Det politiske testamente læseprøve

AASE BØLL

978-87-93091-90-0

DET POLITISKE TESTAMENTE

Aase Bøll, født 1943 i København Cand.psych. fra Københavns Universitet.

Undervist på Københavns Socialpædagogiske Seminarium.

Autodidakt billedkunstner.

På vej til indvielsen af en ny hospitalsafdeling falder sundhedsministeren pludselig død om i elevatoren.

Drabschef Ole Kaspersen får sin sag for, da han bliver sat til at undersøge mordet på sundhedsministeren, samtidig med at både den lokale avis´ snushane, såvel som indlagte på hospitalet, starter deres egen efterforskning af de lyssky forhold på hospitalet.

Da der sker flere mord, bliver opklaringen pludselig et kapløb med tiden.

Usikkerheden og frygten eskalerer i takt med de mange uopklarede mord, og politiet er tilsyneladende på bar bund. Alle har et motiv, og det er bestemt ikke alle, der har rent mel i posen.

DET POLITISKE

e t n e m a t s e T AASE BØLL

”De hvidkitledes kulde svøbte sig om den selvglade og arrogante sundhedsminister. I elevatoren var der trængsel. Han skulle indvie en ny afdeling på Kysthospitalet på 17. etage. Et øjeblik så han et ansigt, der forekom ham bekendt.

Herefter mærkede han et stik i siden. En smerte. Alt blev sort.”

Det politiske testamente Af Aase Bøll Copyright EgoLibris 2016 Redaktør: Maria Mazanti Omslag og sats: Lotte Lund, GrafiskGenvej Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 978-87-93091-90-0 www.egolibris.com Forlaget EgoLibris Allerødvej 30 3450 Allerød Tlf: 86511900 Mail: info@egolibris.com

DET POLITISKE

e t n e m a t s e T AASE BØLL

AUGUST MÅNED

SUNDHEDMINISTEREN MÆRKEDE EFTER i lommen. En behagelig fornemmelse. En ny forsyning. Rygestop. Sikke noget pjat.

Hans storrygende bedsteforældre var blevet ældgamle. Det irriterede ham grænseløst, når hans kone Selma prædikede sundhed. Endnu havde hun ikke fundet depoterne rundt om i huset. Han elskede de fantasifulde gemmesteder. Elevatoren på hospitalet var kun nået til 2. etage. Det var en af de store til båretransport. Han gøs og så sig selv liggende på en båre i de hvidkitledes magt. Heldigvis havde hans kusine, der var sygeplejerske på et privathospital, højt og helligt lovet at tage affære, hvis han skulle blive syg. Men han var jo sund og rask. Udsagnet ”et raskt menneske er blot et, der ikke er undersøgt tilstrækkeligt”, forekom ham yderst uforskammet. En bekostelig sag for regeringen med alle de screeninger. Elevatoren standsede igen på 4. etage.

Han kunne nå at se på talen. Ærgerligt at han ikke selv havde skrevet den. Den var for enkel. Grænsende til det primitive. Retorikken irriterede ham. Han var vel klogere end størsteparten af ministrene.

Hvis han fik magt, ville han udskifte de værste skvadderhoveder. Talen indeholdt den sædvanlige talmagi. Han følte sig som julemanden.

Regeringens gaver til sundhedsvæsenet lød imponerende. Sjovt nok var vælgerne nemme at narre. De opdagede ikke, hvor regeringen sparede.

Han var forsinket, hvilket morede ham. Dels følte han en særlig tilfredsstillelse ved at lade dem vente. Dels gav det ham lidt ekstra tid med Mona. Hun havde været hans sekretær i 2 år. En behagelig afveksling fra hjemmelivet med Selma.

5

Nu gik døren op på 7. etage. Ind skred hvidkitlede kvinder og mænd, ivrigt snakkende om en besværlig patient og en urimelig overlæge. Da de opdagede ham, tav de. Et par af dem stirrede direkte fjendtligt. Han fornemmede en kraftig modvilje og forsøgte sig med et smil og en kvik bemærkning om langsomme elevatorer. Ingen humor. Kulden svøbte sig om ham. På 9. etage kom en kørestol, en rollator og flere hvidkitlede ind. Der blev skubbet og mast. Et øjeblik så han et ansigt, der forekom ham bekendt. Herefter mærkede han et stik i siden. En smerte. Alt blev sort. På 17. etage ventede man fortsat på sundhedsministeren. Den nye afdeling skulle indvies med en tale.

En af lægerne fik akutopkald på sin telefon. Sundhedsministeren var faldet om i elevatoren på 13. etage. ”VI VASKER VORES HÆNDER”. Det kom som en mumlen, svagt hørbart for patienten.

Poul Petersen havde endnu en gang forsøgt at tale mod at blive opereret. Han kunne lide at operere og var stolt af sine kirurgiske færdigheder, men de seneste år var han blevet mere og mere bekymret over den stigende forekomst af infektioner. Der var risici ved alle operationer, og de havde jo pligt til at orientere om det. Men patienterne blev usikre, og han måtte berolige dem. Ingen skulle bagefter sige, at de ikke var blevet advaret. Operationsstuerne var jo sikret, men hvad med afdelingen. Skidtet flød. Rengøringen var der skåret ned på. Måske skulle personalet være mere omhyggelig med bandagerne.

Han var glad for, at han snart skulle pensioneres. Det havde været en god afdeling. Den havde haft et godt renommé blandt kollegaer på andre hospitaler. Men de seneste år var der gået noget galt.

Han vidste ikke helt præcist hvad. Måske var det ledelsen. Måske var det kulturen på afdelingen. Der var nogle skrappe damer blandt plejepersonalet. Der var ikke megen venlighed over for patienterne.

Personligt havde han ikke nogen problemer, snarere tværtimod. Når han trådte ind i ”buret” efter stuegang, blev der strakt hals og smilet.

Han vidste godt, at han gik for at være en flot fyr og nød koketteriet, 6

men samtidig forekom det ham lidt latterligt. Han befandt sig bedst på operationsstuerne, her ydede han sit bedste og var glad for patienterne. Ganske vist var han klar over, at enten kunne de lide ham og hans humor, eller også forekom han dem arrogant. Det var der en klog sygeplejerske, der en gang havde fortalt ham.

Poul Petersen var i nogen grad klar over, at hans væremåde dækkede over en tiltagende usikkerhed og angst. Var det skrækken for, hvad der skulle komme efter pensioneringen? Var det en følelse af menneskelig og følelsesmæssig uformåenhed? Han var begyndt at sige ”hvis gud vil”, selvom han ikke var religiøs. Det kom bare ud af munden på ham. Måske havde han til tider følt sig som herre over begivenhederne. Måske havde han også følt sig magtesløs. Lige nu læste han statistikker og regnede på, hvor gammel han kunne blive. Det var ikke fordi han ville nå noget bestemt. Egentlig var han bange for mange ting. At flyve, for eksempel, og alle besværlighederne i lufthavnene.

Hans kone havde plaget ham for at komme ud at rejse. Men han gad ikke. Og tænk hvis de blev syge i udlandet. Der var i virkeligheden ikke så meget han havde lyst til at nå, før han stillede træskoene.

Måske havde han bare lyst til at blive ved med at operere? ”HER HAR VI IS I MAVEN.” Ordene fór ud af munden på hende.

Mia havde været ansat på afdelingen for ortopædkirurgi i 7 år. Måske for længe. Den nyopererede og hans kone så bekymrede ud. På opvågningen var forbindingen blødt igennem. Her havde de sagt til patienten, at afdelingen skulle tilkalde en læge og få forbindingen sikret. Det var en indopereret knæprotese. Patienterne, og især deres pårørende, var begyndt at irritere Mia. Og i øvrigt skulle opvågningen ikke kommandere med hende. Der var vagtskifte om 20 minutter, og hun ville gerne nå bussen. Lennart sad derhjemme og ventede på hende. Forhåbentlig i bedre lune, end han havde været i den sidste tid. Det var rigtigt, at blodet flød. Og selvfølgelig var der infektionsrisiko. Men nattevagten måtte klare det. Hun skred ud af døren og følte samtidig en behagelig fornemmelse af magt.

7

Ved stoppestedet var der kø. Måske var den foregående bus taget ud. Der var et par kendte ansigter fra andre hospitalsafdelinger. Hun havde snakket med dem på vej til og fra arbejde de sidste par år. Det undrede hende, at de altid var så glade og snakkede stolt om, hvad de havde udrettet på deres respektive afdelinger. Især forekom det hende mærkeligt, at de talte med kærlighed om patienterne. Hun måtte erkende, at hun foretrak, at patienterne forsvandt hurtigt igen.

Tre dages ophold, det var nok for hende. Det var jo blot udskiftning af reservedele, knæ og hofter. Komplikationer brød hun sig ikke om. Hun havde omhyggeligt valgt det speciale. Hun var bange for at komme for tæt på syge mennesker. På uddannelsen havde de talt om indlevelse. For meget syntes hun. Sygepleje var, efter hendes opfattelse, lønarbejde ligesom så meget andet.

Lennart havde lavet natmad. Han var træt, men gjorde sig dog den ulejlighed at spørge til hendes dag. Da han hørte om hendes replik til den nyopererede og hans kone, spærrede han øjnene op og hvæsede, ”Hvis du har is i maven, så bliver du jo kold i røven.” Herefter fór han ind på sit kontor. Hun forstod ham ikke. Han blev tit så vred over et eller andet, hun fortalte fra sit arbejde.

Hun handlede ikke så meget anderledes end de andre.

LISA HAVDE VÆRET ANSAT på ortopædkirurgisk afdeling i 7 måneder. Hun kom der som nyuddannet. Den første tid var kollegaerne venlige og imødekommende, og hun var glad og fast besluttet på, at her kunne hun trives. Men lidt efter lidt opdagede hun, at hendes måde at pleje patienterne på adskilte sig fra de andres. Samtidig fik hun bemærkninger om, at hun var for blødsøden og naiv. Afdelingen havde nogle regler om, at alt er træning. Patienterne skulle konstant opfordres til at bevæge sig, uanset hvordan de i øvrigt havde det.

I mange tilfælde var patienterne kun indlagt tre dage. Men der var flere og flere tilfælde med komplikationer.En nat kom en ældre mand fra kræftafdelingen. Han var faldet på badeværelset og var opereret i hoften. Ham hersede kollegaerne med på en sådan måde, at det 8

skar hende i hjertet. De kommanderede ham op at sidde på en stol, selvom han ikke kunne hænge sammen. De forsøgte at hælde mad og drikke i ham, selvom han brækkede sig. Hun prøvede forgæves at gribe ind. Få dage efter kom han tilbage til kræftafdelingen og døde kort efter. Hun bebrejdede sig selv, at hun ikke havde støttet ham mere.

Måske skulle hun søge ind på en anden afdeling. Det gik mere og mere op for hende, at stemningen og holdningerne på afdelingen var milevidt fra det, hun havde lært og opfattede som menneskevenligt.

Kommunikationen her var nedladende og ydmygende. Det undrede og rystede hende, at se kollegaer fremture over for de indlagte på måder, der undertiden tangerede til afstraffelse.

Der var også sjove oplevelser. Patienter som ikke lod sig knække, som ikke underlagde sig, men gav svar på tiltale. Hun havde især lagt mærke til Helmuth. Han virkede nærmest som tillidsrepræsentant for sine medpatienter og greb ind, når krænkelserne gik for vidt. Han havde også kontroverser med personalet, der ikke ville give ham en kolbe. De mente, at han sagtens kunne stå op 3-4 gange om natten og gå på toilettet med et stafylokokinficeret knæ. Han var blevet påført stafylokokken i forbindelse med en knæoperation. En morgen kom hun ind til ham. Han var som sædvanlig i godt humør. Pludselig fik hun øje på 3 plastik poser med et mærkeligt indhold. De var stablet op på den nederste hylde på hans bord. ”Hvad er dog det?” spurgte hun nysgerrigt. ”Det er urin,” svarede Helmuth uden at blinke. ”Så må jeg hellere skille dig af med dem,” sagde hun og skyndte sig ud for at skjule det anfald af befriende latter, der boblede i hende.

Plastikposerne var kunstfærdigt bundet og resultat af nattens produktivitet. ”HAR I IKKE NOGEN BØRN?” Karen fortrød sine ord lige så hurtigt, de var kommet ud af munden. Nu lød hun jo pludselig som hende den tossede velfærdsminister, som ville pålægge familien en del af omsorgen og plejen af de ældre. Hvis hun, Karen, blev tvunget til 9

at servicere sine egne forældre, som hun ofte var på kant med, hvad skulle hun så stille op? Hendes spørgsmål var rettet til en patient og hans kone. Han havde fået fjernet en knæprotese på grund af en stafylokokinfektion, han havde fået på hospitalet. Efter en måned med antibiotika givet intravenøst, skulle han nu hjem med antibiotika i pille form og der vente på, at infektionen blev bekæmpet, så en ny protese kunne indopereres. Patienten på 75 år kunne kun hinke på venstre ben med et gangstativ til hjælp. Hjemsendelsen blev besluttet over hals og hoved. ”Hvordan klarer vi os, sengen er for lav, toilettet for lavt, dørtrinene for høje?” Der var mange spørgsmål fra ham og hans kone. Det var så her Karen havde fyret sit tåbelige spørgsmål af.

Hun kunne have bidt tungen af sig, men nøjedes med at stirre ned på sine guldjoggingsko. De havde siddet på hende et år og var med til at styrke hende. Hun syntes, hun trængte til noget opmuntrende, noget pirrende og glimrende midt i elendigheden. Hun kunne godt lide patienterne og var omhyggelig med sit arbejde, men ind imellem savnede hun sjov og ballade. Det var en afdeling, der var meget regelstyret og hun fornemmede, at hun kunne falde uden for. Stemningen var afhængig af, hvem hun var på vagt med. Det sidste års tid var blevet kedeligere. Dem der i starten havde selvstændige synspunkter, var blevet mere grå, og efterhånden var der ikke plads til humor. Der var patienter, der var interessante at snakke med, men det var ikke god tone længere at give sig tid til det. Det var som om en usynlig hånd førte personalet i deres gøren og laden. Sådanne tanker skræmte hende. Hun gøs og prøvede at ryste dem af sig. ”ELEVATOREN ER UDTAGET TIL BÅRETRANSPORT”. Højtaleren lød gentagne gange i den stille aften på 13. etage. Terese havde været på besøg hos sin søster. Da hun havde ventet en rum tid, gik hun ind i en af de store elevatorer, selvom den var til båretransport.

Stor var hendes forbløffelse, da hun mødte en båre med patient, men uden portør.

Patienten bar sygeplejeuniform og så ud som om, hun sov. Tereses hår på armene rejste sig, og hjertet hamrede. Hun skreg, men ingen 10

hørte hende. Automatisk trykkede hun på udgang og kørte helt ned med elevatoren og båren. Da hun nåede forhallen, havde hun mest lyst til at stikke af, komme væk. Sygeplejersken lå stadig ubevægelig.

Måske var hun død. I forhallen var der ikke et menneske at se. Hun sprang ind igen og kørte til 5. etage.

Her styrtede hun ind på en afdeling og råbte til plejepersonalet, at der stod en båre med patient uden portør i elevatoren. De kiggede tvivlende på hende, men løb dog ud for at undersøge sagen. Ligesom de kom ud, kørte elevatoren. De så nu bekymret på Terese og spurgte, om hun var dårlig. Tydeligvis troede de hende ikke. Det lød også ret usandsynligt. Men for ikke at virke afvisende tog en af dem en tur med den samme elevator, da de fik den op igen. Den var absolut tom. Da det var en travl aften, og de ikke mente, at der var noget om sagen, fik de bestilt taxa til Terese, så hun kunne komme hurtigt hjem til sin mand. Herefter genoptog de arbejdet på afdelingen.

Hjemkommet i noget der lignede choktilstand, fortalte hun sin mand, Kenneth, om sin uhyggelige oplevelse. Selvom det lød mærkeligt, troede han på hende. Terese var yderst fornuftig og jordbunden.

Det lignede ikke hende at tage sådan på vej, hvis der ikke var sket noget ejendommeligt. Han besluttede sig for at tage med hende ind næste dag og undersøge sagen nærmere.

Den følgende dag gjorde rengøringspersonalet et makabert fund i et skyllerum. En båre var mast ind på den snævre plads, og på båren lå en sygeplejerske. Alarmen gik i gang. Læger blev tilkaldt,og samtlige afdelinger blev spurgt, om de savnede en fra personalet. Ortopædkirurgisk afdeling kunne fortælle, at aftenen før var en af deres sygeplejersker gået før tiden. Det havde undret de tilbageblevne. Men da der ikke var så mange patienter og ikke så meget at lave, havde de ikke foretaget sig yderligere.

11

TILBAGEBLIK – 2 måneder tidligere

ORTOPÆDKIRURG Poul Petersen vågnede med et brag, våd af sved og med krampe i venstre læg. Lise, hans kone, ruskede i ham og spurgte forfærdet: ”Har du haft mareridt? Du råbte flere gange: Jeg slår ham ihjel.

Samtidig slog du ud med højre arm.” Poul vågnede helt. I de seneste måneder var hans drømme blevet mere og mere ubehagelige, grænsende til det mareridtsagtige. Tidligere havde han vidunderlige drømme, især flyvedrømmene holdt han af. I dem hævede han sig et pænt stykke over jorden og fløj over spændende byer og landskaber. Han fik en ganske særlig fornemmelse af frihed og samtidig anledning til at underholde Lise med, at han sagtens kunne nøjes med den form for rejser. Drømmene i nat huskede han kun brudstykker af.

I nogle af dem kæmpede han med nullermænd på noget, der lignede en operationsstue. Nullermændene tog til i størrelse og antal og grinede åbenlyst. Nogle af dem havde ansigter, der lignede et par af kollegaernes. Han sprang rundt bevæbnet med støvsuger og støvklud. I den sidste drøm kæmpede han rent korporligt med en person, han ikke kunne mane frem. Det var en voldsom kamp, og han havde i det øjeblik han vågnede, ved Lises indgriben, netop fået overtaget.

Han kunne godt have tænkt sig at have fået mere af drømmen med. ”Jeg prøver at lægge mig på den side jeg vågnede, måske kan jeg drømme videre. Det er jo lørdag i dag, så der er masser af tid.” Poul vidste, både fra bøgerne han slugte om drømme og af erfaring, at han, med lidt held, til tider kunne fortsætte en drøm. Denne gang lykkedes det ikke. Ærgerligt. Selvom drømmen var uhyggelig, var han nysgerrig efter at se, hvem han tog livtag med. I vågen tilstand var der et par stykker, han godt kunne tænke sig at ekspedere et andet 12

sted hen. I hvert fald væk fra hans afdeling og elskede arbejdsplads.

Han var arbejdsnarkoman og nød det kreative element i det at operere. Det kunne være svært for andre at forstå. Han forstod til gengæld ikke altid kollegaer, der var mere interesseret i pengene end i faget.

Det var et krævende fagområde. Meget kunne gå galt. Han var stolt, når det gik, som det skulle. Og ulykkelig hvis ikke det gjorde. Inden for det sidste år var forekomsten af infektioner steget. Han begreb ikke, hvad der var sket. Han tog sine forholdsregler, som han altid havde gjort. ”Husk, vi skal have gæster i aften.” Lises stemme fik ham på andre tanker. De havde inviteret til middag. Lises chef fra politigården Ole Kaspersen og hans kone Lotte.

Parrene havde været venner i mange år. Poul kunne godt lide at møde andre verdener end hospitalsverdenen. Det var unægtelig en anden verden, Lise arbejdede i som sekretær. Hun havde gode kollegaer og nød det opklaringsarbejde, hun blev en del af.

De havde også inviteret Janus, en yngre ortopædkirurg, som havde været ansat på afdelingen. Janus havde været psykisk ustabil i en periode. Om det skyldtes nogle alvorlige komplikationer, ved nogle af de operationer Janus havde foretaget eller hans opslidende skilsmisse, var Poul usikker på. Janus var velbegavet og på mange måderen god kollega, men indimellem kunne han reagere uforudsigeligt og voldsomt.

Nu havde han fået et godt job i sundhedsstyrelsen og var tilsyneladende tilfreds med det. Poul havde haft ham som assistent på mange operationer og fornemmede, at det måske ikke var det allerbedste fag for et menneske, der i pressede situationer kunne komme i affekt.

Lise havde også inviteret en gammel veninde, Hanne, fra skoletiden på privatskolen. De havde kendt hinanden fra de var 6 år, havde efter skolen været i sporadisk kontakt. For 5 år siden mødtes de til et klassemøde og sås nu jævnligt. Hanne var uddannet fysioterapeut og hendes mand Knud advokat. Herudover havde de inviteret Jens Olsen, også ortopædkirurg fra afdelingen, og hans kone Jette, som 13

var billedkunstner. Lise elskede deres selskaber og var en vidunderlig værtinde. Hun var berømt for sin eksotiske mad. Hun kompenserede for de rejser, hun havde lyst til at foretage, men som Poul ikke ville med på. Han havde nok i huset og i sommerhuset. ”Laver du bordplanen?” råbte Lise ude fra køkkenet. ”Husk, du kan skabe en god stemning ved placeringen af gæsterne.” Poul vidste udmærket godt, at hun ville ændre på hans første forslag, men syntes om deres lille leg om arbejdsfordeling og beslutninger. De store beslutninger traf han som regel i nogenlunde fred og fordragelighed med Lise. Lige bortset fra den om rejser.

At bringe tre ortopædkirurger sammen var efter Lises opfattelse lidt vovet. Der blev nemt for meget arbejdspladssnak. På den anden side var de jo to fra politigården. ”Husk nu, at du skal være forsigtig med politiske diskussioner,” advarede Lise. Det var deres tilbagevendende diskussion. Poul ville ikke love noget. Det kom an på om gæsterne selv bragte problematiske emner på banen. Han kunne lide vennerne, men var på nogle punkter rygende uenig med, i hvert fald, nogle af dem. Dagens menu havde Lise omhyggeligt sammensat. Stegt jomfruhummer med et stykke terrin af sprængt pattegris, tomat, porre og vilde urter.

Sommerbuk med salat, ærter og asparges. Blodappelsinfromage med syltede blodappelsinstykker til og anrettet med sprødt krymmel af knust honningkage. På slaget 18 dukkede de første gæster op. Poul elskede præcision. Ole, Lotte, Hanne og Knud ankom i to taxaer.

Fem minutter efter kom den tredje taxa med Jens og Jette. Først kl.

18.30 kom Janus med toget. Han var forsinket. For et par år siden havde han fået konstateret diabetes. Hans fraskilte kone havde ringet, lige som han skulle tage sin insulin. Det var nogle praktiske ting, hun ville have ordnet. Men han blev irriteret, hver gang hun kontaktede ham. Efter at have skålet rigeligt i champagne gik de til bords, alle i godt humør. Lotte, der var bibliotekar, fortalte om den sidste nye krimi, biblioteket havde anskaffet i adskillige eksemplarer.

14

”Det er utroligt, som krimier er blevet populære. Det kan være svært at følge med efterspørgslen,” klagede Lotte. Hun læste, så meget hun kunne overkomme. ”Virkeligheden er langt grummere end fiktionen,” brummede hendes mand Ole. Han havde lige haft 25 års jubilæum på politigården, hvor han stod for opklaringsarbejde af diverse mord, som hans kone kaldte det med slet skjult stolthed. ”Her i huset har vi arbejdsfordeling,” udbrød Poul. ”Jeg begår mordene, og min kone opklarer dem.” ”Det kræver vist en nærmere forklaring,” Lotte lagde hovedet på skrå og rynkede panden. ”Fortæl.”

Poul havde Lotte til bords. Hun kunne lide den høje flotte bordherre og havde ofte forsøgt sig med lidt flirt. Men Poul var uindtagelig.

Lise sendte fra den anden ende af bordet et blik, som om hun ville advare imod at indvie vennerne i drømmene. Poul var på nuværende tidspunkt så oprømt af den gode stemning og champagnen, at han ikke var til at standse. ”Ser I, i nat var jeg tæt på at blive morder, men Lise standsede mig.” Alle otte ansigter var nu koncentreret rettet imod ham. Han nød opmærksomheden. Lotte greb ham ophidset i armen. ”Jeg har i mange år kunnet huske flere af mine drømme, som regel behagelige, men i nat var jeg i kamp med en person, jeg ikke kan huske, hvem er. Lise vækkede mig lige som jeg råbte, at jeg ville slå ihjel,” fortalte Poul. ”Var det en mand eller kvinde?” Ole havde den saglige mine på. ”Aner det ikke,” var Pouls svar. Nu brød Lise ind og spurgte, om der var nogle, der ville have mere af forretten. Poul slap for flere spørgsmål. Rundt om bordet udspandt der sig flere samtaler om mærkelige drømme, de hver især havde haft. Hanne sad på Pouls venstre side. Herfra havde hun et fint overblik til resten af selskabet. Fra sit arbejde som fysioterapeut på et center for genoptræning var hun vant til at møde mange mennesker og tage bestik af deres muligheder og særheder. Det hun så her, var på mange måder en 15