Læseprøve de der vogter

CLAUS HOLM

DE, DER VOGTER

indhold_de_der_vogter.indd 3

14-02-2017 16:55:35

Life is like a mountain railroad, with an engineer that’s brave We must make the run successful, from the cradle to the grave Watch the curves, the fills, the tunnels, never falter, never quail Keep your hand upon the throttle, and your eye upon the rail.

- Charles D. Tillman

There are those who look at things the way they are, and ask why.

I dream of things that never were, and ask why not?

- Robert Kennedy

indhold_de_der_vogter.indd 7

14-02-2017 16:55:36

indhold_de_der_vogter.indd 8

14-02-2017 16:55:37

Bunkeren Det er let at nedstige til helvede, men at klatre op igen, at følge sine egne spor til overfladen igen, er den virkelige prøvelse.

- Vergil

indhold_de_der_vogter.indd 9

14-02-2017 16:55:37

indhold_de_der_vogter.indd 10

14-02-2017 16:55:37

1. Sarah ”… kan betyde endnu flere russiske tropper i Litauen.”

Speakeren gik over til at gentage reportagen om præsidentens reaktion på de seneste nordkoreanske trusler, og Tim slukkede for bilradioen. ”Men jeg er ligeglad med sådan en dum bunker!” gentog Pete.

Hans stemme var begyndt at få den irriterende klynkelyd, som Sarah hadede allermest. Det var den klynken, der ofte sørgede for, at Pete fik tingene, som han ville have det. Hun prøvede at lukke ørerne og kiggede ud af vinduet, da de kørte ind på parkeringspladsen.

Sierra Vista Valley missilmuseum læste hun i forbifarten på skiltet, de kørte forbi.”Du skal ikke være ligeglad.”

Tim styrede bilen ind i en af parkeringsbåsene på pladsen.

Den var ikke engang kvart fyldt, og Sarah gættede på, at i det mindste et par af de parkerede biler tilhørte museets ansatte, og ikke turister. ”Din bedstefar arbejdede i en bunker magen til denne her, jeg har hørt, at det er en spændende tur, og derfor tager vi ned og ser den. Jeg er sikker på, du vil ku’ li’ det, når vi kommer ind.” ”Hva’ så, hvis jeg ikke kan?” sagde Pete. ”Så får du traumer resten af livet, eller i det mindste indtil du får en is senere. Kom nu. Det bliver sjovt, det lover jeg.”

Sarah smilede. To points til far. Det kunne godt være, at han og mor var skilt, og at mor sagde, at han ikke havde nogen

11

indhold_de_der_vogter.indd 11

14-02-2017 16:55:37

rygrad, men han var stadig i god træning som far. Hun havde hørt sin mor kalde ham en ’vatpik’, men selvom det var rigtigt, at han sjældent kunne træffe beslutninger, elskede hun ham, som han var. Hun havde faktisk været så gal på hans vegne, at hun helt tilfældigt var kommet til at skubbe sin mors dyre sko ind under bordet, hvor Pete spiste peanutbutter-småkager.

De sorte sko havde været fyldt med klistrede krummer, men hendes mor havde ikke kunnet gøre meget ved det.

Hun åbnede bildøren og trådte ud på pladsen, mens hun tog en sidste slurk af sin Pepsi. Hun kunne lige så godt smide resten af den væk, før de gik ind. Hvis hun efterlod den i bilen, ville den være på kogepunktet, når de kom tilbage. Den varme Arizona-sol stak imod hendes hud, og hun vidste, at den ville forvandle bilen til en ovn, når klimaanlægget ikke kørte.

Tim åbnede Petes dør, og han kravlede ud af bilen. Han var lille af sine otte år, og hans ansigt havde fået fregner af solen i den sidste uge. Han holdt stadig sin mobil i hånden, og Sarah kunne høre lydene fra hans spil. Hvis han ikke passede på, ville han skvatte ned ad bunkerens trappe og slå sig.

Hun lovede sig selv, at hun ville holde øje med ham på vejen ned. Selvom han kunne være møgirriterende, ville hun ikke se ham komme til skade. ”Hvornår arbejdede farfar i en missilsilo?” spurgte Sarah. ”I det meste af halvfjerdserne. Han blev forflyttet i nioghalvfjerds, og så flyttede vi til New Jersey.” ”Blev han træt af at arbejde der?” ”Jeg tror, han blev mere træt af arbejdstiderne og måske måden, de sov på dernede.” Tim tog Pete omkring skulderen og drejede ham op imod indgangen. ”Som du får at se senere, er det ikke noget luksushotel dernede.”

12

indhold_de_der_vogter.indd 12

14-02-2017 16:55:37

Sarah nikkede. ”Jeg ville ønske, jeg kunne have set sådan en bunker, mens den var bemandet.” ”De ville ikke have lukket dig ind, Ripley,” sagde Tim. ”Ingen, ikke engang familiemedlemmer kunne komme derind.

Det var tophemmeligt.” ”Jeg ville have fundet en måde at komme ind på.”

Sarah smilede, da hendes far brugte det gamle kælenavn.

Efter at hun som lille pige havde set Aliens på TV, havde Sarah erklæret, at hun ville være nøjagtigt ligesom heltinden, spillet af Sigourney Weaver. At Sarah lignede skuespillerinden en smule, gjorde hende ikke mindre besluttet på det – deres ansigtsstruktur og hårfarven var allerede næsten den samme – og hun havde prompte forlangt at få sit hår klippet på samme måde som sit nye idol. Hun var sikker på, hendes mor var glad for, at hun ikke havde stillet det samme krav, da hun et par år senere så Alien 3, hvor Ripley var pilskaldet.

Da de gik op ad trapperne til indgangen, kastede Sarah et blik på mindepladen ved siden af døren. Øverst stod der Titan Bevarelsesprojektet, og under det var der en lang liste af navne. Hun gættede på, at det var folk, der havde hjulpet med restaureringen og vedligeholdelsen af bunkeren, efter den var blevet taget ud af aktiv tjeneste.

Besøgscenteret var meget mørkt og køligt efter varmen ude på parkeringspladsen. En museumsbutik solgte forskellige rumsouvenirs og desuden bluser, nøgleringe og kasketter med Titanlogoet på. Hun så endda nogle gamle dåser med drikkevand og en geigertæller med påskriften ”ægte koldkrigssouvenirs, direkte fra bunkerens lagerrum!”

Sarah tog en af dåserne med vand ned fra hylden. Den havde en kedelig grå metalfarve og var overraskende tung. Hun

13

indhold_de_der_vogter.indd 13

14-02-2017 16:55:37

vejede den i hånden og overvejede, om hun skulle købe en, da hun så Tim vinke til hende. ”Du kan købe souvenirs senere. De er her også, når vi skal ud igen, og du har ikke lyst til at gå og slæbe på den under hele rundvisningen.”

Hun kiggede rundt på de andre folk, som ventede på rundvisningen. Der var omkring tyve. Hun lagde især mærke til to drenge, et eller to år ældre end hende. De var travlt optagede af en beskyttelsesdragt, som var udstillet i et glasskab i hjørnet. Den ene læste skiltet under skabet højt, mens den anden kiggede på dragten. De havde identiske, hvide T-shirts og brune shorts på, og da ham, der læste skiltet, rettede sig op, kunne hun se, at de måtte være brødre, måske endda tvillinger. De lignede hinanden næsten som to dråber vand, og det var ikke skidt – faktisk så de ret godt ud. Hun fnisede for sig selv, mens hun tænkte på, hvad hendes mor ville sige, hvis hun havde set det udtryk, hun lige havde haft i øjnene. ”Den slags er du for ung til at tænke på, unge dame!” ville hun sige, og formentligt sukke dybt, som om Sarah var Babylons skøge. Sarah kunne ikke selv se, hvad der var i vejen med at være lidt skør med drenge.

Et ældre ægtepar sad på en bænk lige ved siden af døren, hvor der stod RUNDVISNING. Manden så ud, som om han var omkring de hundrede og halvtreds år gammel, og han havde en kasket på med et logo, hun ikke genkendte. Det så militaristisk ud, men hun mente ikke, at det var militært.

Hun havde for lang tid siden lært at genkende de forskellige grene af militæret, flåden og luftvåbnet på deres kasketter, og denne her så anderledes ud. Det kunne være handelsflåden.

Bag hende begyndte en anden mand at samle dåserne med vand op fra den kasse, de stod i. Hun vendte sig rundt og så

14

indhold_de_der_vogter.indd 14

14-02-2017 16:55:37

på ham. ”Undskyld, kunne du ikke lade en stå til mig? Jeg ville gerne købe en, når vi er færdige med rundvisningen.”

Hun kiggede ordentligt på ham og fortrød, at hun havde sagt noget.

Han var høj, mager og havde langt hår, der faldt i fedtede tjavser ned over hans ansigt. Under håret skinnede et par blå øjne med et køligt skær, næsten som pilotflammen på et gaskomfur. Hans ansigt havde skægstubbe i samme farve som hans hår, og de så ud, som om han ikke havde barberet sig i en uge. Hans hættetrøje var beskidt, og hans bukser lignede noget fra hærens overskudslager. ”Så skulle du have været hurtigere,” sagde han med en dyb, rumlende stemme. ”Årh, kom nu. Der er mindst tyve af dem! Kan jeg ikke bare få en?” ”Ingen arme, ingen kage. Er det ikke sådan man siger i dag?”

Han løftede kassen op på armen og begyndte at fylde dem i sin rygsæk. Sarah så på ham med et surt udtryk i ansigtet.

Billetsælgeren, en meget smuk mexicansk pige i tyverne med langt sort hår og en smule fregner, så over på hende og lagde mærke til hendes ansigtsudtryk. ”Ville du også gerne have en dåse vand?” ”Ja, det ville jeg, men han har åbenbart tænkt sig at blive eneejer af dem alle sammen.” ”Jeg har flere ude bagved. Jeg skal nok finde en til dig, når vi kommer op igen.”

Sarah smilede til hende. ”Det ville være skønt! Tak.” ”Det var så lidt, men du bliver nok nødt til at vente lidt – vi er underbemandede i dag, og der er kun mig til at styre stedet her. Jeg skal også køre rundvisningen, for Eddie er syg.”

15

indhold_de_der_vogter.indd 15

14-02-2017 16:55:37

Hun gik ud fra disken, stillede sig midt på gulvet og klappede i hænderne. ”Okay, hvis I alle sammen kunne komme herover…?”

De små grupper af mennesker samlede sig om hende. ”Okay, mine damer og herrer, velkommen til Titan-Projektet. Jeg hedder Gabby, og jeg skal være jeres guide i dag.

Normalt bliver rundvisningerne kørt af folk, der arbejdede i bunkeren, dengang den var åben, men på grund af feriesæsonen og et par sygemeldinger må I nøjes med mig. Bare rolig – jeg er sikker på, at jeg kan svare på langt de fleste af jeres spørgsmål.”

Der kom lidt mumlen rundt omkring, men ingen virkede, som om de var decideret misfornøjede. Sarah så sin far holde Pete fast omkring skuldrene. Pete spillede stadig og var tilsyneladende ligeglad med guiden. ”Det, I skal se i dag,” fortsatte Gabby, ”er det sidste Titan II-missil. Det blev taget ud af aktiv tjeneste i 1987 og lavet om til museum. Missillugen udenfor er permanent halvt åben og halvt lukket, så missilet ikke kan affyres. Russerne holder stadig et vågent øje med lugen for at sikre sig, at vi ikke prøver at genarmere missilet.”

Gabby gik hen til indgangsdøren og drejede låsen om. Hun vendte skiltet på døren, så der nu stod TILBAGE OM EN TIME på det.

Gabby ledte gruppen ud gennem bagdøren og uden for bygningen. Det ældre ægtepar kom sidst, og konen hjalp sin mand fremad ved at holde ham i armen. Hans langsomme gang gjorde, at det tog et godt stykke tid, før Gabby kunne lukke døren bag dem.

To kvinder i sommerkjoler gik op til det ældre par og spurgte konen om noget. Måske tilbød de at hjælpe hende. Hun

16

indhold_de_der_vogter.indd 16

14-02-2017 16:55:37

smilede taknemmeligt men rystede på hovedet. Den unge kvinde trak på skuldrene, og hun og hendes veninde sluttede sig til gruppen igen.

Sarah kiggede rundt på det udstyr, der var udstillet omkring toppen af missilsiloen. Der var stykker af missilets motorer, og de kraner og trisser der blev brugt til at lade missilet, hvis krisen ramte. De så større ud, end hun nogensinde havde forestillet sig, og hun fløjtede imponeret. ”Lige nu står vi på toppen af missilsiloen” sagde Gabby og pegede på en åbning, der var dækket med plexiglas. ”Herigennem kan I se toppen af missilet. Det er hundrede og tre fod høj – det er enogtredive meter, hvis der er nogen til stede, der bruger metersystemet – og det vejer trehundrede fireogfyrre pund. Det kan blive affyret på kun otteoghalvtreds sekunder og kan aflevere en ni megaton bombe overalt indenfor sekstusind trehundrede miles på under tredive minutter.

Forestil jer nu, at dette missil kun var et ud af atten missiler, der var klar til affyring med et øjebliks varsel, alle døgnets fireogtyve timer. Det er en helt utrolig ildkraft, og det var selvfølgelig kun en brøkdel af de våben, vores land rådede over.

Sarah gik tættere på åbningen og kiggede ned på missilet.

Det stak op som en stålfinger nede i hullet, og det skarpe sollys fik missilets næse til at skinne med et køligt skær. Hun forestillede sig, hvordan det ville se ud, hvis det pludselig begyndte at ryste dernede, hvordan motorerne startede op, og hvordan det ville skyde op imod himlen. Det løb hende koldt ned ad ryggen. Hun havde ikke, som sin far, levet under den kolde krig, og for hende var atomkrig trods oprustningen en abstrakt trussel; noget man ikke bekymrede sig om til dagligt, og som ikke var virkeligt. Lige før de havde forladt motellet her til morgen, havde hun set en nyhedsudsendelse,

17

indhold_de_der_vogter.indd 17

14-02-2017 16:55:37

hvor Nordkorea endnu engang havde erklæret, at de gjorde klar til krig. De missiler, de viste frem under paraden, var noget mindre end dette her, men hvis de blev affyret, ville de sikkert være lige så dødelige. Hendes far havde rystet på hovedet og sagt, at han ikke kunne forstå, hvorfor nordkoreanerne blev ved med det pjat. Ingen ville være dumme nok til at affyre atomvåben imod USA i dag, havde han sagt. Sarah syntes nu ikke, at han lød helt sikker.

Gabby var gået i gang med at fortælle om sikkerhedsproceduren, som bunkerens mandskab var nødt til at følge, og Sarah gik tilbage til resten af gruppen. Der var åbenbart adskillige telefoner, man skulle ringe fra for at få adgang til bunkeren. Sikkerhedssystemet inkluderede også flere forskellige videokameraer, så mandskabet indenfor kunne holde øje med, hvem der kom og gik fra flere forskellige vinkler. ”Disse telefoner var et fuldstændigt lukket kredsløb,” sagde Gabby. ”Når man var inde i bunkeren, var der kun en åben kommunikationslinje ud, og det var den såkaldte ”varme linje” til forsvarsministeriet. Hvis den telefon nogensinde ringede, havde mandskabet nogle helt specifikke ting, de skulle gøre for at affyre missilet.” ”Hvad nu, hvis de bare bestemte sig til at stikke af og køre hjem i stedet for?” spurgte en af tvillingedrengene. ”Det kunne de ikke. Hvis alarmen gik, ville bunkerens dør lukke og forsegle sig selv for at beskytte mandskabet. Hvis de åbnede døren, kunne de risikere at bestråle hele bunkeren og resten af besætningen med radioaktivitet. Hvis de prøvede at stikke af, ville de altså risikere at slå deres kollegaer ihjel. Når du var inde i bunkeren, så blev du inde i bunkeren.” ”Men de havde vel en nødluge eller sådan noget, ikke?” ”Ja, selvfølgelig. Men risikoen ved at åbne den ville være

18

indhold_de_der_vogter.indd 18

14-02-2017 16:55:37

den samme. Ville du have lyst til at gå udenfor, hvis krigen lige var begyndt, og bomberne faldt rundt omkring dig?” ”Så … skulle de bare sidde der og vente, indtil dem i forsvarsministeriet ringede og sagde, at det var sikkert at komme ud?” ”Ja, i reglementet for bunkerens mandskab står der, at de skal ”afvente ordre”, før de gør noget. Men hvis verden var gået under oppe på overfladen, så kunne de jo vente længe på de ordrer. Bunkeren var udstyret med nok forsyninger til, at de kunne overleve i et stykke tid. 30 dage, helt nøjagtigt, hvis alle seks besætningsmedlemmer var der. Når forsyningerne var brugt op var de nødt til at gå ud, men efter 30 dage kunne de håbe, at strålingen var faldet lidt, og at de kunne overleve.”

Sarah så flere i gruppen nikke. Hun regnede med, at flere af dem nok prøvede at forestille sig, hvordan det ville være at sidde krøbet sammen i et hul i jorden i en hel måned uden at vide, om resten af verden var død eller levende. ”Hvis I nu sørger for at dukke hovedet, så går vi ned i selve bunkeren,” sagde Gabby. ”Hold fast i gelænderet og gå langsomt ned.” Hun kiggede på den gamle mand. ”Har De lyst til at tage elevatoren, Sir?” Den gamle mand rystede på hovedet. ”Nej… jeg kan godt klare det. Jeg kan godt gå.” ”Sludder.” Den gamle dame tog hans arm. ”Vi vil gerne bruge elevatoren. Mange tak.”

Gabby trykkede på en knap ved siden af indgangen, og en stor metallem åbnede sig og afslørede en elevator, der lignede et stort bur. Hun åbnede døren og gjorde tegn til det ældre par om at stige ind, før hun trykkede på en knap inde i elevatoren.

19

indhold_de_der_vogter.indd 19

14-02-2017 16:55:37

”I skal bare blive inde i elevatoren, når I når bunden. Jeg henter jer om et øjeblik.”

Elevatoren begyndte at køre ned, og Gabby vinkede resten af gruppen videre. De gik ned ad en stejl betontrappe og ind ad den første metaldør. Sarah kiggede på den, mens de gik igennem den. Den var tyk, men ikke noget specielt. Den næste dør var dobbelt så tyk som den første og lignede mere en luftsluse.

De gik ned ad endnu en trappe. Temperaturen begyndte at falde hurtigt, og Arizonas varme, tørre luft blev erstattet af en kølig, let fugtig atmosfære. Gruppens fodtrin gav ekko i trappeskakten, mens de gik dybere ned. Foran hende så hun, at Pete endelig var blevet interesseret i, hvad der skete, for han kiggede sig om med store øjne.

Da de nåede bunden af trappen, samledes de i et lille rum foran døren ind til den egentlige bunker. Det var ikke bare en dør – den var gigantisk. ”Dette er bunkerens hoveddør,” sagde Gabby, mens hun åbnede døren til elevatoren og lukkede det ældre par ud. ”Den er over otte fod dyb – det er lidt over to en halv meter.

Den er lavet af beton med et lag af bly og en stålkerne. Den vejer over tre tons og ville være næsten umulig at bryde op, ligesom det ville være næsten umuligt for stråling at komme ind. Selv hvis en udenlandsk agent var sluppet ind i trappeskakten, ville han aldrig være i stand til at åbne denne dør, uden at en indenfor åbnede den for ham.”

Sarah lod sin hånd glide hen over døren. Den føltes utroligt massiv. Hun så en af tvillingerne gøre det samme, og den underlige fyr, der havde købt alt vandet, gjorde det også. ”Lad os gå indenfor og se kontrolrummet, hvor mandskabet arbejdede, og hvor de ventede på den situation, de hå-

20

indhold_de_der_vogter.indd 20

14-02-2017 16:55:37

bede på aldrig ville komme.” Gabby gik forrest gennem den tunge dør. ”Pas på trinnet, når I går ind.”

Gruppen fulgte efter hende, de fleste af dem gik nu én og én. Gangen var smal, og loftet var lavt. Det føltes, som om de gik på en rampe, der gyngede let under dem. ”Er gulvet ophængt?” spurgte en af mændene. Han havde en tæt manke af gråt hår, som stod omkring hans hoved som en glorie, mens hans ansigt så væsentligt yngre ud end resten af ham. ”Ja, det er ophængt. Faktisk er hele bunkeren beskyttet imod rystelser fra jordskælv og fra chokbølgerne fra bomber og missiler. Jeg har forstået, at bunkeren her faktisk kunne modstå en atomsprængning tre miles væk og stadig være i stand til at affyre sit missil.”

Gabby drejede til venstre og gik ned ad gangen og ind i et rum for enden. Sarah var kun et par skridt bag hende, men da resten af gruppen begyndte at strømme ind i det lille rum, var hun nødt til at flytte sig. Da de endelig var samlet alle sammen i kontrolrummet, føltes rummet meget lille og klaustrofobisk.

Gabby stod foran to stole, som begge havde et kontrolpanel med knapper og lamper på. Begge kontrolpaneler stod foran et stort, skabsagtigt panel med endnu flere lamper på. ”Det dér er en computer!” grinede en af tvillingerne. ”Det må være en af de allerførste, der blev lavet!” ”Det er det faktisk ikke. Denne model blev installeret i begyndelsen af firserne, kun to år før Titan-projektet blev lukket ned. Dengang var den skam meget avanceret. I skulle have set det udstyr, de brugte før opgraderingen.” Gabby klappede ryggen af den ene stol. ”Dette er kommandørens stol. Den person, der sad i denne stol, var den vigtigste per-

21

indhold_de_der_vogter.indd 21

14-02-2017 16:55:37

son i bunkeren.” Hun kiggede på Pete. ”Kunne du tænke dig at prøve at sidde i den?”

Pete nikkede. Sarah så, at han endelig havde lagt sit spil helt væk og virkede interesseret. Hans ansigt lyste op i et stort smil, da han satte sig i den højryggede stol og drejede den rundt, så den flugtede med kontrolpanelet. ”Hvad hedder du?” spurgte Gabby ”Pete!” svarede Pete. ”Okay, så Pete er vores kommandør. Den anden stol var den næstkommanderendes stol. Begge de to officerer skulle bruge en nøgle for at affyre missilet, hvis det blev nødvendigt. Ingen af dem kunne gøre det alene.” Hun så på Sarah, som udover Pete var den yngste i gruppen. ”Har du lyst til at være næstkommanderende?”

Sarah rystede på hovedet. ”Nej, det er okay.” ”Så gør jeg det!” udbrød en muskuløs mand. Han var høj og bred, og stolen gav en knirkende lyd fra sig, da han satte sig ned i den. Hans kone eller kæreste fnisede af ham, da han vendte sig imod Pete med et alvorligt udtryk i ansigtet. ”Jeg er klar. Melder mig til tjeneste, Sir!” Gabby havde ganske tydeligt ikke forventet en voksen i rollen som næstkommanderende, for det tog hende et øjeblik at finde fatningen igen. Da hun fik styr på sig selv, pegede hun på den store mand. ”Og dit navn er…?” ”Jonathan Spencer,” sagde manden. Han drejede også sin stol til at flugte med kontrolpanelet.

Gabby nikkede, og Sarah syntes, hun lignede en skuespiller, der prøvede at huske sine replikker. ”Godt, nu skal vi forestille os, at I to er på vagt, da alarmen pludselig lyder. Nu skal I huske, at alarmen af og til gik i gang af andre grunde.

22

indhold_de_der_vogter.indd 22

14-02-2017 16:55:37

Det kunne være en elektrisk forstyrrelse, men jordskælv var faktisk mere almindeligt. Men i det øjeblik, at alarmen lød, blev bunkeren forseglet. Døren ville smække og låse, og forseglingen inde i døren ville puste sig selv op. Hvis det bare var en øvelse eller en fejl, kunne mandskabet blot åbne døren og gå ud igen, men de var nødt til at vente på signal fra dem, der havde vagt på overfladen. Der var altid folk på vagt, som kunne rapportere ned til dem via de interne telefoner. Men hvis alarmen gik samtidigt med, at telefonen ringede…” hun pegede på den røde telefon, der hang på væggen. ”Er det den telefon, der kan snakke med forsvarsministeriet?” spurgte en lille, hvidhåret mand. ”Netop. De kaldte den ”Den Varme Linje”, og det var den eneste telefonlinje, der gik ud af bunkeren. Vagterne på overfladen brugte lokal videoovervågning og samtaleanlæg. Både kommandøren og næstkommanderende vidste, at hvis den telefon ringede, var der gode chancer for, at det var en øvelse … men de kunne aldrig vide det med sikkerhed. De frygtede altid den dag, hvor opkaldet ikke var en øvelse, og hvor de fik besked på at affyre missilet for alvor.”

Gabby gik hen til et arkivskab, som stod op af væggen. Forsiden af skufferne lignede et gammeldags pengeskab med en kombinationslås midtpå. ”Nu leger vi, at alarmen netop er gået i gang. Kommandøren ville så rejse sig op og tage telefonen. Han ville stille to spørgsmål og besvare to selv, så både han og personen i den anden ende af linjen vidste, at de talte med den rigtige person. Det var kodede spørgsmål og svar, som blev ændret hver uge. Når det var blevet bekræftet, at ordren til affyring var blevet afgivet, ville kommandøren få kombinationskoden til arkivskabet her. Han ville så åbne det,” hun pegede på

23

indhold_de_der_vogter.indd 23

14-02-2017 16:55:37

den store kombinationslås, ”og tage to nøgler og en konvolut frem.”

Hun stak hånden i lommen og fremdrog to nøgler. ”De her er naturligvis bare kopier, men de ligner meget de nøgler, de brugte dengang. Han gav så den ene til sin næstkommanderende.” Gabby gav Pete de to metalnøgler og gjorde tegn til, at han skulle række den ene til Jonathan. ”Før de kunne affyre missilet, skulle de programmere det, og det gjorde de ved at åbne konvolutten. Indeni var der et stykke papir med en sekscifret kode, og ved at indtaste den i systemet ville missilet blive rettet mod sit mål, og sprænghovedet ville blive armeret.”

Hun pegede på et display med seks tomme felter. ”Lad os for eksempel sige, at de fik koden ”558322”. Det kunne betyde Moskva eller Beijing eller over hundrede andre potentielle mål. Missionskommandør, vil du indtaste koden?”

Pete bøjede sig over tasterne på sit kontrolpanel og trykkede numrene ind. De dukkede op i displayet. Sarah syntes, at de gamle digitaltal så klodsede og mærkelige ud. ”Nu var der kun én ting, der manglede. Kommandør, du skal sætte din nøgle i nøglehullet lige foran dig. Næstkommanderende, du skal gøre det samme. De to nøglehuller var langt nok fra hinanden, til at det ville være umuligt for én person at affyre missilet alene. Der var nødt til at være to til at affyre det.”

Da de havde stukket deres nøgler i nøglehullerne, nikkede Gabby. ”Missionskommandør, du skal give ordren. Tæl ned fra tre, og sig ”NU”. På det signal skal I begge dreje jeres nøgle mod højre!”

Pete talte ned: ”Tre, to, en, NU!” og drejede sin egen nøgle.

24

indhold_de_der_vogter.indd 24

14-02-2017 16:55:37

Jonathan gjorde det samme. De kunne høre et højt klik fra de store computere, og numrene i displayet forsvandt. ”Sådan. Hvis det her havde været virkeligt, ville I nu kunne høre missilet starte sine motorer, og i løbet af cirka tredive sekunder ville det lette og flyve mod sit mål.”

Pete så lidt skuffet ud over, at det hele var slut. Han begyndte at rejse sig.

Sarah åbnede munden for at stille et spørgsmål, men før hun nåede at sige noget, hylede en alarmsirene i det lille rum.

Alle i gruppen holdt hænderne for ørerne, og flere af dem så ud, som om de fik det dårligt. ”Hvad fanden er det?” spurgte Sarahs far. Han var nødt til at råbe for at kunne høres over lyden af sirenen. Den hylede, døde ud, og startede igen.

Gabbys ansigt var blevet ligblegt. ”Det er alarmen! Men det kan ikke lade sig gøre, den er blevet afbrudt.”

Sirenen hylede for tredje gang. Pludselig rystede kontrolrummet, som om stabilisatorerne kompenserede for en rystelse i jorden udenfor. Rystelserne blev værre, indtil de mistede balancen og måtte holde fast i væggene. En drønende lyd lød fra den ydre skakt, som om en stormvind susede ned i den. Lyset blinkede et par gange. Væggene gav sig med en knagende lyd. ”Lad os komme ud herfra!” En tynd mand med briller vendte sig om og løb. Et par af de andre fulgte efter ham. ”Vent!” råbte Gabby, forgæves, ”Døren …!”

Hun havde ikke tid til at sige mere. Et rungende brag lød gennem korridoren, da den gigantiske indgangsdør til bunkeren gav slip på de magnetiske holdere, der holdt den fast, og smækkede i. Vibrationerne kunne føles gennem hele kom-

25

indhold_de_der_vogter.indd 25

14-02-2017 16:55:37

plekset, og Sarah mærkede, at det sagde pop i hendes ører, da trykket ændrede sig. Det føltes som at være i et fly, der lettede. Samtidigt skælvede hele bunkeren stadigvæk, som om en kæmpe hammer havde ramt den.

Et frustreret råb fra korridoren fortalte hende, at manden ikke var kommet gennem døren, før den var smækket i. Sarah så over på Gabby for at finde ud af, hvad de skulle gøre, men det var ikke et opmuntrende syn.

Gabbys kinder var næsten grå, og hendes øjne var store og bange.

26

indhold_de_der_vogter.indd 26

14-02-2017 16:55:37