Kriminalroman
Steen Lassen
�Thi deres undergangs dag stunder til; Hvad der venter dem, kommer i hast� 5. Mosebog, kap. 32, v. 35
Prolog Forår 1987 Han sad i venteværelset på fødeafdelingen. Hun havde ligget med veer i mange timer, og det eneste sygeplejersken havde kunnet fortælle ham, var, at han måtte forholde sig afventende. Han havde allerede gået op og ned ad gangen flere gange og følte, at han kendte alle plamagerne på de gamle grønmalede vægge udenad. Flere steder var malingen skallet af, og han tænkte, at der trængte slemt til istandsættelse. Det var den mest brugte fødeklinik i Århus, og de havde valgt netop denne, fordi flere i deres omgangskreds havde født der. Alle havde været meget glade for den venlige stemning og for trygheden, selv om lokalerne var lidt nedslidte. Til gengæld var der topmoderne udstyr på afdelingen, så alle problemer kunne behandles på bedste vis. Alligevel kunne han ikke undertrykke en gysen, da døren blev åbnet ind til overlægens kontor, og han blev kaldt ind. ”Jeg beklager at måtte fortælle Dem, at der opstod komplikationer under fødslen, og at barnet var dødfødt. Deres kone er stærkt medicineret lige nu og kan ikke modtage besøg, men hvis De venter til i morgen, kan vi tage en samtale igen, hvor Deres kone også er med. Det vil desværre ikke være muligt for Dem at se barnet, da vi måtte foretage nogle operative indgreb i forbindelse med fødslen. Det håber jeg, De forstår.” Han vaklede ud af lokalet og faldt besvimet om på gangen. 7
Kapitel 1 Fjellerup, sensommeren 2008 Det var en tirsdag morgen i august. Klokken var omkring seks, og solen var ved at stå op. Det havde regnet en del dagen før, men nu så man kun den klare blå himmel, der bar på løftet om en smuk sensommerdag. Der duftede af hav og tang, men på den behagelige, rene måde. Naturen havde lige gjort hovedrent, tænkte hun. Om natten havde hun ikke sovet så godt, for der var en del problemer på arbejdet, som hun havde ligget og tænkt over løsninger på. Hun havde sine to hunde med ned på stranden, og de fik som altid lov til at løbe frit omkring og lege ude i vandet. Det var selvfølgelig ikke lovligt at lade dem løbe rundt uden snor, men hvem ville finde på at klage over det på denne tid af morgenen? Der var ikke et øje på stranden, og hele det naturskabte skuespil foran hende fik nattens tunge tanker til at opløse sig og forsvinde op i den blå luft. Hun så ud over det lave vand, der var som skabt til børnefamiliernes idylliske ferier, og netop derfor var denne strand meget besøgt af gæster fra de to campingpladser i den lille by. Længere henne på stranden lå den nye badebro, som var blevet sat op om foråret. Den var alle turisterne, og især børnene, begejstrede for. Børnene, fordi de kunne ligge på maven og fiske krabber i vandet, og de voksne, fordi det gav dem mulighed for at komme længere ud, hvor der var bare en lille smule dybere vand.
9
Så langt øjet rakte, kunne man se de små krusninger i vandoverfladen, der afslørede, at der lige nedenunder lå sandbanker gemt. Et paradis på jord for vandglade børn. Et enkelt sted var kendt for, at sælerne samledes der ved lavvande, og det var altid et spændende syn. Den glæde skulle man dog ikke dele med de lokale fiskere, for de hadede sælerne, der tog en stor del af deres fangst. Hun strakte sig dovent i morgensolen, mens hun holdt øje med hundene. Længere henne på stranden lå der en bunke efterladt affald, som en eller anden natlig bruger af stranden var sluppet af sted med at efterlade. Det var irriterende, at folk bare kastede deres affald på stranden uden at tage hensyn til andre mennesker, når der er opstillet affaldsspande overalt i turistsæsonen, både på stranden og i skovene, tænkte hun. Det var oven i købet som regel de selv samme mennesker, der brokkede sig over, at der aldrig var ryddet op nogen steder. Hun kaldte på hundene for at få dem hen til sig. De var begyndt at snuse rundt i affaldsbunken, og om lidt ville en af dem sikkert rulle sig i det, og så skulle der sæbe og vand frem, når hun kom hjem, og det var der ikke tid til. Med de problemer, der var på arbejdet lige nu, var det ikke en velset undskyldning at komme for sent, fordi hunden lige skulle vaskes. Normalt plejede hundene at komme, når hun kaldte, men i dag blev de bare ved med at gå rundt om bunken. Inden længe begyndte de at knurre og gø. Irriteret gik hun hen mod bunken for at få hundene til at holde op med at gø og få dem med hjem, og da hun kom nærmere, så det ud, som om der lå noget midt i bunken, så hun gik nærmere for at finde ud af, hvad det var der ophidsede hundene. Den morgen kom hun slet ikke på arbejde.
10
Kapitel 2 Bilen nærmede sig hastigt vejen ned til stranden. Lena Nielsen så over på sin kollega Peter Enevold, der kørte bilen denne morgen. Opkaldet var kommet til afdelingen tidligt om morgenen, efter at ordenspolitiet var rykket ud og havde afsikret stedet. Enevold havde været på vagt, mens hun selv havde været hjemme i sin villa i Fjellerups udkant. Hun var blevet kontaktet af Kurt Christensen, chefen for efterforskningsafdelingen, med besked om at være parat i løbet af et kvarter, da Enevold allerede var på vej for at samle hende op på vej ned til stranden. Lena havde allerede overstået sin morgenløbetur, da hun blev kontaktet. Det var en rutine for hende at løbe en tur i skoven bag deres hus, når hun vågnede om morgenen. Hun stod altid tidligt op om sommeren, for hun holdt meget af naturens opvågnen, fuglene der kvidrede, den rene luft uden forstyrrende larm fra mennesker og maskiner. Når hun var færdig med sin løbetur og sit morgenbad, satte hun sig ude i haven i sin yndlingsstol og nød en kop dampende varm sort kaffe, inden hun spiste en hurtig morgenmad og kørte på arbejde i efterforskningsafdelingen i Århus. Om vinteren, midt i mørket, var det noget sværere for hende at finde morgenglæden. Hun var uddannet på politiskolen og havde gjort tjeneste hos politiet i Grenaa, men i forbindelse med en af de mange reformer, som politiet løbende gennemgik, var hun blevet overført til efterforskningsafdelingen i Århus.
11
Da der skulle udvides med endnu en lille gruppe, blev hun det naturlige valg som efterforskningsleder på grund af sine fremragende analytiske evner til at gennemskue problemer og finde løsninger. Nu arbejdede hun i den lille gruppe sammen med Enevold, Jannis, Christina og deres sekretær Anette Just. Med sine 32 år var Lena stadig ung i korpset, og hun gjorde en del ud af sin træning for at holde de 74 kilo jævnt fordelt på den sportstrænede krop. Med sit korte lyse hår og levende, blå øjne udstrålede hun en selvtillid og en charme, der gjorde, at hun ikke blev overset i mængden. Enevold var lige blevet 42. Han havde arbejdet i efterforskningsafdelingen i flere år, men havde alligevel ikke følt sig forbigået, da Lena blev udnævnt til leder af deres gruppe. Han syntes godt om hende og respekterede hendes dygtighed. Han var en høj, slank mand, der med sine 202 cm havde problemer med at sidde komfortabelt i patruljevognen. Han var træt, for han havde, som så ofte før, haft en stak papirer med hjemme for at nå det hele. Hans kone, Hanne, havde undertrykt et par syrlige bemærkninger. Hun kendte ham godt nok til at vide, at han var tabt for omverdenen, når en sag spidsede til. Når den skyldige så var fundet, var han igen fuldt opmærksom på omverdenen. ... De nåede ned til stranden og parkerede ved siden af patruljevognene fra ordenspolitiet. Lena steg ud af bilen, og kort efter fik også Enevold krænget sig fri af førersædet og strakt sig i sin fulde højde. De blev modtaget af en ung betjent fra Grenå, der sammen med sine kolleger havde spærret en stor del af strandområdet af med de karakteristiske bånd påstemplet POLITI. Der var efterhånden kommet en del nysgerrige tilskuere. De lokale ville vide, hvad der forstyrrede freden i byen. 12
”Hvad har de towlige turister nu gået og lavet, jeg har jo sagt, at der ikke kommer noget godt ud af alt det renderi af fremmede,” mumlede en stor, gammel fisker ud af sit gråsprængte skæg til hvem, der nu ellers gad høre på det. Der var også stadig en del turister på de to campingpladser og i de mange sommerhuse. Sæsonen sluttede først i slutningen af september, med en opblomstring igen i efterårsferien, for så at dø hen, indtil mange kom igen på juleferie. Fjellerup var populær på alle tider af året. Lige nu syntes betjentene dog, at det havde været rart, hvis de ikke havde været der overhovedet. De tre betjente fra ordenspolitiet havde i hvert fald rigeligt at gøre med at holde de mange mennesker væk fra stedet. ... Lena dukkede ned under afspærringen og gik hen til findestedet. Enevold kom bagefter, da han havde klemt sig under afspærringen. Der var allerede kommet teknikere til stede fra Teknisk Efterforskning, der stod for sikring af spor og tekniske beviser. En lille mand iført den sædvanlige overtræksdragt og handsker kiggede op, da de nærmede sig. Det var retsmedicineren fra Århus, der foretog de første undersøgelser. ”Godmorgen, Jørgensen,” sagde Lena. ”Hvad har du til os i dag?” Jørgensen, en mand midt i halvtredserne, skaldet og med kinder som en bulldog, kiggede op på dem og hilste: ”Ja, det ser ikke helt godt ud, der er i hvert fald hverken tale om en naturlig død eller selvmord.” Lena så spørgende på ham, og Jørgensen fortsatte. ”Ja, jeg underbygger min påstand med, at hovedet er skåret af med et skarpt våben, måske en slagterkniv eller en machete, og ligger en halv meters penge fra kroppen! Bortset fra det er det for tidligt at sige noget
13
eksakt om dødstidspunktet, men jeg vil tro, at det er mellem fire og seks timer siden, altså sandsynligvis omkring kl. 3 i nat, plus minus …” ”Hvem har vi fat i her?” Enevold kunne ikke uden videre se liget, da der var sat afskærmninger op omkring, for at tilskuerne ikke skulle se for meget og ikke kunne forstyrre teknikernes arbejde. De oplevede desværre mange gange, at forbipasserende, der intet havde med sagen at gøre, optog videoer med deres smartphone for at have noget at vise venner og familie bagefter. Det var en efterhånden udbredt opfattelse, at det havde man da ret til, uanset at det, efter Lenas mening, var dybt usmageligt at dyrke andres ulykke på den måde. Pressens energiske udsendte var også ved at komme frem til stedet, og de førte sig frem med sædvanlig pågåenhed for at få de bedste nyheder først. ”Det er en kvinde, sandsynligvis omkring midten af halvtredserne, og der er ikke umiddelbart tegn på anden vold mod kroppen, men det kommer vi tilbage til efter obduktionen.” Jørgensen kiggede længe på den afdøde og nikkede så for sig selv. ”Hun er sandsynligvis ikke dræbt her på stedet.” ”Hvornår regner I med at flytte liget, så vi kan gå i gang med efterforskningen?” Lena var utålmodig. Når der kom en ny opgave, ville hun gerne i gang med det samme. ”Der går nok en halv times tid, inden knogleekspressen kommer,” sagde Jørgensen. ”Er der fundet nogen form for identifikationspapirer,” ville Enevold vide, men Jørgensen måtte svare benægtende. ”Der er ikke fundet private papirer eller andet, der kan give et fingerpeg om, hvem hun er,” sagde han. Lena vendte sig om mod Enevold.
14
”Kan du ikke gå i gang med afhøring af eventuelle vidner, der kan have set noget af betydning? Har du talt med hende, der fandt liget?” Den sidste kommentar var rettet til ordensbetjenten, der holdt vagt på stedet. ”Nej, men hun er ret chokeret i øjeblikket og er blevet kørt med ambulancen til sygehuset.” ”Så må vi tage en samtale med hende senere. Men klø bare på med andre vidner, så forhører jeg mig hos lejrchefen og hører, om det kan tænkes at være en af hans gæster, vi har fundet. Bagefter kontakter jeg også lige den anden campingplads for at høre, om de har deres gæster hos dem.” Lena nikkede til Jørgensen og gik over vejen op til den ene af de lokale campingpladser, der lå lige på den anden side af vejen langs stranden, og fandt frem til lejrchefens kontor. ... Enevold gik over til de travle kolleger fra ordenspolitiet, der stadig kæmpede med at holde nysgerrige væk fra stedet. ”Har vi nogen vidner, der hævder at have set noget?” spurgte han dem. Den ene, der åbenbart var lederen af den lille gruppe, svarede: ”Vi har samlet tre-fire stykker derovre ved Vaffelbageriet. De venter på, at en af jer skal komme og tale med dem, så de kan komme videre i deres dagsprogram. Vi har sagt til dem, at de ikke må gå nogen steder, før I har haft fat i dem.” Enevold kiggede over mod vidnerne. Det var tre mænd og en kvinde, der stod og talte nervøst sammen. Han undrede sig, som så mange gange tidligere, over, at de ikke havde fået besked på ikke at tale sammen for ikke at påvirke hinandens vidneudsagn, men tænkte så, at det 15
selvfølgelig godt kunne være, at de havde fået det at vide. Folk, og specielt folk i stressede situationer, hørte ofte ikke efter, eller også huskede de dårligt, hvad der blev sagt til dem. Han gik over til den lille gruppe. ”Godmorgen, mit navn er Peter Enevold fra kriminalpolitiet i Århus. I har alle været ude for en ubehagelig oplevelse her til morgen, og jeg er ked af at skulle bede jer tænke det hele igennem igen. Af hensyn til muligheden for at opklare forbrydelsen her, er det dog utroligt vigtigt for os, at I hver især bruger 5-10 minutter på at tale med mig. Vi kan sidde her ved et af de små borde, og når I er færdige hos mig, kan I forlade stedet. Hvem har mest travlt, så kan vi starte der?” De tre mænd holdt sig alle tilbage. Kvinden derimod trådte frem og sagde, at hun skulle på arbejde snart, så hvis hun kunne starte, ville det være fint. Enevold bad de tre mænd gå hen i den anden ende af den udendørs cafe og bad kvinden om at sætte sig. Han trak sin notesbog og blyant op af brystlommen og så på hende. ”Jeg må bede dig oplyse dit navn til rapporten først.” ”Kirsten Hansen” ”Og hvad kan du fortælle om morgenens hændelse?” Kirsten Hansen så over på Enevold og mødte et venligt og tålmodigt blik, der fik hende til at føle sig godt tilpas, situationen taget i betragtning. ”Jeg var ude at cykle min lille morgentur, inden jeg skulle på arbejde. Det gør jeg hver dag. Da jeg kom hertil, hørte jeg skrig fra stranden, og kvinden med de to hunde kom op mod mig. Det var hende, der skreg. Jeg har tidligere arbejdet på en hundepension, så jeg fik sat kvinden ned og lokket hundene hen til mig, så de kunne komme i snor igen. Så snart det var sket, ringede jeg først til politiet og derefter til kvindens mand, der kom kort efter og hentede hundene. Politiet fra Grenaa kom
16
i det samme og sendte manden hjem med hundene, mens de overtog ansvaret for kvinden, der gik med dem ned til stedet.” ”Så du noget mistænkeligt på vej herned? Noget der var anderledes, end det plejede at være?” Enevold nikkede opmuntrende til hende. Kirsten Hansen tænkte sig om et øjeblik. ”Nej, jeg er sikker på, at alt var, som det plejede at være på alle andre morgener, altså, indtil kvinden begyndte at skrige.” Enevold noterede hendes forklaring ned, bad om hendes CPR-nummer og adresse og sendte hende af sted. Derefter talte han med de tre mænd, en ad gangen. De afleverede hver for sig deres personlige oplysninger, men kunne i det store og hele kun gentage Kirsten Hansens forklaring. Den ene var kommet gående på stranden mod vest, den anden mod øst, og den tredje var kun lige nået et par meter ud i vandet til sin morgendukkert, da skriget flængede luften. Enevold noterede omhyggeligt alle forklaringer til rapporten, takkede dem for deres tid og sendte dem hjem. Alle fire fik, inden de gik, udleveret Enevolds kort med besked om at ringe, hvis de kom i tanker om noget nyt. Enevold gik tilbage til findestedet, hvor liget nu var blevet hentet og teknikerne færdige med deres arbejde. ”Har I fundet noget af værdi her på stedet,” spurgte han Jørgensen. ”Der var en masse gammelt affald, men jeg tror ikke, det har noget med sagen at gøre, det var bare et godt sted at lægge liget, så det ikke kunne ses så tydeligt. Der er det sædvanlige strandaffald i form af ødelagte luftmadrasser, tomme øldåser og pizzabakker og så lidt glemt eller ødelagt legetøj, men ikke noget vi kan forbinde til forbrydelsen,” meldte Jørgensen tilbage.
17
”Som tidligere sagt tror jeg heller ikke, hun er blevet myrdet her på stedet, det er der alt for lidt blod til, men kig dig bare omkring, vi er færdige med findestedet nu, så det er frigivet.” Enevold gik lidt omkring på stedet. Det var ikke langt fra strandkanten, vel en 4-5 meter når det var højvande, og det lå lidt nede i forhold til vejen, der førte forbi, men kunne ikke ses fra vejen, konstaterede han. Det var et ret velvalgt sted at skille sig af med liget, men samtidig tydede valget på, at morderen trods alt ønskede, at en eller anden fandt liget, inden der var gået for lang tid. Ellers kunne han, hvis det altså var en mand, lige så godt have gemt liget i et af de store skovområder, der var mange af i omegnen. Efter at have gennemgået området gik Enevold tilbage mod patruljevognen. Han stoppede et øjeblik, så ud over havet og nød sceneriet. Han havde tit været her med Hanne og børnene på fridage, hvor de ville ud at bade, og de havde nydt mange oplevelser ved Blå Flag med fiskebassiner og krabbefiskeri fra den lange badebro. Det slog ham, hvor pludseligt et fredeligt sted kunne ændre sig til at være scenen for en brutal handling Solen var nået et stykke op på himmelen, og den blanke havoverflade glimtede i sollyset. Der var kun små krusninger på vandet, og Enevold tænkte, at stranden i løbet af få timer igen ville være fuld af badegæster og heraf mange børn, der ville nyde det lave vand og den gode strand. Ingen ville til den tid tænke på, at stranden havde været brugt af en morder til at skille sig af med liget af en kvinde. Han sukkede og rev sig løs fra de gode minder, nu var situationen anderledes alvorlig. Han satte sig ind i vognen og ventede på Lena. ...
18
Lena bankede på lejrchefens dør. På skiltet stod der, at der var kontortid mellem 10 og 17, men selv om klokken endnu ikke var 10, var lejrchefen til stede og lukkede op. ”Ja, hvad kan jeg hjælpe med? Vi åbner altså ikke før kl. 10,” sagde han lidt morgengnavent, mens han med tommelfingeren pegede på skiltet. Lena viste ham sit politiskilt. ”Lena Nielsen, efterforskningsafdelingen hos Århus Politi,” sagde hun. ”Vi er i gang med en efterforskning i forbindelse med fundet af en dræbt kvinde på stranden, og jeg vil godt stille dig nogle spørgsmål.” ”Nå, jamen så kom dog ind,” brummede lejrchefen. ”Vil du have en kop kaffe?” Lena takkede ja, og lejrchefen hentede en termokande og et par kopper i det lille køkken ved siden af kontoret. Mens han var væk, kiggede Lena sig lidt om i kontoret. Det var ikke specielt stort, men udstrålede en vis form for orden. Papirerne lå i pæne bunker på skrivebordet, og på reolen bag ved var der en del ringbind med pænt skilt på ryggen, der fortalte om indholdet. Det eneste, der stak lidt ud, var kalenderen med de afklædte kvinder. Den hang lidt diskret med ryggen ud mod døren, så under normale omstændigheder ville det kun være kontorets beboer, der kunne se billederne. Da han kom tilbage, sagde han: ”Jeg må også hellere præsentere mig. Jeg hedder John Werner og er lejrchef, men det har du vel allerede set på skiltet på døren. Kald mig bare Werner, det gør alle andre.” Lena nikkede, og Werner hældte kaffe op til dem begge. ”Noget i kaffen?” spurgte Werner, og da Lena takkede nej, spurgte han i stedet til sagen. ”Hvad var det du sagde, I efterforskede?” Lena gav ham et kort sammendrag af, hvad der var sket. 19
”Har du set eller hørt noget usædvanligt på stranden i løbet af natten?” ”Nej, jeg arbejder ret hårdt hele dagen og aftenen med, her i sommerperioden, så jeg sover som en baby, når jeg kommer i seng,” svarede Werner. ”Har du nogen mulighed for at foretage en form for optælling, for at vi kan se om det eventuelt er en af dine gæster, vi har fundet?” Lena kiggede på indskrivningslisterne på lejrchefens skrivebord. ”Tja, det er ikke noget, jeg kan klare sådan lige her og nu, men inden middag burde jeg kunne gå en runde og sikre mig, at alle er her, og at ingen er meldt savnede,” svarede Werner. Lena takkede og gav ham sit kort, så han kunne ringe, når han havde en afklaring. ... ”Fandt du ud af noget hos lejrchefen?” spurgte Enevold, da Lena kom tilbage til bilen. ”Han var lidt morgengnaven, men da han hørte, hvad sagen drejede sig om, blev han mere nysgerrig og, ja, dermed også mere samarbejdsvillig,” smilede Lena. ”Nu vil han gennemgå indskrivningslisterne over sine gæster og tage en tur rundt på sin lejrplads, så han kan få konstateret, om de alle er i god behold. Han vender tilbage lige efter middag, lovede han. Finder han ikke nogen, der mangler, står vi på helt bar bund. Som så ofte. Hvem er hun, hvorfor blev hun myrdet, hvor kom hun fra, og hvad havde hun gjort, siden nogen mente, hun fortjente sådan en skæbne? Vi må hellere komme tilbage til stationen, og så må vi gå i kødet på teknikerne for at få alle de mulige oplysninger, vi kan vride ud af dem og af retsmedicinerne. Der bliver nok at tage fat på, vil jeg tro. Men inden 20
da må vi lige stikke hovedet ind på den anden campingplads og bede dem om også at undersøge, om de mangler nogen af deres gæster.” ... Senere samme aften kom den mørke bil langsomt kørende ned ad vejen langs stranden. Et par gange stoppede den, og bilisten steg ud og så sig først omkring, dernæst tavst ud over havet. Det så ud, som om han enten var spændt eller nervøs. Rastløs var han i hvert fald. Han gik først lidt den ene vej, så tilbage igen. Ind i mellem stoppede han og kiggede op og ned ad vejen for at sikre sig, at der ikke kom andre biler eller gående. Til sidst rankede han sig, rystede på hovedet, traf en beslutning og satte sig ind i bilen igen. Målbevidst satte han kursen op mod landevejen og væk fra strandområdet.
21