1 Dalen strækker sig nord-syd over femogtyve kilometer, og fjorden midt i den er fem kilometer bred på dette smalle sted. Bjergsiderne skråner stejlt ned mod vandet, så man kan forestille sig, at der må være rigtig dybt ude midt i fjorden. Vandets overflade suger ens blik til sig, det er meningsløst at kigge i andre retninger, når man kan se den evigt foranderlige vandoverflade med skiftende strømninger og vindfelter. Vandet er blågrønt, og når solen skinner på det, får de turkise farver et løft. Der hvor der er skygge på vandet, dominerer de brune og sorte nuancer. Skyerne kører mest langs med bjergene, men hvis vinden er østlig, kommer de forsøgsvist ud over fjorden hvor de heldigvis går i opløsning et stykke ude. Ud på dagen får de magt til at holde sig i luften helt over til deres egen bred, og så lukker udsigten desværre noget til i forhold til om morgenen. Derfor sidder de begge udenfor fra tidlig morgen, og igen ud på aftenen, når skyerne er svundet ind. Hun sidder ved bordet med en trøje over skulderen og med et norsk blad som hun indimellem kommenterer. Han har vundet hævd på hjørnestolen med et tæppe over sig og er tavs: man behøver ikke sige noget, farvespillet er en film han kan se på i det uendelige.
2 Den morgen dukkede der en helikopter op som fløj langs med fjorden og landede nede ved den offentlige strand. Der lå en kikkert i vindueskarmen, så de kunne ikke undgå at se, at en badegæst blev bragt i land af én med dykkerdragt. De gav kunstigt åndedræt, men efter et stykke tid stoppede de. Så fløj helikopteren igen. Redderne bar manden op gennem slugten til en ambulance som de først kunne se nu, men han var tydeligvis død, for de gav sig rigtig god tid. Anne og han blev enige om at fremskynde turen til købmanden til samme eftermiddag, så de kunne holde en pause med at kigge på fjorden. Om aftenen klarede det op igen, solnedgangens flammer ramte væggen som sædvanlig, men ingen af dem sad i stolen ved vinduet den aften, og der blev ikke sagt andet end helt praktiske bemærkninger om tallerkner og viskestykker. Han fik Tv’et til at virke, de kunne næsten se BBC-News. Bagefter kiggede han på de to bøger han havde medbragt. Han begyndte på dem begge to ovre i sofaen den aften, men kom ingen vegne. Anne var i forvejen i gang med en krimi henne ved den gode lampe. Det var nok for tidligt at forvente sms fra Louise. Det blev mørkere, og nu så han tågeskyer på toppen af det højeste bjerg. Udsigten var alligevel ødelagt.
3 Næste morgen, det var torsdag, var det udendørs vejr igen. De sad og kiggede ud på fjorden, så der skulle siges noget. Det var typisk Anne der begyndte: ”Tænkte du på det samme som jeg i går formiddags? ”Jah, du mener Michael?” ”Ja, selvfølgelig, det må jo være sådan det har set ud, da han … døde dernede,” ”Det var nogen oppe i det andet hus der ringede, ikke?” ”Jo, men jeg forstår stadig ikke hvordan de kunne se ham under vandet fra den vinkel?” ”Altså, politiet sagde det var en almindelig drukneulykke, og det var jo sikkert også et hjerteslag der var med i billedet, ikke”, sagde han og tog en skive brød mere. ”Men hvorfor skulle Michael blive dårlig så hurtigt, han badede jo aldrig ude på det dybe?” ”Nå, ja … det ved jeg ikke, jeg var jo aldrig med ovre i det hus, så …” ”Og han var faktisk i ret god form, så det med hjerteanfaldet må først være kommet i anden omgang …” Han prøvede med sin pædagogiske facon: ”Ja, det var ikke så rart i går, men skulle du ikke tænke på noget andet nu, det er jo alligevel så længe siden at Michael …” ”Du kan altid putte tingene ned i en sæk og lukke den til, jeg tænker stadig på ham … en gang i mellem,” ”Ok, det var jo også dig der kendte ham bedst, jeg havde jo ikke …” ”Han var da din ven tilbage på kollegiet!” ”Ja, men det var dig der kom til at arbejde sammen med ham på det projekt …” Han ville ikke nærmere ind på alt det igen, nu var de på ferie og skulle afrunde denne uge på den bedste måde, så han tog en kop kaffe mere og vendte sig direkte ud mod fjorden. ”Nå, så vender hr. konfliktsky ryggen til igen, du er bare så …” Han tog sig i at mærke et luftpust i nakken, men der skete ikke noget rent fysisk, så nu kiggede han systematisk på de forskellige strømhvirvler på fjorden og prøvede om han kunne se nogle af dem bevæge sig. Lidt senere skævede han over skulderen: hun var gået ind i huset. Han prøvede at slappe helt af, men det virkede ikke. De havde aldrig fået udredt den historie med Michael og hende, selvom der havde været anledninger nok. Og deres forhold havde jo været udmærket det sidste års tid. Det var bare den fandens drukneulykke i går …