De indviede - læseprøve by EgoLibris

DE INDVIEDE

Af samme forfatter: The Real Houdinis (2014) Valeta Novellesamling, Galaktiske forestillinger (2012), Science Fiction Cirklen Oversat til tysk, Galaktische Vorstellungen (2014), Saphir im Stahl Noveller 2007: SkyCity 2008: Rasmus og Sonny, Sket er sket, En uventet forfriskning, Nuttet 2009: RT2200 DragonFly – Transpeeding er en livsstil, Kassen, Jens Rummand, Sundhedstjek 2010: SkyCity (på engelsk), Sundgatan 2011: Bedre hukommelser til salg, Breve til Bianca 2012: The lost thunderegg (på engelsk), Peblingesøen 2013: Mod bedre tider 2014: I en kælder, Sværmen, Mørkets fjender

DE INDVIEDE Copyright © 2017 Manfred Christiansen All rights reserved Udgivet 2017 af EgoLibris Forlagsredaktion: Linda Nørgaard Omslagsdesign: Manfred Christiansen Bogen er sat med Minion Pro Tryk: Toptryk Grafisk Printed in Denmark 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-93434-66-0 www.forlagetegolibris.dk

Gengivelse af denne bog eller dele af den er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Dog er det tilladt at bringe korte uddrag i omtale eller anmeldelser. Bogen er fiktion, og enhver lighed med nulevende eller afdøde personer eller faktiske begivenheder er utilsigtet og tilfældig.

DUCER ET RO

PÅ PAPIR FRA BÆREDYGTIGT SKOVBRUG

N M AR

Manuskriptet var sat med ”Courier New Normal” og udskrevet på almindeligt hvidt printerpapir. Magtens frugt En roman af Esben Burg. Førstelæser-version 1.5 Kapitel 1 “… Og du er sikker på, han dur?” “Ja!” skrattede stemmen ud af den bærbares højtalere. “Hvad var det, han hed?” “Johannes B. Olufsen.” “Aldrig hørt om ham.” Ingolf Vendell kløede sig i det morgenpjuskede hår og gned sine øjne. Det var tidligt. Alt for tidligt. Det var stadig mørkt, og han havde hverken fået morgenkaffe eller morgenknald. De skulle finde egnede kandidater til Folketinget. Normalt ville han overlade den slags trivielle beslutninger til sine nærmeste underordnede, men dem, de hidtil havde fundet, var ikke de mest oplagte. Han sukkede dybt. “Hr. Vendell?” Stemmen lød usikker. Prøvende. Med rette, for Vendell var berygtet for at fyre folk for mindre. “Jeg tænker …” Vendell lagde sig på siden og kiggede på Louise. 7

Smukke Louise. Frække Louise. Liderlige luder-Louise. Beslutningen måtte vente. “… Hvad er klokken hos dig?” “Den er halv 12.” Vendell kiggede på sit eget ur. Halv seks. “Hvornår skal du have svar?” “Han vil gerne ind i politik, og andre partier har også vist interesse, ved jeg. Kommunalt har han allerede støttet en fra Socialpartiet samtidig med vores kandidat, Andreas Emanuelsen. Som jeg sagde: Han er ivrig. Siden han stoppede som vægtløfter, har han optrådt på TV flere gange. Han er et trækplaster.” “Kendiseffekten …” kommenterede Vendell, det var måske ikke værst. Og Emanuelsen var let nok at styre med den uvorne unge, der ikke kunne holde sig fra stofferne. Den lede, lille jyske hedekonge med ambitioner og intet at have dem i. Hvad var disse lusede pisseviskere uden ham? Vendell havde også en anden i kikkerten. Én, som ikke var alment kendt, men som både havde en udmærket forståelse af forretninger og et killer-instinkt. Én, som han endda ville invitere helt indenfor. Rune Hjort. En ensom ulv, som endnu ikke interesserede sig for politik. Ham ville Vendell selv tage sig af og køre i stilling. Med den rette påvirkning ville Hjort ikke engang vide, at han var blevet udvalgt, og endda mene, at han selv havde valgt at gå ind i politik. En langsigtet strategi. Han vendte sig om igen. “Jeg ringer om seks timer,” sagde han og satte sine briller tilbage på næsen. Så lukkede han for forbindelsen og klappede skærmen ned på den bærbare. Dette lille, men vigtige skridt skulle forberedes omhyggeligt og eksekveres lige så minutiøst som alle andre ”rettelser”. Hellere vente en måned eller to, måske et år, end at forhaste noget. De måtte ikke være for ivrige, ellers ville de igen hænge på en revolte eller revolution. 8

Konsekvensen af hvert eneste lille indgreb var svær at måle. Det var den samlede effekt, der var målet. Han selv og de andre i logen var de første til at høste en smule af det, der var gået tabt for 100 år siden. Hans søn, måske først hans barnebarn, ville nyde det fulde udbytte af den store plan, og så ville ingen magt i verden kunne forhindre deres totale kontrol. Og ingen ville lægge mærke til en skid. Loge? Han måtte le. Når offentligheden talte om loger, var det oftest Rotary, Odd Fellow eller en af de andre forkrøblede grupperinger, der i virkeligheden ikke fortjente at kalde sig loger. De var jo intet i forhold til dem. Hos dem var der hverken olieprinser, industrimagnater eller transportmilliardærer, hvis formuer var nye og skrøbelige. Nej, hos dem var der kun mænd med gamle formuer og frem for alt ægte magt. Magt, som i mange, mange generationer var blevet givet i arv sammen med viden om, hvordan man dyrker og plejer magt og får den til at formere sig. Lige siden faraoerne. Var der ikke engang en forfatter, der på en eller anden måde havde fundet sandheden om dem? I stedet for at få ham til at tie havde en af hans forgængere fået den geniale idé at udgive hans bog efter forfatterens død. Det kom til at se ud, som om forfatteren havde skrevet den til sin fyrste, men i virkeligheden var det fyrsten, der havde indviet forfatteren, og en pave, som var i familie med fyrsten, gav tilladelse til udgivelsen. Alt sammen røgslør. Åh, de stakler, de aner ikke, hvem de i virkeligheden arbejder for. Han kunne mærke magtrusen dunke i sin pik. Louise lå og blundede ved siden af ham. Uden hans briller var hun uskarp, når hun var så tæt på, men han vidste, hun var fræk og lækker. Han klaskede hende i røven, og hun hvinede, liderlig. Han rev lagnet til side og gned sit stive lem op ad hendes nøgne krop. Så

red hun ham med sine nuttede bryster gyngende over hans ansigt, imens han tænkte på, hvordan vægtløfteren og wannabe-hedekongen ville passe ind i spillet. Danmark var den lille brik, der blokerede for alle andre. Det kunne have fortsat uden problemer, hvis ikke alle var blevet interesserede i det danske eksempel. Det skide lille land, hvor alle var så skide lykkelige. Så lykkelige, at de så småt havde mistet magten. Danske virksomheder, alt fra en skide skibsreder over en legetøjsklodsmajor til en radiofabrikant, viste verden, hvordan man kunne have såvel gode produkter, glade kunder og tilfredse medarbejdere. Der var sgu noget råddent i Danmark. Det var ikke magt, de havde. Den havde de fordelt i hele hierarkiet. Det var blødsøden hensyntagen til de svage. De svages magt, så de svage kunne være de stærke. Men hvis ingen var svage, var der heller ingen, der kunne være stærke, og så var der ikke mere magt at bruge. Det hele ville blive en forplumret omgang sødsuppe med tudekiks og gruppekram. Han kunne mærke sin pik slappe af. Det duede fandeme ikke. “SUT MIG!” råbte Vendell og klaskede Louise på ballen. Hun hvinede og smilede, men hoppede ikke af. Han klaskede én gang til. Hårdere. På hendes ansigt aflæste han en skygge af frygt. Bedre! Han gav hende en lussing. Hun skreg. Meget bedre. Hun hoppede af og krængede sin mund om hans kødkæp. Tårerne løb ned ad hendes kinder og trak sorte mascarastreger over de fire røde fingermærker og dryppede på hans nosser. Sådan. Blodet fossede tilbage i pikken, der svulmede op til fuld styrke. Hvad skulle man med Viagra, når man havde magt og vidste, hvordan man skulle bruge den? Den plan, de havde sat i værk allerede for 50 år siden, var så småt

ved at gå ind i sidste fase. Snart ville hele verden mærke, at man ikke bare kunne omrokere magtbalancen. Der ville altid kun være dem og alle de andre krummeslikkere, som krøb i støvet, når de kom. Han kiggede ud ad vinduet. Solen var begyndt at farve himlen orange og violet. Snart ville hans caribiske paradis-ø være badet i sol, og Louise ville løbe rundt på stranden uden en trævl på kroppen, fordi det var det, han beordrede hende til. Og selvfølgelig skulle ham vægtløfteren være medlem af partiet. Så ville ingen opdage, hvad der faktisk foregik. Vendell fyldte Louises gab med sin lænds gaveregn, som hun taknemmeligt slubrede i sig, og han sukkede lettet. Væk var hendes tårefyldte blik, erstattet af overraskelse. Hans hvide saft sivede ud mellem hendes læber og hans pik og flød ned over ham. Hun rejste sig og hostede hans sæd op, der nu flød ned over hendes hage, hals og bryster. Han kunne næsten ikke genkende hende med mascara, tårer og sæd tværet ud i det ellers så kønne syttenårige ansigt. “Gå ud og vask dig,” sagde Vendell, “du er beskidt.” Jeg løftede blikket fra manuskriptet og så over på Esben. Han sad over for mig på det yderste af lænestolen med albuerne støttende på sine lår og så forventningsfuldt på mig. Det undrede mig, at en historie, som vi havde arbejdet på i så lang tid, pludselig var blevet så vigtig, at Esben var begyndt at udvikle den til en roman. “Nå, hvad synes du?” spurgte han. “Er det alt?” “Nej. Jeg har 50 sider mere. Hvad synes du om starten?” “Jeg troede, det skulle være en artikel,” bemærkede jeg, halvt som et spørgsmål. “Det troede jeg også først, men jeg har svært ved at få belæg for

alle mine påstande. Kilderne er vage. Derfor tænkte jeg, at jeg kunne skrive en roman.” Selv hvis det endte med at blive en roman, ville det være professionelt selvmord. Både for ham og for vores lille sektion. Vi arbejdede sammen på en en-sides politisk sektion for en formiddagsavis. Vi havde frie hænder og kunne skrive, hvad vi ville, så længe vores kilder var ok. Hyren var elendig, og nogle gange skulle vi lægge ører til brok og trusler fra Christiansborgs spindoktorer. Men oftest lod de os være, vores læsere var ikke just indflydelsesrige, og i den politiske arena befandt vi os på den mørke side af troværdigheden, vores kilder til trods, og det var kun, når vi også selv følte, at vores historier var for langt ude, at de kom efter os, og så fik vi et dask over fingrene. Når vi til gengæld havde en god mavefornemmelse, var tavsheden fra Borgen larmende. Det var en sidegevinst af arbejdet med vores sektion, at Esben havde udviklet sin teori og havde påbegyndt sin research, fast besluttet på at få sandheden frem. Hvis alt gik, som jeg håbede, var det snart hans sektion alene. Jeg var på vej ud. Jeg var træt af det. Træt af at fremstå mindre troværdig end ejendomsmæglere og brugtvognsforhandlere. Træt af at blive trukket rundt i manegen af politikere og spindoktorer. Karina, min kone, var gravid, og vi havde brug for en stabil indtægt. Den kommende torsdag havde jeg en jobsamtale som kommunikationsansvarlig for en dagligvaregrossist, en af mine freelancekunder fra før Avisen. Jeg havde inviteret Esben til fodboldsøndag, for at jeg kunne fortælle ham nyheden. Han havde selv fået et lignende tilbud et halvt år tidligere hos en bank. Det var en headhunter, der havde fundet frem til Esben, fordi banken havde brug for en med kant til at fortælle den autentiske historie, som de sagde. Esben fortalte mig om det, da han havde takket

nej. Han havde afslået tilbuddet, dels fordi banken havde forbindelse med Vendells investeringer, dels af kærlighed til dét, han allerede lavede. For mig var det anderledes. Jeg havde inviteret ham, fordi jeg var på vej ud, men inden jeg fik lejlighed til stille og roligt at fortælle ham om min beslutning, havde han brugt anledningen til at meddele mig, at den historie, der skulle have været en afslørende artikelserie i Avisen, nu var blevet til et romanprojekt om magtmisbrug, bagmænd og hemmelige aftaler. Men havde Esben kastet håndklædet i ringen? Ville han virkelig bruge materialet til at skrive en roman? Jeg var ikke i tvivl om, at et eller andet forlag ville kaste sig over det med fråde og savl om munden. Politiske slibrigheder solgte godt. Og med den rigtige kontrakt kunne forlaget endda frasige sig ethvert ansvar. På en måde var jeg skuffet, jeg ville gerne have set en afslørende artikel, og jeg var på nippet til at sige, at jeg ville give en hånd med alligevel. Til gengæld vidste jeg også, at jeg ikke ville kunne have hjertet med i det. Mest fordi jeg ikke var overbevist om hans teori, hvor forførende den end var. Det killer-instinkt, som jeg havde troet, at jeg var født med, dengang jeg begyndte på Journalisthøjskolen, rakte i dag kun til at daske nogle døgnfluer en smule ud af kurs. For at bringe den her historie til dørs skulle man bruge nerver af beton, iskold vodka i årerne og en pen så skarp som tænderne på en sabelkat. “Den begynder med fuld fart, og jeg er ikke i tvivl om, at den har potentiale til at blive en sællert,” sagde jeg, da jeg var færdig med at formulere farverige metaforer på mit indre tastatur. “Det har den da i hvert fald,” sagde Esben med røde kinder. “Spørgsmålet er, om jeg kommer til at afsløre for meget her i begyn-

delsen. Læserne skal jo fortsætte. Og jeg har brug for at vide, om jeg går for hurtigt frem.” “Hmm …” Jeg skimmede siderne igen. Uvilkårligt talte jeg antallet af gange, han havde skrevet ordet ”pik”. På det punkt delte han efter min smag alt for meget, men det var ikke det, Esben mente, og jeg vidste ikke helt, om jeg skulle beundre Esbens frie skivestil, eller om jeg skulle nævne mine forbehold. Sex solgte jo også, ikke mindst sex med de kendte. Men lige her legede han ikke bare med ilden. Han havde overhældt sig selv med benzin og købt en palle fuld af små æsker med Tordenskjolds kontrafej og en lettere misvisende brug af ordet ”sikkerhed” på forsiden. “Jeg ved ikke, om du skal bruge deres virkelige navne. Det er nogle gange nok med navne, der er lidt ‘derhenad’,” sagde jeg og lavede anførselstegn i luften. “Og jo mere folk brokker sig over, at de bliver portrætteret i en roman, uden at deres navn bliver nævnt, desto bedre er det for salgstallene.” “Du mener, Johannes B. Olufsen kunne blive Johnny Brian Ornested?” Han lænede sig tilbage i lænestolen og smilede skævt, og jeg vidste, han ville beholde deres rigtige navne. “Og så synes jeg, at Vendell er beskrevet rigeligt farverigt. Man ved meget lidt om ham i forvejen, men sådan som du beskriver ham, virker han utroværdig,” sagde jeg, mens jeg stadig forsøgte at slå billedet af den liden tilslørede ældre milliardær ud af hovedet. “Jeg aner sgu heller ikke, hvordan han er, men jeg har taget mig lidt kunstnerisk frihed.” “Jeg har blandt andet det indtryk, at han er en filantrop, om ikke altruistisk, så meget gavmild,” tilføjede jeg. Ud over at alle vidste, at

han var rig, var der også rygter om, at han støttede en række godgørende foreninger uden at skilte med det, hvilket de fleste andre rige gjorde. “Ja, det er noget, vi skal tro,” svarede Esben tvært og kiggede ned i kaffebordet. “Der er ingen, der er blevet så rig, uden at det har været på bekostning af andre. Hvad nu hvis Vendell ikke er den, vi tror, han er? Det vil jeg snart bevise. Han er sgu ikke en dyt bedre end alle de andre rige svi…” Jeg skyndte mig at afbryde ham, inden han gik i selvsving over Vendell. “Og hvorfor tager du Rune Hjort frem? Han er en fuldstændig ukendt og uerfaren politiker, der brillerer med sit fravær fra Folketinget.” Jeg funderede over, hvad Hjort egentlig var, ud over at være MF’er for Den Frie Koalition. “Jeg har mine grunde.” Esben smilede underfundigt. Jeg lagde de fire A4-ark ned på kaffebordet. Det var et halvt år siden, han havde fortalt mig om projektet første gang. Han havde den her interessante teori og havde prøvet at få mig med på vognen. “Det skal ud!” råbte Esben. “De skal konfronteres med det her pis!” En dyb rynke splittede hans pande. Hans karseklippede hår fik ham til at ligne en hooligan, der var høj på vrede. “Folk skal for helvede vide, hvordan magteliten røvpuler os!” Der var igen sådan et ord. Røvpule. “Så, så!” sagde jeg. “Det, du forestiller dig, er muligvis ikke det samme som virkeligheden.” Esben lænede sig frem og klaskede sin flade hånd i kaffebordet. “Du kan da ikke bare ignorere, at de rige bliver rigere, ved at de fattige bliver narret til at støtte dem med løgne og løfter.”

Tre ark af manuskriptet var røget på gulvet, da han slog i bordet. Jeg samlede dem op. “Du spurgte mig om min mening. Det er alvorlige beskyldninger, som kræver håndfaste, citerbare kilder. Hvis du havde sådan nogle kilder, ville jeg være mere end villig til at opgive alle mine projekter og få den bog ud så hurtig som muligt. Men lige nu …” “Jeg har kilder, og jeg skal nok få dem overtalt til at stå frem, om jeg så skal sælge mig som luder,” afbrød Esben og rejste sig op. Han drak hurtigt resten af kaffen og pakkede papirerne og sin bærbare ned i tasken. “Jeg finder selv ud.” Han gik hen imod døren, og jeg løb efter ham. “Hør nu her,” sagde jeg, mens Esben baksede med at proppe fødderne ned i de slidte kondisko uden at binde snørebåndene op. “Jeg ser nødigt, at du sætter dit job over styr for en historie med dårlige kilder. Det er skidesvært at få rigtige journalistjobs lige nu, og vores arbejde på Spin er sgu også vigtigt. Så må den store historie vente på det rigtige tidspunkt. Du må ikke være sur på mig.” “Jeg er ikke sur, jeg er skuffet. Mine kilder er gode, bare vent.” Han havde stampet hælen ned på sin ene sko. “Og jeg lover dig, at når vi ses i morgen, vil jeg få dig til at se helt anderledes på det.” Han gav mig et kram og humpede ud på trappeopgangen, mens han med pegefingeren prøvede at lirke hælkappen på plads. Hans tunge skridt gav genlyd i opgangen. Det var ikke det rette tidspunkt at fortælle ham, at jeg var på vej videre. Jeg lukkede døren og gik ud i køkkenet for at lave mig en kop Nespresso. Pulveret i de små metaldåser smagte anstændigt nok til, at jeg efterhånden sjældent orkede at lave filterkaffe. Mens jeg ventede

på at vandet skulle koge, hørte jeg nøglen blive sat i døren. Karina kom ud til mig i køkkenet og kyssede mig på kinden. Hendes store mave struttede. “Hvad var der galt med Esben?” “Du fangede ham lige?” “Ja! Han kom ud ad døren, lige da jeg skulle ind. Han brokkede sig over, at alle mennesker kun tænkte på sig selv. Fortalte du ham om din beslutning?” “Nej, det var ikke det. Men jeg er bange for, han er ved at lave professionelt selvmål,” sagde jeg og tog en slurk af espressoen. “Han har en roman, han arbejder på, som kan se ud, som om den er belastende for en række offentlige personer.” Jeg ville helst ikke tale arbejde med Karina, for når jeg var hjemme, skulle det dreje sig om os og vores kommende familie. Jeg havde ikke brug for at slæbe den dårlige stemning med hjem, og så var det i øvrigt også snart slut. “Men jeg vil meget hellere tale om denne her,” sagde jeg og lagde mine hænder på hendes mave. “Har du fundet ud af, om der er plads på fødselsforberedelseskurset?” “Jeg ringer i morgen,” sagde hun og kyssede mig.

Man kom langt med engelsk i Danmark. Enkelte forstod og talte endda spansk, og det var godt, for hun kunne ikke andet dansk end “tak” og “hej”. København var den diametrale modsætning til Caracas. Og ikke kun på grund af manglen på bjerge og den flade bys mangel på høje huse. Kun enkelte stak ud over hustagene, og dem, der var høje, var tilmed gamle. Og så var der ingen barrios. Man kunne gå ud om natten. Politifolkene var flinke. Tiggerne var velnærede. Man kunne cykle, og ikke kun fordi der var fladt, men også fordi der var særlige veje til cykler. Folk holdt i øvrigt for rødt, både fodgængere og biler og nogle gange også cyklisterne. Inden hun kom til København, havde hun sat sig en smule ind i forholdene, hvis nu tingene skulle gå galt, og hun måtte betale for at komme fri. Det viste sig imidlertid, at det var bedst at lade være med at forsøge at bestikke en betjent, uanset beløbets størrelse. I downtown Caracas kunne man på påklædningen se, hvem der havde penge, og hvem der ikke havde. Her var der tilsyneladende heller ikke den store forskel mellem rig og fattig. Det var stort set umuligt. Alle så lige rige ud, bortset fra de få tiggere, og alle, unge som gamle, var imødekommende. Ingen mistro over for fremmede, ud over dem, der hang ud omkring søerne midt i byen. For hende var de ellers nogle harmløse stakler, der bare forsøgte at overleve. 18

Hun kunne ikke lade være med at spekulere over, hvordan de havde gjort det, hvordan de havde sørget for, at alle havde det godt. Den sociale revolution i Venezuela havde kun gjort de fattige endnu fattigere, og de rigeste sendte deres penge til udlandet. Her var det hele så fredeligt, og Danmark havde ikke engang olie. Alligevel havde de rige penge nok til at bygge universiteter og hospitaler. Og byen var rig nok til at bygge en undergrundsbane. Hun var blevet nysgerrig. Selv om det forstyrrede gennemførelsen af hendes opgave, havde hun bare for sjov lejet en cykel og var kørt rundt i København og forstæderne for at se, om der virkelig ikke var nogen barrios. Det nærmeste, hun kom, var nogle høje betonklodser lidt uden for Indre By, men også disse så ud som luksusboliger i forhold til, hvad hun kaldte barrios. Selv kom hun fra den rige del af Caracas. Gik på high school og college i en lille flække i Wyoming, og hendes far havde forestillet sig, at hun skulle fortsætte på universitet i USA, men ikke hun. Tilfældigheder havde beredt en anden skæbne for hende. Da hun var lille og boede hjemme i Caracas, kunne hun fra vinduet i sit værelse se over på barrios, se deres ansigter stirre ud ad vinduerne i de nødtørftige hytter af blik og dårlige mursten, holdt sammen af ståltråd og ler. Kun et par hundrede meter var der mellem hende og dem. Deres fattigdom var ækel, som betændelse, og mange i den rige del af Caracas så helst barrios jævnet med jorden. Og ligesom hun stirrede over på de fattige, vidste hun, at de fattige stirrede over på dem og misundte dem deres gode liv. Så meget at de desperat prøvede at røve det fra de rige. Slog dem ned for et par bolivarer. Kidnappede sønner og døtre for løsesummer. De rige forsvarede sig med vagter og skarpladte våben. Hun var kun otte, da et par bandidos forsøgte at tage hende. Hendes far havde hyret en vagt, som skød dem.

Hendes blomstrede kjole var fuld af blod, og hendes far brændte den i en olietønde på en vej, der førte tæt forbi deres usle hytter. Han havde hyret 20 bevæbnede vagter, der stod omkring dem. Sammen med hendes kjole havde han brændt tusinde amerikanske dollars og nogle dukker, som skulle symbolisere de uheldige bortførere, og det var, kun fordi han ikke kunne købe sig til bortførernes lig, for ellers havde han brændt dem. Sådan gjorde man, når nogen kunne finde på at gøre ens datter fortræd. Selv om hun kun var otte, vidste hun, at det ikke var dem ovre på den anden side af vejen, der var ansvarlige, men nogle bander, der boede sammen med dem i det rige Caracas. De havde måske engang hørt hjemme i barrios, men nu hadede de slumkvartererne på samme måde som de rige. Og hende far vidste det. Og hendes brødre vidste det. Alle vidste det. Ligesom alle vidste, at også Policía vidste det, men ikke gjorde noget ved det og heller ikke var meget bedre end bandidos, for betjentene var så dårligt betalt, at de havde brug for penge fra banderne for at overleve og ikke blive skudt, når man afviste bestikkelse. Derefter havde hun og hendes brødre trænet kampsport i en dojo i centrum af Caracas og lært at skyde med håndvåben på politiets skydebaner. De skulle kunne forsvare sig, selv hvis det kom hårdt mod hårdt. Dette var første gang, hun var på job i Danmark. I det hele taget i Skandinavien. Der var ikke mange opgaver i området. Folk her var for pæne og gode ved hinanden, så der var ikke efterspørgsel efter hendes ydelser. Det var så samtidig udfordringen. En traditionel løsning, som hun ville have anvendt i det meste af verden, ville her tiltrække alt for meget opmærksomhed, så kunden, i stedet for at

forblive anonym, måske ville komme i søgelyset. Hun var tvunget til at tænke kreativt. Det skulle se ud som en ulykke. Ganske rart med en afveksling. En måned, havde hun sagt. Det var det. Det var, hvad hun skulle bruge for at implementere en løsning. Først var de gået med til den tidshorisont, men efter to uger kom de alligevel og insisterede på, at hun skulle skynde sig. Så meddelte hun, at de kunne finde en anden. Hellere en dårlig anmeldelse på grund af opsigelse af kontrakten end én på grund af dårligt udført arbejde. De blev enige om, at hun bare skulle gøre det så hurtigt som muligt. Til gengæld skulle hun så også bjerge nogle forliste data, som de kaldte det. Hun sad i den blå Sedan, den ene af de biler, hun havde stjålet fra langtidsparkeringspladsen ved lufthavnen i løbet af natten, og holdt på vejen, der gik langs med søerne, med det ene sæt hjul på cykelstien og det andet mellem træerne, hvilket udløste mange skældsord fra de passerende cyklister. Hun havde en stuntmaske på, så hun for den hurtigt forbipasserende lignede Tom Cruise. Trafikken var flydende. Hun havde taget tid på lysreguleringen, så hun vidste nøjagtigt, hvornår hun skulle slå til for stadig at slippe væk. Det skulle gå hurtigt. Hun kunne allerede se målet nærme sig på cykel i bakspejlet. To i dag og en mere om en uge et stykke uden for København og så hjem til Isla de Margarita. Det måtte ikke være personligt. Det var business.