eXperimentet læseprøve

EXPERIMENTET

Experimentet Af Susanne Pedersen 1. udgave, 1. oplag Copyright Susanne Pedersen & EgoLibris 2015 Redaktør: Andreas Markert Omslag og sats: Lotte Lund Model: Maria Amanda Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 978-87-93091-56-6 www.egolibris.com Forlaget EgoLibris Allerødvej 30 3450 Allerød Tlf: 86511900 Mail: info@egolibris.com

EXPERIMENTET Roman

SUSANNE PEDERSEN

1.

J

EG hørte gruset knase under bildækkene, da jeg langsomt kørte ind på den lille vej, som førte op til mine forældres sommerhus. De velkendte fyrretræer og lyngens grønne farver plejede at have en beroligende virkning på mig, men ikke denne gang. Jeg standsede bilen, og den gik i stå med et suk. Jeg klappede kærligt det gamle instrumentbræt i min Ford Escort, som engang havde haft en skinnende rød farve. Mine forældre havde købt den som min tyve års fødselsdagsgave for et par måneder siden. Jeg havde søgt ind på universitetet, og hvis jeg kom ind, ville jeg få brug for en bil, når jeg flyttede. De havde fortalt, at de var stolte af mig, og at jeg havde fortjent den. Jeg havde mere på fornemmelsen, at de ville være sikre på, jeg huskede at komme hjem engang imellem, eller også var gaven blot endnu et bevis på deres dårlige samvittighed.

Pludselig begyndte mit hjerte at banke voldsomt, og jeg fik svært ved at få vejret. Jeg lænede mig frem og lagde panden mod rattet for bedre at kunne få luft. Hele mit liv havde jeg været ekstremt følsom, og jeg var vant til at blive stærkt påvirket, især af andre mennesker, men i den seneste tid havde det ændret sig. Fra at være noget, jeg bemærkede af og til, følte jeg nu nærmest konstant en voldsom påvirkning af nogen eller noget. Det var nærmest som en fysisk tilstedevæ5

relse, og under køreturen havde jeg forundret kunnet mærke, at jo tættere jeg kom på sommerhuset, desto stærkere blev det. Nu forstærkede det sted, som altid havde været mit tilflugtssted, pludselig den uro, der voksede i mig.

Det sitrede i min krop, og min hjertebanken blev værre.

Hele min krop brusede af en nervøs energi. Forvirret sukkede jeg og anede ikke, hvorfor den sitrende fornemmelse i kroppen var så voldsom her. Min forvirring blev til irritation. Jeg rettede mig op, så mig selv i bakspejlet og lagde mærke til et rødt mærke i panden, der hvor den havde hvilet mod rattet.

Mine hænder rystede så meget, at det var svært at få nøglen ud af tændingen.

Min mor havde som sædvanlig ikke været vild med ideen om, at jeg ville tage ud til sommerhuset alene. Hun havde argumenteret som en gal for, hvor vigtigt det var for mig at fejre studentereksamen sammen med mine klassekammerater.

I sidste ende vidste hun dog lige så godt som jeg, at det ikke var sandt. I et sidste desperat forsøg, begyndte hun i stedet at slå på, at vi som familie burde fejre det mere, at jeg havde fået så flotte karakterer. Jeg havde virkelig fortjent det, sagde hun, nu hvor jeg havde arbejdet så hårdt. Gad vide om hun selv troede på den del? Jeg havde aldrig behøvet at arbejde særligt hårdt for det i skolen, og jeg var egentlig overbevist om, at hun vidste det.

Det gamle sommerhus havde været mine forældres lige så længe, jeg kunne huske, og jeg havde tilbragt meget tid her, fra jeg var helt lille. Det føltes så velkendt og trygt. Det var mørkegrønt og havde ikke ændret farve i umindelige tider.

Smilende så jeg på huset. Det var, som om tiden stod stille lige her.

Nøglen var svær at dreje rundt. Jeg måtte vrikke med nøglen og stemme skulderen mod døren, før det lykkedes.

6

Man skulle virkelig kende den lås, ellers kunne man stå udenfor i lang tid. Jeg trådte ind, lukkede øjnene og snusede. Der lugtede støvet og af gamle træpaneler, men også af sol, bare tæer og masser af is. Minderne fik mig til at smile, og jeg håbede, at de ville berolige mig. Dette havde altid været mit tilflugtssted, min sikre ø i det kaos, som omgav mig. Men mit bankende hjerte fortalte mig, at det ikke længere var så sikkert. Jeg anede bare ikke hvorfor.

De slidte, men rene fliser var knækket flere steder, og fyrretræspanelerne var ikke længere lyse og fine, men nærmest gulbrune af ælde. For mig var det slidte udseende bare en integreret del af sommerhusets hyggelige atmosfære. Jeg åbnede ind til et lille værelse og kravlede ind over madrassen for at åbne vinduet. Sommerhuset lugtede lidt indelukket, og det var skønt at mærke den friske havluft trænge ind gennem det åbne vindue. Brisen fik de tynde hvide gardiner til at blafre.

På en gammel fyrretræskommode, som både fungerede som natbord og til opbevaring af tøj, stod en stor glaskrukke fyldt med sjove sten, forsteninger af søpindsvin, muslinger i flotte farver og rav i ikke uanselige størrelser. Min mor havde fået de største af mine fund, som hun lavede smykker af. Alligevel vidste jeg, at hun syntes, det var synd og skam, at jeg bare brugte det andet rav som fyld i krukken. Men for mig var det en krukke fyldt med spændende fund fra hele min barndom, og jeg værdsatte alle de forskellige genstande.

Der var kun en dobbeltseng og lige plads nok til, at man kunne kante sig rundt om den. Hele den højre væg var fyldt ud af et stort maleri. I det lille rum virkede det nærmest enormt. Billedet forestillede Vesterhavet, og stranden som lå tæt på sommerhuset. Selv om det engang havde været kønt, var det nu begyndt at falme. Alligevel havde min mor stædigt 7

holdt på, at det var pænt, og det skulle i hvert fald ikke ned.

Det må være over syv år siden, jeg malede det. Jeg rystede på hovedet af min mor, prøvede at ignorere billedet og kravlede over sengen for at åbne vinduet for enden af rummet.

Det var et meget lille sommerhus, og mine forældre havde opgivet ideen om at leje det ud til turister. Det undrede mig, at de aldrig havde overvejet at bygge ud, men inderst inde havde jeg en ide om, hvorfor de ikke gjorde det. På grund af mig. Lige fra jeg var fjorten eller femten år gammel, havde jeg fået mine forældre til at køre mig herud om fredagen og hente mig igen om søndagen. Det kunne virke underligt for mange mennesker, at ens forældre ville lade et halvvoksent barn være så meget alene, men ikke hvis man kendt mig. Jeg havde tit brug for at være alene. I samråd med psykologen, havde mine forældre fundet ud af, at det var godt for mig.

Måske var det derfor, de ikke ville forandre noget her af frygt for, at det ville ”ødelægge mit skrøbelige sind”.

Stuen var det sidste rum, jeg kom ind i, og den hang sammen med køkkenet. Køkkenafsnittet til højre for mig var det eneste, som min mor ikke havde kunnet lade være med at ændre. Det var skinnende nyt og moderne - og stod i skærende kontrast til resten af sommerhuset.

Hjemmevant smed jeg nøglen på spisebordet, og den landede tæt på en rød skål, som nok havde været moderne for nogle år siden. Små indrammede billeder, detaljeret tegnet og malet med akvarelblyanter, hang rundt på væggene.

Motiverne var for det meste de blomster, jeg havde plukket i området. Der var især billeder af violer og hybenroser. Mit blik gled over på nogle få af blomsterbillederne, der nærmere var tegnet med ”charmerende barnehånd”, og jeg kom uvilkårligt til at smile. Mine brødre Rasmus og Kasper, som var

8

elleveårige tvillinger, havde altid prøvet at efterligne mig, og jeg elskede dem for det.

Den ene side af stuen blev domineret af en sort hjørnesofa med store bløde puder og var den, jeg huskede fra min tidlige barndom. Det store massive egetræssofabord var fyldt med lysestager i alle mulige faconer, men alle i forskellige nuancer af hvid. I hjørnet ind mod muren stod en meget lille brændeovn, der kun lige var stor nok til at varme huset op.

Sommerhuset var ved at være for småt, hvis vi alle skulle være her, men det skete ikke så ofte længere.

Det tog kun nogle få skridt at nå igennem stuen, og jeg åbnede glasdøren ud til den lille terrasse. Huset lå beskyttet af en vold, og de vildt voksende hybenbuske på den gjorde det svært at se sommerhuset overfor. Duften af lyng, hybenroser og fyrretræ fyldte stuen, og med lukkede øjne lod jeg duften sive igennem mig. Den plejede at få mig til at føle mig som et lille sorgløst barn, noget jeg ikke havde været i stand til at føle andre steder, selv da jeg burde have været et sorgløst barn.

Jeg forlod døråbningen og gik over den slidte terrasse.

Mine ting skulle ind fra bilen, før jeg foretog mig andet. Det ville ikke tage mange minutter. Det var kun det mest nødvendige, der var kommet med. En sportstaske med tøj og selvfølgelig min elskede, men slidte læderrygsæk. Det hele kunne jeg have med i én omgang, og jeg låste omhyggeligt bilen. Ikke at jeg troede, der var nogen, som ville stjæle den, eller de få ting der lå derinde. Den fortjente bare den samme omhyggelige omsorg, som andre viste deres nye biler. Det skyldte jeg den. Den gav mig en fornemmelse af uafhængighed og frihed. Det gjorde den til mere behageligt selskab, end de fleste mennesker, jeg mødte.

Volden jeg gik langs med indhegnede det meste af grunden, og jeg nød synet og duften af de mange hybenroser. Det 9

var så smukt, når hele volden blomstrede i pink og hvidt. Jeg glædede mig til, at roserne blev til hyben, og jeg vidste lige, hvornår de smagte bedst. De skulle have en rødorange farve.

Jeg var den eneste i familien, som kunne lide smagen af dem.

Mine brødre prøvede hvert år men endte altid med at skære ansigter efter den første bid. Min mor havde dog taget dem til sig og syntes, at de smagte fortrinligt - som marmelade.

Min bil var parkeret i skyggen af den række store fyrretræer, som stod for enden af grunden og ud mod grusvejen.

Det ankelhøje græs havde et væld af små blomster som tusindfryd, kløverblomster og de små violer. Jeg noterede mig, hvor mange violer der var, og glædede mig til at kunne plukke dem senere. Som barn havde jeg fundet ud af, hvor godt de smagte, men jeg huskede også tydeligt min mors bekymrede stemme ”Sophia – skat. Er du sød at lade være med at spise blomsterne...” Jeg smilede lidt ironisk ved minderne. Det eneste, der havde ændret sig var, at jeg nu huskede at skylle dem, inden jeg spiste dem. De var geniale i en salat.

Grunden lå uforstyrret, selv om det var tæt på de andre sommerhuse. Jeg kunne lige ane det sommerhus, som lå på den anden side af træerne, hvor min bil holdt parkeret. Resten af grunden var, som foran den lille terrasse, omkranset af en vold. I hjørnet, hvor de store træer mødte volden, stod et lille skur. På den anden side af sommerhuset op ad volden, var der en gruppe mindre fyrretræer, som mest mindede om større buske. Grunden var egentlig ikke overvældende stor men syntes af mere udefra, fordi sommerhuset var så lille, at det nærmest forsvandt bag de store fyrretræer.

Min taske lod jeg dumpe på gulvet i soveværelset. Jeg gad sjældent at pakke ud. Kun få ting som f.eks. T-shirt og bluser, som ellers ville krølle vildt, kom ind i skabet, men det kunne jeg gøre senere. Bagefter gik jeg udenfor og trak den gamle 10

træstol fra dens plads på terrassen ud på græsplænen, så jeg kunne sidde direkte i solen. Egentlig gad jeg ikke til at finde hynderne, men træet var ru og sølvfarvet efter mange år i den salte vestenvind. Tanken om splinter ubehagelige steder fik mig alligevel til at gå hen på terrassen og finde den mørkeblå hynde op fra plastikboksen.

Det meste af mit liv havde jeg været alt for bevidst om forskellene på mig og alle andre. Der var de fysiske forskelle som mit lidt for smalle ansigt og mine alt for lange arme og ben, og derudover var der også min overdrevne følsomhed, når det kom til andre menneskers følelser og stemninger. Det var især det sidste, som kunne få folk til at flygte fra mig. Måske var det derfor, jeg havde valgt at søge ind på psykologistudiet. Jeg håbede på at få svar på bare et par af mine spørgsmål om andre mennesker. Inderst inde vidste jeg desværre godt, at det aldrig kunne give mig de vigtigste svar. Det var for længst gået op for mig, at det ikke var helt normalt at kunne fornemme følelser.

Med et par dybe indåndinger lod jeg mig synke ind i mig selv. Stadig bevidst om min vejrtrækning og hvad der foregik omkring mig, kunne jeg høre, hvordan en solsort sang i træet lige over mig, og at en anden svarede fra nabogrunden. Svagt mærkede jeg solen, som varmede min hud, og en irriterende flue som kravlede rundt på min arm. Jeg prøvede at koncentrere mig og mærke efter - prøvede at forstå mine følelser.

Der gik lang tid, og jeg begyndte at blive utålmodig. Der skete intet. Der dukkede ikke noget op, ingen billeder, ingen fornemmelser. Intet!

Irriteret rejste jeg mig op. Nu havde jeg endelig brug for de stupide evner, og så blev de væk. Lysten til at sparke til noget, måske stolen, var overvældende, men jeg lod det gå ud over nogle mælkebøtter, som der var rigeligt af. Da jeg havde raset 11

ud, var mine sandaler fulde af mælkebøttesaft. Perfekt, nu var de ødelagte. Jeg sukkede opgivende, vendte mig for at gå ind og skylle mine sandaler for at redde, hvad der reddes kunne.

Jeg nåede ikke ind i sommerhuset, før hele min krop pludselig stivnede midt i en bevægelse. Mit hjerte galoperede så voldsomt i mit bryst, at jeg blev nervøs for, om det kunne klare tempoet. Jeg gispede for at få luft og svajede så voldsomt, at jeg var nødt til at sætte mig på knæ i det halvhøje græs for ikke at falde.

Der var nogen, eller noget, helt sikkert. Var det det, jeg fornemmede? Kunne det være årsagen til, at jeg havde reageret så voldsomt i den sidste tid? Det var svært at få kontrol over mit åndedræt. Ingen tvivl om at påvirkningen var kraftfuld, alligevel kunne jeg ikke få det til at passe. Det, der nu var rundt om mig, havde en anden energi. Det gav mig ikke en forventningsfuld og nervøs følelse. Det, jeg følte lige nu, var en meget mørkere energi, som gik ind og lagde sig rundt om hjertet og strammede til. Jeg kæmpede for at lukke af.

Så mærkede jeg en prikkende fornemmelse i nakken. En fornemmelse som altid fortalte mig, at der var nogen tæt på.

Jeg så op med et ryk og kiggede forvirret omkring. Det plejede ellers aldrig at svigte. Så løb det mig koldt ned ad ryggen, da en mørk skygge lynhurtigt forsvandt over volden ved de buskelignende fyrretræer. Sommerhuset var ikke langt fra et fredet område, og det kunne være et af de mange rådyr, som befandt sig i området. Jeg plejede bare ikke reagerede sådan på et rådyr. Et langt sekund stod jeg som forstenet og stirrede men begyndte så at ryste, da det gik op for mig, at jeg ikke anede, hvad det havde været.

Jeg sprang op, greb hynden og stormede ind og lod stolen stå midt på græsplænen uden at turde se mig tilbage. Jeg 12

smækkede terrassedøren, famlede febrilsk med låsen, hørte endelig det betryggende klik og lænede panden mod det kølige glas. Sådan stod jeg i et stykke tid og krammede hynden, indtil mit hjerte slog nogenlunde roligt, og jeg igen kunne bruge min hjerne. Hvorfor havde jeg reageret så voldsomt?

Lidt efter rettede jeg mig op og så undrende på hynden.

Hvorfor mon jeg havde taget den med? Jeg smed den på gulvet og begyndte at trave rundt. Følelsen af at være fanget herinde var voldsom. Dette havde altid været mit sted, mit pusterum, mit eksil. Jeg rettede mig op og skød hagen lidt frem, ikke om noget skulle have lov til at ødelægge det. Stille åbnede jeg terrassedøren og stak næsetippen ud. Selvfølgelig var der ingenting, og jeg følte mig temmelig dum. Hvad havde jeg regnet med?

Langsomt listede jeg udenfor, mest i trods – og ikke langt fra døren. Jeg skævede hele tiden nervøst til venstre for mig over mod hjørnet og mærkede nogle voldsomme sug i maven hver gang nogle af fyrregrenene bevægede sig. Hvilket jo var absurd. Jeg anede ikke engang, om der havde været noget.

Alligevel var det betryggende, at de omkringliggende huse var fyldt med turister. Det var i slutningen af juni, og der var fyldt op. Godt! Jeg var bare glad for, at jeg ikke var helt alene.

Forundret rynkede jeg brynene, nå sådan føltes det altså.

På terrassen satte jeg mig så tæt på døren, at det kun ville tage få sekunder at nå den. Det føltes som det bedste kompromis. Selv om der sikkert intet var, sad følelsen stadig i kroppen. Så vidt jeg vidste, var der intet spiseligt i huset, og jeg behøvede ikke at se på et ur for at vide, at klokken var omkring syv. Min fornemmelse for tid var temmelig god. Det var åbenbart endnu en af mine såkaldte evner. Da jeg først kom til at tænke på mad, fortalte min mave mig, at jeg ikke havde spist siden morgenmaden. Jeg gik ind for at se, om der 13

var et eller andet i skabene. Jeg orkede ikke at bevæge mig op i byen lige nu - ind i det inferno af mennesker. Jeg var bange for, at det ville påvirke mig alt for meget.

Efter ti minutters intens søgen havde jeg fundet frem til to mulige former for aftensmad. Den kunne bestå af havregrød eller af knækbrød og en dåse makrel i tomat. Valget faldt på det sidste. Stående ved køkkenbordet spiste jeg makrellen direkte fra dåsen og gumlede bagefter noget knækbrød, mens jeg tændte for fjernsynet.

Der var et ligegyldigt program i fjernsynet som jeg, uden held, prøvede at koncentrere mig om. Det var helt umuligt.

Jeg rejste mig og gik over til det store vindue, der førte ud til terrassen. Jeg nægtede at krybe sammen og gemme mig i et hjørne. Det ville blot gøre mig endnu mere bange, hvis jeg begyndte at opføre mig, som om der var noget farligt. I lang tid stod jeg og kiggede ud bare for at være sikker på, at der ikke var nogen udenfor. Heldigvis var det længe lyst, så det var sværere for nogen at komme tæt på, uden jeg opdagede det – håbede jeg. Det lå ellers ikke til mig at være paranoid.

Jeg stolede på mine fornemmelser og reagerede instinktivt efter dem. Jeg vidste, om der var nogen i nærheden eller ej, så hvad var anderledes denne gang? Noget havde virkelig forskrækket mig, og det gjorde mig urolig.

Med rynkede bryn vendte jeg tilbage til køkkenskabene.

Måske var der mere at gumle på, bare et eller andet, bare noget, som kunne få mig til at føle mig beskæftiget. Der lå en rulle Mariekiks. Jeg tjekkede datoen, en måned for gammel.

Skidt, det burde gå an. Jeg åbnede pakken og tog prøvende en bid. De var en anelse tørre men ellers ok. Egentlig var jeg ligeglad lige nu. Gumlende travede jeg rundt og havde alt for meget uro i kroppen til at kunne sætte mig igen.

Pludselig begyndte mit hjerte igen at banke hurtigt og ure14

gelmæssig, og det sitrede i hele kroppen. Meget intenst, men helt anderledes end det, jeg oplevede for et par timer siden.

Dette var ikke skræmmende, i hvert tilfælde ikke på samme måde. Dette var mere en sitrende følelse af en ubevidst forventning, som fik en energi til at rulle gennem mine blodårer.

Det skræmte mig kun, at jeg ikke vidste, hvor det stammede fra.

Med bankende hjerte vandrede jeg op og ned ad gulvet.

Den sparsomme plads gjorde nærmest, at jeg gik i cirkler. Alt for længe havde jeg tygget på den samme Mariekiks, og det begyndte at blive for klistret. Det hjalp heller ikke, at min hals snørede sig sammen, så det var svært for mig at synke. Mine hænder begyndte at ryste, og jeg så fascineret på dem. Der var noget, som påvirkede mig så voldsomt psykisk, at min krop reagerede med samme intensitet.

Jeg tog et glas og fyldte det med koldt vand, heldigvis var vandet koldere her end derhjemme. Det havde altid glædet mig. Først tog jeg nogle små slurke, så vandet ikke skulle sætte sig fast i halsen sammen med den klistrede masse. Derefter drak jeg hurtigt to glas vand. Det undrede mig, at jeg ikke havde lagt mærke til, hvor tørstig jeg var. Med et suk stillede jeg glasset på bordet og lænede mig op ad bordkanten. Det hjalp faktisk lidt.

Da jeg vendte mig rundt, ramte min højre hånd glasset, som fortsatte ud over kanten. Uden at tænke over det greb jeg det, før det var faldet mere end et par centimeter. Blandt andre mennesker havde jeg øvet mig på at stoppe op, inden jeg reagerede. Det gik ikke altid så godt.

Jeg trak vejret dybt, prøvede at falde til ro og skævede over mod vinduet. Jeg vidste, at energien kom fra den retning. Jeg havde en underlig indre trang til at lære den at kende. Modsat 15

i eftermiddags, hvor den mørke energi gav mig et instinktivt behov for at flygte, var jeg draget mod denne energi med sådan en intensitet, at det fuldstændig overvældede mig. Der begyndte at danne sig små, sorte prikker for øjnene af mig.

Stadig med glasset i hånden stod jeg med ryggen lænet op mod bordkanten. Jeg var svimmel og lod mig langsomt glide ned af skabslågerne. Jeg satte mig på det kølige linoleumsgulv, som afgrænsede køkkenområdet. Jeg trak knæerne op mod mit bryst og lagde panden mod dem. Energien omsluttede mig stadig og trængte sig på. Jeg gav op, bød den velkommen og lod den komme helt tæt på. Den fyldte mig op indefra og gav mig en følelse af nærhed, som jeg aldrig havde oplevet før.

Efter en halv time forsvandt den intense energi stille og roligt, og jeg vidste, at hvad det end havde været, var det på vej væk nu. Da det forsvandt, blev jeg bevidst om, at det havde udfyldt det hul dybt inde, som altid havde eksisteret, og som jeg var så vant til fandtes. Jeg havde lært at leve med, hvor anderledes og alene jeg var. Men nu føltes savnet stort. Nu hvor jeg vidste, at det hul rent faktisk kunne udfyldes.

Besværet rejste jeg mig op, godt øm af at have siddet stille så længe på gulvet, og gik over mod vinduet. Jeg så forvirret ud på græsset. Mørket, der var ved at falde på, gjorde det svært at skelne konturerne. Men det gjorde ingen forskel. Det kunne have været sort udenfor og umuligt at se noget, jeg kunne alligevel føle meget mere, end mine øjne kunne fortælle mig. Energien var helt væk nu, og en knugende ensomhed bredte sig i mit bryst. Tårerne var begyndt at trille stille ned over mine kinder, og jeg blinkede overrasket.

Det burde egentlig ikke overraske mig. Alt påvirkede mig.

Hvis nogen var ulykkelige, kunne jeg næsten fysisk mærke

16

det, som havde det været min egen sorg. Endnu en ting som kunne bekymre mine forældre.

Det havde altid været svært for mig at agere socialt. Da jeg var lille, havde jeg for eksempel aldrig forstået, hvorfor folk altid sagde et, men mente noget andet. Det havde været så let at fornemme, om de var kede af det, sure eller noget tredje. Først senere, og især efter at have skræmt mange fra vid og sans, gik det op for mig, at det kun var mig, der kunne føle det. Det gjorde mig især ulykkelig, når min mor sagde, at det ikke gjorde noget, og jeg ikke skulle lytte til andre, når det nu var så tydeligt, at hun både var bekymret, men også flov over mig. Det var umuligt for mig at forstå andre mennesker. De sagde næsten aldrig, hvad de følte. Endnu mere frustrerende var det, at selv om jeg kunne føle, hvordan mennesker havde det, kunne jeg ikke læse deres tanker.

Med en hurtig bevægelse greb jeg om gardinerne og trak dem for det store vindue. Nu hvor den sitrende forventningsfulde følelse var væk, var jeg mere tryg ved at lukke af for mørket derude.

Ude på badeværelset undgik jeg behændigt spejlet. Jeg behøvede ikke at give mig selv mere at spekulere på i aften, ikke hvis jeg skulle have bare den mindste chance for at sove.

Jeg brød mig ikke om, at der skulle være helt stille om natten, så jeg tændte fjernsynet. Ikke fordi jeg gad se noget, men for at det skulle holde mig beskæftiget, indtil jeg kunne falde i søvn. Hvis jeg lå i stilhed og lod tankerne flyve, ville jeg aldrig falde til ro.

Overraskende nok kom søvnen meget hurtigere end forventet. Efter blot en halv time gled jeg over i en drømmeverden. Det blev en nat med meget forvirrende drømme.

Bagefter var det umuligt for mig at huske noget konkret, hvilket var temmelig underligt, da jeg ellers plejede at huske 17

næsten alle mine drømme. Denne nat drømte jeg mere i følelser og farver og noget i små glimt. Men det, jeg så og følte, fik mig til at ønske, at jeg kunne blive i drømmen. Jeg havde ikke travlt med at vågne op.

I drømmen var jeg tæt på et andet menneske og kunne mærke denne person, men ikke som jeg normalt mærkede andre. Denne gang var der en gensidig kontakt, jeg aldrig havde oplevet, og det gav mig en indtrængende lyst til at blive.

Lige her i drømmen, ved dette drømmevæsen, følte jeg mig mere levende, mere virkelig, end jeg nogensinde havde gjort.

Jeg fik et glimt af nogle blågrønne øjne, hvis farver var så intense, at deres påvirkning gav genlyd og fulgte mig gennem min sovende tilstand og helt ind i den vågne. De brændte sig ind på nethinden af mig, og der var noget så velkendt over dem, at jeg følte, at jeg burde kende dem.

Desværre blev det alt for hurtigt morgen. Jeg lå med lukkede øjne og nægtede at åbne dem. I lang tid prøvede jeg at vende tilbage til drømmen, men intet skete. Skuffet åbnede jeg øjnene. Et stykke tid lå jeg og kiggede hen mod vinduet og kunne se, at det ville blive en dejlig varm dag. Solen stod allerede højt. Underligt, jeg plejede ellers at vågne inden klokken seks. Forundret så jeg på uret på hylden og var ikke længere sikker på, at mit indre ur virkede. Klokken var snart halv otte.

Jeg satte mig op med et ryk. Jeg havde sovet i næsten syv timer, jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde gjort det.

Inde i badet glemte jeg helt, at jeg ikke kunne stå så længe som derhjemme. Ikke fordi jeg tog voldsomt lange bade, men ofte dog mere end de fem minutter, der var vand til her.

Vandbeholderen var på tredive liter, hvilket ikke var meget, men eftersom den ikke blev brugt af andre end os – især mig – havde mine forældre ikke syntes, at det var nødvendigt, at sætte en op, der var større. Det gjorde, at jeg blev nødt til at 18

skylle balsammen ud af håret med iskoldt vand. Så var jeg helt klart vågen.

Jeg trak i mine cowboyshorts og tog en støvblå T-shirt på, greb børsten, svingede hovedet ned og børstede mit lange hår igennem. Det duftede stadig svagt af roser - duften af min shampoo, min yndlingsduft. Jeg havde haft den i lang tid og elskede den stadig. Jeg fik håret til at lægge sig om ansigtet på mig, så det tog lidt af opmærksomheden fra mit ansigt.

Mit hår var nok det mest normale ved mig og derfor, syntes jeg selv, også det pæneste.

Indenfor var det bare blond og ikke så specielt, men så snart jeg kom udenfor, især direkte i solen, fik det et gyldent skær over sig, som gjorde det levende at se på, næsten som gemte det på små guldstjerner. Selv om det gav en del opmærksomhed, var jeg ligeglad. Så længe de kun så håret, så de ikke mig.

Mit blik gled op til mine øjne. De havde nogle meget klare, næsten lysende blå nuancer, som flød ubestemmeligt sammen men på en fascinerende og smuk måde. Jeg ville i det mindste have syntes, det var smukt, hvis ikke det tilfældigvis havde været mine egne øjne. De var så specielle, at jeg flere gange havde oplevet folk stoppe op midt på gaden for – åbenlyst – at studere mine øjne. Og gang på gang havde jeg oplevet, når jeg snakkede med nogen, at de var gået i stå midt i en sætning for at se fortabt ind i dem. Jeg var blevet vant til at bære solbriller, så ofte jeg overhovedet kunne og meget sjældent se ind i andres øjne. Der var mange, som af den grund opfattede mig som utrolig genert og menneskesky, men det var måske heller ikke helt usandt. Øjnene sad i et yndigt ansigt. Jeg hader ordet yndigt, men desværre passer det nok meget godt her. Det var dog også meget fremmedartet. Det fik folk til at spørge, hvor i verden 19

jeg kom fra. Det forvirrende var nok især, at jeg minder meget om, hvordan folk forestiller sig, at en alf ser ud. Øjnene fra drømmen dukkede op i mine tanker. Det måtte være mine egne, jeg havde set i den drøm. Jeg havde aldrig set et andet menneske med den slags øjne. Jeg studerede farven i mine øjne nærmere og sammenlignede dem med det, jeg havde set i drømmen. Jeg kunne uden det mindste besvær huske hver en lille detalje i de øjne.. Det passede ikke helt, at det kunne være mine egne øjne. Mine var lidt lysere, kun blå og knap så intense. De øjne jeg havde set, havde en lidt dybere blå og en fremtrædende grøn farve. Farverne flød sammen på en sådan måde, at det havde set ud som om, at farverne konstant byttede plads. De havde været nærmest hypnotiserende. Da jeg vendte mig om og gik ud af badeværelset, kunne jeg mærke, at de intense blågrønne øjne fra drømmen ville blive hos mig hele dagen - og nok også i meget længere tid end det.

20