Himlen Han ligger på ryggen med ansigtet op mod himlen. Det er længe siden, han har ligget sådan - ikke siden han var barn. Det er en af disse dejlige sommerdage med hvide skyer, som driver hen over en blå himmel. Som barn lå han ofte i kløvergræsset og fantaserede over skyformationerne, som undertiden antog groteske former. Skyerne over ham spadserer i dag roligt hen over himlen. Han hører lærken et sted. Den slår sin trille højt oppe, er en lille sort prik på den blå himmel, men han kan ikke se den sådan som han ligger. Der er noget livsbekræftende stædigt ved den lille brune fugl, som han ikke har lagt mærke til i lang tid. Hvordan kan det gå til, at han ikke længere ser op i himlen? Himlen er blevet et baggrundstæppe, en selvfølge, men den er jo ingen kulisse. Den er en billedbog med bestandigt nye sider, snart helt gemt bag skyer, snart titter den frem blandt forrevne skyer, snart er den høj, klar og lyseblå, og om natten bliver den sort og viser en vrimmel af stjerner, som er umulige at tælle. Der er noget dejligt ved den himmelblå farve. Hans morfar, en kæmpe af en mand, havde en fast bemærkning om himlen, når han som dreng hang med næbbet: ”Op med humøret min dreng! Husk på at oven over skyerne er himlen altid blå!” Og det var jo rigtignok. Da han selv blev voksen og rejste med flyver, kunne han konstatere, at når man passerede igennem skylaget, blev himlen klar og blå. Morfaren havde også et udtryk, når en løgn var for langt ude. Engang han i leg hoppede rundt på nogle sten ved stranden gled han i vandet. Da han kom hjem til sine morforældre med sjaskende våde sko og strømper, fortalte han, at han havde trådt i en stor vandpyt. ”Næh, sømand, nu lyver du det blå ned af himlen,” sagde morfaren med et stort smil. Himlen blev glemt undervejs i hverdagen. Som barn troede han, at folk kom op i himlen, når de døde. Det sagde de voksne, da hans farmor døde. ”Hun er oppe i himlen.” Det fik ham i en periode til at stirre op i himlen, for at se efter hende. Men hvordan skulle hun komme derop fra kisten, de havde lagt hende i? Det var en tanke, han snart opgav, himlen som de dødes opholdssted med hvide skyer befolket af gode og kærlige mennesker klædt i hvide kjortler og et eller andet sted derimellem Gudfader med hvidt skæg og hærskarer af engle. Gud i himlen forsvandt for ham allerede, da han var et stort barn. Han havde i årevis ikke tænkt på Gud. Nu om stunder er der vel overhovedet ingen Gud. Folk har glemt ham. Som barn bad han sit fadervor, og dengang da hans farmor var alvorligt syg, sendte han mange bønner op til himlen, om at hun skulle blive rask. Det blev hun ikke... og nu er Gud i himlen for hans vedkommende stuvet langt af vejen. Der er dog noget derude bag den blå himmel: planeterne Venus og Mars, Uranus og Saturn, den med ringen omkring, Merkur og ... han husker ikke den sidste planet ... men månen, som ses tydeligt fra jorden. Og siden hans barndom har mennesket taget himmelrummet i besiddelse med rumfart. Rumraketter har ført mennesket til månen og sendt sonder med måleudstyr langt ud i himmelrummet. Det uundgåelige spørgsmål om eksistensen af levende væsner på andre planeter inden for solsystemet mener
astrofysikerne, at kunne besvare med et klart nej. Og deroppe på himlen står solen, den store brændende planet, som bringer liv og energi til jorden. Han kan ikke se den, som han ligger, men den må være et eller andet sted bag hans hoved mod vest. Det er efterhånden ud på eftermiddagen. Nu kan det ikke vare så længe, før de i elselskabet undrer sig over ikke at have hørt fra ham. Faldet fra masten har lammet ham, men stemmen kan han da bruge, det har han prøvet. Den vil han bruge, når han hører dem komme... Det kan ikke vare længe.
Helvede Islændingen, Øystein Joensen, begik for tredje gang lejermål i sit ægteskab. Lagtingets tålmodighed var opbrugt for denne mand, som ikke kunne tøjle sine lyster og igen og igen forsyndede sig mod såvel det 6. som det 10. bud. Domsmændene gjorde kort proces og dømte ham til på livstid at gå i lænker som slave på Bremerholmen i København. Han ankom med skib midt på sommeren i det herrens år 1721 og blev af ekvipagemesteren taget ind for at blive slået i lænker på Holmen. Her fik han fangeklæder af vadmel, et jernbånd om livet, et jern om foden og blev gennet til arbejde af slavefogeden, som modtog den nytilkomne med spark og slag af en stok. Øystein var landet i helvede. De var 36 jernfanger på Bremerholmen. Om natten blev de alle indesluttet og fastlænket i en kælder. Fra tidlig morgen til silde aftenen sled de med slavearbejde. De slæbte træ til skibsbygning, pillede tovværk op, drejede reberbanens hjul, trådte smedjens blæsebælge og rensede og gravede latriner. Arbejdet blev kun afbrudt af bespisningen, som fandt sted morgen, middag og aften i spisekælderen eller udenfor denne. Sommetider blev nogle stykker udtaget til at gå i trædemøllen på muddermaskinen, der uddybede havneløbet. Det arbejde var det værste, der fandtes. Hjulet skulle hele tiden drejes for at overføre kraft til gravemaskinen. Den ene dag tog den anden i denne snavsede elendighed med hårdt arbejde, prygl og rotter, som bed de sovende i kælderen. Selv husdyrene på Island har det bedre, tænkte Øystein. Han var stor og stærk og kunne nok klare arbejdet, men det udsigtsløse slaveri kunne han ikke udholde. Tifold angrede han sin synd og liderlighed og bad hver aften for at hans sjæl og legeme måtte blive frelst. En gang om måneden kom de til alters i slavekirken. I sin kvide talte han med præsten, om der ikke var nogen udvej af denne pine. ”Kun den kongelige nåde kan udfri dig af dette fængsel! Gud lindre dine trængsler,” var svaret. Der var fanger, som på egen hånd prøvede at finde en udvej af fængslet, men det lykkedes sjældent. Selvom de slap ud fra Bremerholm, blev de for det meste pågrebet, inden de nåede at flygte ret langt. Byen var omgivet af volde og bevogtet af soldater, og ved landeveje og færger var der også soldater, som kontrollerede, at folk havde gyldigt rejsepas. Nogle prøvede at undslippe ved at kaste sig i havnen og svømme bort, men de druknede, inden de kom over kanalen. Tre mand tog en af bådene og forsøgte at undkomme til Christianshavn, men de blev opdaget af vagten, der skød på dem, dræbt den ene og sårede en anden af fangerne. Øystein gik efterhånden som i søvne. Han talte knap til nogen, spiste og arbejdede som et husdyr. Inde i hans hoved tumlede han med spørgsmålet, hvorfor han fortsat skulle plages, når han havde angret? Hvorfor hørte Gud ikke hans anger og bønner? Var der ingen tilgivelse, men kun fordømmelse? En nat i januar 1723 kom Satan til ham. Satan kendte hans navn og spottede ham: ”Hvorfor beder du til Gud, når jeg kan hjælpe dig ud i det fri? Du skal blot give mig din sjæl efter døden, og så skal jeg gøre, hvad du beder om. Du skal skrive en kontrakt og underskrive med dit eget blod. Jeg skal sørge for, at du slipper fri, og give dig penge,
kvindfolk og et lystigt liv her på jorden.” Øystein krummede sig sammen og holdt sig for ørerne. Han ville ikke lytte til den onde og mumlede for sig selv fader vor. Tre gange hjemsøgte Satan Øystein. Til sidst kunne han ikke modstå den store frister. Han fik fat i et stykke papir, skar sig i fingeren og skrev med en lille pen sin kontrakt punkt for punkt, sådan som det var blevet fortalt ham af Satan. Den nat faldt han i en tung søvn og kunne knap komme på benene, da slavefogeden sparkede til ham næste morgen. Det beskrevne stykke papir faldt ud af hans vadmelstrøje. Fangevogteren så det, samlede sedlen op og gjorde store øjne. Øystein blev straks kastet i det sorte hul. Gudsbespottelse var en alvorlig sag. Sedlen vandrede videre til mønsterskriveren, og fangen blev indkaldt til et forhør, hvor han måtte forklare sig og tilstå, at han havde forskrevet sig til Satan. Han angrede og bad om forladelse. Sagen blev sendt til biskoppen af Sjælland og en række af hovedstadens præster. Disse kom med et responsum, hvori flere af præsterne skrev, at delinkventen havde gjort sig skyldig i gudsbespottelse, og at den strengeste straf måtte eksekveres. Derfor skulle først højre hånd og derpå hans hoved afhugges og siden sættes på en stage til skræk og advarsel for andre. Biskop Worm og to af de lærde teologer havde dog en anden opfattelse. De mente at fangen var forfulgt af fantasier. De resolverede, at delinkventen skulle pardonneres på livet, stille til skriftemål samt piskes og straffes med strengere arbejde. Sådan blev det. Øystein Joensen måtte trælle videre i sit helvede, forladt af både Gud og Satan.
Krigslist En forårsdag i det herrens år 1510 fortalte præsten i Kirkeby fra prædikestolen, at krigen mod kongens lande og øer var brudt ud. Der blev murren og uro i det lille rum, hvor der plejede at være ro og tryghed bag de tykke mure. Præsten sagde, at lybækkerne ville føre krig. De var utilfredse med kongens magt i Østersøen og de støttede de svenskes oprør. Øboerne ønskede sig ikke krig. De handlede med de nordtyske stæder og frygtede hansaens krigsmagt. Fra lensmanden udgik ordre om, at sætte strandvagter, og på Flakkebjerg kom der atter en bavn, som kunne antændes og varsko om fjenden var på vej. Folk vidste nok, hvordan det gik til i krig. Krigsmagten overfalder og brænder, plyndrer og myrder fredelige bønder og fiskere også herremænd og præster. Søndenbros og Nordenbros bymænd mødtes for at rådslå om, hvad der kunne gøres. De fleste var for at sende kvinder, børn og kvæg nordpå til skovs og til moserne, hvis ulykken skete og krigskarlene gjorde landgang på øen. Men Søren Ejlersen, en midaldrende rødskægget gårdmand, var af en anden mening. Han havde mangen gang faret med sin lille skude til Travefloden, og han kendte lybækkerne og deres krigsfolk og mente, at lybækkerne nok ikke var så ivrige efter at brandskatte øen, hvis de frygtede at få en næsestyver. ”De er modige nok, når de har overmagten, men hvis de fornemmer, at de står over for beslutsomme fjender, er de ikke så kry,” sagde Ejlersen. Smeden ved kirken var ganske vist i gang med at smede spydspidser, men hvordan skulle de nogensinde kunne udrette noget mod lybækkernes landsknægte og deres piker, sværd, armbrøster og harnisker? Lybækkerne var øvede krigskarle, som ikke gik af vejen for en sølle spydbevæbnet bondeskare. Den rødskæggede gav ikke op: ”Vi skal gøre dem bange, og vi skal lægge en plan. Det vigtigste er, at vi ved, hvor de vil angribe og gøre landgang! De kan ikke så godt ankre op og landsætte deres krigsfolk på kysten. Der ligger de for udsat, hvis det bliver sydvestlig kuling. Næh, de skal finde havn, og den eneste havn på disse kanter er noret. Dér vil de søge ind med deres skibe.” ”De kan ikke finde ind,” hævdede en bonde fra Nordenbro. ”Jo de kan,” svarede Ejlersen. ”De kender stedet, og de kan bruge loddet -- så finder de vej.” ”Jamen hvad kan vi da gøre?” lød det. Ejlersen kløede sig i skægget og svarede: ”Jeg har tænkt over det. Vi skal gøre dem forskrækkede! Vi skal undgå at tænde bavnen på Flakkebjerg og i stedet bruge ryttere til at sende bud fra landsby til landsby. På den måde tror de sig uopdagede. Og når de kommer ind i noret med skibene, skal vi kunne mønstre et mandstærkt opbud af spydkarle. Jeg ved godt, vi ikke har så mange, men dem vi har, stiller vi nærmest fjenderne, og på toppen af bakkerne stiller vi alle andre, også opløbne knægte og kvinder, og så må vi få det til at se ud som om, de står over for en talrig og farlig fjende. Vi forsyner alle med stager, og vi må vikle klæde om hovederne, så det på afstand ligner jernhatte. Alle byerne heromkring skal give møde, og på et signal skal
alle mand træde frem på bakkerne. De bedste folk skal gå ned til stranden.”Og en ting til,” sagde Søren Ejlersen: ”Vi skal lade som om, vi vil blokere indløbet for at forhindre dem i at slippe ud. Vi må bygge en flåde fyldt med grene og gammel halm.” Bønderne i de to byer blev enige om, at det var en plan, som var værd at afprøve. Den udelukkede jo ikke, at man om nødvendigt tog flugten. Der gik bud til nabobyerne og besked om at møde frem, hvis fjenden kom. Også lensmanden nordpå blev indviet i planerne, og han lovede at stille med så mange ryttere og svende, han kunne undvære. Alt åndede dog fred og ro, og foråret indfandt sig med blomstrende mirabeller, redebyggende fugle og koncert i moser og kær fra frøer. Kreaturerne kom på græs og udviste den sædvanlige livsglæde ved gensynet med engene langs noret. Langs sydkysten blev der gået vagt, og fra Flakkebjerg holdt man øje med skibe ude i Østersøen. En eftermiddag i begyndelsen af maj kom en halv snes firkantede sejl med de iøjnefaldende mersekurve i toppen af masten. De kom fra sydøst med en af de mange østlige briser, som kendetegnede foråret. Men det var ikke salt, tjære, øl og flamsk klæde som var om bord i skibene. Det var væbnede mænd, som var ude for at myrde og plyndre. Udkiggen på Flakkebjerg nølede ikke. En rytter blev sendt af sted til Søndenbro og Nordenbro, og fra disse landsbyer red andre ryttere til nabolandsbyerne. En karl red med bud til lensmanden på slottet. Fjenden var på vej! Det gik som Søren Ejlersen havde forudset. Lybækkerne ankrede ud for noret og sendte nogle mindre fartøjer ind i mundingen for at lodde sig frem og observere forholdene. Der var tre skibe og fire skuder, samt et par store både. Det ene skib var en lille, ny kravel med tre master, og de andre to var mindre koggeskibe. Om bord i skibene blinkede våben og hjelme i aftensolen. Der var tohundrede og halvtreds krigsfolk om bord, anslog de skibskyndige. Tidligt næste morgen lettede skibene deres ankre, og et efter et blev de varpet og bugseret ind i noret, hvor ingen og intet syntes at true eller forhindre en vellykket indsejling og udskibning af krigsfolkene. Det var en stille og smuk forårsdag og fra land hørtes fuglesang. En hyrde drev nogle kreaturer op på en af bakkerne. Da de lybske høvedsmænd havde drukket en skål på veloverstået sørejse og ønsket hinanden rigeligt bytte, begyndte de at gøre klar til landgangen. Deres medbragte både lå langs siden af skibene, og landsknægtene skulle til at gå fra borde. På stranden stod hyrden, som var Søren Ejlersen, og iagttog alt, hvad der skete. Og på hans tegn lød pludselig gjaldende horn. Det var byhornene, som blev blæst, og frem fra bakker og dale kom grupper af spydkarle. De stod snart række ved række på bakkerne omtrent hele noret rundt. De første spydkarle begyndte at rykke ned til strandkanten for at tage imod fjenden. På skibene udstødte bådsmænd og knægte overraskede råb og drøje eder og forbandelser. Det så ikke godt ud. Det ville blive en kostbar landgang med mange døde og sikkert kun et ringe udbytte. Disse øboer så ud til at være velbevæbnede og kampberedte, og de havde nok også en slagplan. Lybækkernes førere og
skibshøvedsmænd tog et overblik over situationen. Den kunne blive farlig. De lå omgivet af fjender, og skibene kunne let blive udsat for et angreb. Hvad skulle de gøre? Mens de rådslog, blev en flåde bugseret frem fra sit skjul i en arm af noret. Flåden var fyldt med halm og grene. Nu var det indlysende for høvedsmændene, hvad planen var: At spærre udløbet fra noret og sætte ild i deres skibe. De risikerede at tabe hele flåden. Nu gjaldt det om at komme ud. Ordrer om at angribe folkene med flåden og forhindre dem i at spærre noret af blev råbt til bådførerne, og kampklare landsknægte kastede sig i et par af bådene, som hurtigt roede mod indsejlingen. På bakkerne blev spydkarlene stående, men en lille afdeling ryttere dukkede op og begav sig langs med stranden hen mod indløbet af noret. Om bord på de lybske skibe gav skipperne ordre til at hale ankrene op og begynde bugsering ud af noret. Snart nåede de første lybækkere frem til flåden med kvaset, og folkene ved flåden og den båd, som havde slæbt den frem, flygtede bort. Det var dog ikke alle som nåede at flygte. En enkelt blev ramt af armbrøstpile fra lybækkerne. Imidlertid var rytterne og en afdeling fodfolk dukket op, og de begyndte med armbrøster at beskyde lybækkerne, som med stort besvær og flere sårede bemægtigede sig flåden og fik den slæbt væk. Kamphandlingerne blev fulgt fra skibene, som nu et efter et bevægede sig mod norets munding og ud mod havet. Omsider kom alle skibe, skuder og både velbeholdne ud af noret. Lybækkerne ønskede hinanden tillykke. De var sluppet ud af sækken uden videre tab. Inde i noret forsvandt ”krigskarlene” fra bakkerne. De gik hjem til deres landsbyer lykkelige over at være sluppet af med fjenden og vel tilfredse med deres egen indsats. Krigen fortsatte. Lybækkerne drog andre steder hen, brandskattede Nakskov, men øboerne havde overlistet en stærk fjende og vundet freden for dem selv. Lensmanden kaldte Søren Ejlersen til slottet og bænkede ham ved højbordet. Han sagde på egne og kongens vegne Ejlersen tak for hans indsats, og da det forekom lensmanden, at en mand med hans evner kunne gøre stor nytte i krigen, foreslog han, at Ejlersen blev høvedsmand og gik i kongens tjeneste. Søren Ejlersen fandt, at tilbuddet var en stor ære, men takkede ærbødigst nej. Han var skipper og bonde og ikke krigskarl. Han ønskede et langt liv med børn og mange børnebørn, og det tvivlede han på, at krigen ville give ham. Lensmanden lo, gav ham i stedet fem sølvdaler og lod ham gå. Søren Ejlersens slægt blev stor og sad i generationer som selvejere på gårde i Søndenbro.
Duen Fuck, tænker han. Flyet er desværre en time forsinket meddeler en smilende dame fra SAS. Han skal hjem til et vigtigt møde med Univals salgschef og to sælgere. En større sag står på spil. Reklame for 3-4 millioner. Ærgerlig sætter han sig på en stol i afgangshallen og overvejer mulighederne. Han kan satse på at nå mødet trods forsinkelsen eller lade Blomberg træde ind i hans sted. Han har ikke meget til overs for Blomberg. Han husker, hvordan Blomberg sladrede til chefen om hans lille nummer med praktikanten ved julefrokosten. De endte i fotokopirummet, hvor han satte pigen i bar rumpe op på maskinen og trykkede på kopiering. Hun havde grinet højt og Blomberg var kommet ind. Chefen var senere kommet med en spydig bemærkning om hans behov for at læse brugsvejledningen til kopimaskinen, mere var der ikke i den sag. Nej, Blomberg må han undgå. Hvis forsinkelsen ikke er mere end en time, kan han lige nå det. Han må vente og høre nærmere. At vente er ikke lige hans stil. Han kigger på folk i afgangshallen. De går i stimer gennem ”gaten” ind til paskontrol og sikkerhedscheck. Han bemærker et yngre par, som knuger hinanden, og kun modvilligt giver manden slip og går hen mod ”gaten”. Kvinden bliver stående og sender byger af håndkys til manden, som hele tiden kigger bagud. Manden forsvinder ind i mængden, og kvinden gør små hop for bedre at se ham og vinker ivrigt. Så forsvinder manden helt, og kvinden sænker armene, vender sig om og tørrer nogle tårer bort. Han føler et stik af misundelse. Hvem savner ham? Han fejer tanken væk. Hvem ved, måske boller hun med naboen. Det fis med troskab og evig kærlighed kan han ikke bruge til noget. Det gælder om at tage chancen, når den er der. Heldigvis har han kvindetække -- ser hammer godt ud. Han smiler for sig selv. Blomberg med flyveører og friluftsgebis får ikke meget kusse. Over højttaleren bliver passagerer til Flight SK214 til Malmø, Sturup kaldt til SAS counter. Hans fly er 2,5 time forsinket, og han må benytte sig af sin mest insisterende VIP facon, for at forklare nødvendigheden af, at han får plads på et andet fly. Det eneste SAS-damen kan skaffe er en afgang med Sky-Europe på monkeyclass. Så pyt da, for flytiden er kun en time og fyrre minutter. Han finder sit sæde i flyet ved vinduet og åbner med besvær sin medbragte avis. Det kniber med pladsen. Ved siden af ham sidder to fremmedarbejdere, som er i godt humør og hele tiden ønsker service. De spiller op til stewardessen, en velformet kvinde omkring de 40 velsagtens. Den ældste spøger smilende om hun er gift? Han kan finde en god mand til hende. Hun svarer ikke, smiler blot og går. Grinende siger manden henvendt til ham: ” Inte bra för kvinnor at vara ensamma!”Det svarer han ikke på, læser videre i sin avis, og tænker: hvad fanden bilder han sig ind. Kvinder bestemmer sgu da over deres eget liv. De lever i middelalderen de fremmede, og så skal de fortælle os, hvad der er godt og dårligt! Han studerer børsnoteringerne: London op, New York op, Dax op. Jo, der er pæne plusser de fleste steder. Det går rigtig godt med verdensøkonomien her i midten af
00erne. Det danske C-20 indeks står også godt. Carlsberg og Fl. Smidt har fine plusser. Finansmarkedet blomstrer og prisen på fast ejendom stiger støt. Godt at han har sikret sig en god bolig, dengang prisen var gunstig i 90erne, men måske skulle man hoppe med på vognen og låne nogle penge til køb af en lejlighed. Efter et halvt år kan man score en pæn fortjeneste med den fart priserne har opad. Det må han overveje. Tale med Kenneth og Danske Bank, skriver han i sin notebook. Erfaringen har lært ham: Altid at have en ”second opinion” i investeringssager. I Malmø skynder han sig til p-huset og hopper ind i sin Audi. Han starter den og kaster et blik på bilens ur. Han når mødet. ”Godt gået!” siger han højt for sig selv. Trafikken er midt på dagen ikke det store problem. En irritation strejfer ham. Irriterende, at man ikke kan komme frem formiddag og aften. Lyngbyvej har altid trafikpropper. Hvorfor bygger de ikke nogle flere motorveje og nye tunnelforbindelser, som den planlagte under havnen ud til Amager? Det skyldes sikkert de uduelige socialdemokratiske politikere på rådhuset. Samfundsøkonomisk er det en god forretning. Der spildes millioner af kroner på ventetid. Der henvises så til luftforurening og klimaforandring. Bortforklaringer! Klimaet har jo altid forandret sig, og i industriens barndom var luftforureningen meget værre. Heldigvis styres landet af en regering, som ser fornuftigt på sagerne. Hans hænder hviler trygt på rattet, og bilen kører næsten lydløst af sted. Han føler sig hjemme og veltilpas i sin bil og kommer hurtigt frem på motorvejen. Et skide smart system, de der brobizz, ingen ventetid, tænker han og suser videre over broen, hen over Øresund. Midt ude på broen står en hvid due på kørebanen. Duen stirrer på ham med sit ene øje. I en brøkdel af et sekund er det som om, det øje vil sige ham noget. I bakspejlet ser han en lille sky af hvide fjer. ”Dumme kræ. Det var du selv ude om!” mumler han for sig selv. Han husker, han engang i mørke kørte over en stor hund. Det var en forankørende, som havde ramt hunden. Han kørte bare over den, og det gav et ordentligt bump. Når dyrene løber ud på vejen, så bliver de jo kørt over. Sådan er det. Tiden er fyldt med dyrebeskyttere og naturbeskytter. Folk som åbenbart ikke har noget mere meningsfyldt at tage sig til. ”Naturen, det grønne pis,” sagde chefen engang ved et gåhjemmøde på café Viktor. De havde alle grinet og bifaldet. Chefen havde jo ret. Der er ingen natur. Alt er menneskers værk: byer, bygninger, veje, broer, parker, skove, landbrug. Succesfulde erhvervsfolk har gennem årene designet den rige og effektive verden, som alle nu færdes i. Han når hovedkontoret på havnefronten uden forsinkelser og parkerer Audien på den plads, som er hans. Mødet med Unival går glimrende. Han føler sig rigtig på højde med situationen. Der bliver aftalt en kampagne til en værdi af 3 millioner kroner. Et godt resultat, som vil give ham mere ”promotion”. Måske skal han overveje snart at gå til chefen og foreslå en lønforhøjelse? Han er blevet tissetrængende, står på toilettet for at lade sit vand. Udenfor lyder der kurren. Han kigger op. En lille hvid fjer kommer ind igennem ventilationsgitteret. Den daler ned i urinkummen og bliver rød. ”Fuck!” Han pisser blod.
Linje 1 Lige fra Ove var lille kørte han med sporvogn sammen med sine forældre. Nu er han 15 år og tager selv sporvognen. Han holder meget af de gule sporvogne med de hvide vinduessprosser, og han kender sporvognene ud og ind. Der er altid en motorvogn og en bivogn. Sporvogne bliver drevet af elektricitet og kører på skinner med strøm fra en køreledning, der hænger over skinnerne. En kørestang med et lille hjul sørger for forbindelsen til køreledningen. Det sker, at kørestangen hopper af. Så må vognstyreren ud af vognen og med en snor få hjulet på plads i køreledningen. Man kan ikke tage fejl af, hvilken linje, man kører med, for foran på sporvognen hænger to store skilte med linjens nummer, og på et rulleskilt står desuden endestationens navn. Mere vanskeligt er det at finde ud af ruten og stoppestederne undervejs. På perronerne for og bag må man stå op, men inde i vognens kupé kan man sidde ned. Han har lært at man rejser sig høfligt for ældre damer og kvinder med småbørn, og de takker med et venligt smil eller et: ”Tak unge mand.” For de stående er der læderstropper, man kan holde fast i. Motorvognen har langsgående sæder, så passagererne sidder over for hinanden. Over sæderne er der små reklamer for rugbrød, kaffetilsætning og sæbe. ”Det er Richs der driks,” står der på én, og ”Persil til al slags Vask” på en anden. Han foretrækker at stå ude på forperronen til venstre for vognstyreren. Herfra er der den bedste udsigt. Han kan følge med i alt under kørslen gennem byen. Vognstyreren sidder på en lille saddel, drejer på de to håndtag og bremser med foden. Konduktøren holder øje med, at passagererne ved stoppestedet kommer af og på, og han trækker i en snor, så der lyder et ”ding, ding” signalet til vognstyreren, at nu kan han køre. Vognen starter langsomt, og gradvist sættes farten op. Nogle gange, især i kurver, slingrer vognen, og andre gange ved sporskifter skramler den af sted. Det hænder, at en bil kommer på tværs af sporet, og så må vognstyreren tage farten af og standse op. Den slags uorden bliver påtalt med hidsig ringning fra vognstyreren: ”ding, ding, ding, ding” og ”se så at komme af vejen!”Man betaler til konduktøren, som går gennem vognene og billetterer. En lige ud koster 25 øre og en omstigning 30 øre. Sommetider står man som sild i en tønde. Danmark er besat af tyskerne snart på femte år. Verdenskrigen trækker ud, og der kører ikke mange biler. Cyklisterne kan heller ikke få gummidæk og -slanger, så sporvogne og S-tog er fyldt med folk. Det er efterhånden blevet sådan, at besættelsesmagten også tager sporvognen, når soldaterne skal rundt. Krigen gør livet vanskeligt, siger hans forældre. Han går i skole og kører hver dag med sporvogn med skoletaske og madkasse. Når han med sin mor og far er på søndagsbesøg hos familien, skal de nå den sidste sporvogn inden spærretiden. Det sidste års tid er der sket meget. For nylig kørte han forbi Shellhuset, som englænderne har bombet. De ramte også den franske skole, hvor mange børn og lærere omkom. Tyskerne taber krigen, siger mange og de glæder sig til freden, som snart må komme. En søndag i slutningen af marts er han med linje 1 på vej fra sit hjem på Frederiksberg til Østerbrogade, hvor hans moster bor. Her skal han møde sin mor. I Bredgade venter
en større gruppe værnemagtsfolk ved stoppestedet ud for Odd Fellow Palæet. Som sædvanlig står han på venstre side af vognstyreren, da en tysk officer kommer ind på forperronen. ”Alle raus!” råber han ind til passagererne og peger med armen ud. Folk skynder sig ud af sporvognen, også konduktøren og dem i bivognen, men selv kan Ove ikke komme forbi tyskeren, som stiller sig bag vognstyreren og nu vifter med sin Parabellum pistol. ”Sie bleiben hier!” siger han til vognstyreren. ”Verstehen Sie Deutsch?” Vognstyreren ryster på hovedet. ”Und du?” henvender tyskeren sig til Ove. ”Nur ein bisschen, wir lernen Deutsch in der Schule” svarer han nølende. ”Gut du bleibst hier an Bord!” svarer tyskeren og tilføjer: ”Keine bange, wir müssen weg. Wir haben eine Verabredung.” De ventende tyskere stiger ind. Det er forskellige folk, nogle i civil og nogle med uniformer. SS og Gestapofolk, tænker Ove. ”Jetzt fahren wir!” siger officeren, da de nye passagerer har sat sig tilrette i vognen. Vognstyreren forstår godt den ordre. Ove behøver ikke oversætte. Sporvognen starter og kører videre ad Bredgade. ”Wir fahren los - nicht halten,” siger officeren. Ove oversætter for vognstyreren, selv om han sikkert forstår det. ”Jawohl, du verstehst Deutsch,” siger officeren smilende. ”Das ist gut - und wie findest du Deutsch?” Ove ved ikke, hvad han skal svare, men får fremstammet et ”Gut!” Sporvognen fortsætter fra Bredgade videre mod Østerport. Ved Trianglen bliver der råbt et eller andet til officeren inde fra vognen, og han går hen til døren, fægter med pistolen og taler med den pågældende. Vognstyreren må standse for trafiklyset og ser sit snit til at styrte ud af sporvognen og løbe væk. ”Halt, halt!” råber officeren, men han skyder ikke efter manden. Sporvognen holder stille og nogle af folkene i vognen rejser sig. ”Jetzt fährst du zum Teufel!” siger officeren og vinker Ove hen til førersædet. Han har hundredvis af gange studeret vognførerens greb. Det er enkelt at køre. Han slipper bremsen og sætte motoren til at trække. Farten reguleres trinvis med det andet håndtag. ”Schneller, schneller,” griner officeren. Vognen suser af sted, forbi forbløffede ventende passagerer ved stoppestederne på Østerbrogade. Det går lige ud. Han må snart nå endestationen i Hellerup, men sporvognen raser videre, og han aner ikke, hvor han er, og mister også tidsfornemmelsen. De kører gennem et fabrikslandskab og der bliver færre og færre folk. Til sidst når de endestationen med vendesløjfen. Det ligner slet ikke Hellerup. Han standser vognen. ”Alle aussteigen!” råber officeren. Passagererne rejser sig og stiger af. Ingen af dem er tilsyneladende bevæbnede. Det er åbenbart officeren, der har kommandoen over dem. De ser mærkeligt blege og
forknytte ud, som om den rasende kørsel har gjort dem skrækslagne. Officeren smiler til ham og siger: ”Vielen Dank, du bist ein flinker Bursche und du bleibst hier! Wo wir gehen gibt es kein zurück!” Derefter træder officeren ned på gaden. Han lægger mærke til, at officeren halter. Mærkværdigt. Det er som om han under den lange frakke har et kunstigt ben, der forneden lignede en hov. Da tyskerne er kommet lidt væk, træder Ove ud af sporvognen og ser sig rådvild omkring. Der er ingen andre sporvogne og ingen folk. Tyskerne med officeren i spidsen fortsætter op ad vejen, der går over en bakke, og bag den ses et rødt skær på himlen, ligesom fra en stor ildebrand. Ove gyser, vender sig om og begynder at gå hastigt tilbage ad den mennesketomme gade. Sporet må føre ham ind til byen - før eller siden.