LIFE AT THE EDGE - uddrag/extract by Carsten Egevang

LIFE AT THE EDGE Et liv p책 kanten | Inuunerup killingani

Indhold | Contents | Imarisai

Kort

Map

Nunap assinga

Forord

Preface

Siulequt

Prolog

Prologue

Aallaqqaasiut

Byen

The Town

Illoqarfik

Omgivelserne

The Surroundings

Avatangiisit

Fangsten

The Hunt

Piniarneq

Bag kameraet

Behind the Camera

Assiliiviup tunuani

Fernisering i fangsthytten

Vernissage in the cabin

Piniartut illuaraanni saqqummersitassanik ammaaneq

Epilog

Epilogue

Naggasiut

Taksigelser

Acknowledgements

Qujassutit

Forord

Preface

Ittoqqortoormiit ligger på den yderste kant i det nordøstlige Grønland. Byen er porten til verdens største isdækkede nationalpark, hvor de sidste spor fra civilisationen toner sig ud i det mægtige hvide landskab.

Scoresbysund (Ittoqqortoormiit) lies at the outermost edge of north-eastern Greenland. The town is the gateway to the largest ice-covered national park in the world, where the last traces of civilization silently disappear in the vast white landscapes.

I disse både barske og storslåede omgivelser bor 465 af Kommuneqarfik Sermersooqs borgere på et af klodens mest utilgængelige steder med 800 km til nærmeste by. Alligevel har flere generationer formået at klare de hårde livsbetingelser gennem fangst af det righoldige dyreliv i og omkring Ittoqqortoormiit. Byen ligger ved Scoresby Sund/Kangertitivaq – verdens største fjord.

In these both harsh and magnificent surroundings, 465 of Kommuneqarfik Sermersooq’s inhabitants live in one of the most inaccessible places on earth, with 800 kilometres to the nearest neighbouring town. Nevertheless, several generations have overcome the unforgiving conditions through hunt for the plentiful wild fauna in and around Scoresbysund. The town is situated by Scoresby Sund – the world’s biggest fiord.

Nu befinder byen sig midt i forandringens og brydningens tid. Globaliseringen har nået den lille by. Det åbner op for nye behov og muligheder. Side om side kører snescootere og hundeslæder, moderne livsførelse og traditionel fangerkultur blandes. I dette spænd af møder ligger store potentialer og muligheder for et fremtidigt liv i Ittoqqortoormiit.

The present is a time of change and struggle for the town. Globalization has arrived here. This opens up new needs and new possibilities. Snowmobiles and dog sleds drive side by side, and modern living and traditional hunters’ culture merge and coexist. In this span of encounters great potential and exciting prospects for the future Scoresbysund simmer.

I dette spænd formår Carsten Egevang, på magisk vis, at tage os med ind i de barske, rå og storladne landskaber og lader os opleve det nære samspil mellem natur og mennesker - på kanten af det mulige.

And here Carsten Egevang manages, as if by magic, to draw us into the rugged, rough, and imposing landscapes and permits us to experience the intimate interplay between land and man – at the edge of the feasibility, the edge of reason.

Carsten Egevang har valgt sort/hvid fotos. Her er alle formildende farvespil reduceret til kraftfulde kontrastmættede fotos i fabelagtigt vinklede motiver. Carsten Egevang formår at trænge ind i vores fælles menneskesjæl med sine vinkler og motiver, der er på kanten af virkeligheden. Det giver nærvær. Vi kommer helt ind og mærker essensen af natur og menneske - barskt og poetisk, storladent og med glimt i øjet.

Carsten Egevang has chosen black and white photography for this project. Any mitigating play of colours has been reduced to forcefully contrast-filled photos of fantastically viewed subject matter. Carsten Egevang has a rare ability to gain access into our shared human soul with his angles and his art, which seems to balance on the very edge of reality. The result is presence and poise. We get close enough to feel the essence of the scenery and the humans there – rough and poetical, grandiose, yet with a twinkle in their eyes.

Ikke bare Kommuneqarfik Sermersooq er blevet rigere af denne enestående fotobog - hele Grønland og resten af verden får et indblik i kommunens mangfoldighed og glimt ind i en kultur, der leves på kanten af verden.

Asii Chemnitz Narup Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq

It is not just Kommuneqarfik Sermersooq that has been enriched by this unique book of photography – all of Greenland and the rest of the world too get a glimpse of the municipality’s diversity and the culture of a life lived at the edge of the world.

Asii Chemnitz Narup Mayor, Kommuneqarfik Sermersooq 7

Siulequt Ittoqqortoormiit Kalaallit Nunaata kangiata avannaata killerpiaani inissisimavoq. Illoqarfik nuna allanngutsaaliukkamut sermimit qallersukkamut nunarsuarmi anginerpaamut isaaffiuvoq. Tamaanilu atugartuussutsip ilisarnaatai kingulliit nunarujussuarmut qaqortuinnarmut siammartiterput. Pinngortitarsuarmi pikkunaqisumi pinnersumilu Kommuneqarfiup Sermersuup innuttaata ilai 465-iusut najugaqarput, nunarsuarmi tikikkuminaannerpaami inissisimasumi, illoqarfimmut qaninnerpaamut 800 km-inik ungasitsigalutik. Taamaattoq kinguaariit arlallit inuuniarnermi pikkunaqisumi uumasunillu peqarfioqisumi piniarneq aqqutigalugu Ittoqqortoormiini eqqaanilu imminnut napatissinnaasimapput. Illoqarfik, Scoresby Sund/Kangertitivap â&#x20AC;&#x201C; nunarsuarmi kangerluit anginersaasa paavani inissisimavoq. Maanna illoqarfik allannguinerup aammalu ullut allanngorneqalerfiit nalaanniippoq. Nunarsuarmut siaruarneq illoqarfeeqqamut annguppoq. Tamanna atorfissaqartitanik periarfissanillu nutaanik ammaassisuuvoq. Qamuteralaat qimussillu sanilerillutik ingerlaarput, nutaaliaasumillu inooriaaseq piniartuunermit ileqqutoqqanut akuliussimalluni. Ineriartornerup kiggisimaviani siunissami inuunissamut periarfissatsialassuit Ittoqqoortoormiuni ipput. Kiggisimavimmi tamassumani Carsten Egevang iluatsilluakkamik, allaallumi tupinnaannartumik, nunap ilarujussuanut naakkittaatsumut pisippaatigut. Inuup pinngortitarsuullu iminnut qanilaassusaannik misigitilluta - pisinnaasap killinganut.

Carsten Egevangip assit qalipaateqanngitsut toqqartorsimavai, tamassumalu kinguneraa qalipaatit saammarsaataasussaagaluit annikillisarneqarmata - assigiinngissutsimik assiliiffigisallu suminngaanneerneranik atorluaanikkut assinik suli nukittuninngortinneqarmata. Carsten Egevangip assiliniakkap qiverneranik assilerusutamillu takutitsinermigut artunngilaa inuttut qamuuna tarnitsigut aalassatsissalluta, piviusup killinganut pisilluta - tamanna qanilaassusermik tunisivoq. Atuagaq ikiorsiullugu suna tamaat pulaffigilerparput, pinngortitallu inuullu sananeqaatai malugilerlugit - tupinnartua killisimanartuuneralu, qajassuunnagu uisorerfiginnippoq. Kommuneqarfik Sermersooq atuakkamik imaannaanngitsunik assiliartalimmik kisimi pisuunnguallatsinneqanngilaq - aammali nunatsinni innuttaaqatigisagut, nunarsuarmioqatigullu allat kommunip assigiinngisitaassusaanik, nunarsuullu killingani inuunerup kulturianik paasisaqalaassapput.

Asii Chemnitz Narup Kommuneqarfik Sermersuumi Borgmesteri

Byen The Town | Illoqarfik

Byen – på kanten af beboelse

Den 10. juli 1924 stod skibet ”Grønland” ud fra Københavns havn. Med om bord var foruden skibets besætning, danske håndværkere, et par videnskabsmænd samt en last bestående af byggematerialer og proviant til 14 måneder. Målet var klart: nu skulle der etableres en helt ny bosættelse højt mod nord på den grønlandske østkyst. I spidsen for ”Styrelsen for Scoresbysunds Kolonisering” stod danskeren Ejnar Mikkelsen, og formålet med koloniseringen var dobbelt. Forud for etableringen af Scoresbysund lå årtiers tovtrækkeri med Norge, om hvorvidt Nordøstgrønland var dansk eller norsk territorium, og Danmark havde brug for at øge aktiviteterne i nord for at hævde suverænitet over hele Grønland. Samtidig havde flere år med misfangst i Tasiilaq mod syd skabt hungersnød, og flere familier var indstillet på at prøve nye fangstområder. Skibet ”Gustav Holm” anløb Scoresbysund i september 1925 med 85 kolonister om bord – 15 fra Vestgrønland, og 70 fra Tasiilaq-området. De vestgrønlandske familier bosatte sig i handelsstationen Scoresbysund (der hvor byen ligger i dag), mens familierne fra Tasiilaq blev fordelt ved Kap Tobin, Kap Hope samt ved Kap Stewart vest for Hurry Fjord. Disse nye bosættelser var ikke tilfældigt placeret, men udvalgt ud fra at her havde man fundet ældre eskimobebyggelser, og man formodede, at fangstforholdene ville være gode. Og gode var fangstforholdene! I perioden 1926-1932 var den gennemsnitlige indtjening 4-5 gange højere for fangerne sammenlignet med deres tilværelse i Tasiilaq-området. Etableringen af Scoresbysund var nu en realitet. I dag bor der lidt under 500 mennesker i Scoresbysund. Alle indbyggere er samlet i selve byen, efter at bygderne Kap Tobin og Kap Hope er nedlagt på denne side af årtusindskiftet. En gradvis affolkning af bygderne gjorde, at det ikke længere var rentabelt at opretholde disse udsteder, og beslutningen om lukning blev truffet. Scoresbysund omtales ofte som et af de sidste steder

i Grønland, hvor fangsterhvervet stadig er det dominerende erhverv. Men i realiteten er det kun 10-15 mænd i byen, der er erhvervsfangere – altså hvor størstedelen af indkomsten kommer fra fangst. Til sammenligning er omkring 170 personer offentligt ansat i Scoresbysund og varetager byens vuggestue/børnehave, skole, kommunekontor, ældrekollektiv, politistation og anden servicevirksomhed. Udviklingen i befolkningsstørrelsen i Scoresbysund er svagt nedadgående, og fraflytning har været hyppigere end tilflytning gennem det seneste årti. Nedgangen i befolkningstallet er ikke i sig selv alarmerende, men med indbyggernes egne ord er det de ressourcestærke personer, der indenfor de seneste år har valgt at fraflytte byen, hvilket kan have stor betydning i et så lille samfund som Scoresbysund. Scoresbysund betegnes ofte som den mest isolerede by i Grønland. Indfaldsporten til byen går gennem Constable Pynt 40 km nordøst for Scoresbysund. Her kan mindre fly fra Island lande, og den sidste distance ind til byen klares ved helikopterflyvning i pendulfart. Mod nord strækker de endeløse vidder sig i verdens største nationalpark. Denne er ganske vist beboet af forskere i sommermånederne og året rundt af personalet på vejrstationerne, men disse kører autonomt uden egentlig tilknytning til Scoresbysund. Nærmeste beboede område, Tasiilaq, befinder sig 800 km mod syd, og de to områder er forbundet via beflyvning en til to gange om ugen. Den isolerede beliggenhed med store afstande betyder, hvis man ser bort fra de få krydstogtskibe, der årligt besøger Scoresbysund, at eneste reelle mulighed for transport til og fra byen er fly og helikopter. Byens butik og to kiosker forsynes af Royal Arctic Lines skibe, der anløber byen i sommermånederne. Resten af året umuliggør is-situationen, at området kan besejles, og det stiller store krav til butikkernes evne til at planlægge deres indkøb for et helt år ad gangen. Gennem foråret bliver udvalget af varer på hylderne langsomt minimeret, og skibets ankomst i juli måned er således én af de helt store mærkedage i byen.

The town – on the edge of human habitation

On 10 July 1924 the ship ”Grønland” stood out from Copenhagen’s harbour. In addition to its usual crew, the ship carried a few Danish craftsmen, a couple of scientists, as well as a cargo of building materials and sufficient provisions for 14 months. The goal was clear: a brand new settlement was to be established to the far north on Greenland’s east coast. Leading “Styrelsen for Scoresbysunds Kolonisering” [“The Agency for the Colonization of Scoresbysund”] was the Dane Ejnar Mikkelsen, and the purpose of the colonization was twofold. Prior to the establishment of Scoresbysund, Denmark had been engaged in decades of tug-of-war with Norway, debating endlessly if north-eastern Greenland was Danish or Norwegian territory, and Denmark needed to increase its level of activity in the north to be able claim sovereignty over all of Greenland. Simultaneously, several years of poor hunting in Tasiilaq to the south had resulted in famine, and entire families were ready to seek out new hunting grounds. The ship “Gustav Holm” called at Scoresbysund in September 1925 with 85 colonists on board – 15 from western Greenland and 70 from the Tasiilaq area. The families from western Greenland settled at the Scoresbysund trading post (where the town is located today), while the Tasiilaq-families were placed at Kap Tobin, Kap Hope, and Kap Stewart, west of Hurry Fjord. The locations for the new colonies were not selected randomly or haphazardly, but chosen because remnants of old Eskimo settlements had been found there, which indicated decent hunting prospects. And hunting was good! In the period 1926-1932 the average income for hunters in the area was 4 or 5 times what it had been in Tasiilaq. The town of Scoresbysund had become reality. Today slightly less than 500 people live in Scoresbysund. All inhabitants live in the town itself, as the villages of Kap Tobin and Kap Hope have been deserted and closed down around the turn of the millennium. A gradual depopulation of the villages meant that it was no longer financially viable to maintain these outposts, and the decision of dismantling them was made.

Scoresbysund is often referred to as one of the last places in Greenland where hunting still is the dominant trade. But the truth is that only 1015 men in town are professional hunters – in the sense that the majority of their earnings come from hunting. In comparison some 170 people are employed in the public sector; these people run the town’s nursery/kindergarten, school, municipal office, sheltered housing for the elderly, police station, and other service activities. The population is decreasing slightly, and more people have moved out than in in the course of the past decade. The decrease in population is not alarming in itself, but as the remaining residents say, it is primarily the resourceful people who have moved out, a not inconsequential fact in a community as small as Scoresbysund. Scoresbysund is often referred to as the most isolated town in Greenland. The gateway is Constable Point, 40 kilometre north-east of Scoresbysund. Here smaller planes are able to land, and the rest of the way into town is covered by commuting helicopters. To the north are the endless expanses of the world’s largest national park. Scientists and researchers do live here during the summer months and the weather station is manned all year round, but these people operate autonomously and with no real affiliation to Scoresbysund. The nearest human habitation is Tasiilaq, 800 kilometres to the south, and the two areas are connected by a weekly or twice-weekly flight. The isolation and the enormous distances mean that the only real possibility of getting to or from the town is by plane and helicopter – except for the very few cruise ships that call at Scoresbysund each year. The town’s shop and two newsstands are supplied by Royal Arctic Lines’ ships, which call at Scoresbysund a few times in the course of the summer months. The rest of the year the ice situation makes it impossible to sail in the area, and this makes huge demands on the shops’ abilities to plan ahead and purchase supplies for a whole year at a time. All through the spring the range of groceries available decreases steadily, and thus the arrival of the ship in July is a cause of celebration all over town.

Illoqarfik – inoqarsinnaanerup killingani

Umiarsuaq ”Grønland” Københavnip umiarsualivianiit juulip 10-ani 1924mi aallarpoq. Umiarsuup inuttaasa saniatigut, qallunaat sanasut ilisimatuut ikittunnguit, illuliornermullu atortussat nerisassallu qaammatinut 14-inut naammattussat nassataralugit. Anguniagaq ersarippoq: Kalaallit Nunaata Kangiata avannarpasissuani nunassarsineq nutaarluinnaq pilersinneqassasoq. ”Ittoqqortoormiit nunasiaataalernissaannut pisortaqarfimmi” naalakkatut Ejnar Mikkelsen siuttuuvoq, nunasiaanerlu marloqiusamik siunertaqarpoq. Ittoqqortoormiit tunngavilerneqannginnerani Norge Danmarkilu ukiorpaalunni noqqoruupput, ilumut Kalaallit Nunaata Kangiata Avannaa naalagaaffiup sorliup pigineraa, taamaalineranilu Danmarkip Kalaallit Nunaata Kangiani namminersortuunini takutittariaqarsimallugu. Tasiilami kujasinnerusumiittumi aamma ilanngullugu ukiuni arlalinni pisassaalatsineq kaannersuaqartitsilersimavoq, ilaqutariillu arlallit piniartoqarfiusinnaasunik nutaanik misileerusullutik.

nanniittuinnaat, inuussutissarsiutigalugu piniartuummata – piniarnermik annermik isertitaqartartut. Piniarnermut sanilliullugu pisortani sulisutut 170-it atorfeqarput, illoqarfiup meeraaqqerivia/meeqqerivia, atuarfik, kommunip allaffia, utoqqaat illuat, politeeqarfik sullisinermullu suliffiit allat. Ittoqqortoormiini inuit amerlassusaat appariartorusaarpoq, illoqarfimmiit noorartut illoqarfimmut noorartunit amerlanerummata. Inuit amerlassutsimikkut ikiliartornerat imatorujussuaq annilaangatissaanngilaq, innuttaasulli namminneq oqaasii atussagaanni taava illoqarfimmiit qimaguttut piginnaasaqarluartuupput, tamannalu annertuumik sunniuteqaratarsinnavoq Ittoqqortoormiit inuiaqatigiittut isigalugit ikeqimmata.

Umiarsuaq ”Gustav Holm” Ittoqqortoormiinut tikippoq septembarimi 1925-mi nunasisut 85-it ilaasoralugit - 15-it Kalaallit Nunaata Kitaanersuullutik 70-illu Tasiilap eqqaaneersuullutik. Ilaqutariit Kalaallit Nunaata Kitaaneersut niuertoqarfimmi Ittoqqortoormiini (illoqarfiup ullumikkut inissisimaffiani) nunasipput, ilaqutariillu Tasiilameersut Uunartimi, Ittaaimmiini, Ittoritsimi Hurry Fjordip kitaani nunasillutik. Nunasinerit nutaat asuli inissitaanngillat, eskimot itsarsuarli illukuisa nassaarfiisa nalaanniimmata, piniagassaqarluassasutullu ilimagineqarlutik. Piniagassaqarluarporlu! Piffissami 1926-miit 1932-mut isertitat agguaqatigiissinneri, Tasiilap eqqaanut naleqqiullugu, sisamariaammik tallimariaammillu allaat pitsaanerusimapput. Ittoqqortoormiit tunngavilerneqarnera piviusunngorpoq.

Ittoqqortoormiit Kalaallit Nunaanni avinngarusimanerpaat ilaattut taaneqakkajuttarpoq. Illoqarfiup tungaanut ingerlarfissaq Nerlerit Inaatigoorpoq, Ittoqqortoormiit avannaata kangiani 40 km-inik ungasitsigisumi inissisimalluni. Timmisartut minnerit Islandimeersut tamaani missinnaapput, mittarfimmiillu illoqarfiup tungaanut assartuineq helikopterimik ingerlaavartumik isumagineqarluni. Inoqajuitsoq naaffeqanngitsumik annertussusilik avannamut siammarterusaarpoq nunarsuarmi allanngutsaaliukkap anginersaat tamaaniilluni. Aasaanerani ilisimatuunik najugarineqarajuttarpoq, silasiorfinnilu sulisunit aamma ukioq kaajallallugu najugarineqarluni, tamakkuli Ittoqqortoormiinut attuumanatik immikkuuffaarissumik ingerlanneqarput. Inuilaarsuarmi najugaq qaninnerpaaq tassaavoq Tasiilaq, kujammut 800 km-inik ungasitsigisoq, najugaqarfiillu taakku sapaatip-akunneranut ataasiarlutik marlussoriarlutilluunniit timmisartuussiffigineqartarput. Ittoqqortoormiit avinngarusimasumi inissisimanera ungasissusaalu pissutaallutik, taava umiarsuarsuit ikittunnguit tikerartartut eqqarsaatiginngikkaanni taamaallaat timmisartumik helikopterimillu assartuinikkut tikinneqarsinnaavoq.

Inuit 500-t inulaarlugit Ittoqqortoormiini ullumikkut najugaqarput. Innuttaasut tamarmiusut illoqarfittaani ataatsimoortinneqarput, nunaqarfiit Uunarteq Ittaaimmiillu ukiut tusintilikkaat nikereerneratigut matusaareersimammata. Nunaqarfiit inuerukkiartorusaarnerata malitsigisaanik nunaqarfiit pineqartut attanneqaannarsinnaajunnaarput, matuinnarnissaallu aalajangerneqarluni. Ittoqqortoormiit oqaluuserineqarajuttarpoq Kalaallit Nunaanni sumiiffiit piniartuunermik suli inuussutissarsiorfiusut kingullersat ilaattut. Piviusorli unaavoq, illoqarfimmi angutit 10-15-it akor-

Illoqarfiup pisiniarfia kioskillu marluk Royal Arctic Linep umiarsuaataannik pilersorneqarput, taakkulu taamaallaat aasaanerani illoqarfik tikittarpaat. Ukiup sinnerani sikusarnera najoqqutaralugu umiarsuarnik tikinneqarsinnaasanngilaq, pisiniarfiillu pilersaarusiullaqqissusaat unamminarsisarluni, ukiumut ilivitsumut siumut pilersaareerlutik niuerniartariaqarmata. Upernalernera ilutigalugu pisiniarfiup nioqqutissanut ilisivii imaarukkiartorusaartuartarput, umiarsuullu juulip qaammataani tikeqqaarnera illoqarfimmi imaannaanngitsumik nalliuttorsiutaasarluni. 15

Byens kirke blev indviet i 1929, og fungerer stadig som byens samlingspunkt. Ved højtider, bryllupper og konfirmationer er den lille kirke tæt pakket. Der findes perioder, hvor det ikke er muligt at besætte stillingen med en uddannet præst i byen, da varetages den ugentlige gudstjeneste af kateketen, mens en præst fra Vestgrønland eller Danmark må tilkaldes for at udføre eksempelvis konfirmationer. The town church was inaugurated in 1929 and still serves as a central rendezvous for the inhabitants. At holidays, weddings, and confirmations the little church is packed with people. There are times when it is not possible to fill the position with a trained minister; then the Sunday service is handled by the catechist, while a minister from western Greenland or Denmark is summoned to take care of e.g. confirmations. Illoqarfiup oqaluffia 1929-mi atoqqarfissiorneqarpoq, sulilu illoqarfimmi katersuuffiulluni. Nalliuttuni, katittoqartillugu apersortittoqartillugulu oqaluffiaraq ulikkaavittarpoq. Piffissap ilaani palasitut atorfiusoq ilinniarsimasumik inuttalersinnaaneq ajorpoq, taamaalinerani naalagiartitsinerit ajoqimit isumagineqartarput, apersortittoqartillugu palasimik kitaaninngaanneersumik Danmarkimeersumilluuniit tikisitsisoqartarpoq.

Én gang om året, omkring påske, besøges Scoresbysund af skakspillere fra Island. Under deres ophold arrangeres turneringer med både voksne og børn. Især turneringen på skolen, hvor de islandske stormestre spiller mod 12 børn ad gangen, er et stort tilløbsstykke.

Once a year, around Easter, chess players from Iceland congregate in Scoresbysund. During their stay tournaments for both children and adults are organized. The tournament at the school in particular, where the Icelandic grand masters play against 12 children at a time, is hugely popular.

Ukiumut ataasiarluni, poorskip nalaani, Ittoqqortoormiit Islandimiunit skakkertartunit tikeraarneqartarpoq. Tikeraarnerisa nalaanni unamminernik inersimasunut meeqqanullu aaqqissuussisoqartarpoq. Sualummik atuarfimmi unammiarneq immikkut alapernaanneqartarpoq, tassani Islandimiut skakkillammaat meeqqat 12-kaarlugit unammisaramikkit.

Omgivelserne The Surroundings | Avatangiisit

Omgivelserne – en tilværelse ved iskanten

Der er én særlig faktor, der betinger eksistensen af både mennesker og dyr i området: Åbent vand. I mundingen af Scoresby Sund forekommer et såkaldt polynya – det vil sige åbent vand i et område, hvor man ellers ville forvente isdækket farvand. En kombination af strøm- og vindforhold holder området isfrit året rundt. Det betyder, at der halvdelen af årets måneder forekommer en veldefineret iskant ved mundingen af fjorden. Sammenlignet med åbent vand er der ved iskanten en større forekomst af nærringsstoffer, der tillader en sand eksplosion af liv, når lysintensiteten stiger om foråret. Disse forhold betyder en særlig rig biologisk produktion for havets fødekæde. Forårets opblomstring af mikroskopisk planteplankton udnyttes hurtigt af smådyr så som vandlopper, der fungerer som føde for fisk og fugle, som igen ender som føde for de øverste led i kæden, eksempelvis sæler og isbjørne. Systemet med forekomsten af en iskant og det nærliggende havområde er ekstremt dynamisk og konstant i bevægelse. Iskanten går på tværs af fjorden, fra sydkysten af Liverpool Land til Volquart Boon Kyst, men selve placeringen kan variere meget fra år til år, og også gennem sæsonen. Den livgivende iskant kan forekomme helt ude ved mundingen af fjorden eller langt inde i fjorden ud for Jameson Land. Ligeledes er det tilstødende vand konstant i forandring, og ændringer i temperatur og vind gør, at vandet fryser til, tør igen eller isen brækker af. Selv om temperaturerne i Scoresbysund-området falder betydeligt med efterårets komme, så er det typisk først omkring årsskiftet, at solid havis begynder at optræde. Inden da følger en periode med ny-is, hvor sejlads kun er mulig i visse perioder, og isen endnu ikke er sikker nok til hundeslædekørsel. Den unikke betydning af åbent vand og iskanten afspejles i forekomsten af havpattedyr og fugle. Et særligt iøjnefaldende eksempel på dette er udbredelsen af havfuglene polarlomvie og søkonge. Langs hele Østgrønlands kyst er de to arter fraværende, men netop i Scoresbysund-området findes store kolonier af fuglene. Særligt søkongen har en evne til at præge landskabet omkring Scoresbysund. Den gødende effekt fra fuglenes ekskrementer betyder, at vegetationen i nærheden af søkonge-kolonier trives ekstra godt, og således fremstår ultra-grønne i et miljø, hvor grå og brune farver ellers er dominerende.

Ved Scoresbysund findes to forladte bygder – Kap Tobin (Uunarteq) og Kap Hope (Ittaaimmiit). Kap Tobin er oprindelig en telegraf- og vejrstation anlagt i 1947, og nedlagt igen i 1980. Stationen beskæftigede i alt 20 personer, og med deres familier boede der i alt 120. På et tidspunkt blev der endda drevet en lille skole. Kap Tobin er beliggende i en afstand af kun 7 km fra byen og med overblik over fjordmundingen. Bygden har fungeret som fangststed siden 1926, hvor flere fangerfamilier har boet her permanent. I 2004 flyttede den sidste familie imidlertid fra Kap Tobin til Scoresbysund. Bygdens generatorstation blev lukket, og i dag ejes husene af folk i byen, der benytter bygden som ”sommerhusområde” – kombineret med enkelte fangere, der bebor husene i vintermånederne. Kap Hope var tidligere et driftigt sted, der blev oprettet som bosted ved koloniseringen af Scoresbysund. I midten af 1960’erne boede der op til 125 mennesker i bygden, og en lille kirke er også opført. Siden da er det imidlertid gået langsomt tilbage for bygden, og de sidste familier fraflyttede omkring 2007. Ved Kap Tobin findes udspringet fra Grønlands varmeste kilde. I modsætning til varme kilder i Island, skyldes de grønlandske varme kilder ikke vulkansk aktivitet, men derimod varme opstået i forbindelse med at dybtliggende lag i jordskorpen gnider mod hinanden. Mindre end 200 meter fra kildens udspring findes der gamle palæo-eskimoiske teltringe og kødgrave. Det er imidlertid ikke kun ved Kap Tobin, at der findes varme kilder i Scoresbysund-området. Også ved Kap Hope (Ittaaimmiit) findes der et par mindre kilder. De snefri områder omkring kilderne tiltrækker dyr i vinterperioden, og ofte vil der være ryper og harer at finde i nærheden af kilderne. I Scoresbysund-områdets opland findes desuden en række fangsthytter placeret i terrænet. Hytterne ejes og vedligeholdes af kommunen og varierer fra små faldefærdige skure til egentlige hytter. Hytterne er offentligt tilgængelige og benyttes primært i forbindelsen med fangstture. Gennem de seneste år har hytterne også fået en anden funktion som overnatningssteder for turister på hundeslædetur.

The surroundings – life at the ice edge

There is one factor that more than anything else determines life in Scoresbysund and influences the very existence of humans and animals in the area: open water. At the mouth of the fiord itself, Scoresby Sund, a so-called polynya occurs – that is, open water where you would normally expect a cover of ice. A combination of drift currents and winds keeps the area free of ice all year round. That means that a well-defined ice-edge is in evidence at the mouth of the fiord for approximately six months per year. Compared with open waters, a higher concentration of nutrients is found at the ice-edge, which permits a veritable explosion of life when the light intensity increases in the spring. These conditions imply a particularly rich biological production for the ocean’s food chain. The growth of microscopic vegetable plankton in the spring is exploited by small animals such as copepods, which in turn serve as nourishment for fish and birds that ultimately end up as fodder for seals and polar bears, for instance. The structure with an ice edge next to open ocean waters is extremely dynamic and constantly in motion. The ice edge runs transversely to the fiord, from the south coast of Liverpool Land to Volquart Boon Kyst, but the actual, precise situation may change from one year to the next, and even in the course of a season. The life-giving ice edge may be found at the very mouth of the fiord or much further in, off Jameson Land. The adjacent waters are likewise in a state of ceaseless change, and variations in temperature and wind make the water freeze, thaw, or break off.

birds’ excrement means that vegetation is especially lush and abundant in the vicinity of auk colonies, so that patches of bright green appear in the otherwise grey and brown landscape. To abandoned villages lie by Scoresbysund – Kap Tobin and Kap Hope. Kap Tobin was originally a telegraph and weather station established in 1947 and dismantled again in 1980. 20 people were employed at the station, and counting their families, a total of 120 people lived there. At one point there was even a little school. Kap Tobin is located just seven kilometres from town with a view of the mouth of the fiord. The village has served as hunting grounds since 1926, when several families of hunters lived there on a permanent basis. But in 2004 the last family left Kap Tobin for Scoresbysund. The village’s generator station was shut down, and today most of the houses in the village are owned by people in town, who use the village as a kind of ‘summer residence’; a few remain in the possession of hunters, who live in the houses during the winter months. In earlier times Kap Hope was a flourishing place, established as residence in connection with the colonization of Scoresbysund. In the mid-1960s 125 people lived in the village, which also had a small church. However, the last families left this village around 2007.

Even though temperatures in the Scoresbysund area fall significantly at the advent of autumn, it is typically not until around New Year’s that solid sea ice occurs. Before that there is a period with new ice, when sailing is only feasible at certain times and the ice is still not strong enough for dog sledging.

At Kap Tobin the source of Greenland’s warmest spring is found. Unlike hot springs in Iceland, the Greenland springs are not the result of volcanic activity; the heat is generated when lower layers of the earth’s crust rub against each other. Less than 200 metres from the source of the spring, old palaeo-Eskimo tent circles and meat caches have been found. Hot springs are also found elsewhere in the Scoresbysund area. A couple of lesser springs are situated near Kap Hope. The snowless areas around the springs attract animals throughout the winter, and ptarmigan and Polar hare can often be seen there.

The unique significance of the presence of open waters and ice edge is reflected in the incidence of sea mammals and birds. A particularly noticeable example is the occurrence of the sea bird species thick-billed murre and little auk. These two species are utterly absent all along the east coast of Greenland, but in the Scoresbysund area large colonies are found. The little auk in particular has a unique ability to make its presence felt in the surrounding landscape. The fertilizing effect from the

In the hinterlands of Scoresbysund a number of hunters’ cabins are scattered. The cabins are owned and maintained by the local authorities; some are mere ramshackle sheds, while others are cottages quite appropriate for human habitation. The cabins are open to the public and are primarily used in connection with hunting expeditions. I recent years the cabins have also functioned as overnight accommodation for tourists on dog sled excursions.

Avatangiisit â&#x20AC;&#x201C; sikup sinaani inuuneq

Ittoqqortoormiit napaneranut pissutaasoq ataaseq immikkut pingaarutilittut oqaatigisarialik, inuit uumasullu iluanaarutigisaat tassaavoq: Imaq sikoqannginnersaqarmat. Kangertitivap paavani polynyamik taaneqartartumik imaq sikoqannginnersaqarpoq, nalinginnaasumik sikusarfiusussaagaluami. Sarfap anorillu pissusaasa ukioq kaajallallugu sikoqannginnersaqartippaa. Imatut paasisariaqarpoq, ukiup qaammataasa affaanni immap sikua aalajangersimasumik malunnarluartumillu kangerluup paavani sineqartarpoq. Sikujuitsumut naleqqiullugu maani sikup sinaani immami annertujaartumik inuussutissaqarpoq, inuunermik tupinnarluinnartumik pilersitsisartumik, ingammik upernaakkut qaamarnup sakkortusiartornerani. Immami tassani nerisareqatigiinni atugassarititaasut pissutaallutik iluanaarnarluinnartumik uumassusilinnik pinngorartoqarpoq. Upernalernera ilutigalugu naasut immap ikerinnaaniittut inerillualersarput uumasuaqqanillu, soorlu kingunnit, aalisakkanut timmissanullu nerisassaalluartunit, nerisareqatigiillu ingerlaqqinneranni puisinit nannunillu, iluaqutigineqalersarlutik. Sikup sinaata maani takkuttarnerata immallu tassunga avatangiisup ataqatigiinnerisa aaqqissugaanerat assigiinngissusersuarnik takutitsiuartuuvoq, allanngorartuartuullunilu. Sikup sinaata kangerluk sanimut itivisimasarpaa, Liverpool Landip sineriaata kujataaniit Volquart Boonip sineriaa tikillugu, tamannali ukiumiit ukiumut allanngorartuartuuvoq ukiullu ingerlanerinnaanittaaq allangorsinnaasarluni. Sikup sinaa inuussutissaqartitsilluartartoq Jameson Landip avatinnguaniittumi kangerluup paavani avasissumi issinnaasarpoq ilaatigullumi kangerluup ilorpasissuaniittarluni. Assinganittaaq imaq allanngorartuartarpoq, kissassusaata anorillu allanngorarneri pissutaallutik sikusarluni, sikueqqittarluni sikullu sinaanik aserorterisuusarluni. Ittoqqortoormiit eqqaanni kiassiut, ukiariartulernerata ilutigisaanik, appariangaatsiartaraluartoq, ukiut nikilerfiini atsaat immap sikua aalajaatsoq takkukkajuttarpoq. Tamatuma siornani sikuarsimasarpoq, angallammik angalaniarneq piffissap ilaannaa ajornartarani, sikukkullu qimussernissaq isumannaatsuusarani. Immap sikoqannginnersaata sikullu sinaata pingaarutai immikkuullarissut immami miluumasunik timmissanillu peqarluarneragut takuneqarsinnaapput. Tassani assersuutitut ersarilluinnartutut taaneqarsinnaavoq appat appaliarsuillu tamaani takussaalluarnerat. Kalaallit Nunaata Kangiata sineriaa atuaraanni appaqaranilu appaliarsoqanngilaq, Ittoqqortoormiilli eqqaaniipput timmissat inaat annikigisassanngitsut. Ingasammik appaliarsuk Ittoqqortoormiit eqqaani nunap isikkuanut annertuumik sunniuteqarpoq. Timmissat anaasa nunamut naggoris-

saanerisa appaliarsuit inaat eqqarisaallu tamakkerlugit qorsooqqisisippaat naak sumiiffinni qalipaatit qasersut kajortullu annertunerusumik ersittussaagaluartut. Ittoqqortoormiini nunaqarfiit qimatat marluupput - Uunarteq (Kap Tobin) aammalu Ittaaimmiit (Kap Hope). Uunarteq qanga nalunaarasuartaatikkut atassuteqarfiullunilu silasiorfiusimasoq 1947-mi tunngavilerneqarsimavoq, 1980-milu matuneqarsimalluni. Uunarteq inunnut 20-nut suliffeqartitsisimavoq, taakkulu ilaqutaat ilanngullugit inui 120-iusimallutik. Piffissap ingerlanerani allaat atuarfeeraqarsimavoq. Ittaaimmiit illoqarfimmiit 7 km-iinnarnik ungasitsigisumi inissisimavoq kangerluullu paava tamaat isikkivigalugu. Ukioq 1926-miit piniarfeqarfittut atuussimavoq ilaqutariinnillu arlalinnik najugarineqarsimalluni. Ukiumili 2004-mi ilaqutariit kingulliit Ittaaimmiit Ittoqqortoormiinut nuupput. Nunaqarfiup innaallagissiorfia matuneqarpoq, nunaqarfiup illui illoqarfiup innuttaanit pigineqarput, taakkulu nunaqarfik aasaanerani feriartarfittut atortarpaat - piniartunittaaq ataasiakkaanit ukiiffiusarpoq. Ittaaimmiit siornatigut, Ittoqqortoormiit nunasiarineqarata nalaani najukkatut pilersinneqarami ingerlalluarsimagaluaqaaq. 1960-kkut qiteqqunnerisa nalaanni 125-t tungaannut inoqarsimavoq, allaallumi oqaluffeeraqarluni. Taamanikkulli arriitsumik kinguariartuinnarsimavoq, ilaqutariillu kingulliit nunaqarfitsik 2007 missaani qimassimavaat. Kalaallit Nunaata puilasuisa uunarnersaat Uunartip eqqaniippoq. Puilasut uunartut Islandimiittut assigalugit, Kalaallit Nunaata uunartuisa kissarneri innermik anitsisartunik aallaaveqanngillat, pinngorfialli nunap iluani itisuumik inissisimasumi nunaminertat ikiariit imminnut attuussarneratigut allamik aallaaveqarluni. Uunartip puilaffianiit 200 m-it inorlugit ungasitsigisumiipput eskimot tupeqarfiat neqaasivitoqaallu ujaraannarnik sakkoqarallarnerup nalaanneersut inissisimapput. Uunartilli eqqaa Ittoqqortoormiini kisimi uunartoqanngilaq. Ittaaimmiittaaq puilasuaqqanik peqarpoq. Uunartuaqqat aputeqannginnersamik pilersitsisarmata ukiuunerani uumasunik qaninngoorneqakkajuttarput, aqissinik ukallinillu takusassaqartitsigajullutik. Ittoqqortoormiit eqqaanni piniartut illuaraat arlallit nunami inissisimapput. Illuaqqat kommunemit pigineqarlutillu aserfallatsaaliorneqarput. Qanoq inneri assigiinngisitaarput, ilaat quinut isalersunut eqqaanarnerullutik ilaallu illuaraviullutik. Illuaqqat tamanut ammatinneqarput annerusumillu piniariartunit atorneqartarlutik. Ukiuni kingullerni allamittaaq siunertaqalersimapput, tassalu takornarianut qimussinik angalaartunut unnuiffittut.

Kap Hope (Ittaaimmiit) var tidligere en driftig bygd, der i 1960’erne husede op til 125 indbyggere. I dag er bygden nedlagt og affolket. Enkelte af husene bruges som fangsthuse, mens resten får lov til at forfalde. I midten af bygden findes ”Eleonoras hus” (ovenfor) husets remedier fra bygdens storhedstid er udstillet på lokalmuseet i Scoresbysund. Kap Hope (Ittaaimmiit) used to be a thriving village, and up to 125 people lived here in the 1960s. Today the village is shut down and abandoned. A few of the houses are still used as hunters’ cabins, while the rest are falling into disrepair. At the centre of the village is “Eleonoras hus” (above), and paraphernalia from the village’s golden age are exhibited in the local museum in Scoresbysund. Nunaqarfik qanga ingerlalluarsimasoq, 1960-ikkunni 125-t tungaanut innuttaqarsimavoq. Nunaqarfik ullumikkut matusaanikuuvoq inuerunnikuullunilu. Illut ataasiakkaat piniariartarfittut atorneqarput, sinnerilu aserfallattussatut imminiiginnarneqarsimallutik - Nunaqarfiup qeqqaniippoq ”Eleonarap illua” (qulaani) illup pisatakui Ittoqqortoormiit katersugaasiviani takuneqarsinnaapput.

Der er stor risiko for at blive bidt, hvis man prøver at skille hunde, der slås. Scoresby ”Inuuta” Hammeken bruger en stav til at prøve at få orden på hundene under et ophold i Kap Hope. You run the greatest risk of getting bit by a dog when you try to break up a dog fight. Scoresby “Inuuta” Hammeken uses a pole in an attempt to restore order among the dogs during a sojourn in Kap Hope. Qimminit kiitinnissaq qaninnerpaaffimminiittarpoq, qimmit parruttut avissartinniarnerini. Scoresby ”Inuuta” Hammeken, Inuutami uninnganerminni, qisummik sakkulerluni qimminik naalatsitsiniaasoq.

Ved Kap Tobin (Uunarteq) findes Grønlands varmeste kilde med en konstant temperatur gennem året på 61,5°. Kilden er lettest at opdage om vinteren, hvor luften er tæt af damp, når det varme vand møder den kolde luft. Efter sigende skulle kilden have en gavnende effekt på eksem, og kan sågar bruges til at varme dåsemad op, så den er klar til servering. Kilden danner grundlaget for helt specielle formationer af levende organismer, de såkaldte cyanobakterier, der sidder på stenene i kilden i 3-5 cm tykke, fedtede ”måtter”. Bakterierne kan ligesom planter udnytte solens stråler og udføre fotosyntese. At Kap Tobin Greenland’s hottest spring is located. It holds a constant temperature of 61.5 degrees Celsius. The spring is most easily spotted in the winter, when the air is densely misted as a result of the hot water meeting with the frigid air. Rumour has it that the spring has a beneficial effect on skin rashes, and it can even be used to heat up tinned food. The spring forms the basis of the unique formations of living organisms known as cyanobacteria, which cling to the rock in 3-5 centimetres thick “carpets”. Like plants, the bacteria are able to exploit the sun’s rays and make photosynthesis. Uunartimi Kalaallit Nunaanni puilasut uunarnersaat nassaassaavoq, ukioq kaajallallugu 61,5°-nik kissassuseqartuartoq. Puilasoq ukiukkut takujuminarneruvoq, silaannaq isugutsersimasarmat puilasup imiata kissartup silaannaq nillertoq naapikkaangagu. Oqaatigineqartarpoq puilasoq eksemimut iluaqutaasoq, allaallumi nerisassanik qillertuusamiittunik nereriaannanngorlugit kissaaviusinnaalluni. Puilasoq uumassusilinnut bakteriaasunut cyanobakteerissanut tunngaviliisuuvoq. Puilasup ujaraani allungiartorfittullusooq isikkoqarlutik 3-5 cm-itut issussusillit orsorasaartut nassaassaapput. Bakteerissat, soorlu naasuttaaq taamaattartut, seqernup qinnguai iluaqutigisinnaavaat fotosyntesemik pilersitsillutik.

Det kræver en erfaren snescooterkører som Magnus Anike (ovenfor) at klare nedkørslen fra gletsjeren Hvidefjeld (Apuseq) i 700 meters højde (venstre). It requires an experienced snowmobile driver such as Magnus Anike (above) to make the descent from the 700 metres high glacier Hvidefjeld (Apuseq) (left). Apuseq, 700 m-isut portutigisoq (saamerleq), aterniaraanni qamuteralammik Magnus Aniketut sungiussitigisimasariaqarpoq.

Den sande mester i overlevelse i arktiske områder, polarræven, er almindeligt forekommende i hele Scoresbysund-området, især i nærheden af fuglekolonier, som her ved Kap Höegh. The true master of arctic survival, the arctic fox, is common throughout the Scoresbysund area, especially near bird colonies, like here at Kap Höegh. Nunani isittuni inuuniallaqqinnerpaattut inissisimasoq, terianniaq, Ittoqqortoormiit eqqaani tamani takuneqarsinnaaoq, minnerunngitsumik timmissat inaasa eqqaani, soorlu maani Ukaleqartimi.

Fangsten Hunting | Piniarneq

Fangsten - på kanten af eksistens

Scoresbysunds placering ved mundingen af verdens største fjordsystem, og med iskanten som en biologisk katalysator, giver en rig forekomst af havpattedyr. Dyr som isbjørn og hvalros, der foretager vandringer i nord-syd-gående retninger langs Østgrønlands kyst, passerer mundingen af Scoresby Sund. Samtidigt fungerer mundingen som en flaskehals for de dyrearter, der vandrer mellem Grønlandshavet/Danmarksstrædet og det gigantiske, bagvedliggende fjordsystem. Da Scoresbysund blev etableret i midten af 1920’erne, blev tilflytterne mødt af et sandt eldorado af fangstdyr – en skarp kontrast til forholdene i Tasiilaq-området, som de var flyttet fra. Fangst-statistikken fra denne periode vidner om en overflod af dyr som fugle, sæler og isbjørn. Lige bag ved byens nuværende placering findes Hvalrosbugten, som dengang fungerede som landgangsplads for hvalrosser. De tonstunge dyr benyttede i sommerperioden stranden som hvilested mellem deres ture til havs efter føde. På land udviser hvalrosserne ingen frygt for mennesker, og fangerne havde uhindret adgang til store mængder kød. Dette lettilgængelige spisekammer blev dog hurtigt tømt! Allerede efter to år var alle hvalrosserne høstet og er ikke sidenhen blevet erstattet af nye individer. I dag er fangst fortsat vigtig for Scoresbysund. Selve fundamentet i fangererhvervet består af sæler, primært ringsæler, der kan fanges året rundt ved en relativ lille indsats, og fungerer som mad for både mennesker og hunde. Anderledes forholder det sig for de større arter som isbjørn, narhval og hvalros. Her kræver det en stor investering i tid at finde dyrene, men til gengæld er udbyttet større. Alle tre arter betyder store mængder kød, og bjørnens skind, hvalrossens kranie og narhvalens tand udgør en vigtig indtægtskilde. I modsætning til byer i Vestgrønland fanges de store bardehvaler sjældent, men det sker at en vågehval landes i byen. Fugle, primært lomvie, ederfugl, gæs og i mindre grad søkonge jages også, men disse er udelukkende til den private husholdning. Fangst på land forekommer næsten ikke ved Scoresbysund, dog er en kvoteret moskusjagt vigtig og tilgængelig for både erhvervs- og fritidsfangere.

Kommercielt fiskeri forekommer ikke i området, men her fiskes ørred samt lidt polartorsk og ulk til husholdningen. Prøvefiskeri i området efter hellefisk har vist, at arten er til stede, men efterfølgende forsøg på at få et kommercielt fiskeri op at stå er ikke lykkedes. Det betyder, at hvor fiskeri i Vestgrønland har optrådt som et alternativ til traditionel fangst, er denne mulighed ikke til stede i Scoresbysund-området. Produkter fra fangstdyrene kan groft deles op i to kategorier: Produkter der bidrager til mikro-økonomien i byen, dvs. til husholdningen, til hundefoder eller som kan sælges eller byttes internt, og så produkter der kan indhandles, dvs. opkøbes lokalt og derefter sælges videre til omverdenen. Sidstnævnte betyder en reel indkomst i fangerøkonomien og er af uvurderlig betydning for et lille samfund som Scoresbysund, hvor alternative indtjeningsmuligheder er begrænsede. Netop muligheden for at videresælge produkterne er blevet indskrænket indenfor det seneste årti. Verdensmarkedets efterspørgsel på sælskind har i mange år været nedadgående og har betydet, at indhandlingsprisen er blevet mere end halveret. I samme periode er der fra Selvstyrets side indført forbud mod udførsel af isbjørn og narhval, dvs. at besøgende turister ikke længere lovligt kan medtage produkter fra disse arter. Fangernes mulighed for en indtægt fra deres erhverv er blevet væsentligt forringet, og kun sælskind indhandles i dag i byen. Antallet af erhvervsfangere er for nedadgående i Scoresbysund, og praktisk taget ingen af fangerne ernærer sig i dag udelukkende ved fangst. Selv om turisme i Scoresbysund fortsat kun forekommer i mindre skala, er indtægter fra hundeslædekørsel med turister en vigtig biindtægt for fangerne. Turisme forekommer fra marts til juni måned, og består enten af slædeture af varierende varighed, eller af krydstogtsturisme, hvor større skibe anløber byen i sensommeren. Endelig besøger et lille antal trofæjægere hvert år Scoresbysund for at nedlægge sæler eller moskusokser. Forskere, eksempelvis biologer og geologer, udfører hvert år feltundersøgelser i området. Disse er afhængige af logistisk support, hvorfor fangeres joller og hundeslæder inddrages, og giver mulighed for vigtig ekstra indtjening.

Hunting - on the edge of existence

Scoresbysund’s location at the mouth of the world’s largest fiord system and the presence of the ice edge, which functions as biological catalyst, result in a rich variety of marine mammals. Animals such as polar bear and walrus, which migrate northwards and southwards along Greenland’s east coast, pass the mouth of the strait. At the same time, the mouth of Scoresby Sund serves as a kind of bottleneck for the species that migrate between the Greenland Sea/The Denmark Strait and the immense fiord system behind. When Scoresbysund was established in the mid-1920s, the newcomers were greeted by a veritable Eldorado of animals, a sharp contrast to the conditions in the Tasiilaq area, from which they had moved. The statistics from the period testify to a true abundance of game such as birds, seals, and polar bears. Right behind the town’s present location is Hvalrosbugten (“The Walrus Bay”), which previously served as landing place for walrus. These enormous creatures used the beach as resting place in between their foraging trips out to sea. On land the walrus show absolutely no fear of humans, and thus the hunters had unencumbered access to vast amounts of meat. However, this easily accessible larder was rapidly emptied. In just two years all the walrus were slain, and since then no new population has appeared. Today hunting is still important to Scoresbysund. The very foundation of the hunting business is sealing, primarily for ringed seal, which can be caught all the year round relatively effortlessly. The larger species, such as polar bear, narwhal, and walrus, are a different matter. It is much more time-consuming to locate the animals, but then the gain is superior. All three species yield significant amounts of meat, and the bears’ skin, the walrus’ skull, and the narwhals’ tooth comprise an important source of income. Here the large baleen whales are rarely hunted, unlike on the west coast of Greenland, but an occasional minke whale is landed here. Birds, primarily murre, common eider, goose, and little auk, are hunted, but only for private consumption. Hunting on land is quite seldom in the Scoresbysund area, but a fixed-quota musk ox hunt plays an important role for both professional and weekend hunters. No commercial fishing takes place in the Scoresbysund area, but some

trout, arctic cod, and sculpin are caught for the individual households. Test fishing for Greenland halibut has proven that the species is present in the area, but attempts at initiating commercial fisheries have failed. This means that while fishing has served as an alternative to hunting in western Greenland, this has never been a viable option in the Scoresbysund area. Produce from the animals can be roughly divided into two categories: produce that contributes to the micro-economy in town, that is, produce which is used in the households, for dog food, sold or traded locally on the one hand, and produce that is purchased domestically and sold on to the outside world on the other hand. The latter represents a genuine source of income for the hunters’ economy and is of inestimable value to a small community such as Scoresbysund, where other options for earning money are severely limited. The possibilities for reselling produce have been restricted in the last decade. The world market’s demand for seal skin has been declining for many years, and this has caused the prices to decrease by more than half. Simultaneously the Greenland authorities have imposed a ban on export of polar bear and narwhal, and this means that visiting tourists are no longer allowed to bring produce or souvenirs from these species home. The hunters’ possibilities for making a living from their chosen trade have thus been significantly reduced, and today only seal skin is traded in town. The number of professional hunters is declining in Scoresbysund, and practically none of the hunters subsist entirely on hunting today. Even though tourism is still a relatively minor phenomenon in Scoresbysund, earnings from dog sled excursions with tourists comprise an important extra profit for the hunters. Tourists come to Scoresbysund from May to June and engage in either dog sled expeditions of varying duration or cruises with large ships, which call at the town in late summer. In addition, a small number of trophy hunters visit Scoresbysund every year to bring down seals or musk oxen; other visitors include scientists such as biologists and geologists, who each year carry out field work in the area. These people depend on logistic support, which means that hunters’ dinghies and dog sleds become involved, which provides yet another possibility for a bit of extra income.

Piniarneq - pinuunerup killingani

Ittoqqortoormiit nunarsuarmi kangerluit anginersaasa paavani inissisimanera, sikullu sinaata tassaniinnera, pinngortitami uumasunik imarmiunik pissaqartitsilluartuuvoq. Uumasut soorlu nannut aarrillu, Kalaallit Nunaata Kangiata sineriaatigut avannamut kujammullu ingerlaartartut, ingerlaarnerminni Ittoqqortoormiit kangerluata paava saneqquttuartarpaat. Ittoqqortoormiit kangerluata paava aammattaaq puiaasap torluatut ililluni uumassusilinnut, GrĂ¸nlandshavetip DanmarksstrĂŚdellu akornanni kangerloqarferujussuarnilu tunuatungaanniittuni ingerlaartartunut, sunniuteqartarpoq. Ittoqqortoormiit 1920-kkut qiteqqunnerisa nalaanni tunngavilerneqaruttormat, nunasisut siulliit tupinnaannartumik piniagassanik naammattuuipput, tamannalu nunamut qimatamut Tasiilap eqqaaniittumut akerlerluinnartut taaneqarsinnaavoq. Kisitsisit nalunaarsukkat takutippaat piffissami pineqartumi uumasunik, soorlu timmissanik, puisinik nannunillu piisaartoqarsimasoq. Illoqarfiup ullumikkut inissisimaffiata tunuata tunginnguaniippoq Hvalrosbugten, taamanikkut aarrinut uninngaarfiusarsimasoq. Uumasut taakku tonsilinnik oqimaassusillit aasaanerani sissaq qaqiffittut atortarsimavaat, annerusumik avataasiorlutik nerisassarsiornermi akornini qasuersaarfittut atortarlugu. Aaveq nunamiitsilluni inunnik ersigisaqartuunngilaq, taamaammallu piniartunut ajornanngitsunnguamik neqerpassuarnik pissarsiffiusarsimavoq. Pequusivinnguaq taanna imaalitsiaannaq ornitassaammat erniinnaq imaarneqarpoq! Ukiut marluk ingerlanerini aarrit tamakkivillutik piniarneqarlutik nungupput, kingornalu uumassusilinnik nutaanik taarserneqaratik. Piniarneq ullumikkut suli Ittoqqortoormiinut pingaarutilissuuvoq. Puisit, pingaarnerusumik natsiit, ukioq kaajallallugu ilungersuuterujussuarnagu pisarineqarsinnasut, inunnut qimminullu inuussutissaalluartut tassaapput piniarnermik inuussuteqarnermut tunngaviliisuusut. Uumasut anginerumaartut, soorlu nannut, qilalukkat aarrillu eqqarsaatigigaanni allaanerussuteqarpoq. Uumasut taakku pineqartut piniartillugit piffisangaatsiaq atortariaqarpoq, malitsigisaanilli pissarsiaq annerusarluni. Uumasut taakku pingasut neqimik annertuumik pissarsiviusarput, taamatullu nannut amii, aarrit niaqui qilalukkallu tuugaavi aningaasatigut isertitsissutaasarlutik pingaarutillit. Kalaallit Nunaata Kitaanut naleqqiullugu soqqalinnik qaqutiguinnaq pisartoqartarpoq, ilaannikkooriarlunili tikaagullinnik tulaassisoqartarpoq. Timmissat, pingaartumik appat, mitit, nerlerit annikinnerusumillu appaliarsuit aamma piniarneqartarput, tamakkuli piniartukkormiut namminneq nerisarisarpaat. Ittoqqortoormiini nunakkut piniartoqanngingajattarpoq, taamaattorli umimmannik killilersukkamik piniarsinnaatitaaneq, inuussutissarsiutigalugu sunngiffimmilu piniartunut, pingaaruteqarlunilu ammatinneqartarluni. Ittoqqortoormiit eqqaanni inuussutissarsiutigalugu aalisartoqartanngilaq, eqaluil-

li, eqalukkat annikitsut kanassullu nammineq nerisassatut aalisarneqartarlutik. Misileraatigalugu qaleralinniarnerup takutissimavaa sumiiffik qaleraleqartoq, taassumali kingorna inuussutissarsiutigalugu qaleralinniarneq aallartisarniarneqarsimagaluartoq iluatsinngitsoorsimavoq. Tamanna ima paasisariaqarpoq: Kalaallit Nunaata Kitaani aalisarnerup piniarnermut tapertaalluarsimanera, Ittoqqortoormiit eqqaanni periarfissaanngilaq. Piniarnikkut pissarsiaasartut qarsupikkaluartumik marlunngorlugit immikkoortiterneqarsinnaapput: Pissarsiat illoqarfiup aningaasaqarniarneranut sunniuteqarnerusut, soorlu inoqutigiit namminerminni pissarsiaminnik atuineratigut, qimmit nerukkaatissaattut imaluunniit inuit akunnerminni paarlaassuinerisigut tuniniaanerisigullu nioqqutaat, kiisalu pisat tunitsivimmut tunisat, nunarsuup sinneranut nioqqutissatut tuniniagassat. Kingullertut taakkartorneqartut piniartuunerup aningaasaqarniarneranut isertitavittut isigineqarsinnaapput, inuiaqatigiiaqqanullu Ittoqqortoormiitut ittunut nalingat sanillersuunneqarsinnaanatik, iluanaarutaasumik isertitassatigut periarfissat allat annikeqimmata. Tunisassianik nioqquteqarsinnaaneq ukiuni qulikkaani kingullerni annikillisimavoq. Nunani tamani niuffannermi puisit amiisa piumaneqarnerat ammuinnaq ingerlasimavoq, tunisisarnermilu akiusut qiternganiilluunniit minnerulersimallutik. Piffissamittaaq pineqartumi nannut qilalukkallu pisataannik nunamiit annissuisinnaanermik inerteqqutit Namminersornerusunit atuutilersinneqarsimapput, taamalilluni uumasunit taakkunannga tunisassiat takornarianit tikeraartunit avammut aallarnermi nassarneqarsinnaajunnarsimallutik. Piniartut inuussutissarsiornerminni isertitassatut periarfissaat annertuumik ajorseriarsimapput, puisillu amii kisiisa illoqarfiup tunitsivianit pisiarineqartarlutik. Inuussutissarsiutigalugu piniartuusut Ittoqqortoormiini ikiliartuinnarput, piniartullu tamangajammik piniarnerinnarmit aallaaveqartumik inuussuteqaratik. Ittoqqortoormiini takornariaqarneq annikitsuinnarmik takussaagaluartoq, takornarianik qimussertitsisarneq piniartunut saniatigooralugu aningaasarsiorfittut pingaaruteqarpoq. Takornariaqarneq marsimiit juunip tungaanut ingerlanneqartarpoq, tassaniikkajuttarpullu nikerartumik takissusilinnik qimussertitsinerit, imaluunniit takornarissat, aasap naajartornerani Ittoqqortoormiinut tulallutik, umiarsuarnik takornariartaatinik angalaartut. Kiisalu Ittoqqortoormiinut tikerartarput pisaqarluarnermut uppernarsaatissaqarniaannarlutik piniartut ikittunnguit puisinniarlutilluunniit umimmanniartut. Aammattaaq tikittarput ilisimatuut, soorlu biologit ujarassiuullu, ukiut tamaasa sumiiffinni aalajangersimasuni misissuisartut. Pineqartut angallassinerup tungaatigut ikorfartorneqarnissaminnik pisariaqartitsisarput, tassanilu piniartut angallateeraat qimmussiilu atorneqartarput, taamaasilluni tapertaralugu aningaasatigut isertsitsinissamut periarfissiisarlutik. 51

På fangstture efter isbjørn tilbringes ofte lange perioder med at spejde over isen for at opdage bjørnen i det hvide miljø. På den flade havis giver selv isskruninger af få meters højde en fordel, når området skal overskues. On polar bear hunting expeditions long periods of time are often spent scanning the ice to catch sight of the bears in the white environment. On the level sea ice even ice packs offering just a couple of metres of elevation are an advantage when surveying the area. Nannunniartoqartillugu avatangiisini qaqortuinnaasuni piffissangaatsiaq atorlugu sikumi qamasoqartarpoq. Immap sikuani ingunerit miiterialunnilluunniit portussusillit iluaqusiisarput, eqqarisaq tamakkerlugu alaatsinaanniaraanni.

Primus-brænderen er en gammel opfindelse, der har vist sit værd i kolde områder gennem mere end 100 år. Den er uundværlig til både madlavning samt opvarmning af telt eller fangsthytte. Primus brænderen er en gammel opfindelse, der har bevist sin værdi i kolde områder gennem mere end 100 år. Den er uundværlig til både madlavning samt opvarmning af telt eller fangsthytte. Ikumasartoq primusi qangarnisaasoq issittuni naleqassutsini uppernarsillugu ukiut 100-t sinnerlugit atugaasimavoq. Ikumasartoq iganermut kiassaatitullu tupermi illuaqqamilu atorlugu naliitsuuvoq.

”Jeg så bjørnen fra mit vindue – kun 30 meter væk. Den var blevet tiltrukket af et sælkadaver, jeg havde liggende udenfor.

Lige så stille kunne jeg åbne vinduet, og stikke min riffel ud – og så var bjørnen død. Det var den eneste bjørn jeg skød det år!”

”I saw the bear from my window – only some 30 metres away. It had been attracted by a seal carcass I had left lying around outside. Very quietly I opened my window, stuck my rifle out – and then the bear was dead. That was the only bear I shot that year.”

”Nanoq igalaakkut itsuarlunga takuara – 30 m-iinnarnik ungasitsigisoq. Pusip toqungasup sinnikuinik silatitsiniittunik naammasimagunartoq. Nipaarsaavillunga igalaaq ammariarlugu qoorortoora anillatsikkakku – kinguninngua nanoq toquvoq. Ukioq taanna nannuttaara taannatuaavoq”

- Kristian Josefsen, Erhvervsfanger

- Kristian Josefsen, Professional hunter

- Kristian Josefsen, inuussutissarsiutigalugu piniartoq

Én sæl - fire rifler - ti skud. Men sælen slap med skrækken og svømmede videre. Ikke fordi fangerne er dårlige skytter, men under fangstrejser opbevares riflerne i slædeposen bag på slæden, hvor de får en hård behandling, og kikkertsigterne kan blive slået skæve. One seal – four rifles – ten shots. But this escaped unhurt and swam away. It is not because the hunters are bad marksmen, but during hunting expeditions the rifles are kept in bags in the back of the sled, where they are subjected to a rather rough treatment that may result in crooked sights. Puisi ataaseq – qoorortuut sisamat – seqqornerit qulit. Puisi tupatsitaaginnarluni eqqorneqarani nalulluni ingerlaqqippoq. Imaanngilaq piniartut igeriallaqqissuunngitsut, piniariartillutilli aallaat qimussip puuaniitittarpaat, qimussillu ingerlaartillugit aallaasip qinngutaa anaarlussaanneqarnerminit equngalersinnaasarluni.

Pisken er et uundværligt stykke værktøj ved hundeslædekørsel. Tidligere blev den altid lavet af strimler af hud fra remmesælen, men i dag benyttes typisk forskellige typer af kunstmaterialer. Selve konstruktionen er dog den samme: Et skæfte af træ efterfulgt af selve pisken. For at virke optimalt er det vigtigt, at pisken er tykkest ved roden og så bliver gradvist tyndere mod enden. Som med andet udstyr på længere fangstture er det essentielt, at fangeren selv er i stand til at udføre reparationer undervejs. The whip is an essential tool when riding dog sleds. Earlier it was always made from strips of skin from the bearded seal, but today a variety of artificial fabrics is used. The construction remains the same, however: a wooden handle with the whip itself attached. In order to function optimally, it is important that the whip is thickest at its base and then progressively thinner toward the end. As with any other piece of equipment used on longer hunting expeditions, it is vital that the hunter himself is capable of carrying out repairs along the way. Qimusserniartilluni iperaataq pinngitsoorneqarsinnaanngilaq. Qangaanerusoq ussuup amianik sananeqartuarsimagaluarpoq, ullumikkulli amiviunngitsumik sananeqartarluni - sannaali taannaajuarpoq: ipua qisummik sanaaq allunaamik malitsilik. Iperaataq pitsaanerpaamik sanaajussappat aallartiffimmini issunerpaajussaaq naajartornerminilu amiliartorluni. Piniariarluni angalanerni sivisunerusuni, piniartup nammineq assassorluni iluarsartuussisinnaanermut sapigaatsuunissaa pingaaruteqarluinnarpoq.

Bag om kameraet Behind the camera | Assiliiviup tunuani

Eskild Lund SĂ¸rensen

Lars Holst Hansen

Bag om kameraet - fotograf i Scoresbysund

Første gang jeg besøgte Scoresbysund i 2003, udførte jeg, med en kollega fra Naturinstituttet, interviewundersøgelse af byens fangere omkring deres viden om særligt vigtige naturområder. Det var i slutningen af november, og netop som vi landede med helikopteren, forsvandt en ildrød sol bag fjeldene mod syd. Det var sidste gang i to måneder, at solens bane nåede over horisonten, og fra nu af lå der kun polarmørke indtil slutningen af januar, hvor solen igen ville titte frem. Jeg kan huske min blanding af lige dele forundring og fascination: Hvordan kunne mennesker leve på dette isolerede sted – hvordan kan man overhovedet eksistere i en mørk verden af iskold natur? Hvad laver folk dog her? Allerede året efter fik jeg chancen for igen at besøge Scoresbysund-området. Denne gang for at foretage biologisk feltarbejde omhandlende alkefuglene på Kap Brewster og Kap Höegh. I 14 dage sad jeg på toppen af Kap Brewster, 300 meter over havet, med udsigt over mundingen af Scoresby Sund. Nedenfor udspillede der sig et fantastisk sceneri – et af de helt store shows, hvor naturen spillede på alle tangenter. Kæmpe isbjerge drev forbi, enkelte af dem strandede og kunne ligge i flere dage før vind og strøm førte dem videre på deres færd. Tågen kom og gik og indsvøbte isgiganterne i en hvid kappe. Dagligt trak flere millioner søkonger forbi på vej ud af fjorden for så at flyve i modsat retning senere på dagen. Jeg behøvede ikke længere en forklaring på, hvorfor jeg selv var blevet så optaget af at rejse herop. Der skulle nu gå et par år, før jeg var tilbage i Scoresbysund, men stedet var bestemt stadig i mine tanker. Min fotografering havde nu udviklet sig i en retning, hvor ikke kun dyr og fugle var i søgeren, men i stadig højere grad også de grønlandske fangeres tilknytning til og afhængighed af fangstdyrene. Og hvad var da mere oplagt end at tage til Scoresbysund for at fotografere fangst? Ikke et etnografisk studie i fortidens kultur og levevilkår, men blot en art registrering af fangsten som den tager sig ud i dagens Grønland.

I perioden 2009 til 2012 besøgte jeg Scoresbysund flere gange i forårsmånederne, ikke som biolog, hvor fotografering er en sekundær beskæftigelse, men som fotograf hvor mit primære fokus var mennesker og naturen. Rejser hvor jeg fuldkommen kunne dedikere min tid til kameraet. Det er ved disse besøg, at jeg følger byens fangere på længere slæderejser langs iskanten i deres søgen efter fangstdyr. Slæderejserne sammen med Scoresbysunds fangere står for mig, som noget af det mest spændende, jeg har foretaget mig. Turene har haft en høj grad af autenticitet, jeg har haft fornemmelsen af at være fluen på væggen, vidne til at fangerne udfører præcis de samme gerninger, som de altid har gjort. Én ting er selve spændingen ved at være på jagt i disse ekstreme naturområder, men den største oplevelse har været, at opleve hvordan de erfarne fangere er tilpasset et liv på isen. Selv om jeg havde mere end 15 års erfaring i felten i Grønland, hvor transport og overnatning i øde områder på ingen måde er nyt for mig, måtte jeg se mig helt hægtet af på disse slædeture. Som et hjælpeløst barn var jeg henvist til at lægge min skæbne i fangernes hænder vel vidende at jeg, på trods af min high-tech beklædning og minutiøse forberedelser ikke ville overleve en halv dag på isen, hvis jeg var alene. Alt hvad fangerne foretager sig, bærer præg af livslange erfaringer. Hvis jeg prøvede at hjælpe til i lejren med selv de mest simple gerninger, fik jeg blot et overbærende smil - du gør det helt forkert! Indsamles der sne til kaffevand, skal man sikre sig, at der ikke sidder sne på ydersiden af gryden, som risikerer at slukke primussen. Ved placering af teltet skal sneen først stampes fast, men det gælder om ikke at stampe for hårdt, for så nås havisen, og fugt trænger op til teltet. Snoren, som bruges til at surre oppakningen på slæden, må ikke rulles sammen, for efter en nat med hård frost bliver den næsten umulig at skille ad dagen efter. Alt sammen småting man ikke lige har styr på, hvis man som jeg er opvokset lidt udenfor København, men detaljer der kan få afgørende betydning, hvis man er på havisen adskillige dages rejse fra byen.

Behind the camera - photographer in Scoresbysund

I visited Scoresbysund for the first time in 2003, when I, along with a colleague from The Institute of Natural Resources carried out an interview-based survey among the local hunters to assess their knowledge about natural resorts of particular importance. This happened in late November, and as we touched down at the heliport, a fiery red sun set behind the mountains to the south. This was the last time in two months that the sun would appear above the horizon; from that point in time arctic darkness rules until late January, when the sun once again dares raise its head. I remember feeling an odd mix of astonishment and fascination: how was it feasible for humans to live in such isolation – how could it be possible to exist in this kind of arctic wilderness, surrounded by vast expanses of icy harshness? What do people do? The very next year I got the chance of visiting the Scoresbysund area once again. This time my task was to conduct biological field work on little auks and murres at Kap Brewster and Kap Höegh. I spent 14 days on top on Kap Brewster, 300 metres above sea level, with a view of the mouth of Scoresby Sund. Below an amazing spectacle unfolded – one of those incredible shows in which nature goes all out. Massive icebergs drifted past, a few of them got stuck and lay there for several days before wind and current wrested them loose and allowed them to continue their journey. Fog rolled in and frequently shrouded the ice giants in white mantles. Each day millions of little auks flew past on their way out, away from the fiord, and later in the day they returned, flying in the opposite direction. A couple of years went by before I returned to Scoresbysund, but I never stopped thinking about the place. My photography had progressed in a direction where not only birds and animals found their way into my viewfinder; I was becoming increasingly interested in the Greenland hunters’ affiliation with and dependence on the animals the hunt. It seemed obvious that I needed to revisit Scoresbysund to take pictures of hunting as it is done in present day Greenland. In the period 2009-2012 I went to Scoresbysund

several times in the spring months. This time I did not go as a biologist, for whom photography is a secondary occupation, but as a photographer, whose time is entirely dedicated to seeking out the right subjects. On these visits I accompanied the hunters on their dog sled expeditions in search of quarry along the ice edge. The sled expeditions with the hunters of Scoresbysund are to me some of the most exciting experiences I have had in my life. There was a very high degree of authenticity; I always had a sense of being the proverbial fly on the wall, plainly feeling that the hunters behaved exactly as they would have done without a photographer on board. The excitement of the hunt itself under these extreme conditions is of course great, but it is even more amazing to see how the hunters have adapted to life on the ice. Even I, with more than 15 years’ field work experience in Greenland, a person for whom transport and nights on the ice are quite familiar occurrences, was totally left out in cold on the sled expeditions – in a metaphorical sense. I was like a helpless child, placing my fate in the hands of the hunters, knowing full well that I, despite high-tech clothing and thorough planning, would not last a day on my own on the ice. Everything the hunters do bears the stamp of many years’ experience. When I try to help in the camp, even with the simplest matters, I am told with an indulgent smile that I do it all wrong. When snow is gathered to make coffee, one must take care to avoid snow on the outside of the pot – this might extinguish the camping stove. Before pitching the tent, the snow must be firmly stamped, but not too firmly, because then you might connect with the sea ice, so that moisture will find its way into the tent. The rope used for fastening the load on the sled must never be rolled up, because after a night of severe frost it will be frozen to a solid lump. Little details you might not consider when you have grown up just outside Copenhagen, but nevertheless details that may prove to have vital significance out on the sea ice, several days from town.

Eskild Lund SĂ¸rensen

Lars Holst Hansen

Assiliiviup tunuani - Ittoqqortoormiuni assiliisoq

Ittoqqortoormiinut tikeraaqqaarpunga 2003-mi, Pinngortitaleriffimmeersumik suleqateqarlunga illoqarfimmi piniartuusut pinngortitami sumiiffiit aalajangersimasut immikkut pingaarutillit pillugit ilisimasaannik paasiniaajartorama. Tamanna pivoq novembarip qaammataa naalersoq, mittarfimmullu minniariartugut seqineq aappillarissoq qaqqanut kujatitsinniittunut tarrippoq. Qaammatini marlunni nuisussaajunnaarluni naggammik nuisalaartoq, maannakkumiit issittup kaperlannera januaarip naanissaanut atuuttussaammat, taamanikkussamut seqineq nuilaartaleqqikkumaarmat. Tupigisullungalu pikkutsannera suli eqqaamavara: qanoq ilillutik inuit maani avinngarusimaqisumi najugaqarsinnaappat - qanoq ililluni maani issittumi soqannginnersami inuusoqarsinnaava, pinngortitami naakkittaatsumi qerisumi? Inuit maani susunuku? Ukiup tulliani Ittoqqortoormiinut tikeraaqqissinnaanngorpunga. Tamatumani ilisimatuutut Kangikajimmi Ukaleqartimilu appanik misissuiartorlunga. Ullut 14-it Kangikajiup qaavani issiavunga, immamiit 300 meterinik qullasinnerullunga, Kangertitivap paava isikkivigalugu. Ataatunginni isiginnaartitsinissaarsuaqarpoq - aliikkutat tupinnarnerpaat pinngortitap nipilersorfigisinnaasani tamakkerluinnarlugit alikkusersuilerluni. Iluliapiluunersuit tissukaarusaarlutik sanioqquapput, ilai ikkarlullutik uniinnartut ullulu arlallit uninngasinnarlutik anorimit sarfamillu angalanertik nangeqqittarlugu. Pujoq takkuttarlunilu qimaguteqqittarpoq, iluliapiluunersuit qaqortumik qaatiguulersortutut nermuttaarlugit. Appaliarsuit millionilikkaat ullormut avataanukarlutik sanioqquasarput, ualiarsaalereeriaraangallu killormut uternialersarlutik. Aatsaat ukiualuit qaangiuttut Ittoqqortoormiinut utertussaangorama puigunngisaannarpara. Assiliisaleeqqaarninni uumasut timmissallu annerusumik assiliivimma umeqqajuarsimasaat, maanna kalaallit piniartortaannik taakkununngalu tunngasunik annertusiartuinnartumik taarserneqariartuinnalersimapput, soqutiginninnera sualummik piniakkanut attuumassuteqarnermik pinngitsuuisinnannginnermillu aallaaveqarluni. Taamaalillunga Ittoqqortoormiini piniarnermik assileerusulerpunga, ul-

lumikkut Kalaallit Nunaanni piniarnerup inissisimanera assitigut oqaluttuarerusullugu. Sumimi allami tulluarnerussava? Piffissami 2009-miit til 2012-imut Ittoqqortoormiit uppernaakkuut arlaleriarlunga tikeraartarpara. Tamatumani biologitut tikeraarnanga, kisianni assiliisartutut, assilerusutakka tamakkiisumik piffissaqarfigisinnaallugit. Taamaalinerani illoqarfiup piniartortai tikeraarninni malinnaaffigilerpakka ilaatigut ungasinnerusumut qimussernikkut sikup sinaatigut piniagassanik ujarlerluta. Ittoqqortoormiit piniartortaasa qimusseqatiginerat inuunerma pissanganarnerpaaffiisa ilagilluinnarpaat. Angalasarnivut ilumoortunik ulikkaarluinnarput, â&#x20AC;?iikkamilu niviukkatutâ&#x20AC;? misigititaasarsimavunga. Piniartummi suliassatik allanngortinnagit suliareqqissaartarmatigit, assiliisartumik ilaqarnertik soqutiginagu. Pinngortitami ingasassinnaaqisumi piniarneq imikkut pisanganarluinnarpoq, kisianni piniartut misilittagaqarluartut sikumi naleqqusarlutik inuuniallaqqissusaat misigisama anginersaasa ilagivaat. Tassami uanga imminut assersuutigalunga ukiuni 15-ini Kalaallit Nunaanni misissuisartuuninni inuilaarsuarmi angalaneq unnuisarnerlu sungiusimagaluaqalugit, qimussertarnivut uannut unamminarluinnarput. Meeraaqqatut susinnaanngitsutut, inuunera tamaat piniartunut tunniuttariaqarsimavara, ilisimareerlugu atisakkaluunniit high-techit atorlugit sikup qaani kisimiissagaluaruma ulloq affaanngitsorluunniit uumaffigissallugu. Piniartut iliuusaat tamakkerlutik, ukiorpanni misilittakkanit aallaaveqartutut ipput. Piniariarfitsinni tupertoraangatta annikinnerpaanilluunniit ikiuunniaraangama, qajassuartunnguamik qungujuffigitiinnartarpunga paasitinneqarlunga kukkulluinnarlunga. Kaffiliorniarluni apummik aatsitsiniarnermi, igap silataa aputinitsinnaveersaarnissaa sianigisariaqarpoq, ikumaartunnguaq qameqinammat! Tupeq napparnialeraanni aput tukkarlugu manngersaqqaarneqassaaq, ingasaannagu, ingasaakkaannimi immap sikua tikinneqassaaq, tamassumalu tupeq isugutsersissinnaavaa. Allunaasaq qimussimi nassatanut qilerutaasoq imuneqassanngilaq, unnukkut issilluarsimatillugu, aqagukkut siaarneqaqqissinnaanngipajaarluinnartarmat! Tamakkua tamaasa suunngitsuaqqatut ilisimasariaqanngitsutullu oqaatigineqarsinnaapput, ingasammik KĂ¸benhavnip avatinnguani peroriartorsimagaanni, sumininnguilli tamakku aalajangiisuulluinnalersarput immap sikuata qaavaniikkaanni, illoqarfik tikeriaannaanagu.