7 minute read

Navne

Line Hansen var klassens usikre og store pige

Til sommer åbner Livsstilsefterskolen Hjarnø for det første hold elever med Line Hansen ved roret. Hun har selv gennemgået den livsstilsændring, som hun nu skal hjælpe efterskoleelever med.

TEKST Katrine Friisberg, redaktion@efterskolerne.dk FOTO Michael Drost-Hansen

Hun var 20 år, vejede 30-40 kilo for meget og vidste ikke, hvad hun ville, eller hvordan hun skulle komme op af det hul, som hun var havnet i. Et ophold på en ny livsstilshøjskole kom imidlertid til at ændre den nu 40-årige Line Hansens liv. Det samme vil hun nu hjælpe efterskoleelever med. Line Hansen blev sidste år ansat til at få Livsstilsefterskolen Hjarnø i gang. Det er en ny afdeling af BGI akademiet. Ledelsen vil skabe et tilbud til unge, som vil styrke deres selvværd og have en sundere livsstil. Til formålet købte de en tidligere efterskole på Hjarnø. Da de i en anden sammenhæng arbejdede sammen med Line Hansen, fandt de den rette til at stå for den nye skole, fortæller leder af BGI akademiet, Helle Vestergaard.

“Line Hansen har et kæmpe engagement. Hun vil rigtig gerne gøre noget for de unge i den målgruppe,” siger Helle Vestergaard.

Tv-program førte til ny karrierevej

Line Hansen kan selv kan huske, hvordan det var at stå i en situation, der ligner den, som mange af Livsstilsefterskolen Hjarnøs kommende elever befinder sig i. “Jeg var altid den usikre og store pige i klassen, var meget genert, troede ikke på mig selv og følte mig ikke helt som en del af fællesskabet i klassen. Jeg var dygtig fagligt, og det var den rolle, jeg havde. Så startede jeg på gymnasiet og var pludselig ikke den bedste længere. Det skabte en masse usikkerhed.”

Et efterskoleår er perfekt til at hjælpe unge med at få en sundere livsstil og opbygge selvværd, mener Line Hansen, der er leder af Livsstilsefterskolen Hjarnø, som åbner til august.

For Line Hansen blev det et ophold på Ubberup Højskole efter gymnasiet, som endelig vendte op og ned på hendes liv og gav hende mod på meget mere, end hun havde turdet drømme om. Højskoleopholdet ændrede også Line Hansens liv fra ukendt til kendt. TV 2 spurgte, om hun ville deltage i et program, som de optog på højskolen. ’Livet er fedt’ kørte gennem fire år med omkring 30 programmer. Line Hansen blev kendt og fik så mange forespørgsler på, om hun ville være instruktør, holde foredrag og meget mere, at hun valgte at forfølge den vej. Hun uddannede sig til diætist og fik stillinger med stadigt stigende ansvar for at hjælpe andre med at blive sundere fysisk og mentalt.

Optimist af sind

Efter sommerferien tager Livsstilsefterskolen Hjarnø imod det første hold elever. Line Hansen og BGI akademiet har bygget skolen op fra bunden. Og ifølge leder på BGI akademiet, Helle Vestergaard, har Line Hansen bl.a. sikret, at skolen har fået en række samarbejdspartnere og gang i en masse aktiviteter.

“Hun har en vindende personlighed. De steder, hun banker på, bliver hun taget godt imod. Vi har det rigtige i hende i forhold til at få gang i det. Det kræver meget, men hun har det drive, der skal til, for at få det til at lykkes,” fortæller Helle Vestergaard. Årene som en ulykkelig teenager, der formåede at vende sit liv til det bedre, har præget Line Hansen. Hun har lært, at udfordringer kan klares. “Jeg har en evig optimisme og tro på, at tingene nok skal lykkes. Jeg har arbejdet med mange, som ikke tror på sig selv. Jeg mener, at den dag, jeg og resten af teamet ikke tror på dem, vil det heller ikke lykkes. Men når vi tror på dem, skal det nok gå, siger hun. På Hjarnø skal de ansatte bl.a. hjælpe de unge med at sætte realistiske mål og fokusere på det, der lykkes.

“Eleverne må ikke tro, at alt er fikset, dagen efter de er kommet her. Det er enormt vigtigt at fokusere på de små skridt, for det er dem, der skaber en varig forandring,” siger hun. Line Hansen træner for tiden til at komme i form til en større udfordring. Til næste år skal hun nemlig cykle til Paris for et godt formål – og for at gøre noget godt for sig selv. Hun har ikke cyklet meget før. Men ligesom hun tror på andre, tror hun på sig selv. Hun har for længst indset, at man sagtens kan gøre noget godt for sig selv ved at klare en udfordring og ændre sit liv.

Blå bog

2001-2004: Deltager i ’Livet er fedt’ på TV 2 som følge af ophold på Ubberup Højskole med livsstilsændring 2004: Bachelor i økonomi ved Handelshøjskolen i Aarhus 2004-2016: Foredragsholder, ugebladsskribent, fitnessinstruktør og diætist 2008: Klinisk diætist fra Ankerhus Seminarium og ansat på Hospitalsenheden Vest 2008-2018: Ansat i sundheds- og beskæftigelsesindsatsen i Horsens Kommune. De sidste tre år som leder af sundhedsafdelingen 2018: Diplomuddannelse i ledelse 2019: Leder af Livsstilsefterskolen Hjarnø og medstifter og bestyrelsesmedlem i Støtteforeningen for Livsstilsefterskolen Hjarnø Privat bor hun i Horsens, er gift med Lasse. Sammen har de datteren Maja på ti år

ANN MARIKA LETH KLIN GE Mindeord, Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole

Ann Marika Leth Klinge, forstander på Halvorsminde Efterskole og Fri Fagskole, sov stille ind 11. april, blot 52 år gammel, efter kort tids sygdom. “Hun var en stærk klippe, som indeholdt alt det, der er behov for at indeholde som menneske. Hun var stærk, når hun stod fast i blæsten. Enormt engageret, når et medmenneske havde behov for et skub. Lattermild og irriterende skarp i sin humor, når en forsamling trængte til at grine. Og så var hun en rigtig god ven, der tænkte på andre før sig selv. En god kollega. God efterskolemor for elevhold efter elevhold,” skriver Jeppe Søe, formand for bestyrelsen på Halvorsminde og medlem af Efterskoleforeningens bestyrelse, i et mindeord. Ann Marika Leth Klinge var desuden en stærk og kendt stemme i efterskoleverdenen, hvor bl.a. har haft posten som formand for efterskolerne i Nordjyske Region.

FOTO Privat

STEFFEN BENDI X PEDERSEN Afgående forstander, Ladelund Efterskole

Ved skoleårets udgang stopper Steffen Bendix Pedersen som forstander ved Ladelund Efterskole. Han har været med siden skolens start i skoleåret i år 2000. Skolen er en almendannende grundtvigsk efterskole med 125 elever. Efterskolen arbejder nu på at finde en afløser for Steffen Bendix Pedersen.

FOTO Ladelund Efterskole

ANETTE IN GEMANSEN Afgående vicedirektør, Efterskoleforeningen

Anette Ingemansen har efter 12 år opsagt sin stilling som vicedirektør i Efterskoleforeningen. Det seneste år har hun haft orlov og har besluttet, at hun nu vil søge nye udfordringer. Direktør Bjarne Lundager Jensen takker Anette Ingemansen for den store indsats, hun har ydet for foreningen, sekretariatet og medlemmerne. Selv takker Anette Ingemansen kolleger, skoler og samarbejdspartnere for det gode samarbejde: “Jeg kan med glæde og taknemmelighed se tilbage på 12 intense og berigende år i en værdibåren organisation.”

FOTO Henning Hjorth

METTE HJORT-MADSEN Ny vicedirektør, Efterskoleforeningen

Mette Hjort-Madsen er ansat som ny vicedirektør i Efterskoleforeningen, hvor hun har været konstitueret siden 1. august 2019. Mette Hjort-Madsen har været ansat som konsulent i Efterskoleforeningen siden 2014 og har bl.a. haft ansvar for statistik og analyse. Som vicedirektør får Mette Hjort-Madsen ansvar for en lang række områder herun der bl.a. Efterskoleforeningens rådgivning om skoledrift og -udvikling, pædagogisk udvikling, analyse og projektstyring, bud getlægning og løbende budgetkontrol, økonomistyring og rapportering i samarbejde med regnskabschefen til økonomiudvalg og bestyrelse.

FOTO Henning Hjorth

NI KOLAJ PRIMDAHL Ny forstander på Bramming Gymnastikog Idrætsefterskole

45-årige Nikolaj Primdahl er fra august ny forstander på Bramming Gymnastik- og Idrætsefterskole. Han er uddannet lærer og har i 12 år arbejdet som lærer i folkeskolen. Derudover har han bl.a. været koordinator for elitesportsklasser, været træner i Vejle Boldklub, sportscollegeleder i Vejle og været ansat på idrætsefterskolen BGI akademiet. Nikolaj Primdahl tager over efter Kirsten Thygesen, som efter 14 år som forstander har valgt at gå på pension.

FOTO Bramming Gymnastik- og Idrætsefterskole

HANN A OG HENRIK DAHL Afgående forstanderpar, Vinde Helsinge Friskole | Vestsjællands Idrætsefterskole

Tip os om navnenyt! Har du skiftet job for nylig, har du jubilæum el.lign., så fortæl os om det på redaktion@efterskolerne.dk og send gerne foto med. Efter 35 år på Vinde Helsinge Friskole | Vestsjællands Idrætsefterskole har Hanna og Henrik Dahl valgt at forlade forstanderboligen for at gå på pension. Parret kom til Sjællands ældste kombinerede fri- og ef terskole som lærere i 1985. Ni år senere blev Henrik Dahl forstander for skolen, og siden er Hanna Dahl blevet viceforstander på fri skolen. Forstanderparret stopper ved skoleårets udgang. Skolen arbejder nu på at finde en ny forstander.

FOTO Vinde Helsinge Friskole | Vestsjællands Idrætsefterskole

This article is from: