#1 på New York Times’ bestsellerliste
Koontz rykker igen – Associated Press
Dean Koontz
DET STILLE HJØRNE Spændingsroman På dansk ved Jan Bagge-Nielsen
Læseprøve
Kapitel 1
Jane Hawk vågnede i det kølige mørke, og et øjeblik kunne hun ikke huske, hvor hun havde lagt sig til at sove – kun at hun lå i en queensize- eller kingsize-seng, og at hendes pistol lå under puden, hvor en partners hoved ville have hvilet sig, hvis det ikke var, fordi hun rejste alene. En dieselmotors knurren og den summende lyd af friktionen af 18 hjul på asfalt mindede hende om, at hun befandt sig på et motel, nær motorvejen, og at det var … mandag. Med en svagt grønlig, numerisk glød rapporterede digitaluret ved sengebordet den dårlige, men ikke ualmindelige, nyhed, at klokken var 4.15 om morgenen – for tidligt til, at hun havde nået at få otte timers søvn, og for sent til at gøre sig nogle forhåbninger om at falde i søvn igen. Hun lå der et stykke tid og tænkte på alt det, hun havde mistet. Hun havde lovet sig selv at stoppe med at dvæle ved den bitre fortid. Hun brugte mindre tid på det nu end før, hvilket kunne opfattes som fremskridt, hvis det ikke var, fordi hun på det seneste var begyndt at tænke over, hvad hun stadig kunne nå at miste. Hun tog noget rent tøj og pistolen med ud på badeværelset. Hun lukkede døren og blokerede den med en stol, som hun havde taget fra soveværelset, da hun tjekkede ind natten før. Rengøringen på motelværelset nåede ikke videre, end at der i hjørnet over håndvasken befandt sig en edderkops radiære og spiralformede arkitektur, der strakte sig over et område større end hendes hånd. Da hun var gået i seng
klokken 23 aftenen før, var det eneste forråd, der hang i vævet, et bravt kæmpende møl. Hen over natten var møllet blevet reduceret til en tom skal – den tomme krop var gennemsigtig, vingerne var blevet frataget deres fløjlsbløde støv – skrøbelig og sprækket. Den småfede edderkop sad nu og holdt øje med et par sølvfisk, den havde fanget i sit væv – et magert måltid, men endnu en godbid ville unægtelig snart ende i edderkoppens florlette slagteri. Udenfor forgyldte lyset fra en sikkerhedslampe det matterede glas i det lille badeværelsesvindue, som end ikke var stort nok til, at noget så småt som et barn kunne kravle ind igennem det. Vinduets dimensioner udelukkede derfor også, at hun kunne bruge det som en flugtrute. Jane lagde pistolen på det lukkede toiletlåg og lod vinylforhænget være trukket til side, mens hun tog et brusebad. Vandet var varmere, end hun havde forventet af et tostjernet motel, og det smeltede gradvist den ophobede ømhed ud af hendes muskler og knogler. Hun blev dog ikke hængende under de varme stråler, så længe som hun egentlig havde lyst til.
Kapitel 2
Hendes skulderhylstersystem havde et pistolhylster med drejemekanisme, et hylster til ekstra magasiner og et ruskindsseletøj. Pistolen hang lige bag ved hendes venstre arm – en dyb position, der tillod hende at holde den skjult under sin skræddersyede sportsjakke. Foruden ekstramagasinet, der sad i skulderhylsteret, havde hun to magasiner i sine jakkelommer – i alt gav det hende 40 skud, inklusive dem, hun havde i pistolen. Der ville måske komme en dag, hvor 40 ikke var nok. Hun havde ingen backup længere, intet hold, der sad klar i en varevogn rundt om hjørnet, hvis der gik lort i den. De dage var ovre for øjeblikket, hvis ikke for altid. Hun kunne ikke udruste sig selv til uendelig kamp. Hvis 40 skud viste sig ikke at være nok, i et hvilket som helst scenarie, ville 80 eller 800 heller ikke være det. Så meget tiltro havde hun dog ikke til sine evner og sin udholdenhed. Hun bar sine to kufferter ud til sin Ford Escape, åbnede bagsmækken, lagde kufferterne ind og låste køretøjet. Solen, der endnu ikke var stået op, måtte have haft et soludbrud eller to. Den lyse, sølvfarvede måne, der var på vej ned i vest, reflekterede så meget lys, at kraternes skygger blev helt udviskede. Den lignede mindre et solidt objekt og mere et hul i nattehimlen – ufiltreret og farligt lys, der skinnede igennem fra et andet univers. Hun afleverede nøglen til værelset i motellets kontor. Bag disken spurgte en fyr med kronraget hoved og et hageskæg, om hendes ophold havde været tilfredsstillende,
som om han rent faktisk bekymrede sig om det. Hun sagde næsten: Med alle de insekter I har, forestiller jeg mig, at mange af jeres gæster må være entomologer. Men hun havde ikke lyst til at give ham et mere mindeværdigt billede af hende end det, han allerede havde fået, mens han forestillede sig hende nøgen. Hun sagde blot: ”Ja, det var fint” og forlod kontoret. Da hun tjekkede ind, havde hun betalt med kontanter og brugt et af sine falske kørekort for at opfylde kravene om billed-id. Ifølge dette havde Lucy Aimes fra Sacramento lige forladt motellet. Det tidlige forårs flyvende biller af en art klikkede i lampernes metalkegler, der var monteret i loftet af gangstiens halvtag, og deres overdimensionerede, grenbenede skygger spjættede på den oplyste beton under hendes fødder. Mens hun gik mod cafeteriet ved siden af, som var en del af motellet, var hun opmærksom på overvågningskameraerne, dog uden at kigge direkte på dem. Overvågning var blevet uundgåeligt. Dog var de eneste kameraer, der kunne afsløre hende, dem, man fandt i lufthavne, på togstationer og andre vigtige faciliteter, der var forbundet med computere, der kørte den nyeste ansigtsgenkendelsessoftware i realtid. Hendes dage i luften var ovre. Nu kørte hun alle steder i bil. Da det hele startede, havde hun haft langt, naturligt blondt hår. Nu var hun brunette med en kortere klipning. Den slags ændringer kunne ikke snyde softwaren, hvis man var i søgelyset. Ud over at sminke sig til ugenkendelighed, hvilket i øvrigt ville skabe opmærksomhed, kunne hun ikke gøre meget for at ændre sine ansigtstræk eller de mange unikke detaljer ved sit udseende for at undslippe denne automatiserede sporingsfunktion.
Kapitel 3
En osteomelet med tre æg, to skiver bacon, pølse, ekstra smør til toasten, nej tak til pomfritter, og kaffe i stedet for appelsinjuice: Hun levede på protein, mens for mange kulhydrater gjorde hende sløv og tung i hovedet. Hun bekymrede sig ikke om fedt, da hun skulle leve mindst to årtier mere for at udvikle åreforkalkning. Servitricen gav hende en ny påfyldning af kaffe. Hun var omkring 30, pæn på en falmet blomst-agtig måde – alt for bleg og tynd, som om livet selv sled og blegede hende dag for dag. ”Hørt, hvad der sker i Philadelphia?” ”Hva’ ba’?” ”Nogle tosser styrtede et privatfly direkte ned i fire baners tæt morgentrafik. Nyhederne siger, at flyet må have været helt tanket op. Næsten to kilometer motorvej i flammer, en bro er kollapset totalt, biler og lastbiler springer i luften – de stakkels mennesker, der er fanget i det hele … Forfærdeligt. Vi har et tv i køkkenet. Det er for forfærdeligt at følge med i. Man bliver dårlig af at se på det. De siger, at de gør det i Guds navn, men det er djævlen, der er i dem. Hvad skal vi dog stille op?” ”Jeg ved det ikke,” sagde Jane. ”Jeg tror ikke, nogen ved det.” ”Det tror jeg heller ikke.” Servitricen vendte tilbage til køkkenet, og Jane spiste sin morgenmad færdig. Hvis man tillod nyhederne at ødelægge ens appetit, så ville man aldrig få spist noget som helst.
Kapitel 4
Den sorte Ford Escape lod udadtil til at være standard, men denne version havde hemmeligheder skjult under kølerhjelmen og hestekræfterne til at køre fra alt med ordene ”to serve and protect” på sidedørene. To uger tidligere havde Jane købt Ford’en kontant i Nogales, Arizona, hvilket lå direkte over for Nogales, Mexico, på den anden side af den internationale grænse. Bilen var blevet stjålet i USA, havde fået nyt motornummer og flere hestekræfter i Mexico og var blevet sendt tilbage til USA for at blive solgt. Forhandlerens udstillingslokaler var en række lader på en forhenværende hesteranch. Han gjorde aldrig lagerstatus, lavede ingen kvitteringer og betalte ikke skat. På opfordring sørgede han for canadiske nummerplader og et garanteret lovligt registreringsbevis fra Britisk Columbias motorkøretøjskontor. Da det blev daggry, var hun stadig i Arizona, i fuld fart i vestgående retning på Interstate 8. Natten falmede. I takt med at solen langsomt dukkede op over horisonten bag hende, gik de høje fjerskyer fra at være lyserøde til at blive en mørkere koralrød, og himlen arbejdede sig gennem mere og mere intense nuancer af blå. På lange køreture havde hun nogle gange lyst til musik. Bach, Beethoven, Brahms, Mozart, Chopin, Liszt. Denne morgen foretrak hun stilhed. I hendes nuværende humør ville selv den bedste musik lyde skurrende. Efter at have tilbagelagt 60 kilometer siden solopgang krydsede hun grænsen til den sydlige del af Californien.
Over den næste times tid sank de høje, hvide, uldagtige skyer ned og klumpede sig sammen i uldsække. Efter endnu en time var himlen blevet mørkere, opsvulmet, ildesindet. Tæt på den vestlige yderkreds af Cleveland National Forest kørte hun af motorvejen ved byen Alpine, hvor general Gordon Lambert havde boet med sin kone. Aftenen før havde Jane rådført sig med en af sine gamle, men brugbare, Thomas Guides, en spiralhæftet bog med kort. Hun var sikker på, at hun vidste, hvordan hun skulle finde vej til huset. Ud over de mange andre modifikationer, der var blevet lavet på Ford Escape’en i Mexico, så var hele GPS-systemet blevet fjernet, inklusive den transponder, der tillod bilens position at blive sporet konstant via satellit og andre midler. Der var ingen idé i at være koblet totalt af nettet, hvis den bil, du kørte i, var forbundet til det, og hvert et sving, du tog, blev opfanget. Selv om regn var lige så naturligt som solskin, selv om moder natur var uden vilje og intention, så Jane ondskab i den storm, der var under optræk. På det seneste var hendes kærlighed til naturens verden blevet testet af en opfattelse, der måske var irrationel, men ikke desto mindre dybfølt: at moder natur samarbejdede i al hemmelighed med menneskeheden om onde og destruktive foretagender.