Falddato - læseprøve by EgoLibris

FALDDATO

Af samme forfatter: Døden har en dårlig smag, 1993 Mord i Rio, 1994 Døden er sort som sne, 1994 Døden længe leve, 1995 Hit, 1997 (genudgivet 2014 som Døden kom som en ven) Black Jack, 1998 (genudgivet 2014 som Døden nederst i billedet) Luftindånderne, 2006 Døden på vej derhen, 2014 Døden i den hvide by, 2016

Jan Thiele

FALDDATO KRIMI

FALDDATO Copyright © 2017 Jan Thiele All rights reserved Udgivet 2017 af EgoLibris Forlagsredaktion: Kirsten Boutrup Omslagsdesign: Lotte Lund / GrafiskGenvej Bogen er sat med Palatino Linotype Tryk: Toptryk Grafisk Printed in Denmark 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-93434-74-5 www.forlagetegolibris.dk

Gengivelse af denne bog eller dele af den er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Dog er det tilladt at bringe korte uddrag i omtale eller anmeldelser.

DUCER ET RO

PÅ PAPIR FRA BÆREDYGTIGT SKOVBRUG

N M AR

Prolog

nders Schønning kom sent hjem denne fredag aften. Han var en smule beruset. Der havde været afskedsre-

ception for en kollega på jobbet. Anders Schønning var toksikolog på DTU. Han var alene i huset i disse dage. Familien var væk hele ugen. Berit havde taget børnene til Disneyland Paris. Han ville ikke med, for han syntes ikke, at de havde råd. Hun havde hidset sig op og rasende forklaret, at han ikke skulle komme imellem hende og hendes børn. Et af disse børn, drengen, den yngste, var dog også hans biologiske afkom. Derefter havde hun købt rejsen over nettet. Til hende og børnene, ikke til ham. Fint nok, han syntes som sagt heller ikke, at de havde råd. I mandags var de så rejst af sted til Paris. Han havde fulgt deres færden på nettet. På Netbank. Det var helt, helt vildt, hvad hun brugte af penge på den ferietur. Han var som sagt lidt fuld, da han kom hjem her til aften, og da han igen kunne konstatere disse sidste voldsomme dræn fra bankkontoen, klikkede det for ham, slet og ret, for det var ganske afsindigt, hvad hun havde brugt af penge, bare siden i går. Så han spærrede hendes konto! Nu må det høre op, det vanvid! fnyste Anders, hvorpå han løb op i soveværelset og i

affekt smadrede sin hustrus toiletbordsspejl. Bagefter hendes håndspejl. Til sidst alle spejlene i huset. Han mærkede blodet suse i ørerne og en varm dunken bagest i hovedet. Fremover var Berit nødt til at se på ham, frydede han sig, og ikke hele tiden se på sig selv i de skide spejle! Konklusionen gjorde ham fuldstændig træt, så træt at han var ved at falde i søvn i sofaen. Det sidste spejl, han smadrede, var et, hun havde arvet af en tante, og som hang på væggen her i dagligstuen, hvor han var dejset om. Hendes yndlingsspejl … Anders mærkede energien komme tilbage i kroppen, og med overraskende hurtighed var han ude i køkkenet, snuppede vodkaflasken fra kolonialskabet, så videre til garderoben i fuldt firspring, overfrakken på, flasken i lommen, ud af huset. På vej ned ad havegangen overvejede han, hvordan skylden skulle placeres hos hærværksmænd eller slet og ret tyve. Og spærringen af kontoen måtte han finde ud af at tilskrive hackere. Anders’ plan var at tage ind til København, gå på værtshus eller natklub, men han nåede ikke ud af den lund, der lå op til Den grønne løjpe, bofællesskabet i Rødovre på grænsen til Brøndbyøster, som familien havde et halvt dobbelthus i. Han fandt en bænk, hvor han satte sig og drak lidt vodka, flasken retur til frakkelommen, han følte sig igen søvnig; ja, så udaset, at han lagde sig udstrakt på bænken, krøb sammen i frakken som en larve i en puppe. Han var tilsyneladende alene i den lille lund. Det var småkoldt, det småregnede. Men dårligt havde han fundet sig til rette på bænken, dårligt hav-

de han mærket den første søvn starte sit indtag af kroppen, før han fór op med et sæt. Hvad fanden er det, jeg laver? Han panikkede der på bænken. Som om han dobbeltvågnede med den smertelige erkendelse af, at ingen reel forløsning havde fundet sted overhovedet. Altså – han havde først lukket hendes kreditkort og så knust alle spejlene i huset. For fanden mand, gøs han. Hun slår dig ihjel! Han mærkede bedrøvelsen indtage hans ansigt, i huden omkring øjnene, inden i halsen som en tung klump. Jeg må forklare hende mine handlinger, fandt han. Fortælle hende, hvordan hun overser mig hele tiden, hvordan hun ignorerer mig, når vi er sammen med børnene, for slet ikke at tale om når vi er alene! På den anden side – lurede Anders på, siddende dér i mørket, i småregn, alene på bænken – så var det måske tidspunktet at tage et egentligt opgør med hende … nu eller aldrig? Han fik helt ondt i maven, bare ved tanken. Nej, så hellere bare sove. Sove, sove det væk, tænkte han, sove det hele væk. Han drak af vodkaflasken, skruede låget på, tilbage med flasken i frakkelommen, og lagde sig så igen i fuld længde på bænken. Endelig på rette spor, indprentede han sig selv … endelig se sagen fra den rette synsvinkel, min vinkel. Euforisk og en kende opdragende klappede han sin kind med den ene hånd, mens han med den anden trak vod efter vodkaflasken i frakkelommen. Lige en hurtig tår, og så snuden hjemad, afgjorde han. Han satte sig op på bænken igen, så han bedre kunne drikke …

Nu måtte Berit og børnene i øvrigt være kommet hjem, udregnede han, vel at mærke hvis hun da havde kontanter nok til taxaen fra Lufthavnen til Rødovre … Hjem og møde hende, det var han nødt til, var han klar over, tage kampen – eller sige, at der havde været indbrud. Han kiggede op i den lave regntunge himmel. Så tømte han flasken og smed den tomme kolbe i en busk. Måske skulle han bare tage sit eget liv, ligesom sidste gang, nej, det var ikke ham, det var hans forgænger, Berits første mand, der gjorde det … Eller måske var den mand også ham? For Anders følte i dette øjeblik, at hans forgænger var tæt på. Meget tæt på … En hamburger, mit kongerige for en hamburger, trak han sig selv op ved hårrødderne. Uden mad og drikke duer helten ikke, og han havde i hvert fald ikke en chance over for Berit på tom mave, det følte han sig overbevist om. Han rejste sig træt og beruset fra bænken, vaklede gennem lunden, gennem mørket, ud på en vej, over den, var ved at blive kørt ned af en hurtigt passerende lillebitte bil – det havde måske været bedst sådan, filosoferede han og fortsatte gennem mere mørke, krydsede flere veje, hver gang med flere farlige situationer til følge, flere billygter, der brat bliver sat på det lange lys, mere hidsig, langvarig dytten udi parcelhuslandet, men sulten og frygten for sin hustru bar ham på usynlige vinger frem til Avedøre Havnevej, helt hen til den BurgerDuksen, som lå der. Han så gennem regnen den flimrende lysreklame for spisestedet, og han følte på en eller anden mærkelig måde, at han var kommet hjem, da han for sidste gang i denne runde satte livet på spil ved at krydse en stor vej på lykke og fromme.

Anders sled sig inden for i bøfrestauranten. Der var næsten ingen mennesker til stede i det anselige lokale, som var indrettet som en slags skolestue. Bag disken stod en mand i en dragt, der antagelig skulle gøre det ud for en klassisk engelsk skoleuniform, og tog imod. Ikke en ung mand, men en mand vel nogenlunde på hans egen alder, anslog han. Der var noget forpint over manden, over det vigende trætte blik, over hele det let formørkede ansigt. Og hans kropsholdning var en smule skråtstillet af anspændthed. Selv om den ene halvdel af Anders Schønning var i oprør, var der også en nøgtern halvdel, der fulgte med som en siamesisk tvilling, og som registrerede sine medmennesker. ”F. Jersild, souschef”, stod der på det navneskilt, den ansatte bar på brystet af sin pjattede arbejdsbeklædning. På trods af at denne ”F. Jersild” var souschef, kunne han finde ud af at lave bolle med bøf og salat, viste det sig. Anders fik sin burger sammen med en pose pommes frites og en stor cola, det hele på en bakke. Han slingrede over til nærmeste vinduesplads og spiste sit måltid, der måske, forefaldt det ham, var den bedste ret, han nogensinde havde indtaget. Måske fordi det var sidste måltid, inden han skulle henrettes … inden han nedlagde sig selv …? I samme øjeblik bøffen var fortæret, og de sidste pommes frites var skyllet ned med den sidste rest cola, gik Anders Schønning ud som et lys. ***

Næstkommanderende på BurgerDuksen, Rødovre Unit, Frederik Jersild, kiggede på den sovende mand og overvejede, om han skulle vække ham eller bare lade ham sove videre. Han så på sit armbåndsur. Om ti minutter var det fyraften, og så var karlen ikke længere hans problem. Han forstyrrede ikke nogen, for der var nærmest ingen at forstyrre – et par børnefamilier i hver sin ende af lokalet, det var det hele. Og så længe han ikke snorkede og skræmte nogen væk, for det gjorde han ikke, han sov tværtimod ganske lydløst, gik det jo nok, i hvert fald ti minutters tid endnu. Jersild fjernede fyrens brugte service, smed det i skraldespanden, tørrede dernæst bordet af og lyttede til mandens vejrtrækning … Stille som et spædbarns, så død var han da i hvert fald ikke. Nu kunne han også lugte hans åndedræt. Det var ikke som et spædbarns! Bestemt ikke … Men det elegante stålblå jakkesæt, den ikke mindre elegante frakke udover, det krøllede, men velklippede brune hår ledte ikke tanken hen på en bums, mere på en almindelig pæn mand. Jersild bøjede sig en anelse frem for derved at konstatere, at det lange, skarpe ansigt var om ikke nybarberet, så raget her til morgen. Hvilket vel kun understregede, at her vitterlig var tale om en ”pæn mand”. Og hvem var han, bøfvender F. Jersild, der kunne tillade sig at vække en pæn mand? Ja, måske var den sovende endda ansat i Fødevarestyrelsen, hvis hovedkvarter lå ikke så langt herfra, for han kunne godt ligne en embedsmand. Og til netop Fødevarestyrelsen havde Frederik Jersild stilet en jobansøgning, så det kunne være en fremtidig kollega, ja, en overordnet, han i givet fald forstyrrede. Det var det nok ikke, for der var

selvfølgelig mange andre steder, fyren kunne arbejde, hvis han da overhovedet havde et job, men nu var det lige Fødevarestyrelsen, han selv havde hovedet fuld af tanker omkring. Bønskriftet til myndigheden lå gemt i Statens eRekruttering, men var ikke sendt endnu. Det var bare at trykke på knappen ”Send ansøgning” i systemet, så var det gjort. Og hvis det skulle gøres, var det i aften, inden midnat, det skulle ske, for dér udløb ansøgningsfristen. Jersild mente i øvrigt at have set gæsten før i restauranten. Han var nok ikke stamkunde, men kom her af og til. Mere end hvad en ”pæn mand” for slet ikke at tale om en embedsmand normalt ville gøre. Jersild huskede det udtryk, kunden havde haft i øjnene, da han bestilte sin mad, et ret beruset blik, og ikke så lidt vildt. Et blik, man ikke lige forbandt med en embedsmand, men snarere med en desperado, en kernefamiliedesperado. Gad vide, hvad der er gået galt i den fyrs liv, siden han døddrukken falder omkuld på en burgerbar? Eftertanken afledte alt andet lige Frederik Jersild. Gjorde ham i lidt bedre humør, for problemer med alkohol, det havde han trods alt ikke. Mange ting havde han problemer med, men ikke lige med alkohol. Ikke særlig sympatisk, måske, at tænke på den måde, erkendte han, men nok meget menneskeligt. ”Øh … tjener?” Ved at høre sin egentlige arbejdstitel udtalt højt kom Jersild ud af sin eskapisme. Han vendte sig omkring. Foran ham stod en mand, væ-

sentligt yngre end ham selv, men ellers af samme højde og drøjde. Og det irriterende skæve smil var som et spejl, der blev holdt op. ”Jeg fandt det stykke plastic her i min datters burger, det er jo ikke så godt …” Jersild tog imod fremmedlegemet, kiggede for syns skyld på det. Det var desværre ikke første gang, at noget knækket emballage var endt i maden. ”Nej, det er ikke så godt,” medgav han. ”Det tror jeg ikke, at Fødevarekontrollen vil synes om,” fremturede familiefaren. ”Så ryger den glade smiley jo nok …” Jersild vidste, hvad mandens mission var. Han ville have en form for økonomisk kompensation for den uheldige oplevelse. Jersild bad ham vente, mens han diskuterede sagen med sin chef, som var til stede ude bagved. Ulrikke, bossen, en køn yngre pige, der klædte sig i elegant tøj, når hun ikke som nu var tvunget til at bære skoleuniform, vendte og drejede det lille stykke plastic mellem de slanke fingre. Kronisk distant i sit grundudtryk forekom den foresatte, og svagt fraværende i situationen virkede hun da også. Hun kneb de katteagtige øjne en smule i. Så rakte hun med en dæmpet bevægelse plasticstykket tilbage. ”Vi refunderer hele familiens måltid,” meddelte hun. ”Truer de os med fødevaremyndighederne, så lad dem melde os, de skal ikke have mere end pengene retur.” Frederik Jersild nikkede, han var enig. Man skal ikke frygte Fødevarestyrelsen. Man skal i det hele taget ikke frygte nogen som helst … noget som helst.

Med frygt kommer man nemlig ingen vegne i den her verden. Han begreb dette i denne skæbnestund med plasticstykket i hånden. Han ville indsende den ansøgning til Fødevarestyrelsen i aften; det stod hævet over enhver tvivl. Nu måtte det briste eller bære …

Kapitel 1

iljø- og Fødevareministeriet var organiseret som ethvert andet dansk ministerium. Øverst en minister, så

et departement og nederst et antal administrative enheder. En af disse enheder var Fødevarestyrelsen, som blev ledet af en direktion, der bestod af en direktør og nogle underdirektører. Igen under dem en række kontorchefer. Og igen under dem 1.600 ansatte. Fødevarestyrelsen kontrollerede fødevareindustrien. Kontrollen blev udøvet ved at lovgive på fødevareområdet i bred forstand og tilse, at lovgivningen blev overholdt. Et af kontorerne i Fødevarestyrelsens hovedkvarter i Glostrup var Kontoret for Kemi og Fødevarekvalitet. Kontoret havde den overordnede kontrol med, at der ikke var kemiske forureninger, som for eksempel pesticider og dioxin, i fødevarerne, eller at de problematiske stoffer overholdt tilladte grænseværdier. Netop kontoret for Kemi og Fødevarekvalitet, eller KEMI, som det blev kaldt til daglig, var for tiden uden kontorchef. Jacob, kontorchefen, havde fået nyt job i organisationen. Han skulle være chef for den lokale enhed, der kontrollerede fødevarerne i Midtjylland. Souschefen, Bianca, en yderst duelig kemiingeniør med god udstråling og fuld af overskud, lede-

de KEMI, mens Departementet og Direktionen overvejede, hvem man ville indsætte i den ledige kontorchefstilling. På kraftig opfordring fra samtlige medarbejderne i KEMI havde Bianca søgt posten. Bianca stod ved kaffeautomaten i den lounge, der hørte til kontoret, og fyldte sit krus, da en af disse medarbejdere gjorde hende selskab. Det var juristen Frederik Jersild, som var dukket op. ”Hvordan gik topmødet i går?” spurgte Jersild. ”Topmødet” var kontorchefernes ugentlige møde med Direktionen. ”Arh, det var bare så latterligt,” svarede hun, ”så kan jeg endelig deltage – jeg har været ude at rejse de andre gange – hvorefter jeg bliver forment adgang!” Trods den nedslående besked smilede hun alligevel over hele det glade ansigt, og de klare blå øjne glimtede som sjældne sten. ”Hvad?” udbrød han i et solidarisk tonefald, ”det kan ikke passe?!” Hun trak sig lidt til siden med sit fyldte kaffekrus i hånden, så han kunne komme til maskinen. ”Sørme så! Det var jo fjollet nok, at jeg som souschef ikke måtte deltage, selv når Jacob ikke kunne være til stede, men det er da endnu mere fjollet, at jeg ikke må nu, hvor jeg i realiteten fungerer som kontorchef!” ”Godt nok et stift system!” tilkendegav han. ”Ja,” supplerede hun, ”på den vis går vores kontor jo glip af orientering om, hvad der sker i Styrelsen, ikke bare i én

uge, men indtil de får taget sig sammen til at udnævne en ny kontorchef! Men måske var det en fejl, at jeg fik det røde kort i går, jeg insisterede heller ikke på at blive lukket ind, jeg vil lige undersøge det …” Mild og diplomatisk, som hun var, så hun en dør i mørket. Jersild værdsatte denne egenskab ved hende. Også denne egenskab. ”Så hvordan går det egentlig med at få udnævnt den ny chef til vores kontor,” spurgte han. ”Har du hørt noget?” ”Ikke det fjerneste.” ”Intet nyt er godt nyt.” Jersild havde været så optaget af samtalen, at han havde glemt alt om sin kaffe. Nu bestilte han en espresso på automaten. ”Lad os håbe det,” smilede hun. ”Nå, jeg skal nå at forberede mig til et møde i Departementet, men jeg kan måske være så heldig, at de heller ikke vil lukke mig ind dér!” Så lo de begge, hvorpå hun forlod ham, for hans kaffe var ikke klar endnu. Alle mulige beskeder kørte henover displayet som forklaring. Jersild kiggede langt efter sin charmerende chef. Hun bar en dybblå cardigan med tallet ”10” broderet med små hvide perler på ryggen. Beklædningsstykket mindede om en luksuriøs udgave af en fodboldtrøje. Trøjen med titallet er som bekendt forbeholdt styrmanden, stjernen på holdet. Pelé, Maradona, Messi. Frederik Jersild kunne virkelig godt lide Bianca. Både som leder og som person. Og han var ikke et sekund i tvivl om, at hun var det oplagte bud på en ”10’er” her i kontoret til at

tage permanent over efter Jacob, som også havde været en god styrmand. Denne følelse var meget naturligt forstærket af, at Bianca så et lys i Jersild og derfor havde sendt ham på arbejdsopgaver i Bruxelles, i en pesticidarbejdsgruppe under EU-Kommissionen. Og hun havde såmænd også skaffet ham en lille lønforhøjelse i forbindelse med de årlige lønforhandlinger, der netop var afsluttet. Han var ”hendes mand”, og hun var hans. Jersild håbede inderligt, at hun fik den ledige kontorchefstilling. Omsider var hans kaffe klar. Idet han tog om hanken og løftede kruset væk fra maskinen, skiftede luften i loungen brat. Fra mildt og adstadigt vejr til tropisk storm. Berit Schønning skred forbi. Jersild betragtede hende gå igennem rummet. Berit var en legende i Fødevarestyrelsen, i hvert fald blandt de mandlige ansatte. Hun var den flotte og farlige pige i Styrelsen, næsten alt for flot og farlig til at arbejde i en styrelse eller i et ministerium i det hele taget. Frederik Jersild drak af sin kaffe.