Homo Bestia - læseprøve by EgoLibris

HOMO BESTIA

Karina Laurberg Bidstrup

HOMO BE ST I A Copyright © 2014/2017 Karina Laurberg Bidstrup All rights reserved Udgivet 2017 af EgoLibris Omslagsgrafiker: Karin Hald Omslagsillustration: Karina Laurberg Bidstrup Bogen er sat med Palatino Linotype Tryk: Toptryk Grafisk Printed in Denmark 2. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-93434-91-2 www.forlagetegolibris.dk

Gengivelse af denne bog eller dele af den er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Dog er det tilladt at bringe korte uddrag i omtale eller anmeldelser.

DUCER ET RO

PÅ PAPIR FRA BÆREDYGTIGT SKOVBRUG

N M AR

Prolog

Siden mennesket tæmmede det første vilddyr, har det stræbt efter at forbedre naturens skabninger. Efter at forfine dem, så de passede til menneskets behov. Først gennem målrettet avl og siden genteknologi skabtes dyr, der løb hurtigere, sprang højere og gav mere kød og uld. Næste logiske skridt var at finde ud af, om visse dyr kunne gøres mere intelligente? Der blev udført adskillige forsøg, og endelig den 9. februar 2025 kunne professor J. C Michels præsentere Adam, en schæfer med forhøjet intelligens, der på nogle punkter svarede til et 9-årigt barns. Hunden skulle anvendes af politiet. Tanken var, at dens højere intelligens, ville gøre det muligt at lære den flere ting. Den ville kunne forstå længere ordrer og dermed anvendes i flere typer af opgaver. Efter grundige tests af Adams evner i felten påbegyndte man avlen af disse intelligente politihunde. Resultaterne var imponerende. Takket være hundenes forhøjede intelligens kunne de kommunikere med deres førere. Der blev udviklet et piktogramsystem, enkle billeder på kort, som hundeføreren kunne have på sig. Hundene kunne ligeledes gøre sig forståelige ved hovedrysten og nikken. Dette medførte, at samarbejdet mellem hund og mand nåede helt nye højder. Hunde kunne sendes ind i bygninger på egen hånd for at lede efter spor eller personer. De kunne advare føreren, uden at give hals og vække opmærksomhed, hvis de så en mistænkt.

Indlæringsprocessen kunne også forkortes, da hundene hurtigere forstod, hvad mennesket ønskede af dem. Medaljen havde dog også en bagside. Langt de fleste partnerskaber mellem hund og mand var præget af gensidig tillid og respekt. Hundene accepterede for det meste deres plads som menneskets bedste ven og hjælper og fandt sig i at være nummer to i rangordenen. Men i nogle tilfælde begyndte hundene at sætte spørgsmålstegn ved deres plads. De nægtede at adlyde deres herres ordrer og begyndte at handle på egen hånd. Nok var Adam-hundene intelligente, men de manglede stadig et menneskes forståelse af verden. De var stadig hunde og som sådan også styret af deres instinkter. Blandingen af et dyrs instinkter og et barns intelligens viste sig indimellem at være en sprængfarlig cocktail, idet nogle hunde direkte angreb deres herrer og efterfølgende måtte aflives. Langsomt begyndte betjentene at indse, at de måske havde fejlvurderet hundenes evner. For at komme problemerne med de egenrådige politihunde til livs blev der stille højere krav til hundeførerne. De få utilpassede hunde blev hurtigt skaffet af vejen og glemt til fordel for de tilpassede. Med Adam åbnede sig en helt ny verden. Firmaer stod på spring for at få del i denne nye udvikling. I de følgende år undergik kæledyrsmarkedet radikale forandringer. Enhver, der kunne betale sig fra det, kunne få en papegøje med et ordforråd som en standupkomiker, en kat, der forstod, det var forbudt at gøre i blomsterkummen, eller noget helt tredje, kun fantasien og pengepungen satte grænser. For at hindre ulykker blev det dog vedtaget, at kun særligt uddannede hundeførere fra politiet og militæret, kunne erhverve sig større Adam-hunde såsom schæfere og rottweilere. Disse nye intelligente kæledyr forsødede tilværelsen for mange ensomme og blev en uvurderlig hjælp i hverdagen for gamle og

handicappede. I sidste ende var det dog ønsket om at skabe den perfekte soldat, der fik en mindre gruppe forskere til at tage det næste skridt. Den ledende forsker i gruppen, en mand ved navn Dennis Eibel, videreudviklede den teknik, der lå til grund for Adams skabelse. Denne gang var målet ikke at tilføre et dyr en menneskelig intelligens, men at tilføre et menneske et dyrs sanser, instinkter og evner. Den 5. januar 2034 kunne Eibel-projektet præsentere det første eksemplar af en helt ny art, en hun ved navn Gaia. Gaia skulle blive stammoder til en lang række forskellige racer inden for den art, man kaldte Homo bestia. I daglig tale bestiaerne. Den nye art fik en blandet modtagelse. Nogle kaldte det blasfemi, for mennesket havde ingen ret til at lege skaber. Andre frygtede, at bestiaerne ville vende sig mod deres skabere. Befolkningen var rystet. Hvordan havde noget sådan kunnet hemmeligholdes? Var det ikke stik imod alle love om genmanipulation og menneskerettigheder? Hvad den jævne mand ikke vidste, var, at projektet var betalt af regeringen og hørte under hærens afdeling for våbenudvikling. Der blev skrevet tillæg til Genèvekonventionen, så bestia-projektet kunne fortsætte. En tid var der demonstrationer. Der blev indsamlet underskrifter, skrevet læserbreve og debatteret. Ledende politikere og soldater trådte frem og fortalte om mulighederne for at redde menneskeliv ved hjælp af den nye race. Folk var fortsat mistroiske, men efter nogen tid dalede interessen for den nye art. Folk rettede atter opmærksomheden mod andre ting. Derefter begyndte bestiaerne at dukke op i nyhedsbilledet, da de blev sat ind i krigszoner. Først var der ganske få, og deres opgaver var simple. Denne nye art fungerede voldsomt afskrækkende, i særdeleshed på dårligt bevæbnede modstandere. Soldaterne tog dem i brug i stadigt flere typer opgaver. Opløsning af

demonstrationer, kampe og til at opspore og tilbageholde mistænkte. Også politiet begyndte at se mulighederne i bestiaerne. Snart var de første bestiaenheder oprettet, og bestiaerne begyndte at dukke op i gadebilledet. Først var folk skeptiske. Efterhånden som de så stadig flere bestiaer og hørte succeshistorier om, hvordan bestiaerne gjorde betjentenes hverdag lettere, begyndte de dog at acceptere den nye art. Frygten for det ukendte blev til nysgerrighed og for manges vedkommende stolthed over det, mennesket havde været i stand til at skabe. Bestiaerne bar uniformer, der lignede soldaternes, og langt de fleste kunne tale. I hæren skulle bestiaerne kunne gøre honnør, stå ret og kende forskel på de forskellige soldaters rang. Deres hverdag mindede i mange henseender om en soldats. Internt havde bestiaerne deres egen rangorden, men i menneskernes øjne havde de aldrig officiel rang. En bestia kunne aldrig opnå grad af sergent, løjtnant eller andet. Selv en menig soldat stod over en bestia i rang, da han eller hun var et menneske. Selvom mange soldater lod deres bestia bo i huset hos sig, og i mange tilfælde behandlede dem som et medlem af familien, så var bestiaen at regne som et våben. Bestiaerne var soldaternes ejendele. De havde ikke ret til at nægte at adlyde. Ikke mulighed for at vælge en anden vej, end den deres herre havde valgt for dem. Juridisk set kunne en bestia ikke eje noget, da alt, hvad bestiaen havde, tilhørte bestiaens ejer. I praksis var der dog mange soldater, der tillod deres bestia ejendele. Kampbestiaer blev regnet for at være farlige. Fysisk afstraffelse, fiksering og midlertidig fratagelse af foder kunne derfor tillades, hvis ejeren fandt det nødvendigt. Efter endt afstraffelse, skulle bestiaen tilses af en læge og om nødvendigt modtage behandling. Ikke alle soldater efterkom kravet om at registrere en afstraffelse eller sørge

for efterfølgende behandling. Selvom loven gav mulighed for at straffe disse soldater for at forlænge bestiaens lidelse unødigt, blev den sjældent håndhævet. For mange soldater var revselsesretten dog en ret, de meget sjældent gjorde brug af. Efterspørgslen på bestiaer tog til, og der blev oprettede kenneler over det meste af verden. Hæren gav afkald på eneretten til bestia-avl for en klækkelig betaling, naturligvis. Dette åbnede for, at private firmaer kunne begynde at avle og sælge bestiaer. Derefter blev avlen i højere grad målrettet. Nogle kenneler, som stadig var underlagt hæren, avlede deciderede kampbestiaer. De var stærke, aggressive skabninger, der blev trænet til kamp og lydighed, fra før de kunne gå. Disse bestiaer var våben, og kun særligt udvalgte førere kunne få tilladelse til at eje sådan en bestia. Andre kenneler specialiserede sig i bestiaer, der kunne opspore alt fra forsvundne personer til bomber. Man fremavlede endda bestiaer, der kunne hjælpe handicappede i hverdagen. Disse bestiaer blev selvsagt avlet efter ganske andre principper. Her var målet at skabe en hengiven skabning, der holdt af menneskets selskab. Bestiaer avlet på DNA fra hunde, som labrador og golden retriever, blev brugt som førerhunde. De kunne vise deres menneske sikkert omkring eller bære varer for en, der sad i kørestol. Snart blev bestiaer så populære som brugsdyr, at de også blev efterspurgt som kæledyr. For at følge med efterspørgslen og sænke prisen forsøgte forskerne at skabe en bestia, der voksede hurtigere. Det lykkedes at fremavle en type, der nåede voksenstørrelse i løbet af fem år frem for at ældes som mennesker. Avlen af denne type blev imidlertid hurtigt indstillet. Bestiaernes kroppe voksede hurtigt, men sindet fulgte ikke med. Bestiaerne var kun i stand til at forstå de allermest elementære ordrer og lærte meget langsomt. Der var

en meget lille kundeskare til denne type, og avlen kunne derfor ikke svare sig økonomisk. I stedet så en mindre type, der fik tilnavnet minier, dagens lys. Minierne blev hurtigt populære, og i løbet af få år blev bestiaer lige så almindelige i gadebilledet som hunde. Dyrlæger måtte følge trenden og videreuddanne sig, så de også kunne tage sig af den nye type patienter. På dyrehandlernes hylder lå bestiafoder side om side med hundemad. I legetøjsforretningerne kunne børn vælge mellem bestiabamser af forskellig slags. I skolen lærte de at læse ved at synge sangen om Bob den glade bestia. Voksne fulgte spændt den fiktive tv-serie om betjenten Larry og hans flabede, men modige bestia, Rusty. Langt de fleste folk glemte den modvilje, der engang havde været mod bestiaerne. Nogle holdt dog fast i overbevisningen om blasfemi og et kommende oprør fra bestiaernes side. Andre gik i den anden grøft og fordømte bestiaejere. I deres øjne var bestia-industrien den nye slavehandel.

Kapitel 1

År 2049 Jack rystede af spænding, da han aflyttede beskeden. Igen og igen afspillede han den. Det var lidt over en uge siden, han havde ansøgt om retten til at eje og træne en bestia. Han havde ikke forventet at få svar så hurtigt. Bestialicensen gav ham faktisk lov til at have to bestiaer. Han havde nu kun tænkt sig at anskaffe en enkelt. En lav piben kaldte ham tilbage til virkeligheden. ”Jeg blev godkendt, hvad siger du så, gamle dreng?” Han satte sig på hug og ruskede schæferens store hoved kærligt. Hunden logrede og bjæffede, men stod så pludselig stille. Den lagde hovedet på skrå og peb ulykkeligt. ”Hvad er der galt, dreng?” Hunden peb igen. ”Du tror vel ikke, det her betyder, at jeg har tænkt mig at skille mig af med dig, vel?” Hunden bjæffede og så på ham med spørgende øjne. ”Selvfølgelig skal du da blive her. Den eneste forskel er, at du får en ny legekammerat. Hvad siger du til det?” Hunden væltede ham straks om på ryggen og slikkede ham ivrigt i hele ansigtet. Jack forsøgte at værge for sig med hænderne og kunne ikke lade være med at le af lettelse. Så det var altså

grunden til, at Nico havde været lidt underlig hele ugen. Han glemte af og til, hvor følsomme Adam-hunde som Nico kunne være. Hunden måtte have været ude af sig selv af bekymring for, hvad der skulle ske, hvis han blev godkendt. Jack steg ind i bilen og trillede ned ad alléen. Han havde arvet den lille landejendom efter sine forældre. Hans søster, Eva, havde ikke været interesseret i at overtage. Hun foretrak sin lejlighed i byen. Jack havde altid holdt af den hvidkalkede ejendom. Han og Eva havde haft en god opvækst her, og stedet rummede mange gode minder. Som børn havde de tilbragt timer med at klatre i havens forskellige træer. Der var både frugttræer, eg og kastanje. Ejendommens beliggenhed passede ham også udmærket, der var tilpas afstand til naboerne. Motorvejen var tæt nok på til hurtigt at kunne nås. Samtidig med at den mellemliggende skov gav en mere interessant udsigt, end en række biler, der buldrede forbi. Hans far havde haft nogle dyr og lidt jord. Ikke nok til at det kunne kaldes et rigtigt landbrug, men det havde bragt ham glæde at passe det og samtidig vide, at hans arbejde gav friske råvarer på bordet. Jack smilede ved mindet om sin fars første mislykkede forsøg som fritidslandmand. Hans far havde arbejdet for hæren hele sit liv. Tilværelsen som pensionist var meget ulig den som soldat. Da Jacks forældre døde, og han overtog ejendommen, solgte han dyrene fra. Han havde hverken tid eller lyst til at lege bonde. Jorden lod han stå uopdyrket hen. Han kunne have lejet den ud til jagt, græsning eller opdyrkning, men egentlig passede det ham fint, at arealet lå ubrugt hen. Han havde ikke lyst til at have fremmede rendende rundt omkring gården. Han og Nico gik ofte lange ture her, og nu da han var

blevet godkendt til at eje en bestia, ville lidt udenomsareal bestemt ikke være af vejen. En anden ting Jack var glad for i forbindelse med bestialicensen, var husets kælder. Den ville egne sig fint til at have en bestia i. Vægge og gulv var af beton. Der var ingen vinduer. Det havde været let at udskifte døren med en, der var mere solid. Han havde ligeledes købt et kraftigt gitter, der ville holde bestiaen på afstand, når han gik ind i cellen. Gitteret var bestilt online, på en af de mange sider, der fremstillede hegn specielt til bestiaer. Gitteret var komplet med dør og foderlem og så kraftigt, at det kunne holde selv den største bestia inde. Han havde ligeledes fastgjort to solide metalringe til væggen, og indkøbt en kæde, så bestiaen kunne lænkes. Han regnede med, at den slags afstraffelser sjældent ville blive nødvendige, men så var han forberedt. Hanner i brunst kunne blive ret umedgørlige. Mange af bestiaførerne fra Jacks team havde deres bestiaer i huset. Hans bedste kammerat Ryan, var ingen undtagelse. Ryans bestia, Hunter, blev behandlet som et medlem af familien. Hvad Ryan gjorde med Hunter, kom ikke ham ved, så Jack holdt sin mening for sig selv. Han var nu ikke sikker på, at det samme ville gælde for Ryan. Kammeraten havde flere gange mindet ham om, at bestiaer ikke blot var redskaber, men levende væsner. Jack havde måtte love, at Ryan, som en af de første, fik lov at se bestiaen, når han havde fundet et passende eksemplar. Resten af teamet måtte vente til prøveperioden var overstået. Da bestiaen skulle bruges i hans arbejde, fik han fri til at tage rundt til kennelerne. Når han så skulle købe en bestia, ville han få to uger, hvor han

var fritaget fra normal tjeneste, for at han og bestiaen kunne nå at lære hinanden at kende, inden den egentlige træning sammen med resten af teamet skulle begynde. De uger var primært tænkt som en tid, hvor soldaten kunne afgøre, om bestiaen nu også havde de ønskede egenskaber, og om de kunne samarbejde. Jack spejdede ud gennem forruden. I det fjerne kunne han skimte Gaia-kennelens grå mure. Kort efter drejede han ned ad en mindre sidevej og standsede ved kontrolposten. To bevæbnede soldater kom ham i møde. Han rakte hånden ud ad vinduet, og trykkede tommelfingeren mod den plade den ene vagt holdt frem. Vagten betragtede ham og nikkede til den anden vagt. ”Værsgo at fortsætte, Løjtnant Lotz.” Porten gled til side, og han kørte videre op ad den smalle grusvej. På den ene side af vejen lå forskellige træningsbaner, nogle af dem lignede dem mennesker også trænede på i militæret. Forhindringerne her var bare højere og banerne længere. I det fjerne kunne han skimte skov og nogle bygninger. Træningsbetingelserne var ideelle her. Ikke så underligt, at Gaia-kennelen havde ry for at træne de bedste bestiaer i militæret og politiet. På den anden side af vejen løb et net af mindre stier, hvorimellem der var placeret forskellige boldbaner. På en af banerne løb en gruppe børn og spillede bold. På afstand lignede scenariet enhver normal skolegård. Jack standsede bilen ved hovedbygningen. Han steg ud og skærmede for solen med hånden. Jack smilede ved synet af ungerne på boldbanen. En lille kraftig gut med viltert, rødbrunt hår, lodne ører og busket hale havde snuppet bolden og forsøgte at stikke af fra de andre.

”Ja, de er nu søde i den alder. Du må være, Løjtnant Lotz?” En lyshåret kvinde omkring de fyrre kom ham smilende i møde med hånden rakt frem. Jack trykkede den. ”Mit navn er Dr. Elena Raab. Jeg skal vise dig lidt rundt her og forhåbentlig finde en bestia, du passer sammen med. Spørg endelig, hvis der er noget du vil vide.” Jack fulgte efter hende ind i bygningen. Det var en anelse køligere indenfor og belysningen føltes dæmpet i forhold til sensommersolen udenfor. Han tørrede sig over panden med ærmet og lod fingrene glide over det karseklippede hår. ”Har du en præference angående køn, race, alder og temperament?” spurgte Elena. ”Køn er underordnet, racen betyder heller ikke det store. Jeg skal bare bruge en, der er gammel nok til at blive sat i arbejde med det samme, men også ung nok til at lære. Min gruppe samarbejder med politiet. Det er vores opgave at trænge ind, hvor det almindelige politi ikke kan. For eksempel i gidselsituationer. Så det skal være en med gode evner for nærkamp og med en anelse dræberinstinkt.” ”Udmærket.” Elena tastede noget ind på sin tablet. ”Vi har syv sandsynlige matches, tre hunkøn, fire hankøn. Skal vi bare begynde fra en ende af?” ”Lad os det.” Elena snakkede livligt, mens de gik ned ad gangen. ”Som jeg nævnte tidligere, er det vigtigt at finde en du passer sammen med, og det går begge veje. I alle partnerskaber er gensidig respekt og sympati alfa og omega.” Jack betragtede omgivelserne. Gaia-kennelen mindede ham på mange måder om en

mellemting mellem en kaserne og en skole. Væggene var malet i dæmpet grøn. Der hang billeder af bestiaer. Nogle af dørene stod på klem, og når han kiggede ind, så han undervisningslokaler og opholdsrum. Det kom en anelse bag på ham, at bestiaer bevægede sig frit omkring, tilsyneladende uden opsyn. Den første bestia, Jack blev præsenteret for, var en ung hun. Hendes træk var overvejende menneskelige. Kun de trekantede, pelsede ører og halen afslørede, at hun var en bestia. Jack syntes om hende, hun var glad og imødekommende, og efter at have set hende på forhindringsbanen og i kamp mod en anden bestia, kunne han se, at hendes evner på de områder var udmærkede. Han var dog en anelse i tvivl om, hvorvidt hun havde det fornødne dræberinstinkt. Hun virkede næsten for rar. Den næste var en han med kraftige løvetræk. Jack var med det samme klar over, at de to aldrig ville komme til at fungere sammen. Fra det øjeblik de så på hinanden, var der kold luft imellem dem. Jack gættede på, at en del af forklaringen kunne være, at løvemanden var på alder med ham. Bestiaer kunne være svære at bedømme, men han så ud til at være omkring de tredive. Den var også en hel del større end ham. Hvis han valgte ham, ville de komme til at udkæmpe en evig magtkamp. Jack var nu ikke i tvivl om, at han kunne vinde kampen, men efter at have set bestiaen i aktion, syntes Jack ikke, at løvens evner var så imponerende, at det ville være umagen værd. De tre næste i rækken levede heller ikke helt op til det, han havde tænkt sig.

Den sjette, en ung han med tiger-dna, havde en del af de kvaliteter, han søgte. Foreløbig var han og den første hun, dem han var mest interesseret i. ”Nå, hvad synes du så?” spurgte Elena. ”Der er to, der har fanget min interesse, men jeg vil gerne se den syvende, inden jeg bestemmer mig.” ”Åh, jeg beklager, men det var en fejl, at computeren foreslog den. Den burde have været fjernet fra systemet.” ”Hvorfor? Er den solgt?” Elena tøvede. ”Nej, den er … uegnet.” Nu blev Jack nysgerrig. ”Hvordan uegnet?” spurgte han. ”Den er ondsindet og usamarbejdsvillig. Vi havde ellers ventet os en hel del af den. Den var sin årgangs bedste. Ærgerligt, men sådan er det nu engang, ikke alle falder ud som ønsket. Hvorom alting er, så satte vi den i isolation efter sidste flugtforsøg, og den skulle også have været taget af salgslisten.” ”Dens sidste flugtforsøg … hvor mange gange har den forsøgt?” spurgte Jack. ”Det er der vist ingen, der har tal på mere, men det er lykkedes for den fire gange. Naturligvis blev den hurtigt opsporet og bragt tilbage til sin herre eller os. Det har nu ikke afholdt den fra at prøve igen.” Elena rystede opgivende på hovedet. ”Det er det samme, hver gang vi sælger den. Efter kort tid bliver folk trætte af den og leverer den tilbage til os. Desværre kan selv Gaia-kennelen ikke sige sig helt fri for fejl, det er den bestia bevis på. Heldigvis har vi bedre eksemplarer. Ville du have noget materiale med om de to?” ”De er nu ikke helt, hvad jeg havde i tankerne.”

”Det er også en stor beslutning. Tag hjem, og overvej det. Vi har både skriftlige dokumenter, testresultater og selvfølgelig holografiske optagelser af de to, der har fanget din interesse. Du er naturligvis også velkommen til at komme og se dem igen.” ”Det lyder godt,” svarede Jack. Med adskillige optagelser og dokumenter satte Jack sig bag rattet. Han fandt den tablet frem, Elena havde givet ham med. Så snart han aktiverede den, kom et holografisk billede af hunbestiaen frem. Jack betragtede det og førte fingeren over tabletten. Bestiaen roterede, og han kunne se den fra alle vinkler. Ved siden af billedet stod oplysninger om højde, vægt, alder og diverse testresultater. Jack afsluttede programmet og lagde tabletten væk, så satte han bilen i gear og trillede op mod udgangen. Selvom han godt vidste, at chancen, for at finde den rigtige bestia i første forsøg, var forsvindende lille, kunne han ikke lade være med at føle sig en anelse skuffet. De to, han havde fået materiale med om, var bestemt ikke dårlige, og de havde begge potentiale til at blive bedre med årene. Måske var det bare et spørgsmål om at lægge noget arbejde i dem. Han manglede bare følelsen af, at få benene fejet væk under sig. Han standsede bilen ved porten og hilste på vagten, der kom ham i møde. ”Nå, fandt du noget af interesse?” spurgte vagten. Jack trak på skuldrene. ”Muligvis.” ”Hvis du lige vil kvittere her,” sagde vagten og rakte ham en tablet. ”Fingeraftryk ind – underskrift ved udkørsel … sikkerhedsmæssige årsager, du ved.”

”Naturligvis,” svarede Jack og satte sin underskrift. ”Tak. Værsgo at fortsætte.” Jack kørte frem og ud af porten. Han var kun lige kommet igennem, da der lød en sirene. I bakspejlet gled porten hurtigt i. Jack var nysgerrig efter at vide, hvad der foregik på den anden side af muren, men det vedkom ikke ham, og kennelens vagter og soldater havde situationen under kontrol. ”Det var mærkeligt,” mumlede Jack og lugtede til sit ærme. Han syntes, der var noget, som stank. Han kunne ikke umiddelbart lugte noget på sig selv og slog det hen. Selvom der var rent og ordentligt på Gaia, kunne bestiaer have en lidt markant lugt, han skulle nok lige vende sig til den. Tusmørket var ved at sænke sig, da Jack drejede op ad alléen, hvor han blev hilst velkommen af Nicos ihærdige gøen og logren. Han parkerede bilen tæt på huset og steg ud. ”Sig mig lige, skulle du ikke blive i huset?” spurgte han og kiggede ned på hunden. Med ét ændrede Nicos udtryk karakter. Hunden lagde ørerne tilbage og blottede tænderne i en dyb snerren. ”Hvad fanden går der af dig?” spurgte Jack. Så gik det op for ham, at Nico stirrede på noget bag ham. Jack gjorde langsomt front mod bilen, og trådte nogle skridt baglæns. En bestia krøb frem over forsæderne og over mod den åbne dør, mens den fastholdt ham og Nico med en vagtsom stirren. Det løb Jack koldt ned ad ryggen ved tanken om, at den havde siddet skjult bag i bilen under hele turen. Den måtte være kravlet derind, mens han blev vist rundt. Dens flugt var bare først blevet opdaget, da han holdt ved porten. ”Stop! Bliv der,” beordrede Jack. I halvmørket kunne han

se en lang hale piske fra side til side. Bestiaen hvæsede og krummede sig sammen til spring. Jack reagerede lynhurtigt ved at smække bildøren i og udløse børnesikringen. Han var nødt til at holde denne skabning tilbage så længe som muligt. Bestiaen hamrede imod ruden for fuld kraft, Jack var klar over, at ruderne ikke ville holde ret længe, så allerede mens han løb op mod huset efter sin tjenestepistol, bad han sin telefon om at foretage et opkald til Gaia-kennelen. Kvinden, der tog telefonen, beroligede ham med, at et hold soldater allerede var på vej. Da den undvegne bestia ikke havde været at finde på Gaias område, havde de hurtigt regnet sammenhængen ud. Jack ladede pistolen og løb udenfor igen. Da han var næsten henne ved bilen, lød et bump efterfulgt af en klirren, da bestiaen sparkede ruden ud. Jack affyrede et varselsskud, før han rettede våbnet mod den. Den blottede tænderne og knurrede, mens den stirrede indgående på ham. ”Du skal ikke prøve på noget,” advarede Jack. Nico gøede for fuld hals, men det lykkedes Jack at få hunden til at blive ved sin side. Idet Jack trykkede på aftrækkeren, sprang bestiaen på ham. Skuddet ramte ikke. Bestiaen bed ud efter ham, men det lykkedes ham at holde den væk ved at presse underarmen mod dens hals. Den udstødte et kort skrig og rettede opmærksomheden mod Nico. Jack kunne nu sætte sig nok op til at se, at hunden havde sat tænderne i bestiaens ben og prøvede at hive den væk. Bestiaen rykkede benet til sig og langede ud efter Nico. Hunden undveg slaget og var straks tilbage. Denne gang fik den fat den i bestiaens arm. Jack benyttede lejligheden til at slå bestiaen hårdt med pistolen.

Den faldt sammen på jorden og blev liggende ubevægelig. Jack kom på benene og rettede våbnet mod den. I samme øjeblik drejede en række sorte biler med Gaia-kennelens logo ind på gårdspladsen. Et større antal soldater sprang ud. Bestiaen rørte atter på sig. Ørerne drejede mod lyden af de mange skridt, øjnene var vidt opspilede og flakkede fra Jack til soldaterne. Den kom hurtigt på benene og så sig om, mens Jack tog Nico i halsbåndet og rykkede væk. ”Tag det roligt. Hvis du følger frivilligt med tilbage til Gaia, sker der ikke noget,” sagde en af soldaterne. Bestiaen kneb øjnene sammen og betragtede ham mistroisk. ”Du skal ingen steder, bæst!” En lav, truende knurren fik soldaten til at rykke lidt tilbage. ”Sidste chance, ellers bliver det på den hårde måde.” Bestiaen hvæsede og slog kløerne ud. ”Udmærket, skyd.” Soldaterne åbnede ild. Bestiaen satte af og løb i siksak hen mod dem. Inden nogle af dem havde held til at ramme, flænsede skarpe kløer armen på den forreste soldat. En anden slog ud efter bestiaen med geværkolben, men blev sendt til jorden af et hårdt spark. “Træk stødstavene.” Hørte Jack den overordnede råbe. Soldaterne trak deres stave. Bestiaen hvæsede rasende, når den blev ramt. Stødene drev den kun midlertidigt tilbage, så kom angrebet igen. Smerteskrig fyldte luften, i takt med at soldaterne kom i nærkontakt med den undvegne bestia. Jack havde aldrig set noget lignende. I ren blodrus flænsede, bed, sparkede og slog bestiaen enhver, der ikke var hurtig nok til at komme af vejen. Hvert eneste angreb kom lynende

hurtigt og blev leveret med en styrke, der syntes umulig. Så snart den så muligheden, tog den flugten. Den nåede ikke ret langt, før lyden af et skud flængede luften. Et øjeblik blev der fuldstændig stille. En gruppe soldater løb hen mod den faldne bestia. En sergent standsede ved Jack. ”Er du okay?” spurgte han og betragtede Jack, der nikkede. ”Jeg og resten af Gaia-kennelen beklager virkelig denne hændelse,” fortsatte sergenten. ”Der vil naturligvis blive ydet passende kompensation. Jeg beklager, at vi ikke ringede dig op, så snart vi fik mistanke om, hvor kræet var, men vi skønnede, at situationen ville blive endnu farligere, hvis bæstet slap løs på en befærdet vej.” Jack så forbi ham og hen mod resten af gruppen, der havde omringet bestiaen. Da en af soldaterne sparkede den i siden, udstødte den en klynkende lyd, der hverken tilhørte dyr eller mennesker. ”Noget af et arrigt kræ,” sagde Jack. ”Men den er ikke uden evner.” Sergenten trak på skuldrene. ”Nej, evner og afstamning er i top. Bare ærgerligt, at den er splitterravende tosset.” ”Hvad skal der ske med den?” spurgte Jack. ”Vi har prøvet alt. Den er uanvendelig. Hvis det er okay med dig, vil jeg gerne aflive den, før vi tager herfra. Hvorfor transportere den tilbage i live, kun for at aflive den når vi når kennelen?” Jack nikkede, han kunne godt se fornuften i det, men af en eller anden grund kunne han ikke få blikket fra skabningen på jorden. En riffel blev rettet mod dens pande. ”Vil I skyde den?” spurgte Jack. ”Langt det letteste og hurtigste,” svarede sergenten. Jack havde set folk dø før. I et job som hans var det

uundgåeligt. Hvorfor det rørte ham nu, begreb han ikke. Der var ikke engang tale om et menneske, det var blot et dyr, ja knapt nok det, skabningen på jorden var blot et defekt våben. Bestiaen vred sig og klynkede. ”Stop! Vent lidt.” Ordene fløj ud af munden på Jack, før han havde tænkt dem til ende. ”Jeg beholder den.”