Vi lever i dystre tider. Syndfloden skyller ind over os, mens vi ler ad dens brusende bølger. Vi prøver at genvinde håbet. Det er hårdt arbejde. Der er ingen nem vej fremad. Evigheden kender ingen barmhjertighed, og vi skal jo leve. Skyerne samler sig over vore hoveder. Det er de bedste og de værste tider; visdommens men også dårskabens epoker. Tro møder vantro, lys står over for mørke. Forår bringer håb, efterfulgt af vort mismods vinter.
PROLOG Tusmørke, støvregn og sort asfalt var en farlig cocktail. Hans syn var ikke længere, hvad det havde været. Han havde ikke gidet gå til optikeren. Han satte farten ned i svinget og tænkte på sine kolleger, som han lige havde ønsket en god sommerferie. De fleste skulle på seks ugers ferie i udlandet, mens han forlod skolen for blot at tilbringe sommerferien i sin gamle skovløberbolig, som han nu havde lejet i ti år. Han rejste ikke længere. Verden var af lave, han havde set store dele af den, da han var yngre, og i skovens ro følte han sig hjemme. Tankerne boltrede sig i hovedet på ham, et liv af skjulte minder, en fremtid med mange usikkerhedsfaktorer. Han så kronhjorten ud af venstre øjenkrog, og i et splitsekund stod tiden stille. Han nåede at registrere de atten ender på geviret, og han flåede instinktivt i rattet for at undgå at ramme det prægtige dyr, men lige da blev alt sort i mødet mellem bil og krondyr. Det ældre par i Suzukien så den grønne Range Rover prøve på at undgå kollisionen med den store kronhjort. Mand og kone hørte bremsernes futile skrig og derefter sammenstødet, der fik den gamle firhjulstrækker til at køre af vejen, tippe over som i slow motion og rulle et par omgange ned ad en dyb skrænt ved siden af skovvejen. Konen ved rattet fik bremset, og hun og hendes berusede mand så den sårede hjort kæmpe for at komme på benene. De sad målløse og med hjerterne oppe i halsen og betragtede det prægtige dyrs kamp for at overleve en ulykke, som den statistisk set havde en yderst lille chance for at slippe levende fra. Pludselig hørte de et brøl, hvorefter hjorten kom på benene og forsvandt ned ad den samme skrænt som Range Roveren. De sad et kort øjeblik som forstenede, hvorefter konen fik taget sig sammen til at køre ind til siden og tænde for advarselsblinket. Rystende og delvist i chok åbnede de dørene og gik hen til det sted, hvor de sekunder forinden havde set Range Roveren rulle ned ad skrænten og ind i skoven. Der var stadig lys i lygterne på den ramponerede bil, og fra motoren steg der røg op i granskoven. Hjorten var ikke at se, og der var ingen bevægelse at spore i det forulykkede køretøj. Konen fandt sin mobil frem og ringede 112. Hun gav sit navn og sin position og sagde, at de skulle skynde sig. De bad hende om forsigtigt at nærme sig køretøjet nede i skoven og om at holde kontakten og fortælle om sine observationer. Hendes mand havde fået en del at drikke til den middag, de lige havde forladt. Han rystede stadig over hele kroppen og syntes ikke at forstå, hvad der netop var sket. Konen gelejdede ham ind i bilen igen. Selv talte hun med centralen og begyndte med forsigtige skridt at bane sig vej ned ad skråningen til den rygende firhjulstrækker. Det var svært terræn, men den forulykkede bil havde renset skrænten for buskads. Den var havnet på ret køl, dog med en grim hældning, men heldigvis fanget halvvejs nede af
stammerne på to solide grantræer. Da hun nåede helt ned til køretøjet, så hun en hvidhåret mand sidde fastspændt i førersædet, tilsyneladende ubevægelig. Manden havde grå skægstubbe, og samtidig med at hun lagde mærke til den sammenfaldne airbag, noterede hun sig det udtryk af fred, der hvilede over mandens ansigt. På hans bryst lå et par briller, hvis glas var delvist knuste. Hun prøvede instinktivt at åbne bildøren, men den sad fast, og hun kunne ikke rokke den. Røgen fra motoren lugtede fælt, og et øjeblik overvejede hun, om hele balladen ville springe i luften, som man ser det på film. Pludselig hørte hun en stemme i telefonen. Det var manden fra centralen. Det var, som om tiden stod stille. Alle skovens lyde i den grålige sommernat var som slukket på en kontakt. Alt levende holdt vejret. Da så kvinden igennem røgen fra køleren, i det pludselige lys fra en blottet sommermåne, kronhjorten med det vældige gevir på den anden side af bilen. Hun opfattede det, som om den stirrede stift ind igennem forruden til den ældre mand, der sad helt stille med lukkede øjne. Hjorten udstødte en rallende lyd, en næsten sorgfuld tone sivede op igennem træerne. Så gik månen bag en sky, og hjorten var ikke at se. Kvinden kunne ikke bevæge sig. Hun så sig selv flygte op ad skråningen, men i virkeligheden havde hun ikke rørt sig ud af stedet. Det var, som om hun stod fastnaglet ved siden af det forulykkede køretøj og stirrede ind i røgen efter en majestætisk kronhjort, som ikke længere var der. Havde den overhovedet været der? Var det hele en drøm, eller var det bare chokket, der fik hende til at føle sig i en tilstand af tidløshed? Hun blev hurtigt revet ud af sine tanker ved lyden af sirener, og i løbet af ganske få minutter var hun omringet af redningsmandskab og sågar et filmhold, der fulgte begivenhederne på nært hold. Indsatslederen takkede hende for hendes snarrådighed og fik en kvindelig politibetjent til at følge hende op ad skråningen, hvor hun prøvede at give sin beskrivelse af oplevelsen. Men da hun nåede til slutningen af sin fortælling, sådan som hun nu huskede den, undlod hun at fortælle om kronhjorten i månelyset på den anden side af den rygende køler. Kvinden kastede et blik hen imod sin bil og så, at hendes mand sov i en tryg rus på passagersædet, hvor hun havde placeret ham for få minutter siden. Få minutter. Hun så på sit ur og kalkulerede, at hele episoden ikke kunne have taget mere end tyve minutter, men hun havde ingen fornemmelse af, hvordan tiden i den grad kunne have stået stille. Hun blev tilbudt en kop kaffe af en kvinde, der præsenterede sig som journalist. Hun forklarede, at TV13, som hun og fotografen arbejdede for, var i gang med at lave en tvserie om lægeambulancer og redningsarbejde på vejene rundt om i landet. Journalisten spurgte, om hun måtte få et interview til udsendelsen, og den ældre kvinde nikkede, dog uden rigtig at høre efter, for hendes øjne kunne ikke slide sig fra redningsarbejdet nede i
skovslugten. Redderne var i gang med at brække døren til førersædet op. De brugte, hvad der mest af alt lignede et par enorme krabbeklør. Og lyden af metal, der blev mast og tvunget i en helt akavet retning, skurrede i sommernatten. Månen kom atter frem, og hun kunne se, at røgen fra køleren var væk, oversprøjtet med skum som den forulykkede bil var. TV13s fotograf kredsede rundt om redningsmandskabet som en lille dreng, der egentlig godt ved, at han ikke må være i vejen, men altså lige bliver nødt til at kigge. For det er alt for spændende, og nysgerrigheden er det sidste, vi som mennesker giver slip på, selv når vi står over for tragedier af en sådan kaliber, at selv dyden rødmer. Det er tidens ultimative snagen i privatlivets fred, reflekterede kvinden; realityshowet uden regler og en tilbagevenden til en uartikuleret tid, hvor menneskets mest basale drifter står for underholdningen, får tiden til at gå og moralen til at ligne en brugt bil, som ingen har lyst til at købe. Hun blev pludselig revet ud af sine overvejelser over tidens medieudbud, da et øredøvende brøl skar gennem natten. Det måtte være kronhjorten. Alle nede i slugten standsede op i deres arbejde og lyttede til lyden, der var truende og farlig, men også fuld af uforløst sorg og livsangst. Og pludselig var der stille igen, døren til førersædet faldt af, og redderne gik straks i gang med at hjælpe den forulykkede bilist ud af vraget. Fem minutter senere kom de op ad skråningen med den hvidhårede mand på en båre. De gik lige forbi den midaldrende kvinde, der igen noterede sig, at manden så rolig og fredfyldt ud. Det var næsten, som om han bare lå dér og tog sig en lille lur midt i sommernatten. Hun spurgte en af redderne, om manden var i live, og personen i lægejakken nikkede, men hans alvorlige mine fortalte hende straks, at alt ikke var, som det skulle være. Derefter blev hun eskorteret hen til sin bil og spurgt, om hun selv kunne køre videre. Kvinden kiggede på sin sovende mand. Som altid fløj livet ham forbi. Hun nikkede til den kvindelige betjent, hvorefter hun forlod ulykkesstedet og kørte videre i det tiltagende mørke; væk fra en oplevelse af at have været vidne til noget mærkeligt og forunderligt.
DAG 1 Hjorten med de atten ender. Dens store øjne og det blik, som intet menneske kan fastholde. For gennemborende med uskyld og et anklageskrift så sylespidst, at man lige så godt kan gå til bekendelse. Hvad lød anklagen på? Blikket fra en af naturens kronede konger behøver ingen tolkning. Atten ender. Og så det blik. Fasthed, uskyld og måske en smule empati, men ikke så meget, at man kan begynde at overveje et forsvar for tusinder af års misrøgt. Af den fælles planet. Brølet igen. Kollisionen. Mea culpa. Det er anden gang, jeg står over for den kronhjort. Lugten af sammenstød, røg og damp og månen, der kigger frem og oplyser skovens stilhed, hvor en kronhjort brøler sin angst og vrede ind gennem bilruden, til mig og min døende menneskelighed. Et splitsekund af virkelighedsorientering. Lyset for enden af tunnelen; det stærke, næsten uudholdeligt klare lys, som drager og lokker med mennesker og følelser af lyst og velvære. Lyset, der drager mig mod udgangen, eller er det indgangen? Mor og far? Hvad laver I her? Hvorfor smiler I, hvorfor vinker I, og hvem er barnet, der knuger min hånd og fører mig ind i det forjættende lys? - Jeg har en puls her! Den er svag, men den er der. - Få det kamera ud af mit ansigt, gå ind den anden vej. - Ilt. Hvad siger pulsen? - Svag, men regelmæssig. Ingen synlige men. Få hovedet støttet op. - Kør. - Hillerød? - Riget. Hvorfor er I så unge, mor og far? Som billeder jeg ikke længere har, men alligevel husker. Men jeg har jo ingen minder. Hvordan kan jeg så huske? Hvad ville kronhjorten sige? Ti år efter vort sidste møde. Jeg kan ikke styre billederne, de rammer som en elektrisk storm. Hvor er jeg, hvorfor er jeg … - Navn? - Der er et kørekort i pungen. Du tror, det er løgn. - Hvad er løgn? - Mandens navn. Her står JOHN DOE. - Hvad for noget? Lad mig se. Ingen fødselsdato. Jo, se her, oktober 2000. Adressen ser okay ud. - Oktober 2000? Han er sgu da mindst halvtreds, nærmere tres.
- Åndedræt stabilt. Hvor langt igen? - 10, måske 12. Sluk så for det skide kamera. - Sagde I John Doe? Som et lig uden navn? Mærkeligt. Sirenen. Er jeg i Danmark? Sådan lyder de ikke i Mellemøsten, ikke engang i Sverige. Hvor ved jeg det fra? Hvorfor kan jeg ikke se noget, hvorfor hører jeg de stemmer? Er jeg på skolen, er jeg faldet om? Nej. Kronhjorten har et budskab, men hvilket? Og hvorfor mig, hvorfor netop nu? Er det slut? - Så er vi der. Forsigtigt. Få ham fotografen ud. - Yes, boss. Skrub nu af, makker. - Jeg gør jo bare mit job. - Lortejob. - Hvad har vi? - Midaldrende mand, frontalkollision med hjort, lav puls, stabil, ingen synlige men, er ikke kommet til bevidsthed. - Godt. Traumeafdelingen. Hvem er den nørd? - TV13. Jeg har tilladelse til at filme det hele, vi … - Ikke til det allerhelligste. Smut. - Shit. Kom så, ikke stå i vejen. Har I givet ham noget? - Njet. Stabil. - Okay. Der er lyset igen, så skarpt, men alligevel blødt og venligt … dragende, lokkende. Mor og far, I vinker, men jeg kan ikke se vejen. Vil I have mig til at følge jer eller forlade jer? Jeg har ikke set jer i fyrre år, I er så unge, meget yngre end jeg. Lyset bliver svagere. Mor, far, gå ikke nu. - Hvad siger du? Scannes? - Ja. Man kan aldrig vide. Rul ham ned. Han virker okay, men han har været bevidstløs i snart to timer. Vi må ind og se, hvad der foregår. - Kommer du? - Niks. Kaffepause. Jeg har været her siden i går morges. Jeg vil, men jeg kan ikke bevæge mig. Jeg ser mig selv ligge i en maskine. Jeg svæver. Maskinen bevæger sig. Med mig. Men også uden mig. Lyset er skarpt igen, men det er et andet lys. Tror jeg. Jeg er ikke sikker. - Fik du scanningen?
- Ja. Lad os se. Aha. Det område der, hvad fortæller det dig? - En blokering. Væske. Blod måske? - Vi må have lettet trykket. Hvad siger du? - Ved ikke, skal vi spørge bossen? - Vil du vække hende? Det bliver ikke mig. Lyset ... - Hej, chef, long time no see. - Hvad har vi her? Gør det kort. - Som du kan se, en blokade af en slags. - Meget præcist. Nå? - Skulle vi måske … - Selvfølgelig. Vi må ind at tømme, se hvad det er og håbe på det bedste, ellers kan han i bedste fald håbe på koma. Der er en risiko, men det er der jo også ved at trække vejret. Jeg gør det selv. Send ham op til mig. Du assisterer. Og glem ikke hans oplysninger. - Det er lige det … - Hvad? Kom nu, mand. Vi har ikke hele natten, jeg skal til Langeland i weekenden. - Hans navn på kørekortet. Der står John Doe. - Hvem er fjolset med kameraet? Sagde du John Doe? - Jeg er fra TV13 … - Hold kæft. Hm … kan det virkelig passe? Vi havde en mand for en ti tolv år siden, som vi blev nødt til at kalde John Doe, fordi han havde mistet hukommelsen. Vi kunne ikke finde ud af, hvem han var. Han fik ny identitet. Insisterede selv på navnet. Han blev angrebet af en kronhjort, mener jeg. Boede ude i skoven oppe i Nordsjælland et sted. - Seriøst? Ved du, hvad der er sket her? Han kørte sgu ind i en kronhjort. - Det er løgn. Det var min daværende chef, der havde sagen. Der må være en journal. Find den, men lad os nu først se, om vi kan redde John Doe her. En kronhjort igen, siger du? Hold da helt kæft. Hvem er det lille barn på sengen? Pas på, der kryber en skorpion! Men der er ikke skorpioner i Danmark. Vi er ikke i Danmark. Den kommer nærmere, hjælp dog barnet! Mor, du nåede det! Og far! Hvorfor redder I et barn fra en skorpion, er det mig? Men hvordan? Jeg husker jo intet. Efter kronhjorten har jeg været John, John Doe uden hukommelse. Ingen minder om en barndom, ingen ungdom, ingen venner eller familie, kun en halvgammel mand. Men nu … mor og far … den lille dreng er mig. - Godt. Vi har en mandlig patient, bevidstløs i to timer, bilsammenstød, ingen synlige
men, stabil med svag vejrtrækning, ifølge CT ansamling af væske, vi prøver at tappe. - Er der ikke en risiko? - Den er lige så stor, hvis vi lader være. - Okay. - Skalpel. Lyset i tunnelen, jeg går fremad, jeg kommer nu, mor og far. Jeg har ventet så længe på jer! Jeg har ikke noget, der holder på mig. Mit liv har været ukompliceret, jeg har undervist børn og boet i skoven. Jeg huskede intet, jeg huskede ikke jer, men I har været der hele tiden, langt inde i min bevidsthed. En hjort … og nu igen. Det var den samme. Jeg er sikker på det. Lyset er så stærkt og varmt … - Narkose! Blodtrykket falder! - Hjertestop. Kom i gang! - Prøv igen. - Intet. - Igen! - Sådan. Vi har en puls. Se at få lukket og send væsken til labbet. - Overvågning? - Døgnet rundt. Jeg kommer ned om en time. Lyset bliver svagere. Jeg fryser, mor. Hvorfor kunne jeg ikke huske dig og far i så mange år? I var der jo hele tiden, og hvorfor ser jeg den lille dreng? Han er jo mig. I må ikke gå nu, jeg er så alene. Jeg vil bare hjem, hjem til jer. Jeg vil være den lille dreng igen, efterlad mig ikke her i mørket. Her er så koldt.
DAG 2 - Hej med jer. Jeg kom lige forbi, inden jeg kører på landet. Nåh, hvordan har patienten det, oversygeplejerske? - Uforandret. Stabil, stadig lav puls. Ingen uregelmæssigheder. - Har I fundet den gamle journal? - Ja. Min kollega her har kigget i den. - Og? - Ja. Han boede ude på et næs i et slags beduintelt. Blev åbenbart overfaldet af en kronhjort. Hvilket fremgår af alle hans ar. - Ja, det husker jeg tydeligt. Jeg assisterede dengang. - Vi har lige fået en mail fra politiet. Patientens bolig er blevet undersøgt. De fandt en hund, men intet, der kunne fortælle noget om hans fortid. Har efter hændelsen for ti år siden arbejdet som lærer på en friskole. Politiet forsøger at komme i kontakt med nogen der, men de er vist alle på vej på ferie. - Okay. Vi må holde et skarpt øje. I kan sms’e mig, hvis der sker noget. Ellers er det min sous, der har vagten i denne weekend. Sørg for, at den unge dame sætter sig grundigt ind i sagen. Og prøv at holde de der tv-folk lidt på afstand. De har været oppe i røven på mig hele natten. - Måske forståeligt. Det er en ret utrolig sag. Lige noget for reality-tv. - Er han i koma? - For tidligt at sige, men hvis han ikke kommer til bevidsthed i løbet af weekenden, så ja. Så er John Doe i koma. God vagt. Herfra til evigheden er en lang vej. Golgata via cancergaden. For noget jeg ikke har gjort, født ind i under opsyn af en falsk engel. Gud i himlen og hans hærskarer, hvor er de nu, når jeg behøver vejledning? Er bøn et svar? Eller er det blot et spørgsmål, der blæser i en tiltagende kold vind over en ophedet klode? Hvor er lyset? Hvorfor kommer det først til sidst? - Hvad vil I her? - TV13. Vi har tilladelse. Mig og min kameramand var med lægeambulancen, da ham her blev hentet oppe i skoven. Ledelsen mente, at det ville være en god historie. - Hvis ledelse? - Både min og din. Jeg hedder Tina. - Karen. Hvem er han? - Lige meget. Kun et kamera. Vi skifter dem ud hele tiden. Hvordan har patienten det? Har du hørt hans historie?
- Du mener hans mangel på samme. Ja, ret utroligt. - Først bliver man angrebet og lemlæstet af en kronhjort midt ude i skoven, så mister man hukommelsen, og så kører man ind i én ti år senere og havner i koma. Må vi få et billede af hans oprindelige sår? Ar, mener jeg? - Hvor ved du alt det fra? - Vi har adgang til journalen. Vores ledelser samarbejder. Godt for os begge, du ved. PR. Jeg er begyndt at rode i sagen. Der må være nogen, der ved mere om den her mand. - I øvrigt er han ikke teknisk i koma endnu. Det bedømmer lægen. - Hvor er han? - Hun. Den lille dreng igen. I en stor park med en gammel kvinde. Manden på bænken kaster brød til ænderne, karrusellen drejer, lyset svigter. Stor schæferhund, pas på, den er ikke i snor. Mormor, den bider mig! - Forhøjet puls. Væk med kameraet. Kom så, ud med jer! - Hvad sker der? - Hans puls steg helt vildt, men nu er den normal igen. - Var der kropsreaktion? - Nej. Men jeg tjekkede øjnene. Hastige bevægelser frem og tilbage. - Han drømmer. Han reagerer, men er allerede låst inde. Han kæmper imod, men det ender næsten altid med koma. - Hvad kan vi gøre? - Ikke en skid. Kun overvåge og prøve på at gøre det så behageligt for ham som muligt. - Hvor længe? - Ubestemt tid. Uden familie må vi træffe afgørelsen. - Om hvad? - På et eller andet tidspunkt får han hjertestop og skal på maskinen. Nul hjerneaktivitet. Så bliver det op til os at trække stikket. Er det en god historie nu? - Men … er det uundgåeligt? - Ja, Tina. Var det Tina? I nioghalvfems procent af tilfældene. Overlever man de første ti dage med hjerneaktivitet, har man en chance, men det er yderst sjældent. - Hvad er der sket? - Han har fået et tryk, hans hjerne er rystet, vi kan ikke vide hvor meget. Karen – bip mig, hvis det sker igen. - Okay.
En gade med rækkehuse og små børn, der leger med en kludebold og mærkelige bat. Alt
er snavset, det sorte støv alle vegne. Drengen og den ældre kvinde går ned ad den skrånende gade, forbi alle de ens huse med murstensmure og hvide mælkeflasker foran hoveddørene. Små sedler omhyggeligt rundfoldede og proppet ned i de tomme flasker. Lyden af børnenes råb og mælkebilens klirrende reklame. Hvor er jeg? Vi går ind i en forhave, men døren er låst, hun tager mig i hånden og fører mig med langs enderækkehusets væg og om i en baggård. Det er koldt, og jeg kan lugte sne i luften, se de første små fnug, der falder fra en mørk himmel. Bagdøren er også låst. Farmor, hvad gør vi nu? Fryser vi ihjel? - Er der fri bane? - Ja, lægen er lige gået. - Hvad var det for noget? - Han drømmer. Så længe han reagerer, har han en chance. - Hvad siger lægen? - Hun tror ikke på det. Men det gør jeg. - Hvorfor det? Det var Karen, ikke? - Jo. Han gjorde det lige igen. Hans puls steg, så faldt den igen. Han reagerer. De første ti til tyve dage er kritiske. - Hvad mener du? - Hvis han kan holde sig fra maskinen, så har han en chance for at vende tilbage. - Hvad for en maskine? - Hjerte-lunge-maskinen. Den, der holder dig i live, når du ikke selv kan trække vejret. - Nåh, den. Må vi så filme hans ar? Dem, han fik under hans første møde med hjorten. - Sit. - Hvad? - Undskyld, det hedder ’sit møde’, ikke ’hans møde’. Min far var dansklærer. - Nåh, det. Ja, so what, ikke? Så koldt. Sne over det hele. Hvordan kommer vi nogensinde ind i varmen, farmor? Farmor, du må ikke sove. Farmor, vågn op, det er farligt herude. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hjælp mig! En eller anden. - Så er det ud. Nu. - Hvad sker der? - Hjertestop. Ud med jer. - Vognen er på vej. Hvad skete der, Karen? - Jeg var ved at vise tv-folkene hans ar, da hans puls pludselig steg og faldt og forsvandt.
- Her er vognen. - Væk med jer. Oplad. Væk, så er det nu … Intet. Igen … Sådan, så er han tilbage. Jævn rytme. Har I tilkaldt Bente? - Ja, det har de. Jeg er her. Hvad så? - Samme igen. Forhøjet puls, så crashede han bare. Jeg gav massage, vognen kom, to forsøg, nu kører han igen. - Okay. Lad mig lige tjekke ham. Her er koldt. Kolde hænder, er det dig, Farmor? - Hm. Sådan. Som jeg troede. - Hvad er der, doktor? - Patienten er nu officielt i koma. Der er naboen, farmor. Hun fandt din reservenøgle, vi kan komme ind nu, alt bliver godt igen, farmor. Du skal ikke være ked af det, jeg har det godt, vi er inde nu, i varmen. Det er forbi.