Kapitel 1 Det var for mig en ganske almindelig dag. Jeg gik rundt i Bagdad med min rygsæk, der som altid var pakket med mit trofaste kamera, en tandbørste og en bikini. Ja, det lyder lidt tå beligt, men den vane opstod, fordi jeg på grund af strejke i en lufthavn var strandet på et hotel i tre dage, kun med min hå ndbagage. Min kuffert var væk, sikkert sendt til et forkert land eller ikke kommet med fra min mellemlanding. Mit job som udenrigskorrespondent kan være kaotisk til tider, så da jeg hverken kunne gøre fra eller til, udnyttede jeg det til min fordel, købte en bikini og lagde mig ved hotellets swimmingpool. Det var de mest afslappende dage i mit seksogtyveårige liv, og siden da har bikinien fulgt mig overalt. Men nu var jeg tilbage på arbejde, iført de sædvanlige jeans, og havde som altid mit lyse hå r bundet op i en hestehale, så det var af vejen, hvis jeg skulle tage billeder eller hurtigt i dækning. Det var tidligt på dagen, de små butikker i gaden var ved at å bne, og solen varmede allerede mine bare arme og kastede lange skygger ud bag mig. En gruppe børn i skoleuniformer passerede mig, så jeg må tte ud på gaden for at give dem plads på fortovet. De lo og snakkede larmende, og jeg kom til at tænke på min nevø og niece, så jeg smilede til dem, og de vinkede fnisende til mig. Jeg vandrede rundt i de små labyrintagtige gader et stykke tid og lod mine tanker få frit løb. Jeg havde opgivet at inde logikken i kampene. Jeg havde talt med folk på begge sider af kon likten, og i bund og grund var historierne ens. De savnede deres familier, og de sørgede over de døde. Det, der undrede mig mest var, at også soldaterne sørgede over tabet af de civile, selvom de burde være jender. Hvem var det egentlig, der besluttede, at man havde jender? Det var tydeligt, at disse soldater ikke havde valgt selv. Et billede af en grædende amerikansk soldat med en såret irakisk dreng i armene dukkede op i mit hoved. En øresønderrivende larm rev mig ud af mine tanker, da en bombe pludselig eksploderede blot et par gader derfra. Braget rungede i mine ører, og snart var luften fuld af støv og skrig. Jeg dukkede mig instinktivt og lagde mine arme over hovedet, så jeg kunne kigge ud under dem. Kvinder og børn løb i alle retninger og var hurtigt væk. Soldater dukkede op og forsvandt i retning af eksplosionen. Jeg vidste, jeg burde løbe derhen og begynde at fotografere, men jeg blev siddende på hug, tæt op ad en mur med løftede arme uden at kunne forklare, hvad der holdt mig tilbage. Jeg havde aldrig været skræmt af mit arbejde før, men nu var jeg som limet til stedet. Maskingeværernes abrupte skud gav genlyd mellem husene, og da en kugle rikochetterede på muren tæt ved mit hoved, nærmest styrtede jeg fremad og faldt ind i en butik, så jeg lå sidelæns på gulvet med hovedet helt ovre ved disken. Jeg hev efter vejret, og pulsen dundrede i mine ører. Jeg sparkede døren i med min ene fod og mavede mig frem på albuerne, så jeg kom i skjul bag disken. Jeg lå og krummede mig sammen lidt, og først da lydene udenfor aftog, løftede jeg blikket og så mig omkring. Butikken var lille. Støvpartikler dansede i solstrå lerne, der flød ind ad vinduet og gjorde rummet uvirkeligt og drømmeagtigt. Der var alle mulige då ser og glas på hylderne. Æsker med vaskepulver ved siden af noget, der lignede sodavands lasker, og i et hjørne hang en lammekølle og nogle pølser. Krukker med
tørret frugt, nødder og krydderier gav en vidunderlig duft. Der var også en hylde med bøger, der så ud til at have været læst af mange, og en række planter og urter var hængt til tørre under loftet. Jeg bemærkede en bevægelse skrå t bag mig, og jeg skævede ud mod baglokalet. Der stod en dame helt klædt i sort. Hun kiggede på mig og smilede. Hun havde ikke mange tænder i munden, og de resterende var helt sorte, men hun havde nogle rare øjne. Til min store overraskelse var de grå . De leste i Bagdad havde helt mørkebrune øjne. Næsten sorte. Kvindens øjne var klare, smilende og grå. Hun vinkede mig ind til sig. ”Kom,” sagde hun. ”Kom.” Jeg rejste mig langsomt op og gik lettere foroverbøjet ud i baglokalet. Jeg turde ikke helt rejse mig op endnu. Selvom skuddene udenfor var næsten ophørt og meget jerne nu, var det ligesom noget helt andet, jeg dukkede mig for, men jeg kunne ikke sætte ingeren på det. Jeg havde glemt mine pligter om at fotografere hændelserne ude på gaden og stod helt fascineret i butikkens baglokale, hvor kvinden var ved at brygge te. Mit blik cirkulerede rundt i det diminutive lokale, der rodede lige så meget som selve butikken, men det, der fangede mit blik og drev mig tættere på , var ire lange hylder, der rakte helt fra den ene væg til den anden, fyldt med fotogra ier. Kvinden bemærkede mit nysgerrige blik, men sagde ingenting og lod mig stirre. Hun vendte ryggen til mig og gjorde teen færdig. Jeg var dybt betaget af synet. Først tænkte jeg, at det var billeder af hendes – i mine fordomme – store familie, som det jo tit forholder sig på de kanter. Men da jeg kiggede nærmere på indholdet af billederne, var der noget, der ikke helt stemte. På et af billederne stod hun med armen om en lille, mørkhå ret fyr med runde briller og pandehå r helt ned i øjnene. Han lignede Harry Potter. Altså ikke skuespilleren fra ilmen, men der var ingen tvivl om, at det var ham. Han havde endda et lille zigzag-ar i panden. Det lignede ikke noget fra en skolekomedie, og så vidt jeg vidste, havde der ikke været opført et teaterstykke. Jeg var mystificeret og kiggede på det næste fotografi. Det var om muligt endnu mere sært. Ud fra min ringe viden om kvinden så det mest ud, som om hun var trå dt ind midt i et modeblads fotooptagelse, for der stod en meget smuk – og meget bleg – ung mand og så paf ud, og hans gyldne øjne var spærret let op. Han var høj, hans ansigtstræk var som mejslet i marmor, og hans kobberfarvede hå r sad perfekt. Han var ulasteligt klædt, og selvom den mystiske kvinde var lidt yngre på billedet og havde flere af sine tænder, var hun ikke meget kønnere end nu, og det var tydeligt, at hendes læbestift på hans skjorte lip ikke var en del af fotooptagelsen. I baggrunden stod en mere undselig pige med mørkt hår og brune øjne og så på det umage par. Jeg havde ikke bemærket, at kvinden stod ved siden af mig og fulgte mit blik. ”Ja, ikke mange ville slippe godt fra at kysse Edward Cullen. Ikke engang på skjorten. Heldigvis var det, før Bella blev forvandlet. Ellers var jeg nok ikke i live i dag,” sagde hun på lydende engelsk helt uden den karakteristiske accent, der lorerede her, men med en tør og lidt hæs, knirkende stemme. Jeg tror nok, at jeg stod med munden vidt å ben og stirrede på hende. Mente hun helt seriøst, at hun havde mødt Edward Cullen? Jeg kunne genkende navnet fra mit besøg hos min søster og svoger i London i vinter. Min nomadetilværelse gjorde, at jeg ikke havde noget sted, jeg kaldte hjem, og tit landede på
deres adresse, nå r jeg i perioder havde fri fra arbejdet. Min niece på tretten var helt skudt i Twilight-sagaen, og hun fortalte mig en masse om bøgerne, som hun havde læst igen og igen. Der var den her totalt lækre vampyr, som en helt almindelig skolepige forelskede sig i, og der var en masse ballade i den lille by, men til sidst blev de gift og ik et barn. Meget romantisk, men altså romaner. Jeg forsøgte at huske ilmplakaten på min nieces værelse. Nej, manden på billedet foran mig, var ikke manden fra plakaten. Ligesom det heller ikke var den Harry Potter, jeg huskede fra filmene. Hvad i alverden foregik der her? Kvinden så op på mig og lo en gnæggende latter med sin næsten tandløse mund. Hun mindede mig om heksen fra Snehvide i Disneys tegne ilm. Hun havde godt nok ikke hætte på , men et tørklæde som mange af kvinderne i landet, og hendes grå hå r stak ud et par steder langs hendes rynkede kinder. ”Jeg tænkte nok, du ville tro, jeg var gal,” kvækkede hun. ”Kom og sæt dig ned,” sagde hun. De grå øjne spillede i hendes furede ansigt. ”Lad os få en kop te, og så vil jeg fortælle dig en lang historie. Du vil ikke tro mig, men jeg vil fortælle dig den alligevel.” Kvinden vendte tilbage til teen og gjorde et par kopper klar. Jeg lyttede opmærksomheden tilbage til billederne på hylderne og ik øje på lere mærkværdigheder. Nu, hvor jeg vidste, at det handlede om roman igurer, forsøgte jeg at gætte, hvem de poserende skikkelser skulle forestille. Hende dé r må tte helt bestemt være Rødhætte. Der var også et af Peter Pan, og jeg modstod fristelsen til at spørge kvinden om Kaptajn Klo. Jeg kunne mærke et smil kruse mine mundvige, efterhå nden som jeg gik mere og mere op i den vanvittige opgave, jeg havde givet mig selv. Jeg ik øje på Frankensteins monster, Snedronningen, nogle hobbitter, en løve med nogle børn som jeg gættede på var fra Narnia eller må ske Brødrene Løvehjerte. Der var lere, jeg ikke kunne gætte, fordi det kunne være så mange eventyr med børn, og der var virkelig mange billeder. Til sidst trak kvinden mig i ærmet og ledte mig hen til det lille bord, hvor hun havde stillet tekopperne. Jeg nippede til min te, mens jeg kiggede på den gamle kone over for mig. ”Hvad hedder du?” spurgte jeg. Hun smilede sit skræmmende smil, men svarede ikke med det samme. Hun betragtede mig med sine grå øjne, som stadig undrede mig, ligesom hendes næsten perfekte engelsk. Endelig lød hendes knirkende stemme i det stille lokale: ”Mit navn er ikke vigtigt. Du kan jo kalde mig Fatima. Jeg har altid troet, jeg selv ville skrive denne historie, men de er kommet på sporet af mig, og jeg er nødt til at fortælle dig den i stedet. Jeg valgte dig, fordi du er gjort af det rette stof. Husk det.” Jeg smilede til hende. Hun var jo rablende gal, kvindemennesket. Men hun virkede ikke farlig, og jeg havde før befundet mig i værre situationer end at drikke te med en skør kugle. Min næste indskydelse var, at det her ville blive sjovt. Hvad kunne hun have af vrangforestillinger, der kunne slå disse fotos? Kvindens smil forsvandt, omvendt proportionalt med at mit kom frem. Hun stirrede vredt på mig. ”Du er nødt til at forstå, at det er alvorligt,” næsten hvæsede hun. Jeg pakkede mit smil væk og forsøgte at se alvorlig ud. Jeg trak en lille skriveblok op af min
rygsæk, som jeg havde stillet på stolen ved siden af mig. Mens jeg rodede i en lomme efter en kuglepen, rakte kvinden over bordet, tog blokken og viftede mig om næsen med den. ”Læg den væk igen. Du kan ikke tage notater. Det, du ikke husker, vil gå tabt.” Jeg stirrede på hende. Først ville hun tages alvorligt, og bagefter skulle jeg blot lade som om. Nu smilede hun igen. ”Jeg kan se, du ikke forstå r. Godt. Jeg vil indgå en aftale med dig. I dag fortæller jeg i hovedtræk, hvad min historie gå r ud på , og i morgen kommer du igen, og så vil jeg uddybe noget af det. I orden?” Jeg nikkede stumt. Hvad i himlens skind og ben havde denne kvinde på hjerte? Jeg pakkede blokken væk og lænede mig tilbage i stolen med min tekop i begge hænder. ”Lad mig så høre,” sagde jeg kækt. Kvinden lænede sig også tilbage. ”Jeg kommer ikke fra denne verden,” begyndte hun. ”Jeg kan hverken fortælle dig navnet på mit hjemland eller min familie. Jeg har valgt at leve i eksil for at beskytte dem, jeg holder allermest af. Men lad mig fortælle fra begyndelsen. Historien er svær nok at forstå , som den er.” Kvinden nippede til sin te og fortsatte: ”Jeg var en eventyrer ligesom dig. Jeg ville opleve noget. Ville fortælle om det, der skete andre steder end der, hvor jeg selv kom fra. Ah, jeg var meget ung, da jeg drog ud. Allerede som barn havde jeg denne længsel efter at se, hvordan andre levede, og hvad der gav dem glæde. Min mor havde sikkert været træt af min nysgerrighed længe, for hun havde ingen indvendinger, da jeg proklamerede, at jeg ville rejse hjemmefra.” Jeg lyttede mig uroligt på stolen. Hvornå r ville hun fortælle denne fantastiske hemmelighed, som jeg ikke må tte notere ned på papir? Et suk undslap mine læber, og kvinden gjorde en misbilligende grimasse. ”Du er altså nødt til at høre det hele for at forstå historien,” sagde hun tvært. ”Ja ja, naturligvis. Det forstå r jeg godt,” løj jeg, og forsøgte at lægge ansigtet i tå lmodige folder, hvilket bestemt ikke er noget, jeg har udviklet til en kunstart. ”Altså ...” fortsatte kvinden, stadig med munden vrænget skæv som et trodsigt barn. ”Jeg havde læst en masse bøger om min egen verden, men jeg vidste, der må tte være mere. Det kunne ikke være alt, hvad livet havde at byde på , så jeg pakkede en taske med det mest nødvendige og begav mig af sted. Jeg havde ikke gå et længe, før jeg ik kørelejlighed af en gammel mand i hestevogn. Han var på vej til markedet for at sælge sine majs. Det lyder må ske lidt gammeldags, men sådan er det i min verden.” Jeg var nu ikke overrasket. Kvinden var jo tudsegammel, og vi var altså i Bagdad, hvor en masse transport foregik ved hjælp af æsler eller gamle knallerter. Vi var langt fra London. Åbenbart tilfreds med min tavshed fortsatte hun: ”Jeg er nysgerrig af natur og stillede den gamle mand et hav af spørgsmå l, næsten inden jeg nå ede op i vognen. Han blev overrasket, men var i stand til at besvare en langt større del, end min mor nogensinde havde kunnet. Det blev en lang eftermiddag, for jeg havde ikke noget konkret må l, og denne gamle mand gav mig mere viden, end nogen bog havde formå et i mit unge liv, så jeg klæbede mig fast til ham og fulgte med, hvor han skulle hen. Vi solgte hans majs på markedet og var i butikker for at købe ting, han manglede.
Han havde rejst i hele vores verden og længere væk, end jeg kunne forestille mig. Jeg spurgte og spurgte, og i lang tid besvarede manden min inkvisitoriske opførsel med et lille overbærende smil, som man har tendens til med ivrige børn. Så spurgte jeg ham, hvad der fandtes uden for vores verden, og han blev straks meget alvorlig. – Hvad ved du om andre verdener? spurgte han. Jeg kiggede på ham med mine unge, uvidende øjne og sagde: – Fortæl mig alt, hvad du ved. Manden kiggede sig panisk omkring i tusmørket og trak mig hen til sin vogn. – Jeg kører dig hjem nu, sagde han. Men jeg ville selvfølgelig ikke hjem, så jeg begyndte at sparke efter ham og forsøgte at rive min arm fri af hans greb. – Hør her, pigebarn. Verden udenfor er ikke for små piger. Der er barskt og farligt. Det er ikke et sted for dig, sagde han. Det ville jeg slet ikke høre tale om, og jeg skreg, at han skulle slippe mig. Folk begyndte at stirre på os, og til sidst gav han slip. Den dag i dag ved jeg ikke, hvorfor han skiftede mening. I hvert fald sukkede han dybt og sagde: – Godt, så kom med.” Min te var blevet kold og stod urørt på bordet, for jeg var blevet interesseret i det lille eventyr, kvinden foran mig havde begyndt. Jeg kunne godt forestille mig denne lille, nysgerrige pige, for det var mig selv, jeg så i kvindens historie, og selvom jeg ikke havde mødt gamle mænd i hestevogne som barn, så var udlængslen den samme, og jeg kunne genkende følelsen af at irritere ens mor med spørgsmå l og altid kæmpe for at inde svarene selv. Kvinden mødte mit blik og smilede uden at blotte de sorte tænder. Hendes blik var varmt og imødekommende. Hun forstod. ”Den gamle mand kørte mig ud i skoven. Det var blevet mørkt, og jeg var sulten, men jeg var ikke bange. Jeg var spændt. Jeg kunne fornemme, der var ved at ske noget afgørende. Vi standsede i en lysning for at spise, men manden var holdt op med at snakke, og jeg kunne mærke, jeg ikke skulle presse ham mere. Da vi var færdige, sagde han stille: – Jeg opdagede den her indgang ved et tilfælde, og jeg har aldrig fortalt nogen om den. Engang var jeg ligesom dig. Nysgerrig og fuld af liv. Jeg har ofte benyttet indgangen for at opleve noget andet end det liv, vi kender her. Men der er farligt, og jeg vil kun vise dig en lille smule. Derefter må du love mig at tage tilbage til din familie og leve dit liv her i landet.” Nu gnæggede kvinden sin sære latter med helt å ben mund, så jeg kunne se hendes frygtelige tænder, men da hun så på mig igen, var hendes øjne stadig varme, og hendes kinder havde fået et rosa skær. Jeg kunne forestille mig, at hun må ske havde været køn engang. Jeg begyndte at forlige mig med, at hun kunne have et almindeligt navn som Fatima. ”Jeg lovede naturligvis højt og helligt, at jeg aldrig ville gå derind igen, men jeg krydsede ingrene på ryggen, for jeg vidste, at jeg ville gøre det alligevel. Det var det mest spændende, jeg nogensinde havde hørt om, og jeg kunne ikke vente med at komme derind. Manden trak nogle buske væk, der stod rundt om et kæmpestort løvtræ. Jeg kunne ikke se helt op til kronen, og det ville kræve en stor familie at nå hele vejen rundt om stammen. Der var en hulning ved træets store rødder, og det var muligt selv for en voksen at komme igennem blot ved at bøje sig lidt forover. Jeg er ikke så høj, og dengang kunne jeg gå oprejst igennem det, som jeg sidenhen døbte Porten. Som du nok kan tænke dig, så lignede det ikke en port i den forstand, men det var en port til en anden verden. En helt anden verden. Et helt andet liv. En helt anden tid. Under træets rødder var der højere, og jeg følte næsten, at jeg gik i endnu en skov, fordi mindre rødder
dannede en labyrintagtig vej, som manden navigerede os igennem. Efter et stykke tid drejede manden, og jeg fulgte lydløst efter ham. Jeg lagde først mærke til, at jeg havde holdt vejret, da vi var kommet igennem nogle andre buske og stod i fuldt dagslys på en blomstereng lige ved et vandfald. Jeg spurgte manden, hvor natten blev af, men han trak blot på skuldrene og gik videre ud på engen. Græsset var højt, og jeg kæmpede for at følge med uden at snuble. – Her er da ikke farligt, sagde jeg stakå ndet, da manden endelig stod stille et øjeblik. Han snurrede rundt og så bistert på mig. – Du aner ikke, hvad der gemmer sig her af besynderlige skabninger, næsten rå bte han ad mig. Jeg må have set forskrækket ud, for han hostede kort og så på mig med et mildere blik. – Hør her, lille pige ... Det her er en helt anden verden end den, du kender. Kom, vi gå r tilbage til hestevognen, så lover jeg at fortælle noget om det her sted.” Den gamle kone lo sin kaglende latter igen, og jeg havde næsten lyst til at række ind over bordet for at ruske hende, så hun ville fortælle uden pauser. Hun må have fornemmet min utålmodighed, for hun gik straks videre. ”Da vi kom tilbage til hestevognen, var jeg ikke spor træt. Jeg var alt for spændt på at høre mere om den verden, vi lige kom fra. Der var lyst og grønt og fuld af blomster. Der kunne umuligt være farligt, men mandens ansigtsudtryk gjorde det alligevel klart for mig, at der var en god historie i vente. Nu kommer vi så til den del, hvor du vil tvivle på min fornuft.”