Mor - læseprøve by EgoLibris

MOR

Tine SkovmĂ¸ller

MOR

MOR Copyright © 2017 Tine Skovmøller All rights reserved Udgivet 2017 af EgoLibris Forlagsredaktion: Maya Salonin Ekstern redaktion: Eva Lundby Omslagsdesign: GrafiskGenvej / Lotte Lund Bogen er sat med Palatino Linotype Tryk: Toptryk Grafisk Printed in Denmark 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-93434-84-4 www.forlagetegolibris.dk Gengivelse af denne bog eller dele af den er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Dog er det tilladt at bringe korte uddrag i omtale eller anmeldelser.

DUCER ET RO

PÅ PAPIR FRA BÆREDYGTIGT SKOVBRUG

N M AR

TIL BOB

”I am large, I contain multitudes” Walt Whitman

Tak til Henrik og Anne

Indhold

Forord............................................................................................ 8 Forberedelse er alt...................................................................... 11 Nyfødt mikrokosmos................................................................ 15 100 måder at skade dit barn på................................................ 19 Stadig på indskiftningsbænken............................................... 22 Bambi........................................................................................... 26 Fastelavn er mors navn............................................................. 29 Minus mindful morgen............................................................. 30 S.O.S............................................................................................. 33 Hvem er hende den anden?...................................................... 38 Juhu, jeg bløder.......................................................................... 41 En del af statistikken.................................................................. 44 Because (I think) I’m worth it................................................... 48 Jeg gider sgu heller ikke............................................................ 52 Barselslektionen......................................................................... 57 Spejl.............................................................................................. 61 Uambitiøse, moderne mødre.................................................... 65 Autentisk ustabil........................................................................ 69 Forældremøde............................................................................ 74 All inclusive................................................................................ 79 Vinteraften................................................................................... 82

Forord

Jeg var uovervindelig, da jeg skulle lære at cykle. Jeg var fire år, og selv om udsigten til nogensinde at kunne mestre den røde jerninstallation på hjul stred imod min barnlige fornuft, kastede jeg mig stædigt over opgaven. Min far holdt fast i riven, der var bundet til bagagebæreren, mens jeg lærte at fornemme balancepunktet, holde opmærksomheden på asfalten foran mig og forfølge troen på, at jeg snart også kunne skrive cyklist på mit fireårige CV. Læringskurven var stejl, men jeg var aldeles uvidende om, at mine bestræbelser på at tæmme jernponyen spejlede tusindvis af andre menneskers prøvelser og derfor blev fulgt med en vis forventning til, hvordan og hvornår jeg fandt balancen. De første ture på den knaldrøde Winther var en fest. Det her skulle jeg nok få styr på. Da jeg blev mor, var jeg langt mere bevidst om, at jeg kunne vælte og slå mig. Som med cyklingen skulle jeg igen lære noget helt fra bunden, og det handlede på mange måder også om balance og selvtillid. Men jeg slingrede ikke længere rundt på Brugsens parkeringsplads. Jeg var blevet en stor pige med en lang uddannelse, et spændende job og historisk nyerhvervede muligheder for at bryde igennem loftet og excellere. Jeg var derfor helt på det rene med, at jeg foldede mig ud som mor på baggrund af millioner af andre kvinders erfaringer – og stod ansigt til ansigt med endnu flere kvinder, der dagligt flimrede glade forbi på alle platforme og inspirerede

os andre med deres friske kinder, stramme hud og slående overskud. Og det er fantastisk at blive mor, kunne jeg forstå, når jeg lyttede til mødre og så den særlige blødhed i deres ansigter ved enhver kontakt med deres små afkom. Livet havde for alvor fået indhold, og det var uundgåeligt at overgive sig til det mirakel, det er at skabe og forme et nyt liv. Men jeg kunne ikke genkende ret meget af det, da jeg fik mit eget barn. Jo, der var kærlighed til barnet, til manden og den treenighed, vi havde skabt. Men der var også forundring, afsavn, kaos, galskab og skam, og det slog mig, hvor fraværende det uretoucherede var, når jeg så mig omkring. I modsætning til at lære at cykle kunne jeg ikke bare smide barnet på parkeringspladsen og løbe skrigende bort, fordi opgaven var svær. Det var lang tid siden, min far havde sluppet riven, så jeg måtte se mig om efter nogen, jeg kunne støtte mig til. Men jeg var den første mor blandt veninderne, min egen mors barsel lå mere end 30 år væk, og de transmitterede eksempler på den moderne kvinde, hvis livs ultimative glæde åbenbart stadig er at blive mor, var heller ingen hjælp. Min læringskurve var lige så ubarmhjertig, som da jeg var fire år, men der var ingen stemmer, der rummede den sårbarhed, jeg oplevede, mens jeg prøvede at finde balancen i endnu en ny status: Mor. Ingen fortalte, hvor skørt man opfører sig, når den rene overlevelse sætter ind efter måneder med for mange vågne timer og for lidt at parere resten af verden med. Fraværende i andre kvinders historier var tvivlen på, om man overhovedet var kvalificeret til at tage ansvar for et lillebitte menneske. Væk var det grimme. For roser er røde, violer er blå, piger er pæne, og babyer lige så.

Det tog mig halvanden uge at lære at cykle, men det tog mig flere år at forstå, at cykling ikke er så væsensforskelligt fra at være mor. Evnen til at holde balancen er allerede i kroppen, men man skal huske at justere sadlen, så man kan nå pedalerne. Ellers er det svært at finde balancen. Og så vælter man. Denne bog er blevet til i løbet af mine første seks år som mor. Det er en samling af upyntede oplevelser og tanker, jeg gerne selv ville have læst, da jeg blev mor, og som har hjulpet mig til at stå fast på det, der er rigtigt for mig. For min familie. Jeg håber, at mine oplevelser kan give dig mod til at holde fast i dig selv, når barnet kommer, og meget forandrer sig – og at du griner, græder, græmmes, forundres og elsker lige så meget i din nye rolle, som jeg har gjort. Tine

Forberedelse er alt

Ni måneder. Det burde være tid nok for de fleste til at forberede sig på selv store opgaver. Maratonløbere, entreprenører, skuespillere. Men hvordan forbereder man sig på at få et barn? På måneder med halsbrand og halve år med for lidt søvn? På det følelsesmæssige kraniebrud, man kommer hjem fra hospitalet med? På at det lille menneske, som kommer ud af din krop, aldrig helt forlader den, men trænger derind, hvor det gør allermest ondt? Og allermest godt. Graviditeten er et kapitel for sig. Fødslen noget helt andet. Og efter de to biologiske overgangsbebudere venter den store forandring. Men der er langt mellem de nuancerede fortællinger fra kvindelige allierede om, hvad der venter. Mødre med små børn på armen er loyale over for den indforståede pagt, at vi er fælles om at levere næste generation – hæmmede, som de fleste er, af et virvar af følelser og underskud. Mødre med ældre børn har glemt den hårde landing, nu hvor de har vænnet sig til moderskabet og kan løfte blikket dérop, hvor det hele giver mening. De er til gengæld ikke nærige med de gode historier: om buttede, nuttede børn. Om hyggelige barsler med yoga, café-kaffe og babyrytmik. Om den store lykke ved at være mor. Det er historier, der skal motivere til reproduktion. Deres endimensionelle sandhed markerer på forbilledligvis, hvordan man fylder mor-rollen ud og nyder de institutionaliserede barselsrettigheder og de statsfi-

nansierede pleje-, pasnings- og aktivitetsmuligheder. Det er en gave at få børn. Punktum. Og hvis det ikke er, finder vi en diagnose til dig, for så må du have en fødselsdepression. Med den referenceramme er det svært ikke at tro, at barnet kommer til at vække afgrundsdybe følelser i mig, der let overskygger selv de mest smertefulde timer med veer og de længste nætter uden søvn. Det er let at overtage de nybagte mødres gode fortællinger, for jeg har brug for dem – på tærsklen til den ultimative kvindelige prøvelse, hvor det eneste, jeg ved, er, at jeg nok ikke ved noget. En usund uvidenhed, som kan få en veluddannet kvinde, der normalt ikke lader sig overbevise af patos, til at ignorere, at der er lige så mange forskellige reaktioner på de følelsesmæssige udfordringer, som der er forskellige oplevelser af den fysiske forløsning. For kvinder skifter ikke til MOR-dragten – vi tager den udenpå, og det er umuligt at forberede sig på, hvor den strammer mest. I stedet består forberedelsen af et kvasividenskabeligt (Google)studium af fødsler og barnepleje samt det traditionelle redebyggeri: Købe barnevogn, vugge, sutteflasker og sparkedragter. Sy dynebetræk. Indrette barneværelse. Spille navnebingo. Og så er der pludselig gået ni måneder. 

På terminsdagen vågner jeg tidligt og går på badeværelset for at tisse. Jeg sidder på toilettet og blunder med hovedet på håndvasken, men vågner ved lyden af et kæmpe plask i kummen. ”Så meget vand drak jeg da ikke i går?” tænker jeg halvt

sovende. Min jordemoder har sagt, at kun hver tiende kvinde oplever, at fostervandet går først. Og jeg føder selvfølgelig ikke på terminsdagen, tænker jeg – den er jo bare vejledende. Jeg tørrer mig, vasker hænder og går tilbage mod den varme seng i soveværelset, men halvvejs over stuegulvet kommer resten. Fostervandet vælter ud af mig, og så falder tiøren. Det næste døgn er langt og fascinerende. Barnet banker direkte i mit bækken, da fostervandet er væk, så det er en hård dag for os begge. Jeg har helt klart forestillet mig, at jeg ville være en skriger. Uden tvivl. At jeg ville gå i ét med min krop og give veerne fuld verbal skrue. Men jeg er alt andet end højlydt. Jeg lukker helt ned og forsøger at rumme smerterne indeni. Med lukkede øjne, klynkende som et halvdødt dyr i skovbunden. Manden kan ikke nå mig. Efter 12 timer mener jordemoderen, at jeg har brug for en epiduralblokade. Den giver en tiltrængt pause fra ve-stormen, og jeg blomstrer kort op og husker manden på, at han skal ned og stille p-skiven. Men bare en time senere lægger jordemoderen et ve-stimulerende drop. Og så er jeg tilbage på skovbunden. Sidst på natten er min krop endelig klar til den store finale – men det er barnet ikke. Vi bliver i stedet kørt på operationsgangen til akut kejsersnit. Han skal ud nu efter at have tumlet rundt uden sin fosterballon i snart et døgn. Jeg er mørbanket, chokeret og har stadig veer. Jeg har ikke læst noget som helst om kejsersnit, for jeg skulle jo føde mit barn. Jeg er fuldkommen uforberedt på hele ”ER”-scenariet og de mange mennesker i ferskgrønne dragter, der styrer målrettet rundt mellem hinanden.

Mens de dygtige læger sprætter mig op og hiver en ordentlig kleppert med en smuk, mørk manke ud af mit mellemgulv, kaster jeg op af udmattelse i hospitalets tørre, støvgrå papbakker.

Nyfødt mikrokosmos

Efter fire dage på hospitalet, hvor vi vænner os til størrelsen på vores lille nye hårbold, hans lyde og hans eksistens, er vi tilbage i lejligheden. Og manden er tilbage i sit firma. Barnet og jeg får vores egen hverdag med mange timers amning i sofaen, formiddagslure, bleskift, tøjvask, vandreture på stuegulvet, smil, kys og kram. Jeg elsker ham. Dybt og inderligt. Det kan jeg mærke i hele kroppen. Han er smuk med sin vilde, mørke paryk og blå øjne. Han er nem og sover godt, og han er mild. Den kommunale invitation til mødregruppe kommer efter en måned. Den har jeg ventet på, for mine venner i nærheden har ikke børn, og jeg glæder mig til at være sammen med kvinder, der forhåbentlig ikke som default snakker om job og karriere. De andre mødre er en samling søde og forskellige kvinder. En af dem er lægestuderende og har (som jeg) allerede nu svært ved at skjule, at hun keder sig lidt. Hun mangler også den daglige fordybelse. En anden kvinde har haft en barsk opvækst, og hendes lille søn er født for tidligt, så hun driver af fin, øm kærlighed til sit nyfødte barn. Den tredje kvinde fødte på halvanden time – ”som at smutte en mandel” – og er allerede i gang med babysvømning og ved at arrangere tre uger i Thailand. Kvinde nummer fire er så helt naturlig og uanfægtet af det lille nye liv, at det virker, som om barnet er et mangeårigt vedhæng til hendes hverdag. Og den sidste kvinde i mødregruppen har sin søn snurret ind i

en slynge, tæt ind til sin krop, hvor han ligger iført sin stofble, de første mange gange, vi er sammen. Seks kvinder, alle førstegangsfødende, i umiddelbart samme situation. Men vi oplever den helt forskelligt. Det giver heldigvis gode samtaler om bleer, amning, soverytmer og brystbetændelse. Jeg er glad for at kunne dele mine tanker med dem, og det er betryggende at kunne sammenligne barnet med fem andre unger, så jeg får vished om, at vægt, bevægelser, tilknytning og alt det andet er inden for skiven. Men det er også farligt. Mødregruppen er det første mikrokosmos, hvor jeg forholder mig til min nye rolle som mor. Jeg kigger på de andre kvinder i gruppen og på mødre på gaden, der skubber barnevogne rundt i byen. De ser alle ud, som om de er helt fuldendte. Skidt med at de ikke får sovet. Det er så hyggeligt at gå hjemme med lillemusen og følge udviklingen. Det er så skønt ikke at skulle på arbejde. Men jeg er slet ikke dér. Barnet er ikke nok for mig. Det havde jeg egentlig troet, at han ville være. Men jeg er ikke foldet ud som den rette version af mig, som mange kvinder uopfordret giver udtryk for at opleve. Tværtimod føler jeg mig foldet ind. Jeg tager mig af ham, elsker ham, holder ham og holder ham ud. Også når han græder, ikke kan sove, når han kaster op. Det hele. Men jeg kan ikke kende mig selv i de tanker, følelser og aktiviteter, der fylder mig og mine dage. Og jeg bryder mig hverken om dem eller om mig. Jeg trives dårligt med den manglende, afbrudte søvn, og jeg er trist over ikke at kunne gøre andet med min dag end at være mor. Jeg er for udmattet til at læse avisen og for træt til at tænke og skrive to sammenhængende tanker.

Mest af alt er jeg skuffet over mig selv. Skuffet over at have fået så skønt og nemt et barn og ikke være taknemmelig, når nu andres børn bliver født faretruende tidligt eller med opslidende kolik. Skuffet over, at jeg ikke hygger mig med at gå hjemme med ham, få hans første smil, kysse ham og i det hele taget slappe af med ham, når manden er nødt til at arbejde for at holde sit firma i gang. Skuffet over, at jeg ikke bare kan VÆRE i det. Være hans mor – og ikke andet. I et øjeblik. Udefra ser jeg sikkert helt normal ud, men indeni skrider alt. Mine følelser matcher ikke den nye situation, jeg har bragt mig selv i. Jeg lukker ned for dem, for de hjælper mig på ingen måde nu. Men der kommer ikke andre følelser i stedet. Noget i mig er sat i bevægelse, og jeg føler mig ude af stand til at give barnet det gode fra mit indre, som plejer at være der. Og det gør alt for ondt at sætte ord på. Manden er bekymret, og vi bliver enige om, at jeg skal begynde at arbejde igen. Da barnet er seks måneder, starter han i vuggestue – og elsker det. Og pædagogerne elsker ham. Han kravler rundt fra rum til rum og pludrer med alle. Tillidsfuld og allerede i gang med verden. Jeg starter på job, ikke af hensyn til karrieren eller efter pres fra chefen. Jeg starter, fordi jeg har brug for det. For at være mig. For at være mor. Da jeg fortæller kvinderne i mødregruppen, at barnet er startet i institution, får jeg at vide, at det er synd for ham. Det er ikke det rigtige at gøre, kan jeg forstå. Jeg udfordrer barnets sundhed. Men jeg fornemmer, at jeg især udfordrer kvinderne i mødregruppen. Jeg har ret til et helt års barsel, og når jeg ikke udnytter det, sætter jeg spørgsmålstegn ved deres beslutning. Jeg er illoyal over for gruppens fælles projekt.

Men jeg er loyal over for mig selv og over for manden. Og min mor ringer heldigvis fra virkeligheden: ”Han går altså ikke i stykker af at være sammen med andre end dig,” trøster hun. ”Jeg startede på arbejde igen, da du var seks uger gammel, og det er da gået meget godt, er det ik’?” Jo, indtil videre.