Udspring - læseprøve by EgoLibris

UDSPRING

Mikkel JÃ¸nsson

UDSPRING

U DSPR I NG Copyright © 2017 Mikkel Jønsson All rights reserved Udgivet 2017 af EgoLibris Forlagsredaktion: Maya Salonin Omslagsdesign: Mikkel Jønsson & Carsten Loland Bogen er sat med Palatino Linotype Tryk: Toptryk Grafisk Printed in Denmark 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-93434-70-7 www.forlagetegolibris.dk

Gengivelse af denne bog eller dele af den er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Dog er det tilladt at bringe korte uddrag i omtale eller anmeldelser. Bogen er fiktion, og enhver lighed med nulevende eller afdøde personer eller faktiske begivenheder er utilsigtet og tilfældig.

DUCER ET RO

PÅ PAPIR FRA BÆREDYGTIGT SKOVBRUG

N M AR

Kapitel 1

Endelig, tænkte Maria og rullede over i sin egen halvdel af sengen. For første gang i fem uger havde hun og Jakob knaldet. Maria følte dog mere, at hun havde været med i en blanding af en dårlig pornofilm og en workout-video. Som træning i udholdenhed havde Jakob taget hende monotont bagfra i flere minutter, mens han havde gloet på sig selv i spejlet. Til sidst havde hun opgivet at få noget ud af det og ventede bare på, at han blev færdig. Det blev han med høje støn, som krydsede han målstregen efter en lang spurt. Han sad på sengekanten og kiggede på det løbeur, han havde købt for tre måneder siden, da han havde startet træningen til Ironman. ”Sig mig … du sidder da ikke og tager din puls?” spurgte Maria og fangede hans blik i spejlet. Jakob kiggede på uret igen. ”Jeg skal bare lige se, hvor hurtigt min puls falder ned til det normale igen. Det’ sgu helt vildt … jeg er næsten allerede dernede. Men jeg satte også ny personlig rekord i to kilometer svøm i morges.” ”Åhhh … Så det, vi lige lavede, var altså en træningsøvelse … og jeg er din træningsbænk, som du kan indstille, så den passer? Maria havde rejst sig op i sengen og mærkede træthed blive blandet med lige dele raseri og opgivelse. Jakob lo. ”Slap dog af … som om du ikke fik noget ud af

det også. Jeg holdt det da kørende i 9 minutter og 17 sekunder. Normalt ville du sgu da komme mindst to gange på den tid.” Hun holdt dynen om sig og kiggede på ham og skulle lige til at sige en hel masse meget hurtigt. Men hun orkede ikke. Måske for tre måneder siden. Men ikke nu. Hun lagde sig tungt på ryggen og sukkede. ”Sluk lyset, så jeg kan sove. Jeg skal tidligt op i morgen.” ”Hvad er der NU galt?” spurgte Jakob og stirrede på hende. ”Nu har du i flere uger klaget over, vi ikke har knaldet, og når vi så gør det … så er det også galt. Sig mig, er du overhovedet klar over, hvor godt du har det?” Han smækkede sin knytnæve ned i madrassen og kastede et kort, tilfreds glimt på sine markerede mavemuskler. ”Jeg bad dig slukke lyset, så vi kunne sove. Jeg er sikker på, at det også vil være godt for dine trætte muskler. De er trods alt snart 50,” svarede Maria roligt og lagde sig om på siden. ”Det er typisk dig. Der er fandeme aldrig noget, der er godt nok. Du har ALT – mand, der tjener masser af penge og holder sig i form, stort hus, sommerhus, bil, godt job, tre børn … men alligevel er du aldrig til at slå et smil af. Du er altid skidetræt.” Maria rejste sig tavst, gik rundt om sengen, slukkede lyset og kravlede tilbage i sengen. ”OK, så nu taler vi heller ikke sammen mere?” hørte hun Jakob spørge ud i mørket. Hun vendte sig mod ham. ”Det var dig, der ville have den her kasse. Og sommerhuset. Og jeg har ikke bedt dig om at tjene en masse penge – jeg kan udmærket klare mig selv. Men jeg er da glad for, at du huskede at nævne børnene. Dem skulle vi jo også med vold og magt have … selvom du aldrig

har sat dine ben i hverken vuggestue, børnehave eller skole. Og jeg undskylder, hvis jeg ikke fik så meget ud af det før. Du har ret – det var min egen fejl. Jeg huskede bare din pik meget større, end den egentlig er. Godnat … og sov godt.” Da Maria vågnede næste morgen, var Jakob allerede taget af sted til cykeltræningen med Pelle, Oscar og de andre fra Flexcoms tri-hold. De fleste af dem sad i salgsafdelingen, hvor Jakob var direktør på femte år. Han var alderspræsident på holdet, der skulle stille op til Copenhagen Ironman i august, og lå alligevel konstant blandt de tre bedste til træning. De var startet op i februar, men alle på holdet havde været med til at løbe New York Marathon året forinden og cykle til Paris året før det. Alle pressede hinanden til hele tiden at forbedre sig – både hvad angik træningsmetoder og udstyr. Og for at motivere holdet endnu mere havde Jakob via firmaet hyret en professionel træner, der var med på weekendernes fælles træningspas, og som man rapporterede egne træningsresultater og kostplaner ind til. Maria stod op, da vækkeuret ringede anden gang. Hun havde igen sovet elendigt. Vendt og drejet sig. Tænkt over sin og Jakobs fælles fremtid, hvis de efterhånden havde nogen. Hun daskede nøgen ud på badeværelset. Nu havde hun 19 minutter til børnene skulle vækkes, sparkes i gang, have morgenmad og sendes ud ad døren, inden hun selv skulle af sted på arbejde. Maria så sig selv i fuld figur i spejlet. Nej, hun var ikke 18 år længere og havde da også et par skudhuller hist og her. Men med tanke på, at hun havde født tre børn og var kom-

met over på den anden side af de 45, kunne hun fint leve med, hvad hun så. Hendes bikini klagede heller ikke, så løbeskoene fik lov til at stå længst inde i skabet. Det samme gjorde pulsmåleren, som Jakob havde givet hende sidste jul. Han havde lignet én, der havde givet hende galaksens største diamantring og var blevet dybt skuffet over, at hun havde prøvet at få pengene tilbage. Hun trådte ind i den store bruseniche og mærkede det varme vand vække hende til live. Et kort øjeblik overvejede hun at lade sine fingre give hende dét, som Jakob ikke havde formået aftenen før. Men tiden var efterhånden ved at være knap, og det var bedre med håndbruseren ovre i badekarret. Hun gennemgik dagen, der lå foran hende, mens hun vaskede hår. Det sædvanlige onsdagsforhør sammen med de andre projektledere på bureauet. Kundemøde med Pharma 19. Hente Ida til fodbold. Købe ind på vejen hjem. Lave mad. Og hjælpe Katrine med tysk-lektierne … hvis hun ikke fik klaret dem i lektie-caféen. Pernille var heldigvis ovre hos kæresten de næste par dage, så hende var der ikke noget med … højest, at hun sendte de sædvanlige tigger-beskeder om at overføre penge. Maria tørrede dampen af spejlet og begyndte rutinemæssigt at tage sit ansigt på. Var øjenlågene alligevel blevet lidt for tunge? Skulle hun prøve noget nyt med håret ligesom Carina i receptionen? Ikke at hun regnede med, at Jakob ville bemærke det, men der var jo ingen grund til at se ældre ud, end hun var. Hun kiggede på uret. Otte minutter til at børnene skulle losses ud af sengene. Dagens kundemøde med Pharma 19 dikterede tøjvalget. Deres marketingchef var en meget ligefrem kvinde i starten

af 50’erne, og hun havde gjort det klart fra start, at hun havde det bedst med at arbejde sammen med erfarne mennesker. På det forrige bureau, hvor hun havde været kunde, havde hun fået rigeligt af nyuddannede orakler, der lignede noget fra et modeblad og havde mere travlt med at fortælle hende, hvordan verden hang sammen nu til dags end at komme med brugbare kampagner. Så Maria hev en neutral, sort nederdel og en lyseblå bluse frem fra skabet sammen med et par ikke alt for høje sko. Håret ville blive sat op i en afvæbnende knold inden mødet. To minutter til Ida og Katrine skulle op. Hun kiggede sig en sidste gang i spejlet. Tidløs elegance – den perfekte facade over for Pharma 19. Maria stak hovedet indenfor på Katrines værelse og tændte lyset. En narkoman ville føle sig helt hjemme. Beskidt service, skolebøger, blade, sko, tøj, tasker var blevet rystet rundt, så man dårligt kunne se en halv kvadratmeter af gulvtæppet. Hvem havde sagt, piger var bedre til at holde orden? ”Så står vi op! Og se nu lige at få ryddet op, når du kommer hjem fra skole, narko-Jytte.” Maria tændte og slukkede lyset hurtigt for at få en reaktion. ”Gå nu væk …” lød det søvnigt fra dynen. Ida var allerede vågen og sad oven på sengen og skrev beskeder på mobilen. ”Klokken er halv syv. Hvem i himlens navn sidder du og skriver til på det her tidspunkt?” Ida kiggede overbærende på hende. ”Mig og Klara aftaler, hvad vi skal have på i dag. Og Alba har sendt billeder af sin nye kanin. Og Holger fra klassen har skrevet, han synes, jeg er lækker.” Maria kneb øjnene en anelse sammen. ”Holger … er det ikke ham, der spiser bussemænd og spil-

ler rollespil nede i skoven? Det kan du gøre meget bedre, min pige. Det snakker vi mere om … om nogle år. Morgenmad om et kvarter.” Maria havde lige sat sig med en kop Earl Grey og et stykke knækbrød med ost. ”Hvorfor er den her ikke blevet vasket? Jeg lagde den ned til vask i forgårs.” Katrine stod og viftede tvært med en sort trøje. Maria kiggede på hende. Det var en scene, der blev spillet et par gange om ugen med skiftende personer i rollen som den forurettede. ”Ved du hvad, min skat? Du har fuldstændigt ret. Det er ganske enkelt utilgiveligt, at den trøje ikke er blevet vasket. Og jeg lover at straffe dem, der arbejder i vaskekælderen hårdt.” Katrine blev stående. ”Du tror altid, du er så sjov. Nu har jeg ikke nogen trøje at tage på … det er sgu da mega nederen … men du’ jo bare ligeglad.” Maria trak luft ind, men Katrine var allerede drejet om på hælen og trampede op ad trappen. Minuttet senere dukkede Ida op ved spisebordet med sit penalhus og sin matematikbog og satte sig ned. Maria kiggede på hende, mens hun tyggede knækbrød. ”Vi spiser morgenmad nu. Lektier kan du lave efter fodbold, hvis du ikke når dem i skolen.” Ida åbnede bogen og åbnede penalhuset. ”Det er til i dag, okay?” ”Det kan umuligt være til i dag, for da jeg spurgte dig i går, om du havde lektier for, havde du lavet alt … sagde du.” Ida kiggede sin mor og sukkede. ”Så havde jeg glemt den her side, ikke? Jeg laver det på ti minutter. Har du købt jordbær-yoghurt?”

En sms tonede frem på Marias mobil. ”Hej mor, kan du ikke overføre 400 kroner? Du får dem, når jeg får løn om en uge? Far svarer ikke.” Maria nåede frem til bureauet, fem minutter før der var fællesmøde med resten af kontaktafdelingen. Hun nåede lige at lave en latte på det store espresso-orgel i receptionen og kaste sig i en af mødelokalets Wegner-stole, før kontaktdirektøren Rasmus, som altid, åbnede mødet med en kæk bemærkning. ”Velkommen! Dejligt at se, alle er friske og veludviklede … og at Maria har møde med Pharma 19 i dag.” Herefter begyndte den sædvanlige runde, hvor projektlederne efter tur fortalte, hvad der var af opgaver på deres kunder. Maria så en besked dukke op på mobilen. Den var fra Jakob. ”Gider du hente en pakke fra Triathlonshop på posthuset? Kommer sent hjem.” Hun overvejede, hvad hun skulle skrive, da endnu en besked tikkede ind. ”I denne uge scorer jeg dig …” Maria behøvede ikke at kigge på afsenderen. Nikolaj havde gennem et halvt år sendt den besked hver uge, selvom hun havde afvist ham gang på gang. Efterhånden var det bare en hyggelig rutine. Han var 15 år yngre, single og havde kastet sin kærlighed på Maria til julefesten. Hvorfor forstod hun ikke. Måske fordi hun var impossible to get. Men han gjorde det lidt sjovere at komme på arbejde, så hun lod ham køre sit show … og nød lidt opmærksomhed fra de yngre rækker. Hun vidste, at mange af de unge piger på bureauet var ude efter Nikolaj, hvilket ikke gjorde hans interesse mindre flatterende. Men han skulle lige have at vide i ny og næ, at han godt kunne glemme det. 38 ulæste mails var der, da hun tændte computeren tilbage

på kontoret. Nyhedsbreve, hun aldrig havde bedt om, invitationer til events, fedte-mails fra produktionsselskaber, beskeder fra kunder … og en enkelt fra hendes mor. Hun var nok nødt til at læse den. Kære Maria, Du tager jo aldrig telefonen, når vi ringer til dig, så jeg forsøger med mail. Jeg vil bare høre, hvad I kunne tænke jer at spise, når I kommer til frokost på søndag? Er der noget børnene særligt gerne vil have? Vi tænkte at starte med at gå en tur, så vi rigtig kan få snakket. Jeg ved ikke, hvor lang den bliver for mit vedkommende, for min fod og skulder har det stadig skidt. Lægerne siger, de ikke kan gøre noget ved det. Men nu må vi se. I øvrigt har Svend fået konstateret hudkræft. Efter sigende skulle det være godartet, men Inger er alligevel helt ude af den. Det er også synd, at det skulle ske nu ovenpå alt det med Ingers underliv, som jo var rigtig slemt. Blærebetændelse kan være meget ubehageligt. Kærlig hilsen Mor PS: Håber, det går godt med Jakobs Ironman-træning. Det er så flot, han stiller op! Vi kommer selvfølgelig begge og hepper til løbet. Maria mærkede nakkehårene rejse sig. Lige så længe hun kunne huske, havde hendes mor svælget i sygdom og ulykke og fejlet et eller andet, som hun med stor fornøjelse delagtiggjorde resten af galaksen i. Fælles for alle lidelserne var, at ingen læger havde været i stand til at diagnosticere og behandle dem. Men heldigvis var skavankerne hver gang gået over af sig selv … for så desværre at blive afløst af nogle nye. Maria overvejede at lade, som om hun aldrig havde mod-

taget den og spille forundret på søndag. Men hun vidste, at moren ville skrive igen og kime hende ned, indtil hun svarede. Hej mor, Vi spiser, hvad der kommer på bordet – det gælder også børnene. Jeg kender hverken denne Svend eller Inger … men håber da, de får det bedre. Træner Jakob til Ironman??? Hils far. KH M Hun havde egentlig fortrængt søndagsfrokosten, men den var nok ikke til at komme udenom … selvom ingen af dem derhjemme egentlig gad. Børnene ville hellere være sammen med kammerater eller kærester, og Jakob ville brokke sig fra nu af til søndag, fordi tidspunktet ikke passede ind i hans træning. Og selvom Maria heller ikke orkede, følte hun alligevel en forpligtelse – forældrene havde trods alt hjulpet hende og Jakob en hel del, da børnene var små. Faktisk vidste Maria ikke, hvordan de skulle have overlevet uden hjælpen fra hendes og Jakobs forældre. Det virkede bare, som om at Jakob havde glemt alt om det og helst undgik familien, nu hvor han ikke havde brug for dem mere. Det gjaldt især hans egen mor. Noget var gået skævt mellem dem, efter Jakobs far døde. Maria vidste bare ikke hvad, og Jakob gled altid af, når hun spurgte. Mødet med Birgitte Grønborg gik endnu bedre end ventet. Efter at have set de to kreatives påklædning, havde Maria valgt at tage mødet alene. Birgitte havde været gladere end nogensinde og vist billeder fra sit nye sommerhus i Sverige.

Rødt træhus med hvide vinduesrammer og sågar en gammel vandpumpe, der stadig virkede. I skoven bagved skulle der være masser af svampe og blåbær. Maria var meget mere til Mallorca og Sydfrankrig, men hun fik sagt ”ih” og ”næh” de rigtige steder. Opgaven, Birgitte kom med, var langt større end forventet og sikrede i sig selv Marias samlede forecast for de næste to måneder. Rasmus ville klappe i sine små hænder, mens det ville presse et par af de andre projektledere. Efter at have krammet Birgitte farvel i receptionen, stødte hun ind i Nikolaj ved kaffe-orglet. ”Hun ER lebbe,” sagde han, mens han skummede mælk til endnu en latte. ”Du mener, fordi hun ikke har en mand og er venlig over for andre kvinder?” ”Fordi hun hader mænd og ligner en fangevogter fra et østtysk kvindefængsel.” ”Hun hader ikke alle mænd. Kun unge mænd med fuldskæg og tatoveringer … som ud af det blå og imod al lovgivning om markedsføring af lægemidler fortæller hende, hvordan hun ligesom skal bruge hele sit marketingbudget på en mega edgy musikvideo.” ”Den musikvideo havde været GENIAL! Og jeg har sgu da ikke fuldskæg eller tatoveringer.” ”Nej … ikke endnu,” sagde Maria smågrinende og satte i retning af kontoret med sin kaffe. ”Jeg får skrevet dit navn hen over min svulmende brystkasse … helt tæt på mit dunkende hjerte,” råbte han efter hende. Maria trådte ind på sit kontor, som hun delte med projektlederen Mia.

”FUCKING NAR,” råbte Mia ind i røret, før hun smækkede på. ”Det MÅ have været en kunde,” sagde Maria med et spørgende blik og satte sig ned. ”Næh, det var såmænd bare Lars, der pluuudselig begynder at lave om på aftalerne for Oscars konfirmation … sikkert fordi hans lille, nye møgluder skal blande sig. HOLD nu kæft, hvor jeg hader den sæk.” Mia knaldede en knytnæve i bordet. ”Bliv ALDRIG skilt, siger jeg bare!” ”Det skal jeg huske,” svarede Maria og tjekkede sin Facebook. ”Om han så er dum som en mur, ludfattig og har dårlige ånde … bliv hos ham. Eneste undskyldning for at skride er, hvis han har en lille pik, som Lars!” Mia tog sine smøger og satte kursen mod terrassen. ”Ja, så må jeg vist hellere få fingre i en advokat,” mumlede Maria og scrollede ned på sin wall. Hun så, at datteren Pernille havde postet et billede sammen med Philip. De stod med vind i håret på en strand og kyssede. Maria smilede og likede billedet. Tænkte tilbage på sig selv, da hun var 17. På Jens, som hun var kæreste med dengang. En stor, glad dreng, der var trommeslager i et håbløst band. Hun huskede alle de gange, hvor hun sad i øvelokalet og ventede på, de blev færdige. Huskede hans glade fjæs og svedige kram, når han havde rejst sig fra trommerne. Huskede hans værelse med AC/DC-plakater, kranieaskebæger, et rodet skrivebord og en stor seng. Huskede, når hans forældre var væk, og de havde lejligheden for sig selv. Hentede pizzaer, hørte musik, drak dårlig vin og havde sex i forældrenes vandseng det meste af natten. Gad vide, hvor han var i dag?

Hun kunne ikke lade være med at kigge over på billedet ved siden af skærmen. Maria, Jakob, Pernille, Katrine og Ida liggende på række i sandet på Maldiverne. Billedet var fem år gammelt, og alle var solbrændte og glade. Maria og Jakob var lusket ud af strandhytten og de få meter ned til bølgerne, når børnene var faldet i søvn om aftenen. Havde badet nøgne. Snakket om alting og ingenting over en flaske vin … før de var dasket tilbage til hytten og havde rundet aftenen af med manér. Det føltes som et andet liv. Maria åbnede browseren og begyndte at surfe efter rejser til Maldiverne. Måske ville en ny tur dertil kunne genskabe lidt af gnisten. Det skulle så være efter, Jakob havde overstået sit Ironman. Helst bare hende og Jakob alene. Pernille ville nok heller ikke med, medmindre Philip blev inviteret, og det ville Jakob aldrig gå med til. Katrine kunne nok også bestikkes til at blive hjemme – især hvis hun fik at vide, der ikke ville være internet. Problemet ville være Ida, som ville være svedt for at komme af sted, men det ville godt nok begrænse udfoldelserne markant. Og at få hende passet i en uge hos Marias forældre ville aldrig gå godt. Ida ville være stiktosset fra første sekund og ikke tilgive Maria før to måneder efter. Måske skulle hun bare tage af sted alene, tænkte hun, lige før hun skubbede Maldiverne ud af hovedet og begyndte på et budget til Birgitte Grønborg. Klokken 18.25 tog Maria kyllingen ud af ovnen og satte salaten på bordet. Forinden havde hun hentet Ida fra fodbold og renset hendes skrabede knæ. ”SÅ’ DER MAD!” råbte hun. Larmende tavshed.

Hun prøvede igen henne ved trappen til første sal: ”DER ER MAD NU!” Ida kom humpende ned ad trappen efterfulgt af Katrine, som gloede ned i sin mobil hele vejen ud til køkkenet. ”Hvor er Pernille og Far?” spurgte Ida og begyndte at tage salat, før hun overhovedet havde sat sig ned. ”Pernille er hos Philip, og far er på arbejde,” svarede Maria og skar kyllingen ud. ”Ej, ikke kylling IGEN, vel?” kom det fra Katrine, som havde løftet blikket fra mobilen. ”Og hvad er der så i vejen med kylling?” sukkede Maria. ”Vi får ALTID kylling. Ovre hos Lea får de alt muligt – mexicansk, burgere, sushi, frikadeller, bøffer og den slags.” ”Så løb du over til Lea, hvis du synes, det er en bedre restaurant,” snerrede Maria og tog et stykke bryst. ”Hun er ikke hjemme,” snerrede Katrine tilbage og stak til nogle agurketern. ”Jeg kan godt li’ kylling,” sagde Ida. Det havde ikke den ønskede effekt. ”Er det, fordi du endelig prøver at tabe dig, at du altid laver kylling? Fordi det snart er bikini-tid? Kunne du ikke bare løbe en tur så, ligesom far?” Katrine kiggede ned i sin mobil og lod maden stå. ”Mor er da overhovedet ikke tyk!” kom det fra Ida. ”Så siger vi dét,” svarede Katrine og fik i samme øjeblik revet mobilen ud af hænderne. ”For det første … ingen mobiler ved bordet. For det andet … jeg er ikke tyk og prøver ikke at tabe mig. Det er dig, der er for tynd. For det tredje … spis, hvad der står på bordet, eller gå sulten i seng. For det fjerde … har du lavet dine lektier og ryddet op på dit værelse? For det femte … LUK RØVEN!”

”GIV MIG MIN MOBIL!” Maria rejste sig, åbnede døren ud til haven og kastede mobilen, så langt hun kunne. ”JEG HADER DIG, DIN SYGE HEKS!” skreg Katrine og forsvandt ud efter sin mobil. ”Bliver jeg også sådan en dag?” spurgte Ida og gnavede ufortrødent på sit kyllingelår. ”Så sælger jeg dig til medicinske forsøg,” sagde Maria og tog noget mere salat. De hørte begge hoveddøren blive åbnet og smækket i med et brag, efterfulgt af trampen op ad trappen til første sal. Endnu en dør blev smækket. ”Hvornår kommer far hjem?” ”Efter du er gået i seng, tror jeg. Men du kan sms’e godnat til ham.” Da Jakob trådte ind ad døren klokken 22.42, sov Ida og Katrine ovenpå, mens Maria lå i soveværelset nedenunder og læste en bog. ”Hej,” sagde hun træt og kiggede op fra bogen. ”Hej,” kom det lige så træt fra Jakob, mens han hængte habitjakken på en bøjle. Han satte sig på sin side af sengen. ”Fuck, for en lortedag …” ”Hvad er der da sket?” Maria lagde bogen. ”Cykeltræningen var en katastrofe. Jeg havde intet i benene, og Pelle styrtede, da en hund løb lige ud foran ham.” ”Gud … jamen hvad skete der med hunden … og Pelle?” ”Ikke noget, tror jeg. Hunden peb lidt og humpede tilbage,

hvor den kom fra. Ejeren så vi ikke. Så havde han fandeme også fået et par på hovedet.” ”I ledte altså ikke efter den og tjekkede, om den var kommet til skade? Eller fandt ejeren?” ”Nej, for fanden. Det var jo bare en hund. Og vi skulle også lige lappe Pelle sammen og fikse hans cykel. Det åd lige 14 minutter af træningspasset, og vi var lige blevet varme. Fandeme typisk.” Jakob tog sine sko af og smed dem hen i hjørnet. ”Men hvad med Pelle? Er han OK?” ”Ja, ja … jeg har jo lige sagt, vi lappede ham sammen. Han fik bare nogle hudafskrabninger. Det var sgu værre med hans cykel. Hey, hvor har du stillet pakken?” ”Pakken?” ”Fra Triathlonshop.” Han gloede på hende, som om hun havde spurgt, hvor mange hjul en cykel havde. Maria tog sig til hovedet. ”Sorry … den glemte jeg sgu alt om. Min dag var lidt …” ”Du har ikke hentet den?” ”Nej, jeg har ikke hentet den. Jeg glemte den i forvirringen.” ”I forvirringen? Hvad fanden er der at være forvirret over? Hvis du havde for travlt til at hente den, kunne du sgu da i det mindste sige det. Så kunne jeg have sendt en anden. For helvede, Maria!” Maria klappede bogen sammen. ”Sende en anden? Åhhh … så jeg er dit lille bybud. Jamen, det giver god mening.” ”Drop det fis – du ved udmærket godt, hvad jeg mener. Du kunne sgu da i det mindste have skrevet, du ikke kunne nå det.” ”Jeg GLEMTE det, okay? Hvis den pakke er så skidevigtig, kan du vel for fanden selv hente den!”

”Jeg havde travlt på arbejde, okay? Som om jeg ikke gør ting for dig.” Maria tog luft ind. Hun vidste bare, at nu kom det over på, hvem der ydede mest. Alting var en konkurrence med Jakob. ”Du havde travlt på arbejde? Er det gået op for dig, at jeg også har et fuldtidsarbejde OG skal sørge for ALT herhjemme, fordi dit MEGET vigtige job og din MEGET vigtige træning DESVÆRRE sluger al din tid. Og nu sidder du og flæber over en eller anden pakke, som din tjenestepige glemte at hente. Flot!” ”Jeg VIDSTE bare, du ville sige det dér. Så er vi der igen. Ja, jeg har sgu travlt på mit arbejde. Og det er for helvede MIN løn, vi primært lever af. Jeg tjener det tredobbelte af dig … selvom du ikke gider høre på det. Så derfor bruger jeg sjovt nok også mere tid på det. Og som om jeg aldrig laver noget herhjemme. Jeg laver sgu da masser af ting.” ”Så du får børnene op om morgenen? Sørger for, de får morgenmad og kommer af sted til skole? Hey, du tager da også lige forældremøderne, ikke? Og henter de glade børn fra fodbold? Tager skænderierne med din fantastiske teenagedatter? Du kan godt huske hende, ikke? Du vasker også tøj og ringer til din mor og hører, hvordan hun har det?” ”Jeg har sagt TUSIND gange, at vi bare kan få en au pair,” sagde Jakob. Han var begyndt at tale ud mellem tænderne, som han gjorde, når han prøvede at beherske sig. ”Men det vil du jo ikke, vel? Alting skal foregå på DIN måde … samtidig med, at du hele tiden har så skideondt af dig selv. Jeg bad dig for helvede bare om at hente en pakke. Det var det hele. Og så kører du det helt herop.” ”Du ved udmærket godt, hvorfor vi ender her … igen. Du er så blæsende ligeglad med alle andre. Det ENESTE, som

betyder noget for dig … er DIG. Vi andre er her bare, for at det hele kan se rigtigt ud. For DET er jo vigtigt, ikke? Hvad andre tænker … om dig.” ”Hvad fanden er det for noget pis at fyre af?” ”Lad nu være, gider du? Hvornår interesserer du dig nogensinde for, hvad der foregår herhjemme? Hvornår har du sidst, to dage i træk, været her til både morgenmad og aftensmad og hørt, hvad der foregår i vores andres liv … ikke mindst i dine børns?” ”Jeg har TRAVLT, siger jeg jo. I vil gerne bo i det her hus, ikke? På ferie tre gange om året. Have dyrt tøj og alt det der?” Maria sukkede. ”Det er nok mest dig, der vil have de ting, skal du se. Fik du sms’et godnat til børnene?” Jakob sagde ikke noget. ”Jeg tænkte det nok,” sagde Maria stille. ”Og det mest utrolige er, at du ikke selv kan se det. Et højt begavet menneske som dig.” Jakob kiggede ned i gulvet. ”Du synes jo, jeg er en megaspasser.” ”Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes bare, at du efterhånden kun går op i dig selv og er fuldstændig blind for, hvordan vi andre har det, og hvilke behov vi kunne have. Vi er jo nærmest til besvær. Det eneste, der efterhånden gør dig glad, er, hvis din træning går godt.” ”Træningen, synes du jo også, er åndssvag … det lyser jo langt ud af dig. De andres koner synes pudsigt nok, det er fedt, at vi træner … men ikke dig.” Maria sank en klump og kiggede på bogens omslag. ”Jeg synes, det er fint, du gerne vil det her Ironman-halløj … men ikke når træningen sker på bekostning af ALT andet herhjemme. Og jeg har vel lov at have min egen mening.”

Jakob kiggede på hende. ”Jeg forstår bare ikke, hvorfor du altid er så skidesur. Det plejede du ikke at være.” Maria mærkede tårer presse sig på, men holdt dem tilbage. Den glæde skulle han ikke have. ”Du er pudsigt nok den eneste, jeg kender, som synes, jeg er sur. Det kan du så tænke lidt over. Godnat.”