Lysets Kvinder Helbrederen ”Som herre over min skæbne, min sjæls kaptajn, sejler jeg på livets oprørske hav. Ensom, men ikke alene.” Ukendt
Lysets Kvinder. Helbrederen Af Marie Louise Rønning Copyright EgoLibris 2015 Redaktør: Eli Adelholm Omslag: Caroline Kjellberg Juul Mortensen Sats: Lotte Lund 1. udgave, 1. oplag Skrift: Bell MT Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 978-87-93091-54-2 www.egolibris.com Forlaget EgoLibris Allerødvej 30 3450 Allerød Tlf: 86511900 Mail: info@egolibris.com
Lysets Kvinder Helbrederen
PROLOG
Victoria kiggede op på sin storesøster med øjne, der var fyldt af hengivenhed. ”Mere, Annie,” udbrød hun ivrigt. ”Mere.” Annie smilede varmt og strøg hende blidt over kinden. Klokken var mange, og hun burde sige nej, men hendes lillesøsters havblå øjne var uimodståelige. ”Så skal du også lægge dig ned og lukke øjnene,” hviskede Annie og kyssede hende på panden. Victoria nikkede, puttede sig under dynen og lukkede det ene øje. ”Dem begge, lille skat,” sagde Annie og lod to fingre stryge forsigtigt ned over Victorias øjne, der lukkede i med det samme. Hun slap Victorias ansigt, lagde sin hånd på hendes spinkle brystkasse og mærkede, hvordan det lille hjerte hamrede mod håndfladen. ”Prinsesse Viola stod og betragtede de fire feer, mens de skød mod den sorte nattehimmel som stjerneskud,” begyndte Annie, lagde hovedet på skrå og fortsatte; ”Viola fulgte dem med øjnene, idet de forsvandt og blev til fire små, blinkende stjerner. De blinkede til hende og kun til hende. Hun mærkede sit hjerte svulme af glæde. ”Pas godt på min mor og far,” hviskede Viola. ”Altid,” hviskede en stemme blidt. ”Som vi altid vil passe på dig.” Viola smilede. Nu vidste hun, at hendes mor og far for altid ville være beskyttet. Hun vidste, at de ventede på hende lige der omme på den anden side af skyerne, og at hun ville se dem en dag. Men det blev først om mange, mange år, for der var så mange ting, hun skulle nå – så mange eventyr hun skulle opleve, og den onde heks var stadig derude.”
”Fortæl mig om den onde heks, Annie,” udbrød Victoria og åbnede øjnene. ”Du skulle jo nødig få mareridt, lille skat!” Annie smilede. ”Åhh, kom nu, Annie, bare lidt mere.” Victoria rakte sin buttede hånd op til Annies kind. Den var brandvarm. Annie lukkede øjnene langsomt og lod kinden hvile mod Victorias hånd. ”Okay, lille skat, du vinder.” Annie fik Victorias hånd puttet under dynen igen. ”Men så skal du også love at holde dine øjne lukket.” ”Det lover jeg, Annie.” Hun kneb øjnene i. ”Se, de er lukket nu, Annie!” ”Det gælder også munden, unge dame.” Annie lagde pegefingeren over Victorias læber. Hun trak vejret dybt. Et kort øjeblik vaklede hun i sin beslutning om at fortælle mere men overgav sig til sidst. ”Langt, langt borte i Lysets Land, et stort land med mange skove, dybe dale, floder og høje bjerge, boede to søstre,” begyndte Annie. ”Den ene søster kaldte folket Rose. Hun var smuk, med hår der skinnede som kobber i sollyset, hud så lys og fin, læber så røde som kirsebær og øjne så skinnende blå som topaser. Den anden søster kaldte folket for Merle, og hun var, om muligt, endnu smukkere end Rose. Faktisk lignede de hinanden så meget, at det næsten var umuligt at kende dem fra hinanden, men havde man først set ind i deres øjne, ville man aldrig mere være i tvivl om, hvem der var hvem.” ”Øjnene, ikke?” mumlede Victoria med søvndrukken stemme. ”Det var det nemlig,” hviskede Annie og fortsatte. ”I Roses øjne var der altid lys, et skinnende varmt lys, men i Merles øjne var der mørke. De var blå og skinnende, nøjagtig som Roses, men iskolde. Søstrene var ikke almindelige kvinder, nej de var døtre af en mægtig mørk troldmand og hans henrivende hustru, en godmodig og venlig hvid heks.” ”Sig hendes navn, Annie, fortæl mig Merles rigtige navn!” ”Det ved du godt, jeg ikke kan, man må aldrig afsløre en mørk heks’ rigtige navn, husker du nok. Det forstærker hendes kræfter.” 6
Annie strøg Victoria over kinden. ”Skæbnen ville, at søstrenes forældre gik bort, og Rose, som var et år ældre end Merle, overtog tronen.” ”Tronen på Det Hvide Slot,” indskød Victoria. ”Ja,” Annie tæmmede et dybt suk. ”Rose blev dronning på Det Hvide Slot. Derpå fulgte en god tid, en tid med fred, glæde og kærlighed.” Victoria smilede. ”En flot ung mand kom en dag forbi slottet og forelskede sig i dronning Rose og hun i ham. Der gik ikke længe, før der blev holdt et overdådigt bryllup, der varede i otte dage og otte nætter.» ”Åhh, jeg kan se hende for mig, Annie,” afbrød Victoria hviskende. ”Klædt i den smukkeste hvide kjole, med sølvbroderier og blomster i håret. Ligesom den du har i skabet!” ”Jeg troede, du skulle være stille?” ”Ups! Men mine øjne er lukkede.” Annie smilede igen. Der var ingen, der kunne afbryde som Victoria. Hvis nysgerrigheden først var fanget, var hun umulig at stoppe. ”Lykken var stor, og den bar frugt. Rose fødte en smuk lille datter til stor glæde for folket, som kaldte datteren Flora. Men med glæde følger ofte sorg. En nat da den lille pige var blot tre år, kom hendes elskede far ikke hjem. Man lærte aldrig hans skæbne at kende. En dyb sorg ramte slottet, men tiden har den evne, at den kan heale vores sår, og Flora voksede op og blev en smuk ung kvinde. Hun var som et billede af sin mor Rose, både af udseende og sind. Mild, retfærdig, kærlig og omsorgsfuld.” ”Uha, nu kommer det,” hviskede Victoria og gemte ansigtet i puden. ”Skal jeg stoppe, skat?” spurgte Annie blidt. Victoria rystede på hovedet og Annie fortsatte. ”Men tid har også en anden evne; den indhenter os. Tiden havde indhentet Merle, og trods mange forsøg skænkede skæbnen hende ingen børn. Men noget andet, noget mørkt, groede inde i Merles bryst, og for hver gang
7
hun kastede sine kolde øjne på dronningen og hendes datter, voksede det. Det voksede så meget, at hun til sidst ikke kunne holde det tilbage.” ”Jalousi!” gispede Victoria ned i puden. ”Det grønne monster, der vokser i vores bryst.” ”Ja, og jalousi kan hurtigt blive til noget langt værre: ondskab og mørke.” Annies hjerte slog et tungt slag. ”Mørke tanker overtog Merle, og en nat krydsede hun grænsen til Mørkets Land. Hendes vanvid, had og jalousi drog hende til at tilintetgøre dronningen og overtage tronen.” ”Hvordan kunne hun?” Victoria drejede ansigtet og slog øjnene op. ”Sin egen søster!” ”Skal du have resten af historien eller ej, frøken?” Victoria lukkede øjnene, så Annie kunne fortsætte. ”Mørket sænkede sig over Lysets Land, og langsomt sneg det sig ind i Floras unge hjerte. Hun kunne knap udholde at være på slottet med sin moders morder. Dette kom englene for øre, og derfor sendte de, direkte fra himlen, en engel, der skænkede Flora livets største gave; en datter, en lille pige badet i lys.” ”Prinsesse Viola!” ”Ja, men igen voksede jalousien i Merle, og Flora mærkede ondskaben og var bange. Den nat Viola blev født under lyn og torden, sendte Flora sin datter til de fire feer, så Merles mørke aldrig kunne nå hende.” Annie bøjede sig frem og kyssede Victoria på håret. ”Mere, Annie.” ”Nej, skat, ikke mere nu. Nu skal du sove, men husk ... Lyset vil sejre og ilden brænde.” ”Lyset vil sejre og ilden brænde,” gentog Victoria. Annie rejste sig langsomt og puttede dynen tæt om sin lillesøster. Hun bøjede sig ned og kyssede hende på panden. ”Godnat, Frøken Ært.” ”Godnat, Annie,” mumlede Victoria og lukkede øjnene.
8
Annie åbnede døren og kastede et sidste blik på Victoria, som hun lå der, så skrøbelig og alligevel så stærk, omsluttet af sin lyserøde Barbiedyne. Hun mærkede en knude i maven og en iskold hånd gribe fat om hjertet. I et anfald af naturligt barnehysteri havde Victoria brugt sort magi uden selv at vide, hvad det var, hun gjorde, og sat ild til sofaen. Victoria besad ingen erindring om episoden. Det havde Annie sørget for ved at slette hendes hukommelse. Ville de nogensinde kunne beskytte hende? Ville de nogensinde kunne forberede hende til den skæbne, der ventede hende? Hun sukkede, slukkede lyset og svor, at hun ville gøre alt, hvad der stod i hendes magt for give Victoria alt det, hun ikke selv havde fået – en helt normal barndom fyldt med glæde og kærlighed. ”Annie?” hviskede Victoria. ”Uhm?” ”Finder Viola nogensinde Månestenen, så hun kan tilintetgøre den onde heks?” Victorias øjne funklede i det blide mørke. ”Hvad tror du, min skat?” ”Det tror jeg, hun gør. Det ved jeg, hun gør.” Annie smilede. ”Det tror jeg søreme også. Eventyr har jo den fordel, at de altid ender godt.” ”Vil du sige digtet højt?” spurgte Victoria. Annie nikkede og fremsagde digtet: ”Hjertet er her, hjertet er borte. Hjertet fik englevinger, fløj frem og tilbage. Kærlighed er englevinger, der bærer os igennem livet. Eventyr hjertet begærer, livslyst, meget nær. Hjerte flyv til mig, giv mig kærlighed og viderebring min besked. I hjertet du kender, det med englevinger.” ”Tak,” hviskede Victoria. 9
Annie trak døren ganske stille i, lukkede øjnene og lænede sig op ad væggen. ”Må Lyset være med dig, kære barn,” hviskede hun, rettede sig op og gik ned i stuen til sine to andre søstre. Det var tid til at rykke videre. Tyskland var ikke længere sikkert.
10
KAPITEL 1
Der er altid en, som slipper væk før eller siden. Altid en der smutter gennem ens fingre som en lille glat ål lige meget hvor nøjsom, forberedt og standhaftig man er. Lige meget hvor mange tætvævede net man kaster ud, er der, på et eller andet tidspunkt, altid en der slipper igennem. Det er uundgåeligt. Men i nat var ikke den nat, hvor det ville ske. Victoria stoppede op, lyttede og tog en dyb indånding. Der var vindstille, luften var varm, tung og kvælende lummer til trods for, at natten endelig havde sænket sig og jaget den bagende solen på flugt. De sidste to døgn havde været usædvanlig varme, fugtige og lumre for en gennemsnitlig dansk sommer, og juli var kun lige begyndt. Landet havde været næsten lammet af hedeslag, og ifølge metrologerne så det ud til, at varmebølgen ville fortsætte et par dage endnu. Det eneste, hendes veludviklede høresans opfangede, var skovens sædvanlige og velkendte lyde. Hun bevægede skuldrene lidt og mærkede, hvordan sveden drev ned ad ryggen og fik toppen til at klistre ubehageligt til huden. Hun tog en dyb indånding, smagte på luften og prøvede at afgøre, hvilken retning den søde, lidt krydrede fært kom fra. Venstre. Hun satte i løb, fokuserede, og sekundet efter zigzaggede hun næsten lydløst ind og ud mellem træerne. Hun var for koncentreret om at følge færten til at bemærke, hvordan grene og blade piskede mod hendes bare underarme, hals og kinder og efterlod små blodige rifter. 11
Hun stoppede op og hev efter vejret. Den fugtige luft lagde sig som et filter i munden og gjorde det ubehageligt at synke. Hun kæmpede for at holde pulsen nede, velvidende, at den skabning, der var derude, var i stand til at opfange hendes hjerterytme på flere meters afstand. Og hendes duft. Hun kneb øjnene sammen og scannede området, mens fingerspidserne løb forventningsfuldt hen over skaftet på de fire dolke, som sad forsvarligt fastspændt i bæltet på hoften. Hun foldede hånden om det ene. Sølvets kølende effekt var behageligt mod hendes fugtige håndflade. Lydløst trak hun dolken ud af hylsteret, i samme sekund hendes blik fandt, hvad hun søgte. Et sæt selvlysende grønne øjne stirrede på hende gennem mørket. De tilhørte bestemt ikke et dyr. Og så igen, de øjne, der lige nu betragtede hver eneste bevægelse, hun gjorde, sad godt nok i ansigtet på, hvad der umiddelbart lignede en menneskekrop, men i virkeligheden ikke var andet end et dyr. Det var svært at bedømme afstanden, men hun vidste, at hun var for langt væk til at kunne ramme ordentligt, hvis hun kastede dolken nu. Hun tog et par skridt til højre. Øjnene bevægede sig i mørket, og frem fra bag et træ trådte den skabning, øjnene tilhørte. Det var for mørkt til, at hun kunne danne sig et klart indtryk af skabningens ansigt, men det var tydeligvis en han. Brede skuldre, smalle hofter og blondt hår. Hun tog et par hurtige skridt, mens den anden hånd fandt vej til den tynde sølvkæde, som hang ved hoften. Den var kølig mod huden og raslede lidt, da hun fik fat i den. Lyden sendte en forventningsfuld rislen ned ad ryggen på hende, idet hun konstaterede, at skabningen nærmede sig med kattelignende, lydløse bevægelser. Så dyret havde ikke tænkt sig at flygte men at blive og kæmpe. Typisk reptilhjerne. Dum beslutning fra hans side, ideel fra hendes synspunkt. Hun tog en dyb indånding, sprang frem og svingede sølvkæden i små cirkelbevægelser. Månens blålige skær spejlede sig i sølvet 12
og fik kæden til at skinne og kaste det blege lys rundt. Skabningen veg tilbage, udstødte en hvæsende lyd men gjorde ikke mine til at stikke af. Hun lo, mens hun rullede kæden op og gjorde klar til at svinge den igen. ”Kom så, hvad venter du på?” råbte hun. ”Nu har vi leget katten efter musen længe nok, synes du ikke?” Jagten havde stået på i godt en time nu, og helt ærligt var den begyndt at kede hende gevaldigt. Klokken nærmede sig fire, og hendes krop var begyndte at skrige på at se dyner. Og så var hun paradoksalt nok tørstig. Nøjagtig som dyret foran hende tydeligvis var. Hurtig som en klapperslange satte hannen i bevægelse og fór frem. Dens sylespidse tænder var blottet i et hånligt grin. Hun nåede at kaste dolken, men vidste godt, at den ville misse sit mål. Hun satte hælen i, lagde al sin vægt i og svingede rundt. Hannen susede forbi hendes højre skulder og havde nær frarøvet hende balancen, men hun genvandt den og svingede sølvkæden efter den ækle skabning. Hun lo højt, da en svitsende lyd fortalte hende, at kæden havde ramt sit mål. Der blev stille. Victoria fokuserede, mens hun rullede kæden roligt sammen Hannen stod på alle fire som en kat parat til at angribe. Hovedet var let bøjet og afslørede præcis, hvor bredskuldret den var. Netop som den så op og rettede øjnene direkte mod hende, ramte månens lys dens ansigt. Hun snappede efter vejret. Skabningens øjne strålede som smaragder, huden var mælkehvid og et par enkelte lokker af det blonde hår faldt ned i panden. Hun blinkede forfjamsket, da den strøg en hånd hidsigt gennem håret, tog en dyb vejrtrækning og smilede. Lumsk. Drillende. Forbløffet over skabningens slående skønhed trådte hun et fatalt skridt tilbage, mens hun fumlede efter endnu en dolk. I næste sekund svævede den gennem luften og var over hende, inden hun nåede at blinke. Luften blev trykket ud af hendes lunger, 13
da ryggen ramte skovbunden med et lydløst brag. Hun spilede øjnene op og åbnede munden for at hive luft ind, men det var umuligt. Brystkassen brændte. Hannen bevægede sig oven på hende, lænede ansigtet helt ned til hendes og blottede tænderne samtidig med, at den tog en dyb indånding og snusede til hende. Synet var på en og samme tid afskyeligt og fængslende, at hendes hjerne var ude af stand til at få greb om det. Deres blikke mødtes. Kort, men intenst. Aldrig i sit liv havde hun set ind i så grønne øjne. Forgæves forsøgte hun at få ilt ned i lungerne i et forsøg på at få arme og ben til at reagere, men det var håbløst. Trykket i hovedet og de små lysglimt, der flakkede bag øjenlågene, vidste hun godt, hvad betød. Hun var ved at miste bevidstheden. Noget skarpt ramte hende i skulderen og sendte en kort, men pulserende smerte gennem hele venstre side af overkroppen, idet hannen pressede hende hårdere ned i skovbunden og tvang den sidste rest af ilt ud af hendes lunger. Victoria bød mørket velkommen. Det sidste, hun nåede at tænke, inden alt blev sort, var, at hun håbede, den ville slå hende ihjel. Hurtigt og smertefrit. Alternativet var ganske enkelt ikke en mulighed.
14