Kollega persson laeseprove by EgoLibris

Kollega Persson

Kollega Persson Af Alice Persson

Copyright EgoLibris 2016 Redaktør: Michael Ford Omslag og sats: Lotte Lund, GrafiskGenvej Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 978-87-93434-02-8 www.egolibris.com Forlaget EgoLibris Allerødvej 30

3450 Allerød Tlf: 86511900 Mail: info@egolibris.com

KO L L E G A PERSSON A lice P ersson

1975

”Det er vist ikke gået op for dig, at verden er delt i øst og vest.” Den sorte uniform med de blanke knapper kommer frem i lyset. Jeg når at tænke åh nej, hvad nu, da stemmen fortsætter. ”I unge mennesker tror, at I bare kan rejse om på den anden side af jerntæppet. De har bygget en mur for mange år siden. Sig mig, lærer I ikke noget i skolen?” Kontrolløren på færgen Kong Frederik retter på brillerne, som er faldet langt ned på næsen. Jeg kigger på hans sprukne hænder, som holder mit pas åbent. ”Jo, men jeg skulle hente mit visum her på færgen.” ”Javel. Og hvem skulle have lagt det til dig?” Han lægger hovedet tilbage og fikserer mig med sammenknebne øjne. Læberne under den smalle moustache smiler overbærende. Et hår står vinkelret ud fra hans kind og vipper som et siv i vinden. Jeg skutter mig ved synet. Da går det op for mig, at jeg kun har medbragt Hermans navn, men ingen adresse eller telefonnummer. ”Han hedder Herman Dost, og vi har aftalt, at han skal hente mig ved Ostbahnhof i Berlin.” ”I Østberlin, mener du vel? Denne hr. Dosts adresse og telefonnummer, har du ikke det med? Og du skal besøge ham?”

”Nej, nej, jeg skal arbejde dernede. Han skrev, at de ville telegrafere visummet til færgen.” ”Ja så. Skal du arbejde dernede?” Smilet er nu klistret fast til hans ansigt. ”Du er vist bare en naiv charlatan på vej mod øst.” Jeg tørrer hurtigt en sveddråbe af panden. Der er intet, jeg hellere vil end at retfærdiggøre mit ærinde. Bare jeg kunne give ham den overlegne kontrollør et stykke papir i hånden med en invitation fra Dr. Herman Dost med personlig underskrift og stort stempel. Mit blik flytter sig forbi kontrolløren mod glaslugen og kvinden bag skranken. Jeg prøver at trylle et visum frem i kvindens hænder. Faktisk aner jeg ikke engang, hvad et visum er. Er det en lille bog ligesom passet? Eller et stykke papir? Eller et stempel? Kontrollørens stemme bryder ind i mine tanker. ”Næ, den går ikke, min pige, det er på tide at slippe drømmen. Verden er forandret. Der er lukket, du slipper ikke ind. Men vær du glad for, at du er på den danske færge. Østtyskerne ville ikke have været så venlige som jeg. Der er diktatur dernede.” Han nikker indforstået til de omkringstående, rækker mig mit pas og ser på uret: ”Gå du ned i toget og snak med konduktøren om en pladsbillet hjem.” Jeg stirrer på knapperne i uniformen. En af dem er løs. Den hænger i en spinkel sort tråd. Jeg ser for mig min sorte læderjakke, der hænger på knagen derhjemme med en løs knap. Den ville have været god at have på nu, fordi den giver mig et mere voksent udseende. ”Må jeg komme til?”

Et puf fra en medpassager sender mig tilbage til færgen, og da trænger kontrollørens ord ind. Selvfølgelig ville det da ikke have hjulpet at have en anden jakke på. Der er ikke mere at gøre, og jeg bliver fysisk bevidst om trætheden efter den lange togtur fra København til Gedser. Spændingen siver ud af kroppen ved tanken om, at jeg ikke kommer til Berlin alligevel. Herman Dost vil stå ved Ostbahnhof og vente forgæves. Hvor pinligt. Så vil han tage tilbage til redaktionen og sige, at jeg ikke var der. Imens vil jeg sidde og se de danske marker fare forbi for anden gang i løbet af et døgn og forestille mig, hvordan det bliver at vende hjem til de gamle og forklare mig. På vej ned ad den smalle trappe kommer jeg til at gå efter en mor og datter: ”Mor, når vi kommer til Berlin, kan vi så godt tage i zoologisk have?” Jeg kigger på den lille pige med pagehåret og de fine solbriller og mærker et stik af misundelse. En mand bag mig ånder tungt og tvinger mig til at gå hurtigere ned ad trappen. Toget er heldigvis let at finde. Konduktøren er flink, og det går hurtigt med at få ordnet billet og pladsreservation til den del af toget, som skal retur til København. Jeg synker ned i togsædet. På den ene side er det en lettelse at drage hjem igen. Hjem til det kendte, kedelige og trygge. Hjem til klubværelset på Nørrebros Afholdshjem i Rantzausgade og den lette tilværelse med busstoppestedet og kinesergrillen lige om hjørnet. Undgå at blive konfronteret med nye sider af livet, ukendte mennesker og begivenheder, udfordrende arbejde og uddan-

nelse til journalist. Jeg kan kort sagt fortsætte den tilværelse, jeg har lært at leve gennem min barndom og ungdom. På den anden side er jeg træt af dette livs ligegyldighed. Jeg trænger til at bryde den kærlighedsløse mur ned og skabe mig en tilværelse med viden, udfordringer og spændende mennesker, der har et mål med deres liv. Ironisk nok vil jeg ind bag en anden mur for at bryde min egen ned. Jeg vil gerne kunne svare på spørgsmål, når jeg bliver spurgt. Jeg vil have min egen mening i stedet for automatisk at fyre mors af hver gang. Ja, jeg vil også have et mål. Et sted jeg skal hen. Så jeg vil vælge at forlade det passive hul og tage ud i livet. Heldigvis står studentereksamen for døren, så jeg kan komme ud af det lede gymnasium. Jeg er på vej til det virkelige liv i den virkeliggjorte socialisme. Den verdensorden, som jeg allerede som barn drømte om. Hvor alle er lige. Socialismen, som min mor og mormor og DKU-kammeraterne har fortalt mig om, og som jeg også kender til fra et par års brevveksling med en penneveninde fra Potsdam. Det har gjort sådan et indtryk på mig, at hendes hjemland ser det som sin vigtigste opgave at pleje sårene efter nazismen. Men noget uforståeligt er sket. Har de fortrudt? Hvorfor lå der ikke noget visum? Turen hjem til København i et varmt tog. Et slukøret tilbagetog. Jeg kender det hele, lige fra damen med serveringsvognen, over bremsernes skrig til den rytmisk dunkende lyd. Jeg er slet ikke sådan. Jeg er ikke en charlatan, som han sagde. Jeg tager ikke bare af sted på må og få. Jeg har tænkt og tænkt over det. Han skulle bare vide, hvor mange tanker

jeg gør mig om livet og verden. Jeg hader at blive misforstået på mine hensigter. En knirkende lyd trænger igennem mine tåger. Damen med vognen står foran mig. Hun ser venlig ud. ”Skulle det være noget?” De forbandede tårer presser på. Jeg blinker og kigger nedad, mens jeg åbner min taske. ”En øl og en sandwich.” ”Så gerne,” siger damen venligt og slår bordet foran mig ned. Jeg tager en grådig slurk af den kolde øl, kaster et blik på sandwichbrødet og dømmer det til at være tørt. Jeg sætter tænderne i det og får ret. Spejlet på det lille togtoilet er snavset. Toget slingrer og ryster, så jeg har svært ved at stå stille og tørre udtværet mascara af. På vejen til Warnemünde så jeg en frisk, glad og spændt pige kigge tilbage på mig, fuld af løfter om spænding og eventyr. Nu er glansen gået af blikket, og det lange hår hænger træt omkring mine kinder. I det fimsede lys træder mine fregner frem. Jeg klasker mig på begge kinder og mærker tårerne igen, men presser dem tilbage. Det er svært at klaske ydmygelsen væk. Det er blevet mørkt, men der er stadig lys i den lille lejlighed på Nørrebro, hvor min mor nu bor sammen med sin nye mand, Ib. Oppe på fjerde sal sætter jeg kufferten fra mig og ringer på, før jeg har overvundet min stakåndethed. ”Jamen … hvad laver du her?” Jeg kigger på mit ur.

”Hvad er der sket? Hvorfor er du ikke i Berlin?” Min mor står i sin skriggrønne, stramme natkjole og ligner klovnen Charlie Rivel. Hun ser stadig ikke ud til at forstå, hvorfor hendes datter står i døren. ”Det er en lang historie.” Jeg sætter mig udmattet i den nærmeste lænestol. Fra soveværelset lyder Ibs kraftige snorken.

Brevet kommer en uge efter, underskrevet af Dr. Herman Dost, redaktionsleder. Det var beklageligt, at dit besøg hos os slog fejl. Vi inviterer dig hermed til at komme den 23. juni. Og denne gang skal det nok lykkes. Vi venter dig med det tog, der ankommer til Ostbahnhof 14.28. Visummet er sendt telegrafisk til Warnemünde. Du får det på færgen. Forhør dig blot hos medarbejderne i vores paskontrol. ”Må jeg se brevet?” spørger min mor. Hun er begejstret, vender og drejer det grå genbrugspapir og prøver at tyde det, der står med småt. ”Det ser vel nok professionelt ud. De gør sørme noget ud af det. Og se der, øverst på brevet, det er jo DDR’s vartegn!” Hun viser det til Ib. Han suger på sin cigaret og tager imod brevet. ”Vores paskontrol, det lyder så dejligt familiært,” siger min mor. ”Du skal se, det bliver nok en helt anden oplevelse end den reaktionære kontrollør på færgen. DDR’s paspoliti er af en helt anden støbning. De skal ikke forsvare et kapitalistisk system, så de har ikke grund til at være så barske.” ”Ja, de er venlige folk, de har en socialisme at forsvare,” siger Ib. Jeg hælder resten af min øl op i det tykke glas. Skummet går lige til kanten, og jeg lægger en finger henover. ”Men jeg er nervøs for en ny færgetur.”

Ib rejser sig og tænder lampen over det runde spisebord. I lyset forsvinder billedet af Den røde Plads, som hænger over skænken. ”Det skal nok gå. De må have haft nogle problemer med at få dit visum af sted til færgen. Men nu er det jo ordnet.” ”Hvad hvis nu kontrolløren er der ” Min mor smiler og slår ud med hånden. ”Skidt med ham. Så snart du forlader færgen, vil du være i gode hænder. Og vi kunne jo håbe på, at det er den tyske færge næste gang med en rar DDR-kontrollør. Så kan du gå op og købe deres dejlige Ochsenschwanzsuppe i restauranten.” ”Det kunne faktisk være godt at se kontrolløren igen, når jeg får mit visum. Bare så han kan se, at jeg ikke er nogen charlatan.” ”Må jeg lige se brevet igen?” Min mor læser. ”Tænk, han underskriver sig med Dr. Herman Dost. Så han må have en højere uddannelse. Måske er han læge ved siden af ?” Så er jeg på vej til Berlin på besøg igen. Med maven fuld af spænding og mistanker. Vil jeg komme igennem denne gang? Der findes et middel mod mavespændinger, som min far lærte mig for flere år siden. ”Tag en bitter, min pige. Det hjælper. Som solskin i maven.” Nu er jeg bevæbnet med et par små flasker i min taske, som jeg kan gå på toilettet med og indtage efter behov.

En plads ved vinduet i en lille lukket kupé. Alle de grønne marker suser af sted. Lydene og rytmerne. Jeg kommer fremad, er på vej et sted hen. Uden at skulle styre toget selv. Og så er der damen med vognen igen. Den samme dame. Vi når til Ringsted, en rigtig kedelig station at se på. Bare navnet Ringsted giver mig en følelse af provinsielt og trist liv. Ringsted. Nogle børn render rundt med et kosteskaft. En af pigerne har en spids hat på. I mit hoved dukker melodien op: ”Vi vil fred her til lands.” Det er jo Sankt Hans i aften. Normalt en aften, hvor jeg elsker at stå foran bålet og synge Midsommervisen. Denne gang er der gevinst på færgen. Damen i receptionen er ny. Hun banker med en ligegyldig mine et stempel i mit pas. Endelig får jeg set, hvordan det ser ud. Et kæmpestort stempel, der fylder en hel side, gyldigt til indrejse i DDR fra i dag til og med to dage frem. Kontrolløren er den samme. Jeg får et lille chok, da jeg ser ham. Han står og taler med en mand lidt længere væk fra skranken. Forsynet med mit friske visum og passet godt gemt i min håndtaske slapper jeg af igen og går forbi ham med en påtaget ligegyldig mine. Jeg nikker til ham, kaster håret tilbage og opdager, at knappen i hans uniform nu er faldet helt af. Jeg kan se, at han genkender mig. Øjnene reagerer, og så giver han mig et nådigt nik. Selv om jeg ved, at jeg havde ret til visum sidst, føles hans gestus alligevel rar. I restauranten er der en del ledige borde. Jeg har netop tændt en smøg, da jeg opdager, at mit bord står i ikke-ryger afdelingen, et mindre område i restauranten. Jeg flytter mig til rygerområdet, hvor der er betydeligt flere optagne borde. Her spiser jeg smørrebrød og drikker øl og udfylder statistikkort og toldanmeldelse. Hvem jeg er, hvornår jeg er

født, hvor jeg bor, hvor tit jeg har rejst hertil, hvor mange penge jeg har med, i hvilken valuta, og om jeg medbringer gaver til mennesker i DDR. Toget kører fra borde i Warnemünde. Straks efter stopper det. Jeg går ud i mellemgangen og trækker vinduet ned. Luften er fortættet af togkraft, lugt af røg og en prustende lyd fra lokomotivet. Mennesker har samlet sig langs bommen og hegnet. Mænd med børn på skuldrene og kvinder i nederdele. To ældre mennesker står med hinanden i hånden. Bag dem kommer der nye mennesker til, kvinder med cardigans og mænd med hat, nogle af dem spiser is. Små børn står foran med fingrene i hegnet. De kigger nysgerrigt på toget, som om det kom fra en fremmed verden. Jeg tænker, at det gør det også. For dem er det en fremmed verden. Og for mig er deres verden fremmed, selv om den er lige her på den anden side af Østersøen. Jeg føler, det er mærkeligt at stå her og kigge ud på alle de mennesker. Der samler sig flere og flere. De snakker, gestikulerer og peger, som om de kiggede på en sjælden genstand. Det giver et sug i maven at være den, der står i toget. En underlig ophidselse over at være én, der kan rejse indenfor i det lukkede land. Jeg bliver til noget særligt. En udvalgt. Det, de snakker om i skolen og på arbejdspladserne derhjemme, skal jeg ned og opleve på egen krop. Og alligevel er jeg lidt flov over det og på en måde isoleret fra de andre. Det virker ufortjent. Den samme følelse jeg havde, da min tidligere tysklærer bad mig om at passe katederet, mens han gik et ærinde. At være noget særligt kan være ensomt.

To uniformerede mænd kommer gående ned langs toget. Den ene råber kommandoer til en sort schäferhund, som med en lang tunge ud af halsen farer ind under toget og kommer ud igen ivrigt logrende. ”De leder efter mennesker,” siger en kvinde ved siden af mig. ”Mennesker?” spørger jeg. ”Da vel ikke den vej. Er det ikke snarere, når toget kører ind i vest?” Kvinden rødmer. ”Man ved jo aldrig, hvad folk kan finde på,” siger hun lettere aggressivt. ”Man smugler jo alt muligt. Det kan jo også være hash, den leder efter.” Jeg er irriteret over den uvidende snak, som minder mig om mine gymnasiekammeraters fordomme. Den sære ophidselse, der rammer mig i toget på vej mod socialismen, slipper mig ikke. Som en ny rejsefælle supplerer den min tilstand med sin fremmedartede duft og de tyske stemmer udenfor bag bommen. Folk ser ud til at være afslappede og i godt humør. De står ikke og hænger med hovedet, sådan som det er blevet mig fortalt. ”Passkontrolle der DDR, guten Tag. Bitte Ihre Pässe.” Stemmen når mig fra bagerst i toget, og jeg går ind i kupeen og finder min taske frem. En paskontrollør i grøn uniform stikker hovedet ind og tager imod mit pas. Jeg har nervøse trækninger i maven. Selv om jeg ikke føler at have urent mel i posen, reagerer min krop ved synet af uniformen og autoriteten. Han bladrer frem og tilbage i passet og siger Einen Moment, bitte. Han forlader kupeen med mit pas i hånden. Nu får jeg en kvalmende fornemmelse i maven, som om den er tom, og jeg

ikke har fået noget at spise længe. Hvad er der mon galt? Han kommer tilbage i sindigt tempo. ”Wie lange bleiben Sie denn bei uns?” Det der bei uns virker så hyggeligt, og de tyske ord vandrer ud af min åbne mund, som om de har holdt sig parat derinde i svælget. ”Nur zu Besuch, ein paar Tage. Später komme ich zurück für jedenfalls ein Jahr. Ich muss arbeiten.” De tyske ord strømmer ud af min mund og imponerer mig selv. Ja, det er rigtigt, tænker jeg. I første omgang på besøg et par dage. Og hvis alt går godt, bliver jeg i hvert fald i et år, når jeg først er flyttet herned. Og jeg skal arbejde, det bliver enormt spændende. Han observerer mig, som om han er ude på at kigge igennem min krop, røntgenfotografere den, helt ind til rygsøjlen. Jeg ser for første gang den unge mand under kasketten. Han er glat i huden og har lidt runde kinder. Øjnene er store og af en ubestemmelig farve. ”Arbeiten? Bei uns?“ „Ja, im Rundfunk.“ Hans øjne bliver lidt større. At skulle arbejde ved radioen føles vældig betydningsfuldt. „Führen Sie Waffen mit? Mark der DDR? Tonbänder? Geschenke?” Forbavset skynder jeg mig at svare, at jeg hverken har våben, DDR-mark, lydbånd eller gaver med. ”Na gut. Haben Sie einen guten Aufenthalt bei uns im Sozialismus. So, bitte schön.” Hav et godt ophold hos os i socialismen. Ja tak. Han rækker mig passet, tager sig til kasketten og nikker.

”Gute Weiterreise.” Jeg føler mig som noget ganske særligt.

Tysk har altid været mit favoritsprog. Her adskiller jeg mig nok fra de fleste. Men hvorfor er tysk det bedste? Latin er også et af mine yndlingsfag. Og flere voksne har sagt, at jeg skal på universitetet og studere tysk og latin. Der kunne blive en god underviser ud af mig. Hold op, hvor gør det godt indeni, at de tror på mine evner. ”Kan du virkelig lide tysk?” spørger min klassekammerat med åben mund og fortsætter: ”Det er mit hadefag!” Men jeg har altid holdt af grammatikken. Sprog og grammatik gør mig tryg. At behandle sætninger. Analysere dem og opløse dem. Finde udsagnsled og grundled. Det er en form for arbejde, hvor jeg kan se et konkret mål, og som kan afsluttes. Tysk skal bane min vej ud i verden. De tysklærere, jeg har mødt i mit liv, animerer mig til at lære. Bare på grund af deres autoritet. Nogle gange spekulerer jeg over, om autoritære mennesker bliver tiltrukket af det tyske. Eller om det tyske sprog simpelthen skaber autoritet hos mennesker? Jeg har måttet udholde tysklærer Holck i tre år. Ham og hans naturfarvede fløjlsbukser. I lang tid har jeg glædet mig til, at det skal slutte med ydmygelserne. Slut med at høre på min hidsige, hvislende og spyttende tysklærer med så skæve tænder, at de fylder to rækker: ”Det skraverede område er DDR – Tyske Demokratiske Republik – også kaldet Østzonen. Har I slet ikke opdaget,

at verden er delt op i onde og gode?” Han peger på et kort uden navne. Jeg har aldrig før hørt nogen kalde DDR for Østzonen. Jeg ved udmærket godt, hvilket land han taler om. Jeg har selv været der. Men jeg tør ikke begynde at diskutere med ham. Min viden om denne verden er ikke stor nok. Jeg kan ikke argumentere og klare mig i en diskussion. Mærkeligt. Selv om jeg kender sandheden, kan jeg ikke argumentere for den. Jeg serverer de meninger, vi har i DKU, og som min mor støtter. At vi vil et bedre samfund, hvor ingen skal kunne profitere af andres arbejde. Hvor mennesket er i højsædet i stedet for pengene. Vi vil socialisme og læner os op ad et videnskabeligt grundlag, nemlig marxismen-leninismen. Før eller senere kommer revolutionen. Og jeg har hørt DKP’s formand, Knud Jespersen, udtale, at den kan være her allerede om små 20 år. Holcks små, stikkende øjne bag guldbrillerne fikserer os, og det er både godt og ondt. Det er et helvede at have tysk. Sådan er det i hvert fald tryggest at sige, når de andre spørger. For hvem tør sige, at man godt kan lide tysktimer? Og jeg må indrømme over for mig selv, at det trods alt er trygt at være i klasseværelset med Holck. Der er struktur. Han deler verden op i godt og ondt og sætter nogle rammer. Det er bare svært for mig, at hans mening om DDR er en anden end min. Jeg bliver så alene ved at være forskellig fra andre. Og så får jeg på en måde ansvaret for det, de foretager sig i øst, føler jeg. Ja, alle, der vil et andet samfund, skal stå til regnskab for det, de foretager sig østpå. Det er temmelig anstrengende. Hos Holck er der kontrol over tingene. Han serverer de tekstanalyser, der skal til og terper verber med os. Jeg ved,

hvad jeg skal. Han vil noget med mig. Jeg er værd at skælde ud på. Og jeg lærer tysk rigtig godt i de timer. Så at lægge tysktimerne fra mig betyder også en slags utryghed. Det store er at komme ned til DDR og se og opleve med egne sanser, hvordan det er at være i en disciplineret stat. Her er ikke noget laissez faire. Mennesket og de sociale forhold er i højsædet i et land, hvor man tager bekæmpelsen af nazismen alvorligt. Jeg har altid været meget optaget af 2. Verdenskrig og Tysklands smertefulde, historiske arv. Af alle de millioner, der mistede livet under nazismen. Af hvordan det kunne ske. Og af at det aldrig skal ske igen. Jeg ved en del men tør ikke gå ind i en diskussion med Holck. Jeg kan mærke lysten til det helt ind i ribbenene. Bare jeg dog kunne argumentere for socialismen og få nogle flere over på min side. Det er så ensomt at gå på gymnasiet og være en af de få, der mener noget andet end de andre. Jeg har selvfølgelig Lotte og Jesper, men de er så aktive i DKU og DGS, at det helt tager pusten fra mig. Der bliver aldrig talt om noget personligt, når vi mødes, men kun om kampen for bedre vilkår. Jeg er jo helt enig, men der må også være plads til at være sammen bare som mennesker og ikke kun som arbejdsmaskiner. Jeg har hørt efter i tysktimerne. Og jeg ved det også hjemmefra og via min omgang med de politisk interesserede unge: Ja, der er en mur mellem Øst- og Vestberlin. Vestberlinerne og vesttyskerne kan kun komme ind i Østberlin eller DDR nogle få steder. DDR-borgere er afskåret fra at besøge Vestberlin og Forbundsrepublikken Tyskland. Muren er, som min mor siger, opført for at sikre DDR’s eksistens i de svære år, det tager at opbygge socialismen. Jeg husker af en

eller anden grund også, at den blev opført den 13. august 1961. Jeg prøver at koncentrere mig om den forestående studentereksamen. Og det er ikke svært, for jeg er så nervøs. Det fylder meget, at jeg snart skal afslutte det tyske fag. Jeg må simpelthen have en ordentlig karakter, så jeg ikke falder igennem i Berlin. Den tyske novelle er en del af pensum. Den hadefulde ting. Vi, de andre nysproglige piger og jeg, er blevet forfulgt af den historie i så lang tid. Novellen af Gerhart Hauptmann: ”Bahnwärter Thiel.” Så jeg prøver nu at abstrahere fra denne ubehagelige rejseoplevelse og repetere for mig selv. Den foregår i 1912 og handler om en pligtopfyldende ledvogter, Thiel, i udkanten af Berlin. Han mister sin elskede kone, Minna, som dør i barselsseng, da deres søn Tobias bliver født, og han gifter sig af praktiske hensyn med Lene. Sammen med hende får han endnu et barn. Lene forsømmer og mishandler Tobias, hvilket plager Thiel, men han er for svag til at sætte sig op imod hende. En dag bliver sønnen ramt af et tog og dør, fordi Lene ikke har set efter ham. Det bringer Thiel i en tilstand af sindssyge, og han dræber sin kone og deres fælles barn. Jeg er nået til det sted, hvor toget kommer til syne: ”I utallige, hastige stød hvæsede dampen ud af maskinens sorte skorsten. Og nu: En, to, tre mælkehvide dampstriber skød lodret til vejrs, og straks derefter lød maskinens fløjten gennem luften. Tre gange efter hinanden, kort, skrigende, foruroligende.”

De virkelige toglyde og bevægelser tager mig med ind i historien. Derind hvor toget nærmer sig overskæringen, og hvor drengen lige om lidt bliver kørt over af toget, fordi hans stedmoder ikke passer på ham. Historien får mig til at ryste indvendig. Jeg ved egentlig ikke, hvad der er det værste ved den. Elendigheden, de uhyggelige beskrivelser af naturens kræfter, som man ikke kan stille noget op imod, den onde stedmor eller den svage far? Jeg er vred på Tobias’ mor, som døde. På stedmoderen, men endnu mere vred på faderen, der er så ynkelig. Den stakkels grimme dreng, der er helt overladt til sig selv, prøver at komme ind i mit hjerte, men jeg lukker af for ham. I stedet gyser jeg over de sociale forhold og mærker medlidenhed med de svage i det kolde samfund. Jeg kigger ud af togets vindue og sender vrede tanker mod kapitalismen. Vreden gælder også færgens kontrollør, som med ét springer ind i min erindring og prøver at tage plads i historien. Jeg tvinger mine tanker tilbage til bogen og mine øjne væk fra togvinduet og læser videre om banevogterens skæbne. En indre huskeseddel dukker op og minder mig om, at jeg skal lave noter om alle de fortolkningsfacit, Holck har givet her på det sidste. En måde at klare sig på i skolen, har jeg erfaret, er ved eksamen at gentage de fortolkninger, jeg har fået foræret af lærerne i timerne. At tilpasse sig kan betale sig. Bag mine lukkede øjenlåg afspiller jeg scenen fra gymnasiet i forgårs. Holck træder beredvilligt frem for mit indre blik og hørelse.

”Vi arbejder videre med banevogter Thiel. Hvor i teksten ser man, at manden er seksuelt afhængig af sin nye kone?” Han har flyttet sig fra sin plads fra katederet. Synlig for alle skuer han ud over klassen. Tyve unge kvinder, de fleste med langt hår, bøjet over bøgerne. Vi lader pegefingrene søge ned over teksten i et fortvivlet forsøg på at finde det rigtige sted. Men ingen har et bud. Holcks brede hofter i de beigefarvede fløjlsbukser. Jeg tænker på, at de ligner en kvindes. Jeg flytter blikket op til ansigtet og gyser ved synet af den lille næse med de opadvendte, ovale huller, som afslører stive totter af hår. Tydeligvis er han ved at hidse sig op til en af de store ture. Jeg skynder mig at søge videre i dagens tekst. Prøver at sætte mig ind i hans tankegang. Udpeger forskellige ord, som jeg forsøger at få en seksuel association ud af. Med foragt iagttager jeg min evne. Den sidder tæt på mig, ja helt inde i mig. Evnen til at tilpasse mig på en sød og dygtig måde. ”Kan I da ikke se det? Kan I virkelig ikke se metaforen?” Men vi piger i nysproglig 3. a kan ikke se, hvor ledvogterens seksuelle afhængighed af konen viser sig i teksten som en metafor. ”Godt, så skal jeg udpege det for jer. Side 21, andet afsnit. Læs op, Alice.” ”Ein Keuchen und Brausen schwoll stoßweise fernher durch die Luft ...” ”JA! … JA, JA, JA, JA! Kan I da ikke høøøre det!?” Manden står i egen brede figur og skælver. Hans isse sveder, næseborene sitrer, og via den åbne mund er der frit kig til et kaos af tænder. Spyt sprøjter ud af munden i små

sitrende pust, øjnene lyser og kinderne gløder. Han trækker skuldrene tilbage og holder armene vinkelret på siden af kroppen, vender hændernes indersider mod hofterne og begynder at lave parallelle cirkelbevægelser. ”Så sig dog, at I kan SE det! Brug jeres sanser, kvindfolk!” De behårede arme laver hurtigere og hurtigere bevægelser, og han går ned i knæ, mens hans underliv begynder at vippe med. ”En stønnen og brusen gled stødvist gennem luften kan I da ikke se, at det er et tydeligt billede på samlejebevægelser, verdammt noch mal!” Mit blik går fra læreren og hen over mine klassekammerater. De nydelige piger på det eftertragtede gymnasium sidder bøjet over deres bøger og hæfter, kigger efter metaforen og noterer ned. ”Og hvad sker der til sidst?” Han nikker mod min sidekammerat. Ulla læser videre: ”… zum Punkte eingeschrumpft schwand der Zug …” ”Ja, som et indskrumpet punkt forsvandt toget. Først stort og brusende, så lille og indskrumpet. Kan I regne ud, hvad det betyder?” Han sukker dybt og stopper sine rytmiske bevægelser. Der er kommet farve i hans kinder, og han smiler ud over klassen med øjnene på klem. Vi slipper et fælles suk ud efter i længere tid at have holdt vejret, hvormed rummet fyldes af en stor ladning kuldioxid og lettelse. Men timen er endnu ikke forbi. Så spærrer Holck sine skarpe øjne op. De ligner en rovfugls bag de stærke brilleglas.

Jeg kan mærke, at der kommer noget igen nu. Hvor skal jeg dog meget igennem for at lære det tyske korrekt. Holcks stemme er gået ned i et roligt leje. Men man skal ikke lade sig narre. ”I begyndelsen af novellen bliver hans nye kone omtalt som das Mensch.” Åh nej, jeg ved godt, hvad han vil spørge om nu. Hvorfor er tysklærere så interesserede i netop det her begreb? Det er bare så nedværdigende. ”Er der måske en af de damer, der kan fortælle mig forskellen på der Mensch og das Mensch? Kom, kom, kom.” Fingrene på hans fremstrakte højre hånd vinker eleverne fremad mod det rigtige svar, mens stemmen hæver sig for hvert kom. ”Ulla, ja?” ”Jo, det er …” ”Højere, Ulla, højere, så de kloge hoveder nede bagi også kan høre.” ”Der Mensch er en mand, og das Mensch er en kvinde.” ”Delvis rigtigt, Ulla, delvis rigtigt,” siger han blidt og begynder at hæve stemmen igen. ”Der Mensch er ganske rigtigt betegnelsen for en mand. Og das Mensch er ganske rigtigt en kvinde. Men hvilken kvinde?” Der er så stille i klassen. Ullas øjne har søgt tilflugt i bogen. ”Das Mensch er en skøge, en luder, das Mensch ist eine Huure,” hvisler tænderne.

Socialismen tager imod mig med en rød blomst i knaphullet. Bremserne skriger, da vi havner på hovedbanegården, som hedder Ostbahnhof. Toget pruster efter anstrengelsen. Jeg træder ned på perronen i det fremmede land og ser på mylderet af borgere. Folk måler mig grådigt og slår ikke blikket ned, når jeg kigger igen. Jeg skæver ned ad mig selv og føler mig ikke særligt påfaldende med min runde lædertaske over skulderen, cowboybukserne med let svaj og den sorte lærredsblazer. For enden af mit blik skinner de nye sko med den pænt høje hæl. De klemmer stadig, men lægger lidt højde til mine 162 centimeter. Langt borte kommer en lille mand marcherende. Han er ikke meget højere end mig. På hans spidse næse hviler et par tunge briller, og panden er høj med kraftigt tilbagestrøget hår. Det ser ud, som om hans hoved er for stort til kroppen. Benene flytter sig hurtigt over imod mig, og han rækker hånden frem, næsten før han når mig, og siger: ”Alice? Herman. Så lykkedes det endelig med dit besøg.” Den lille mand tager min taske og begynder at gå, mens han vinker mig med. Ude på banegårdspladsen smælder en eksplosion af varme mod mit ansigt. Jeg prøver at trække vejret dybt, og det lykkes, men min trang til frisk ilt bliver ikke tilfredsstillet. Nogen har sprængt en pose med varme og tunge lugte. Berlinerluft.

En blanding af brunkul og olieblandet benzin ligger som en dis over byen. Omtumlet ser jeg på de mennesker, der slentrer forbi og ikke ser ud til at tage notits af luften. Jeg hoster. Herman er standset op. Han nikker: ”Brunkul.” Faktisk synes jeg, det er en god lugt. Den er anderledes end hjemme på Nørrebro, og jeg er nysgerrig efter det ukendte. Overalt hænger røde faner og DDR-flag og billeder af statschefen Erich Honecker, som har efterfulgt Walter Ulbricht. Billederne minder om de hjemlige valgplakater, men der mangler et partibogstav. Plakater kaster slagord og udråbstegn i hovedet på mig: ”Fremad mod den 9. partikongres!”, ”Styrk det socialistiske fædreland!” og ”Arbejdere, deltag i produktionsstigningerne!” Det er en anden slags reklamer, end jeg er vant til. Den lille mands ryg pejler mig atter fremad, mens jeg øver mig på en sætning på tysk. Ordene kommer ikke så let som til pasbetjenten. Men ud kommer de. ”Der er varmt her i Berlin.” ”Ja, sikkert,” svarer han og sætter tempoet lidt ned. Storbyen støjer på en anden måde end København. Bilerne er næsten ens og prutter mere end derhjemme. ”Totaktere,” sagde min bror forleden og grinede, da vi talte om Østberlins biler, og fortsatte: ”Bjrump, bjrump, bum, bum, bum, trabant-takt.” På Hovedbanegården i København plejer en række taxaer at vente på kunder. Her på Ostbahnhof i Berlin venter en række kunder på taxaer. Vi skal heldigvis ikke vente på

en taxa, men Herman viser mig hen til sin egen gråhvide Trabant. Den lille bil skrumpler af sted på ujævn asfalt, som veksler med brosten. Kvalmen lurer under overfladen, og jeg har nok at gøre med at synke. Herman indbyder ikke til samtale, men bander indædt over trafikken. Turen til radioen er lang. En af mine klassekammerater påstod, at der ikke var nogen biler i øst, og jeg ser nu med mine egne øjne, at det er løgn. Jeg har lyst til at fortælle Herman om det, men den sætning ville være for lang og sikkert ikke nå den travle mand. Redaktionschefens grå Trabant har nået sit mål. DDR’s radiohus ligger i en stor fabriksbygning i bydelen Oberschöneweide. I et lille vagtværelse ved indgangen sidder en uniformeret mand bag glaslugen. Bag ham på væggen hænger billedet af Erich Honecker. Der skal vises Ausweis, id-kort, for at komme igennem. Herman holder sit kort op, og manden nikker. En bom åbner sig. Vi kører ind på en af DDR’s magtfulde hovednerver. Propagandacentralen. Min chef in spe standser brat og stiger ud. Jeg fumler med døren, men får hjælp. ”Lad din bagage blive i bilen.” Herman går hen og trykker på knappen til en stor elevator i gavlen af den grå bygning. Efter lang tid synker den modvilligt til jorden. Inde i elevatoren hænger en stram madlugt, nærmest af blomkål. Varm mad til middag har altid givet mig kvalme. Elevatoren standser, tager folk med og smider andre af. Jeg sveder i håndfladerne. De taler tysk, og heldigvis forstår jeg det me-

ste af, hvad der bliver sagt. Der er flere forskellige mennesker, både tyskere og andre, som ser spanske eller italienske ud, og jeg ved jo godt, at det er en international sender med flere forskellige redaktioner. De virker venlige. Vi stiger op til Radio Berlin International på fjerde sal. Herman gør galant tegn til at lade mig gå først ud af elevatoren. Den danske redaktion bor for enden af en mindst hundrede meter lang og rigtigt bred gang. Der er højt til loftet, og gangen er stærkt oplyst af lysstofrør, der sidder med halvanden meters mellemrum. Parketgulvet er lakeret, men slidt, og mine hæle får det til at runge. Kontorerne ligger side om side, dørene står åbne, og der hersker en stemning, som bekræfter mine forestillinger om en avisredaktion med råb, summen og røg. Langs væggen i den ene side er opsat en masse ens skabe. Flere af dem har åbne døre og afslører mængder af bøger og papir. På den modsatte væg hænger forskellige billeder, plakater fra de forskellige lande, og med passende mellemrum hænger det sædvanlige billede af Erich Honecker parret med portrætter af Leonid Breshnev. Ud for de enkelte redaktioner hænger plakater, der kendetegner oprindelseslandet og specifikke politiske temaer, der netop hører til det land. Fra ét kontor lyder et latterbrøl, fra et andet diskuteres på et mærkeligt sprog, og flere af dem genlyder af skrivemaskiners klapren. For enden af den lange gang ligger den danske redaktions fire kontorer. ”Her er Alice, vores nye kollega,” siger Herman. Og så er han væk.