at en mulig udbygning af campus kunne se ud. Planen er hentet fra udgivelsen Udbygningsplanlægning for DtH/DIA, som byplankonsulenttegnestuen, Andersen & Juul Møller lavede på bestilling fra DtH/DIA i 1986. Nils Koppel var, som særlig faglig rådgiver, med på sidelinjen.

III KOPPEL OG NØRGÅRDS HOVEDGREB

- sammenhænge på tværs af tid og rum

Koppel og Nørgårds planer for et nyt universitetskompleks på Lundtoftesletten byggede fra begyndelsen på et overordnet og gennemgribende landskabsgreb.

Ser man på de planer som Koppel og Nørgård stod som afsendere af – og de få tekster som de skrev – er det er tydeligt, at det er landskabet, der binder del og helhed sammen. Bebyggelsesprincippet er udledt af en terrassering af Lundtofteslettens svagt skrånende terræn. Ideen var, at højdeforskellen mellem plateauerne stedvist kunne indoptages i bygningerne på campus, mens den langs Esplanaden, som anlagdes i længderetningen nord-syd, blev reguleret af karakteristiske støttemure i oppdalskifer. Terrænregulering, støttemure og de sammenhængende rumlige forløb, der løber i planens længderetning, er alle landskabelige greb, som bruges til at strukturere planen efter. De udgør et system og er uløseligt forbundne, ikke bare med hinanden, men også med træbeplantningen og med haverummene, bygningerne, interiørerne, kunsten og typografien.

”Hvis bygningerne skal fremtræde som klart definerede kroppe i landskabet, er det vigtigt at friarealerne bliver et sammenhængende hele - et landskab ...”21

Ortogonalt

Støttemure

Randskov Træer

Arkitekterne udarbejdede aldrig en decideret designmanual. En systematisk udfoldelse af hovedkonceptet og de arkitektoniske virkemidler og plangreb findes ikke. Intentioner foldes ud og forklares, og enkelte greb beskrives i tekster og projekteringstegninger, mens andre primært udfoldes gennem praksis. De hovedgreb, som gennemgås i det følgende, er derfor, som berørt i indledningen, opstillet på baggrund af et omfattende research- og analysearbejde, hvor studier af det righoldige arkivalske materiale, bestående af blandt andet kort, planer og originaltegninger, er koblet til on-site registreringer og læsning af både primære og sekundære kilder og interviews og samtaler med ressourcepersoner. Præsentationen af hovedgrebene er syntesen af dette arbejde. Bestræbelsen har været at etablere en oversigt over de bærende historiske arkitektur- og planlægningsprincipper, så disse kan informere den fortsatte udvikling af campus.

Ud af de 11 hovedgreb, som denne rapport folder ud, er de otte illustreret med kort, som illustrerer de historiske arkitektur- og planlægningsprincipper, der karakteriserer det enkelte greb. Underlaget for disse kort er baseret på et digitalt kortgrundlag, som viser dagens status. Luftfotos fra 1967 og 1971 fra DTU’s arkiv, samt en oversigt over udbygningsfaser, vist per årti, er blevet brugt til at korrigere og præcisere kortene20

I den nedenstående figur er de landskabelige og arkitektoniske hovedgreb organiseret efter skala. Træer tegner de store linjer i planen og er som sådan et væsentligt og strukturerende element. Men træer virker også som selvstændige rumskabende elementer i den lille skala. Træerne har således en betydning som rækker på tværs af skalatrin. Dette er vist i figuren med det træsignaturstempel, som Nørgård brugte. Træer er alligevel markeret med et selvstændigt punkt på figuren. Det samme gælder inventar og typografi, som ret beset må betragtes som detaljerede udmøntninger af de arkitektoniske hovedgreb, som Koppel i øvrigt arbejdede med. De er markeret som selvstændige punkter på figuren, fordi de viser den store spændvidde, der ligger i det oprindelige projekt.

Have- og gårdrum Kunst

Torve og pladser Bygninger

De centrale akser og torve

De centrale akser og de fire torve Gridlinjer der, i nord-syd-gående retning følger torve og facadelinjer fra de første byggefaser, og øst-vest-gående gridlinjer trukket langs nordsiden af normalbygninger bygget i 1960-1970. Dette fordi det er normalbygninger, der blev bygget flest af, og fordi det er dem, der tegner griddet.

Ortogonalt planlægningsprincip, 1:8000. Kortunderlag er situationsplan 2021/22, arkiv DTU CAS.

De centrale akser og torve

ORTOGONALT PLANLÆGNINGSPRINCIP

Det ortogonale planlægningsprincip har, som valgt model for organiseringen af universitetet på Lundtoftesletten, siden de tidligste udbygningsfaser betinget placeringen af bygninger, torve, veje og byrum på campus. Planlægningsprincippet blev udviklet med afsæt i et kartesiansk koordinatsystem. Det lå lige for at hente inspirationen i de naturvidenskabelige discipliner, som campus skulle huse. To krydsende akser opdeler området i fire kvadranter – en for hver studieretning (elektroingeniører i sydvest, kemiingeniører i nordvest, bygningsingeniører i nordøst og maskiningeniører i sydøst). Hvor akserne krydser, placeredes fællesbygninger som bibliotek, kantine, festsal og administration.

I modsætning til planer, som bygger på et ikke-hierarkisk gridsystem, havde Nørgård og Koppels plan fra starten et nulpunkt, og akserne en tydelig retning. I planens længderetning strækker

Esplanaden er hovednerven i planen. Den tegner med sine seks trærækker den længste og mest markante akse i det koordinatsystem, den er modelleret over. Esplanaden er tænkt og udformet som et generøst og langstrakt rum, som giver sammenhæng og orientering til planen, fordi mange af planens øvrige hovedgreb i den forbinder sig med hinanden – træer, støttemure og bygninger. Esplanaden har – i takt med at dens seks trærækker er vokset til – fået en udpræget rumlig karakter. De lange uforstyrrede kig mellem trærækkerne i nord-syd-gående retning understreger, i fint samspil med terrasseringen, det samlede anlægs horisontalitet og koordinatsystemets principielle uendelighed. Esplanadens rumlige gestaltning og aksialitet tilfører campus noget storslået og monumentalt, samtidig med at den fritager bygningerne fra at ivaretage netop denne rolle.

De store byrum, torve og pladser, følger med stor konsekvens Esplanadens retning, som de ligger parallelt med. Normalbygninger er placeret, så de med deres lange facader med ubrudte vinduesbånd understøtter planens tværretning. Deres gavle ligger vinkelret på torve, pladser og Esplanade.

Nørgårds vision for Esplanaden vist som principsnit, artikel i Havekunst 1960, “Polyteknikerbyen på Lundtoftesletten”. Illustrationen viser Esplanaden med en udstrækning, som rækker ud over parkeringsalléen og de seks trærækker.

“... en 80 m bred esplanade sig gennem hele arealet fra nord til syd”22

1971

Normalbygninger var i den første udbygningsfase, i perioden 1960-1970, den bygningstype, som der blev bygget flest af. Normalbygningernes langsider tegner det ortogonale princips tværretning, mens deres lukkede gavle mod torve, pladser og Esplanade tegner længderetningen. Bemærk, at der ofte ligger flere normalbygninger langs samme øst-vestlige linje.

2021

Det ortogonale princip er fortsat læsbart, men står ikke længere helt så skarpt som tidligere. Der er sket en markant fortætning. Flere af de torve og pladser, som tegner længderetningen er blevet bebygget, og selv om hovedparten af de nyere bygninger, opført fra 2001 og frem, følger de nord-syd-gående og øst-vestgående retninger, som ligger i Koppel og Nørgårds system, må de klassificeres som specialbygninger. Placering, facader og form bruges som stedsmarkører, men giver ikke længere retning til planen.

Den måde, som bebyggelse, torve, pladser og Esplanade er vist på, på Tapetbogens omslag (se side 13), har dannet forlæg for de ovenstående kort. Skravering er brugt til at angive rumlige strukturer i planens længderetning, mens bebyggelse er markeret med sort. Kortunderlag er situationsplan 2021/22, arkiv DTU CAS.

I den lille publikation, som blev udgivet i forbindelse med universitetsbyggeriets indvielse den 17. maj 1974, beskriver arkitekterne selv planen som:

”… modulorienteret, konsekvent men ikke streng … alt er tænkt og indregnet i en helhed”23

Det organiseringsprincip, Koppel og Nørgård udviklede, har vist sig at være både robust og fleksibelt for udvikling. Princippet blev med stor konsekvens fulgt i de første udbygningsfaser frem til midten af 1990’erne, men det opleves fortsat som et stærkt og definerende arkitektonisk og planmæssigt greb, når man bevæger sig rundt i området. Dette til trods for, at man efterfølgende flere steder har brudt med dets logik.

Netop den klare angivelse af retning var tænkt at skulle gøre det lettere for brugere og besøgende at orientere sig i det nyanlagte universitære bylandskab.

Ved tredje kvadrant i Esplanadens sydlige ende, kan man se, hvordan Esplanaden og støttemuren sammen med normalbygningernes ensartede højder og lukkede gavle betoner områdets horisontale karakter. Samtidig giver disse elementer en klar retning til planen. Det ortogonale princip fornemmes tydeligt, men opleves ikke som strengt eller rigidt, hvilket især skyldes de store træer

Eksisterende træer på DTU Lyngby Campus, 1:8000. Kort viser hovedgrebene per idag. Kortunderlag er situationsplan 2021/22, arkiv DTU CAS.

Træsignaturen, som figurerer på dette opslag og på side 24-25 er hentet fra Nørgårds originaltegninger fra arkivet, arkiv DTU CAS.

TRÆER

Træer findes overalt på campus, både i randskoven, langs Esplanaden og på støttemurene, og i de mange store og små byrum og haver. Træerne er brugt til at give retning og orientering på campus. De er med til at skabe de rumlige og oplevelsesmæssige sammenhænge, som eksisterer på tværs af de forskellige skalatrin, der er arbejdet i. Nørgårds holdning til træer var:

Træer er ikke ”… dekorationsgenstande i bybilledet …” De må betragtes ”… som hjælpemidler til at opbygge den rumkarakter, man tilstræber”24

Det sortiment af trætyper, som Nørgård benyttede på campus, er relativt begrænset. Eg, bøg, lind og ahorn går igen mange steder på campus, mens andre sorter kun bruges lokalt og da til at skabe en distinkt stedsidentitet. Hvis man ser bort fra Grønnegården i bygning 101, er det for eksempel kun i tredje kvadrant, vi finder fyrretræer. De fleste træsorter er stedvist brugt til at skabe lokal stedsidentitet, indplantet i løst mønster eller geometriske design. Træer i rækker og/eller grid (primært bøg, lind og ahorn) er, bortset fra ved bygning 101 (som også på mange andre områder er undtagelsen, der bekræfter reglen) og langs støttemurene, fortrinsvis placeret, så de tydeliggør og følger den nord-syd-gående akse. Optræder træer i skovlignende bevoksninger andre steder end i randskoven, accentuerer disse som regel retningen øst-vest. De skovlignende bevoksninger består altid af egetræer. På den måde har træerne en meget vigtig rolle, fordi de i særlig grad er med til at give retning til planen og knytte del og helhed sammen. Det var en formuleret målsætning fra Nørgårds side, at bygningerne ad åre skulle fornemmes, som var de placeret i en eksisterende skov, hvor man akkurat kun havde ryddet de træer, som det var nødvendigt for at kunne bygge.

Træerne på campus er i dag vokset til, og den rumskabende karakter, som de var tiltænkt at skulle have, er i dag en realitet mange steder.

Ankomsten ved Rævevej og bygning 114 en januarmorgen. Træerne i deres vintertilstand giver en anderledes transparens og søjlevirkning end med sommerens løv.

RANDSKOV

På et af de allerførste byggemøder den 29. januar 1959 fremsatte Ole Nørgård ideen om at anlægge et skovbælte rundt om det nye tekniske universitet på Lundtoftesletten. Dette greb, hvor hele campusområdet “... blev lukket inde bag en 30 meter bred hegnsbeplantning af eg”, blev begrundet med, at området alligevel “ ... ikke på nogen natulig måde kan knytte sig specielt til nogen af de omgivende bebyggelser”. Randskoven blev meget tidligt etableret og er sidenhen blevet fastholdt, og egetræerne, der i sin tid blev plantet, har nu vokset sig til en flot skov.

I den publikation, der blev udgivet i forbindelse med indvielsen i 1974, er det grønne fremtidsscenarie med blandt andet randskov og træer, som arkitekterne, og måske i særlig grad Nørgård, så for sig, beskrevet under overskriften: Når alt har taget form.

”Og når alt er vokset til. Parkeringspladsernes løvtage af platan og ahorn, bøg på avenuen, egeskovbæltet omkransende hele arealet. Det skulle snart fornemmes - de først satte træer er nu i bygningshøjde - som en by placeret i en skov, hvor man har ryddet byggetomter, men hvor skoven og skovbundens krybende stephanandra har ædt sig ind på stenbygningerne i den avede natur”25

Randskoven har været vigtig for realiseringen af den landskabsarkitektoniske intention om, at campus skulle opleves som en lysning i en skov.

Randskoven indrammer campus og markerer området som et særligt sted og markerer både ankomst og afrejse. Samtidig er randskoven en både visuel og fysisk barriere for udefrakommende. Mod vest er ydersiden af skoven afgrænset af bøgehække. I Nørgårds arkiv på DTU er der ikke fundet dokumentation for, at der oprindeligt skulle have været plantet bøgehække uden om randskoven. I randskoven er der senere anlagt en sti, som udnytter skovens rekreative potentiale. Randskoven er nært forbundet med DTU’s øvrige skovlignende egetræsbeplantning. Kendetegnede for randskoven er, at den ligger på et kuperet terræn, som skråner svagt ned mod den omgivende by.

Randskoven ved bygning 101.

Kotekort med de fire plateauer på DTU Lyngby Campus. Koter per 2,5 meter. 1:8000. Kort viser hovedgrebene per idag. Kortunderlag er situationsplan 2021/22, arkiv DTU CAS.

TERRÆNREGULERING

Den arkitektoniske tilgang til, hvordan DTU skulle udvikles, byggede indledningsvist på en opfattelse af, at det var landskabet, man skulle opleve som monumentalt på DTU, og ikke bebyggelsen. En slette er per definition et fladt og åbent landområde, karakteriseret ved sin horisontalitet, om end den havde et svagt fald mod nordvest på ca. 16 meter over 1.200 meter. For at kunne opretholde denne monumentale landskabskarakter, selv når området var fuldt udbygget, udvikledes en række principielle og konsistente arkitektoniske greb. Terrænregulering er et af disse.

Der blev anlagt fire plateauer i alt. Den indbyrdes forskel mellem plateauerne svarer til en etagehøjde, og niveauforskellen kunne derfor indoptages i bygningerne. Den løsning for terrænet, som man, allerede inden DTU blev opført, lagde sig fast på, er fortsat et karaktergivende landskabsarkitektonisk greb.

”Sletten er slet ikke nogen slette, den er et tilhugget stykke land, formet i terrasser, stenstøttemure står markant og skiller dets plateauer.”26

Pressefoto fra 1965, Jørgen Rubæk Hansen/Frederiksborg Amts Avis.

Asmussens Allé set mod nord ved hjørnet af bygning 322 med vejbanens rampe fra plateau 3 til plateau 2.

Træerne er vokset og nye bygninger tilføjet. Terrænregulering og støttemure virker ikke længere som så radikale greb som tidligere.

Samme sted, 2021.

Kotekort med støttemure i tilknytning til plateauer på DTU Lyngby Campus. Koter per 0,5 meter. 1:8000. Kort viser hovedgrebene per idag. Kortunderlag er situationsplan 2021/22, arkiv DTU CAS.

STØTTEMURE

Støttemurene er et meget markant og gennemgående landskabsarkitektonisk element på campus. Det er støttemurene, der har muliggjort den gennemgribende terrænregulering, som opdeler hele området i fire terrasseringer. Den horisontale monumentalitet i campusplanen opnås i kraft af støttemurene, og den øvrige arkitektur må underordne sig den orden, de indstifter. Konceptet er gennemført på en måde, så man som besøgende skulle få en oplevelse af, at støttemurene sammen med træerne altid har været der, også selv om de ikke nødvendigvis var det første, der blev anlagt på campus.

Støttemurene er beklædt med lange smalle oppdalskifersten lagt i et horisontalt forbandt. De er konsekvent sat med smig og møder derved aldrig underlaget i en 90-graders vinkel som al øvrig bebyggelse på DTU Lyngby Campus. Dette gør, sammen med de mange trappeforløb, som er lagt ind, støttemuren til et meget vigtigt og karaktergivende skulpturelt landskabselement, som i kraft af sin udstrækning, sin materialitet og fladernes indbyrdes forskydninger er med til at accentuere den landskabelige monumentalitet, der er så karakteristisk for stedet. Støttemurenes udformning er gennemgående, overalt hvor de optræder. Der er en konsekvens i måden, de behandles på: i måden de gennembrydes, møder fladen, afsluttes på, og også i måden, de forbinder sig til planens grønne elementer på. Støttemurenes grå skifer blev i det oprindelige landskabsgreb tænkt tæt sammen med det grønne, herunder træer hvis kroner blødt rager ud over muren og kig til lavere liggende haverum.

Om støttemuren siger Rambøll på et byggemøde den 1. juni 1960, at ” … helheden i projektet måtte være afgørende. Støttemurene har en væsentlig indflydelse på hele planens arkitektur, de er stærkt dominerende”27

Edith og Ole Nørgårds tegning med snit langs Esplanadens støttemur blev bragt i Ole Nørgårds artikel “Polyteknikerbyen på Lundtoftesletten”, Havekunst 1960.

De fire torve Pladser

Kort med de fire centrale torve og andre pladser på DTU Lyngby Campus. 1:8000. Kort viser hovedgrebene per idag. Kortunderlag er situationsplan 2021/22, arkiv DTU CAS.

TORVE OG PLADSER

De store byrum var helt fra starten et centralt og retningsgivende element i Nørgård og Koppels planer. Torvene og pladsernes placering og længderetning følger Esplanaden, som de ligger parallelt med. De skaber et rumligt og orienteringsgivende hierarki i planens grid. Ideen var, at:

Helt fra de første dispositionsskitser tegner torve og pladser i kraft af deres placering og dimensionering forskudte rumlige sekvenser i planens længderetning. Disse ses idag særligt tydeligt på den vestlige side af Esplanaden. Både torve og pladser var i udgangspunktet karakteriseret ved at være af en vis størrelse, og ved at de oprindeligt var tænkt oparbejdet med, hvad man anså for at være en bymæssig karakter, både hvad angår deres beplantning, belægning og øvrige indretning.

Torve.

Hver kvadrant blev fra starten udstyret med et centralt torv (disse er på kort markeret med sort skravering). Torvene har navn efter den ingeniørretning, som havde til huse i den pågældende kvadrant. Bygningstorvet, Kemitorvet, Matematiktorvet og Produktionstorvet. Hvert af disse torve var tænkt at skulle fungere som forsamlingspladser, og livet i byrummet skulle tydeligvis komme fra de aktiviteter, der fandt sted i byrummene, snarere end at reflektere aktiviteterne inde i bygningerne. Dette ses ved, at mange af de bygninger, som grænser op til torvene, kun i begrænset omfang var orienteret mod torvene. Mange steder defineres byrummene af lukkede gavle og facader. Det er i hovedreglen kun foyer- og/eller ankomstrum, der henvender sig aktivt mod torve og pladser, bortset fra ved Bygningstorvet, hvor der er dobbeltdøre direkte ud til torvet fra auditoriet. Auditorier og undervisningsrum var i den oprindelige plan således primært orienteret mod haverum og ikke mod torve og pladser.

Torvene var i udgangspunktet planlagt med hver sit særpræg og skulle følgelig beplantes med hver sin træsort. I en artikel i Havekunst 1960 foreslår Ole Nørgård dem beplantet med henholdsvis plataner, lind, hestekastanje, hvidtjørn og skovfyr. Men ingen af dem fremstår med det oprindelige præg. Torvene blev allerede i 1961 re-programmerede fra primært at være opholds- og samlingsrum til at være parkeringspladser. Beplantning og belægninger, byrumsinventar og tekniske løsninger med videre er sidenhen flyttet ind og ud, fordi flere af torvene i lange perioder har været brugt til byggepladsaktiviteter. For eksempel har Kemitorvet i forbindelse med opførelse af nyt byggeri (bygning 202 og 220),været afskærmet, og den oprindelige træbeplantning fjernet.

Pladser.

Pladserne orienterer sig i al hovedsag også i planens længderetning. Disse byrum har for hovedpartens vedkommende den kvalitet, at de løbende har kunnet re-programmeres, efter behov. Men da behovet i mange år primært har været parkering, er det kun få af pladserne, der er designet med et individuelt særpræg. Kun en enkelt af pladserne er realiseret efter tegninger af Nørgård. Dette er forpladsen til bygning 101, og den er på mange måder undtagelsen, der bekræfter reglen, fordi Nørgård her afviger fra de principper, som blev udviklet i samarbejde med Koppel. Arkitekturen er rigt artikuleret og ikke kendetegnet af samme ydmyghed, som i øvrigt gør sig gældende for byrum og bygninger. Forpladsen er det eneste sted på campus, hvor vi finder en nedsænket p-plads – denne følger planens tværretning – og ikke planens længderetning, og det samme gælder træbeplantningen. Oppdalskiferen er brugt til støttemurene, men disse har her andre højder og udformninger end på campus i øvrigt.

”Torvene vil gøre hele læreanstalten mere overskuelig og lette orienteringen”28

Bygninger opført i perioden 1960-1980, markeret med sort. (Disse følger den oprindelige struktur). 1:8000. Kort viser hovedgrebene per idag, undtaget Koppels vandtårn, som er revet ned. Kortunderlag er situationsplan 2021/22, arkiv DTU CAS.

BYGNINGER

Den oprindelige bebyggelsesplan lægger op til, at bygningsblokkene kobler sig vinkelret på de to hovedakser og på den flade, de er opført på. Hvor en bygning er anlagt ved et terrænspring, indoptages dette i bygningen. Bygninger tegnet af Koppel var søjle-plade konstruktioner, der skulle kunne masseproduceres. Materialevalget var enkelt og gedigent. Betonelementerne var dels præfabrikerede og dels støbt på stedet. Facader er overvejende i gule tegl med horisontale sorte vinduesbånd i træ. Der arbejdes med to bygningstypologier: normal- og specialbygninger. Programmet for disse afspejles både i de konstruktive principper og i materialevalget. Så selv om Koppels bygningers arkitektur overalt var født med nøgternt og relativt enkelt udtryk, har specialbygningerne både i overført og bogstavelig forstand højere til loftet end normalbygningerne.

Normalbygningerne, af hvilke der blev opført 25 i Koppels embedsperiode, er parallelt liggende, længdeaksiale bygninger på 50 eller 100 meter, hvis lukkede blankmurede gavle konsekvent orienterer sig mod planens store by- og gaderum. Tagene er flade, og etagehøjden overstiger aldrig tre etager, sidstnævnte var så bebyggelsen ikke skulle kunne ses fra Eremitagen, og så bygningerne ikke skulle skygge for hinandens lysindtag. Enkelte bygninger blev forsynet med en lav tilbagetrukket tagetage. Bygningsblokkenes langsider er bygget op over et enkelt facadesystem med tilbagetrukne søjler bag. Vinduerne har overalt trærammer i sortbejdset træ. Hvor de optræder i bånd, krones de af rå betonoverliggere. Facadernes brystningspartier er i tegl.

Inden byggeriet blev sat i gang, testede man en række forskellige typer tegl før man landede på en lokalproduceret gul teglsten fra teglværket Sølyst i Nivå, som foruden at leve op til de tekniske specifikationskrav, kendetegnedes ved at være “særligt karakterfuld”. Teglen bruges både ude og inde.

Indgangspartierne blev i tiden under Koppel konsekvent udskilt fra normalbygningerne. Der blev udviklet en standardløsning, hvor indgangspartier blev udformet som selvstændige, let eleverede pavilloner i beton og træ, der kobler bygninger med terræn. Inspirationen er tydeligvis hentet på IIT hos Mies Van der Rohe. Indgangspartierne blev i udgangspunktet alle forsynet med røde bagvægge, hvor bygningens nummer og navn kunne stå. Det lette pavillonmotiv blev gentaget i de forbindelsesgange, som mange steder på campus etableredes mellem normalbygninger. Disse forsynedes dog også med glas, så brugere kunne og fortsat kan bevæge sig tørskoet mellem bygningerne. Specialbygningerne på campus var i udgangspunktet opført til udadvendte, serviceorienterede funktioner. De rummer den dag i dag administration, bibliotek, idrætshal, auditorier og kantiner, samt værksteder og forsøgshaller. Her arbejdedes der i nævneværdig grad med at etablere en sammenhæng mellem ude og inde og med at løfte kvaliteter fra have- og gårdrum ind i bygningerne. Stedsidentitet er skabt af de rumlige sekvenser, trappeløbene, materialevalgene og kunsten. Et hovedprincip i Koppels plan og programmering af bygninger er, at lokaler til undervisning (audiorier/laboratorier og værksteder) og kontorfunktioner er afskærmede og næsten altid orienteret mod haverum.

DTU’s oprindelige arkitektur er formet af det arkitektursyn, som gennemsyrede Koppels arkitektoniske produktion fra start til slut. Et citat fra et interview om den arkitektur, de foretrækker, bragt i det græske tidskrift Arkitektonike kan derfor godt stå som en anvisning både for, hvordan der er bygget på DTU, men samtidig hvordan der fremover skal bygges på DTU Lyngby Campus – i hvert fald såfremt de arkitektoniske præmisser, man startede ud med, fortsat skal følges.

”Det liv, der skal leves i en nutidig bygning, vil rumme større skønhed, hvis det udspilles på en baggrund af enkle linjer og et beskedent materialevalg. Og i de fleste tilfælde vil en bygning af rustikke materialer være den, der er bedst rustet til at overleve tid og klima”29

Grønne rum/anlæg Grønne rum og haverum Gårdrum

Træer

Kort med grønne rum, have-, gårdrum og træer på DTU. Lyngby Campus. 1:8000. Kort viser hovedgrebene per idag. Kortunderlag er situationsplan 2021/22, arkiv DTU CAS.

GRØNNE RUM, HAVE- OG GÅRDRUM

Det grønne var tænkt som et allestedsnærværende element på DTU Lyngby Campus. Det skulle understøtte de rumlige sammenhænge på tværs af skala. Det grønne var således indlejret i bygningerne, hvor det var med til at give de mindre gård- og atriumhaver en kontemplativ karakter. Det grønne var også fra starten et centralt element i de lidt større øst-vest-gående haveslipper mellem normalbygningerne. Disse var designet med henblik både på passage, ophold og udsigt inde fra bygningerne. I den store skala var det grønne imidlertid også tænkt som et bærende element, for eksempel i Nørgårds Have længst mod syd for enden af den store akse, der indtil nu er det eneste store byrum på campus med en parklignende karakter. Nørgårds Have er af en vis størrelse, og rummet er klart defineret. Beplantningen er meget velartikuleret og kræver et højt plejeniveau.

I Nørgårds Have, som der er adgang til ad en trappe, der går gennem støttemuren længst mod syd, arbejdes der i kondenseret form med planens overordnede og strukturerende linjer nord-syd og østvest, terrænreguleringen og en grøn parafrasering af planens støttemure. Haven er, som campus i øvrigt, bygget op over fire plateauer, som ligger forskudt i forhold til hinanden både horisontalt og vertikalt. Derved er der skabt en sekvens af mindre, internt forbundne haverum, som både knytter an til et større landskabsrum mod syd samt til haverummene foran bygning 358 og 451 mod henholdsvis vest og øst.

Bevidstheden om, at haverne, ligeså vel som at være rum man kan opholde sig i – eller bevæge sig gennem, også skulle kunne bidrage med oplevelsesmæssige og grønne kvaliteter inde i bygningerne, er et gennemgående træk i Nørgårds og Koppels arkitektur.

”Placeringen og udformningen af en bys grønne områder er lige så vigtig som en bys andre komponenter“32

De haver, Nørgård tegnede, var alle karakteriseret ved stor omhu for såvel komposition som detalje, samtidig med at de blev formgivet med en stor bevidsthed om, hvordan de skulle koble sig til og artikulere helheden. Elementerne, der blev brugt til at skabe distinkte steder, er ikke særegne. Det er for eksempel de samme belægningstyper og det samme byrumsinventar, der går igen mange steder, men det anvendes forskelligt. På samme måde er det med beplantningen, hvor man også kan tale om et standardrepertoire af træer, buske, hække, stauder og bunddækkeplanter, som bruges på forskellig måde forskellige steder for at skabe den række af internt forbundne grønne rum, som campus udgøres af, og som binder helheden sammen.

I en artikel om gårdrum fra Havekunst 1962 beskriver Nørgård tre have-/gårdrumstypologier30 . Man finder dem alle på DTU.

I den første typologi er haverummet et mellemrum mellem selvstændige bygningsvolumener. Her må haverummet ifølge Nørgård udformes som et “sammenhængende hele – et landskab”. Dette skal understreges af såvel bygningernes form som af detaljeringen. Den anden typologi beskrives som mindre haverum, der er veldefinerede. Denne type rum ligger mellem sammenbyggede bygningskroppe, og må ifølge Nørgård udformes med havekarakter. Er haverummet endnu mindre, som et atrium i et større bygningsvolumen, er der tale om en tredje typologi. I denne type haverum må beplantning, belægning og møblering nøje proportioneres efter rummets størrelse. Nørgård skriver: “Det lille gårdrum frister til anvendelse af faste ting som skulpturer, bassiner, bænke og mønstre i befæstelsen, hvorimod levende ting som planter, der vokser og vokser, kan give mange proportioneringsvanskeligheder”. I Arkitekten 197031 er det angivet, at campus var planlagt med 22 gårdhaver, hvoraf 16 var helt lukkede og seks lukkede på tre sider, alle tegnet af Nørgårds tegnestue.

INTERIØR OG INVENTAR

Det materialevalg, der i udgangspunktet arbejdedes med i bygningerne på campus, er gennemgående. Arkitekterne valgte overalt, hvor det var muligt, robuste og enkle materialer. Der blev anvendt tegl og indimellem træbeklædninger på væggene. Betonsøjler og spær stod enten rå eller pudsede. Gulvene blev belagt med skifer, linoleum, teak eller askeparket, alt efter hvilken funktion rummene skulle have. I lofterne ophængtes nedsænkede ecophon-plader, der skjulte rør og installationer, og som let kunne nedtages, fordi de blev monteret med beslag. Andre steder, særligt i specialbygninger og auditorier, blev der opsat uhøvlede lofter af fyrretræ. Eva og Nils Koppel beskriver i en artikel fra 1964 deres designholdning på følgende vis:

Trapper behandledes som noget særligt. De markeredes som et distinkt arkitektonisk og skulpturelt element, hvad enten de blev lavet i stål eller beton. Mange af dem er derfor født med en farve. Spindeltrapperne i stål, som findes mange steder på campus, blev lakeret i samme røde signaturfarve, som blev anvendt til skiltning blandt andet ved indgangspartier, mens mere særprægede trapper i specialbygninger har haft håndlister der har været farvelagt i den temafarve, som var knyttet til den bygning, de er en del af. For eksempel har flere af de skulpturelle monumentaltrapper i bygning 101 været grønne, mens håndlister på trappen i bygning 421 har været lakeret koboltblå. Disse farvesætninger er dog forsvundet ved senere renoveringer. Ligesom teglmurene nogle steder efterfølgende er blevet vandskurede. Også træpaneler er visse steder blevet malet over, blandt andet i bygning 101.

Gennemgående for interiørerne er, at der i udgangspunktet var en klar og distinkt holdning til arkitekturens materialer og farvesætning. Signaturfarverne, som doseredes med omhu, er grøn, blå, rød og gul.

Biblioteket i bygning 101, som det så ud ved indvielsen. Det oprindelige inventar er sidenhen udskiftet. Foto formodentlig af Gregers Nielsen, DtH/DIA, 1974.

Original belysning, farvesætning, inventar og skifergulve pryder fortsat garderoberummet i bygning 101. Skiferen er af samme type som den, der er brugt i støttemurene. Materialet bruges til at skabe sammenhæng mellem hovedgrebene.

“Den arkitektur, der falder os mest naturlig, er en, der sigter mod klare og enkle planer og facader, rå og reelle materialer og ukomplicerede detaljer.” 33

“... har man fastlagt hovedkarakteren af et rum, kan der pludselig blive mening og konsekvens i arbejdet med rummets enkelte bestanddele, idet man så kan bruge disse bestanddele til at underbygge helhedskarakteren”34

Ovenstående citat af Ole Nørgård handler først og fremmest om en landskabsarkitektonisk praksis. Udsagnet udtrykker dog ret præcist den æstetiske helhedstænkning, som gennemsyrede de første udbygningsfaser på campus. Helhed og detalje var for arkitekterne to sider af samme sag. Hovedgrebene er derfor helt fra den store skalas niveau og helt ned på den lille – nært forbundet. De enkelte bestandele – herunder også inventar – blev betragtet som en del af en større helhed. Derfor blev en stor del af inventaret i Koppels og Nørgårds tid da også specialdesignet til både byrum og bygninger. Til uderummene designede Nørgård blandt andet pullerter, bænke, stole og cykelstativer. Inde i bygningerne var både stort og småt tegnet og produceret specielt til sted og formål.

Efter at have undersøgt mulighederne for at anskaffe seriefremstillede inventarløsninger til laboratorier og kontorer fra udlandet ender byggeudvalget i 1961 med at give Koppels tegnestue beføjelser til at tegne specialdesignet inventar til DtH. På Koppels tegnestue var ti ansatte, med Hans Hove i spidsen, i en årrække beskæftiget med dette. Laboratorieinventarløsningerne blev senere sendt på markedet under navnet Unit.

En møbelserie i egetræ beregnet til møblering af professorkontorer blev også sat i produktion hos Chr. Linnebergs Møbelfabrik. Dertil kom en serie gas- og vandhaner og lampen Indielux, som blev designet specifikt til DtH – sidstnævnte blev produceret af Lyfa. Koppel tegnede også et vægur specielt til DtH, som blev produceret hos Louis Poulsen. Det blev opsat mange steder på campus.

Til møbleringen valgte man foruden de til lejligheden producerede møbler og brikse af eget design en række designklassikere fra kolleger som Jørgen Rasmussen, Børge Mogensen og Hans Jørgen Wegner. Til belysningen valgte man foruden Indielux og Lundtofte-lampen, som blev tegnet af Boeck-Hansen og produceret af Lyfa, også standardbelysning fra Louis Poulsen, såsom PH5 og murerlamper.

Både inde og ude finder vi den dag i dag rester af Nørgård og Koppels møblering og specialdesignede inventar, men der er ikke længere en klar linje i, hvordan campus’ inde- og uderum møbleres.

Originale bænke foran bygning 421 ved Produktionstorvet. Her er der skabt en stærk synergi mellem bygningens betonsøjler og -spær og bænkene.

KUNST

Kunst blev allerede i de første byggefaser tænkt ind bygninger, by- og haverum på campus. Som allerede nævnt kom en del af inspirationen fra arkitekternes studietur til USA og Mexico. Det er oplagt, at UNAM, hvor lokal og stedsspecifik samtidskunst vitalt griber ind i arkitekturen, har været afgørende for det kunstsyn, som herskede på campus i de første år. De protokolførte byggemøder fra de tidlige byggefaser vidner da også om, at kunst var et emne, der optog arkitekterne, som allerede tidligt ønskede at få en dialog med Statens Kunstfond om en kunstnerisk udsmykning af campus. Kunst blev i udgangspunktet anvendt som et middel til at skabe lokale stedsidentiteter på campus. Dette uanset om kunsten var skabt specifikt til stedet eller ej.

Kunsten var således helt fra begyndelsen af, sammen med Koppels prægnante brug af signaturfarverne rød, gul, grøn og blå og anvendelsen af en nuanceret gråtoneskala, med til at skabe en række internt forbundne, men dog distinkte steder på campus. Nils Koppel havde siddet i Statens Kunstfonds bestyrelse fra dens oprettelse i 1956, og han var på den måde tidligt engageret i at få billedkunst og arkitektur integreret, så kunsten ikke bare blev en overfladisk udsmykning, men blev tænkt ind i byggeprojektet fra starten i et samarbejde mellem arkitekt og kunstner. I perioden 19581974 anskaffede man sig på campus både en række værker skabt til specifikke steder og en række mere generiske værker, hvoraf mange dog blev så velintegrerede i den arkitektoniske sammenhæng, at de opleves som stedsspecifikke.

Meget af den kunst, som tidligt blev erhvervet og brugt til at skabe distinkte og genkendelige steder, pryder stadigt bygninger og byrum, men da Koppel i 1980’erne overlod roret til nye kræfter, gled denne tænkning lidt i baggrunden. I de sidste årtier er interessen for de oprindelige værker og den stedsspecifikke kunst vokset. Flere nye værker er kommet til, heraf også nogle, i hvilke, der er arbejdet i krydsfeltet mellem kunst og videnskab. Nogle af de kunstnere, som er blevet inviteret til at lave kunstneriske interventioner på stedet, søger at forstå og forstærke kvaliteterne i den oprindelige arkitektur. De indlejrer sig i den arkitektoniske orden, der allerede findes, mens andre forsøger at tilføje noget nyt på egne præmisser.

Foto: Gregers Nielsen, DtH/ DIA, 1974.

Erik Thommesen skabte på bestilling fra Statens Kunstfond en monumental teakskulptur, som blev opsat i adminstrationshallen i bygning 101 i 1974. Kort efter afsløringen af skulpturen holdt Koppel en forelæsning om sit syn på udsmykning, hvor han udtalte, at med opsætningen af skulpturen ”… blev alt, som det skulle være”35 Skulpturen er efterfølgende fjernet. Ifølge tidligere kongelig bygningsinspektør Jens Fredslund var det Thommesen selv, der fik den flyttet til Glyptoteket. Glyptoteket har bekræftet, at værket i dag er i deres varetægt. Foto: “DtH Polyteknisk undervisning og forskning i det 20. århundrede”36

Robert Jacobsen og rektor Eggert Knuth-Winterfeldt i Grønnegården.

TYPOGRAFI OG SKILTE

Koppel udviklede formentlig i samarbejde med grafikeren Arne Andersen en særlig typografi til DtH. Holdningen synes også her at have været, at detaljen understøttede en overordnet helhedskarakter. Skrifttypen engelsk grotesk (monotype) blev brugt til skiltning ved indgangspartierne og inde i bygningerne. Den optræder desuden på de skilte, som Nørgård designede, og som stadig anviser vej på campus. Med undtagelse af bygning 101 blev der overalt anvendt hvid tekst på rød baggrund. Skrifttypen er mange steder skiftet ud, selv om skiltene og farven på dem er den samme.

Eksempel på Koppels typografi, skilt i bygning 101.

På skiltet ved Villum Kann Rasmussen Kollegiet kan Koppels oprindelige typografi fortsat ses.

Typografiske forstudier og prøver fra Koppels tid, gemt i DTU CAS’ arkiv i bygning 421.

Typografien, som Koppel tegnede til DtH kan fortsat ses i festsalens garderobe i bygning 101.

IV UDVIKLINGEN EFTERFØLGENDE

1970

1960-1969 ca. 143.000 m²

DtH/DIA

Næsten alle de bygninger, som opføres i perioden mellem 1960 og 1970, er normalbygninger tegnet af Koppel. De tegner særligt i anden og tredje kvadrant de tværgående linjer øst-vest i planen. Med opførelse af disse bygninger bliver det ortogonale planlægningsprincip, som Koppel og Nørgård sammen havde udviklet, til fysisk virkelighed.

1980

1970-1979 ca. 130.500 m²

DtH/DIA

De nye bygninger, som opføres i perioden mellem 1970-1980, er alle tegnet af Koppel. Hovedparten af dem bliver opført som specialbygninger. De føjer sig, med undtagelse af den store administrationsbygning i første kvadrant, sømløst til den bygningsmasse, som allerede var opført, og følger de principper for formgivning og organisering, som Koppel og Nørgård havde udviklet.

1990

1980-1989 ca. 11.200 m².

DtH/DIA indtil 1994, derefter DTU I perioden 1980-1990 tilføjes der kun nyt byggeri i tredje kvadrant, samt en enkelt bygning i fjerde kvadrant. De bygninger, der opføres i tredje kvadrant, er alle kendetegnet ved at være relativt lavmælte parafraseringer over Koppels bygningstypologier.

2000 1990-1999 ca. 4270 m².

DTU

Den udbygning af campus, der sker op gennem 1990’erne, kan karakteriseres som en slags eksperimentelle formøvelser. I det nye byggeri fra denne periode er der arbejdet med tilpasninger, justeringer og moderate udvidelser af Koppels arkitektoniske vokabular.

2010 2000-2009 ca. 12.490 m².

DTU

Flere af de eksisterende bygninger blev i perioden 2000-2009 indrettet til eksterne lejere. Ekstern finansiering satte også et aftryk på det nye. Der bygges i perioden 2000-2009 ikke voldsomt meget, men det, der bygges, skiller sig ud både, hvad angår formudtryk og placering. Koppel og Nørgårds principper er ikke så retningsgivende for udbygningen som tidligere.

2022 2010-2022 ca. 100.347

DTU

I perioden fra 2010-2022 accelerede byggeaktiviteten markant, blandt andet på grund af en ny investeringsplan. Særligt i anden og tredje kvadrant sker der en fortætning. Nye bygninger opføres som stedsmarkører og udfordrer i kraft af deres skala, formudtryk og placering Koppel og Nørgårds arkitektoniske principper.

Byggeriets udvikling per årti. Kilde: DTU CAS. Kortunderlag er situationsplan 2021/22, arkiv DTU CAS. Bygninger med ukendt byggeår er medtaget på kortet der dækker perioden 2010-2022.

m².

Fra indvielsen i 1974 til 2001

Universitetskomplekset på Lundtoftesletten er efter indvielsen i 1974 bestandigt blevet udbygget. Byggeaktiviteten er gået op og ned, men har aldrig stået stille. Nils Koppel forlod embedet som kongelig bygningsinspektør, og Jens Fredslund fra Erik Møller Arkitekter tog over i 1984. De takter Koppel havde slået an for udbygningen blev i vidt omfang fulgt, både på planniveau (i henhold til den nye udbygningsplan fra 1986) og på bygningsniveau. Fredslund tegnede i 1980’erne flere nye bygninger til campus. Deres placering og formsprog baserer sig i al hovedsag på de hovedgreb, som Koppel og Nørgård havde udviklet. Mange af Fredslunds tidlige bidrag kan således ses som lavmælte parafraseringer af Koppels bygningstypologier. Materiale- og farvepaletten udvidedes dog gradvist. I samarbejde med billedkunstner Ib Geertsen opgraderede Fredslund i slutfirserne Koppels oprindelige farvepalet. I de bygninger, som Fredslund var ophavsmanden bag, og som opføres fra 1990’erne og frem, begynder han gradvist at tage større og større frihedsgrader i forhold til det arkitektoniske udgangspunkt, både hvad angår bygningernes materialevalg, formsprog og placering.

Optaget af civilingeniører blev øget med 70 % i begyndelsen af 1980’erne. Særligt elektroingeniørstudiet var der stor søgning til, hvilket i første omgang førte til pladsmangel, særligt i laboratorierne, hvor der ikke var plads til, at de mange studerende kunne foretage de nødvendige laboratorieøvelser. Dette afstedkom ekstra bevillinger til bygninger, apparatur og stillinger. Der blev på foranledning af Undervisningsministeriets Bygningsdirektorat og Lyngby-Taarbæk Kommune i perioden 19851986 udarbejdet en plan med forslag til den fremtidige arealdisponering og etapevise udbygning af campus (se visualisering herfra, side 22 og 23). Foruden at anslå hvor og hvordan man kunne få plads til 170.000 nye kvadratmeter, var formålet med planen “... at sikre en bevarelse og videreførelse af de arkitektoniske og funktionelle kvaliteter, som området rummer”. Arbejdet blev ledet af Jørn Kjærsgaard, der var partner hos byplantegnestuen Andersen & Juul Møller. I styringsgruppen sad foruden byplankonsulenter fra Andersen & Juul Møller repræsentanter fra Lyngby-Taarbæk Kommune, DtH/DIA, Undervisningsministeriets Byggedirektorat, arkitekt Nils Koppel og kongelig bygningsinspektør Jens Fredslund.

Terrænforskellen mellem to plateauer er ved bygning 305 (opført ca. 1964-65) både indoptaget i bygningen og håndteret af en støttemur. Bygning 305, som Koppel har tegnet, er en normalbygning. Den har ubrudte horisontale vinduesbånd, hvorimod den senere tilkomne parafrase over normalbygningstypologien, bygning 321, der er opført i 1987 og tegnet af Erik Møller Arkitekter, har punktvise vinduesåbninger.

Perioden fra 2001 og frem til i dag

Ved udgangen af året 1994 fusionerede Danmarks Tekniske Højskole (DtH), Danmarks Ingeniørakademi (DIA) og Ingeniørhøjskolen Helsingør Teknikum og fik navnet DTU. Med fusionen øgedes behovet for nye udvidelser yderligere. I år 2001 blev DTU en selvejende institution. Dette betød, at staten ikke længere var forpligtet til at styre planlægningen og føre tilsyn med byggeri på campus. Jens Fredslunds rolle som kongelig bygningsinspektør var dermed udspillet. Ændringen betød at byggeopgaver og byggetilsyn blev udbudt i toårige rammeaftaler, med mulighed for to års forlængelse. Samtidig forpligtede DTU sig – med den nye lov, som blev vedtaget for at sikre overdragelsen, DTU-loven – til at afsætte ressourcer til vedligeholdelse og udarbejdelse af vedligeholdelsesplaner af bygningsmassen. I loven hedder det også, at “kunstgenstande, som er deponeret, skænket eller udlånt, skal vedligeholdes, bevares og opbevares i overensstemmelse med donators/udlåners ønske”.

Som selvejende institution formulerede DTU allerede i 2002 en ambition om at knytte en forskerpark og et miljø af innovative virksomheder til DTU Lyngby Campus. Pladsen til de nye funktioner, herunder også et teknisk gymnasium, skulle i første omgang findes gennem renovering af bygningerne og omrokeringer. I 2002 udbød DTU en åben idekonkurrence om en ny helhedsplan for campus, der skulle anvise en vej for hvordan de eksisterende rammer kunne bearbejdes, blandt andet for at gøre plads til nye funktioner og lejetagere. Af konkurrenceprogrammet fremgår det, at man vurderede at der var behov for at iværksætte en modernisering af ca. 250.000 m² af DTU Lyngby Campus’ samlede bygningsmasse på 317.000 m² til undervisnings- og forskningsformål frem mod 2010, og at man var åben for konkurrencebesvarelser, der ændrede campus’ hovedstruktur. Det fremgår også af programmet, at forslagene skulle finde plads til i alt 115.000 m² nybyggeri, der skulle bestå af undervisnings- og forskningsbyggeri, et kongrescenter med tilhørende hotel, to studiecentre, bygninger til andre uddannelser og virksomheder samt supplerende kollegiebyggeri. Det vindende forslag blev offentliggjort i 2003 og var udarbejdet af CUBO, og dele af forslaget blev indarbejdet i en ny lokalplan i 2005, lokalplan 196. I denne opereredes der med mere fleksible anvendelsesbestemmelser. Facadehøjden blev bestemt til 12,5 meter og totalhøjden blev hævet til 20 meter, til en tilbagetrukket tekniketage. Dette blev tilladt, efter der var blevet foretaget nye målinger af sigtelinjerne fra Eremitageslottet

Behovet for at bygge mere og højere blev ledsaget af et ønske om at placere bygninger på nogle af de steder, som i den oprindelige plan var friholdt for byggeri. Dette skete første gang i 2003, da bygning 302 blev opført på Matematiktorvet, men er siden sket flere steder (bygning 220, 225 og 324). Med opførelsen af bygning 107 tillod man en bygning drejet 45 grader og brød dermed med det ortogonale planlægningsprincip. Også mange af de nyere landskabsarkitektoniske løsninger, som er blevet lavet for at imødekomme de nye tilgængelighedskrav for offentlige bygninger i 2004 (BEK nr. 1250 af 13/12/2004), afviger fra det ortogonale prinicip. I stedet for at etablere ramper, der fungerer som selvstændige koblinger mellem bygning og landskab, blev der igennem en årrække

Bygning 340 er opført i 2016. Den er tegnet af Rørbæk & Møller Arkitekter. Bygningens højde er afstemt i forhold til de bygninger af Koppel, som den grænser op til. Den indoptager og udnytter terrænforskellen melllem plateauerne, men løsriver sig fra støttemuren og bryder dermed med det oprindelige princip for terrænregulering.

fra 2000’erne og frem etableret en række nye ramper, hvor landskabsfladen blev trukket op til bygningen. Den stærke betoning af planens ortogonalitet, som der blev lagt op til oprindeligt, blev dermed svækket. I flere af de nye arkitektoniske interventioner, der er blevet gennemført fra 2001 og frem, har man ikke haft blik for den betydning, som terrænregulerering og støttemure har for helheden. Hvad støttemurene angår har man et par steder behandlet dem som isolerede elementer, for eksempel ved bygning 220 og bygning 202, med det resultat, at de bliver klemt og mister deres skulpturelle og rumlige kvaliteter. De forskellige have-/gårdrumstypologier, som Nørgård arbejdede med og beskrev, findes fortsat på campus, om end forvaltningen af dem ikke altid har været internt koordineret. Nogle af have- og gårdrummene har gennemgået markante ændringer og er blevet nyanlangt på en måde, som bryder med den tidligere så konsekvente betoning af landskabets horisontalitet. Dette ses blandt andet mellem bygning 206 og 207 og mellem bygning 201, 202 og 204. I disse haverum er der i tillæg introduceret nye materialer og nye og fremmede arter. Andre steder finder vi eksempler på have- og gårdrum, som ikke længere passes med samme omhu som tidligere, og hvor beplantning og træer nu vokser mere frit/vildt. Dette ses blandt andet i gårdhaven i bygning 451, i gårdhaven ved Polyteknisk Forening i bygning 101 og i haverne mellem bygning 277, 376 og 375. De stærke interne sammenhænge mellem de grønne rum og planens øvrige elementer er demed gradvist blevet udvisket. Nogle steder er de rumlige og grønne koblinger på tværs næsten helt forsvundet og det vil kræve en aktiv og bevidst forvaltningsindsats at reetablere og styrke dem. Præcisering af hvilke opmærksomhedspunkter man kan arbejde med er listet op på side 55-66.

Omfattende renoveringer er efter 2001 blevet sat i gang. Den bygningsmasse, som DTU overtog, da den blev en selvejende institution i 2001, viste sig i første omgang at være for stor i forhold til institutionens egne behov. Den første opgave var derfor at effektivisere og konsolidere arealbehovet. Herved fik man skabt regulære og attraktive arealer til udlejning, for eksempel til DTU Science Park, Maskinmesterskolen og Ørsted Gymnasium. Nye kollegieboliger blev samtidig opført i campus’ periferi, mens undervisning og forskning blev samlet i en akademisk kerne. Det administrative centrum i bygning 101 blev som en del af denne øvelse gennemgribende renoveret i 2003. I den anledning blev forhallens signaturgrønne trappe malet over, og de formbøjede og pulverlakerede sofamøblementer i Koppels signaturpalet blev skiftet ud. Nye tidssvarende udsmykninger af blandt andet Erik A. Fransen og Lars Nørgård flyttede ind i 2005, mens flere af de udsmykninger, der var kommet til i Koppels tid, forsvandt, herunder både værker af Poul Agger og Erik Thommesen. Overalt er interiørerne blevet tilpasset nye behov, både af funktionel og æstetisk karakter. Dette for at skabe et tidssvarende studie- og forskningsmiljø og fremstå som attraktiv og moderne. Meget af det oprindelige inventar er skiftet ud, både ude og inde, ligesom Koppels typografi i 2012 blev erstattet af en ny.

Først i 2007 fik DTU, efter fusionen med Forskningscenter Risø, Danmarks Fødevareforskning, Danmarks Fiskeriundersøgelser, Danmarks Transportforskning og Danmarks Rumcenter, en egentlig investeringsplan. Denne satte skub i byggeriet. I perioden efter 2010 og frem til i dag er der blevet bygget i et omfang og en fart som vækker mindelser om den første anlægsfase. I perioden

Måden, som støttemure og terrænregulering mellem bygning 220 og 210 er håndteret på, afviger markant fra de principper, som Koppel og Nørgård udviklede for stedet. Den trange plads efterlader ikke plads til træer og giver heller ikke ikke indtryk af, at terrænreguleringen kom før de øvrige elementer.

frem mod 2021 har man under overskriften “Transforming DTU” brugt 6 mia. kr. på nybyggeri, infrastrukturudvikling og renoveringsprojekter på DTU Lyngby Campus. Man ønskede bedre rammer for forskning og uddannelse med nye forskningsfaciliteter og innovationsfremmende lærings- og studiemiljøer. Koppels bygninger er i den forbindelse også blevet renoveret, nogle endda af flere omgange. Mere end 20 forskellige arkitektfirmaer har, i tiden efter at DTU blev en selvejende institution, været tilknyttet DTU som rådgivere. De har i forskelligt omfang været involveret i – og/eller haft ansvar for – projekter på både plan-, landskabs- og bygningsniveau. Juul Frost Arkitekter vandt i 2010 en rammeaftale om at udvikle en ny helhedsplan for DTU, også kaldet Vidensby LKT/ DTU – En bystrategisk udviklingsproces – fra vision og proces. Denne dannede også basis for udarbejdelsen af en ny lokalplan, Lokalplan 228, som aflyste den kun seks år gamle lokalplan 196 og tillod byggeri i op til 27 meter over terræn i særlige fortætningszoner. Rørbæk og Møller og Christensen & Co er blandt nogle af de arkitektfirmaer, der har markeret sig ved at have bygget mest i perioden fra 2010 og frem til i dag. Af landskabsprojekter er det Schul Landskabsarkitekter og Marianne Levinsen Landskab, der tegner sig for flest projekter. Efter at DTU fik selveje, er større byggeprojekter blevet udbudt i totalrådgivning under to- til fireårige rammeaftaler. Der konkurreres blandt andet på pris, kvalitet og specialistknowhow. At opgaverne varetages af mange forskellige arkitekter med forskellige arkitektoniske profiler og specialkompetencer har imidlertid udfordret den æstetiske kontinuitet og homogenitet i udbygningen, som tidligere var sikret af, at ansvaret for DTU’s fysiske udvikling sorterede under et kongeligt bygningsinspektorat.

DTU’s Tekniske Forvaltning, som indtil selvejet i 2001 havde stået for den tekniske drift af campus, tog i løbet af årene navneforandring til Campus Service (CAS). CAS fungerer som bygherre og har som opgave at drive, vedligeholde og udvikle DTU´s bygningsmasse, arealer og faciliteter og sikre forskere, andre ansatte og studerende de bedst mulige fysiske arbejdsforhold37. Det har således været en lang modnings- og professionaliseringsproces at nå frem til den organisation, DTU har i dag. Først i 2018 fik man med udgivelse af den Strategiske Campusplan DTU Lyngby Campus et styringsværktøj, som kunne bruges til at sikre en klar linje i udbygningen. Campusplanen blev opdateret i 2022. Hensigten var at få et endnu stærkere overordnet strategisk værktøj, som kan bruges til at udvikle miljøet og de fysiske rammer på en både robust og fleksibel måde. Som et overordnet strategisk styringsredskab rummer campusplanen såvel strategiske som fysiske målsætninger. De strategiske temaer udstikker den retning, som efterfølgende er konkretiseret under de fysiske temaer: landskab, mobilitet, arkitektur og forsyning.

Bygning 302 er opført i 2003. Den er tegnet af Erik Møller Arkitektekter, som tydeligvis har ladet sig inspirere af de formgivningsprincipper, som kendetegner Koppels campusarkitektur. Bygningens placering på Matematiktorvet bryder imidlertid med Koppel og Nørgårds oprindelige organiseringsprincipper. Det gør også ramperne, som leder op til bygning 306, der ligger til venstre for bygning 302.

I fjerde kvadrants nordligste ende mod Anker Engelundsvej er randskoven trukket helt ind til Kollegievej. Her er de tilvoksede egetræer på det skrånende terræn med til at skabe en særlig stedsidentitet, samtidig med at den grønne skovkarakter skaber sammenhæng mellem kvadranterne.

V OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER I UDVIKLINGEN AF EN LEVENDE OG DYNAMISK KULTURARV

Forandringer har, som det fremgår af redegørelsen for den historiske udvikling på de forrige sider, sat sig igennem på alle skalatrin siden campus’ indvielse i 1974. Både træerne og antallet af ansatte, studerende og bygninger er vokset. Udvikling og forandring er et livsvilkår for stedet, men skal de arkitektoniske og landskabelige kvaliteter, der er knyttet til hovedgrebene og den måde, disse relaterer til hinanden på, fortsat være en del af DTU’s DNA, er der en række forhold, som man bør arbejde aktivt, bevidst og systematisk med på alle skalatrin. I det fortsatte arbejde må man derfor ikke alene forstå hovedgrebene, men også måden disse virker sammen på.

Opmærksomhedspunkter i den videre udvikling er samlet tematisk og beskrevet for henholdsvis:

• De strukturerende greb som bruges til at organisere campus (ortogonalt planlægningsprincip, terrænregulering, støttemure, torve, pladser og bygninger)

• Planens grønne elementer og struktur (ortogonalt planlægningsprincip, træer, randskov, grønne rum, have- og gårdrum)

• De greb, som arbejder i den lille skalas perspektiv (interiør, inventar, kunst, typografi og skilte).

For de strukturerende greb og for planens grønne elementer er der lavet kort, som tematisk kobler hovedgrebene og viser, hvordan de enkelte greb systemisk griber ind i og forstærker hinanden. Kortene er sammen med de oplistede opmærksomhedspunkter tænkt og udviklet som værktøjer, der kan støtte op om DTU’s formulerede målsætning om: “... at udviklingen af arkitektur på campus skal ske med respekt for den eksisterende sammenhæng og den arkitektoniske arv”38

På et overordnet niveau, vurderes den planhistoriske sammenhæng, som fra starten betingede, at universitet blev anlagt netop her, også at være vigtig at have in mente i den fortsatte steds- og områdeudvikling. Relationen til Fingerplanen og dennes grønne kiler er af særlig stor betydning, da denne igennem mere end seks årtier har gjort, at campus opleves som en del af en langt større landskabelig og bymæssig sammenhæng. Fingerplanen er, både i et regionalt og nationalt perspektiv, vigtig kulturarv. Campus’ beliggenhed i Fingerplanens lillefinger, med de grønne kiler på hver side, Dyrehaven mod øst og Mølleådalen mod vest er sammen med den planlagte nye letbane, der delvist følger Lundtoftebanens tidligere tracé, tæt på at være en fuldendt realisering af Fingerplanens vision. Denne situation bør man værne om og udnytte. Med cykel- og gangstier, der knytter universitetsområdet endnu tættere sammen med Fingerplanens grønne kiler, og med letbanens nye tracé gennem området, kan fortællingen om stedets planlægningshistorie forstærkes og reaktiveres.

Ortogonale gridlinjer

Forslag til ortogonale gridlinjer

Plateau 1 kote 36

Plateau 2 kote 40

Plateau 3 kote 44

Plateau 4 kote 47,5

Støttemure

De centrale akser og de fire torve

De centrale akser og torve

Pladser

Kort med ortogonalt planlægningssystem, terrænregulering (fire plateauer), støttemure, torve, pladser, bygninger og udvidelse af det ortogonale grid som kan bruges til at strukturere ny udbygning. Kort viser hovedgrebene per idag. Kortunderlag er situationsplan 2021/22, arkiv DTU CAS. DTU Lyngby Campus, 1:8000.

OVERORDNET PLANLÆGNING OG STRUKTUR

Ortogonalt planlægningsprincip, terrænregulering, støttemure, torve, pladser og bygninger

Til trods for den store skala opleves området fortsat som havende en stærk stedsidentitet. Når DTU Lyngby Campus i de kommende år skal udbygges, og den historiske bygningsmasse renoveres og fornyes, er det derfor afgørende, at man er opmærksom på om og hvordan nye tiltag vil påvirke helheden. Nye byrum og ny bebyggelse på DTU Lyngby Campus bør, både hvad angår skala, typologi, materialitet og orientering forholde sig aktivt til det arkitektoniske vokabular og de overordnede principper for arkitektur og landskabsplanlægning, som gennemsyrede Koppel og Nørgårds arbejde på campus. Dette indebærer ikke at man bevidstløst skal repetere historien, men at tiltag skal være velbegrundede og baseret på reflekterede til- eller fravalg. I den videre udbygning må især de strukturerende hovedgreb, dvs. det ortogonale planlægningssystem, terrænreguleringen, støttemurene og torvene og pladserne, gives opmærksomhed. De giver fortsat retning og orientering til campus og skaber den stærke horisontale landskabskarakter, som området den dag i dag opleves at have.

De strukturerende hovedgreb fungerer hver især på egne præmisser, men fordi de er skabt med en tæt indbyrdes sammenhæng, bliver helheden større end summen af delene.

Set fra et kulturarvsfagligt perspektiv vurderes det derfor at være afgørende, at man i den videre udvikling er opmærksom, både på hvad der kendetegner det enkelte greb, og på hvordan de forskellige greb virker sammen, så de stærke rumlige og arkitektoniske sammenhænge, der rækker på tværs af skala, kan videreføres. På et overordnet strukturelt planlægningsniveau vurderes det, set fra et kulturarvsfagligt perspektiv, også at være vigtigt, at der ved tilføjelsen af nyt og indgreb i det eksisterende altid afdækkes, hvilke konsekvenser tiltagene vil kunne få for både del og helhed. Ændringer bør gennemføres med konsekvens og skal dokumenteres. Det er afgørende, at man i videst muligt udstrækning er tro mod Koppel og Nørgårds oprindelige principper for terrænregulering og støttemure, når der gennemføres ændringer som påvirker koteringen og områdets horisontalitet. Hvis den stedbundne horisontale landskabskarakter fortsat skal kunne opleves, må fald i terræn løses gennem indoptagelse i bygninger og anlæggelsen af støttemure. Det bør desuden altid tilstræbes at bygninger, i henhold til det ortogonale princip, møder terrænet vinkelret. Der skal være en tydelig distinktion mellem bygning og landskab, hvilket også betinger, at niveauforskelle mellem bygning og landskabsflader ved indgange og lignende altid skal løses med en klart artikuleret overgang – et selvstændigt repos eller trappeelement – der kobler bygning og landskab uden at sløre hverken horisontaliteten eller det enkelte bygningsvolumen.

Det anbefales også, at der udarbejdes en procedure for registrering og dokumentation, som konsekvent bruges, når der skal gøres ændringer som kan påvirke både del og helhed. Ideelt set bør man få en oversigt over, hvad strukturerende grebs aktuelle status er, og lave en registrering af de ændringer, som de hver især har gennemgået over tid, for at viden ikke går tabt for eftertiden.

Det ortogonale planlægningsprincip

Det ortogonale planlægningsprincip er et robust, strukturerende plangreb. Det betingede fra første færd den måde byrum og bebyggelse blev placeret på i henholdsvis den nord-syd-gående og østvest-gående retning. Det ortogonale planlægningsprincip er modelleret over et koordinatsystem, som principielt kan udvides i alle retninger. Det vil, hvis man er opmærksom på de simple spilleregler som er knyttet hertil, fortsat kunne give retning og orden til campus både i sin nuværende udformning og ved udbygning. Kendetegnende for det ortogonale planlægningsprincip er:

• At længderetningen på campus nord-syd defineres af Esplanaden og af de store byrum, torvene og pladserne

• At tværretningen øst-vest defineres af normalbygningstypologien.

Set fra et kulturarvsperspektiv er det ortogonale planlægningsprincip vitalt for den orden, som hovedgrebene tilsammen skaber. Det ortogonale planlægningsprincip betinger, at kvadrantstrukturen ikke flyder ud og sammen. Esplanaden er hovedaksen i det ortogonale system. Den fungerer den dag i dag helt efter Nørgårds intention, som et samlende landskabselement på campus. Den forbinder det urbane med skoven og det horisontale landskab. Esplanaden er tænkt og realiseret som et samlende grønt bånd med sine bøgetræer i seks rækker flankeret af vejbaner og støttemure på

store dele af strækningen. I Esplanaden opereres der med en streng horisontalitet. Fald i terræn håndteres konsekvent af støttemurene. Vejbanerne følger ikke samme logik. De fungerer i stedet som ramper mellem de etablerede plateauer. Den rumlige konsekvens af dette greb er markant. Særligt i krydset mellem hovedakserne og ved Esplanadens møde med Nordvej. Her er det på grund af faldet i terræn tydeligt hvordan det ortogonale planlægningsprincip virker sammen med de øvrige strukturerende plangreb, især terrænregulering og støttemure.

Terrænregulering

Terrænregulering er en vigtig byggesten i det ortogonale planlægningssystem og er utroligt central for oplevelsen af landskabets horisontalitet. Kendetegnende for terrænreguleringen er:

• At fald i terræn altid håndteres gennem terrassering, hvad enten terrænfald indoptages i bygninger eller håndteres med støttemure

• At den er gennemført med stor konsekvens

• At de fire plateauer på campus er tydeligt definerede og horisontale.

Terrænreguleringen griber ind i og betinger mange af de øvrige hovedgreb. Derfor vurdereres det fra et kulturarvsperspektiv at være vigtigt at der arbejdes aktivt, bevidst og konsekvent med dette landskabeligt strukturerende greb når ny udbygning af campus planlægges og realiseres. Opretholdelsen og læsbarheden af tydeligt definerede plateauer bør derfor gives høj prioritet.

Støttemure

Støttemurene på DTU Lyngby Campus er med til at sørge for opretholdelsen af den horisontale landskabskarakter. De holder helt lavpraktisk på jordmasserne i terrasseringen men opleves samtidig som et identitetsskabende poetisk og skulpturelt landskabselement. De er med til at binde del og helhed sammen. Kendetegnende for støttemurene er:

• At de omsætter det ortogonale organiseringsprincip til bygget virkelighed

• At de er et markant landskabsskulpturelt element

• At de er uløseligt forbundet med terrænreguleringsprincippet, fordi de afgrænser de markante terrænforskelle, som plateauerne skaber

• At de er opført i beton og beklædt med oppdalskifer

• At de er sat i smig

• At de ser ud som om de var opført længe før noget andet blev bygget

• At de altid ledsages af træer og at pladsen omkring dem ikke virker for trang.

Set fra et kulturarvsperspektiv vurderes det at være vigtigt, at man ved interventioner i støttemurene eller ved anlæggelsen af nye støttemure arbejder konsekvent med det samme formudtryk og den samme materialitet. Det er også vigtigt, at man tænker støttemurene sammen med træer og forholder sig til den rumlige sammenhæng, de indgår i. Ved nye tiltag/ændringer bør man altid vurdere, hvordan disse vil kunne indvirke på oplevelsen af landskabets horisontale karakter og støttemurens karakter af at være et selvstændigt, skulpturelt landskabselement. Ønsker man at flytte og rekonstruere støttemure, er det derfor vigtigt, at man forholder sig til den sammenhæng, de indgår i –både del og helhed.

Torve og pladser

Torve og pladser var i udgangspunktet formgivet som længdeaksiale byrum, der løb parallelt med Esplanadens rum i forskudte rumlige sekvenser. På den måde skulle de give retning og orientering til planen. Det gør de fortsat, om end de aldrig helt er blevet de centrale og identitetsgivende byrum, som de var intenderet som, fordi de er blevet brugt til parkering og fordi flere af dem i perioder har været brugt som byggepladser. Torve og pladser var/er kendetegnet ved:

• At accentuere retningen i det ortogonale planlægningssystem nord-syd, fordi deres udstrækning i retningen nord-syd er længere end i retningen øst-vest

• At de ligger parallelt med Esplanadens rum

• At være proportioneret større end de øvrige byrum på campus

• At de har en rumlig og distinkt karakter, som er defineret gennem beplantningen, belægningen og den tilgrænsende bebyggelse. Koppels normalbygninger er blandt andet kendetegnet ved at vende de lukkede gavle mod torve og pladser.

Ønskes de store byrums retnings- og orienteringsgivende karakter opretholdt og styrket på et struk-

turelt niveau, bør man, set fra et kulturarvsfagligt perspektiv, være opmærksom på at byrummenes udstrækning i retningen nord-syd fortsat bør være længere end i retningen øst-vest. Der bør i den videre udvikling arbejdes bevidst med deres identitet, rumlige gestaltning, interne sammenhæng og møblering.

Bygninger

Bygningerne var i udgangspunktet centrale for realiseringen af det ortogonale planlægningsprincip. Det var et ufravigeligt princip at bygningerne lå parallelt eller vinkelret på hinanden. Specialbygningerne orienterer sig både mod længde- og tværretningen og kan have vinduer og døre mod begge. Som navnet indikerer er de forskellige. Normalbygninger er derimod altid lange og smalle. Deres vinduesbånd følger altid den tværgående retning i planen, mens deres lukkede gavle ofte er vendt mod de rum, der accentuerer planens længderetning. Bygninger er, som et af de strukturerende greb i Koppel og Nørgårds plan, kendetegnet ved:

• At de giver retning og orden til planen

• At have et konsekvent forhold til den horisontale flade, som de ligger på, og som de med deres vinduesbånd og flade tage er med til at understøtte

• At være opført i gedigne materialer.

Når man påtænker at lave ændringer i eksisterende bygninger, bør man forholde sig aktivt og reflekteret til, hvordan nye indgreb i eksisterende bygningsmasse vil påvirke facader og indgangspartier, for eksempel hvordan nye dørgennemføringer, tilføjelsen af ramper/trapper, ændringer af tagkonstruktioner vil påvirke oplevelsen af den horisontale karakter og den retning, som særligt normalbygningerne er med til at understøtte. Ved nybyggeri bør man være opmærksom på, hvad introduktionen af nye bygningstyper med andre facadeudtryk, andre højder og manglende betoning af planens længde- og tværretning betyder for oplevelsen af campus’ horisontale landskabskarakter. Hvordan relateres der til hovedgrebene, hvad betyder byggeriet for sammenhængene mellem dem og den retning og orientering som de sammen indstifter? Som det ses på kortet på side 56, vurderes de strukturerende greb at kunne bruges til at sikre at kommende udbygning bliver en integreret del af helheden. I den forbindelse kan man vurdere om normalbygningstypologien, som en nyfortolkning eller parafrasering, bør reintroduceres, så man får et nyt repetitivt arkitektonisk element, der kan bruges til at understøtte og styrke det ortogonale princip, give retning og orientering til planen og understøtte landskabets horisontalitet.

De let eleverede indgangspartier langs facaden i bygning 301 følger logikken i det ortogonale princip og understøtter sammen med de ubrudte vinduesbånd samtidig campus’ horisontale karakter. De kobler bygning og landskab uden at sløre hverken horisontaliteten eller den enkelte bygnings klart definerede form.

Grønne rum/anlæg

Ortogonale gridlinjer Forslag til ortogonale gridlinjer

Randskov

Træer

Grønne rum/anlæg

Grønne rum og haverum

Gårdrum

De centrale akser og de fire torve

De centrale akser og torve

Pladser

Kort med ortogonalt planlægningssystem og udvidelse af griddet, træer, randskov, grønne rum, have- og gårdrum, torve og pladser på DTU Lyngby Campus. 1:8000. Kort viser hovedgrebene per idag. Kortunderlag er situationsplan 2021/22, arkiv DTU CAS.

PLANENS GRØNNE ELEMENTER OG STRUKTUR

Ortogonalt planlægningsprincip, træer, randskov, grønne rum, have- og gårdrum, torve og pladser

Det grønne opleves overalt på DTU Lyngby campus, også inde. Det er et stort aktiv, som gennem bevidst planlægning bør videreføres. Planens grønne elementer blev fra første færd brugt til at understøtte hovedkarakteren og skabe distinkte steder med en særlig identitet. Planens grønne elementer er resultatet af en langsigtet og visionær landskabsplanlægning. De forskellige hovedgreb, som tilsammen giver campus sit grønne særpræg, fungerer hver især på egne præmisser, men i kraft af de enkelte grebs samspil og interaktion skabes der en grøn synergi imellem dem.

Set fra et kulturarvsfagligt perspektiv vurderes det derfor at være afgørende, at man i den videre udvikling er opmærksom, både på hvad der kendetegner det enkelte greb, og på hvordan de forskellige greb virker sammen, så det grønne helhedspræg, der rækker på tværs af skala, kan videreføres. De kvaliteter og det særpræg, som er knyttet til de grønne elementer på DTU Lyngby Campus, bør altid registreres forud for ændringer. Det anbefales også, at der udarbejdes en procedure for registrering og dokumentation, som konsekvent bruges, når der laves interventioner.

Der er behov for en systematisk indsamling og arkivering af informationer om det, der skal ændres – både den aktuelle status og registrering af de ændringer har fundet sted over tid – for at viden ikke går tabt for eftertiden. Det anbefales også, at man for alle grønne rum på DTU Lyngby Campus udarbejder strategiske plejeplaner.

Træerne

Træerne er afgørende for, at campus opleves som et grønt landskab. Træerne har, i kraft af at de har fået en vis alder og en vis størrelse, en rumskabende karakter. De skaber og forbinder rum på tværs af skalatrin og er, i kraft af den måde de er placeret på, orienteringsgivende. De spiller tæt sammen med det ortogonale planlægningsprincip, støttemurene og bygningerne. I udgangspunktet arbejdedes der med forskellige principper for træbeplantningen. Er træerne plantet på linje og/eller i grid, markerer de som regel den nord-syd-gående akse. Figurerer de i skovlignende beplantninger er det først og fremmest den øst-vest-gående akse, som bliver accentueret. Brugen af forskellige træsorter spiller også en rolle både for forståelsen og fastholdelsen af de overordnede træk og som lokale stedsmarkører. Da træer vurderes at være et meget centralt grønt element på DTU Lyngby Campus, bør man have opmærksomhed på at sikre træbeplantningens fortsatte eksistens gennem vedligeholdelse og fornyelse. Træer står og plantes:

• I rækker og grid, som understøtter og virker sammmen med det ortogonale planlægningsprincip

• I skovlignende formationer og bælter trukket ud fra randskoven i planens tværretning

• I organiske formationer i grønne rum, have- og gårdrum som kontrasterer bygningernes og planens ortogonalitet

• Som rumskabende elementer ved støttemure

• Som rum- og identitetsskabende markører i have- og gårdrum.

Det anbefales, at man får et overblik både over den oprindelige beplantningsplan og dagens situation. Dette overblik vil kunne hjælpe til at sikre såvel variation som helhed inden for det

Randskoven er en definerende grøn og frodig kantzone, der fungerer som en “buffer” i forhold til omgivelserne.

De store velvoksne fyrretræer i haverummet ved bygning 373 er rumskabende. Træerne giver stedet en egen identitet, men bidrager samtidig til helhedsoplevelsen af campus som et sammenhængende grønt bylandskab.

beplantningsrepertoire, som campus oprindeligt blev skabt med. Desuden anbefales det at DTU Lyngby Campus udarbejder strategiske plejeplaner for træerne. Ved anlægsarbejder og etablering af byggepladser, som påvirker den eksisterende træbestand, bør man sikre, at eksisterende træer ikke lider overlast. Træbeplantning bør i størst muligt omfang opretholdes, og ændringer og konsekvenser bør dokumenteres.

Randskoven

Randskoven har stor betydning for, at campus opleves som en helhed. Træerne i randskoven skaber en grøn synergi med den øvrige beplantning af træer på campus. På den måde er randskoven afgørende for, at Nørgårds vision om, at DTU skulle fremstå som en lysning i en skov, idag kan opleves. Randskoven er kendetegnet ved:

• At være et sammenhængende skovbælte med store egetræer

• At markere ankomsten til området

• At være en kant/bufferzone mod omgivelserne

• At fald i terræn håndteres gennem en gradvis aftrapning og ikke gennem terrassering.

Randskoven bør være gennemført konsekvent hele vejen rundt om campusområdet. Det skrånende terræn, som randskoven vokser i, bør have samme udtryk hele vejen rundt om DTU Lyngby Campus – også længst mod nord mod Hempel – så den fremstår ensartet, og campusområdet opleves som tilgængeligt fra alle kanter. Hvor randskovens underskov er sprunget i krat, bør man rydde ud og op, så randskoven opleves som permeabel og ikke som en barriere.

Have- og gårdrum

Have- og gårdrum er på DTU Lyngby Campus på mange måder det kit, der binder del og helhed sammen. De er ikke alene noget i sig selv, men indgår som et bærende element i et sammenhængende grønt bylandskab. Have- og gårdrum var i udgangspunktet karakteriseret ved:

• At have en egen stedsidentitet

• At være internt forbundne på tværs af skala.

De landskabsarkitektoniske virkemidler, der blev/bliver brugt til at binde del og helhed sammen var/er:

• Kompositorisk variation, gentagelse og forskydning

• Et sammenhængende repertoire af træer, buske, bunddækkkeplanter

• Hække i geometriske figurer, som gentages med variation

• En konsekvent adressering af fladen, der arbejdes på

• En sammenhængende materialepalet med blandt andet chaussé- og brosten.

I den fortsatte udbygning og opgradering af campus er det derfor vigtigt at være opmærksom på den måde, det enkelte element og det enkelte have- eller gårdrum forbinder sig til helheden på. Er der behov for at udvikle og opgradere enkelte rum eller udskifte træer og møblementer, er det oplagt at besøge de oprindelige planer for stedet og gøre sig bekendt med de rumtypologier og det repertoire af træer, buske og bunddækkeplanter, som Nørgård i sin tid introducerede, således at have- og gårdrummene og deres beplantning og indretning også fremover opleves som en integreret del af en større landskabelig sammenhæng.

Torve og pladser – se beskrivelse og kendetegn, side 58.

Biodiversitet

Med hensyn til at introducere en større biodiversitet på DTU Lyngby Campus skal det afvejes, hvor dette kan gennemføres uden negativ konsekvens for de kulturarvsværdier, som er knyttet til Nørgårds plan. Implementeringen bør være konsistent, således at den gennemføres på samme niveau overalt i planen. Randskoven er et oplagt sted at starte. Her vil man relativt let kunne højne biodiversiteten ved at tynde ud i underskoven, indplante buske og mindre træer og lægge til rette, for at forskellige typer af blomster kan vokse i underskoven. Det vurderes da som vigtigt, at de biodiversitetsfremmende indsatser over en årrække gennemføres i hele randskovens udstrækning og ikke bare på udvalgte strækninger, sådan at randskoven vedbliver at udgøre en helhed. Der bør tilstræbes størst mulig konsistens i gennemførelsen af biodiversitetsfremmende tiltag, også i campus’ grønne have- og gårdrum, som fortsat skal have et udtryk, der er genkendeligt. Man kan således godt introducere bælter med et lavere plejeniveau i de grønne haverum, hvor der i dag er plæne og egetræer, men da skal det være et konsistent og gennemgående valg.

Foyeren i bygning 116 med kunstneriske interventioner af Malene Bach, 2019-2021, viderefører ideen om, at farvesætning og kunst på én gang er midler til at skabe stedsidentitet og understøtte helheden.

DEN LILLE SKALAS PERSPEKTIV

Forholdet mellem del og helhed. Interiør, inventar, kunst, typografi og skilte

Der blev i de planer for udbygningen af Lundtoftesletten, som Koppel og Nørgård stod bag, arbejdet indgående med at få del og helhed til at hænge sammen. Hvordan samspillet mellem to eller flere hovedgreb – kunst, interiør, og inventar – kunne forstærke hinanden, således at den kombinerede effekt af grebene blev større end summen af dem, var tydeligvis noget, der optog arkitekterne.

Samspillet mellem hovedgreb gør sig gældende på alle skalatrin, men i den lille skalas perspektiv finder vi eksempler, som tydeligt viser, at der er arbejdet målrettet og bevidst med at skabe synergi mellem flere greb. Selv om byggeriet var serielt fremstillet, spillede detaljeringen en stor rolle. Alle bygninger, herunder også standardbygningerne, var i henhold hertil født med forskellige og stedstilpassede interiørløsninger. I Faculty Clubs frokostkantine i bygning 101 hang der tidligere en serie billeder af Poul Agger. Koppel og Agger samarbejdede i begyndelsen af 1970’erne om, hvordan interiør, inventar, belysning og kunst her kunne spille sammen. Mange af de oprindelige interiører er med deres stedsspecifikke farvesætning, inventarløsninger og kunstneriske udsmykninger skiftet ud i tidens løb, og nye er kommet til. Men Koppels aftryk er stadig synligt flere steder, hvilket fortsat giver en forståelse af den arv, man står på skuldrene af.

Møblering, inventar, farvesætning, skiltning, typografi og kunst har været brugt til og bør fortsat bruges til:

• At skabe stedsidentitet

• At styrke oplevelsen af en intern sammenhæng mellem forskellige bygninger og steder på campus.

Det vil være oplagt at tage bevidstheden om hvordan man kan skabe synergi mellem forskellige typer af indsatser med i det videre arbejde, så man ved at arbejde bevidst med delene kan genskabe helheden, hvor den er forsvundet og styrke den, hvor den er svækket. Hvor Koppels interiørløsninger stadig er relativt intakte, bør man altid vurdere, om de kan bevares.

På et overordnet niveau bør man, når man overvejer at lave ændringer i interiørerne, såvel oprindelige som senere tilkomne, altid være opmærksom på at få registreret og dokumenteret eksisterende situation. Proceduren skal være enkel og obligatorisk ved alle indgreb og indgå som en naturlig og integreret del af CAS’ arbejde. Der skal redegøres for, om det interiør, man ønsker at ændre/ fjerne eller forbedre, er tegnet specifikt til bygningen, og om der er materialer, inventar eller møbler som kan genanvendes. Hvis der er, anbefales det, at disse opmagasineres på særlige materialedepoter. Ved udvikling af nye interiørløsninger og møbleringer kan man lade sig inspirere af den farveholdning og de enkle formgivningsprincipper, som Koppel konsekvent arbejdede med på campus. Selv om løsningerne er nye, bør de som Koppels være enkle og langtidsholdbare, både formgivningsmæssigt og i forhold til slitage. Der opfordres til reintroduktion og nyfortolkning af de tidligere møbelserier og armaturer, og at de oprindelige farver, på for eksempel trapper, genskabes og genfortolkes.

Fra et kulturarvsfagligt perspektiv opfordres der også til, at der i tilknytning til den nye kunstsatsning laves en oversigt over DtH’s/DIA’s/DTU Lyngby Campus’ tidligere kunsterhvervelser og skabes overblik over kunstsamlingen tillige med en fast praksis for, hvordan man behandler værker, man har eller har haft et ønske om at flytte eller nedtage. Dette vil give mulighed for, at værker, som ikke længere opleves at have aktualitet, og som måske tidligere har haft markante placeringer på campus, men er blevet flyttet og/eller gemt væk, senere vil kunne re-kurateres. Med det kunstprogram for DTU Lyngby Campus, som aktuelt er under udvikling, og som undersøger og afprøver, hvordan DTU kan integrere kunsten i uddannelse, forskning og på campus, er der en gylden anledning til igen, og måske endda med fornyet styrke, at bruge kunst som et identitetsskabende virkemiddel, der skaber specifikke steder, men samtidig indgår i og understøtter DTU Lyngby Campus’ arkitektoniske og landskabelige helhed. Der ligger et enormt potentiale i at støtte op om mødet mellem kunst og forskning og skabe grobund for dialog og engagement – ikke bare mellem studerende og ansatte, men hos et langt bredere publikum.

AFSLUTTENDE PERSPEKTIVERING, en levende og dynamisk kulturarv.

I 1974 konstaterede arkitekterne bag udbygningen af Lundtoftesletten følgende:

”Slettefolkene i nyskabelserne i Lyngby har ikke noget traditionsrigt ståsted, de må have fantasi til i de nye rammer selv at danne et miljø. Det kan tage tid at akklimatisere sig, at oparbejde en slags traditioner. At indleve sig i forhold hvis baggrund endnu ikke helt erkendes. Man må se de muligheder for sig, som allerede findes, og de der kommer, når alt har taget form”40

I dag har stedet taget form, og der er etableret et traditionsrigt ståsted: en enestående, levende og dynamisk kulturarv. Forstår, respekterer og viderefører man den, vil den kunne kvalificere udviklingen i mange år frem.

Kulturarvsdimensionen på DTU Lyngby Campus er, som denne analyse viser, knyttet til andet og langt mere end den historiske bygningsmasse og de have- og gårdrum, torve og pladser, som stedets første arkitekter Koppel og Nørgård tegnede og projekterede. Stedets kulturarv er både materiel og immateriel, og kulturarvsværdierne er knyttet til de internt forbundne principper og arkitektoniske greb, som arkitekterne brugte til at strukturere campus med på tværs af skalatrin. Inden for rammen af disse greb og principper findes der fortsat et betragteligt rum for udvikling. Hovedstrukturen kan principielt udvides i alle retninger. Nye elementer kan føjes til. Funktioner kan ændres og skiftes ud. Nørgård beskrev intentionen bag systemet som “... at få skabt et vækstprincip, der sikrer at alle kendte eller ukendte fremtidige behov og muligheder kan indpasses i planen”39 .

Set i dette lys vurderes forvaltning af forandringer i henhold til de strukturerende principper og bærende arkitektoniske greb at være vigtigere end igangsættelsen af mere konventionelle bevarings- og restaureringstiltag. Kender man de strukturerende hovedprincipper, som planen er bygget op omkring, er der rig mulighed for kreativitet og improvisation. På den måde griber udvikling og bevaring ind i hinanden på DTU Lyngby Campus. De er hinandens forudsætninger.

NOTER

I

1 Ole Nørgård, “Miljødebat tiltrængt”, Arkitekten, 1970, nr. 17, s. 407-408

II

2 P.V. Glob, Oldtidsminder i Kgs. Lyngby og Dyrehaven, 1948

3 Egnsplankontoret, Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn, København, 1947.

4 Steen Eiler Rasmussen, København, s. 270, 1994.

5 (Illustration med udgangspunkt i ) Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn, 1947, dac.dk.

6

Byggeudvalgsmødereferat fra 22. dec. 1958.

7 Johannes Hedal Hansen og Jennifer Dahm Petersen Eva og Nils Koppel, s. 288.

8 Der foreligger en aftale mellem Naturstyrelsen (Staten) og Lyngby-Taarbæk Kommune om, at man fra et øjepunkt på 152 cm over Eremitageslottets øverste trappetrin ikke må kunne se bebyggelse henover skovbrynet. Lokalplan 228 for Danmarks Tekniske Universitet, Campus Lyngby, Lyngby-Taarbæk Kommune, s.12.

9 Merete Arnfeld-Mollerup, ”DTU Campus 1960-2004”, DTU Campus 1829­2029, s.28.

10

Byggeudvalgsmødereferat fra 29. januar 1959.

11 Byggeudvalgsmødereferat fra 29. januar 1959.

12

13

Byggeudvalgsmødereferat fra 29. januar 1959.

Byggeudvalgsmødereferat fra den 11. maj 1959.

14 https://en.wikipedia.org/wiki/Broadway_Boogie_Woogie#/media/File:Piet_Mondrian,_1942_-_Broadway_ Boogie_Woogie.jpg.

15 Johannes Hedal Hansen og Jennifer Dahm Petersen: Eva og Nils Koppel, s. 129.

16 Ole Nørgård, “Polyteknikerbyen på Lundtoftesletten”, Havekunst, 1960, s. 19.

17

18

Byggeudvalgsmødereferat fra den 11. maj 1959.

Byggeudvalgsmødereferat fra den 14. sept. 1959.

19 Nils Koppel, Ole Nørgård, H. Peschardt-Hansen og B.J.Rambøll, DtH/DIA, 17.maj 1974.

III

20 Kortunderlag: Situationsplan 2021/22, arkiv DTU CAS, tilføjet glasgange ved bygning 115, 402, 403, 404 og på enkelte kort de to vandtårne. Oversigtskort over udbygningsfaser vist per årti: DTU CAS, “LLYN_Bygninger_Opførelsesår.pdf”.

21 Ole Nørgård, “Gårdhaver”, Havekunst, 1962 nr.1, s.1-5.

22 Ole Nørgård, “Polyteknikerbyen på Lundtoftesletten”, Havekunst, 1960 nr.1, s.19.

23 Nils Koppel, Ole Nørgård, H. Peschardt-Hansen og B.J.Rambøll, DtH/DIA, 17.maj 1974.

24 Ole Nørgård citeret af Karen Permin i artiklen ”Byens uderum, fodgængerens urbane miljø”, Havekunst, 1968 nr.7, side 131. Artiklen referer en forelæsning om Byrummets Æstetik af Ole Nørgård ved et efteruddannelses kursus for havearkitekter i sommeren 1968.

25 Nils Koppel, Ole Nørgård, H. Peschardt-Hansen og B.J.Rambøll, DtH/DIA, 1974, s.22.

26 Nils Koppel, Ole Nørgård, H. Peschardt-Hansen og B.J.Rambøll, DtH/DIA, 1974, s.2.

27 Byggeudvalgsmødereferat 1. juni 1960.

28 Ole Nørgård, byggeudvalgsmødereferat 11. maj 1959.

29 Eva og Nils Koppel, “The Work of Architects Eva and Nils Koppel”, Arkitektonike, 1964 nr. 43. Citatet er oversat til dansk og figurerer på s. 146 i Johannes Hedal Hansens bog Eva og Nils Koppel.

30 Ole Nørgård, “Gårdhaver”, Havekunst, 1962 nr.1, s.1-2.

31 Ole Nørgård, “Miljødebat tiltrængt”, Arkitekten, 1970, nr. 17, s. 408

32 Ole Nørgård citeret af Kaj Fürst i artiklen “Årsmøde”, Havekunst, 1961 nr. 5, s. 80. Referat af Ole Nørgårds foredrag “Lokale grønne områder” ved Stads- og kommunegartnerforeningens årsmøde i september 1961.

33 Eva og Nils Koppel, “The Work of Architects Eva and Nils Koppel”, Arkitektonike, 1964 nr. 43. Citatet er oversat til dansk og figurerer på s. 146 i Johannes Hedal Hansens bog Eva og Nils Koppel.

34 Ole Nørgård citeret af Karen Permin i artiklen ”Byens uderum, fodgængerens urbane miljø”, Havekunst, 1968 nr.7, side 131. Artiklen referer en forelæsning om Byrummets Æstetik af Ole Nørgård ved et efteruddannelses kursus for havearkitekter i sommeren 1968.

35 Johannes Hedal Hansen og Jennifer Dahm Petersen, Eva og Nils Koppel, s. 316.

36 Red. Inge Berg Hansen, DtH polyteknisk undervisning og forskning i det 20. århundrede, 1979, foto s. 49.

IV

37 https://www.dtu.dk/om-dtu/organisation/administration/campus_service.

38 Strategisk Campusplan DTU Lyngby Campus 2022, s. 70

39 Ole Nørgaard: “Miljødebat tiltrængt”, Arkitekten, 1970, nr. 17, s. 407-408.

40 Nils Koppel, Ole Nørgård, H. Peschardt-Hansen og B.J.Rambøll, DtH/DIA, 1974, s. 20.