FJERNSTYRING
indhold_fjernstyring.indd 1
24-02-2016 09:17:36
indhold_fjernstyring.indd 2
24-02-2016 09:17:36
BERTELSEN& Schwerdfeger
FJERNSTYRING krimithriller
indhold_fjernstyring.indd 3
24-02-2016 09:17:36
I
P
DUCER ET RO
D
A
K
PÅ PAPIR FRA BÆREDYGTIGT SKOVBRUG
N M AR
fjernstyring Copyright © 2016 Iben Bertelsen & Jan Schwerdfeger All rights reserved Udgivet 2016 af Skriveforlaget, København Bogen er sat med Minion Pro Portrætfotos: Pia Ruberg Tryk: Toptryk Grafisk Printed in Denmark 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-93308-61-9 Bogen er ren fiktion, men baseret på virkeligheden. Enhver lighed med nulevende eller afdøde personer er tilfældig, hvilket også gælder alle navne, der optræder i bogen. Gengivelse af denne bog eller dele af den er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Dog er det tilladt at bringe korte uddrag i omtale eller anmeldelser.
indhold_fjernstyring.indd 4
24-02-2016 09:17:36
Sandheden er en vej uden ende. Jeg kan ikke føre dig til sandheden, heller ingen andre kan. Du er nødt til at opdage den, mens du lever, opdage den hver dag, hvert øjeblik. Krishnamurti, Madras 1956
indhold_fjernstyring.indd 5
24-02-2016 09:17:36
indhold_fjernstyring.indd 6
24-02-2016 09:17:36
KAPITEL 1 Leo Brix afsikrede sin tjenestepistol og rettede den med rystende hånd mod tindingen. Sveden haglede ned over ansigtet, håndfladerne var våde. Det var svært for ham at holde fast på pistolen. Benene gav langsomt efter under ham. Han kom til sig selv, da han ramte gulvet, brat revet ud af sit ugelange depressive tunnelsyn. Tårerne løb over kinderne, en våd plamage bredte sig på den krøllede skjorte. For Brix var der altid en logisk forklaring eller en rationel udvej, men i dette øjeblik følte han sig magtesløs. Stuen henlå i halvmørke. En enkelt lampe og computeren var tændt. Dynen og en bog lå i sofaen, på sofabordet stod resterne af et måltid, en tom dåse makrelsalat og lidt rugbrød. Brix rejste sig med besvær, gik hen til vinduet og stirrede fraværende ned. En kold novemberregn piskede hen ad gaden. I det syntetisk grønne skær fra gadelamperne flød dråberne sammen med skidtet i rendestenen. De dannede en skummende flod, der oversvømmede gaderne og efterlod store grumsede søer. Indimellem faldt der tøsne. Den ramte stuevinduet, smeltede i lange, kolde striber ned over glasset. Bortset fra parkerede biler og træer, der svajede uroligt i blæsten, var gaden tom. Forventeligt klokken 3.30 en tirsdag nat. Brix så uden at se, åndede tungt på ruden og efterlod en hvid kondenssky på det kolde glas. Der var fingeraftryk overalt på ruden, belyst ude fra gaden, det afgørende bevis på hans opslidende, endeløse pendulering mellem sofaen og vinduet. Han rev sig fri af selvparalysen og gik ud i køkkenet. Det var i klare øjeblikke som nu, hvor Brix hældte vand ud over kaffen i den orange tragt, han så sig selv som gennem et overvågningskamera, nøgternt, næsten fra et ikke fysisk niveau. Hans brune øjne så kaffen styrte sammen og synke ned i det kogende vand. Den spidse næse blev uden varsel ramt af en liflig intens aroma. Skulle der bare en kop kaffe til for at bringe ham tilbage til livet?
7
indhold_fjernstyring.indd 7
24-02-2016 09:17:36
11. februar 2017, en traumatisk dag for de fleste danskere og i særdeleshed for politikommissær Leo Brix. Den havde næsten slået ham ihjel og taget mange af hans kolleger med sig i døden. Men oplevelsen plagede ham ikke på samme måde som skilsmissen. Når han forlod kontoret og tog hjem, slog han døren op til sin stilrene, livløse lejlighed. Med god plads til den rungende tomhed, der gradvist var ved at overtage hans liv. Den karakteristiske lyd af en kvinde, der forsøgte at styre en brandert hjem i alt for højhælede sko, trængte ind fra opgangen. Brix genkendte lyden af overboen, der tabte tasken på gulvet. Efter et stykke tid fik hun åbnet sin hoveddør og tumlede ind i entreen. – Vivian for satan … you are going nowhere fast … tredje dag i træk. Brix havde set Vivian gå i hundene det seneste halve år, samtidig med at han selv sank længere og længere ned i sit eget mørke. Det var ikke fordi, han drak, men hans professionelle evne til at holde verden på tålelig afstand var væk. Han var hudløs og tyndslidt. Pludselig, som så mange gange før, begyndte hans muskler at trække sig sammen i små ufrivillige ryk. Angsten bredte sig nede i maven. Han bukkede forover og brækkede sig i skraldespanden. Han støttede sig til køkkenbordet, elkedlen ramte tragten, der væltede ud til siden. Kaffen løb ud over termokanden og ned i vasken. I et glimt var han tilbage på den frygtelige dag. 11.2.2017. Fem hætteklædte terrorister var stormet direkte ind i Danske Central Banks hovedbygning. Skudsalverne fra maskinpistolerne var knusende, angrebet hurtigt og velorganiseret. Den ellers så stilfulde og elegante foyer forvandledes på et øjeblik til en mellemøstlig markedsplads efter et selvmordsattentat. Projektilerne hamrede ind i søjler og vægge. Mennesker kastede sig i dækning, dem der nåede det. En støvsky af beton og knust marmor bredte sig og lagde sig som en tung dyne over de lemlæstede kroppe. Lyden af tungt trampende militærstøvler forsvandt op ad den brede hovedtrappe til kontorerne på tredje sal. Skridtene bevægede sig målrettet, vidste hvor de skulle hen. Der blev
8
indhold_fjernstyring.indd 8
24-02-2016 09:17:36
stille. Receptionisten rejste sig forsigtigt fra sit skjul bag skranken. Skriget blev siddende fast i halsen og endte i et næppe hørligt gisp. Kroppen faldt sammen over den blankpolerede bordplade, da hun fandt overfaldsalarmen. Første vogn på stedet ankom efter fem minutter. Træningen på politiskolen havde ikke forberedt de to uerfarne politimænd på det kaos, de nu stod i. Lige inden for de stadigt roterende svingdøre lå en ældre kvinde. Hun havde sit hævekort i hånden. Skuddet havde lavet en fure fra øre til øre, det så ud, som om hun grinede. Kvinden ved skranken var i chok, uden for rækkevidde, der gik et par minutter, før politifolkene forstod. Lyden af maskinpistoler og skrig kom fra et sted ovenover dem. Der var stadig angribere i den store bygning. Mindre end en halv time senere stod han selv i foyeren, Politikommissær Leo Brix, teamleder i Antiterrorkorpset. De mørke uskarpe billeder fra overvågningsvideoen var præcise nok. Han besluttede selv at gå i spidsen for sin veludrustede og toptrænede indsatsstyrke. Første gruppe sneg sig lydløst op ad trappen, anden gruppe gennemsøgte resten af bygningen. Terroristerne havde forskanset sig på tredje sal med otte tilfældige gidsler. De havde avancerede våben, sandsynligvis også håndgranater, men ikke andre former for sprængstof. Efter alt at dømme var angrebet ikke en selvmordsaktion. I små grupper rundt omkring i foyeren arbejdede læger og reddere med de svært tilskadekomne. Ansatte og kunder i banken, der havde skjult sig ved lyden af de første skyderier, blev nænsomt eskorteret ud til ventende ambulancer og bragt i sikkerhed. Fem sorte ligposer var lagt frem. Politiets teknikere i karakteristiske hvide overtræksdragter stod i baggrunden og ventede. Brix sænkede sin maskinpistol og kiggede rundt om hjørnet til kontoret halvtreds meter nede ad gangen. Han stod stille afventende på trappen sammen med tre af sine folk. Der havde ikke været kontakt med terrorristerne endnu eller fremsat krav for frigivelse af gidslerne. Så kom eksplosionen. Et voldsomt altfortærende glimt. Braget rev nådesløst trommehinderne op og efterlod en unaturlig lydløshed. Det meste af DCB-bygningens glasfacade styrtede sammen i kaskader af itu-
9
indhold_fjernstyring.indd 9
24-02-2016 09:17:36
revet stål og splintret glas. Gidsler, terrorister og adskillige politifolk blev brutalt revet i stykker og slynget ud af den knuste facade. Livløse kroppe dalede langsomt mod asfalten, hvor de lagde sig som visne blade efter storm. Brix mærkede, hvordan han blev løftet op og slynget tilbage. Muren smadrede ind mod hans kød og flænsede huden på ryggen. Han faldt baglæns ned ad trappen i en sky af støv og betonstykker. Lejligheden var efterhånden blevet et spejlbillede af hans egen indre tilstand. Opvasken bredte sig dag for dag. Stabler af uvaskede tallerkner og fedtede glas fyldte køkkenbordet. Brune kaffekopper overalt, misfarvet af den stærke drik, der dog havde tjent ham vel. Han gjorde plads til kaffetragten ved at skubbe en gryde over på komfuret. En sjat sovs splattede ud over en kogeplade. Brix nippede til kaffen og så atter ned på Hjørringgade. En uventet følelse af fred gjorde hans ansigt mildt, gav det et nyt udtryk af lettelse og ro. Angsten havde sluppet sit tag for denne gang. Han lod langsomt hånden køre igennem sit korte brune hår, satte koppen fra sig og lagde panden mod den kolde rude. Efter terrorangrebet blev Brix bedt om at gå til psykiater. Det var rutine og en del af den omsorg, systemet kunne tilbyde. Der blev taget hånd om folkene i Antiterrorkorpsets indsatsstyrke, dem der var tilbage. Som leder stod han med ansvaret for den fatale aktion. Men ingen bebrejdede ham, de beslutninger han havde truffet, ingen gav ham skylden for de mange døde. Syv politifolk, femten civile. Kun skulderklap, knus og trøstende ord. – Du er snart tilbage, Brix. Gå hjem og slap af et par uger, genlød det på kontorerne. – Post traumatisk stress, sagde psykiateren og præsenterede en perlerække af antidepressive midler. – Det er ikke noget, De skal tage let på, kommissær. Brix prøvede det hele, Zypreksa, Sipramil, Mirtazapin. Han opdagede hurtigt, at han mistede evnen til at koncentrere sig. Hans exceptionelle hukom-
10
indhold_fjernstyring.indd 10
24-02-2016 09:17:36
melse og skarpe logiske tænkning blev kvalt i en blød grå dyne af ligegyldig ufølsomhed. Og han fik det ikke bedre. Det infernalske drøn fra eksplosionen rungede stadig i hans indre. Billeder af faldende kroppe, der blev knust under sammenstyrtende beton, kørte jævnligt som en ufrivillig genudsendelse i hans bevidsthed. Han holdt op med at tage pillerne, men mødte pligtskyldigt op hos psykiateren for at forny sin recept, måned efter måned. Nu gik han til psykolog. Lejligheden lå på tredje sal. En stor anonym rødstensejendom på hjørnet af Hjørringgade og Strandboulevarden. De tre lyse højloftede rum med rå trægulve og matte hvide vægge var sparsomt møbleret med gode ting. Efter skilsmissen fra Tanya havde Brix fået de møbler, han kunne lide. To store plakater med guitarakkorder var det eneste, der hang på væggen. Han gik forbi P-bassen på vej ud til toilettet, slog E-strengen an. Det var ved at være længe siden nu … Stray Dogs, det gamle band. Den slidte sunburstlak var dækket af støv og den hårde hud på fingerspidserne var for længst forsvundet. Han så Tanyas fine, ovale ansigtstræk for sig. Tænkte tilbage på den dag, de stod på den solfyldte altan oppe på Trianglen. Tanya betragtede mylderet af mennesker og trafik på en af Østerbros mest travle pladser. Busser, biler, cykler og fodgængere bevægede sig i alle retninger. Det så kaotisk ud, men der var system i det. Lyssignalet skiftede, et sekunds stilstand og så startede det hele igen. Og igen. Hendes rødbrune halvlange hår bølgede blidt i sommerbrisen, han hørte det trætte suk, da hun vendte sig mod ham. Nu kom det. Hans hjerte hoppede en ekstra gang, åndedrættet blev kort og stødvist. Tanya rykkede tættere på og lagde varsomt hånden på hans kind, men hun kyssede ham ikke. Hun kunne ikke, selv om hun elskede ham. De havde været gift i nitten år. Folk havde nærmest stået i kø for at advare, da det blev alvor mellem hende og Brix. Hun forstod nu, da hun stod over for sin kærlige mand, at de havde haft ret. Hun var ikke gift med Leo Brix, men med Københavns Politi. Tanya trak hånden til sig, rystede på hovedet, langsomt og opgivende.
11
indhold_fjernstyring.indd 11
24-02-2016 09:17:36
– I går ville du tage orlov, starte på en frisk, velvidende at det kunne koste dig din karriere i politiet. Og i dag … En tåre løb ned over kinden, hun viftede den irriteret væk. Trafikken gik i stå, en bil dyttede. Et øjeblik … så lagde hun armene over kors, mylderet startede på ny. – I dag står du og siger, du har sagt ja til at blive taskforce-leder? Hvad fanden tænker du på, Leo? Hvornår siger du ja til os … os to? Det blev ikke til skænderi. Brix og Tanya havde som regel styrke nok til at lytte til hinanden. De forstod hinanden på et plan, der var dybere end ord. Evnen til at kommunikere fra hjertet var intakt, men tiden var gået. Han var sjældent hjemme. Datteren Christina var højere end sin mor nu og gik på college i England. Brix mærkede savnet ind i de dybeste sprækker i sjælen denne nat. Han huskede det blågrønne intelligente blik og humoren, der altid havde spillet imellem dem. Tanya var på en gang skarp og sjov, urimelig og kolerisk. Livet sammen havde været uberegneligt og intenst, men havde fyldt ham med en dyb kærlighed. Smerten over tabet var blevet hængende, som en burre han ikke kunne ryste af. De blev skilt den dag på altanen, i den varme, næsten uendelige sensommer. Med baggrundsstøj fra det endeløse Metro-byggeri. Tanya i sin lange blå sommerkjole, der fremhævede gnisten i hendes øjne, Brix i en kedelig anonym hvid T-shirt og sorte uniformsbukser. Det var næsten tre år siden. – Hvor banalt og forudsigeligt, tænkte Brix. – Kommissæren, der har alt, mister alt. Spilder sit liv bag rattet i en politibil. Han trak let på skuldrene og rystede billederne af sig hurtigere end sædvanligt. Det var okay nu. For første gang i flere uger kunne han holde sig selv ud. Venstre skulder og nakken var stive og smertede, når han bevægede sig. Sårene på ryggen var helet, men brændte stadig i hans erindring. Mødet med muren sad i kroppen, måske for altid. Brix gik gennem stuen og satte sig på
12
indhold_fjernstyring.indd 12
24-02-2016 09:17:36
den røde sofa. Han rakte ud efter termokanden, hjertet begyndte at hamre voldsomt. Atter så han sig selv løfte tjenestepistolen mod tindingen. Brix skjulte ansigtet i hænderne og græd stille. Regnen var holdt op. Trafikstøjen fra Strandboulevarden lå underforstået i lejligheden som et tyndt, gråt væg til væg-tæppe. En eller anden tog trappen ned i hastige spring, hoveddøren vibrerede. En fridag som denne lå han altid længe og stirrede ud i luften. Tankerne begyndte at fylde hans bevidsthed. En insisterende lugt af makrelsalat trængte ind i hans næsebor. Han rejste sig halvvejs op i sofaen og skubbede dynen til side. Rodet i stuen så værre ud i dagslys. Han indså modvilligt, at der skulle gøres noget … i dag. Bunden var nået. En forsigtig optimisme bredte sig i hans sind som tynd is i solskin. Den så ud til at kunne bære. Han gik i bad, lavede morgenkaffe og strøg en skjorte. Brix børstede tænder, mens han fulgte med i nyhederne på den bærbare computer. – Så er det i morgen, udredningen om bombningen af Danske Central Bank bliver offentliggjort. Kommissionen har arbejdet på højtryk siden november sidste år. Nu ligger den otte hundrede halvtreds sider lange rapport endelig klar. Computeren stod altid tændt på teaktræsspisebordet i stuen, altid tunet ind på Danmarks første net-tv-station, 24NET. De havde haft svært ved at blive taget alvorligt i begyndelsen. Brix fulgte egentlig kun med, fordi Tanya arbejdede på stationen. Lisbeth Nystrøm, stationens daglige leder, havde efterhånden opbygget stor troværdighed i offentligheden. Brix havde mødt hende få gange. – Vi stjæler satans mange seere fra de store stationer, sagde hun altid. Det var næsten blevet 24NETs motto. – Bombeangrebet er et af de værste i Nordeuropa. Her på stationen har vi
13
indhold_fjernstyring.indd 13
24-02-2016 09:17:36
fulgt sagen ganske tæt og Lars, det er vel ikke for meget sagt, at opmærksomheden samler sig om den tvivl, der er rejst omkring de afgørende beviser? De to journalister sad lidt på skrå ved siden af hinanden. De så nærværende og veloplagte ud, præsentable. De talte direkte til seerne. Ulasteligt, næsten lidt kedeligt klædt. Tidens mode i branchen var sort og grå. Baggrunden summede af aktivitet, en travl og seriøs arbejdsplads. – Nej, Tina, bestemt ikke. Jeg skal dog understrege, at pressen endnu ikke har haft adgang til rapporten. Men der er sået alvorlig tvivl om, hvem der stod bag angrebet på DCB. De af seerne, der har fulgt vores DCB-tema den seneste tid, ved, at PET og CSA ikke har kunnet bevise en forbindelse til Al-Qaeda eller andre kendte terrorgrupper. Journalisterne fortsatte dialogen uden at se på hinanden. En telefon kimede i baggrunden. Billedet skiftede. – Der har været en del kritik af PET og af Antiterrorkorpsets indsats. Er der nyt på den front? Brix rettede sig op med et ryk. Tandpastamættet savl løb ned over hagen og hånden. Han holdt vejret, billederne af stationens tilbageblik på gerningsstedet gled over skærmen. Han åndede ind, lod langsomt luften sive ud af næseborene, pulsen faldt igen. I dag kunne han klare at se de sædvanlige klip, som altid blev vist, når det handlede om DCB. Sårede, døde, flammer, røg, brandbiler. Brix vendte tandbørsten og børstede de skæve tænder i undermunden. Tanya var lykkelig, da hun blev tilbudt jobbet som politisk redaktør. Nu kunne hun endelig tilfredsstille sin umættelige nysgerrighed. Snuse rundt i politikernes skabe, flå skeletter ud i det fri og samtidig få en særdeles god løn for det. Brix lo pludseligt. Tanya havde næsten drevet ham til vanvid flere gange, når hun ville læse hans hemmelige papirer fra Antiterrorkorpset. Hun havde lovet at lade ham være i fred nu. Ikke kun fordi hun let kunne opfattes som inhabil, men også fordi hun på nærmeste hold havde set, hvad den frygtelige dag havde gjort ved ham.
14
indhold_fjernstyring.indd 14
24-02-2016 09:17:36
Men Brix kendte hende bedre end som så. I morgen kunne hun skifte mening og have en overbevisende kæde af gode argumenter for sin beslutning. – Hun vil have et interview, når rapporten kommer i morgen, tænkte Brix. – Kan med garanti ikke dy sig. Det er næsten en naturlov. Telefonen ringede, det var ikke Tanya, endnu. Brix brugte en politisirene som ringetone, når det var fra kontoret. Han rev irriteret telefonen op af bukselommen, den gled ud af hånden og landede på sofaen. Latterlig lyd, den skulle ændres. – Kommissær? Det er Herdis, håber ikke, jeg forstyrrer på din fridag? Herdis forstyrrede ikke. Hun var kontorassistent i narkoafdelingen. Var Brix uundværlige højre hånd. Narko- eller færdselsafdelingen var de to muligheder, han havde fået tilbudt efter DCB-bombningen. Der var ikke længere stor prestige og karrieremuligheder forbundet med nogle af de to afdelinger. Hash var legaliseret eller på vej til at blive det i store dele af verden. Danmark var ganske tæt på en endelig frigivelse. Småpusherne var forsvundet fra gadebilledet, ikke mindst på grund af de mange politikontrolposter alle vegne. Der var få store udsalgssteder som Pusher Street og Nørrebro Station. Hårde stoffer blev næsten udelukkende håndteret af kriminelle bander og organisationer med forbindelser langt ind i samfundets øverste elite. Færdselspolitiet havde indført fotovogne, stærekasser og andre overvågningsenheder. Den ellers så stolte afdeling var reduceret til en regulær pengemaskine. – Hvad har du på hjerte, Herdis? Til sin egen forbavselse lød det næsten, som om han var glad. Han satte sig i sofaen og lagde benene op på bordet. Computeren viste billeder af en demonstration, han skruede ned for lyden. – Flere journalister har ringet for at aftale interview om DCB-rapporten. Brix kunne høre, at Herdis talte med politiassistent Kvist. – Kvist siger, der er nyt i Vanløsesagen.
15
indhold_fjernstyring.indd 15
24-02-2016 09:17:37
– Det må vente til i morgen. Kvist må lige klappe hesten. Hans blik blev fanget af et billede af en ung pige, der blev slæbt hen over asfalten, hængende med hovedet nedad mellem to store kampklædte politifolk. Han mærkede et lille nervøst træk ved det ene øje. – En ting til kommissær, den nye politiassistent kommer i morgen klokken ti. – Og hvad var det, han hed? Brix var fraværende, fulgte med i optrinnet på skærmen. – Funk Mikkelsen, Eric Funk Mikkelsen. Brix rejste sig, lukkede computeren med en hurtig bevægelse og gik ud på toilettet med tandbørsten. Han skyllede tandpastaen af den frie hånd. Kunne hun blive ved, hende Herdis. – Og en sidste ting. En politiinspektør Mølby har ringet. Det lød ret vigtigt. – Melby … Melby hedder han, men det er fint nok, Herdis. Vi ses i morgen, god arbejdslyst. Brix slukkede telefonen, inden hun kunne nå at finde på mere. Meget stod på spil, når rapporten blev offentliggjort. Små elektriske stød løb sitrende gennem kroppen. Det føltes næsten, som når bandet gik på i gamle dage. En ikke ubehagelig forventningsfuld opstemthed. Han fløjtede. Brix satte pistolen i skulderhylstret, tog den bløde blå jakke på, som han næsten altid gik i. Den var egentlig for lille til ham, men han havde fået den i julegave af sin datter. Farven matchede fuldstændig striben i hans yndlingsskjorte. Christina havde arvet sin sikre stil fra moren. Han tog den obligatoriske lyse cottoncoat ned fra knagen bag køkkendøren. – Jeg mangler stort set alt. Han åbnede køleskabet, lukkede med det samme igen … og rengøringen. Han sukkede. Senere, det bliver senere … eller i morgen. Ude i trappeopgangen hørte han stemmer fra underboens entre. Hoveddøren var åben, teenagesønnen, Søren, talte med sin mor. Brix var ved at falde over et skateboard på afsatsen.
16
indhold_fjernstyring.indd 16
24-02-2016 09:17:37
Drengen kom frem i døren i sine særdeles rummelige bukser med en kasket i hånden. Han fik øje på Brix, løftede hænderne op foran sig og rullede med øjnene. – Hvordan fandt Pinocchio ud af, han var lavet af træ? spurgte han kåd. – Der gik ild i ham, da han rev den af. Gammel vits. Brix løftede øjenbrynet, knipsede med fingrene og pegede med en hurtig bevægelse på Søren, der viftede kejtet med den sorte kasket. ALIS stod der med store røde bogstaver. – Du og din søster … vil I tjene hundrede kroner hver … i timen? – For hvad? Er det kriminelt? Stemmerne rungede unaturligt ved mødet med trapperummets lysegrå betonvægge og sortplettede terrazzotrin. Brix pegede opad. – Ja, rengøring oppe hos mig … der er vel et par timer til jer hver, vil jeg mene? – Cool. Søren rettede sig op og trådte et skridt frem. – Skal det være i dag? Mette er i skole, men senere? Brix fortsatte ned ad trappen. Han var holdt op med at spørge Søren, hvorfor han pjækkede fra skole så tit. Det var ikke pjæk, men afspadsering fik han altid at vide.
17
indhold_fjernstyring.indd 17
24-02-2016 09:17:37
KAPITEL 2 Kulden prikkede uventet i ansigtet, øjnene løb øjeblikkeligt i vand. Brix skuttede sig, rettede sig op og åndede dybt ind. Lungerne udvidede sig, han sugede begærligt den friske luft ned gennem svælget. Så frisk den nu kunne være på Strandboulevarden, hvor der stort set altid var myldretid. Luften gjorde ham godt. Han gik ikke hen til fodgængerfeltet for at krydse den travle gade, men løb ind imellem to busser og passerede agtpågivende det fugtige græs i midterrabatten, bange for at træde i en hundelort. En taxa dyttede hidsigt af ham. Super Brugsen lå halvtreds meter fra hans opgang, men Brix trængte til at gå en tur, at få blæst de tunge tanker ud af hovedet. Han satte kursen mod Nordre Frihavnsgade. Leo Brix havde tilsyneladende altid været et velfungerende tandhjul i politihierarkiet, men kun tilsyneladende. Første gang han sad over for psykologen, sneg samtalen sig faretruende rundt om den maniske energi, drivkraften, der havde skubbet ham frem og op igennem karrieren. De var tæt på at afdække den som udtryk for et endeløst forsøg på at opnå farens anerkendelse. Følelsen i mellemgulvet var rigtig nok. Men Brix var trænet i at forholde sig til verden med kontant fysisk handling, han ville aldrig tillægge en psykologs analyse særlig betydning. I forbindelse med en gerningsmandsprofil måske, men ikke når det kom til ham selv. Gennem årene havde han naturligvis opnået et solidt kendskab til den mellemmenneskelige dynamik, der omgav ham. Uanset om han sad over for en kollega eller en kriminel, var han en god iagttager. Det var det, der adskilte ham fra mange andre og gav ham stor gennemslagskraft i jobbet. Brix havde en indgroet modstand mod psykologiske forklaringsmodeller, han kaldte det luftigt føleri. Han stolede først og fremmest på sin intuition. Som lyskeglen fra en lommelygte i en mørklagt tunnel havde den vist ham vej og reddet hans liv mere end en gang.
18
indhold_fjernstyring.indd 18
24-02-2016 09:17:37
I Flyvevåbnet, Jægerkorpset og i Antiterrorkorpset var han den gode soldat, der altid gik forrest. Ingen udfordringer var for store. De overordnedes velfortjente anerkendelse udeblev ikke. Men under sit professionelle ydre var han bare en musisk dagdrømmer. Et karaktertræk, der næsten var forsvundet ud af hans liv, men som ikke desto mindre var en stor del af hans personlighed. Tanya havde spottet det med det samme. Det var denne løsslupne muntre side, hun var faldet for. Men hvad var det, der drev ham? Svaret var ganske enkelt, måske banalt og trak lange spor tilbage til den unge, idealistiske Brix. Retfærdighed, hverken mere eller mindre. Meget var sket siden dengang midt i firserne. De uldne, uigennemskuelige gråzoner, som han ikke kunne fordrage, var blevet flere og større Brix trippede utålmodigt. Køen ved kassen i SuperBrugsen var usædvanlig lang. Endelig fremme ved transportbåndet lagde han sine varer op og kantede sig møjsommeligt forbi en kraftig kvinde med et barn i indkøbsvognen. Ved terminalen tog han kortet frem. I det samme ringede hans telefon. Han tabte sin pung. Telefonen, der havde lagt sig på tværs i inderlommen, var næsten ikke til at få op. Forbindelsen var dårlig, men efter et øjeblik genkendte han stemmen. – Kan du høre mig, Brix? Det er Melby. Hvordan går det? – Fint nok, Melby, fint nok … vent lige. – Så skal jeg bede om 269,50. Kvittering? spurgte den klatøjede kassedame. Hun mønstrede et lille overskud og trak på smilebåndet. Brix rystede på hovedet, tastede sin kode og lod blikket glide hen over køen af trætte, irritable mennesker. – Ryk nu røven, fjols, var der en, der råbte bagfra. – Du kan snakke i mobil, når du kommer ud i regnen. Brix manøvrerede sig igen forbi kvinden med barnet, der nu var kørt om foran ham for at samle sine varer sammen. – Eh, jeg sku’ forresten have en pose, sagde han fåret og iagttog kassedamen rulle med øjnene af stress. 19
indhold_fjernstyring.indd 19
24-02-2016 09:17:37
– Tre kroner, på kortet? Brix scannede kortet igen. Han kunne mærke sin popularitet i butikken falde sekund for sekund. – Du skal holde det lidt på skrå, kassedamen trommede utålmodigt på terminalen Glasdørene gled til side, Brix trådte ud på Nordre Frihavnsgade. Det regnede voldsomt. – Er du der, Brix? Melby hang stadig på. – Ja, ja, jeg var lige på indkøb. Han slog kraven op og knappede cottoncoaten. Vandpytten, han var standset midt i, skvulpede ind over hans sko, der blev fyldt med koldt, beskidt vand. – Længe siden, Melby. Hvordan går det? Brix drejede hovedet på skrå for at beskytte telefonen mod den piskende regn. Regnvandet løb koldt ned ad nakken, ind under kraven på den blåstribede skjorte og helt ned i underbukserne. – Det går udmærket, Brix, som det nu kan. – Har du solgt huset? – Naah, her har været en mægler, men du ved, det er ikke let. – Jeg er ved at drukne i regn, Melby, min telefon kortslutter om lidt. Kan vi tale sammen senere? Han rystede lidt på hovedet for at lede vandet væk fra ansigtet, forgæves. Telefonen skrattede. – Det er vigtigt, Brix. Kan vi mødes? Rapporten kommer i morgen, ved du. Melby hostede. Der gik et øjeblik, Brix hørte ham rumstere rundt i køkkenet hjemme i parcelhuset i Herlev. – Du vil ikke kunne lide den … rapporten, mener jeg. Melby lød træt og bekymret. Normalt slog han altid en munter tone an over for Brix. Nu var gejsten væk. Den gamle inspektør lød, som om han uigenkaldeligt havde smidt politiskiltet. – Okay, måske jeg skulle læse den først? Brix løftede posen op over skulde-
20
indhold_fjernstyring.indd 20
24-02-2016 09:17:37
ren og tog telefonen over i den anden hånd. – Melby, hvad drejer det sig om? Du lyder lidt kvæstet, min ven. – Ikke over telefonen, Brix, vi er nødt til at mødes … helst i dag? Brix så på sit ur. Han havde ingen planer, bortset fra at få vasket skjorter. Den gamle chef lød forpint, måske var det virkelig vigtigt. Han kunne mærke uroen starte som en lille propel i maven. – Ved halv syv-tiden? Det sædvanlige sted? foreslog Brix. – Det sædvanlige sted? Det er længe siden. Melbys stemme lød, som om humøret steg et par grader. Brix smilede, så stod den endnu en gang på fiskefilet med pommes frites, som den gamle insisterede på at betale. Samtalen sluttede. Brix løb over fodgængerfeltet og gik tilbage ad Strandboulevarden. Det var næsten tre år siden, at Ingrid Melby var blevet bisat. Brix og Tanya havde stået i kirken sammen med den gamle inspektør og hans familie. Klokken halv syv … der var tid nok. Brix var nu så gennemblødt, at han var ligeglad. Regnen og kulden klarede hans tanker. Det var altid sådan, det begyndte. Hans intuition vågnede, pludseligt og intenst. Dette var ikke en almindelig sag og Melby var ikke en almindelig pensionist. Den lille propel i maven blev til rotorbladene på en havvindmølle. En diffus følelse af uro voksede frem i kroppen. Den føg som en kold og streng vinter ind i hans sind og fyldte ham med kulde. Brix lod følelsen strømme ud i kroppen. – Snestorm? Han så op, så regnen forvandles til sne.
21
indhold_fjernstyring.indd 21
24-02-2016 09:17:37
KAPITEL 3 Heinz Schlossinger var operationschef for IGF-Security. Han rakte Lasse Lindgren kikkerten og slog opblæst ud med armen. – En ting vil De forstå her i aften, jobbet er farligt. De må stole på vores evne til at beskytte Dem. Schlossinger skubbede sine briller på plads med lillefingeren. Klemte gløden på cigaretten itu med tommel og pegefinger. Han hostede slimfyldt. Dieter Mynster røg afslappet og lod sin Luftwaffe-benzinlighter smutte rundt i hånden. Schlossinger så på ham. Manden var ikke for kvik. Score unge kvinder og sniffe kokain, det var hans spidskompetencer. Himlen var sort og kompakt som granit. Byens lys gav skyerne et orangerødt skær. Stormende kuling jog ind over Islands Brygge og piskede kanalens sorte vand op i små urolige bølger. Glasset i kontorets panoramavindue vibrerede uroligt. København viste sig ikke fra sin mest charmerende side til aften. – Der flyver en drone rundt derude. En Argo 805. Mynster pegede ud. Han havde en dyb klangfuld stemme. – Måske så De den affyre en mikrofon mod glasset, Lindgren? Lasse Lindgren var forvirret. Hans rådvildhed var åbenlys for det trænede øje. Som orange blinklys ved et fodgængerfelt. – Vi bliver aflyttet, det er vel et problem? spurgte han. – Ikke ret længe. Schlossinger klappede ham på hånden. Han var kølig og strategisk, pegede ud over kanalen. Lindgren løftede kikkerten og rettede den mod Christianskirken. En sort varevogn hold parkeret ved vandet. Der var lys i kabinen et kort øjeblik. 2 mand sad derinde. Schlossinger vidste, hvad de lyttede efter. – Jeg har et team på Islands Brygge. Han var beruset af sin egen kynisme. – Mine folk kører en fjernstyret bil monteret med en bombe ind under den
22
indhold_fjernstyring.indd 22
24-02-2016 09:17:37
varevogn, De ser, Lindgren. Det er slut med at flyve droner for i dag. Hold øje med eksplosionen. Den kom uden varsel. Et hvidt lynglimt skar hul i mørket, det dybe brag rullede ud over kanalen og fik panoramavinduerne til at klirre. Lindgren satte sig chokeret i en af kontorets lænestole. – Skal man pisse med de store hunde, skal benet løftes højt, sagde Schlossinger. Han gyngede frem og tilbage på tæerne og fik lyst til at ryge igen. Tog en Kings ud af pakken. Hånden sitrede. Mynster trådte til med Luftwaffelighteren som lyn fra en klar himmel og så imponeret til, mens Schlossinger inhalerede en halv cigaret i et sug. Så kom hosteanfaldet. Varevognen brændte stadig. Brandvæsnet forsøgte i et virvar af blå blink at slukke de orange flammer bag Christianskirken. Schlossinger var tilfreds, for så vidt han forstod begrebet. Ingen komplikationer, ingen fejl. – Vi er konstant plaget af amatører, sagde han selvsikkert. – Hvis ikke, det havde været for mit team, var De blevet overfaldet på vej til banken her til aften. Kodearkene ville være ude i det fri. Det kan IGF-Security naturligvis ikke tillade. Lasse Lindgren og hans elskerinde, Anja Smith, boede altid på Hotel Phoenix. IGF-Security tog ingen chancer, men satte overvågningsudstyr op på værelset. Restaurant Daisy blev også aflyttet for en sikkerheds skyld. Smith og Lindgren hang ud på den populære restaurant og drak sig tit fulde i bourbon og tequila. Hun var lyshåret og smuk på en upersonlig måde. Brugte for meget makeup. Schlossinger stirrede stift på Lindgren i flere sekunder. – De gør en god figur ude i Europa og der er brug for en pålidelig kurer. Vi har været nødt til at se dem lidt an. De er intelligent nok, kunne sikkert gøre en forskel en del steder, men ikke hvor det kan betale sig. Jeg vil tro, 1,4 millioner ind på Deres konto hver måned har gjort dem fleksibel over for vores krav?
23
indhold_fjernstyring.indd 23
24-02-2016 09:17:37
– Absolut, ingen klager herfra. Schlossinger smilede forlorent og studerede svenskerens svedige ansigt. Lindgren ville komme til at betale prisen for sin selektive blindhed før eller siden. Som så mange før ham overlod han sin sikkerhed til IGF-Bank, tænkte aldrig, at de ville ham ondt. Et øjeblik var der stilhed mellem de to mænd. Vinden ruskede op langs glasfacaden. Schlossinger gned sit rynkede ansigt og knappede jakken. Lindgren nåede at se hans pistol. – Deres forgænger, Stefan Lund, var en skuffelse for os. Som De ved, kom han tragisk af dage, sagde Schlossinger. Lindgren nikkede tavst, lod blikket glide over på Danske Central Bank. Lund døde i eksplosionen. Genopbygningen blev færdig for en måned siden. Klokken atten skulle Lindgren sidde til møde derovre. – De vil have mig til at transportere kodeark, Hr. Schlossinger? spurgte han. – Er det rigtigt forstået? – Hemmelige koder til hemmelige konti. Oplysninger om hemmelige beløb til anonyme mennesker. Kodeark. Én gang om ugen, måske lidt oftere. Kan De klare det, tror De? Schlossinger betragtede svenskeren med foragt. Denne blegfede svækling. Han blev et kort bekendtskab. – Hvis De sørger for sikkerheden, har jeg ingen betænkeligheder, sagde Lindgren servilt. Havde han haft hale, ville han sikkert have logret underdanigt. Schlossinger bremsede en insisterende trang til at stikke ham en flad. Det var nu, svenskeren skulle vaccineres. Lindgren skreg i smerte. Mynster morede sig over sin klodsethed og stak nålen ind igen. Anden gang gik bedre. Schlossinger betragtede ham irriteret. En Nanochip i blålig væske skød ind i Lindgrens blodstrøm. Han gned armen. Mynster lagde omhyggeligt ampullerne tilbage i æsken, gav den til Schlossinger og tog en scanner op af lommen. – Kan De holde hånden frem igen, Hr. Lindgren? Mynster lo enfoldigt og scannede Lindgren. Øjeblikkeligt udslag, signalet
24
indhold_fjernstyring.indd 24
24-02-2016 09:17:37
gik klart igennem. Nervegiftdepotet var intakt, chippen var på vej op i hjernen. Schlossinger gned hænderne. Hans tørre hud skurrede som sandpapir. – Nu kan vi spore Dem overalt, sagde han. Lindgren blev svimmel, så ud som skulle han kaste op. Det var på tide at komme af sted. Audien ventede i parkeringskælderen. En R8 5.0. Schlossinger gav ham kodearkene. Mødet i Danske Central Bank startede om lidt. Lindgren tog afsked og forlod kontoret. Schlossinger satte sig udmattet i kontorstolen og åbnede sin bærbare computer. Videoopkald fra Dr. Gerhart Fibinger, formand for IGF-Banks bestyrelse. Bleg hvid hud. Et smalt ansigt med stålbriller. Fibinger var en yngre udgave af Schlossinger. Men en del mere intelligent. Han erkendte det nødigt. – Deres inkompetence giver stadig genlyd i bestyrelsen, Schlossinger. Fibinger talte uden at se op. Han var ved at spise. – Det var en stor fejltagelse at ansætte Stefan Lund som kurer. Det er ikke glemt, kan jeg love Dem. Lund havde været en trojansk hest, undercoverjournalist. Han nåede dybt ind i bankens kodesystem, inden han døde. Schlossinger stoppede sine tanker. Nu var kurerprogrammet aktivt igen og han havde en ny Account Manager på jobbet. – Lasse Lindgren. Har De sendt ham af sted? Fibinger stirrede direkte ind i kameraet. – De skal holde op med at sælge kokain til ham, De og Mynster. Reglerne burde være Dem bekendt. De har frie hænder til Deres forretninger, så længe det ikke går ud over bankens interesser. Og det gør det, hvis han er påvirket. Schlossinger fik ild på en ny cigaret og lod, som om han ikke havde hørt sin chef. – Aunsbæk er død. Ved et hjertetilfælde, sagde han. Røgen steg op i ansigtet, han kneb venstre øje sammen. – Beklageligt, men ikke uventet, klukkede Fibinger tilfreds. Han så ud til at
25
indhold_fjernstyring.indd 25
24-02-2016 09:17:37
more sig. – De har taget Dem sammen, Schlossinger. En god ide. Flere fejltagelser, så behøver De ikke at indbetale yderligere til pensionen. Hans ansigt stirrede udtryksløst fra computerskærmen. Schlossinger hostede indhyllet i cigaretrøg. – Jeg kommer snart til København, fortsatte Fibinger. – Det er et meget delikat tidspunkt for bankens interesser lige nu. Sørg for at holde tingene under kontrol. Bestyrelsen vil se Dem til en lille opsang i Berlin i morgen tidlig. Det kan De vidst godt nå, Schlossinger? Schlossinger vaskede ansigtet og sukkede træt. Mynster ventede på ham uden for toilettet. Elevatoren kørte ned. Der var tid til aftensmad, inden de fløj til Berlin klokken 23. Mynster havde været på Restaurant Daisy flere gange i selskab med Lasse Lindgren og Anja Smith. Han kunne anbefale maden. – Jeg har tilladt mig at bestille bord, Hr. Schlossinger, sagde han. – Klokken halv syv. – De tror nok på denne svensker til at lade ham vælge vores menu? spøgte Schlossinger. Mynster lo pligtskyldigt. Ude på gaden slog han en paraply op. Ind over Schlossinger. Den gamle krøb sammen af kulde, men løftede overlæben i krampe og udstødte en svag rallen. Et smil og en latter? Mynster var ikke i tvivl, på nippet til at dunke sin chef jovialt i ryggen. Han undlod dog i sidste øjeblik. Hvad hvis den gamle begyndte at hoste igen eller fik hjertestop?
26
indhold_fjernstyring.indd 26
24-02-2016 09:17:37