3 minute read
Dansk økonomi
Efter to år med kraftig vækst i BNP på hhv. 4,9% og 3,8% i 2021 og 2022 er der udsigter til en vækstafmatning i 2023. Den foreløbige beregning af BNP-væksten for 2023 er 1,8%, hvilket skyldes at stigende renter og udhuling af købekraften i kraft af høj inflation har lagt en dæmper på det private forbrug. Den seneste prognose fra Nationalbanken viser en forventet vækst på 1,3% i både 2024 og 2025. Skønnet for væksten i BNP i år er højere end sidste prognose, og giver dermed udtryk for at udsigten til en mild recession er afværget. Det er især udenlandsk efterspørgsel der holder hånden under væksten, hvilket højest sandsynligt kan tilskrives en mærkbar stigning i produktionen i medicinalindustrien. Skønnet for væksten i BNP 2023 og 2024 er opjusteret med 0,1 procentpoint i forhold til den sidste prognose.
Kilde: Danmarks Statistik og Nationalbanken
I 2023 og i begyndelsen af 2024 har udviklingen i renteniveauet været mere afdæmpet og stagnerende sammenlignet med 2022, hvor renterne er steget markant. Dette skyldes en nedadgående udvikling i inflationen frem til oktober 2023, der særligt har været drevet af fald i energiomkostningerne. Den korte rente, der i høj grad er korreleret med de pengepolitiske tiltag fra den amerikanske og europæiske centralbank, FED og ECB, har undergået en mere jævn udvikling og ligger på 3,3% i januar 2024. Den lange realkreditrente har været mere volatil, hvor den siden oktober 2023 har været faldende. I januar 2024 ligger den lange realkreditrente på 4,6%.
Kilde: Danmarks Statistik og Nationalbanken
Forbrugertilliden angiver befolkningens syn på dens nuværende og fremtidige økonomiske situation og er dermed en god indikator for hvordan den brede befolkning bliver påvirket af Danmarks økonomiske situation. Forbrugertilliden for februar måned 2024 ligger på minus 7,4 og er dermed steget marginalt siden januar, hvor den lå på minus 8,4. Alle fem indikatorer, der tilsammen danner forbrugertilliden, er steget siden sidste måned. Til trods for at forbrugertilliden fortsat er negativ, er det den højeste forbrugertillid set siden februar 2022, hvor den lå på minus 3,2. Gennemsnittet for 2022 ligger på minus 22,2 og for 2023 på minus 15,6, hvormed den nuværende forbrugertillid er en væsentlig forbedring.
Kilde: Danmarks Statistik
De seneste tal fra Danmarks Statistik fra december 2023 viser en stigning i antallet af lønmodtagere på 1.300 personer, til i alt 3.005.900 personer. Siden december 2022 er lønmodtagerbeskæftigelsen steget i 11 ud af 12 måneder, og i december 2023 var der 31.100 flere lønmodtagere sammenlignet med 12 måneder tidligere. Det svarer til 1,0% flere personer med lønmodtagerjob. I branchen videnservice, som omfatter juridisk bistand, revision, arkitekt- og ingeniørvirksomhed samt reklamevirksomhed, er antallet af lønmodtagere steget med 5.300 siden december 2022, svarende til en stigning på 3,0%.
Kilde: Danmarks Statistik