2 minute read
Detail
Udviklingen på detailejendomme
Lejere har fået øget indflydelse
De senere års høje usikkerhed har materialiseret sig i et kraftigt fald i transaktionsvolumen, hvor den mellem 2022-2023 er faldet med omkring 60%. Faldet i transaktionsvolumen er bredt funderet, hvilket har medført kraftigt stigende afkastkrav.
Der er fortsat efterspørgsel efter særligt dagligvareporteføljer med en geografisk spredning, da dagligvarebutikker vurderes som modstandsdygtige over for konjunkturudsving. Dertil kommer, at dagligvarekæderne ofte lejer sig ind på lejekontrakter med lange uopsigelighedsperioder.
Den økonomiske uro, der opstod i løbet af 2022 som følge af rente- og inflationsstigningerne, og som har medført en kraftig udhuling af forbrugernes realindkomst og derfor købekraft, har siden slutningen af 2021 medført betydelige fald i mængdeindekset. Forbrugertilliden har dog været kraftigt stigende siden lavpunktet i oktober, men er stadig negativ, på nuværende tidspunkt på omkring -13.
Højere lejestigninger som følge af NPI-reguleringer har presset lejerne. Det er dog indtrykket, at ikke alle udlejere har implementeret fuld NPI-regulering. Blandt nogle udlejere er der dels taget hensyn til lejernes robusthed eller risiko for opsigelse og dels er taget hensyn til risikoen for en §13 regulering af lejen grundet risikoen for, at den regulerede leje ville overstige markedslejen. Risikoen for høje NPI-reguleringer har desuden medført øget opmærksomhed blandt lejerne på klausuler omkring regulering i lejekontrakterne. Det betyder, at der i stigende grad forventes krav til maksimalregulering fremadrettet.
Tomgangen for detail har været svagt stigende det seneste år, hvor tomgangen er steget med 0,3 procentpoint til 3,1% i 1. kvartal 2024. Afkastkravene vurderes over en bred kam stabile til let stigende over det kommende år, mens der er visse risikoer for faldende markedsleje nogle steder.
Udbudte detaillokaler i procent af skønnet bygningsmasse