LIFE AT THE EDGE

publishing

Denne bog er tilegnet beboerne i Scoresbysund – uden dem ville stedet ikke være det samme!

This book is dedicated to the people of Scoresbysund – without whom it would be a different place!

Una atuagaq Ittoqqortoormiuni innuttaasunut pigitinneqarpoq – taakkoqanngippat soqarsimassanngikkaluarpoq!

LIFE AT THE EDGE

Et liv på kanten | Inuunerup killingani

LIFE AT THE EDGE Et liv p책 kanten | Inuunerup killingani

Indhold | Contents | Imarisai

6

Kort

Map

Nunap assinga

Forord

Preface

Siulequt

Prolog

Prologue

Aallaqqaasiut

Byen

The Town

Illoqarfik

Omgivelserne

The Surroundings

Avatangiisit

Fangsten

The Hunt

Piniarneq

Bag kameraet

Behind the Camera

Assiliiviup tunuani

Fernisering i fangsthytten

Vernissage in the cabin

Piniartut illuaraanni saqqummersitassanik ammaaneq

Epilog

Epilogue

Naggasiut

Taksigelser

Acknowledgements

Qujassutit

7

8

9

10

Forord

Preface

Ittoqqortoormiit ligger på den yderste kant i det nordøstlige Grønland.

Byen er porten til verdens største isdækkede nationalpark, hvor de sidste spor fra civilisationen toner sig ud i det mægtige hvide landskab.

Scoresbysund (Ittoqqortoormiit) lies at the outermost edge of north-eastern Greenland. The town is the gateway to the largest ice-covered national park in the world, where the last traces of civilization silently disappear in the vast white landscapes.

I disse både barske og storslåede omgivelser bor 465 af Kommuneqarfik Sermersooqs borgere på et af klodens mest utilgængelige steder med 800 km til nærmeste by. Alligevel har flere generationer formået at klare de hårde livsbetingelser gennem fangst af det righoldige dyreliv i og omkring Ittoqqortoormiit. Byen ligger ved Scoresby Sund/Kangertitivaq – verdens største fjord.

In these both harsh and magnificent surroundings, 465 of Kommuneqarfik Sermersooq’s inhabitants live in one of the most inaccessible places on earth, with 800 kilometres to the nearest neighbouring town. Nevertheless, several generations have overcome the unforgiving conditions through hunt for the plentiful wild fauna in and around Scoresbysund. The town is situated by Scoresby Sund – the world’s biggest fiord.

Nu befinder byen sig midt i forandringens og brydningens tid. Globaliseringen har nået den lille by. Det åbner op for nye behov og muligheder. Side om side kører snescootere og hundeslæder, moderne livsførelse og traditionel fangerkultur blandes. I dette spænd af møder ligger store potentialer og muligheder for et fremtidigt liv i Ittoqqortoormiit.

The present is a time of change and struggle for the town. Globalization has arrived here. This opens up new needs and new possibilities. Snowmobiles and dog sleds drive side by side, and modern living and traditional hunters’ culture merge and coexist. In this span of encounters great potential and exciting prospects for the future Scoresbysund simmer.

I dette spænd formår Carsten Egevang, på magisk vis, at tage os med ind i de barske, rå og storladne landskaber og lader os opleve det nære samspil mellem natur og mennesker - på kanten af det mulige.

And here Carsten Egevang manages, as if by magic, to draw us into the rugged, rough, and imposing landscapes and permits us to experience the intimate interplay between land and man – at the edge of the feasibility, the edge of reason.

Carsten Egevang har valgt sort/hvid fotos. Her er alle formildende farvespil reduceret til kraftfulde kontrastmættede fotos i fabelagtigt vinklede motiver. Carsten Egevang formår at trænge ind i vores fælles menneskesjæl med sine vinkler og motiver, der er på kanten af virkeligheden. Det giver nærvær. Vi kommer helt ind og mærker essensen af natur og menneske - barskt og poetisk, storladent og med glimt i øjet.

Carsten Egevang has chosen black and white photography for this project. Any mitigating play of colours has been reduced to forcefully contrast-filled photos of fantastically viewed subject matter. Carsten Egevang has a rare ability to gain access into our shared human soul with his angles and his art, which seems to balance on the very edge of reality. The result is presence and poise. We get close enough to feel the essence of the scenery and the humans there – rough and poetical, grandiose, yet with a twinkle in their eyes.

Ikke bare Kommuneqarfik Sermersooq er blevet rigere af denne enestående fotobog - hele Grønland og resten af verden får et indblik i kommunens mangfoldighed og glimt ind i en kultur, der leves på kanten af verden.

Asii Chemnitz Narup Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq

It is not just Kommuneqarfik Sermersooq that has been enriched by this unique book of photography – all of Greenland and the rest of the world too get a glimpse of the municipality’s diversity and the culture of a life lived at the edge of the world.

Asii Chemnitz Narup Mayor, Kommuneqarfik Sermersooq 11

12

Siulequt Ittoqqortoormiit Kalaallit Nunaata kangiata avannaata killerpiaani inissisimavoq. Illoqarfik nuna allanngutsaaliukkamut sermimit qallersukkamut nunarsuarmi anginerpaamut isaaffiuvoq. Tamaanilu atugartuussutsip ilisarnaatai kingulliit nunarujussuarmut qaqortuinnarmut siammartiterput.

Pinngortitarsuarmi pikkunaqisumi pinnersumilu Kommuneqarfiup Sermersuup innuttaata ilai 465-iusut najugaqarput, nunarsuarmi tikikkuminaannerpaami inissisimasumi, illoqarfimmut qaninnerpaamut 800 km-inik ungasitsigalutik. Taamaattoq kinguaariit arlallit inuuniarnermi pikkunaqisumi uumasunillu peqarfioqisumi piniarneq aqqutigalugu Ittoqqortoormiini eqqaanilu imminnut napatissinnaasimapput.

Illoqarfik, Scoresby Sund/Kangertitivap – nunarsuarmi kangerluit anginersaasa paavani inissisimavoq.

Maanna illoqarfik allannguinerup aammalu ullut allanngorneqalerfiit nalaanniippoq. Nunarsuarmut siaruarneq illoqarfeeqqamut annguppoq. Tamanna atorfissaqartitanik periarfissanillu nutaanik ammaassisuuvoq. Qamuteralaat qimussillu sanilerillutik ingerlaarput, nutaaliaasumillu inooriaaseq piniartuunermit ileqqutoqqanut akuliussimalluni. Ineriartornerup kiggisimaviani siunissami inuunissamut periarfissatsialassuit Ittoqqoortoormiuni ipput.

Kiggisimavimmi tamassumani Carsten Egevang iluatsilluakkamik, allaallumi tupinnaannartumik, nunap ilarujussuanut naakkittaatsumut pisippaatigut. Inuup pinngortitarsuullu iminnut qanilaassusaannik misigitilluta - pisinnaasap killinganut.

Carsten Egevangip assit qalipaateqanngitsut toqqartorsimavai, tamassumalu kinguneraa qalipaatit saammarsaataasussaagaluit annikillisarneqarmata - assigiinngissutsimik assiliiffigisallu suminngaanneerneranik atorluaanikkut assinik suli nukittuninngortinneqarmata. Carsten Egevangip assiliniakkap qiverneranik assilerusutamillu takutitsinermigut artunngilaa inuttut qamuuna tarnitsigut aalassatsissalluta, piviusup killinganut pisilluta - tamanna qanilaassusermik tunisivoq. Atuagaq ikiorsiullugu suna tamaat pulaffigilerparput, pinngortitallu inuullu sananeqaatai malugilerlugit - tupinnartua killisimanartuuneralu, qajassuunnagu uisorerfiginnippoq.

Kommuneqarfik Sermersooq atuakkamik imaannaanngitsunik assiliartalimmik kisimi pisuunnguallatsinneqanngilaq - aammali nunatsinni innuttaaqatigisagut, nunarsuarmioqatigullu allat kommunip assigiinngisitaassusaanik, nunarsuullu killingani inuunerup kulturianik paasisaqalaassapput.

Asii Chemnitz Narup Kommuneqarfik Sermersuumi Borgmesteri

13

14

15

16

Prolog Grønlands bagside, det er hvad Østgrønland også er kendt som i folkemunde. Fattigdom, misbrug, arbejdsløshed, svigt og alkoholskadede skolebørn.

Listen er lang, men sjældent positivt ladet, når snakken falder på Scoresbysund. Billedet af byen i øst er generelt negativt hos resten af befolkningen, og denne opfattelse bakkes desværre også op af statistik på området. Der er massive sociale problemer i byen. Mange af disse er alkoholrelaterede og målbare parametre som eksempelvis disponibel indkomst, lavt uddannelsesniveau, og den sundhedsmæssige tilstand er lavere end i Vestgrønland.

Selvstyret har igennem årene afsat millioner til en særlig indsats for Scoresbysund, men de mange velmenende initiativer er næsten alle døet ud i takt med, at de ressourcestærke indbyggere er fraflyttet byen. For udenforstående virker det, som om byens befolkning helt mangler engagement og initiativ. Næsten som byen er ved at gå i opløsning, at indbyggerne har givet op og udelukkende bor her, fordi de ikke har råd til at flytte.

Da jeg første gang besøgte Scoresbysund tilbage i 2003, kendte jeg udmærket til byens omdømme. Men jeg blev hurtigt overrasket over at opdage, at der fandtes en anden slags Scoresbysund, end det jeg kendte fra mediebilledet. Et lille, hyggeligt samfund hvor folk kender hinanden og bekymrer sig for naboen, og hvor indbyggerne netop bor i Scoresbysund, fordi det er lige præcis her i Grønland, de allerhelst vil leve. Jeg oplevede imødekommende og venlige folk, som hilste på gaden, og enkelte stoppede endda op for at høre om det var første gang, jeg besøgte deres by. Ikke just noget jeg var vant til at opleve i Nuuk, eller de andre steder i Grønland jeg havde besøgt, for den sags skyld. Det ville selvfølgelig være naivt at tro, at man får et reelt indtryk af sociale dårligdomme ved et enkelt tilfældigt besøg på 14 dage… men jeg kunne lide stedet og havde stor lyst til at komme tilbage! Jeg oplevede, med andre ord, at Scoresbysund er et langt mere indtagende sted end sit rygte, og sammenlagt er det blevet til fem besøg i perioden 2003 til 2012, der nu har resulteret i denne bogudgivelse.

Men hvorfor i det hele taget lave en fotobog om Scoresbysund – og hvorfor en bog indeholdende noget så trist og gammeldags som sort/ hvid fotos?

Eller som én af indbyggerne i Scoresbysund udtrykte det: ”Hvorfor tager I fotografer altid billeder, når det er gråt, skyet og trist? Hvorfor tager I aldrig fotos når det er sommer og vejret er dejligt, hvor området viser sig

fra sin bedste side – den tid vi i Scoresbysund går og glæder os til gennem den mørke vinter?” Hvordan kan jeg som tilfældig besøgende tillade mig at lave en bog om, hvordan livet i Scoresbysund tager sig ud? Hvordan kan jeg som ”turist på gennemrejse” tro, at min opfattelse af byen og området, bare tilnærmelsesvis, giver et reelt billedet af livet på ét af Grønlands mest isolerede steder?

Under mine besøg i Scoresbysund blev jeg betaget af stedet. Naturens storhed og skønhed er et kapitel for sig, og kan tage pusten fra selv den mest berejste. Men først og fremmest var jeg fascineret af de mennesker, jeg havde mødt under mine besøg. Særligt den tilværelse som byens fangere lever, tæt knyttede til et barsk og kompromisløst miljø, gjorde et stort indtryk på mig.

Det er denne fascination, og de store oplevelser jeg har haft i naturen omkring Scoresbysund, som jeg gerne vil videreformidle gennem min fotografering. Dette vil således blive min personlige fortolkning af Scoresbysund.

Omvendt tænker jeg, at de små ting i hverdagen, som de lokale blot tager for givet ofte kræver en udefrakommende person til at undre sig, fascineres eller begejstres over handlinger og situationer, som i realiteten er unikke og fremmedartede for omverdenen.

Fotografier i sort/hvid repræsenterer for mig noget tidløst – et øjebliks dokumentation, der ofte ved første øjekast kan være svært at sætte et årstal på. Samtidig kan de udtrykke stemninger i en grad, der simpelthen ikke lader sig gøre, hvis samme billede var i farver. Den sort/ hvid fototradition repræsenterer en renhed, der sammen med de grå toner mellem disse yderpunkter, tvinger beskueren til at koncentrere sig om motivet og kompositionen i billedet, og ikke besnærer og afleder med ”billige virkemidler” som solnedgangens fantastiske røde farver. Sort/hvid fotos udtrykker både noget råt og barskt – noget enkelt og ærligt! På præcis samme måde oplever jeg Scoresbysund, og da beslutningen var taget om at lave en fotobog om byen, området og menneskene, syntes fravalget af farver uundgåeligt.

Jeg håber at du, kære læser, vil tage med på denne fotografiske rejse på hundeslæden til iskanten, til en gåtur blandt husene i Scoresbysund og til en kop kaffe i fangsthytten, til et fordomsfrit indblik i dagligdagen på yderkanten af beboelse i Grønland – Et Liv På Kanten.

17

Prologue Eastern Greenland is also popularly known as ”Greenland’s backside”. Poverty, abuse, unemployment, failure, school children with alcohol damages.

The list is long, and one rarely hears a positive word when people talk about Scoresbysund. In the eyes of the rest of the population, the image of the town is generally negative, and this view is unfortunately supported by statistics. There are massive social problems, many of which are alcohol-related, and measurable parameters like disposable income, level of education, and health conditions are all inferior compared to western Greenland. Over the years, the Greenland Government has earmarked millions for special social efforts aimed at Scoresbysund, but almost all of these well-meaning initiatives have vanished as the more resourceful inhabitants have left town.

For outsiders it may seem as if the town’s population totally lack drive and initiative. Almost as if the town is disintegrating, people have given up and only live here because they cannot afford to move anywhere else.

When I first visited Scoresbysund in 2003, I was quite familiar with the town’s reputation. But to my surprise I quickly discovered that there was a version of Scoresbysund that was very much different from the prevalent media image. A small and pleasant community in which people know each other and look after their neighbours, a community of people who have chosen to live in Scoresbysund because they feel that Scoresbysund is the best place to live in Greenland. I met accommodating, kind people who greeted me warmly in the streets; some even paused to enquire whether it was the first time I visited their town. This was not something I was used to from Nuuk or the other places I had been to in Greenland. Of course, it would be rather naïve to think that a comprehensive impression of social ills can be obtained on the basis of a coincidental, 14-day visit, but in any case I liked the place and very much wanted to return. In other words, I experienced a Scoresbysund that was much more charming than its reputation, and I have been back to the town five times in the period 2003-2012. Those visits have now resulted in this book.

But why publish a photo book about Scoresbysund – and why a book of something as dreary and old-fashioned as black-and-white pictures? Or, as one of the inhabitants of Scoresbysund said: “Why do photographers always take their pictures when it’s grey and overcast and gloomy? Why not in the summer when the weather is lovely and everything looks good – the 18

time we all long for all through winter?” How do I, as a tourist just passing through, dare to believe that my view of the town and the surrounding area is even close to an authentic picture of life in one of Greenland’s most isolated places?

During my visits to Scoresbysund I became increasingly captivated. The beauty and magnificence of the landscape are in a league of their own and will cause even the most jaded visitor to gasp in awe. But first and foremost I was fascinated by the people I met there. I was especially impressed with the way the hunters lived, closely connected to the harsh and uncompromising environment. It is this fascination and my experiences in the landscape around Scoresbysund that I want to communicate and present to a larger public through my photography. This implies, of course, that this book constitutes my personal interpretation of Scoresbysund. But at the same time, I often think that it takes an outsider to wonder, be fascinated and inspired by the little day-to-day things that the locals take for granted, actions and situations that really are unique and wonderfully strange to the rest of the world.

To me, black-and-white photography represents something timeless – a documented moment that at first might be difficult to date. At the same time, this kind of photography is able to express mood and atmosphere to a degree that is impossible to achieve with colour photographs. This photography tradition epitomizes a purity, which, along with the grey tints and tones in between the black and white extremities, forces the spectator to focus on the subject matter and the composition of the picture, instead of allowing oneself to become overly infatuated with window dressing such as the amazing red hues of a sunset. Black-and-white photos are an expression of roughness, simplicity, and honesty. And this corresponds exactly to my experience of Scoresbysund, and once I had decided to make a photo book on the town, the rejection of colour seemed an inevitable choice.

It is my sincere hope that you, dear reader, will join me on this photographic dog sled journey to the ice edge, accompany me on a stroll among the houses in Scoresbysund, join me for a cup of coffee in the hunters’ cabin, and share my open-minded and unprejudiced observation of daily life at the outer limits of human habitation in Greenland – A Life at the Edge.

Aallaqqaasiut Kalaallit Nunaata tunua, Nunatta kangia aamma taama taaneqartarpoq, ilaatigut ajunnginngitsumik isumalerlugu. Pissatigut atugarliorneq, atornerluinerit, suliffissaaleqineq sumiginnaasarneq meeqqallu atuartut imigassamik atornerluinerup kingunerisaanik innarlerneqarsimasut. Ittoqqortoormiit oqallisigineqaleraangat allattugassat amerlasaqaat kusanartortaqarpiartaratillu. Tamakkiisumik qiviaraanni, nunap innuttaasa sinnerisa Tunumi illoqarfik pillugu takorluugaat ajortuugajuppoq, ajoraluartumillu tamanna kisitsisit aamma takutikkajuppaat. Inunnik isumaginninnikkut ajornartorsiutit anngiortumik atugaapput, taakkunani amerlasuut imigassamik atornerluinermik aallaaveqarlutik. Takussutissanittaaq tigussaasunik aallaaveqarluni misissuigaanni Kalaallit Nunaata Kitaanut naleqqiullugu ilaatigut takuneqarsinnaavoq aningaasatigut isertitani atoriaannaasutigut, ilinniarsimassutsikkullu qaffasissusermi appasinnerusoq, peqqissutsillu tungaatigut kinguarsimanerusoq.

Namminersornerusut ukiuni qaangiuttuni Ittoqqortoormiinut millionilikkaanik immikkut aningaasaliisarsimapput, iliuuseqarniarnikkulli aallartitsiniutit ajunngitsumik isumaqarsimagaluit amerlanerpaartaat taamaatikkiartortarsimapput, ilaatigut inuit isumalluarnartut allamut noorartuarnerat ilutigalugu. Avataaniit isigalugu isumaqarnasorinarsinnaavoq illoqarfiup innuttai pimoorussinermik pilersitserusunnermillu peqanngitsut. Soorlulusooq illoqarfik nakkaatilersoq, innuttaasut imminnut tunniutiinnarsillutik tamaani najugaqartut allamut nuunnissamut akissaqannginneq kisimi pissutaalluni.

Ittoqqortoormiinut 2003-mi tikeraaqqaarama illoqarfiup tusaamaneqarnera nalunngilluarpara. Erniinnarli tupaallaatigisannik paasilerpara Ittoqqortoormiit allarluinnaasoq tusagassiuutitigut tusaamasaanerminiit. Inuiaqatigiiarannguit najoruminartut, innuttai imminnut ilisarisimalluarlutillu susassareqatigiittut, Ittoqqortoormiinilu najugaqartut, Kalaallit Nunaanni maanerpiaq inoorusunnerugamik. Tikitakka inussiarnerlutillu oqaloqatigiuminartuupput, aqqusinerni ilassiortut, ataasiakkaallu allaat uniffigisarpaanga pasiumallugu perngarlunga illoqarfiat tikeraarneriga. Tamanna Nuumminngaanneersuullunga sungiusimanngilara, aammalumi Kalaallit Nunaanni allamiikkaangama siumortarsimanagu. Soorunalimi uppiasuujussagaluarpunga ulluni 14-ini tikeraarnerinnanni isumaginninnerup ajortui tamakkiisumik paasisaqarfigisimasorigukkit… kisianni Ittoqqortoormiit nuannaraara, assullu uterfigeqqikkusullugu! Allatut oqaatigalugu Ittoqqortoormiit tusaamaneqarnerminit nuannernerujussuuvoq - piffissami 2003-miit 2012-imut katillugit tallimassaa tikeraarsimalerpara, tikeraartarnermalu inernerilersimavaat uuminnga atuakkamik saqqummersitsineq.

Soormiuna Ittoqqortoormiit pillugu assiliartalimmik atuakkiortunga – aammalu suna pillugu atuagaq alianartunik nutaanngippaluttunillu assinik qalipaateqanngitsunik imaqassava?

Ittoqqortoormiini inuuttaasut ilaata oqarneratut aamma oqaatigineqarsinnaavoq: ”Sooruna

assiliisartutut assiliiniaraangassi sila qasersoq, nuissersimalluni qulisimasoq, tujorminartorlu utaqqeqqaartarissi? Sooq aasaanerani, silap alianaallisarfiani, suullu tamarmik ajunnginerpaaffissaminnik imminnut takutikkaangata assiliisanngilasi – piffissaq, maani Ittoqqortoormiini, ukiup taarnerani qilanaariuartagarput?” Qanoq ilillunga uanga tikeraartukuluinnaallunga Ittoqqortoormiini inuuneq piviusoq atuakkiarissagakku?

Qanoq ilillunga ”takornariatut aqqusaaginnartutut” isumaqassaanga, nammineq illoqarfimmut taassumalu avatangiisianut isiginninnera atorlugu, Kalaallit Nunaanni sumiiffiit avinngarusimanerpaat ilaanni, inuunermik piviusumik oqaluttuareqqiinissannut qanillattorsinnaallunga? Tiguartisimaneq tamanna Ittoqqortoormiillu pingortitarsuani misigisartakkakka tassaapput assiliisarnikkut ingerlateqqillugit oqaluttuarerusutakka. Taamaaliornikkuttaaq takutissallugu nammineq inuttut Ittoqqortoormiinik sukuiaanera. Illuatungaatiguttaaq eqqarsartarpunga amerlasuutigut pisariaqartartoq ulluinnarni inuunitta – sualunnguillu tassunga atasut - isinit avataaneersunit qiviarneqarnissaat, eqqasuutersuuteqafigineqarnissaat, tiguartisimaffigineqarnissaat taamatullu alutorsarfigineqarnissaat. Najugaqavissunummi ulluinnarsiutaasut taamaattussaannartullu isigisaasut ilumut nunarsuarmioqatitsinnut immikkuullarissuullutillu allanartuusarmata.

Assilisat qalipaateqanngitsut uanga allanngujuitsuusutut isumaqartippakka – imaaliallannerinnarmut uppernarsaatissat, takutsiaannarlugit piffissalerneqarsinnaanngitsut. Aammattaq misigissutsinik aalajangersimasunik oqaluttuarsinnaapput, assinit qalipaatilinnit oqaluttuarineqarsinnaanngitsunik. Qalipaateqanngitsunik assiliisarluni ileqqoq minguissusermik takutitsisuuvoq, qasersumik qalipaasersorsimanermigut assilisanik killeqalersitsisartoq. Isiginnittoq ataasiinnarmik aallussisariaqalersarpoq, tassalu assilineqarsimasumik taassumalu qanorpiaq assilineqarsimaneranik isiginninneq ”sunniiniutinik akikitsunik” - soorlu seqernup tarrilernerata imaannaanngitsumik aappillersimaneranit - allamut saasarneqarani. Assit qalipaateqanngitsut pinnersagaanngitsumik takutitsisuupput – piuminartumik unneqqarissumillu! Ittoqqortoormiit taamatoqqissaaq uanga misigisarpara, illoqarfillu pillugu assiliartalimmik atuakkiornissamut aalajangerneq pimmat, qalipaateqannginnissaanik aajalangerneq pinngitsuugassaanngitsutut ippoq.

Neriuppunga illit, asasara atuartoq, peqatigerusussagimma angalaninni assilialersukkami. Qimussimik sikup sinaanukaqatigalunga, Ittoqqortoormiini illut akornanni pisuttuaqatigalunga, piniariartarfimmilu illuaqqamut kaffisoriaqatigalunga. Kalaallit Nunaanni najugaqarfiusinnaasup killerpiaani ulluinnarni inuunerup qanoq ittuunera asissuinngitsumik paasisaqarfigilaassallugu – Inuunerup killingani.

19

20

Byen The Town | Illoqarfik

21

22

Byen – på kanten af beboelse

Den 10. juli 1924 stod skibet ”Grønland” ud fra Københavns havn. Med om bord var foruden skibets besætning, danske håndværkere, et par videnskabsmænd samt en last bestående af byggematerialer og proviant til 14 måneder. Målet var klart: nu skulle der etableres en helt ny bosættelse højt mod nord på den grønlandske østkyst. I spidsen for ”Styrelsen for Scoresbysunds Kolonisering” stod danskeren Ejnar Mikkelsen, og formålet med koloniseringen var dobbelt. Forud for etableringen af Scoresbysund lå årtiers tovtrækkeri med Norge, om hvorvidt Nordøstgrønland var dansk eller norsk territorium, og Danmark havde brug for at øge aktiviteterne i nord for at hævde suverænitet over hele Grønland. Samtidigt havde flere år med misfangst i Tasiilaq mod syd skabt hungersnød, og flere familier var indstillet på at prøve nye fangstområder.

Skibet ”Gustav Holm” anløb Scoresbysund i september 1925 med 85 kolonister om bord – 15 fra Vestgrønland, og 70 fra Tasiilaq-området. De vestgrønlandske familier bosatte sig i handelsstationen Scoresbysund (der hvor byen ligger i dag), mens familierne fra Tasiilaq blev fordelt ved Kap Tobin, Kap Hope samt ved Kap Stewart vest for Hurry Fjord. Disse nye bosættelser var ikke tilfældigt placeret, men udvalgt ud fra at her havde man fundet ældre eskimobebyggelser, og man formodede at fangstforholdene ville være gode. Og gode var fangstforholdene! I perioden 1926-1932 var den gennemsnitlige indtjening 4-5 gange højere for fangerne, sammenlignet med deres tilværelse i Tasiilaq-området. Etableringen af Scoresbysund var nu en realitet.

I dag bor der lidt under 500 mennesker i Scoresbysund. Alle indbyggere er samlet i selve byen, efter at bygderne Kap Tobin og Kap Hope er nedlagt på denne side af årtusindskiftet. En gradvis affolkning af bygderne gjorde, at det ikke længere var rentabelt at opretholde disse udsteder, og beslutningen om lukning blev truffet. Scoresbysund omtales ofte som et af de sidste steder

i Grønland, hvor fangsterhvervet stadig er det dominerende erhverv. Men i realiteten er det kun 10-15 mænd i byen, der er erhvervsfangere – altså hvor størstedelen af indkomsten kommer fra fangst. Til sammenligning er omkring 170 personer offentligt ansat i Scoresbysund og varetager byens vuggestue/børnehave, skole, kommunekontor, ældrekollektiv, politistation og anden servicevirksomhed. Udviklingen i befolkningsstørrelsen i Scoresbysund er svagt nedadgående, og fraflytning er været hyppigere end tilflytning gennem det seneste årti. Nedgangen i befolkningstallet er ikke i sig selv alarmerende, men med indbyggernes egne ord er det de ressourcestærke personer, der indenfor de seneste år har valgt at fraflytte byen, hvilket kan have stor betydning i et så lille samfund som Scoresbysund.

Scoresbysund betegnes ofte som den mest isolerede by i Grønland. Indfaldsporten til byen går gennem Constable Pynt 40 km nordøst for Scoresbysund. Her kan mindre fly fra Island lande, og den sidste distance ind til byen klares ved helikopterflyvning i pendulfart. Mod nord strækker de endeløse vidder sig i verdens største nationalpark. Denne er ganske vist beboet af forskere i sommermånederne og året rundt af personalet på vejrstationerne, men disse kører autonomt uden egentlig tilknytning til Scoresbysund. Nærmeste beboede område, Tasiilaq, befinder sig 800 km mod syd, og de to områder er forbundet via beflyvning en til to gange om ugen. Den isolerede beliggenhed med store afstande betyder, hvis man ser bort fra de få krydstogtskibe, der årligt besøger Scoresbysund, at eneste reelle mulighed for transport til og fra byen er fly og helikopter.

Byens butik og to kiosker forsynes af Royal Arctic Lines skibe, der anløber byen i sommermånederne. Resten af året umuliggør is-situationen at området kan besejles, og det stiller store krav til butikkernes evne til at planlægge deres indkøb for et helt år ad gangen. Gennem foråret bliver udvalget af varer på hylderne langsomt minimeret, og skibets ankomst i juli måned er således én af de helt store mærkedage i byen.

23

The town – on the edge of human habitation

On 10 July 1924 the ship ”Grønland” stood out from Copenhagen’s harbour.

In addition to its usual crew, the ship carried a few Danish craftsmen, a couple of scientists, as well as a cargo of building materials and sufficient provisions for 14 months. The goal was clear: a brand new settlement was to be established to the far north on Greenland’s east coast. Leading “Styrelsen for Scoresbysunds Kolonisering” [“The Agency for the Colonization of Scoresbysund”] was the Dane Ejnar Mikkelsen, and the purpose of the colonization was twofold. Prior to the establishment of Scoresbysund, Denmark had been engaged in decades of tug-of-war with Norway, debating endlessly if north-eastern Greenland was Danish or Norwegian territory, and Denmark needed to increase its level of activity in the north to be able claim sovereignty over all of Greenland. Simultaneously, several years of poor hunting in Tasiilaq to the south had resulted in famine, and entire families were ready to seek out new hunting grounds.

The ship “Gustav Holm” called at Scoresbysund in September 1925 with 85 colonists on board – 15 from western Greenland and 70 from the Tasiilaq area. The families from western Greenland settled at the Scoresbysund trading post (where the town is located today), while the Tasiilaq-families were placed at Kap Tobin, Kap Hope, and Kap Stewart, west of Hurry Fjord. The locations for the new colonies were not selected randomly or haphazardly, but chosen because remnants of old Eskimo settlements had been found there, which indicated decent hunting prospects. And hunting was good! In the period 1926-1932 the average income for hunters in the area was 4 or 5 times what it had been in Tasiilaq. The town of Scoresbysund had become reality.

Today slightly less than 500 people live in Scoresbysund. All inhabitants live in the town itself, as the villages of Kap Tobin and Kap Hope have been deserted and closed down around the turn of the millennium. A gradual depopulation of the villages meant that it was no longer financially viable to maintain these outposts, and the decision of dismantling them was made.

24

Scoresbysund is often referred to as one of the last places in Greenland where hunting still is the dominant trade. But the truth is that only 1015 men in town are professional hunters – in the sense that the majority of their earnings come from hunting. In comparison some 170 people are employed in the public sector; these people run the town’s nursery/kindergarten, school, municipal office, sheltered housing for the elderly, police station, and other service activities. The population is decreasing slightly, and more people have moved out than in in the course of the past decade.

The decrease in population is not alarming in itself, but as the remaining residents say, it is primarily the resourceful people who have moved out, a not inconsequential fact in a community as small as Scoresbysund.

Scoresbysund is often referred to as the most isolated town in Greenland.

The gateway is Constable Point, 40 kilometre north-east of Scoresbysund.

Here smaller planes are able to land, and the rest of the way into town is covered by commuting helicopters. To the north are the endless expanses of the world’s largest national park. Scientists and researchers do live here during the summer months and the weather station is manned all year round, but these people operate autonomously and with no real affiliation to Scoresbysund. The nearest human habitation is Tasiilaq, 800 kilometres to the south, and the two areas are connected by a weekly or twice-weekly flight. The isolation and the enormous distances mean that the only real possibility of getting to or from the town is by plane and helicopter – except for the very few cruise ships that call at Scoresbysund each year.

The town’s shop and two newsstands are supplied by Royal Arctic Lines’ ships, which call at Scoresbysund a few times in the course of the summer months. The rest of the year the ice situation makes it impossible to sail in the area, and this makes huge demands on the shops’ abilities to plan ahead and purchase supplies for a whole year at a time. All through the spring the range of groceries available decreases steadily, and thus the arrival of the ship in July is a cause of celebration all over town.

Illoqarfik – inoqarsinnaanerup killingani

Umiarsuaq ”Grønland” Københavnip umiarsualivianiit juulip 10-ani 1924mi aallarpoq. Umiarsuup inuttaasa saniatigut, qallunaat sanasut ilisimatuut ikittunnguit, illuliornermullu atortussat nerisassallu qaammatinut 14-inut naammattussat nassataralugit.

Anguniagaq ersarippoq: Kalaallit Nunaata Kangiata avannarpasissuani nunassarsineq nutaarluinnaq pilersinneqassasoq. ”Ittoqqortoormiit nunasiaataalernissaannut pisortaqarfimmi” naalakkatut Ejnar Mikkelsen siuttuuvoq, nunasiaanerlu marloqiusamik siunertaqarpoq. Ittoqqortoormiit tunngavilerneqannginnerani Norge Danmarkilu ukiorpaalunni noqqoruupput, ilumut Kalaallit Nunaata Kangiata Avannaa naalagaaffiup sorliup pigineraa, taamaalineranilu Danmarkip Kalaallit Nunaata Kangiani namminersortuunini takutittariaqarsimallugu. Tasiilami kujasinnerusumiittumi aamma ilanngullugu ukiuni arlalinni pisassaalatsineq kaannersuaqartitsilersimavoq, ilaqutariillu arlallit piniartoqarfiusinnaasunik nutaanik misileerusullutik.

nanniittuinnaat, inuussutissarsiutigalugu piniartuummata – piniarnermik annermik isertitaqartartut. Piniarnermut sanilliullugu pisortani sulisutut 170-it atorfeqarput, illoqarfiup meeraaqqerivia/meeqqerivia, atuarfik, kommunip allaffia, utoqqaat illuat, politeeqarfik sullisinermullu suliffiit allat. Ittoqqortoormiini inuit amerlassusaat appariartorusaarpoq, illoqarfimmiit noorartut illoqarfimmut noorartunit amerlanerummata. Inuit amerlassutsimikkut ikiliartornerat imatorujussuaq annilaangatissaanngilaq, innuttaasulli namminneq oqaasii atussagaanni taava illoqarfimmiit qimaguttut piginnaasaqarluartuupput, tamannalu annertuumik sunniuteqaratarsinnavoq Ittoqqortoormiit inuiaqatigiittut isigalugit ikeqimmata.

Umiarsuaq ”Gustav Holm” Ittoqqortoormiinut tikippoq septembarimi 1925-mi nunasisut 85-it ilaasoralugit - 15-it Kalaallit Nunaata Kitaanersuullutik 70-illu Tasiilap eqqaaneersuullutik. Ilaqutariit Kalaallit Nunaata Kitaaneersut niuertoqarfimmi Ittoqqortoormiini (illoqarfiup ullumikkut inissisimaffiani) nunasipput, ilaqutariillu Tasiilameersut Uunartimi, Ittaaimmiini, Ittoritsimi Hurry Fjordip kitaani nunasillutik. Nunasinerit nutaat asuli inissitaanngillat, eskimot itsarsuarli illukuisa nassaarfiisa nalaanniimmata, piniagassaqarluassasutullu ilimagineqarlutik. Piniagassaqarluarporlu! Piffissami 1926-miit 1932-mut isertitat agguaqatigiissinneri, Tasiilap eqqaanut naleqqiullugu, sisamariaammik tallimariaammillu allaat pitsaanerusimapput. Ittoqqortoormiit tunngavilerneqarnera piviusunngorpoq.

Ittoqqortoormiit Kalaallit Nunaanni avinngarusimanerpaat ilaattut taaneqakkajuttarpoq. Illoqarfiup tungaanut ingerlarfissaq Nerlerit Inaatigoorpoq, Ittoqqortoormiit avannaata kangiani 40 km-inik ungasitsigisumi inissisimalluni. Timmisartut minnerit Islandimeersut tamaani missinnaapput, mittarfimmiillu illoqarfiup tungaanut assartuineq helikopterimik ingerlaavartumik isumagineqarluni. Inoqajuitsoq naaffeqanngitsumik annertussusilik avannamut siammarterusaarpoq nunarsuarmi allanngutsaaliukkap anginersaat tamaaniilluni. Aasaanerani ilisimatuunik najugarineqarajuttarpoq, silasiorfinnilu sulisunit aamma ukioq kaajallallugu najugarineqarluni, tamakkuli Ittoqqortoormiinut attuumanatik immikkuuffaarissumik ingerlanneqarput. Inuilaarsuarmi najugaq qaninnerpaaq tassaavoq Tasiilaq, kujammut 800 km-inik ungasitsigisoq, najugaqarfiillu taakku sapaatip-akunneranut ataasiarlutik marlussoriarlutilluunniit timmisartuussiffigineqartarput. Ittoqqortoormiit avinngarusimasumi inissisimanera ungasissusaalu pissutaallutik, taava umiarsuarsuit ikittunnguit tikerartartut eqqarsaatiginngikkaanni taamaallaat timmisartumik helikopterimillu assartuinikkut tikinneqarsinnaavoq.

Inuit 500-t inulaarlugit Ittoqqortoormiini ullumikkut najugaqarput. Innuttaasut tamarmiusut illoqarfittaani ataatsimoortinneqarput, nunaqarfiit Uunarteq Ittaaimmiillu ukiut tusintilikkaat nikereerneratigut matusaareersimammata. Nunaqarfiit inuerukkiartorusaarnerata malitsigisaanik nunaqarfiit pineqartut attanneqaannarsinnaajunnaarput, matuinnarnissaallu aalajangerneqarluni. Ittoqqortoormiit oqaluuserineqarajuttarpoq Kalaallit Nunaanni sumiiffiit piniartuunermik suli inuussutissarsiorfiusut kingullersat ilaattut. Piviusorli unaavoq, illoqarfimmi angutit 10-15-it akor-

Illoqarfiup pisiniarfia kioskillu marluk Royal Arctic Linep umiarsuaataannik pilersorneqarput, taakkulu taamaallaat aasaanerani illoqarfik tikittarpaat.

Ukiup sinnerani sikusarnera najoqqutaralugu umiarsuarnik tikinneqarsinnaasanngilaq, pisiniarfiillu pilersaarusiullaqqissusaat unamminarsisarluni, ukiumut ilivitsumut siumut pilersaareerlutik niuerniartariaqarmata. Upernalernera ilutigalugu pisiniarfiup nioqqutissanut ilisivii imaarukkiartorusaartuartarput, umiarsuullu juulip qaammataani tikeqqaarnera illoqarfimmi imaannaanngitsumik nalliuttorsiutaasarluni.

25

26

27

28

29

30

31

32

33

Byens kirke blev indviet i 1929, og fungerer stadig som byens samlingspunkt. Ved højtider, bryllupper og konfirmationer er den lille kirke tæt pakket. Der findes perioder, hvor det ikke er muligt at besætte stillingen med en uddannet præst i byen, da varetages den ugentlige gudstjeneste af kateketen, mens en præst fra Vestgrønland eller Danmark må tilkaldes for at udføre eksempelvis konfirmationer.

The town church was inaugurated in 1929 and still serves as a central rendezvous for the inhabitants. At holidays, weddings, and confirmations the little church is packed with people. There are times when it is not possible to fill the position with a trained minister; then the Sunday service is handled by the catechist, while a minister from western Greenland or Denmark is summoned to take care of e.g. confirmations.

Illoqarfiup oqaluffia 1929-mi atoqqarfissiorneqarpoq, sulilu illoqarfimmi katersuuffiulluni. Nalliuttuni, katittoqartillugu apersortittoqartillugulu oqaluffiaraq ulikkaavittarpoq.

Piffissap ilaani palasitut atorfiusoq ilinniarsimasumik inuttalersinnaaneq ajorpoq, taamaalinerani naalagiartitsinerit ajoqimit isumagineqartarput, apersortittoqartillugu palasimik kitaaninngaanneersumik Danmarkimeersumilluuniit tikisitsisoqartarpoq.

34

35

36

37

38

Scoresbysund er en af de lokaliteter i Grønland, hvor der falder mest nedbør om vinteren.

Siden temperaturen kun yderst sjældent når over frysepunktet om vinteren, hober sneen sig op og forsvinder først ved forårets komme. Der ligger et betragteligt stykke arbejde i at holde byens veje farbare, og meterhøje volde tårner sig op i vejsiderne (venstre). Når spurvefuglene ankommer fra deres vinterkvarter i midten af maj, er oplandet stadig snedækket, og fuglene, her en laplandsværling (ovenfor), samles i byen, hvor de kan finde lidt føde.

Scoresbysund is one of the locations in Greenland with heaviest winter snowfalls. Since the temperature only rarely gets above the freezing point, the snow accumulates and remains on the ground until spring arrives. It is truly arduous work to keep the roads passable and banks of snow reaches several metres into the air along the roads (left). When the passerines arrive from their winter quarters in mid-May, the surrounding landscape is still covered with snow, and the birds, here a Lapland bunting (above) gather in town to find what little food there is.

Ittoqqortoormiit Kalaallit Nunaanni ukiuunerani sumiiffinni ataasiakkaani nittaaffiunerpaatut sialoqarnerpaaffittullu inissisimavoq. Kiassuseq qaqutiguinnaq qummukartarmat aputeqarluartarpoq, upernalernerani aatsaat peeruttartumik. Illoqarfiup aqquserngi aputaajarniarlugit suliassarujussuuvoq, apullu qaqqaaranngorluni aqquserngup sinaani katersuuttarpoq (Saamerleq). Timmiaaqqat ukiisarfimminiit maajip qiteqqunnerani uteraangamik illoqarfiup eqqaamiui suli aputeqartarput, timmissallu, aajuna narsarmiutaq (qulaani), illoqarfimmi katersuuttarput tamaani nerisassaqalaartarmat.

39

De store mÌngder sne, der falder gennem vinteren i Scoresbysund betyder, at byens børn har adgang til selv de højeste bygninger.

The large amount of snow that fall on Scoresbysund in the winter mean that the children have access to even the highest buildings.

Ittoqqortoormiini ukiuunerani apingaatsiartarpoq, meeqqallu illut portunerpaat allaat qaqiffigisinnaanngortarpaat.

40

41

42

43

Scoresbysunds grundlægger, Ejnar Mikkelsen, er hyldet med en buste, der ”overskuer” byen.

The founder of Scoresbysund, Ejnar Mikkelsen, is commemorated by a bust keeping an eye on town.

Ittoqqortoormiit tunngaviliisua Ejnar Mikkelsen nersornaaserlugu eqqaassutissaqarpoq illoqarfik tamaat isikkivigalugu.

44

45

46

47

48

49

50

Jørgen på 1 år er barnebarn af en af byens mest driftige erhvervsfangere. Når bedstefar klargør hundene for at tage på fangstrejse, står Jørgen som regel i vinduet og vinker farvel.

One-year-old Jørgen is the grandson of one of Scoresbysund’s most active and enterprising hunters. When grandfather prepares the dogs for a hunting expedition, Jørgen stands at the window to wave goodbye.

Joorut ataatsimik ukiulik illoqarfiup piniartullammaap ernutarivaa. Aataap qimmini piniariassalluni piareersaleraangagit, Joorup igalaami itsuarluni inuulluaqqugajuttarpaa.

51

52

Den 22. november (ovenfor) er sidste gang solen viser sig over horisonten. Forude ligger to müneders mørketid, før solen igen lader sig se i slutningen af januar.

22 November (above) is the last time the sun rises above the horizon. Ahead lie two months of darkness, until the sun reappears towards the end of January.

Novembarip 22-ni (qulaani) seqineq naggataarutaasumik killinngusaamiittarpoq. Tulliusarpoq qaammatini marlunni kaperlak, seqineq aatsaat januaarip naanerani takkuteqqissammat.

53

54

55

56

57

Ofte bliver fangede sæler parteret på isen foran byen, hvor hundene i vintermånederne står tøjret.

Killed seals are often cut up on the ice just outside town, where the dogs are tethered during winter.

Puisit sikumi illoqarfiup saannguani pilanneqarajuttarput, qimmillu ukiuunerani tamaani pitoqqasarput.

58

59

60

61

62

Én gang om året, omkring påske, besøges Scoresbysund af skakspillere fra Island. Under deres ophold arrangeres turneringer med både voksne og børn. Især turneringen på skolen, hvor de islandske stormestre spiller mod 12 børn ad gangen, er et stort tilløbsstykke.

Once a year, around Easter, chess players from Iceland congregate in Scoresbysund. During their stay tournaments for both children and adults are organized. The tournament at the school in particular, where the Icelandic grand masters play against 12 children at a time, is hugely popular.

Ukiumut ataasiarluni, poorskip nalaani, Ittoqqortoormiut Islandimiunit skakkertartunit tikeraarneqartarpoq.

Tikeraarnerisa nalaanni unamminernik inersimasunut meeqqanullu aaqqissuussisoqartarpoq. Sualummik atuarfimmi unammiarneq immikkut alapernaanneqartarpoq, tassani islandimiut skakkillammaat meeqqat 12-kaarlugit unammisaramikkit.

63

64

65

66

67

68

“Jeg har lidt svært ved at se ting tæt på!

Så bruger jeg bare begge mine briller – så fungerer det!”

“It’s a little difficult for me to see things that are close by.

But when I use both my glasses, it suddenly works!”

“Qanittumiittut takusinnaannginngajappakka!

Isarussakka qaleriitiinnarlugit – aaqqiittaraaq!”

– Isak Pike, Scoresbysund

- Isak Pike, Scoresbysund

- Isak Pike, Ittoqqortoormiit

69

70

Omgivelserne The Surroundings | Avatangiisit

71

72

Omgivelserne – en tilværelse ved iskanten

Der er én særlig faktor, der betinger eksistensen af både mennesker og dyr i området: Åbent vand. I mundingen af Scoresby Sund forekommer et såkaldt polynya – det vil sige åbent vand i et område, hvor man ellers ville forvente isdækket farvand. En kombination af strøm- og vindforhold holder området isfrit året rundt. Det betyder, at der halvdelen af årets måneder forekommer en veldefineret iskant ved mundingen af fjorden. Sammenlignet med åbent vand er der ved iskanten en større forekomst af nærringsstoffer, der tillader en sand eksplosion af liv, når lysintensiteten stiger om foråret. Disse forhold betyder en særlig rig biologisk produktion for havets fødekæde. Forårets opblomstring af mikroskopisk planteplankton udnyttes hurtigt af smådyr så som vandlopper, der fungerer som føde for fisk og fugle, som igen ender som føde for de øverste led i kæden, eksempelvis sæler og isbjørne.

Systemet med forekomsten af en iskant og det nærliggende havområde er ekstremt dynamisk og konstant i bevægelse. Iskanten går på tværs af fjorden, fra sydkysten af Liverpool Land til Volquart Boon Kyst, men selve placeringen kan variere meget fra år til år, og også gennem sæsonen. Den livgivende iskant kan forekomme helt ude ved mundingen af fjorden eller langt inde i fjorden ud for Jameson Land. Ligeledes er det tilstødende vand konstant i forandring, og ændringer i temperatur og vind gør, at vandet fryser til, tør igen eller isen brækker af.

Selv om temperaturerne i Scoresbysund-området falder betydeligt med efterårets komme, så er det typisk først omkring årsskiftet, at solid havis begynder at optræde. Inden da følger en periode med ny-is, hvor sejlads kun er mulig i visse perioder, og isen endnu ikke er sikker nok til hundeslædekørsel.

Den unikke betydning af åbent vand og iskanten afspejles i forekomsten af havpattedyr og fugle. Et særligt iøjnefaldende eksempel på dette er udbredelsen af havfuglene polarlomvie og søkonge. Langs hele Østgrønlands kyst er de to arter fraværende, men netop i Scoresbysund-området findes store kolonier af fuglene. Særligt søkongen har en evne til at præge landskabet omkring Scoresbysund. Den gødende effekt fra fuglenes ekskrementer betyder, at vegetationen i nærheden af søkonge-kolonier trives ekstra godt, og således fremstår ultra-grønne i et miljø, hvor grå og brune farver ellers er dominerende.

Ved Scoresbysund findes to forladte bygder – Kap Tobin (Uunarteq) og Kap Hope (Ittaaimmiit). Kap Tobin er oprindelig en telegraf- og vejrstation anlagt i 1947, og nedlagt igen i 1980. Stationen beskæftigede i alt 20 personer, og med deres familier boede der i alt 120. På et tidspunkt blev der endda drevet en lille skole. Kap Tobin er beliggende i en afstand af kun 7 km fra byen og med overblik over fjordmundingen. Bygden har fungeret som fangststed siden 1926, hvor flere fangerfamilier har boet her permanent. I 2004 flyttede den sidste familie imidlertid fra Kap Tobin til Scoresbysund. Bygdens generatorstation blev lukket, og i dag ejes husene af folk i byen, der benytter bygden som ”sommerhusområde” – kombineret med enkelte fangere, der bebor husene i vintermånederne.

Kap Hope var tidligere et driftigt sted, der blev oprettet som bosted ved koloniseringen af Scoresbysund. I midten af 1960’erne boede der op til 125 mennesker i bygden, og en lille kirke er også opført. Siden da er det imidlertid gået langsomt tilbage for bygden, og de sidste familier fraflyttede omkring 2007.

Ved Kap Tobin findes udspringet fra Grønlands varmeste kilde. I modsætning til varme kilder i Island, skyldes de grønlandske varme kilder ikke vulkansk aktivitet, men derimod varme opstået i forbindelse med at dybtliggende lag i jordskorpen gnider mod hinanden. Mindre end 200 meter fra kildens udspring findes der gamle palæo-eskimoiske teltringe og kødgrave. Det er imidlertid ikke kun ved Kap Tobin, at der findes varme kilder i Scoresbysund-området. Også ved Kap Hope (Ittaaimmiit) findes der et par mindre kilder. De snefri områder omkring kilderne tiltrækker dyr i vinterperioden, og ofte vil der være ryper og harer at finde i nærheden af kilderne.

I Scoresbysund-områdets opland findes desuden en række fangsthytter placeret i terrænet. Hytterne ejes og vedligeholdes af kommunen og varierer fra små faldefærdige skure til egentlige hytter. Hytterne er offentligt tilgængelige og benyttes primært i forbindelsen med fangstture.

Gennem de seneste år har hytterne også fået en anden funktion som overnatningssteder for turister på hundeslædetur.

73

The surroundings – life at the ice edge

There is one factor that more than anything else determines life in Scoresbysund and influences the very existence of humans and animals in the area: open water. At the mouth of the fiord itself, Scoresby Sund, a so-called polynya occurs – that is, open water where you would normally expect a cover of ice. A combination of drift currents and winds keeps the area free of ice all year round. That means that a well-defined ice-edge is in evidence at the mouth of the fiord for approximately six months per year. Compared with open waters, a higher concentration of nutrients is found at the ice-edge, which permits a veritable explosion of life when the light intensity increases in the spring. These conditions imply a particularly rich biological production for the ocean’s food chain. The growth of microscopic vegetable plankton in the spring is exploited by small animals such as copepods, which in turn serve as nourishment for fish and birds that ultimately end up as fodder for seals and polar bears, for instance.

The structure with an ice edge next to open ocean waters is extremely dynamic and constantly in motion. The ice edge runs transversely to the fiord, from the south coast of Liverpool Land to Volquart Boon Kyst, but the actual, precise situation may change from one year to the next, and even in the course of a season. The life-giving ice edge may be found at the very mouth of the fiord or much further in, off Jameson Land. The adjacent waters are likewise in a state of ceaseless change, and variations in temperature and wind make the water freeze, thaw, or break off.

74

birds’ excrement means that vegetation is especially lush and abundant in the vicinity of auk colonies, so that patches of bright green appear in the otherwise grey and brown landscape.

To abandoned villages lie by Scoresbysund – Kap Tobin and Kap Hope.

Kap Tobin was originally a telegraph and weather station established in 1947 and dismantled again in 1980. 20 people were employed at the station, and counting their families, a total of 120 people lived there.

At one point there was even a little school. Kap Tobin is located just seven kilometres from town with a view of the mouth of the fiord. The village has served as hunting grounds since 1926, when several families of hunters lived there on a permanent basis. But in 2004 the last family left Kap Tobin for Scoresbysund. The village’s generator station was shut down, and today most of the houses in the village are owned by people in town, who use the village as a kind of ‘summer residence’; a few remain in the possession of hunters, who live in the houses during the winter months. In earlier times Kap Hope was a flourishing place, established as residence in connection with the colonization of Scoresbysund. In the mid-1960s 125 people lived in the village, which also had a small church. However, the last families left this village around 2007.

Even though temperatures in the Scoresbysund area fall significantly at the advent of autumn, it is typically not until around New Year’s that solid sea ice occurs. Before that there is a period with new ice, when sailing is only feasible at certain times and the ice is still not strong enough for dog sledging.

At Kap Tobin the source of Greenland’s warmest spring is found. Unlike hot springs in Iceland, the Greenland springs are not the result of volcanic activity; the heat is generated when lower layers of the earth’s crust rub against each other. Less than 200 metres from the source of the spring, old palaeo-Eskimo tent circles and meat caches have been found. Hot springs are also found elsewhere in the Scoresbysund area. A couple of lesser springs are situated near Kap Hope. The snowless areas around the springs attract animals throughout the winter, and ptarmigan and Polar hare can often be seen there.

The unique significance of the presence of open waters and ice edge is reflected in the incidence of sea mammals and birds. A particularly noticeable example is the occurrence of the sea bird species thick-billed murre and little auk. These two species are utterly absent all along the east coast of Greenland, but in the Scoresbysund area large colonies are found. The little auk in particular has a unique ability to make its presence felt in the surrounding landscape. The fertilizing effect from the

In the hinterlands of Scoresbysund a number of hunters’ cabins are scattered. The cabins are owned and maintained by the local authorities; some are mere ramshackle sheds, while others are cottages quite appropriate for human habitation. The cabins are open to the public and are primarily used in connection with hunting expeditions. I recent years the cabins have also functioned as overnight accommodation for tourists on dog sled excursions.

Avatangiisit – sikup sinaani inuuneq

Ittoqqortoormiit napaneranut pissutaasoq ataaseq immikkut pingaarutilittut oqaatigisarialik, inuit uumasullu iluanaarutigisaat tassaavoq: Imaq sikoqannginnersaqarmat. Kangertitivap paavani polynyamik taaneqartartumik imaq sikoqannginnersaqarpoq, nalinginnaasumik sikusarfiusussaagaluami. Sarfap anorillu pissusaasa ukioq kaajallallugu sikoqannginnersaqartippaa. Imatut paasisariaqarpoq, ukiup qaammataasa affaanni immap sikua aalajangersimasumik malunnarluartumillu kangerluup paavani sineqartarpoq. Sikujuitsumut naleqqiullugu maani sikup sinaani immami annertujaartumik inuussutissaqarpoq, inuunermik tupinnarluinnartumik pilersitsisartumik, ingammik upernaakkut qaamarnup sakkortusiartornerani. Immami tassani nerisareqatigiinni atugassarititaasut pissutaallutik iluanaarnarluinnartumik uumassusilinnik pinngorartoqarpoq. Upernalernera ilutigalugu naasut immap ikerinnaaniittut inerillualersarput uumasuaqqanillu, soorlu kingunnit, aalisakkanut timmissanullu nerisassaalluartunit, nerisareqatigiillu ingerlaqqinneranni puisinit nannunillu, iluaqutigineqalersarlutik.

Sikup sinaata maani takkuttarnerata immallu tassunga avatangiisup ataqatigiinnerisa aaqqissugaanerat assigiinngissusersuarnik takutitsiuartuuvoq, allanngorartuartuullunilu. Sikup sinaata kangerluk sanimut itivisimasarpaa, Liverpool Landip sineriaata kujataaniit Volquart Boonip sineriaa tikillugu, tamannali ukiumiit ukiumut allanngorartuartuuvoq ukiullu ingerlanerinnaanittaaq allangorsinnaasarluni. Sikup sinaa inuussutissaqartitsilluartartoq Jameson Landip avatinnguaniittumi kangerluup paavani avasissumi issinnaasarpoq ilaatigullumi kangerluup ilorpasissuaniittarluni. Assinganittaaq imaq allanngorartuartarpoq, kissassusaata anorillu allanngorarneri pissutaallutik sikusarluni, sikueqqittarluni sikullu sinaanik aserorterisuusarluni.

isikkuanut annertuumik sunniuteqarpoq. Timmissat anaasa nunamut naggorissaanerisa appaliarsuit inaat eqqarisaallu tamakkerlugit qorsooqqisisippaat naak sumiiffinni qalipaatit qasersut kajortullu annertunerusumik ersittussaagaluartut.

Ittoqqortoormiini nunaqarfiit qimatat marluupput - Uunarteq (Kap Tobin) aammalu Ittaaimmiit (Kap Hope). Uunarteq qanga nalunaarasuartaatikkut atassuteqarfiullunilu silasiorfiusimasoq 1947-mi tunngavilerneqarsimavoq, 1980-milu matuneqarsimalluni. Uunarteq inunnut 20-nut suliffeqartitsisimavoq, taakkulu ilaqutaat ilanngullugit inui 120-iusimallutik. Piffissap ingerlanerani allaat atuarfeeraqarsimavoq. Ittaaimmiit illoqarfimmiit 7 km-iinnarnik ungasitsigisumi inissisimavoq kangerluullu paava tamaat isikkivigalugu. Ukioq 1926-miit piniarfeqarfittut atuussimavoq ilaqutariinnillu arlalinnik najugarineqarsimalluni.

Ukiumili 2004-mi ilaqutariit kingulliit Ittaaimmiit Ittoqqortoormiinut nuupput.

Nunaqarfiup innaallagissiorfia matuneqarpoq, nunaqarfiup illui illoqarfiup innuttaanit pigineqarput, taakkulu nunaqarfik aasaanerani feriartarfittut atortarpaat - piniartunittaaq ataasiakkaanit ukiiffiusarpoq. Ittaaimmiit siornatigut, Ittoqqortoormiit nunasiarineqarata nalaani najukkatut pilersinneqarami ingerlalluarsimagaluaqaaq. 1960-kkut qiteqqunnerisa nalaanni 125-t tungaannut inoqarsimavoq, allaallumi oqaluffeeraqarluni. Taamanikkulli arriitsumik kinguariartuinnarsimavoq, ilaqutariillu kingulliit nunaqarfitsik 2007 missaani qimassimavaat.

Ittoqqortoormiit eqqaanni kiassiut, ukiariartulernerata ilutigisaanik, appariangaatsiartaraluartoq, ukiut nikilerfiini atsaat immap sikua aalajaatsoq takkukkajuttarpoq. Tamatuma siornani sikuarsimasarpoq, angallammik angalaniarneq piffissap ilaannaa ajornartarani, sikukkullu qimussernissaq isumannaatsuusarani.

Kalaallit Nunaata puilasuisa uunarnersaat Uunartip eqqaniippoq. Puilasut uunartut Islandimiittut assigalugit, Kalaallit Nunaata uunartuisa kissarneri innermik anitsisartunik aallaaveqanngillat, pinngorfialli nunap iluani itisuumik inissisimasumi nunaminertat ikiariit imminnut attuussarneratigut allamik aallaaveqarluni.

Uunartip puilaffianiit 200 m-it inorlugit ungasitsigisumiipput eskimot tupeqarfiat neqaasivitoqaallu ujaraannarnik sakkoqarallarnerup nalaanneersut inissisimapput. Uunartilli eqqaa Ittoqqortoormiini kisimi uunartoqanngilaq. Ittaaimmiittaaq puilasuaqqanik peqarpoq. Uunartuaqqat aputeqannginnersamik pilersitsisarmata ukiuunerani uumasunik qaninngoorneqakkajuttarput, aqissinik ukallinillu takusassaqartitsigajullutik.

Immap sikoqannginnersaata sikullu sinaata pingaarutai immikkuullarissut immami miluumasunik timmissanillu peqarluarneragut takuneqarsinnaapput.

Tassani assersuutitut ersarilluinnartutut taaneqarsinnaavoq appat appaliarsuillu tamaani takussaalluarnerat. Kalaallit Nunaata Kangiata sineriaa atuaraanni appaqaranilu appaliarsoqanngilaq, Ittoqqortoormiilli eqqaaniipput timmissat inaat annikigisassanngitsut. Ingasammik appaliarsuk Ittoqqortoormiit eqqaani nunap

Ittoqqortoormiit eqqaanni piniartut illuaraat arlallit nunami inissisimapput. Illuaqqat kommunemit pigineqarlutillu aserfallatsaaliorneqarput. Qanoq inneri assigiinngisitaarput, ilaat quinut isalersunut eqqaanarnerullutik ilaallu illuaraviullutik. Illuaqqat tamanut ammatinneqarput annerusumillu piniariartunit atorneqartarlutik. Ukiuni kingullerni allamittaaq siunertaqalersimapput, tassalu takornarianut qimussinik angalaartunut unnuiffittut.

75

76

77

78

Kap Hope (Ittaaimmiit) var tidligere en driftig bygd, der i 1960’erne husede op til 125 indbyggere. I dag er bygden nedlagt og affolket. Enkelte af husene bruges som fangsthuse, mens resten får lov til at forfalde. I midten af bygden findes ”Eleonoras hus” (ovenfor) husets remedier fra bygdens storhedstid er udstillet på lokalmuseet i Scoresbysund.

Kap Hope (Ittaaimmiit) used to be a thriving village, and up to 125 people lived here in the 1960s. Today the village is shut down and abandoned. A few of the houses are still used as hunters’ cabins, while the rest are falling into disrepair. At the centre of the village is “Eleonoras hus” (above), and paraphernalia from the village’s golden age are exhibited in the local museum in Scoresbysund.

Nunaqarfik qanga ingerlalluarsimasoq, 1960-ikkunni 125-it tungaanut innuttaqarsimavoq. Nunaqarfik ullummikkut matusaanikuuvoq inuerunnikuullunilu. Illut ataasiakkaat piniariartarfittut atorneqarput, sinnerilu aserfallattussatut imminiiginnarneqarsimallutik - Nunaqarfiup qeqqaniippoq ”Eleonarap illua” (qulaani) illup pisatakui Ittoqqortoormiut katersugaasiviani takuneqarsinnaapput.

79

Der er stor risiko for at blive bidt, hvis man prøver at skille hunde, der slås. Scoresby ”Inuuta” Hammeken bruger en stav til at prøve at få orden på hundene under et ophold i Kap Hope.

You run the greatest risk of getting bit by a dog when you try to break up a dog fight.

Scoresby “Inuuta” Hammeken uses a pole in an attempt to restore order among the dogs during a sojourn in Kap Hope.

Qimminit kiitinnissaq qaninnerpaaffimminiittarpoq, qimmit parruttut avissartinniarnerini. Scoresby ”Inuuta” Hammeken, Inuutami uninnganerminni, qisummik sakkulerluni qimminik naalatsitsiniaasoq.

80

81

82

83

84

85

Kap Tobin (disse og forrige sider) var oprindelig en telegraf- og vejrstation, som blev nedlagt i 1980. I dag fungerer stedet som et slags sommerhusomr책de for byens indbyggere samt som fangststed i vinterm책nederne.

Kap Tobin (these and previous pages) was originally a telegraph and weather station; it was closed down in 1980. Today the area serves as a kind of summer residence for the inhabitants of the town and as hunting grounds in the winter months.

(Quppernerit siuliini) Uunarteq qanga nalunaarasuartaatitigut atassuteqarfiullunilu silasiorfiuvoq 1980-imilu matuneqarluni. Ullumikkut illoqarfimmiunut aasarsiorfittut atorneqarneruvoq, ukiuuneranilu piniariartarfittut atorneqartarluni.

86

87

88

Ved Kap Tobin (Uunarteq) findes Grønlands varmeste kilde med en konstant temperatur gennem året på 61,5°. Kilden er lettest at opdage om vinteren, hvor luften er tæt af damp, når det varme vand møder den kolde luft. Efter sigende skulle kilden have en gavnende effekt på eksem, og kan sågar bruges til at varme dåsemad op, så den er klar til servering.

Kilden danner grundlaget for helt specielle formationer af levende organismer, de såkaldte cyanobakterier, der sidder på stenene i kilden i 3-5 cm tykke, fedtede ”måtter”. Bakterierne kan ligesom planter udnytte solens stråler og udføre fotosyntese.

At Kap Tobin Greenland’s hottest spring is located. It holds a constant temperature of 61.5 degrees Celsius. The spring is most easily spotted in the winter, when the air is densely misted as a result of the hot water meeting with the frigid air. Rumour has it that the spring has a beneficial effect on skin rashes, and it can even be used to heat up tinned food. The spring forms the basis of the unique formations of living organisms known as cyanobacteria, which cling to the rock in 3-5 centimetres thick “carpets”. Like plants, the bacteria are able to exploit the sun’s rays and make photosynthesis.

Uunartimi Kalaallit Nunaanni puilasut uunarnersaat nassaassaavoq, ukioq kaajallallugu 61,5°-nik kissassuseqartuartoq.Puilasoq ukiukkut takujuminarneruvoq, silaannaq isugutsersimasarmat puilasup imiata kissartup silaannaq nillertoq naapikkaangagu.

Oqaatigineqartarpoq puilasoq eksemimut iluaqutaasoq, allaallumi nerisassanik qillertuusamiittunik nereriaannanngorlugit kissaaviusinnaalluni. Puilasoq uummassusilinnut bakteriaasunut cyanobakteerissanut tunngaviliisuuvoq. Puilasup ujaraani allungiartorfittullusooq isikkoqarlutik 3-5 cm-tut issussusillit orsorasaartut nassaassaapput. Bakteerissat, soorlu naasuttaaq taamaattartut, seqernup qinnguai iluaqutigsinnaavaat fotosyntesemik pilersitsillutik.

89

90

Isbjerge fanget i havisen med Volquart Boon Kyst som baggrund.

Icebergs caught in the sea ice, with Volquart Boon Kyst in the background.

Ilulissat immap sikuanut unissimasut Volquart Boon Kyst tunulequtaralugu.

91

“Paa Turen igennem Pakisen saa vi en Del Vildt, saasom Fugle, mange forskellige Sæler samt tre Bjørne, og umiddelbart efter Ankringen i Scorebysund en Bjørn og 10 å 12 Hvalrosser paa en Isflage.”

“On our journey across the pack ice, we saw a lot of game, including birds, many different seals as well as three bears, and immediately after anchoring in Scoresbysund also a bear and 10 or 12 walrus on an ice floe.”

- Ejnar Mikkelsen, 24 juli 1924

- Ejnar Mikkelsen, 24 July 1924

“Sikorsuarniitsilluta uumasunik piniagassaalunnik takuvugut, soorlu timmissat, puisit assigiinngitsorpassuit aammalu nannut pingasut, aammattaaq kisarnerup kinguninngua Ittoqqortoormiuni nanoq ataaseq aarrillu qulit aqqaneq marluk sikumi qassimasut.”

- Ejnar Mikkelsen, julip 24-at 1924

92

93

94

95

Langs kysten af Liverpool Land og Volquart Boon Kyst findes store kolonier af den lille havfugl søkongen. Fra maj til august er luften i kolonierne fyldt med artens karakteristiske stemme. Fuglenes transport mellem kolonien og fødepladserne på havet er synkroniseret, sådan at flyveretningen er den samme. Fra det 350 meter høje Kap Brewster (højre) kan mundingen af Scoresby Sund overskues, og i visse perioder i sommermånederne passerer hundredtusindvis af fugle forbi i timen.

Along the coast of Liverpool Land and Volquart Boon Kyst large colonies of little auks are found. From May to August the air above the colonies are filled with the species’ characteristic voice. The birds’ commute between the colony and the feeding grounds is synchronized so that the birds all fly in the same direction at the same time. From the 350 metres high Kap Brewster (right) there is a view of the mouth of the fiord, and in certain periods of the summer months, hundreds of thousand birds fly past every hour.

Liverpool Landip Volquart Boonillu sineriai atuarlugit appaliarsuit ineqarfingaatsiarsui arlallit inissisimapput. Majimiit augustip tungaanut timmissappineqartup nipaa ilisarnaqisoq tusarsaajuartarpoq. Timmissat, ineqarfiit neriniarfiillu akornini, angallattarneri akunnaallisakkatut aaqqisugaapput, sammivik ataaseq atorlugu ingerlaaqatigiittarlutik. Kangikajimmiit, 350 meterisut portutigisumi (talerperleq), Kangertitivaap paava tamakkerlugu isigineqarsinnaavoq, aasaallu qaammataanni timmissat tuusintilikkaat nalunaaqquttap akunneranut sanioqquasarput.

96

97

98

Havoverfladen kan på visse tidspunkter af døgnet være helt dækket af søkonger i gang med at søge føde. Scoresbysund-området er det næstvigtigste område i verden for arten, kun overgået af Thule-området i Nordgrønland. Søkongen er en højt specialiseret art, der er afhængig af en særlig kost. Hvor de andre alkefugle i Grønland næsten udelukkende spiser fisk, har søkongen fundet sin helt egen niche. Først på sommeren sker der en gigantisk ”opblomstring” af millimeter-store vandlopper i havet, og denne fødekilde udnytter søkongen. Man regner med, at der yngler omkring 5 millioner par søkonger i Scoresbysund-området, men artens levevis med placeringen af reden under løse sten i skråninger, gør, at dette tal er påhæftet store usikkerheder.

The surface of the sea is completely covered with foraging little auks. The Scoresbysund area is the second most important place in the world for the species, surpassed only by the Thule area in northern Greenland. The little auk is a highly specialized species, dependent on a particular diet. Whereas other Alcidae almost exclusively subsist on fish, the little auk has found its very own niche in terms of food. In the early summer a huge growth of little copepods occurs and the little auks deftly exploit this abundance of food. It is estimated that approximately 5 million pairs of little auks breed in the Scoresbysund area, but the habit of the species of placing their nests under a layer of rubble on the slopes makes it exceedingly difficult to determine the exact number.

Immap qaava ullup unnuallu ingerlargani ilaatigut appaliarsunnik nerisassaminnik ujarlertunik qallivissimasarpoq. Appaliarsuit eqqarsaatigalugit Ittoqqortoormiut eqqaa nunarsuarmi pingaarnerpaat tulliattut inissisimavoq, taamaallaat Avanersuarmit qaangersimaneqarluni. Appaliarsuk ataatsimik ukkataqarpoq, tassalu nerisassaminik aalajangersimasumik pinngitsuuisinnaannginnami. Kalaallit Nunaanni appat ilaqutaat aalisagaannangajannik nerisaqartartut, appaliarsuit immikkuullarissusertik nassaarinikuuaat. Aasap aallartisimalaarnerani kinguit millimeterimik angissusillit immami peqqaannagu amerlatseruttortarput, taakkualu appaliarsunnut nerisassaalluartarput.

Ittoqqortoormiut eqqaani naatsorsuutigineqarpoq appaliarsuit aappariit 5 millionit missaanniittut piaqqiortartut, appaliarsuilli inuusaasiannit ulluminnillu, ujaqqanut sisoqqajaasunut, inissiisarnerannit aallaaveqartumik kisitsisit missingersukkat taakku tutsuiginaapput.

99

100

På sydsiden af Rathbone Ø nord for Scoresbysund har ligget en inuit-boplads.

Her findes en stor ansamling af rosenrod. Planterne får næring fra århundrede gamle efterladenskaber fra en for længst forladt beboelse. I baggrunden ses Raffles Ø.

On the south side of Rathbone Ø north of Scoresbysund an old Inuit settlement is located. A large occurrence of rose root thrives here, nourished by centuries-old residues from a long-abandoned settlement. In the background Raffles Ø is visible.

Immikkoortugai kujataatungaani Ittoqqortoormiut avannaatungaani Inuit najugaqarfikoqarput qangarnitsamik. Tullerunnat katersuussimasut tamaani nassaassaapput. Naasut tangeqartinneqarput attakunik (annanik) ukiunik untritilinnik pisoqaatigisunik. Tunuani Appalik takuneqarsinnaavoq.

101

102

I Scoresbysund-området findes Østgrønlands eneste polarlomvie-kolonier. Ved mundingen af Scoresby Sund ligger den karakteristiske klippeknold Kap Brewster, hvor stejlsiderne mod nord og øst huser den største koloni i området. Lomvierne lægger et enkelt æg, som placeres på smalle klippehylder (højre) i sikkerhed for rovdyr. Bestanden ved Kap Brewster er gennem de seneste tre årtier reduceret med omkring 80 %, sandsynligvis som følge af en ikke-bæredygtig udnyttelse. Arten er fredet i yngleperioden, men det er samtidig den eneste periode, lomvien opholder sig i Scoresbysund-området. Således har trangen til fjerkræ i gryden vejet tungest, og jagten på arten er fortsat efter fredningen, måske med det resultat at den helt forvinder fra området.

Eastern Greenland’s only colonies of thick-billed murre are found. At the mouth of Scoresby Sund the characteristic rock formation Kap Brewster lies with its steep northern and eastern slopes, which harbour the area’s largest colony. The murres lay a single egg, which is placed on narrow ledges (right) in order to protect them from predators. The population at Kap Brewster has experienced an 80% decline in the course of the past three decades, presumably because of non-sustainable exploitation. The species is protected during breeding time, but this is also the only time that the murre is present in the area. Traditionally the need for cooked poultry has outweighed the ban on hunting, and hunting has continued after the protection has taken effect. The end result may be a complete disappearance of the species from the area.

IIttoqqortoormiut eqqaanni Kalaallit Nunaata Kangiani appat ineqarfituaat inissisimapput. Kangertitivaap paavani qaqqajunnannguaq Kangikajik ilisarnaqaluni inissisimavoq, innarsuilu avannamut kangimullu sammisut sumiiffimmi appat amerlanerpaartaasa ineqarfigineqarlutigit. Appat ataasiinnarmik mannilisarput, innallu sivingarnini amilimaartuni iniliortarput (talerpik) uumasunut qaasuttunut illersorniarlugit. Appat Kangikajiip eqqaaniittut ukiuni qulikkaani pingasuni ikiliartorsimapput allaat 80 % missiliorlugu kinguariarsimallutik, qularnanngitsumik piniapilunneqartarnerisa kingunerisaannik. Appat piaqqiorfiup nalaani piniaqqusaanngillat, nalaatsortumilli piffissami tassanerpiaq kisimi Ittoqqortoormiuniittarlutik. Igap timmissanik imaqarnissaa pingaartinnerullugu, piniarneqaqqusaajunnaareeraluartut appanniartoqartuarpoq, allanngortoqanngippallu ilimagineqarsinnaavoq tamaanngaaniit peerutivinnissaat.

103

104

105

106

Som en sikker indikator på at den lange vinter for alvor går på hæld, ankommer gæssene i midten af maj. På dette tidspunkt er fjordene og indlandet stadig dækket at is og sne (forrige side), og det er en barsk velkomst, der venter fuglene efter at have krydset havområdet mellem Island og Nordøstgrønland. I Scoresbysund-området yngler to arter af gæs; kortnæbbet gås og bramgås (venstre). Begge arter overvintrer på de britiske øer, hvorfra turen går over Island, før de rammer mundingen af Scoresby Sund. Når man på dette tidspunkt står i Kap Tobin med blikket rettet mod øst, kan man se gæssene komme trækkende i flok: Først som små prikker i det fjerne, så tættere, hvor gæssenes stemmer kan høres. De fleste flokke fortsætter direkte mod Jameson Land, hvor de vigtigste ynglepladser findes, men enkelte flokke er så udmattede efter den strabadserende tur, at de lander ved iskanten for et kort hvil, før turen går videre.

A reliable indicator of the approach of spring is the arrival of geese in the Scoresbysund area in mid-May. At this point in time the fiords and the hinterland are still covered in ice and snow (previous page), and a rough welcome awaits the birds once they have crossed the ocean between Iceland and north-eastern Greenland. In the Scoresbysund area two species of geese breed: pink-footed goose and barnacle goose (left). Both species winter on the British Isles, and from there their journey takes them via Iceland to the mouth of Scoresby Sund. If you take up position at Kap Tobin at this time and look to the east, you may see the geese migrate past: at first mere dots in the distance, then closer, until you hear their voices. Most flocks continue directly to Jameson Land, where the most important breeding ground is located, but a few are so exhausted after the long and arduous flight that they rest for a while at the ice edge before pushing on.

Ukiorsuup takeqisup naajartorneranut takussutissaalluartutut, nerlerit majip qiteqqusimanerani Ittoqqortoormiunut takkuttarput. Taamaalinerani kangerluit nunalu ilorpasinnerusoq suli sermimit apummillu qallersimasarput (quppernerup siulia) timmissallu, imartarujussuaq Islandip Kalaallit Nunaatalu Kangiata Avannaata akornaniittoq ingerlavigisimallugu, tikikkaangamik tikilluaqqusaanerat sakkortusaqaaq. Ittoqqortoormiuni nerlerit piaqqiortartut assigiinngitsut marluupput: Nerleq siorakitsoq aammalu nerlernaq (saamerleq). Nerlerit taakku marluusut Tuluit qeqertaani ukeeriarlutik, Islandi aqqusaarlugu, Kangertitivaap paava eqqorlugu tikittarput. Taamaalinerani Uunartimi kangimut isigigaanni nerlerit ingerlaaqatigiillutik tikilersut takuneqarsinnaasarput: siullermik toorneeqqatut ungasissumi, qanilleriaraangamillu nipaat tusaaneqarsinnaalersarlutik. Nerlerit ingerlaaqartigiit amerlanersaat Jameson Land toraarlugu timmisarput, tassaniimmata piaqqisarfii pingaarnerpaat, ingerlaaqatigiilli ataasiakkaat ima qasoqqasartigisarput, ingerlaqqilersigatik sikup sinaani sivikitsumik qasuersaqqaartarlutik.

107

108

109

110

Det kræver en erfaren snescooterkører som Magnus Anike (ovenfor) at klare nedkørslen fra gletsjeren Hvidefjeld (Apuseq) i 700 meters højde (venstre).

It requires an experienced snowmobile driver such as Magnus Anike (above) to make the descent from the 700 metres high glacier Hvidefjeld (Apuseq) (left).

Apuseq, 700 meterisut portutigisoq (saamerleq), aterniaraanni qamuteralammik Magnus Anike-tut sungiussitigisimasariaqarpoq.

111

112

113

114

Modsat moskusoksen i Vestgrønland er okserne i Nordøstgrønland naturligt forekommende. Moskusoksen kan i princippet træffes i hele Scoresbysund-området, som samtidig udgør sydgrænsen for artens udbredelse, men det store Jameson Land er moskusoksens kerneområde med en tæt bestand. En sjælden gang kommer en moskusokse tæt på byen, som her (venstre) hvor en ung tyr er dukket op i Hvalrosbugten.

Unlike the musk oxen in western Greenland, the oxen in north eastern Greenland are naturally occurring. The musk ox can in principle be met everywhere in the Scoresbysund area, which also constitutes the southernmost border of the species’ range, but the vast expanses of Jameson Land are the core habitat of the oxen, and the population is rather dense here. Once in a while an ox ventures close to human habitation, like in this instance (left), where a young bull makes an appearance in Hvalrosbugten.

Umimmaat Kalaallit Nunaata Kitaaniittut assiginagit, umimmaat maaniittut maaniinneri pissusissamisoorpoq. Umimmak tunngaviusumik isigalugu Ittoqqortoormiut eqqaa tamaat siumuiffigissallugu naatsorsuutigisariaqarpoq. Ittoqqortoormiut umimmaat siaruarsimanerisa kujammut killeqarfigaat, Jameson Land-ili tassaavoq uumasut pineqartut najugaqarfiisa pingaarnersaat, tassani umimmaat amerlasoorsuanngorlutik katersuuttarmata. Umimmaat qaqutiguinnaq illoqarfimmut qanillattottarput, soorlu uani (saamerlermi) panneq inuusuttoq Qinngaaivanut takkussimasoq.

115

Polarharen forekommer spredt i hele Scoresbysund-området, men kan særligt om vinteren findes i bestemte områder. Dyrene er afhængige af afblæsningsflader med minimalt snedække, hvor de kan få adgang til den sparsomme vegetation. Et eksempel på sådan et sted er Kap Höegh, hvor stedet lever op til sit grønlandske navn Ukaleqarteq (”stedet med harer”). Vegetationen er særlig rig her, da området sommeren i gennem tilføres betydelige mængder gødning fra søkongekolonien.

The polar hare is scattered all over the Scoresbysund area, but in the winter it seems to congregate in certain vicinities. The animals depend on surfaces where the snow has blown off, thus making it possible for the hare to gain access to the sparse vegetation. An example is Kap Höegh, a place that lives up to its Greenlandic name, Ukaleqarteq, “the place with hares”. The vegetation is more plentiful here, as the area all through the summer months is supplied with copious amounts of fertilizer from the little auk colony.

Ukallip Ittoqqortoormiut eqqaa tamaat siammarterfigisimavaa, ukiuuneranili sumiiffinni aalajangersimasuni takussaajuartarluni. Ukallit ukiuunerani anorlerajuttumiittarput, aputeqannginersani neriniaaluttarlutik. Ukaleqarfittut assersuutissaqissoq tassaavoq Ukaleqarteq. Tamaani naasoqarluarpoq, aasaanerani appaliarsuit inaanniit naammalluartumik naggorissarneqartarmat.

116

117

118

Den sande mester i overlevelse i arktiske områder, polarræven, er almindeligt forekommende i hele Scoresbysund-området, især i nærheden af fuglekolonier, som her ved Kap Höegh.

The true master of arctic survival, the arctic fox, is common throughout the Scoresbysund area, especially near bird colonies, like here at Kap Höegh.

Nunani isittuni inuuniallaqqinnerpaattut inissisimasoq, terianniaq, Ittoqqortoormiut eqqaani tamani takuneqarsinnaaoq, minnerunngitsumik timmissat inaasa eqqaani, soorlu maani Ukaleqartimi.

119

120

121

122

123

Ved Kap Swainson øst for Scoresbysund ligger to fangsthytter (forrige sider). En tålmodig sjæl med meget tid til rådighed har skabt et spil dam ud af lidt pap, tændstikker og en tusch.

At Kap Swainson east of Scoresbysund lie two hunters’ cabins (previous pages). A patient soul with too much time on his hands has fashioned a game of checkers from a scrap of cardboard, matches and a felt tip pen.

Napparnguligaini, Ittoqqortoormiut kangianiittumi, piniartut illuaraataat marluk inissisimapput (quppernerit siulii) Inuup naammagittallaqqissup piffissaqarluarluni tammooq pinnguaat sanasimavaa papimik, ikitsisinik tuschimillu.

124

125

126

127

128

129

130

Fangsten Hunting | Piniarneq

131

132

Fangsten - på kanten af eksistens

Scoresbysunds placering ved mundingen af verdens største fjordsystem, og med iskanten som en biologisk katalysator, giver en rig forekomst af havpattedyr. Dyr som isbjørn og hvalros, der foretager vandringer i nord-syd-gående retninger langs Østgrønlands kyst, passerer mundingen af Scoresby Sund. Samtidigt fungerer mundingen som en flaskehals for de dyrearter, der vandrer mellem Grønlandshavet/Danmarksstrædet og det gigantiske, bagvedliggende fjordsystem.

Da Scoresbysund blev etableret i midten af 1920’erne, blev tilflytterne mødt af et sandt eldorado af fangstdyr – en skarp kontrast til forholdene i Tasiilaq-området, som de var flyttet fra. Fangst-statistikken fra denne periode vidner om en overflod af dyr som fugle, sæler og isbjørn. Lige bag ved byens nuværende placering findes Hvalrosbugten, som dengang fungerede som landgangsplads for hvalrosser. De tonstunge dyr benyttede i sommerperioden stranden som hvilested mellem deres ture til havs efter føde. På land udviser hvalrosserne ingen frygt for mennesker, og fangerne havde uhindret adgang til store mængder kød. Dette lettilgængelige spisekammer blev dog hurtigt tømt! Allerede efter to år var alle hvalrosserne høstet og er ikke sidenhen blevet erstattet af nye individer.

I dag er fangst fortsat vigtig for Scoresbysund. Selve fundamentet i fangererhvervet består af sæler, primært ringsæler, der kan fanges året rundt ved en relativ lille indsats, og fungerer som mad for både mennesker og hunde. Anderledes forholder det sig for de større arter som isbjørn, narhval og hvalros. Her kræver det en stor investering i tid at finde dyrene, men til gengæld er udbyttet større. Alle tre arter betyder store mængder kød, og bjørnens skind, hvalrossens kranie og narhvalens tand udgør en vigtig indtægtskilde. I modsætning til byer i Vestgrønland fanges de store bardehvaler sjældent, men det sker at en vågehval landes i byen.

Fugle, primært lomvie, ederfugl, gæs og i mindre grad søkonge jages også, men disse er udelukkende til den private husholdning. Fangst på land forekommer næsten ikke ved Scoresbysund, dog er en kvoteret moskusjagt vigtig og tilgængelig for både erhvervs- og fritidsfangere.

Kommercielt fiskeri forekommer ikke i området, men her fiskes ørred samt lidt polartorsk og ulk til husholdningen. Prøvefiskeri i området efter hellefisk har vist, at arten er til stede, men efterfølgende forsøg på at få et kommercielt fiskeri op at stå er ikke lykkedes. Det betyder, at hvor fiskeri i Vestgrønland har optrådt som et alternativ til traditionel fangst, er denne mulighed ikke til stede i Scoresbysund-området.

Produkter fra fangstdyrene kan groft deles op i to kategorier: Produkter der bidrager til mikro-økonomien i byen, dvs. til husholdningen, til hundefoder eller som kan sælges eller byttes internt, og så produkter der kan indhandles, dvs. opkøbes lokalt og derefter sælges videre til omverdenen. Sidstnævnte betyder en reel indkomst i fangerøkonomien og er af uvurderlig betydning for et lille samfund som Scoresbysund, hvor alternative indtjeningsmuligheder er begrænsede. Netop muligheden for at videresælge produkterne er blevet indskrænket indenfor det seneste årti. Verdensmarkedets efterspørgsel på sælskind har i mange år været nedadgående og har betydet, at indhandlingsprisen er blevet mere end halveret. I samme periode er der fra Selvstyrets side indført forbud mod udførsel af isbjørn og narhval, dvs. at besøgende turister ikke længere lovligt kan medtage produkter fra disse arter. Fangernes mulighed for en indtægt fra deres erhverv er blevet væsentligt forringet, og kun sælskind indhandles i dag i byen.

Antallet af erhvervsfangere er for nedadgående i Scoresbysund, og praktisk taget ingen af fangerne ernærer sig i dag udelukkende ved fangst.

Selv om turisme i Scoresbysund fortsat kun forekommer i mindre skala, er indtægter fra hundeslædekørsel med turister en vigtig biindtægt for fangerne. Turisme forekommer fra marts til juni måned, og består enten af slædeture af varierende varighed, eller af krydstogtsturisme, hvor større skibe anløber byen i sensommeren. Endelig besøger et lille antal trofæjægere hvert år Scoresbysund for at nedlægge sæler eller moskusokser. Forskere, eksempelvis biologer og geologer, udfører hvert år feltundersøgelser i området. Disse er afhængige af logistisk support, hvorfor fangeres joller og hundeslæder inddrages, og giver mulighed for vigtig ekstra indtjening.

133

Hunting - on the edge of existence

Scoresbysund’s location at the mouth of the world’s largest fiord system and the presence of the ice edge, which functions as biological catalyst, result in a rich variety of marine mammals. Animals such as polar bear and walrus, which migrate northwards and southwards along Greenland’s east coast, pass the mouth of the strait. At the same time, the mouth of Scoresby Sund serves as a kind of bottleneck for the species that migrate between the Greenland Sea/The Denmark Strait and the immense fiord system behind.

When Scoresbysund was established in the mid-1920s, the newcomers were greeted by a veritable Eldorado of animals, a sharp contrast to the conditions in the Tasiilaq area, from which they had moved. The statistics from the period testify to a true abundance of game such as birds, seals, and polar bears. Right behind the town’s present location is Hvalrosbugten (“The Walrus Bay”), which previously served as landing place for walrus. These enormous creatures used the beach as resting place in between their foraging trips out to sea. On land the walrus show absolutely no fear of humans, and thus the hunters had unencumbered access to vast amounts of meat. However, this easily accessible larder was rapidly emptied. In just two years all the walrus were slain, and since then no new population has appeared.

Today hunting is still important to Scoresbysund. The very foundation of the hunting business is sealing, primarily for ringed seal, which can be caught all the year round relatively effortlessly. The larger species, such as polar bear, narwhal, and walrus, are a different matter. It is much more time-consuming to locate the animals, but then the gain is superior. All three species yield significant amounts of meat, and the bears’ skin, the walrus’ skull, and the narwhals’ tooth comprise an important source of income. Here the large baleen whales are rarely hunted, unlike on the west coast of Greenland, but an occasional minke whale is landed here. Birds, primarily murre, common eider, goose, and little auk, are hunted, but only for private consumption. Hunting on land is quite seldom in the Scoresbysund area, but a fixed-quota musk ox hunt plays an important role for both professional and weekend hunters.

No commercial fishing takes place in the Scoresbysund area, but some

134

trout, arctic cod, and sculpin are caught for the individual households.

Test fishing for Greenland halibut has proven that the species is present in the area, but attempts at initiating commercial fisheries have failed.

This means that while fishing has served as an alternative to hunting in western Greenland, this has never been a viable option in the Scoresbysund area.

Produce from the animals can be roughly divided into two categories: produce that contributes to the micro-economy in town, that is, produce which is used in the households, for dog food, sold or traded locally on the one hand, and produce that is purchased domestically and sold on to the outside world on the other hand. The latter represents a genuine source of income for the hunters’ economy and is of inestimable value to a small community such as Scoresbysund, where other options for earning money are severely limited. The possibilities for reselling produce have been restricted in the last decade. The world market’s demand for seal skin has been declining for many years, and this has caused the prices to decrease by more than half. Simultaneously the Greenland authorities have imposed a ban on export of polar bear and narwhal, and this means that visiting tourists are no longer allowed to bring produce or souvenirs from these species home. The hunters’ possibilities for making a living from their chosen trade have thus been significantly reduced, and today only seal skin is traded in town.

The number of professional hunters is declining in Scoresbysund, and practically none of the hunters subsist entirely on hunting today. Even though tourism is still a relatively minor phenomenon in Scoresbysund, earnings from dog sled excursions with tourists comprise an important extra profit for the hunters. Tourists come to Scoresbysund from May to June and engage in either dog sled expeditions of varying duration or cruises with large ships, which call at the town in late summer. In addition, a small number of trophy hunters visit Scoresbysund every year to bring down seals or musk oxen; other visitors include scientists such as biologists and geologists, who each year carry out field work in the area. These people depend on logistic support, which means that hunters’ dinghies and dog sleds become involved, which provides yet another possibility for a bit of extra income.

Piniarneq - pinuunerup killingani

Ittoqqortoormiit nunarsuarmi kangerluit anginersaasa paavani inissisimanera, sikullu sinaata tassaniinnera, pinngortitami uumasunik imarmiunik pissaqartitsilluartuuvoq. Uumasut soorlu nannut aarrillu, Kalaallit Nunaata Kangiata sineriaatigut avannamut kujammullu ingerlaartartut, ingerlaarnerminni Ittoqqortoormiit kangerluata paava saneqquttuartarpaat. Ittoqqortoormiit kangerluata paava aammattaaq puiaasap torluatut ililluni uumassusilinnut, Grønlandshavetip DanmarksstrÌdellu akornanni kangerloqarferujussuarnilu tunuatungaanniittuni ingerlaartartunut, sunniuteqartarpoq.

Ittoqqortoormiit 1920-kkut qiteqqunnerisa nalaanni tunngavilerneqaruttormat, nunasisut siulliit tupinnaannartumik piniagassanik naammattuuipput, tamannalu nunamut qimatamut Tasiilap eqqaaniittumut akerlerluinnartut taaneqarsinnaavoq.

Kisitsisit nalunaarsukkat takutippaat piffissami pineqartumi uumasunik, soorlu timmissanik, puisinik nannunillu piisaartoqarsimasoq. Illoqarfiup ullumikkut inissisimaffiata tunuata tunginnguaniippoq Hvalrosbugten, taamanikkut aarrinut uninngaarfiusarsimasoq. Uumasut taakku tonsilinnik oqimaassusillit aasaanerani sissaq qaqiffittut atortarsimavaat, annerusumik avataasiorlutik nerisassarsiornermi akornini qasuersaarfittut atortarlugu. Aaveq nunamiitsilluni inunnik ersigisaqartuunngilaq, taamaammallu piniartunut ajornanngitsunnguamik neqerpassuarnik pissarsiffiusarsimavoq. Pequusivinnguaq taanna imaalitsiaannaq ornitassaammat erniinnaq imaarneqarpoq! Ukiut marluk ingerlanerini aarrit tamakkivillutik piniarneqarlutik nungupput, kingornalu uumassusilinnik nutaanik taarserneqaratik.

Piniarneq ullumikkut suli Ittoqqortoormiinut pingaarutilissuuvoq. Puisit, pingaarnerusumik natsiit, ukioq kaajallallugu ilungersuuterujussuarnagu pisarineqarsinnasut, inunnut qimminullu inuussutissaalluartut tassaapput piniarnermik inuussuteqarnermut tunngaviliisuusut. Uumasut anginerumaartut, soorlu nannut, qilalukkat aarrillu eqqarsaatigigaanni allaanerussuteqarpoq. Uumasut taakku pineqartut piniartillugit piffisangaatsiaq atortariaqarpoq, malitsigisaanilli pissarsiaq annerusarluni. Uumasut taakku pingasut neqimik annertuumik pissarsiviusarput, taamatullu nannut amii, aarrit niaqui qilalukkallu tuugaavi aningaasatigut isertitsissutaasarlutik pingaarutillit. Kalaallit Nunaata Kitaanut naleqqiullugu soqqalinnik qaqutiguinnaq pisartoqartarpoq, ilaannikkooriarlunili tikaagullinnik tulaassisoqartarpoq. Timmissat, pingaartumik appat, mitit, nerlerit annikinnerusumillu appaliarsuit aamma piniarneqartarput, tamakkuli piniartukkormiut namminneq nerisarisarpaat. Ittoqqortoormiini nunakkut piniartoqanngingajattarpoq, taamaattorli umimmannik killilersukkamik piniarsinnaatitaaneq, inuussutissarsiutigalugu sunngiffimmilu piniartunut, pingaaruteqarlunilu ammatinneqartarluni.

Ittoqqortoormiit eqqaanni inuussutissarsiutigalugu aalisartoqartanngilaq, eqaluilli, eqalukkat annikitsut kanassullu nammineq nerisassatut aalisarneqartarlutik. Mis-

ileraatigalugu qaleralinniarnerup takutissimavaa sumiiffik qaleraleqartoq, taassumali kingorna inuussutissarsiutigalugu qaleralinniarneq aallartisarniarneqarsimagaluartoq iluatsinngitsoorsimavoq. Tamanna ima paasisariaqarpoq: Kalaallit Nunaata Kitaani aalisarnerup piniarnermut tapertaalluarsimanera, Ittoqqortoormiit eqqaanni periarfissaanngilaq.

Piniarnikkut pissarsiaasartut qarsupikkaluartumik marlunngorlugit immikkoortiterneqarsinnaapput: Pissarsiat illoqarfiup aningaasaqarniarneranut sunniuteqarnerusut, soorlu inoqutigiit namminerminni pissarsiaminnik atuineratigut, qimmit nerukkaatissaattut imaluunniit inuit akunnerminni paarlaassuinerisigut tuniniaanerisigullu nioqqutaat, kiisalu pisat tunitsivimmut tunisat, nunarsuup sinneranut nioqqutissatut tuniniagassat. Kingullertut taakkartorneqartut piniartuunerup aningaasaqarniarneranut isertitavittut isigineqarsinnaapput, inuiaqatigiiaqqanullu Ittoqqortoormiitut ittunut nalingat sanillersuunneqarsinnaanatik, iluanaarutaasumik isertitassatigut periarfissat allat annikeqimmata.

Tunisassianik nioqquteqarsinnaaneq ukiuni qulikkaani kingullerni annikillisimavoq. Nunani tamani niuffannermi puisit amiisa piumaneqarnerat ammuinnaq ingerlasimavoq, tunisisarnermilu akiusut qiternganiilluunniit minnerulersimallutik. Piffissamittaaq pineqartumi nannut qilalukkallu pisataannik nunamiit annissuisinnaanermik inerteqqutit Namminersornerusunit atuutilersinneqarsimapput, taamalilluni uumasunit taakkunannga tunisassiat takornarianit tikeraartunit avammut aallarnermi nassarneqarsinnaajunnarsimallutik. Piniartut inuussutissarsiornerminni isertitassatut periarfissaat annertuumik ajorseriarsimapput, puisillu amii kisiisa illoqarfiup tunitsivianit pisiarineqartarlutik.

Inuussutissarsiutigalugu piniartuusut Ittoqqortoormiini ikiliartuinnarput, piniartullu tamangajammik piniarnerinnarmit aallaaveqartumik inuussuteqaratik.

Ittoqqortoormiini takornariaqarneq annikitsuinnarmik takussaagaluartoq, takornarianik qimussertitsisarneq piniartunut saniatigooralugu aningaasarsiorfittut pingaaruteqarpoq. Takornariaqarneq marsimiit juunip tungaanut ingerlanneqartarpoq, tassaniikkajuttarpullu nikerartumik takissusilinnik qimussertitsinerit, imaluunniit takornarissat, aasap naajartornerani Ittoqqortoormiinut tulallutik, umiarsuarnik takornariartaatinik angalaartut. Kiisalu Ittoqqortoormiinut tikerartarput pisaqarluarnermut uppernarsaatissaqarniaannarlutik piniartut ikittunnguit puisinniarlutilluunniit umimmanniartut. Aammattaaq tikittarput ilisimatuut, soorlu biologit ujarassiuullu, ukiut tamaasa sumiiffinni aalajangersimasuni misissuisartut. Pineqartut angallassinerup tungaatigut ikorfartorneqarnissaminnik pisariaqartitsisarput, tassanilu piniartut angallateeraat qimmussiilu atorneqartarput, taamaasilluni tapertaralugu aningaasatigut isertsitsinissamut periarfissiisarlutik.

135

136

137

138

139

140

141

142

Intet fangstdyr er mere prestigefyldt og sagnomspundent end isbjørnen. Årligt skydes der omkring 130 isbjørne i Grønland, hvoraf en kvote på 35 dyr er tildelt Scoresbysund-området. Det er udelukkende fangere med erhvervsfangerlicens, der tildeles retten til at nedlægge isbjørne, og overholdelse af kvoteringen overvåges både lokalt og nationalt af myndighederne.

No quarry is more prestigious and fabled than the polar bear. Approximately 130 animals are killed each year in Greenland, of which a quota of 35 animals is allotted to the Scoresbysund area. Only hunters with a professional hunters’ license are allowed to shoot polar bears, and compliance with the quota system is closely monitored by both local and national authorities.

Nanoq uumasuni piniagassani tamani ataqqinarnerpaatut tusaamasaqarfiunerpaatullu inissisimavoq. Kalaallit Nunaanni nannut ukiumoortumik 130-t missaanniittut pisarineqartarput, taakkunani Ittoqqortoormiit eqqaannut 35-t pisassiissutigineqartarlutik.

Inuussutissarsiutigalugu piniartutut allagartallit kisimik nannunniarsinnaatitaapput, pisareqqusaasunillu nakkutiginninneq najukkami nunalu tamakkerlugu pisortanit isumagineqarpoq.

143

Når isbjørnen er skudt parteres den på isen, så skindet og kødet kan pakkes på slæden.

Albert Anike på 22 år skød sit livs femte bjørn ved iskanten kort før mørkets frembrud en aften i marts måned, og parteringen af dyret måtte foregå i skæret fra hans pandelampe (højre).

When a polar bear is shot, it is cut up on the ice, thus making it easier to pack the skin and the meat onto the sled. Albert Anike shot his fifth polar bear at the age of 22 at the ice edge, shortly before nightfall an evening in March, and he had to cut the animal up in the glow of his head lamp (right).

Nanoq aallaaneqareerpat sikumi aattorneqartarpoq, kingorna amia neqaalu qamutinut usilersuunneqartarlutik. Albert Anikep 22-nik ukioqarluni nannuttami tallimassaat sikup sinaani pisarivaa, unnukkut marsip qaammataani taarsiartulivissoq. Uumasup aattorneqarnerani qaammartartup tassimmiup qaamarnga atortariaqarpaa.

144

145

146

På fangstture efter isbjørn tilbringes ofte lange perioder med at spejde over isen for at opdage bjørnen i det hvide miljø. På den flade havis giver selv isskruninger af få meters højde en fordel, når området skal overskues.

On polar bear hunting expeditions long periods of time are often spent scanning the ice to catch sight of the bears in the white environment. On the level sea ice even ice packs offering just a couple of metres of elevation are an advantage when surveying the area.

Nannunniartoqartillugu avatangiisini qaqortuinnaasuni piffissangaatsiaq atorlugu sikumi qamasoqartarpoq. Immap sikuani ingunerit miiterialunnilluunniit portussusillit iluaqusiisarput, eqqarisaq tamakkerlugu alaatsinaanniaraanni.

147

148

“Jeg elsker isbjørnefangst – det er noget af det mest spændende, der findes!

Men jeg er bange for, at min generation er den sidste, der kan udøve denne form for fangst.”

“I love hunting polar bear – that’s really exciting!

But I’m afraid that my generation will be the last who knows how to do it. ”

“Nannunniarneq nuannarilluinnarpara – allamik taamak pissangarnartigisoqanngilaq!

Kisianni aarleqqutigaara taama piniariarsinnaanermi uagut kinguariittut kingullersaajugunarnerput.”

- Erhvervsfanger, Scoresbysund

- Professional hunter, Scoresbysund

- Inuussutissarsiutigalugu piniartoq, Ittoqqortoormiut

149

150

Primus-brænderen er en gammel opfindelse, der har vist sit værd i kolde områder gennem mere end 100 år. Den er uundværlig til både madlavning samt opvarmning af telt eller fangsthytte.

Primus brænderen er en gammel opfindelse, der har bevist sin værdi i kolde områder gennem mere end 100 år. Den er uundværlig til både madlavning samt opvarmning af telt eller fangsthytte.

Ikumasartoq primusi qangarnisaasoq issittuni naleqassutsini uppernarsillugu ukiut 100-t sinnerlugit atugaasimavoq. Ikumasartoq iganermut kiassaatitullu tupermi illuaqqamilu atorlugu naliitsuuvoq.

151

152

153

154

155

156

I maj måned begynder havfuglene at ankomme til Scoresbysund-området, og fugle udgør en kærkommen afveksling i kosten. Når en flok ederfugle (venstre) kommer flyvende langs iskanten, fløjter fangerne ofte for at lokke fuglene på skudhold.

In May the sea birds begin to arrive in the Scoresbysund area, and poultry is a welcome culinary change. When a flock of common eiders (left) fly along the ice edge, the hunters often whistle to lure the birds within range.

Maajip qaammataani timmissat imarmiut Ittoqqortoormiit eqqaannut takkussuutilersarput, nerisatigullu allatuutissatut qujarunneqartaqalutik.

Mitit ataatsimoortut (saamerleq) sikup sinaatigut timmillutik takkukkaangamik, piniartut siggartarlutik igeriarfissamut qanillisartarpaat.

157

I midten af maj begynder gæssene at ankomme til området. Fangst af bramgås og kortnæbbet gås er tilladt i en begrænset periode ved iskanten, men ikke i indlandet, hvor fuglene skal have fred til at etablere sig før ynglesæsonen starter.

In mid-May the geese begin arriving in the area. Hunting for barnacle goose and pink-footed goose is permitted for a limited period of time at the ice edge, but not inland, where the birds need peace and quiet to settle down before the breeding season commences.

Nerlerit maajip qiteqqunnerani annguttarput. Nerlernat nerlerillu siorakitsut piffissami aalajangersimasumi sikup sinaani taamaallaat piniarneqarsinnaapput, nunap timaaniittut, piffissami tassani piaqqiorfissaminnik piareersaasartut eqqissisimatitaasarmata.

158

159

160

I Scoresbysund-området benytter fangere såkaldte iskantjoller. Jollerne er lavet af tynde krydsfinerplader, vejer og fylder minimalt, og kan let transporteres på slæden. Jollerne bruges ved iskanten når et fangstdyr er nedlagt i åbent vand og skal bjerges. Brugen af iskantjoller er unik for Scoresbysund-området, hvor den har afløst den traditionelle skindkajak, sandsynligvis som en tilpasning til en fangstmetode, der primært foregår fra iskanten.

In the Scoresbysund area hunters use so-called ice edge dinghies. The dinghies are made from thin sheets of plywood, they are small and light and easily transported on sleds. The dinghies are used along the ice edge when an animal has been brought down in open waters and must be recovered. Ice edge dinghies are unique to the Scoresbysund area, where they have replaced the traditional kayaks made from animal hides; this is most likely an adaption to ice edge hunting methods.

Ittoqqortoormiit eqqaanni piniartut angallateeqqat sikup sinaani atortakkat atortarpaat.

Angallateeqqat krydsfinerimit saattunik sanaajupput, oqitsunnguullutik initugatik, qimussimillu ajornanngitsumik usiarneqarsinnaallutik. Angallateeqqat sikup sinaani atorneqartarput immami ammanersami piniakkamik pisaqarsimalluni qaqitsiniarnermi. Angallateeqqat sikup sinaani atorneqartartut annerusumik Ittoqqortoormiini takussaapput, qajatoqqamut taarsiullugit, sikup sinaani piniariarnermi naleqqusagaasimarpasillutik.

161

162

163

164

165

”Jeg så bjørnen fra mit vindue – kun 30 meter væk. Den var blevet tiltrukket af et sælkadaver, jeg havde liggende udenfor.

166

Lige så stille kunne jeg åbne vinduet, og stikke min riffel ud – og så var bjørnen død. Det var den eneste bjørn jeg skød det år!”

”I saw the bear from my window – only some 30 metres away. It had been attracted by a seal carcass I had left lying around outside.

Very quietly I opened my window, stuck my rifle out – and then the bear was dead. That was the only bear I shot that year.”

”Nanoq igalaakkut itsuarlunga takuara – 30 m-iinnarnik ungasitsigisoq. Pusip toqungasup sinnikuinik silatitsiniittunik naammasimagunartoq. Nipaarsaavillunga igalaaq ammariarlugu qoorortoora anillatsikkakku – kinguninngua nanoq toquvoq. Ukioq taanna nannuttaara taannatuaavoq”

- Kristian Josefsen, Erhvervsfanger

- Kristian Josefsen, Professional hunter

- Kristian Josefsen, inuussutissarsiutigalugu piniartoq

167

168

Som små sorte pletter ligger ringsælerne spredt på havisen i maj måned på Scoresby Sund.

Sælerne benytter på dette tidspunkt åndehuller i isen til at komme op og nyde godt af de varme stråler fra solen.

The ringed seals lie scattered on the sea ice as little black dots on the sea ice in May in Scoresby Sund. At this time the seals make use of breathing holes in the ice to surface and profit from the warm rays of sun.

Natsiit toorneeqqatut qernertuaqqatut maajimi immap sikuani siammartitersimasarput Kangertitivarmi. Taamaalinerani puisit allutik atorlugit seqernup qinngornerisa kissalaarnerat iluaqutigilluarlugu seqinnisaartarput.

169

170

Når sælerne hviler på isen ved åndehullet, foregår fangsten ved, at fangeren klæder sig i hvidt fra top til tå (ovenfor) for at kunne snige sig ind på byttet. Krybende på alle fire bevæger han sig tættere på sælen. Når sælen løfter hovedet for at kigge efter fjender, lægger fangeren sig ubevægelig på maven. Sådan fortsætter det, indtil afstanden er reduceret, og det afgørende skud kan sættes ind.

When the seals rest on the ice near the breathing holes, the hunt is done in this way: the hunter is dressed entirely in white (above) and crawls on his hands and knees, steadily closer to the seal. When the seal rears its head to look for potential threats, the hunter lies motionless on his stomach. This continues until the hunter has reduced the distance sufficiently and the killing shot can be made.

Puisit allumi eqqaani qassimatillugit puisinniarneq pisarpoq piniartup qaqortuinnarnik atisalersorsimalluni (qulaani) piniakkaminnut qanillisartarneragut. Piniartoq paarmorluni puisi qanillisartarpaa. Puisip akeqqanik marserniarluni niaqquni kivikkaangagu, piniartoq pallorluni uninngaqqissaartarpoq. Taamatut ingerlarusaartarpoq qanillilluinnarnissani tikillugu, seqqorfissaq nalaalluinnarlugu.

171

Én sæl - fire rifler - ti skud. Men sælen slap med skrækken og svømmede videre. Ikke fordi fangerne er dårlige skytter, men under fangstrejser opbevares riflerne i slædeposen bag på slæden, hvor de får en hård behandling, og kikkertsigterne kan blive slået skæve.

One seal – four rifles – ten shots. But this escaped unhurt and swam away. It is not because the hunters are bad marksmen, but during hunting expeditions the rifles are kept in bags in the back of the sled, where they are subjected to a rather rough treatment that may result in crooked sights.

Puisi ataaseq – qoorortuut sisamat – seqqornerit qulit. Puisi tupatsitaaginnarluni eqqorneqarani nalulluni ingerlaqqippoq. Imaanngilaq piniartut igeriallaqqissuunngitsut, piniariartillutilli aallaat qimussip puuaniitittarpaat, qimussillu ingerlaartillugit aallaasip qinngutaa anaarlussaanneqarnerminit equngalersinnaasarluni.

172

173

De fleste af byens erhvervsfangere ernærer sig ikke udelukkende ved fangst, men supplerer deres indkomst med andre aktiviteter som turisme og kunsthåndværk. Et lille antal trofæjægere fra udlandet, her en jæger fra Finland (ovenfor og til venstre), besøger hvert år Scoresbysund for at nedlægge sæler. Her kan den besøgende prøve kræfter med den grønlandske natur, og deltage i alle fangstens facetter: Fra at finde sælen på isen fra hundeslæde, snige sig på maven og sætte det afgørende skud ind, til at rense skindet fra sælen.

Most of the town’s professional hunters do not make a living exclusively from hunting, but supplement their income through other activities related to tourism and handicrafts. A small number of trophy hunters from abroad visit Scoresbysund each year to hunt seals.

Here is a hunter from Finland (above and left). Visitors may pit themselves against Greenland’s scenery and participate in all facets of the hunt: locating the quarry from the dog sled, sliding across the ice on one’s stomach, firing that final, killing shot, and cleansing the skin of the seal.

Illoqarfimmi inuussutissarsiutigalugu piniartut piniarnerinnarmik suliaqanngillat, isertitatik allanik suliaqarlutik tapertarpaat, soorlu takornarialerillutik, kusanartuliallu sammineratigut. Pisaqarluarnermut uppernarsaatissaqarusuttut ikittunnguit nunanit allaniit tikerartarput, aajuna piniartoq Finlandimeersoq (qulaani saamerlermi) ukiut tamaasa Ittoqqortoormiinut puisinniariarluni tikeraartartoq. Maani tikeraartut Kalaallit Nunaata pinngortitarsua misigisaqarfigisinnaavaat, piniarnerullu misigisassartai allanngorartut peqataaffigalugit: Puisi qassimasoq qimussimiit qamallugu, paarmorluni puisip tungaanukarluni piffissaatigullu aallaallugu, kiisalu puisi pilallugu.

174

175

176

Karl Napatoq er som 18 årig fast indstillet på, at fangst skal være hans fremtidige erhverv. Som de fleste andre erhvervsfangere i området supplerer han indtægten fra fangst med hundeslædeture med turister. Som et nyt initiativ i Scoresbysund er der oprettet en ”guide-skole”, hvor byens unge oplæres i både fangstteknik, guidning af turister, vedligeholdelse af fangsthytter og engelskkundskaber.

18-year-old Karl Napatoq is determined to make hunting his future livelihood. Like most other hunters in the area, he supplements his income by taking tourists on dog sled excursions. A recent initiative in Scoresbysund has been the institution of a ‘guide college’, where young people from town are taught hunting techniques, tourist guide service, maintenance of hunters’ cabins, and English.

Karl Napatoq 18-inik ukiulik aalajangersimavoq siunissami piniartuuniarluni. Inuussutissarsiutigalugu piniartut allat assigalugit isertitaminut tapertaralugu takornarianik qimussertitsisarpoq. Ittoqqortoormiini suliniutitut nutaatut ”takornariartitsinermik ilinniarfimmik” pilersitsisoqarsimavoq, tassanilu illoqarfiup inuusuttaasa ilinniarsinnaavaat piniariaatsit assigiinngitsut, takornarissanik angallassineq, piniartut illuaraannik aserfallatsaaliinermut tunngasut, kiisalu tuluit oqaasiinik pikkorissarsinnaallutik.

177

178

179

180

181

På fangstrejser overnatter man direkte på havisen. Typisk sættes bomuldstelte mellem slæderne for at sikre fæstne mod vind. Hundene placeres lænket i rækker, og fungerer som alarm hvis en bjørn skulle nærme sig lejren i løbet af natten.

On hunting expeditions, the nights are spent directly on the ice. The cotton tents are typically pitched between the sleds to protect against the wind. The dogs are chained in rows and serve as an alarm in case a bear strays too close to the camp during the night.

Piniariarsimatilluni immap sikua unnuiffiusarpoq. Toqqit anoraaminermik sanaat qimussit akornanni inissineqartarput anorimut illersorniarlugit. Qimmit tulleriaarlugit pituttorneqartarput unnuup ingerlanerani nannumik takkuttoqassagaluarpat kalerrisaarisussanngorlugit.

182

183

184

Madlavning under fangstture er som hovedregel meget simpel, og opskriften synes at være den samme, hvad enten det er isbjørn, moskusokse eller fugl, der tilberedes: En stor gryde med smeltet sne, kød og ”instant noodles”, som får lov at koge mindst en time.

Cooking during hunting expeditions is, as a rule, very simple, and the recipe seems to be same whether polar bear, musk ox, or poultry is on the menu: a large pot with melted snow, meat, and instant noodles is allowed to simmer for at least an hour.

Piniariartilluni igaassat pisariunngitsumik sananeqartarput, nerisassiornermullu ilitsersuut taannaajuarpasittarpoq, sunaluunniit iganiaraanni nanuugaluarpat, umimmaagaluarpat timmiaagaluarpalluunniit: igaq angisooq apummik aatsitsivik, neqi, kiisalu ”instant noodles” minnerpaamik akunnermi ataatsimi qalaarusaartussat.

185

186

187

188

Pisken er et uundværligt stykke værktøj ved hundeslædekørsel. Tidligere blev den altid lavet af strimler af hud fra remmesælen, men i dag benyttes typisk forskellige typer af kunstmaterialer. Selve konstruktionen er dog den samme: Et skæfte af træ efterfulgt af selve pisken. For at virke optimalt er det vigtigt, at pisken er tykkest ved roden og så bliver gradvist tyndere mod enden. Som med andet udstyr på længere fangstture er det essentielt, at fangeren selv er i stand til at udføre reparationer undervejs.

The whip is an essential tool when riding dog sleds. Earlier it was always made from strips of skin from the bearded seal, but today a variety of artificial fabrics is used. The construction remains the same, however: a wooden handle with the whip itself attached. In order to function optimally, it is important that the whip is thickest at its base and then progressively thinner toward the end. As with any other piece of equipment used on longer hunting expeditions, it is vital that the hunter himself is capable of carrying out repairs along the way.

Qimusserniartilluni iperaataq pinngitsoorneqarsinnaanngilaq. Qangaanerusoq ussuup amianik sananeqartuarsimagaluarpoq, ullumikkulli amiviunngitsumik sananeqartarluni - sannaali taannaajuarpoq: ipua qisummik sanaaq allunaamik malitsilik. Iperaataq pitsaanerpaamik sanaajussappat aallartiffimmini issunerpaajussaaq naajartornerminilu amiliartorluni. Piniariarluni angalanerni sivisunerusuni, piniartup nammineq assassorluni iluarsartuussisinnaanermut sapigaatsuunissaa pingaaruteqarluinnarpoq.

189

190

191

192

En slædehund, der ikke lystrer ordre, og som bliver bange når der bliver affyret riffelskud, har reelt ingen værdi på havisen. Fangernes hunde er arbejdsdyr, og ikke kæledyr, og processen er kort. Under en fangsttur i marts bliver den ubrugelige hund taget lidt væk fra lejren, hvor den hurtigt aflives med et enkelt skud, og graves ned.

A sledge dog that will not obey and is afraid of rifle shots has no value on the sea ice.

The hunters’ dogs are beasts of burden, not pets, and the question is settled out of hand. On a hunting expedition in March, the useless is led away from the camp and quickly put down with a single shot and buried.

Qimuttoq, naalakkumanngitsoq, seqqortoqartillugu annilaangasartoq, immap sikuani naleqanngilaq. Piniartut qimmii sulinermut atortuupput, uumasuutaanngillat qujagisat, naammassilertorneqarporlu. Martsimi piniariartilluta qimmeq atorneqarsinnaanngitsoq tupeqarfimmiit illukarteriarlugu, sukkasuumik ataaseerlugu toqunneqarpoq, ilisaallunilu.

193

194

195

196

Bag om kameraet Behind the camera | Assiliiviup tunuani

Eskild Lund Sørensen

197

Eskild Lund Sørensen

Lars Holst Hansen

Lars Holst Hansen

198

Bag om kameraet - fotograf i Scoresbysund

Første gang jeg besøgte Scoresbysund i 2003, udførte jeg, med en kollega fra Naturinstituttet, interviewundersøgelse af byens fangere omkring deres viden om særligt vigtige naturområder. Det var i slutningen af november, og netop som vi landede med helikopteren, forsvandt en ildrød sol bag fjeldene mod syd. Det var sidste gang i to måneder, at solens bane nåede over horisonten, og fra nu af lå der kun polarmørke indtil slutningen af januar, hvor solen igen ville titte frem. Jeg kan huske min blanding af lige dele forundring og fascination: Hvordan kunne mennesker leve på dette isolerede sted – hvordan kan man overhovedet eksistere i en mørk verden af iskold natur? Hvad laver folk dog her?

Allerede året efter fik jeg chancen for igen at besøge Scoresbysund-området.

Denne gang for at foretage biologisk feltarbejde omhandlende alkefuglene på Kap Brewster og Kap Höegh. I 14 dage sad jeg på toppen af Kap Brewster, 300 meter over havet, med udsigt over mundingen af Scoresby Sund.

Nedenfor udspillede der sig et fantastisk sceneri – et af de helt store shows, hvor naturen spillede på alle tangenter. Kæmpe isbjerge drev forbi, enkelte af dem strandede og kunne ligge i flere dage før vind og strøm førte dem videre på deres færd. Tågen kom og gik og indsvøbte isgiganterne i en hvid kappe. Dagligt trak flere millioner søkonger forbi på vej ud af fjorden for så at flyve i modsat retning senere på dagen. Jeg behøvede ikke længere en forklaring på, hvorfor jeg selv var blevet så optaget af at rejse herop.

Der skulle nu gå et par år, før jeg var tilbage i Scoresbysund, men stedet var bestemt stadig i mine tanker. Min fotografering havde nu udviklet sig i en retning, hvor ikke kun dyr og fugle var i søgeren, men i stadig højere grad også de grønlandske fangeres tilknytning til og afhængighed af fangstdyrene. Og hvad var da mere oplagt end at tage til Scoresbysund for at fotografere fangst? Ikke et etnografisk studie i fortidens kultur og levevilkår, men blot en art registrering af fangsten som den tager sig ud i dagens Grønland.

I perioden 2009 til 2012 besøgte jeg Scoresbysund flere gange i forårsmånederne, ikke som biolog, hvor fotografering er en sekundær beskæftigelse, men som fotograf hvor mit primære fokus var mennesker og naturen. Rejser hvor jeg fuldkommen kunne dedikere min tid til kameraet. Det er ved disse besøg, at jeg følger byens fangere på længere slæderejser langs iskanten i deres søgen efter fangstdyr.

Slæderejserne sammen med Scoresbysunds fangere står for mig, som noget af det mest spændende, jeg har foretaget mig. Turene har haft en høj grad af autenticitet, jeg har haft fornemmelsen af at være fluen på væggen, vidne til at fangerne udfører præcis de samme gerninger, som de altid har gjort. Én ting er selve spændingen ved at være på jagt i disse ekstreme naturområder, men den største oplevelse har været, at opleve hvordan de erfarne fangere er tilpasset et liv på isen. Selv om jeg havde mere end 15 års erfaring i felten i Grønland, hvor transport og overnatning i øde områder på ingen måde er nyt for mig, måtte jeg se mig helt hægtet af på disse slædeture. Som et hjælpeløst barn var jeg henvist til at lægge min skæbne i fangernes hænder vel videndeat jeg, på trods af min high-tech beklædning og minutiøse forberedelser ikke ville overleve en halv dag på isen, hvis jeg var alene. Alt hvad fangerne foretager sig, bærer præg af livslange erfaringer. Hvis jeg prøvede at hjælpe til i lejren med selv de mest simple gerninger, fik jeg blot et overbærende smil - du gør det helt forkert! Indsamles der sne til kaffevand, skal man sikre sig, at der ikke sidder sne på ydersiden af gryden, som risikerer at slukke primussen. Ved placering af teltet skal sneen først stampes fast, men det gælder om ikke at stampe for hårdt, for så nås havisen, og fugt trænger op til teltet. Snoren, som bruges til at surre oppakningen på slæden, må ikke rulles sammen, for efter en nat med hård frost bliver den næsten umulig at skille ad dagen efter. Alt sammen småting man ikke lige har styr på, hvis man som jeg er opvokset lidt udenfor København, men detaljer der kan få afgørende betydning, hvis man er på havisen adskillige dages rejse fra byen.

199

200

Behind the camera - photographer in Scoresbysund

I visited Scoresbysund for the first time in 2003, when I, along with a colleague from The Institute of Natural Resources carried out an interview-based survey among the local hunters to assess their knowledge about natural resorts of particular importance. This happened in late November, and as we touched down at the heliport, a fiery red sun set behind the mountains to the south. This was the last time in two months that the sun would appear above the horizon; from that point in time arctic darkness rules until late January, when the sun once again dares raise its head. I remember feeling an odd mix of astonishment and fascination: how was it feasible for humans to live in such isolation – how could it be possible to exist in this kind of arctic wilderness, surrounded by vast expanses of icy harshness? What do people do?

The very next year I got the chance of visiting the Scoresbysund area once again. This time my task was to conduct biological field work on little auks and murres at Kap Brewster and Kap Höegh. I spent 14 days on top on Kap Brewster, 300 metres above sea level, with a view of the mouth of Scoresby Sund. Below an amazing spectacle unfolded – one of those incredible shows in which nature goes all out. Massive icebergs drifted past, a few of them got stuck and lay there for several days before wind and current wrested them loose and allowed them to continue their journey. Fog rolled in and frequently shrouded the ice giants in white mantles. Each day millions of little auks flew past on their way out, away from the fiord, and later in the day they returned, flying in the opposite direction.

A couple of years went by before I returned to Scoresbysund, but I never stopped thinking about the place. My photography had progressed in a direction where not only birds and animals found their way into my viewfinder; I was becoming increasingly interested in the Greenland hunters’ affiliation with and dependence on the animals the hunt. It seemed obvious that I needed to revisit Scoresbysund to take pictures of hunting as it is done in present day Greenland. In the period 2009-2012 I went to Scoresbysund

several times in the spring months. This time I did not go as a biologist, for whom photography is a secondary occupation, but as a photographer, whose time is entirely dedicated to seeking out the right subjects. On these visits I accompanied the hunters on their dog sled expeditions in search of quarry along the ice edge.

The sled expeditions with the hunters of Scoresbysund are to me some of the most exciting experiences I have had in my life. There was a very high degree of authenticity; I always had a sense of being the proverbial fly on the wall, plainly feeling that the hunters behaved exactly as they would have done without a photographer on board. The excitement of the hunt itself under these extreme conditions is of course great, but it is even more amazing to see how the hunters have adapted to life on the ice. Even I, with more than 15 years’ field work experience in Greenland, a person for whom transport and nights on the ice are quite familiar occurrences, was totally left out in cold on the sled expeditions – in a metaphorical sense. I was like a helpless child, placing my fate in the hands of the hunters, knowing full well that I, despite high-tech clothing and thorough planning, would not last a day on my own on the ice. Everything the hunters do bears the stamp of many years’ experience. When I try to help in the camp, even with the simplest matters, I am told with an indulgent smile that I do it all wrong.

When snow is gathered to make coffee, one must take care to avoid snow on the outside of the pot – this might extinguish the camping stove. Before pitching the tent, the snow must be firmly stamped, but not too firmly, because then you might connect with the sea ice, so that moisture will find its way into the tent. The rope used for fastening the load on the sled must never be rolled up, because after a night of severe frost it will be frozen to a solid lump. Little details you might not consider when you have grown up just outside Copenhagen, but nevertheless details that may prove to have vital significance out on the sea ice, several days from town.

201

Eskild Lund Sørensen

Lars Holst Hansen

202

Lars Holst Hansen

Assiliiviup tunuani - Ittoqqortoormiuni assiliisoq

Ittoqqortoormiunut tikeraaqqaarpunga 2003-mi, Pinngortitaleriffimmeersumik suleqateqarlunga, illoqarfimmi pinartuusut pinngortitami sumiiffiit aalajangersimasut immikkut pingaarutillit pillugit ilisimasaannik paasiniaavigalugit. Tamanna pivoq novemberip qaammataa naalersoq, mittarfimmullu minniariartugut, seqineq aappillarissoq qaqqanut kujatitsinniittunut tarrippoq. Qaammatini marlunni nuisussaajunnaarluni naggammik nuisalaartoq, maannakkumiit issittup kaperlannera januarip naanissaanut atuuttussaammat, taamanikkussamuti seqineq nuilaartaleqqikkumaarmat. Tupigisullungalu pikkutsannera suli eqqaamavara: qanoq ilillutik inuit maani avinngarusimaqisumi najugaqarsinnaappat - qanoq ililluni maani issittumi soqannginnersami inuusoqarsinnaava, pinngortitami naakkittaatsumi qerisumi? Inuit maani susunuku?

Ukiup tulliani Ittoqqortoormiunut maannangaaq tikeraaqqissinnaanngorpunga. Tamatumani ilisimatuutut Kangikajimmi Ukaleqartimilu appanik misissuiartorlunga. Ullut 14-nit Kangikajiup qaavani issiavunga, immamiit 300 meterinik qullasinnerullunga, Kangertitivaap paava isikkivigalugu.

Ataa tunginni isiginnaartitsinissaarsuaqarpoq - aliikkutat tupinnarnerpaat, pinngortitap nipilersorfigisinnaasani tamakkerluinnarlugit alikkusersuilerluni. Iluliapiluunersuit tissukaarusaarlutik sanioqquapput, ilai ikkarlullutik uniinnartut ullulu arlallit uninngasinnarlutik anorimit sarfamillu angalanertik nangeqqittarlugu. Pujoq takkuttarlunilu qimaguteqqittarpoq, iluliapiluunersuit qaqortumik qaatiguulersortutut nermuttaarlugit. Appaliarsuit millionilikkaat ullormut avataanukarlutik sanioqquasarput, ualiarsaalereeriaraangallu killormut uternialersarlutik.

Ukiualuit qanngiummata atsaat Ittoqqortoormiunut utertussaangoraluarlunga, puigunngisaannarpara. Assiliisaleqqaarninni uumasut timmissallu annerusumik assiliivimma umeqqajuarsimasaat, maanna kalaallit piniartortaannit taakkunungalu tunngasunik annertusiartuinnartumik taarserneqariartuinnalersimapput, soqutiginninnera sualummik piniakkanut attuumanermit pinngitsuuisinnannginnermillu aallaaveqarluni. Taamaalillunga Ittoqqortoormiuni piniarnermik assileerusulerpunga, ullumikkut Kalaallit

Nunaanni piniarnerup inissisimanera assitigut oqaluttuarerusullugu. Sumimi allami tulluarnerussava? Piffissami 2009-miit til 2012-mut Ittoqqortoormiut uppernaakkuut arlalerialunga tikeraartarpara. Tamatumani biologiut tikeraarnanga, kisianni assiliisartutut, assilerusutakka tamakkiisumik piffissaqarfigisinnaallugit. Taamaalinerani illoqarfiup piniartortai tikeraarninni malinnaaffigilerpakka ilaatigut ungasinnerusumut qimussernikkut sikup sinaatigut piniagassanik ujarlerluta.

Ittoqqortoormiut piniartortaasa qimusseqatiginerat inuunerma pissanganarnerpaaffiisa ilagilluinnarpaat. Angalasarnivut ilumoortunik ulikkaarluinnarput, �iikkamilu niviukkatut� misigititaasarsimavunga. Piniartummi suliassatik allanngortinnagit suliareqqissaartarmatigit, assiliisartumik ilaqarnertik soqutiginagu. Pinngortitami ingasassinnaaqisumii piniarneq imikkut pisanganarluinnarpoq, kisianni piniartut misilittagaqarluartut sikumi naleqqusarlutik inuuniallaqqissusaat misigisama anginersaasa ilagivaat. Tassami uanga imminut assersuutigalunga ukiuni 15-ini inuilaarsuarni misissuisartuuninni nutaarsiassaqarsinnaanngeruttortoq, qimussertarnivut uannut unamminarluinnarput. Meeraaqqatut susinnaangitsutut, inuunera tamaat piniartunut tunniuttariaqarsimavara, ilisimareerlugu atisakkaluunniit high-tech-it atorlugit sikup qaani kisimiissagaluaruma ulloq affaanngitsorluunniit uumaffigissallugu. Piniartut iliuusaat tamakkerlutik, ukiorpanni misilittakkanit aallaaveqartutut ipput. Piniariarfitsinni tupertoraangatta annikinnerpaanilluunniit ikiuunniaraangama, qajassuartunnguamik qungujuffigitiinnartarpunga paasitinneqarlunga kukkulluinnarlunga. Kaffiliorniarluni apummik aatsitsiniarnemi, igap silataa aputinitsinnaveersaarnissaa sianigisariaqarpoq, ikumaartunnguaq qameqinmmat!

Tupeq napparnialeraanni aput tukkarlugu manngersaqqaarneqassaaq, ingasaannagu, ingasaakkaannimi immap sikua tikinneqassaaq, tamassumalu tupeq isugutsersinnaavaa. Allunaasaq qimussimi nassatanut qilerutaasoq imuneqassanngilaq, unnukkut issilluarsimatillugu, aqagukkut siaarneqaqqissinnaanngipajaarluinnartarmat! Tamakkua tamaasa suunngitsuaqqatut ilisimasariaqanngitsutullu oqaatigineqarsinnaapput, ingasammik Københavnip avatinnguani peroriartorsimagaanni, sumininnguilli tamakku aalajangiisuulluinnalersarput immap sikuata qaavaniikkaanni, illoqarfik tikeriaannaanagu.

203

Ole Steen Pedersen

204

Fernisering i fangsthytten

Vernissage in the cabin

Der findes mange fantastiske steder i Scoresbysund-området, men der er dog et sted, som har en helt speciel plads i min bevidsthed. Omkring 35 km. nord for byen ligger Kap Höegh med én af områdets bedste fangsthytter placeret ved foden af en lille halvø og omgivet at takkede fjelde og brede gletsjere. Her er polarharer og ræve almindeligt forekommende, og tæt ved hytten ligger en koloni med min grønlandske favorit-fugl, søkongen. Under mine besøg i Scoresbysund har jeg benyttet hytten ved flere lejligheder, og jeg ville gerne sige ”tak for lån”. Ved mit sidste besøg i området havde jeg fået fremstillet 10 prints af sort/hvid fotos med tilhørende rammer. Utroligt nok overlevede glasset i rammerne turen i både fly, helikopter og snescooter fra Danmark til Kap Höegh, og i april 2012 kunne jeg pynte hytten med mine fotos.

There are many amazing places in the Scoresbysund area, but one place is especially dear to me and occupies a central position in my consciousness.

Some 35 kilometres north of town lies Kap Höegh, with one of the best hunters’ cabins in the area, placed at the foot of a small peninsula surrounded by jagged mountain peaks and broad glaciers. Arctic foxes and hares are common here, and close to the cabin a colony of my favourite Greenland bird, the little auk, has established itself. I have used the cabin on several occasions during my visits to Scoresbysund, and I wanted to express my gratitude. The last time I was there, I brought along with me ten framed prints of black-and-white photographs. Incredibly, the glass of the frames survived the plane, the helicopter trip, and the snow scooter journey en route from Denmark to Kap Höegh, and in April 2012 I was able to decorate the cabin with my photos.

Jeg syntes selv, at ideen med at udsmykke en fuldstændig skrabet og isoleret fangsthytte langt væk fra al ting var sjov og anderledes. Som man nu gør på disse kanter, når man har noget på hjerte, som hele byen skal vide, satte jeg en seddel op foran butikken og inviterede til ”fernisering”. Selv om 35 km. måske er en overkommelig distance på snescooter, kræver denne tur, at man krydser den 700 meter høje gletsjer ”Hvide Fjeld” for at komme til Kap Höegh. Da vejret på dagen for ferniseringen ikke var særligt godt, havde jeg mine tvivl om, hvorvidt der overhovedet var nogen fra byen, der ville tage den lange vej.

Men der kom gæster - i alt havde 8 personer trodset vejret. Normalt associerer jeg ordet ”fernisering” med pindemadder, boblevand og small-talk i storbyens atelierer, men denne bestod i stedet af chokoladekiks, Nescafe og få overflødige ord i fangsthyttens beskedne rammer. Med andre ord: En fantastisk hyggelig dag på yderkanten af menneskelig beboelse i Grønland.

Billederne hænger i øvrigt stadig i fangsthytten – så kig forbi, hvis du er på de kanter …

I thought the idea of decorating a thoroughly no-frills and isolated hunters’ cabin, far from everything, was fun and alternative. As it is customary in this neighbourhood when you want to inform everybody of something, I posted a note in the shop window and invited people to “vernissage”. Even though 35 kilometres may not sound as an insurmountable distance on snowmobile, you still need to cross the 700 metres high glacier “Hvide Fjeld” in order to reach Kap Höegh. On the day the viewing was to take place, the weather was rather bad, and I doubted whether anybody from town would attempt to make the journey.

But people did arrive – a total of 8 people braved the weather. Normally I associate the term “vernissage” with a somewhat highbrow gathering of small-talking metropolitan types eating canapés and drinking champagne in galleries, but on this occasion the fare was chocolate biscuits, instant coffee, and a minimum of redundant words. In other words: an amazingly pleasant day at the very edge of human habitation in Greenland.

The pictures still adorn the walls of the cabin, by the way – so stop by if you are in area anyway . . .

205

206

Piniartut illuaraanni saqqummersitsinermik ammaaneq Ittoqqortoormiit eqqaa tupinnartorpassuaqarpoq, sumiiffillu ataaseq uannut immikkut ittumik misigisimanarpoq. Illoqarfiup avannaata tungaani Ukaleqarteq inissisimavoq, tassanilu piniartut illuaraataat kusanarnerpaaq qeqertaasap ataatungaani inissisimavoq, qaqqanik killavaartunik sermersuarmillu issusuumik ungalusimalluni. Ukallit teriannissallu maani nalinginnaasuupput, illuaqqallu ungasinngisaanni kalaallit timmiaataanni nuannarinerpaasamma, appaliarsuit, inaat inissisimapput. Ittoqqortoormiini tikeraartarninni illuaraq arlaleriarlunga atortariarakku ”qujaniarsimavunga atorneranut”. Kingullermik tikeraarnissannut assit qulit naqitertissimavakka sinilersillugillu. Assit sinai tupinnartumik aserorsimanngillat naak timmisartukkut, helikopterikkut qamuteralatsigullu Ukaleqartimut ingerlanneqarsimagaluarlutik, apriilimilu 2012-imi illuaraq pinnersarsinnaanngorpara assilisakka atorlugit.

Isumassarsiara nammineq nuannareqaara illuararmi soqanngitsoq avinngarusimasorlu uani pineqarmat, sunut tamanut ungasissumiimmat, nuannerlunilu allaanerummat. Tamaani ileqqorineqartut naapertorlugit, illoqarfimmi paasititsiniaasarput niuertarfiup silataani allagarsiinikkut, taamaaliorpungalu ”saqqummersitsinermik ammaanersiornissamut qaaqqusillunga”. 35 km-it immaqa qamuteralalluni ungasinngeruttortut, sermersuaq ”Apuseq” 700 m-isut portutigisoq aqqusaaqqaartariaqarpoq Ukaleqartimukarniaraanni. Saqqummersitsinermik ammaanersiorneq pisussanngormat sila pitsaavallaarsimanngilaq, takkuttoqassanersorlu ilumut qularikujussimavara.

Takkuttoqarpoq – inunnguit arfineq pingasut sila soqutiginagu aggerput.

Saqqummersitsinermik ammaaneq illoqarfissuarni eqqumiitsuliortup sulliviani nalinginnaasumik pindemadinik champagneamik asulilu oqalorusaarnermik tunngaveqartoq isumaqarfigisaraluarpara, tamatumuunali kissinik sukkulaalinnik, Nescafemik piniartullu illuaraanni suungitsunnguami oqaatsinik ikittunnguaannarnik atuisoqarpoq. Allatut oqaatigalugu: Ulloq tupinnaannartumik nuannersumik Kalaallit Nunaanni inuilaarsuarmi ingerlanneqarpoq.

Assit suli piniartut illuaraanni nivingapput – alakkarusukkukkit …

207

Epilog Jeg har valgt at afslutte denne bog med et foto af Kristian Josefsen – et billede, der kan tillægges en vis symbolik. I modsætning til de fleste andre fangere i Scoresbysund, der afsøger større områder ved hjælp af slæde eller jolle, har han valgt en anden fangst-taktik. Jeg mødte Kristian første gang i 2009, hvor han inviterede på kaffe i sit lille hus i Kap Tobin.

grønland. Ved flere lejligheder har det været lige-ved-og-næsten, at mineraludvinding er begyndt i umiddelbar nærhed af byen. Uanset om et skifte fra fangersamfund til et servicesamfund der servicerer olie- og mineraludvinding, regnes for en positiv eller negativ forandring, er det uomtvisteligt, at enhver udvikling vil ændre byens karakter væsentligt.

Mit ophold hos Kristian var kun af en halv dags varighed, men gjorde alligevel et uudsletteligt indtryk og resulterede i et afsnit med adskillige fotos i min bog GRØNLAND – dyrenes og menneskenes land. Huset i Kap Tobin er placeret med udsigt over mundingen af Scoresby Fjord, og her tilbringer Kristian de fleste af døgnets timer med at spejde efter fangstdyr med sin kikkert. Der blev ikke sagt mange overflødige ord under mit besøg, men alligevel nåede jeg at tale mere grønlandsk sammen med Kristian, end jeg har gjort gennem de seks år, jeg har været bosat i Nuuk.

I den periode jeg har haft min gang i byen, er den mest iøjnefaldende forandring stigningen i antallet af snescootere. For ti år siden var der kun ganske få snescootere i byen, og praktisk taget alle blev brugt erhvervsmæssigt. I dag er billedet anderledes, og snescootere er blevet mere almindelige. Men også brugen af dem har ændret sig. På trods af lovgivning, der skal forhindre at snescooteren afløser hundeslæden til brug ved fangst, er realiteten, at den vinder stadig mere indpas – også i forbindelse med fangst. Den århundredgamle grønlandske brug af hundeslæden som et arbejdsredskab, synes nu truet.

Da jeg mødte Kristian igen tre år senere, fandt jeg ham siddende i præcis den samme position, som da jeg forlod ham. Som fanget i en tidslomme sad Kristian med den samme kikkert, med den samme opstilling af dåser for at holde kikkerten stabilt fikseret, varm kaffe på termokanden, en cigaret i askebægeret og hundene tøjret udenfor huset. Her ved Grønlands nordøstligste bosættelse havde tiden stået stille, og den daglige levevis syntes fuldstændig uforandret. Det fandt jeg både svært fascinerende og samtidig meget fremmed, når vores moderne, vestlige livsstil netop fordrer udvikling og konstant forandring. Her udspillede livet sig med en helt anden hastighed.

Borgmester Asii Chemnitz Narup skriver i denne bogs forord, at Scoresbysund befinder sig i forandringens og brydningens tid. Olie- og mineralefterforskning i området afslører flere lovende fund, der med profeterede klimaforandringer får udenlandske firmaer til at rette øjnene mod Nordøst-

208

Det grønlandske samfund har altid formået at tilpasse sig omgivelserne, og Scoresbysunds opgave bliver at balancere en fremtid mellem stolte fangsttraditioner og en bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne med krav fra både national og international side. Vi behøver hverken at opleve Scoresbysund som et affolket friluftsmuseum eller som et industrialiseret inferno af arktisk minedrift, men et sundt og mangfoldigt samfund på kanten af verden, der selvsikkert kan være vidne til omgivelsernes forandring og samtidig fastholde de livsvigtige traditioner, der kendetegner netop denne unikke kultur. Det er mit håb, at billedet af Kristian på evigt udkig efter isbjørn på isen ikke blot repræsenterer et uddøende erhverv, der forgæves afsøger horisonten for løsninger på byens og fangererhvervets fremtid.

209

Epilogue I have chosen to conclude this book with a photo of Kristian Josefsen – a photo with quite a lot of symbolism. As opposed to the majority of hunters in Scoresbysund, who draw large areas on dog sleds or in dinghies, Kristian has chosen rather unique hunting technique. I first met Kristian in 2009, when he invited me in for a cup of coffee in his little house in Kap Tobin.

My visit to Kristian’s house only lasted half a day, but made a lasting impression and resulted in a section with several photos in my previous book Greenland – Land of Animal and Man. His house in Kap Tobin is placed with a view of the mouth of Scoresby fiord, and here Kristian spends most hours of the day scanning the landscape for animals with his binoculars. Not many superfluous words were spoken during my visit, but still I managed to speak more Greenlandic in Kristian’s company than I had done through six years of living in Nuuk.

When I met Kristian again three years later, I found him seated in the exact same position as I had left him in three years before. As if he were caught in a pocket in time, he sat there with the same binoculars, the same arrangement of cans to prop up the binoculars and keep them stable, hot coffee in the thermos, a cigarette in the ashtray, and the dogs tethered outside.

Here, in the extreme north-eastern corner of Greenland, time had stopped and daily life seemed totally unchanged. To me, this was both endlessly fascinating and very alien, considering that our modern, Western lifestyle demands development, progress, and continual change. Here life proceeded at a totally different pace.

Mayor Asii Chemnitz Narup writes in his preface to this book that it is time of change and struggle for Scoresbysund. Searches for oil and minerals have yielded some promising results, which along with the prophesied climate

210

changes make foreign companies direct their attention towards north-eastern Greenland. On several occasions mineral extraction ventures have come within a whisker of being launched in the vicinity of the town. Regardless of whether one views a change from a hunting society to a society that services the mineral industry as a positive or a negative turn, in will inevitably alter the town’s character significantly.

The most conspicuous change I have seen in the course of my visits to Scoresbysund is the increased number of snowmobiles. Ten years ago there were only a few snowmobiles in town, and almost all of them were used in a professional capacity. Today snowmobiles are much more common and the way they are used has changed. Despite legal initiatives to prevent snowmobiles from replacing dog sleds on hunting expeditions, the number of snowmobiles continues to grow. The centuries-old tradition of using dog sleds as tools of the trade is under threat.

The Greenland society has always been capable of adapting to its surroundings and environs, and Scoresbysund’s task will be to find a future balance of proud hunting traditions and sustainable exploitation of the natural resources with demands from both international and national actors. We do not need a Scoresbysund in the shape of a kind of depopulated open-air museum or an industrialized inferno of arctic mining, but rather a healthy and diversified society at the edge of the world, a society that confidently will perceive the changes all around while holding on to the vital traditions that characterize this unique culture.

It is my hope that the picture of Kristian perpetually scanning the ice for polar bears will not be interpreted as a last glimpse of a dying trade, as an image of a representative of a bygone era searching the horizon in vain for solutions to the town’s and the hunting trade’s manifold predicaments.

Naggasiut Kristian Josefsenip assinga naggataarutiginiarlugu toqqarsimavara - asseq isumalersorneqarsinnaalluartoq. Piniartunit Ittoqqortoormiiniittunit amerlanernit allaassutigaa qimussimik angallateeqqamilluuniit atortoqarani allaanerusumik piniariaaseqarami. Kristiaat 2009-mi naapeqqaarpara, taamani Uunartimi illuaqqaminut kaffisoriaqqummanga.

alapernaaserpaat. Arlaleriarlunilumi mineralisiornissaq illoqarfiup eqqaralannguani aallartingajattarsimagaluarluni. Inuiaqatigiinni allannguineq piniartuunermiit uuliasiornermi mineralisiornermilu sullissinermut ikaarsaarfiusoq ajunngitsumik ajortumilluunniit isigisaagaluarpat, illoqarfiup �kinaassusaa� annertuumik allanngortussaavoq.

Kristiaammi pulaarnera ullup aaffaannaanik sivisussuseqaraluartoq, taamaattoq annertuumik misigisaqarfigaara atuakkiamalu siuliani GRĂ˜NLAND - uumasut inuillu nunaat immikkoortortami sammivara. Uunartimi illup Kangertitivap paava isikkivigalugu inissisimavoq, Kristiaallu ullup unnuallu akunneri amerlanerpaat qinngutini atorlugit qamarusaartarpoq.

Pulaarninni pisariaqanngitsumik oqaluttoqanngilaq, taamaattoq Kristiaallu kalaallisut oqaloqatigiinnerput ima annertutigaaq, ukiuni arfinilinni Nuummi najugaqarninnut naleqqiullugu annertunerulluni.

Piffissami pineqartumi illoqarfimmi tikeraartarninni, allannguineq malunnarnerpaaq tassaavoq qamuteralaat malunnartumik amerlatseriarsimaneri.

Ukiut qulit matuma siorna qamuteralaat ikittuinnaapput, tamangajammillu inuussutissarsiornermut atorneqarlutik. Assiliaq tamanna ullumikkut allanngoqaaq, qamuteralaallu nalinginnaanerulerlutik. Qamuteralaammi atorneqarnerat aamma allanngorpoq. Naak inatsisitigut qimussimik illersuisoqarniaraluartoq, qamuteralaat atorneqaleraluttuinnarnerat nassuerutigisariaqarpoq piniarnermittaaq angallatitut taarsiukkiartuinnarlutik.

Kalaallit itsarsuarli ileqqutoqaat, tassalu qimusserluni piniariarneq, aarlerinarsivoq.

Ukiut pingasut qaangiuttut Kristiaat naapeqqikkakku, iniminit aalariarsimanani suli tassani issiasoq naammattoorpara, soorlulusooq ukiut pingasut siorna aamma taamaattoq. Piffissap uninngaannartup iluani pisarineqarsimasutullusooq Kristiaat issiavoq qinngutit taakkorpiaat atorlugit, qillertuussallu taakkorpiaat alleqqutaralugit qinngutai inissisimallutik, nillujuitsoq kissartumik kaffeqarpoq, arsakoorfik cigaretseqarluni qimmillu illup silataani pitussorsimallutik. Maani Kalaallit Nunaata Kangiani najugaqarfiit avannarpasinnerpaaffiani piffissaq uninngaannarsimavoq, ulluinnarnilu inuusaaseq soorlumi nikissimanngitsoq. Tamanna alutorilluinnarlugulu allagingaatsiarpara. Uagut nutaaliaasumi Europap kippasissuani inooriaatsimut naleqqusarfiusumi ineriartortuarnermik allanngorartuarnissamillu piumasaqartuarneq inooqataaffigigatsigu. Inuuneq tamaani atugassarititaasoq allarluinnarmik sukkassuseqarpoq.

Borgmesteri Asii Chemnitz Narup atuakkami matumani siuleqummi allappoq, Ittoqqortoormiit ullut allanngorneqalerfianniittoq. Uuliamik aatsitassanillu allanik ujarlerneq maani eqqaani arlalinnik neriunartunik takussutissiivoq, silaannaallu kissakkiartornera ilutigalugu suliffeqarfissuit nunani allaninngaanneersut Kalaallit Nunaata Kangiata Avannaa

Kalaallit inuiaqatigiit avatangiisiminnut naleqqusarluarsinnaajuaannarsimapput. Ittoqqortoormiillu siunissami suliassaa uaniilertussaassaaq, piniartuunermi pissusitoqqat ataqqinaatillit imminullu akilersinnaasumik nunap pissarititaanik atorluaaniarnerup akornanni oqimaaqatigiissaarinissaq, nunamit nunarsuarmioqataasuniillu piumasaqaatinut eqqummaarissumik. Ittoqqortoormiit silaannarmi katersugaasivittut inuerussimasutut, Issittuniluunniit aatsitassarsiornikkut suliffeqarfissuaqarnikkut paatsiveeruttut nalaattariaqanngilarput, peqqissutulli assigiinngissitaartumik inuiaqatigiiusinnaasutut silarsuup killangani, imminut upperaluni avatangiisit allanngoriartorfii ilutigalugit isiginnittuusinnaasutut ileqqutoqqanik inuunermut pingaaruteqarluinnartunik aalajangiussisimasutut, kulturinummi allanut sanilliunneqarsinnaanatik ilisarnaataammata. Neriuutigaara Kristiaap nannunik sikumiittunik qamajuartup assinga, tassaaginnassanngitsoq inuussutissarsiummik toqulersumik oqaluttuartoq, tassaassanngitsoq killingusaami illoqarfiup piniartutullu inuussutissarsiornerup siunissaanik qulakkeerinnikkumalluni aaqqiissutissanik iluatsitsiviunngitsumik ujarlertoq.

211

212

Taksigelser

Acknowledgements

Qujassutit

Først og fremmest tak til alle beboere i Scoresbysund! En særlig tak til Hjelmer og Inuuta Hammeken for fantastiske oplevelser på isen samt jagtbetjent Erling Madsen for lån af hus i Kap Tobin og Ole Brønlund for hjælp med stednavne i Scoresbysund-området.

First and foremost I would like to express my gratitude to all the inhabitants of Scoresbysund.

A special thanks to Hjelmer and Inuuta Hammeken for some amazing adventures on the ice. Thanks to gamekeeper Erling Madsen for lending me a house in Kap Tobin and to Ole Brønlund for helping me with place names in the Scoresbysund area.

Siullertut pingaarnertullu Ittoqqortoormiini innuttaasunut qujassuteqarniarpunga. Hjelmer aamma Inuuta Hammeken immikkut qujatsavigaakka sikumiitsilluta misigisanut tupinnartunut. Piniarnermut nakkutilliisumut Erling Madsenimut Uunartimi illumik atukkiussineranut, Ole Brønlundimullu Ittoqqortoormiit eqqaani nunat aqqinik ikiuineranut.

Several people deserve thanks for helping me with the making of this book: Jakob Carlsen and Mikael Funch offered their heartfelt and merciless opinions on my choice of photos, Ole Steen Pedersen (Pedersen & Pedersen) has been of invaluable assistance in connection with the graphical layout, and the people at Narayana Press have worked with an enviable meticulousness. Eskild Lund Sørensen, Lars Holst Hansen, and Ole Steen have all been excellent travelling companions on my photo expeditions to Greenland.

Atuakkap suliarinerani inuppaaluit qutsavigerusuppakka: Assinik toqqaanermi Jakob Carlsen aamma Mikael Funch sakkortuumik naakkittaatsumillu isornartorsiormannga, Ole Steen Pedersen (Pedersen & Pedersen) nalilerneqarsinnaanngitsumik assiliartaliornermut tunngasunik ikiuuneranut, Narayana Pressimi sulisut suliamik peqqissaarussinerannut. Eskild Lund Sørensen, Lars Holst Hansen aamma Ole Steen Ittoqqortoormiini assiliinerup nalaani angalaqatigalugit nuannerluinnartuusimapput.

Denne bogudgivelse har modtaget økonomisk støtte fra:

The publication of this book has been financially supported by:

Atuagaq una aningaasatigut tapiiffigineqarsimavoq ukunanit:

Sermeq Fonden Nunafonden Den grønlandske Julemærkefond Den Grønlandske Olieselskabsfond

Sermeq Fonden Nunafonden Den grønlandske Julemærkefond Den Grønlandske Olieselskabsfond

Sermeq Fonden Nunafonden Den grønlandske Julemærkefond Den Grønlandske Olieselskabsfond

I arbejdet med denne bog skylder jeg en række personer en stor tak: Jakob Carlsen og Mikael Funch gav benhård og nådesløs kritik af valget af fotos, Ole Steen Pedersen (Pedersen & Pedersen) har været til uvurderlig hjælp med den grafiske opsætning, medarbejderne hos narayana press har været yderst grundige. Eskild Lund Sørensen, Lars Holst Hansen og Ole Steen har desuden været fortrinlige rejsefæller under fototurene til Scoresbysund.

213

214

Et liv på kanten © Carsten Egevang

Life at the Edge © Carsten Egevang

Inuunerup killingani © Carsten Egevang

Alle fotos i denne bog er af Carsten Egevang, med mindre andet er oplyst. Alle fotos i bogen er fra Scoresbysund-området.

All photographs in this book are taken by Carsten Egevang, unless otherwise stated. All photos are taken in the Scoresbysund area.

Assit tamakkiisut Carsten Egevang-imit assilisaapput, allatut nalunaarutigineqarsimanngippat. Assilisat tamarmiusut Ittoqqortoormiut eqqaaneersuupput.

Fotografisk, mekanisk eller anden form for gengivelse eller mangfoldiggørelse af denne bog eller dele af denne heraf er ifølge gældende lov om ophavsret ikke tilladt uden forfatterens tilladelse.

Photographic, mechanical, or any other kind of reproduction or duplication of this book or parts thereof is not allowed under present copyright law without express permission from the author.

Piginnittussaatitaanermut inatsit naapertorlugit, atuakkiortoq aperineqartinnagu atuagaq una assileqqillugu, maskinat atorlugit allatigulluunniit naqiteqqinnissaa imaluunniit amerlasuunngortinnissaa akuerisaanngilaq.

1. udgave, 1. oplag 2012

1st edition, 1st printrum 2012

Ilusaa siulleq, naqitaq siulleq 2012

Engelsk oversættelse: Rasmus Hastrup Grønlandsk oversættelse: Per Kunuk Lynge Forlag: milik publishing, www.milik.gl Tryk: narayana press

English translation: Rasmus Hastrup Greenlandic translation: Kunuk Consult Publisher: milik publishing, www.milik.gl Printed by Narayana Press

Tuluttut nutserisoq: Rasmus Hastrup Kalaallisut nutserisoq: Kunuk Consult Atuakkamik naqiterisitsisarfik: milik publishing Naqiterineq: Narayana Press

ISBN 978-87-92790-12-5

ISBN 978-87-92790-12-5

ISBN 978-87-92790-12-5

For at opnå ret til brug af fotos fra denne bog – eller andre kvalitetsfotos fra Grønland – besøg: www.arc-pic.com eller mail: kontakt@arc-pic.com

To obtain permission for reproduction of photos from this book or other high-quality photos from Greenland, visit: www.arc-pic.com or write to: kontakt@arc-pic.com

Atuakkami matumani assilissanik atuiniarluni akuersissummik piniaraanni – assinilluunniit pitsaasunik Kalaallit Nunaanneersunik piniartoqartillugu – una iserfigiuk: www.arc-pic.com Imaluunniit: kontakt@arc-pic.com

215