1 minute read
Tre projekter på himmelfart
Når den danske astronaut Andreas Mogensen som den første ikke-amerikaner sætter sig i pilotsædet i den rumkapsel, NASA efter planen sender til Den Internationale Rumstation (ISS) til august på Huginn-missionen, skal han arbejde på tre DTU-projekter.
2. FOTOS AF SKYERNES FYRVÆRKERI
På sin første rummission i 2015 videofilmede Andreas Mogensen de voldsomme lyn, der går fra tordenskyer og op i 50 kilometers højde. De lyn, der er blevet observeret i den øvre del af atmosfæren, tæller bl.a. røde feer (elektriske udladninger over tordenskyer), blå stråler (lyn, der slår opad) og et væld af blå elektriske udladninger i toppen af skyer.
På den nye mission vil DTU Space udstyre Andreas med et meget bedre kamerasystem, der er i stand til at tage op til 100.000 billeder i sekundet med en hidtil uset kontrast af den fantastiske elektriske aktivitet og derved give ny indsigt i og perspektiver på fænomenet.
De nye billeder skal – sammenholdt med data indsamlet fra det danske rumobservatorium ASIM, som DTU Space står for den videnskabelige ledelse af – give DTU’s forskere mere viden om, hvordan lyn påvirker atmosfærens koncentration af drivhusgasser og derved jordens klima.
En sådan viden vil bl.a. gøre forskere i stand til at forbedre vores klimamodeller.
Et halvt år i orbit
Andreas Mogensens første ti dage lange tur i rummet i 2015 var – med hans egne ord – næsten overstået, før den gik i gang. Huginn-missionen varer seks måneder og giver ham derved god tid til bl.a. at skaffe ny viden, der kan bidrage til forskning og teknologiudvikling.
Under opholdet vil han også skulle udføre nogle af de vedligeholdelses- og reparationsopgaver, der opstår på så kompleks en konstruktion som ISS, og han vil inden afgang træne intensivt, så han kan gennemføre en rumvandring, hvis det bliver nødvendigt under missionen.
Den danske astronauts kredsløb om jorden vil et DTU-ledet konsortium bruge som afsæt for Rumrejsen – et landsdækkende formidlingssamarbejde, der skal fremme børn og unges interesse for naturvidenskab og teknologi og skabe større bevidsthed i samfundet om betydningen af forskning og teknisk videnskab.
En lang række partnere vil bidrage til projektet med events, udstillinger samt lærervejledninger til grund-, gymnasie- og erhvervsskoler. Andreas Mogensen vil på forskellig vis bidrage til og deltage i projektet – bl.a. via en serie videoer, der bliver videotransmitteret fra ISS, og ved fremmøde ved events.