Om - læseprøve by EgoLibris

OM Copyright © 2017 Persille Ingerslev All rights reserved Udgivet 2017 af EgoLibris Forlagsredaktion: Maya Salonin Omslagsillustrator og omslagsgrafiker: Paul Nicolas Oxby Bogen er sat med Bookman Old Style Tryk: Toptryk Grafisk Printed in Denmark 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-93434-82-0 www.forlagetegolibris.dk

Gengivelse af denne bog eller dele af den er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Dog er det tilladt at bringe korte uddrag i omtale eller anmeldelser.

DUCER ET RO

PÅ PAPIR FRA BÆREDYGTIGT SKOVBRUG

N M AR

Om Persille Ingerslev

Biografisk roman

Om begyndelsen JEG STÅR I DET MØRKE soveværelse og ser ud på nattehimlen. Det er vinter, og hele verden ser fastfrosset ud. Nogle få stjerner titter frem bag tunge skyer. Månen kan jeg ikke få øje på. Jeg synes, jeg lugter af skraldespand, selvom jeg har været i bad, efter jeg skraldede tidligere på aftenen. Jeg er meget rig, for jeg har 35 økologiske spegepølser, som er holdbare de næste tre måneder. Jeg har også noget selleri og en masse citroner. Jeg glæder mig til at dele med min familie. Vi er glade for økologi, selv hvis andre folk smider det ud. Om få dage skal jeg op på kommunen. Igen. Det er så ydmygende at have kontakt til dem. Jeg hader systemet, men jeg kan ikke klare mig uden systemet – og det skidt er altså sat i system, så jeg ved udmærket godt, hvilken mølle jeg skal igennem af mistro, tvivlsspørgsmål, spørgen ind til og sigende blikke, der antyder, at jeg skal tage mig sammen og komme i geled. Det er noget mærkeligt noget, for systemet er på den ene side designet til at hjælpe mig videre, men på den anden side er det sammensat til at nedbryde mig totalt. Hej og

velkommen, her er et skema. Du skal passe ind i det, og vi skal have alt pillet af dig. Vi skal vide alt, se alt og både dømme og bedømme alt. Du har tre dage til at give os alle oplysninger. Hvis du ikke kan samle alle oplysninger sammen på tre dage, vil vi slet ikke vide af dig længere. Så mister du retten til overhovedet at søge om hjælp. Porten ind til kontanthjælp er lavet af koldt jern og dystre skranker. Det er mig ubegribeligt, at nogen kan tro, det er nemt at gå op til sådan en skranke og lade sig afpille mentalt. Da jeg sidder på en socialrådgivers kontor og har fået min første udbetaling af kontanthjælp, er jeg i lommen på kommunen. Nu er de min arbejdsgiver, og nu skal jeg bidrage til samfundet. Jeg græder. Ikke fordi det nødvendigvis hjælper min sag, men fordi jeg ikke kan lade være. Det var så hårdt at gå ned med stress på mit seneste job – så hårdt, at jeg selv sagde op i stedet for at blive fyret, hvilket kommunen synes, var en meget mærkelig beslutning. Man kan ikke bare sige sit arbejde op og så mene, at nu skal samfundet forsørge én. Men det har jeg gjort, og nu er jeg her. Min mand er på efterløn, så jeg kan kun få supplerende kontanthjælp. For mig er det mange penge. Pengene er det samme som alt for mange timers arbejde, som jeg ikke kan overkomme. Hvis fjernsynet kører derhjemme, og der kommer reklamer, begynder jeg at græde, for det er bare én lang liste af køb dit, gør dat, prøv dut. Jeg kan ikke købe noget, jeg kan intet gøre, jeg er lammet og tilovers. Igen. Jeg er et

restprodukt. Det føles sommetider helt hjemligt at skralde, for der er jeg åbenbart i mit rette element, blandt de andre affaldsprodukter. Jeg bliver mindet om det alle steder, jeg ser hen, i alle artikler eller debatindlæg, jeg læser, alt, jeg rører ved og forbruger: Jeg er en forbruger. Jeg bidrager ikke. Jeg suger bare af systemets store pat, og det er på tide, jeg vokser op og bliver selvforsørgende. Det er på tide, jeg bliver skubbet ud af reden – denne rede, som vrænger mere og mere ved synet af mig. Jeg slider på planeten, og selvom jeg ikke er decideret depressiv, så forekommer det mig alligevel som en mulighed at begå selvmord. Mest bare som en praktisk foranstaltning, for ikke at nasse mere på samfundet. Samfundet er træt og slidt, og der er ikke brug for flere nassere som mig. Lemminger kaster sig ifølge myten uden videre ud over en klippeskrænt, hvis flokken bliver for stor. De anvender selvmord som en helt naturlig befolknings-regulering. De har ikke ego-problemer overhovedet. Måske er jeg egoistisk, fordi jeg ikke begår selvmord. Måske er det pompøst og selvforherligende at håbe på, at jeg nogensinde kan gøre anden forskel end at tære på verden og skide i reden. Socialrådgiveren på det hvide, Ikea-bemøblede kontor kan godt se, jeg græder. Hun trækker vejret dybt og ændrer sit toneleje. Hun bliver menneskelig. Hun siger, at jeg nok ikke er klar til CV-kursus eller jobklub, men at jeg ikke bare kan blive tabt mellem kommunens fingre, så nu skal jeg over i en anden pulje af folk – puljen, hvor de græder og har ondt. Det føles rart, for jeg græder, og jeg har ondt. I det mindste er det en slags

plaster på såret, at der overhovedet findes nok folk som mig til, at man kan lave en pulje. Samtidig føles det også som en sorg i min folkesjæl, at puljen findes, og hvis jeg anskuer det, som en lemming ville, så burde vi jo bare kaste os overbord. Vi er mange, som bare nasser. Detaljerne ses ikke oppefra, i det store perspektiv. Udefra set er vi kun forbrugere, og vi slider på det overskud, samfundet er bygget på. Jeg får fred nogle uger, som jeg bruger på at ligge i fosterstilling og være bange for, hvad det er, jeg nu skal ud i. Man kan aldrig vide sig sikker med kommunen, og man skal uddanne sig til socialrådgiver, hvis man vil kende systemet til bunds og være klar over, hvilke rettigheder og muligheder man har, og selv ikke da kan man vide sig sikker, for man kan snildt blive uddannet på et valgår, hvor alting ændrer sig, fordi der kommer ny regering. Jeg har ikke formået at tage en uddannelse. Jeg har formået at holde mig i live og arbejde sporadisk hist og her, mens jeg gik i terapi og fik medicin og var på evig slankekur og ledte med lys og lygte efter noget, der kunne få mit hjerte til at blomstre. Nu skal jeg til møde med en ny sagsbehandler – en, som tager sig af puljen med de knækkede eksistenser. Det er altid en spændende udfordring at få en ny sagsbehandler, hvilket man ustandseligt får, og man kan aldrig vide, om man vil blive tildelt et rigtigt menneske. Det kan være en 60-årig, garvet hippie, der forstår, at vi alle er mennesker. Det kan være en 40-årig systemmedarbejder, der har travlt og helst vil presse én ind i de kvoter, vedkommende synes,

er fordelagtige for egen vindings skyld. Man kan også få en 22-årig nyuddannet socialrådgiver, som lige er startet og ikke rigtig kender reglerne endnu, men som inderst inde helst vil være terapeut og derfor giver det et skud og forsøger at opklare, hvilket barndomstraume der har afstedkommet dette evindelige nasseri. Jeg får tildelt et menneske til min store, store lettelse. Jeg bliver så lettet, at jeg straks begynder at græde. Igen. Hun spørger, hvad jeg interesserer mig for; hvad jeg kan. Jeg kan alt muligt. Vitterligt, jeg er rigtig god til alle mulige ting. Bare ikke i otte timer om dagen, og jeg har aldrig haft et job mere end seks måneder ad gangen. Aldrig. Jeg synger godt, og jeg skriver godt. Jeg kan også male og spille på instrumenter. Og så ved jeg en hel del om både dyr og planter. Og jeg er også en god bartender, når ellers jeg ikke har stress og græder per default. Satans. Der er ikke lige noget firma, jeg kan passe ind i som løntilskudsansat. Eller noget kursus, der sådan lige passer til mig. Jeg er jo en følsom sjæl. En skrøbelig borger. Det er altid godt at få sat ord på tingene, men ordet og bordet fanger også. Min skrøbelighed både styrkes og lindres, idet den bliver anerkendt. Det ender med et tilbud om at komme med i et forsøg med haveterapi sammen med andre stressede folk. Alene tanken gør mig enormt stresset. Især fordi den afstressende have ligger langt pokker i vold, og jeg er rigtig dårlig til at finde vej. Det gør mig ængstelig at skulle finde et nyt sted hen, og offentlig transport er for mig ligesom rumportaler, hvor jeg går ind i et transportmiddel, men ikke aner, hvilket sted jeg kommer ud, når dørene igen åbner sig.

Gå mod øst, står der på rejseplanen. Ja tak, men hvad vej er det? I mit soveværelse, i mørket, er der ro. Der er stjerner udenfor på himlen, og mørket er en tryg dyne, der lægger sig om mig og giver mig overblik, ro, inspiration, glæde og gåpåmod. Men kommunen har aldrig afholdt et kursus i mørke, og da slet ikke i nattemørke, så det er om at få fingeren ud og konformere. Op til tiden. Af sted til tiden. Hold op med at græde. Nu ikke stresse, bare skynd dig, ellers bliver du trukket i ydelse. Noget for noget, du! Jeg takker nej til haveterapi, selvom jeg er rigtig glad for planter. Jeg har nogle krukker i min asfalterede gård, hvor jeg dyrker spiselige ting, og jeg finder ro ved det. Men nok er nok. Jeg kan ikke magte både at få kontanthjælp og få betalt haveterapi, hvis jeg kan lindre mig selv med en krukke bønner i gården. Det er ikke, fordi jeg tror, at haveterapien ikke virker, for det tror jeg, den gør. Jeg føler mig bare slet ikke værdig til at modtage den. Haveterapi er til krigsveteraner og folk, der ikke kan tåle medicin. Og desuden er det slemt nok i forvejen at modtage kontanthjælp. Jeg magter ikke mere skyldfølelse. I nattemørket er der ro og plads til tankerne og idéerne. Jeg er et levende væsen, jeg eksisterer, og jeg kan mærke, at der er en grund til, at jeg eksisterer, selvom jeg ikke kan sætte ord på grunden. Det er mærkeligt, som man kan have gode, sunde, konstruktive tanker i mørket. Dagens lys og hastighed er så forvirrende. Der smuldrer tankerne, og verden er så frygteligt velfungerende, at jeg helst bare

vil pakkes væk i en lille krukke, så jeg ikke forstyrrer verdens effektivitet. Jeg er gået i seng. Jeg ligger under dynen og trækker vejret lige så stille, mens jeg forsøger at slappe af. I nattemørket laver jeg et forsøg. Det foregår i tankerne, og det forløber nogenlunde sådan her: Jeg lader min bevidsthed stige ud af min fysiske krop og hænge over sengen et øjeblik, mens kroppen ligger og hviler sig. Dernæst stiger bevidstheden yderligere til vejrs, og jeg ser nu ned på den ejendom, jeg bor i. Jeg stiger endnu højere op og ser mit land, selvom det er svært helt at forestille sig det, da jeg som sagt er rigtig dårlig til geografi og til at finde vej. Jeg ved, jeg bor på Sjælland, men jeg er usikker på, hvilken form Sjælland har på et Danmarkskort. Jeg ved ikke, om jeg forestiller mig Sjællands form, eller om jeg rent faktisk kan se den, nu hvor jeg hænger langt ude af kroppen og synes, at jeg ser på Sjælland. Det forekommer mig at være ganske virkeligt. Jeg stiger endnu højere op og ser hele planeten for mig. Det er behageligt at befinde sig i det ydre rum, hvor der er så dejligt mørkt, og man kan se livet på afstand og i ro. Herude i universet er det så, jeg giver mig til kende som en bevidsthed – en livsform. Jeg melder mig til tjeneste. Jeg siger af et ærligt hjerte, at jeg er knækket og ulykkelig. At jeg føler, jeg slet ikke passer ind i den verden, jeg bor i. At jeg ikke kan hverken håndtere eller overskue alle de systemer og metoder, man som menneske åbenbart skal leve under. Jeg findes bare. Jeg er mig. Og jeg kan så uendeligt godt forstå, hvis for eksempel karse er trist, for det får aldrig lov

til at blive til mere end en kimplante – og det endda på vat og ikke i rigtig jord. Jeg kan så godt forstå, hvis majs har en krise i sin kollektive bevidsthed, fordi det bliver både genmanipuleret, kampdyrket og sprøjtet med alt muligt kemisk ragelse hele tiden, året rundt. Jeg føler med karse og majs. Jeg synes heller ikke, jeg har fået muligheden for at blive plantet i rigtig jord og vokse, og jeg bliver også hele tiden kampdyrket af kommunen, og så er jeg endda medicineret med alt muligt kemisk ragelse. Så nu hænger jeg ude i det ydre rum og melder mig til en selvopslået stilling som urte-ambassadør. Jeg vil gerne slå et slag for både karse og majs og i det hele taget slå et slag for naturlig dyrkning af såvel planter som mennesker. Jeg ved da godt, at man ikke kan hænge ude i rummet og lege ambassadør, og jeg er da udmærket godt klar over, at jeg aldrig skal sige til nogen (og da slet ikke kommunen), at jeg hænger ud den slags steder. Dette er en oplevelse, jeg har med mig selv, i mig selv, uden for mig selv. Hvad der sker, er, at jeg ryger tilbage i min krop, og inde bag mine lukkede øjenlåg begynder der at vise sig en hel masse små lysglimt. Små, anerkendende stjerner. Og det føles rigtigt, og det føles sandt. Og det er her, min historie for alvor begynder.

Om januar JEG GÅR NEDE PÅ GADEN. Det er mørkt og koldt, men det er svært at vide sig helt sikker, for byen er indhyllet i julelys, cafévarmere, bilos og alskens andet, der forvirrer min fornemmelse for årstiden. Jeg kan ikke se himlen. Det er forkert ikke at kunne se himlen. Verden kunne vende på hovedet, og jeg ville ikke ane det, for jeg kan ikke se himlen. Selv her, udenfor på gaden, kan jeg ikke se himlen. Ikke sådan rigtigt i hvert fald. Mit blik er sløret, verden er tildækket af en kommerciel membran, der holder verdensrummet på afstand og supermarkedernes reklameskilte tæt ind til sig. Jeg går hjem og skriver. Skriver og skriver, selvom jeg godt ved, at ingen vil gide læse mine ord. Det er ikke profitabelt at skrive om, at man ikke kan se himlen, og at man kan mærke, at det dér med evig vækst er forkert. Alting har en årstid, også byen, også økonomien, også sjælen. Det er vinter, og jeg hader jul. Jeg hader hysteriet og travlheden. Julen er kun en meget stressende optakt til en meget stor skuffelse. Andet er den ikke. For mig i hvert fald. Jeg har aldrig oplevet en glæde ved julen. For ti år siden flyttede jeg ind i denne lejlighed, og der var

en enkelt plante. Den er her stadig, stor og fin – nu er her så også omkring 80 andre, store og fine og glade. I radioen hører jeg et program, der handler om fællesskab. Jeg kan ikke forstå de fællesskaber, de taler om, og jeg har lyst til at ringe ind og tale om planterne, som jeg føler, jeg er i familie og fællesskab med, men jeg holder mig i skindet. Jeg forstår planterne så meget bedre end for eksempel fællesskabet fra folkeskolen, nationalitet, seksuel orientering eller hudfarve. Jeg planter en stump ingefær og prøver at se ud i mørket, men det er svært, for vinduet er så beskidt, og verden udenfor er så lys af jul og jul og jul. Inden i mig selv er jeg en gammel dame. Jeg er så gammel, at jeg kan mærke, når noget får mit ungpigesind til at danse – og det gør ingefær, når jeg planter den. Det er jo lige meget. Det gør ingen mærkbar forskel, og jeg har hverken have eller nogen egentlig botanisk viden. Jeg er her bare. Ligesom ingefær. Jeg planter nogle flere ting, jeg alligevel bare har liggende i køkkenet. Det er sikkert ret ligegyldigt og forholdsvist meningsløst i det større billede, men i de minutter, det tager mig at plante, glemmer jeg julen. Lyset. Menneskene. Man kan ikke afstedkomme i en lejlighed, hvad man kunne drømme om, hvis man havde vaskeægte udendørs jord at lege med. Alligevel kan man meget – og det er det, der interesserer mig. Hver eneste spire, hver eneste minimale afgrøde er CO2-neutral og interessant. Hvis jeg gad, kunne jeg sikkert dyrke ”vertical gardening” – som er et studie værd i sig selv. Men min interesse ligger i at prøve at hitte

ud af, hvad man kan uden fancy udstyr, uden stor viden, bare med sin iboende glæde ved at kunne selv, uden at skulle købe og læse bøger om det. I tv ser jeg en fyr, som dyrker hydroponisk og uden jord og med et styresystem, hvor vandet drypper fra en pumpe og er reguleret automatisk. Det er jo helt fantastisk! Det er det, men jeg får aldrig hverken overskud eller råd til sådan noget. Så tjekket er jeg ikke. Jeg er bare til jord, og jeg er ikke så bange for at have jord i køkkenet. Herregud, det er vel næppe værre end at skære en industrikylling ud på et plasticskærebræt. Om det så end er ganske minimalt, så må det da være en aflastning for Moder Jord, hvis man dagligt kan spise bare en lillebitte hjemmedyrket ting. Det indbefatter alt andet lige, at der ingen omkostninger er til transport, ingen belastning er af miljøet – og hvis ellers man opfører sig pænt, er det helt uden sprøjtegifte, når man hjemmedyrker. Det er ladsiggørligt at spise en eller flere små, hjemmedyrkede ting dagligt. Er det ikke? Kan man gøre en forskel, når man bare er alene og tilovers og tyk og forkert? Det må da kunne lade sig gøre. Jeg er i bund og grund pessimist. Jeg tror, at globaliseringen vil crashe med et brag, før eller siden, og tilbage er det helt naturlige landsbysamfund, hvor vi alle gør, hvad der forekommer os naturligt og giver mening. At dyrke rigeligt og dele ud af overskuddet. Så simpelt – og så elsker jeg også tanken om, at vi mennesker tror, vi er ih og åh så fede, og at vi har tæmmet planteriget, når det ganske tydeligt er planterne, der ler af os, fordi vi bytter deres frø på kryds og tværs. Vi gør deres arbejde og gør det bedre, end

de selv kan. We are their bitches. Gotta love that! Jeg sender ofte frø af lokale vækster til for eksempel Sønderjylland eller Fyn – det synes planterne, er en sej evolution i deres naturlige frøspredning, som sjældent rækker længere end nogle få meter. Vi kan bruge planterne til noget, og planterne kan bruge os. Vi kan leve sammen og have gavn af hinanden. Sådan er det også med dyr. Jeg er for eksempel såkaldt katteejer. Det hedder sig, at mennesket har domesticeret katten. Man kunne også sige, at katte har fundet ud af, at de kan charmere os i en sådan grad, at de bliver logerende og får maden serveret og bliver tilset af dyrlæger, hvis de bliver syge – de skal bare lege og hygge og være lige netop, som de er. Hvem har domesticeret hvem? Jeg bliver helt varm indeni af at være overbevist om, at jeg ikke har katte eller planter, men at jeg bare bor i deres lejlighed. Nytåret er kommet og gået, lyset er endnu ikke vendt, men jeg kan dufte løftet om, at det vil ske. Jeg sidder nede på Rådhuspladsen i januarkulden og ser alt det kunstige lys, der brænder, selv om natten, og en solsort begynder at synge. Forsigtigt og tøvende, men med løftet om, at han vil have tjek på sit repertoire, når tiden er moden til det. Spir, spir, mit frø Gå op i en spids Gå op i dig selv Gro væk fra din dvale Og gå på hæld

Jeg fyldes af mod og skriver online: Som tænkende væsen trænger jeg til at udtrykke: Der er altså ikke en skid galt med dig. Dig som menneske. Der vil altid være et system, som gerne vil inddrage dig og sætte dig i en kasse – men kassen sprænges altså i det øjeblik, du sår et frø og pludselig selv bliver herre over liv og død, forsyning og forplantning. Jeg læser en masse, jeg undersøger en masse, efterforsker og afdækker viden omkring vores planet – og trods multinationale selskaber, som er uoverkommeligt stærke, og trods global opvarmning, som er uundgåelig, står det stadig tilbage, at det enkelte menneske er den eneste, der kan gøre en forskel. Hvem skulle ellers? Plant noget. Hvad som helst. Det er et udmærket bidrag til kampen mod global opvarmning. Forsyn dig selv og dine nærmeste med egne afgrøder eller lokale afgrøder. Kig i lokale supermarkeders affaldscontainere. Tag, hvad de har tilovers, og brug det som en afgrøde. Hvis en container er frit tilgængelig, så er indholdet allemandseje. Hvis den er på privat grund eller er låst af eller lukket inde, er det ulovligt at bryde ind til den. Ethvert tiltag, der ikke som sådan bekæmper, men bare ignorerer big business, vil være et bidrag til en mere holdbar verden. Dyrker eller finder du ekstra, så del ud af det. Del, del, del. På lokalt plan. Hvad så hvis dine naboer synes, det er sært? Giv dem muligheden for at få, hvad der er tilovers. Spild er fjenden. Jeg overvældes igen og igen af vores samfunds nuværende insisteren på vækst og profit, networking (som er

venskabsvoldtægt) og evig ignorering af, at vi i sidste ende altså kun har én planet at bo på. Og den er fælles. Og den bør æres og respekteres for sine ganske naturlige love og regler. Den holder ikke til massevoldtægt i al evighed. Er du arbejdsløs, kan jeg med ro i sindet oplyse dig om, at du er født af en grund, at der er brug for dig, at du er en del af vores folkesjæl, og at vi ville være fattigere uden dig. Og det har intet med jobcenteret at gøre, skulle jeg hilse og sige. Du er noget ganske særligt. Du er født med evner, interesser, indre forbindelser og måder at se tingene på, som er et kæmpevigtigt bidrag til vores by, vores samfund, vores land – og dybest set også vores planet. De tanker, du tænker, bidrager til det kollektivt bevidste, så slå ikke dig selv i hovedet – forstå, at det vitterligt betyder noget, at du findes, at du tænker, og at du bare er. Jeg synes, at der i vores samfund er en sygdom, som giver sig udtryk i, at alle skal passe ind i en kasse – at alle skal passe ind i et skema, for ellers kan vi ikke deltage i vores omverden. Det er simpelthen bare ikke sandt. Vores samfund er ekskluderende og voldsomt nedladende, synes jeg, over for enhver anden tankegang end ekstremt overforbrug. Der er jobkrise. Der er boligkrise. Det kommer ikke til at ændre sig i nogle år. Hvad skal vi så lave i de år? Vi kunne ændre verden på egen hånd ved at melde os ud af brug-og-smid-væk-samfundet. Det er også en tanke, man kan dyrke derhjemme. Når folk så spørger dig til en vennemiddag: ”nå, hvad er du så?” Så kan du passende svare: ”Jeg er flink ved verden.” Bedre jobbeskrivelse kan næppe opdrives.

Det er selvfølgelig bare mig selv, jeg skriver til, men Facebook er et spejl, og der kommer hele tiden nye folk til, som liker min side. De lader til at blive oprigtigt glade over, at jeg skriver – at jeg deler ud af ord, deler ud af mit spejl, som jeg til stadighed stirrer mig blind i. Jeg ser på mig selv, og jeg prøver at finde ud af, om jeg er samfundsnasser eller kunstner, gartner eller psykisk syg, eller hvad fanden jeg egentlig er. Det er det der med kasserne. Jeg ved godt, at jeg aldrig kan blive firkantet nok til at passe perfekt ind i en kasse, men det giver trods alt en form for sindsro at have bare en idé om, hvilken kasse jeg kunne passe ind i, hvis blot jeg var firkantet nok.