ATTENTATET
Af samme forfatter: Det revolutionĂŚre rĂĽd (2014) Zarens guld (2016)
ATTENTATET Copyright © 2017 Martin Winckler-Carlsen All rights reserved Udgivet 2017 af EgoLibris Forlagsredaktion: Linda Nørgaard Omslagsdesign: Lotte Lund / GrafiskGenvej Bogen er sat med Minion Pro Tryk: Toptryk Grafisk Printed in Denmark 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-93434-68-4 www.forlagetegolibris.dk
Gengivelse af denne bog eller dele af den er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Dog er det tilladt at bringe korte uddrag i omtale eller anmeldelser. Bogen er fiktion, og enhver lighed med nulevende eller afdøde personer eller faktiske begivenheder er utilsigtet og tilfældig.
P
I
DUCER ET RO
D
A
K
PÅ PAPIR FRA BÆREDYGTIGT SKOVBRUG
N M AR
1
København, 21. oktober 1885 Nogle gange havde han passeret den grønne port i hastigt tempo. En travl ung mand med vigtige gøremål. Andre gange var han slentret af sted på den modsatte side af gaden som én, der blot var på spadseretur for at nyde det milde efterårsvejr. At dræbe en statsmand var nemlig ikke noget, man lige kunne klare i forbifarten. Julius var gået professionelt til værks, og bag ham lå et uhyre grundigt forarbejde. Igennem de forløbne tre uger havde han været forbi adressen på Toldbodvej næsten dagligt, dels for at observere folks færden, og dels for at vænne sig til omgivelserne. Han havde planlagt tidspunkterne for sin færden, så den i tilfældige tilskueres øjne ikke måtte vække nogen form for mistanke. I de sene aftentimer havde han ved et par forskellige lejligheder ageret lettere beruset. Efter at have dinglet lidt rundt mellem træer og buske på det parklignende areal mellem Toldbodvej og Kastellet, der blev kaldt Esplanaden, havde han smidt sig på en bænk lige ud til gaden. Her havde han i nogen tid kunnet ligge og holde øje med beboernes færden i ejendommen overfor gennem halvt åbne øjenlåg. Han havde sjældent fået lov til at ligge der ret længe ad gangen, før en gnaven skildvagt var kommet og havde jaget ham væk. Ingen havde for alvor taget notits af hans daglige færden i området omkring Toldbodvej. Og det til trods for at stedet sværmede med soldater døgnet rundt. Husarkasernen holdt til på begge sider af gaden
7
og husede flere hundrede mand. Nyboders lange rækker af gulmalede huse, der var bygget til marinens folk, lå lige rundt om hjørnet. Det havde på intet tidspunkt gjort ham nervøs, at nogen eventuelt kunne fatte mistanke til ham og begynde at udfritte ham om hans ærinde, for frygtsomhed lå ganske enkelt ikke til ham. Hans yngre søskende syntes, at han var modig, og det samme sagde hans venner og arbejdskammerater også om ham. Hans mor mente derimod, at det nok mest var hans lunefulde sindelag, der fik ham til at fremstå handlekraftig. De fleste mennesker blev i reglen eftertænksomme, når de stod over for nye udfordringer. Visse endda ligefrem usikre. Men ikke Julius. Som oftest faldt det ham helt naturligt at følge en pludselig indskydelse, inden han havde nået at gennemtænke alle konsekvenser. Han kastede sig gerne ud på dybt vand, inden han havde lært at svømme. Julius Rasmussen havde den fordel, at han temmelig nemt kunne falde i med sine omgivelser. Han var 19 år gammel, af middelhøjde og havde ingen særlige ydre kendetegn, som ville kunne noteres i en politirapport. Af statur var han hverken specielt spinkel eller specielt kraftigt bygget. Nærmest bare sådan midtimellem. Hans lyse, let krøllede hår, blå øjne og drengede smil fik ham til at ligne hundredvis af unge københavnske mænd på samme alder. Han gjorde sjældent et stort væsen af sig, og der var ikke megen udstråling omkring ham, hverken i positiv eller negativ forstand. Julius var rugbrødet, hvor mange andre mennesker var pålæg og pynt. Denne noget uoriginale fremtoning efterlod ikke de tungeste fodaftryk på denne jord. Den var imidlertid en ubetinget fordel for ham, når han skulle løse den opgave, han nu stod over for. Fodaftrykkene skulle han nok sørge for at efterlade sig, selv om det ikke blev i kraft af en opsigtsvækkende personlighed.
8
Julius arbejdede som typograf hos J. Cohens Bogtrykkeri i Tordenskjoldsgade bag det nyligt opførte Kongelige Teater. Ved frokosttid denne dag havde han forladt sin arbejdsplads med beskeden om, at han ikke var rigtig rask. Han havde givet besked til en af sine kollegaer om, at han ikke ville vende tilbage til arbejdspladsen om eftermiddagen. Han var derefter gået hen til Rigsdagen, som lå fem minutters gang derfra i det gamle kadetakademi på hjørnet af Bredgade og Fredericiagade. Her havde både Landsting og Folketing haft til huse siden den store brand på Christiansborg året forinden. Dagens debat havde kun varet sølle syv minutter. Det var ikke lykkedes ham at få øje på den herre, han søgte. Han var heller ikke rendt ind i nogen af landets øvrige markante politiske personligheder. I hvert fald ikke nogen, han havde været i stand til at genkende. Godt det samme, havde Julius tænkt. Det ville under alle omstændigheder blive nemmere at fuldføre opgaven foran mandens bopæl på Toldbodvej. Der ville være langt færre mennesker end i Rigsdagsbygningen og dermed mindre risiko for, at en eller anden heltemodig klovn skulle finde på at lægge sig imellem. Desuden kendte han efterhånden det område lige så godt som sin egen bukselomme. Lidt senere på eftermiddagen, ved halv tre-tiden, havde han talt med ejendommens portner på Toldbodvej 26. Han havde høfligt spurgt til, hvornår herren kunne formodes at ville indfinde sig på adressen. Hans imødekommende smil og ydmyge tonefald havde alle dage kunnet åbne døre for ham. Ingen havde nogensinde kunnet forestille sig ham have onde intentioner. Denne eftermiddag havde ikke været nogen undtagelse fra denne regel, og portneren havde beredvilligt svaret på hans spørgsmål. ”Sandsynligvis henad klokken fem,” havde beskeden lydt.
9
Portneren havde endda anvist Julius den bedst beliggende bænk i parken, hvorfra han ville kunne holde øje med porten. Der sad han stadig og ventede. Han havde hørt klokken i Aleksander Nevskij Kirken omme i Bredgade slå halv fem for nogen tid siden. Det var ved at være tid. Han rejste sig fra bænken og trådte et par skridt ud på brostenene. Spejdede utålmodig op og ned ad gaden. En håndfuld husarer kom ud inde fra kaserneområdet. De var i højt humør og brød ud i sang, endnu inden de var nået uden for skildvagtens hørevidde. En drosche uden passagerer skramlede forbi, og et par bredskuldrede arbejdere gik ned ad et par trappetrin til beværtningen på hjørnet. Ellers var alt roligt. Med et suk satte han sig atter ned. Ventetid havde aldrig været hans foretrukne disciplin. Nu måtte konseilspræsident Estrup gerne snart dukke op.
10
2
Sønderborg, marts 2016 Andreas Ravnsborg var den syvende generation i sin slægt, der skulle bebo det lille toetagers byhus på Stjernegade i Sønderborg. Huset var blevet opført af hans tiptipoldefar i midten af 1800-tallet. I begyndelsen havde det fungeret som det, man i vore dage ville betegne som blandet bolig og erhverv. Hans fjerne forfader havde ernæret sig som skomager, vistnok en rimelig succesrig en af slagsen, og havde haft sit værksted og forretning i den ene halvdel af husets stueetage. Familien havde holdt til i den anden halvdel af stueetagen og på førstesalen. En bolig i to plan kunne umiddelbart lyde fornemt, men husets grundareal lød på beskedne 34 kvadratmeter. Tog man derudover de skrå vægge på første sal i betragtning, havde der ikke været særlig meget albuerum til de syv beboere, der havde haft adresse her, dengang klanen var på sit højeste. I tipoldemorens tid, hvilket ville sige fra begyndelsen af 1920’erne og frem, var skomagerforretningen blevet nedlagt, og dens areal inddraget til beboelse. Dette havde bragt det samlede boligareal for de to etager op på hele 60 kvadratmeter, hvilket var det tal, der stadig figurerede i Bygnings- og Boligregistret. De yngre generationer havde ikke fået nær så mange børn, som tilfældet havde været på skomagerens tid. Andreas’ far og faster havde således kunnet brede sig på hvert sit børneværelse oppe på første sal. Søren Ravnsborg, Andreas’ far, var flyttet til København som 17-
11
årig, hvor han hurtigt havde fundet sig en læreplads som tømrer. Halvvejs gennem sin læretid var han blevet introduceret til en af sine ældre kollegaers datter. Jeanette hed hun. Lige fra begyndelsen havde der været flirt i luften mellem de to, og efter en varm sommer med talrige ture til Dyrehaven og Bellevue Strand på hans berømmede grønne Puch Maxi var de blevet forlovet i september 1974. Faren var på alle måder faldet til i hovedstaden, og så vidt Andreas vidste, havde han aldrig overvejet at vende tilbage til Sønderborg. Faster Hanne var blevet gift med en fisker fra Hirtshals ved navn Ulf. Hele hendes voksenliv havde hun tilbragt nordenfjords, og hun havde bestemt heller aldrig haft et ønske om at flytte sydpå igen. Andreas’ bedsteforældre var døde i sidste halvdel af 2015 med mindre end tre måneders mellemrum. Farfaren, Olav Ravnsborg, var kommet til verden i huset på Stjernegade i 1921. Her var han vokset op og havde fået sine to børn. Og her havde han endt sine dage i en alder af 94 år. Andreas’ farmor var flyttet ind straks efter sit og Olavs bryllup i 1941. Da det ene af de to gamle mennesker først var gået bort, havde stedet tydeligvis hurtigt mistet sin livgivende kraft for den anden. Andreas havde gjort sig mange overvejelser vinteren igennem. Han og faren havde brugt tre weekender samt et par dage mellem jul og nytår på at tømme skuffer og skabe. Det havde været en temmelig tidskrævende proces at bane sig vej gennem flere årtiers sammensparede ejendele. De ville ikke risikere at smide noget ud, som de måske senere ville komme til at savne. Faren havde været ret klar i mælet, og det samme havde faster Hanne. Ingen af dem havde ønsket at beholde huset, heller ikke selv om det eventuelt ville kunne opnå sommerhusstatus. De havde begge to været klar over, at de ville komme til at bruge det for sjældent, til at det ville kunne opveje besværet med drift og vedligeholdelse.
12
Efter deres mening burde huset sælges, og helst så snart som det overhovedet kunne lade sig gøre. Boligmarkedet i Sønderjylland hørte ikke til blandt landets allermest eksplosive, men et charmerende, gammelt byhus med central beliggenhed burde nok alligevel være til at komme af med. Det havde tre af de lokale ejendomsmæglere forsikret dem om, endda uden at blinke. ”Det hele er jo et spørgsmål om pris,” havde de sagt. ”Vi skal bare sætte den rigtige pris fra starten af.” No shit, havde Andreas tænkt. Det var vel ikke ligefrem et ekspertudsagn, der kunne komme bag på ret mange potentielle boligsælgere. Hans far og den et år yngre faster Hanne havde som sådan intet imod huset på Stjernegade. Ej heller den by, det lå i. De havde begge haft en sund og tryg barndom i Sønderborg og også en nogenlunde underholdende ungdom. Sidenhen havde de altså bare skabt sig tilværelser andre steder i landet, og det faktum, at huset havde været i familiens eje i snart to århundreder, havde ikke påvirket deres holdning. ”Man skal vælge sin bolig med hjertet,” havde faren sagt. Og hans hjerte hørte altså til i Lyngby nord for København. Andreas havde ikke haft det på samme måde. Lige siden han var lille, havde han oplevet en stærk tilknytning til Sønderborg, mere end hvad man lige umiddelbart kunne tilskrive minderne fra en række vidunderlige sommerferier hos sine bedsteforældre. Han følte sig hjemme i huset og godt tilpas på egnen, også selv om han med sit brune fuldskæg og tilbageredte hår mindede mere om en Vesterbro-hipster end om en fuldblodssønderjyde. Da han i juledagene havde luften tanken for sin far om, at han måske godt kunne finde på at overtage huset, havde det været hans helt egen ide. En overlagt og velgennemtænkt udmelding. Ingen havde
13
nogensinde givet udtryk for, at han kunne have en forpligtigelse til at beholde huset i familiens eje. Tanken om at flytte væk fra København og starte en ny tilværelse havde fået yderligere næring i midten af december. Han og hans kæreste gennem to år, Sophia, havde gjort det forbi med hinanden den tredje søndag i advent. Der var ingen speciel grund til, at det lige nøjagtigt blev den dag, de valgte at trække stikket. Ingen fjollet julefrokostaffære eller noget i den dur. Det var bare sådan, det var blevet. De var begge to fyldt 30 i det forløbne år, og Andreas havde så småt været klar til at stifte familie. Eller det vil sige, han havde i hvert fald været klar til at overveje det. Sophia, derimod, havde haft vanskeligt ved at se sig selv opgive byturene og cafélivet. Efter nogle måneder med følelsesmæssige tovtrækkerier hen over efteråret havde hun valgt at sige stop. Hun havde følt, at der var blevet lagt for meget pres på hende som kommende rugemaskine. Andreas’ visioner for fremtiden havde i hendes øjne været for ordinære og traditionsbundne. Hr. og fru Danmark-agtige, havde hun kaldt dem. I mere end en situation havde hun endda brugt ordene ”kedelig” og ”uambitiøs” til at beskrive ham. Han havde naturligvis ikke brudt sig om at blive kaldt kedelig. Mest af alt fordi han inderst inde havde vidst, at der nok kunne være noget om snakken. Gu var han da kedelig. I hvert fald i forhold til den gængse fortolkning af, hvad der var cool at beskæftige sig med, når man var omkring de 30. Kærestens, nå nej, ekskærestens, aktiviteter havde derimod været af den type, der altid opnåede virkelig mange likes og rosende kommentarer på sociale medier. Efter nogen tid var det gået op for ham, at han faktisk havde det på samme måde med hende. I hans øjne var hun lige så banal og forudsigelig, som han var det i hendes. Han fandt det jævnt uinteressant,
14
at hun altid var oppe og ringe over den nyeste, fedeste brunchcafé, som af en eller anden årsag aldrig kunne være den samme bare to måneder i træk. Hendes Instagram-profil havde budt på nærbilleder af den ene speltbolle efter den anden. Det ene øjeblik havde alle hendes samtaler med veninderne drejet sig om skyr og quinoa som de nye genveje til evigt liv og lækker hud. Det næste øjeblik havde de brugt timer på at tale om lakrids som den absolut vigtigste ingrediens i alt lige fra karrysovs til pilsnerøl. Det ene mantra var blevet afløst af det næste, undertiden med blot et par ugers interval. Efter nogen tid var Andreas nået til en erkendelse af, at definitionen på kedelig vist i virkeligheden ikke var universelt gældende. Sophia havde ganske enkelt udviklet sine interesser i én retning, og han i en anden. Samtidig med at afstanden mellem dem var vokset, havde han også haft en oplevelse af at være gået lidt i stå på sit arbejde. Det havde været hans første job, efter at han var blevet færdig som teknikumingeniør to år tidligere. Han havde allerede været rundt i alle afkroge af det lille firma i Herlev lige med undtagelse af direktørstolen. Tiden havde altså på alle måder været moden til forandring. ”Vi er alle sammen kede af at have mistet farmor og farfar,” havde hans far sagt til ham i dagene mellem jul og nytår. ”Jeg forstår det skam udmærket, hvis du synes, du har behov for at dvæle lidt ved minderne hernede i Sønderborg.” ”Det er mere end det,” havde Andreas svaret. ”Jeg har altid elsket det her hus og kan sagtens se mig selv leve mit liv her.” ”Du må altså ikke opleve et pres fra min side om, at huset skal blive i familiens eje,” havde faren sagt. ”Det gør jeg heller ikke. Hverken du eller farfar har nogensinde bragt det emne på bane.” ”Jeg vil selvfølgelig være utrolig glad, hvis jeg stadig kan komme
15
på besøg i mit barndomshjem,” havde faren fortsat, ”men du må love mig, at du gør det her for din egen skyld.” Og sådan var det blevet. Andreas havde overtaget huset den 1. januar og havde straks efter flyttet sin folkeregisteradresse til Sønderborg. Kort før nytår havde han sagt sit job i Herlev op. Han havde haft en del ferie til gode, som han havde fået lov at afholde i fratrædelsesperioden. Allerede i midten af januar måned var han derfor gået i gang med at sætte sit nye – gamle – hus i stand. Både de ydre rammer og indretningen havde været mere eller mindre uændret siden midten af 1920’erne, hvor hans tipoldemor Anna var flyttet ind og havde nedlagt skomagerværkstedet. Det eneste større bygningsmæssige indgreb siden dengang havde været, da der blev anlagt ny kommunal kloakering i årene efter besættelsen. Huset havde altså mildest talt ikke været særligt tidssvarende. Badeværelset havde trængt til en gennemgribende renovering, og det samme gjaldt køkkenet. Den største udfordring havde dog været loftshøjden i stueetagen. Andreas var af middelhøjde, men ikke desto mindre havde han været nødt til at dukke sig, hver gang han skulle gå gennem en dør. Hans fjerne forfædre måtte have været mindst et hoved lavere end ham. Lige fra begyndelsen havde det ligget ham på sinde, at huset ikke måtte miste sin historie og charme. Det skulle være nyt og funktionelt anno 2016, men han ville have, at man stadig kunne fornemme de gamle rammer. Ligesom det meste af kvarteret omkring Humletorv var også dette hus fredet. Kulturstyrelsen havde derfor skullet give deres velsignelse til hans planlagte ændringer, og for at lette denne del af processen havde han allieret sig med en lokal arkitekt med speciale i fredede ejendomme. Hun havde talt samme sprog som medarbejderne hos
16
Kulturstyrelsen og havde nogenlunde smertefrit kunnet guide ham i den rigtige retning. Han ønskede ikke at komme til at bo i et museum, men absolut heller ikke i et hvidt, fuldspartlet standardprodukt. Den sidste halvdel af januar og det meste af februar var gået med at måle op, gennemgå mulighederne med arkitekten og få fremstillet tegninger. Han havde holdt en række møder med myndighederne, arkitekten og et par lokale håndværkere, som skulle give tilbud på hver deres del af projektet. Når man som Andreas flyttede fra en stor treværelseslejlighed på Vesterbro i København til et gældfrit byhus i provinsen, kunne man nemt komme til at stå med et fornuftigt økonomisk råderum. Arveafgiften havde ikke været den store udskrivning. Desuden havde han sørget for at lægge et konservativt byggebudget, så der ikke burde kunne komme nogen ubehagelige overraskelser undervejs. Alt i alt havde han haft råd til at give sig selv et halvt år til at arbejde på sit renoveringsprojekt, men herefter ville han være nødt til at finde sig et nyt job. Han havde allerede haft et par følere ude rundt omkring, selvfølgelig først og fremmest hos Danfoss i Nordborg, men også hos et par tyske virksomheder i Flensborg. Det ville kun tage ham en halv times tid at køre derned, og han vidste fra et par tidligere studiekammerater, at danske ingeniører havde et udmærket ry syd for grænsen. Den tid, den fornøjelse, havde han tænkt. Til at begynde med gjaldt det om at komme ordentligt på plads i det nye hjem. Den første uge i marts havde desværre budt på en del modgang. Mandag havde han ikke haft varme i huset. Fjernvarmeanlægget var brudt sammen, og VVS-manden havde først haft mulighed for at komme og reparere det sidst på eftermiddagen. Hele anlægget var af
17
ældre dato, og det havde ikke langt igen. Han havde allerede sørget for at bestille et nyt, men det ville desværre først kunne leveres i starten af maj, når fyringssæsonen var ovre. Tirsdag morgen havde der så været noget galt med vandforsyningen til hele nabolaget, og først hen under aften havde der atter været vand i hanerne. Onsdag havde det været hans vandvarmer, der havde drillet, og torsdag var halvdelen af hans radiatorer gået i baglås. Der havde vist sig at sidde rustflager i klemme i termostaterne. VVS-mandens vurdering havde været, at de sikkert var blevet rystet fri tidligere på ugen, da han havde rodet med fjernvarmeanlægget. Nummeret til Skoubo VVS & Smedje havde været det hyppigst brugte i Andreas’ telefon den uge. Hvis der fandtes en slags guddommelig balance i universet, burde der snart være gode ting på vej i hans retning. Sådan havde han i hvert fald tænkt fredag morgen klokken lidt i syv, da han havde slået øjnene op.
18