Rigsdagen i Worms
1521
Den 29. marts 1521 modtog Martin indkaldelsen til rigsdagen i Worms. Han havde en frist på 21 dage til at møde op og blev lovet frit lejde. – Frit lejde! vrissede Philipp. – Johan Hus havde også frit lejde, men hvad hjalp det? Når først de fælder dom over dig, ender du på bålet. Bliv hjemme, Martin! – Nej, det kan ikke nytte noget, Philipp. Jeg vil aldrig få en lignende chance for at tale Guds ord over for kejseren og stænderne. Jeg bliver nødt til at gøre forsøget, selv om det sandsynligvis vil koste mig livet. – Du er en stædig rad! – Det ved jeg. Martin smilede. – Hvis ikke, havde jeg stadig siddet i klosteret i Erfurt og plaget mig selv med frygten for Guds straf. – Og så havde jeg ikke fået indsigt i den sande forståelse af evangeliet, supplerede Philipp. – Du har ret. Din død vil ikke være forgæves, fordi dit liv ikke har været det. Du har ryddet vejen til Guds kærlighed og tilgivelse; den vej, paverne og deres fortalere havde fyldt op med vranglære.
145
indhold_Den trofaste følgesvend.indd 145
26-04-2017 14:08:50
Men hvor vil vi dog miste meget, hvis du ikke vender tilbage fra Worms. Philipp blinkede et par gange og vendte ansigtet bort. – Du skal ikke være ked af det, Philipp. Jeg er i hvert fald helt tryg ved, at du stadig er tilbage til at føre kampen videre. Desuden kan du være forvisset om, at der vil komme flere til. Hvad Gud har hjulpet mig med at påbegynde, kan ingen nok så magtfuld pave sætte en stopper for. For hver martyr, de brænder, vil der dukke 100 nye op. Alene af den grund vil min død ikke være forgæves. – Jeg ville ønske, at jeg kunne tage med dig, sagde Philipp hæst. – Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, men du har dine forpligtelser her i byen. Det er vigtigt, at de studerende lærer den rette kristendom at kende, så vores kamp ikke ender i intern splid. Tænk på, hvor mange breve apostlen Paulus måtte skrive til de menigheder, han havde stiftet, så de ikke glemte, hvad han havde lært dem. Philipp nikkede modstræbende. Nogle gange var der allerede opstået ufred blandt de omvendte kort tid efter apostlens afrejse, og så måtte Paulus hvæsse pennen og kalde dem til orden. – Det kan så let gå galt, når en flok står uden hyrde, konstaterede Martin. – Det kan vi ikke risikere. Du er Leucoreas ypperligste underviser, så lær fra dig, til du segner, kære ven. Og når du mangler styrke, så læs Paulus’ breve i Det Nye Testamente, og spejl dig i ham. Han fortsatte under alle forhold
146
indhold_Den trofaste følgesvend.indd 146
26-04-2017 14:08:50
med at forkynde glædens budskab. Selv da han sad i fængsel, viste han menighederne, at han tænkte på dem ved at sende dem breve. Du er hverken fængslet eller på afstand af din menighed, så giv de studerende, hvad de har krav på, så de kan forvisse sig om Guds frelse og vove kampen mod paven og hans kuriekobbels lede løgne. Få dage efter steg Martin op i en ubekvem, men dog overdækket vogn. Selv om han var løst fra sin lydighedspligt, havde hans orden insisteret på, at han fik en rejsefælle og munkebroder med sig. Hans navn var Johann Petzensteiner. Han og Martins kollega, Nikolaus von Amsdorff, sad allerede i vognen, da Martin steg ind. Bag ham stod Peter Svave, der kom fra Pommern, men havde studeret i Wittenberg et par år. Han var også klar til at påbegynde rejsen, men vendte sig om, da der pludselig blev kaldt på ham. – Peter! Peter Svave! Martin, der endnu stod i vognens åbning, drejede hovedet og så en firskåren mand med fyldige kinder og et lidt mut ansigtsudtryk komme løbende hen mod vognen. Hans mørkebrune pagehår var dækket af en baret. Da han nåede frem, greb han forpustet Svaves hænder. – Hvor er du på vej hen, min ven? – Johann! Godt at se dig. Du kommer lige i sidste minut til at kunne træffe Luther. Vi er på vej til Worms. Han er indkaldt til rigsdagen. Den fremmede blegnede.
147
indhold_Den trofaste følgesvend.indd 147
26-04-2017 14:08:50
– Det er jeg ked af at høre. – Det skal I ikke være, sagde Martin. – Jeg gør det frivilligt i overbevisning om, at jeg gavner Guds sag. – Johann, dette er Martin Luther. Doktor, dette er min ven fra Pommern, Johann Bugenhagen. Han er selvlært, bibelhumanistisk teolog, har en fortid som præst i Treptow og som rektor for stadsskolen i samme by. Senest har han været lektor i Bibelen ved klosteret Belbuck, men nu har dine skrifter fået ham til at forlade sit embede, så han kan bosætte sig her og følge dine forelæsninger. – Åh ja, pommeraneren. Det var Jer, der skrev så venligt til mig. – Ja, svarede Bugenhagen, – og Jer, der svarede ved at sende mig et eksemplar af ”Om et kristenmenneskes frihed”. I skrev en smuk hilsen til mig på titelbladet. – Det gjorde jeg, ja. Og så vidt jeg husker, tiltalte jeg Jer i anden person ental, så skal vi ikke fortsætte med at være dus? – Det vil være mig en stor glæde. – Glæden er helt på min side, forsikrede Martin. – Har du noget sted at bo? – Nej, endnu ikke. – Jeg er sikker på, at Philipp, der står dér, kan være dig behjælpelig. Med hånden markerede han, hvor Philipp stod. – Det skal være mig en fornøjelse indtil videre at have Jer boende i mit hjem, sagde Philipp og smilede venligt til den fremmede.
148
indhold_Den trofaste følgesvend.indd 148
26-04-2017 14:08:50
– Godt, sagde Martin. – Så er det ordnet. Nu har vi vist ikke flere undskyldninger for at udskyde afrejsen. Han så trist ud, da han vendte sig. Imidlertid stoppede han midt i bevægelsen. – Jo, jeg har faktisk en lille forespørgsel, der kan give mig et par sekunder mere her i byen. Han så på Bugenhagen, der gengældte hans blik. – Jeg har så utrolig mange venner med fornavnet Johann. Vil det være i orden, at jeg kalder dig Pommeranus? Det vil gøre det lettere for mig og andre, når jeg omtaler dig … hvis jeg da fremover får lejligheden til det. – Det vil ikke genere mig det mindste, svarede Bugenhagen, der bevidst overhørte Martins afsluttende kommentar. – Det er ingen skam at stamme fra Pommern. – Bestemt ikke, svarede Martin. – Lad os give hinanden hånd på det. Martin steg ned fra vognen og trykkede sin nye vens hånd. Så gik han over til Philipp, tog fat om hans skuldre og sagde: – Fat mod! Vi har Gud på vores side. I mellemtiden havde Peter Svave fundet sin plads, og kort efter var Martin tilbage i vognen, som satte sig i bevægelse. Afrejsen efterlod en trykket stemning i byen. Humøret var heller ikke højt blandt de rejsende. Dog hjalp det lidt, da Justus Jonas fire dage senere sluttede sig til selskabet. Da var de nået til Erfurt. Her blev Martin modtaget på fornemste vis af 60 ryttere. Et digt til hans pris blev reciteret.
149
indhold_Den trofaste følgesvend.indd 149
26-04-2017 14:08:50
– Det er lige før, man føler sig som Jesus palmesøndag, sagde Martin til von Amsdorff. – Ja, men lad os håbe, at du ikke skal opleve en langfredag som hans, mumlede vennen. – I så fald bliver det blot for, at det sande evangelium siden kan opleve en ny påskedag. Hvad vi har sat i gang lader sig ikke stoppe. Martins stemme var fast, og von Amsdorff glædede sig på sine egne og vennens vegne over, at han kunne være så sikker i sin sag. Da Martin morgenen efter prædikede i augustinereremitternes kirke, var der klemt så mange ind, at balkonen truede med at brase sammen. Skrækslagne smadrede nogle af dem, der stod deroppe, et vindue, som de ville hoppe ud af, men Martin råbte, at de ikke skulle lade sig snyde af dette trick, som Djævelen havde fundet på. Hvis de hoppede ud og kom til skade, havde de foræret Satan en sejr. Derfor skulle de bevæge sig lige så stille ned ad trapperne. De, der stod nedenfor, måtte klemme sig yderligere sammen, så der blev plads til alle. Kirkegængerne gjorde, som de fik besked på, og gudstjenesten kunne fortsætte, uden at nogen kom noget til. Så længe de rejsende befandt sig i saksisk område, blev der taget godt imod dem. Alligevel følte Martin sig så sløj, at han fandt det nødvendigt at lade sig årelade, da de kom til Eisenach. Vel fremme i Frankfurt havde han det godt igen. Han havde endda overskud til at spille lut. – Hvis jeg slipper levende fra rigsdagen, skal jeg spille og
150
indhold_Den trofaste følgesvend.indd 150
26-04-2017 14:08:50
synge meget oftere, end jeg hidtil har gjort, sagde han, da han glad og træt lagde lutten fra sig. Mens de var i byen, modtog han et brev fra Spalatin, der ville sikre sig, at han stadig ønskede at komme til Worms. Martin svarede, at Spalatin roligt kunne foretage de nødvendige forberedelser, for om der så var lige så mange djævle i byen, som der var tagsten på tagene, skulle intet holde ham fra at møde op. Om formiddagen to dage senere gjaldede trompeterne fra katedralen i Worms. De signalerede Martin Luthers komme. Den kejserlige herold red med sin tjener ud for at tage imod gæsterne. Kort efter bevægede en lille kortege sig ind i staden. Forrest red herolden og hans tjener, så fulgte vognen, og bag den red Justus Jonas på en hest, som nogle saksiske adelsmænd havde stillet til rådighed. I omegnen af 2.000 mennesker bød rejsefølget velkommen. – Kejseren får da lidt at tænke over med den velkomst, du får, sagde Peter Svave. – Ja, svarede Martin. – Men jeg frygter, at der skal mere til for at ændre hans indstilling. Fordi byen var propfuld af mennesker, måtte Martin dele logi med to af kurfyrstens embedsmænd. Der gik ikke lang tid, inden han fik gæster. En af de første var selveste landgreve Philip af Hessen. Han havde læst ”Om kirkens babyloniske fangenskab” og havde et spørgsmål til forfatteren.
151
indhold_Den trofaste følgesvend.indd 151
26-04-2017 14:08:50
Martin greb med glæde denne mulighed for at diskutere sine teologiske hovedpunkter, for måske kunne han få den pavetro landgreve over på sin side. Han blev dog skuffet, da det viste sig, at landgreven blot ville spørge ind til en mindre, men kontroversiel detalje. Martin havde skrevet, at en kvinde var i sin ret til at forlade sin mand, hvis han var impotent og derfor ikke kunne leve op til ægteskabets formål, nemlig at avle børn. Stående over for en trussel, der kunne koste ham livet, nægtede Martin at beskæftige sig med den slags detaljer på dette tidspunkt. Landgreven måtte gå med uforrettet sag. Martins humør blev ikke bedre af, at han endnu engang måtte døje med forstoppelse. – Det må være Guds måde at hærde mig på, sagde han til Justus Jonas, der måtte føre hånden op til munden og hoste, så Martin ikke så hans smil. Så smertefuld var obstipationen for ham, at han nogle dage senere udførligt beskrev sine lidelser i et brev til vennerne i Wittenberg: ”Herren har slået mig i bagdelen med store smerter. Så hård er min afføring, at jeg har været tvunget til at presse den ud, så sveden sprang frem. Jo længere jeg udskyder det, desto hårdere bliver den. I går lykkedes det mig efter fire dage endelig at besørge. Jeg fik ikke sovet hele natten og har stadig ikke fundet ro.” Da der var mange andre sager, som skulle behandles på rigsdagen, blev Martin først ført til biskoppens residens den 17. april. Om formiddagen havde den kongelige arvemarskal Ulrich von Pappenheim afleveret indkaldelsen til Martin.
152
indhold_Den trofaste følgesvend.indd 152
26-04-2017 14:08:50
Hans sag skulle behandles klokken fire om eftermiddagen. Arvemarskallen vendte tilbage i god tid sammen med den kejserlige herold. Da en stor folkemængde havde samlet sig langs den mest oplagte rute, valgte de to mænd at føre Martin gennem gyder og haver. Her vakte han imidlertid også en del opsigt. Da Martin blev ført ind i salen, glemte han alt om etiketten ved hoffet og så sig nysgerrigt omkring. Han fik øje på Konrad Peutinger, en humanistisk sindet jurist fra Augsburg, som havde behandlet ham venligt i forbindelse med Cajetans høring. Martin skyndte sig at tage de få skridt over til Peutinger, men nåede kun at hilse på ham, inden von Pappenheim med umisforståelig bestemthed meddelte, at det var forbudt ham at tale, når han ikke blev opfordret til det. En af ærkebiskoppen af Triers embedsmænd, Johann von der Ecken, var blevet udvalgt til at forhøre Martin. Den pavelige nuntius, Hieronimus Aleander, havde instrueret ham grundigt. Von der Ecken havde taget imod opgaven med taknemmelighed, for han var en svoren fjende af Martins tanker. Af samme grund havde han været ansvarlig for afbrændingen af hans bøger i Trier. Af respekt for de tilstedeværende repræsentanter for romerkirken talte von der Ecken først på latin og gentog derefter på tysk. Der var to grunde til, at Martin var blevet indkaldt. For det første skulle han be- eller afkræfte, om han var forfatter til de bøger, der var udgivet i hans navn. For det andet skulle han bekendtgøre, om han stod ved deres indhold eller ønskede at tilbagetrække alt, hvad han havde skrevet i dem. Et stort
153
indhold_Den trofaste følgesvend.indd 153
26-04-2017 14:08:50
udvalg af Martins skrifter var lagt på et bord, så alle kunne se dem. Martin valgte den modsatte rækkefølge at tale i og indledte på tysk. Han talte så lavt, at dem, der stod længst væk, havde svært ved at høre ham. Som han stod i sin munkekutte med sin glatbarberede isse og den svage stemme, var der ikke meget oprører over ham. – Bøgerne dér har jeg ganske rigtigt skrevet, sagde han og pegede på skrifterne. – Ja, jeg har skrevet flere endnu. Det kan jeg sige uden tøven. Imidlertid kommer det bag på mig, at jeg, uden chance for at forklare, hvorfor jeg har skrevet, som jeg har, enten skal stå ved hvert et ord, jeg har skrevet, eller forkaste hele stakken. Dette dilemma er centreret omkring troen, og troen omhandler intet mindre end sjælefrelse og det guddommelige ord. Der findes intet større og vigtigere emne. Derfor har jeg ganske enkelt ikke mod på at besvare spørgsmålet med det samme, men vil anmode den højtærede kejser om at bevilge mig betænkningstid. Kejseren og hans rådgivere forstod Martins tøven som udtryk for, at han var ved at miste modet. De viste ham venlighed i den overbevisning, at det ville gøre det lettere for ham at vende tilbage i moderkirkens favn. Von der Ecken bebrejdede ham ganske vist, at han ikke havde tænkt sagen grundigt igennem på forhånd. – Men på trods heraf bevilges du et døgns betænkningstid. Jeg vil på det kraftigste opfordre dig til at overveje din sag så grundigt, at det i morgen vil falde dig helt naturligt at frasige
154
indhold_Den trofaste følgesvend.indd 154
26-04-2017 14:08:50
dig alt, hvad du har skrevet. Det vil være det bedste for alle; ikke mindst for Gud. Lidt over middag næste dag fik Martin et kort besøg af Peutinger. De lo lidt af den måde, arvemarskallen havde irettesat ham på, og Martin spurgte til Peutingers hustru og børn. Kort efter blev han atter ført til bispegården. Nogle af de andre punkter på dagsordenen trak ud, så Martin blev først ført ind klokken seks om aftenen. Denne gang fandt forhøret sted i en større sal. Mørket var faldet på. Derfor havde man tændt fakler, der hang langs væggene. I den overbevisning at Martin ville trække sine bøger tilbage, havde kejseren tilladt flere end normalt at overvære mødet. Den store menneskemængde og de varme fakler medførte, at der snart blev kogende hedt i salen. Von der Ecken indledte med endnu en irettesættelse og spurgte så Martin, om han tog afstand fra sine bøger eller ej. Det var tydeligt, at den bemyndigede betænkningstid havde gavnet Martin. Hans stemme var klar og kraftfuld, da han begyndte med at tale på tysk. – Først vil jeg undskylde mit manglende kendskab til den forventede etikette. Jeg er ikke vant til livet ved hoffet, men derimod til den simple klostertilværelse, der sikkert kan medføre en vis form for primitivitet. Derpå inddelte han sine bøger i tre forskellige grupper. Først var der dem, der havde karakter af andagtslitteratur. – Heri har jeg skrevet om troens fromhed og om moralske
155
indhold_Den trofaste følgesvend.indd 155
26-04-2017 14:08:50
problemstillinger på en måde, som næppe kan støde nogen. Dem kan jeg altså ikke tilbagekalde. En kraftig mumlen fyldte salen, men von der Ecken bad om ro. Martin nikkede venligt til ham og fortsatte sin redegørelse: – Den anden gruppe af bøger indeholder polemik mod pavedømmet. Men eftersom disse skrifter påviser, at paven og hans mænd stræber efter at ødelægge kristendommen, så kan jeg heller ikke lægge afstand til dem. Nu var det ikke kun mumlen, der lød på kryds og tværs af salen, men ophidsede råb. Von der Ecken, der tydeligvis havde lyst til at blande sig i koret, ventede lidt, inden han med en kraftig røst manede til ro. Han så på Martin, der forklarede, at den sidste gruppe bøger indeholdt angreb på navngivne personer, som forsvarede det romerske tyranni. – Jeg indrømmer, at jeg kunne have formuleret mig mere diplomatisk, men dels ligger det ikke til mig, dels var det nødvendigt, at jeg formulerede mig på en måde, der understregede det alvorlige i min sag. Det er jo den kristne frelse, der står på spil! Omend jeg kunne have skåret ned på personangrebene, fastholder jeg altså, at jeg umuligt kan fralægge mig bøgernes øvrige indhold, da jeg også i disse forkynder Kristi lære. – Dog, sagde han efter en kort pause, – er jeg villig til at tilbagekalde enhver fejl, hvis noget af det, jeg har skrevet, modbevises af den hellige skrift. Da vil jeg være den første til at brænde den bog, der indeholder fejltagelsen. Da han havde gentaget sin tale på latin, forkastede von der Ecken hurtigt hans opdeling af bøgerne som irrelevant. – Med dine skrifter har du skabt grobund for en usund
156
indhold_Den trofaste følgesvend.indd 156
26-04-2017 14:08:50
debat, der får kristendommen til at fremstå som tvetydig og usikker. Hvis sandheden kan debatteres på den måde, er den ikke længere sand. Jøder, tyrkere og andre hedninger må more sig, når kristne selv betvivler, om man i flere århundreder har troet på den rigtige måde. Denne tvivl skal manes i jorden med det samme. Hvad rigsdagen har brug for er derfor en klar tilkendegivelse. Altså må jeg spørge kort og enkelt, sådan som jeg også spurgte i går: Står du, Martin Luther, ved det, du har skrevet? Stillet overfor dette ultimatum trak Martin vejret dybt ind og sagde: – Hvis jeg ikke bliver besejret ved Skriftens vidnesbyrd eller ved åbenbare fornuftsargumenter – for jeg tror hverken på paven eller på koncilierne alene, eftersom det står fast, at de flere gange har taget fejl eller har modsagt hinanden – så forbliver jeg besejret ved de skriftsteder, jeg har anført. Martin holdt en pause for at sikre sig, at hans anklager havde forstået pointen. Det eneste, der kunne få ham til at ændre holdning var, ud over sund fornuft, citater fra Bibelen, der med større styrke sagde noget andet, end de citater han selv byggede sin overbevisning på. Med et nik opfordrede von der Ecken ham til at forsætte. – Og så længe min samvittighed er bundet af Guds Ord, sagde Martin med kraftig stemme, – hverken kan eller vil jeg tilbagekalde noget, eftersom det ville være usikkert og true saligheden at handle mod min samvittighed. Han holdt en ganske kort pause og sluttede så med ordene: – Gud hjælpe mig! Amen. Von der Ecken forsøgte at fortsætte forhøret: – Samvittig-
157
indhold_Den trofaste følgesvend.indd 157
26-04-2017 14:08:50
heden er et gode, så længe den er på rette vej, men det er din ikke. Du bør slå en streg over din samvittighed, for den fører dig tydeligvis på vildspor. Beklageligvis er den ikke ene om at være faret vild. Tag bare din påstand om, at koncilierne har taget fejl. Det er jo det rene nonsens. Martin, der både var våd af sved og træt oven på anstrengelsen, tilbød at skaffe beviser for sin påstand. Von der Ecken forstod, at der ikke kom mere ud af at fortsætte forhøret. Derfor lod han Martin føre ud af salen. En spanier fra kejserens følge råbte: – På bålet med ham! Men da var Martin omringet af en stor flok tilhængere, der fulgte ham til hans logi. I hoveddøren vendte han sig om og råbte: – Jeg kom igennem det! Spalatin fulgte med ham ind. – Om jeg så havde tusind hoveder, ville jeg hellere have dem kappet af, alle som ét, end at tilbagekalde, sagde Martin og smilede træt. Spalatin nænnede ikke at nævne, hvor usikker fremtiden var for den modige munk. De næste dage ventede Martin i uvished. Han vidste, at han hvert øjeblik kunne blive arresteret. Det bragte ham kun ringe trøst, at der i rådhuset dukkede opslag op med teksten ”snøresko, snøresko”, hvilket henviste til en bevægelse blandt utilfredse bønder, der truede med opstand, hvis der skete Martin noget. At han skulle være årsag til, at der udbrød borgerkrig, var det sidste, han ønskede. Derfor havde han lettere ved at more sig over det opslag, der var blevet smuglet ind og
158
indhold_Den trofaste følgesvend.indd 158
26-04-2017 14:08:50
hængt op i de kejserlige kamre. På opslaget stod der: ”Ve det land, hvis konge er et barn”. Dermed henvistes der til Karl V’s sølle 21 år. – Men selv om han er ung, kan han være farlig nok, tænkte Martin. Kejseren besluttede sig dog for at give kætteren en chance mere. Selv om han indtil videre var blevet nægtet en egentlig akademisk debat vedrørende sine synspunkter, og selv om den pavelige nuntius var meget imod ideen, besluttede Karl V, at det var et forsøg værd. Måske kunne samtalen med ligeværdige fagfolk overbevise munken om hans fejltrin. Dette blev meddelt Martin den 22. april. Hvis han ikke tilbagekaldte inden tre dage, ville kejseren lyse ham i rigens akt. To dage gik, mens ti forhandlere blev udvalgt. Der var både anklagere og forsvarere af Martin iblandt dem. Peutinger var en af dem, der ville gå langt for at forhindre hans dødsdom. Fra den 24. april fulgte endnu nogle intense dage, men igen blev Martin skuffet. Han klagede sin nød til Justus Jonas. – De har absolut ingen vilje til at indgå i en samtale på skriftens præmisser. De påstår, at de vil have en akademisk debat, sådan som kejseren har pålagt dem. Men samtidig stiller de nogle såkaldt ufravigelige rammer op, der udelukker enhver form for akademisk tænkning. Det kan ikke nytte noget, at man henholder sig til traditioner, den kanoniske lov, pavelige buller og forskellige konciliebeslutninger, når alle disse åh-så-vigtige påstande og tekster modsiger Bibelens ord. Hvis blot de ville acceptere Bibelens autoritet på linje med alt
159
indhold_Den trofaste følgesvend.indd 159
26-04-2017 14:08:50
det, de trækker frem som ufravigeligt sandt, ville jeg hurtigt få dem overbevist om, at Bibelen langt overgår alt det teologiske ragelse, de henholder sig til. Forhandlingerne gled ud i sandet, men nogle forsøgte på egen hånd eller parvis at overbevise Martin om det fornuftige i at tilbagekalde i hvert fald dele af hans syn på det kristne budskab. – De kan tro nej! sagde Martin til Peter Svave. – De finder min overbevisning spaltende og ufrugtbar og er bekymrede for kirkens enhed. – Nogle af dem ønsker bare at redde dig fra bålet, oplyste Svave. – Det er korrekt. Peutinger vil for eksempel blive sønderknust, hvis jeg bliver henrettet. Men han må forstå, at jeg ikke vil reddes for enhver pris. Giver jeg afkald på sandheden, slipper jeg ikke for Guds straf. Jeg vil klart foretrække pavens og kejserens straf end vor himmelske herres. Eftersom forhandlingerne ikke førte til noget resultat, forlængede kejseren den anklagedes frist til at tilbagekalde med to dage. Den 25. april var Peutinger igen blandt forhandlerne, men om aftenen stod det klart, at man umuligt kunne nå til et kompromis. Martin insisterede stædigt på, at hans holdninger blev efterprøvet ud fra Bibelen, hvilket repræsentanterne for paven og kejseren lige så stædigt nægtede. – Jeg vil ikke længere! sagde Martin til Spalatin. – Det fører ingen steder hen. Jeg er træt og fortvivlet over, at de ikke anser Bibelen for at udgøre det kristne budskabs centrale kilde.
160
indhold_Den trofaste følgesvend.indd 160
26-04-2017 14:08:50
De er så bange for at miste deres magt, at de slet ikke ser, at de har stjålet den fra Gud. Nej, jeg vil ikke længere! – Jeg forstår dig, Martin, svarede Spalatin venligt, – men du har endnu ikke fået tilladelse til at rejse. Allerede samme aften fik Martin besøg af von der Ecken og nogle andre højtstående mænd. De fortalte ham, at kejseren som kirkens beskytter så sig nødsaget til at træffe forholdsregler mod ham. – Det frie lejde står dog stadig ved magt, forsikrede von der Ecken. – Du har 21 dage til at vende hjem, men undervejs må du hverken prædike, udgive nye skrifter eller på anden måde ophidse befolkningen. Von der Ecken mindedes, hvordan Martin efter sit møde med Cajetan havde udgivet et grundigt referat af samtalerne. Hvis han udgav noget lignende om forhandlingerne i Worms, ville det kunne skabe ikke så lidt uro. – Tak, Gud! Jeg vender hjem med lettelse og glæde i vished om, at jeg har talt din sag, sagde Martin og vendte sig mod udsendingene. – Jeg beder jer ydmygt om at viderebringe min tak til kejseren og de øvrige rigsdagsdeltagere. At jeg trygt kan vende hjem bekræfter, at de er ordholdende mænd. Kun må jeg beklage, at de under høringer og forhandlinger er blevet vildført af Djævelen, så de under hele forløbet har afvist at lade mig inddrage Bibelen som den skriftlige kilde, der har størst autoritet i denne sag. Imidlertid medfører deres stædighed, at jeg nu kan forlade rigsdagen ubesejret.
161
indhold_Den trofaste følgesvend.indd 161
26-04-2017 14:08:50
De sidste bemærkninger valgte udsendingene at overhøre. Høfligt gav de på skift Martin hånd, hvorefter de forlod ham. Året inden havde Martin haft den ære at blive gudfar til Lucas Cranachs datter. Dette havde knyttet de to venner endnu tættere sammen, og Martin havde siden dåben kaldt Cranach for Fatter. Det næsten familiære bånd, der prægede deres venskab, medførte, at Martin vovede at indvie hofmaleren i de planer, han selv var blevet orienteret om af Spalatin. ”Jeg må finde mig i at lade mig ’fængsle’ og blive gemt af vejen, selv om jeg endnu ikke ved hvor”, skrev Martin til Cranach, der spændt ventede på nyt fra Worms. Selv om beskeden betød, at der ville gå lang tid, inden kunstneren skulle gense sin ven, var han glad for, at nogen tog hånd om Martins sikkerhed. Han regnede med, at det var kurfyrsten selv, der i al ubemærkethed havde trukket i nogle tråde. Martin og Frederik den Vise havde aldrig talt sammen. Ganske vist havde Martin set kurfyrsten hjemme i Wittenberg og under forhørene i Worms, men al dialog dem imellem var gået gennem Spalatin, hvilket Martin regnede med var fuldt bevidst fra Frederik den Vises side. Det var nemlig ikke uden grund, at kurfyrsten havde fået sit tilnavn. Gennem de forløbne år havde han set tiden an, mens han blev klogere på, hvad det var, hans professor havde sat i gang. Samtidig havde han ikke officielt udtalt sin støtte til den rebelske munk. Når det havde været nødvendigt og muligt, havde han diskret ydet ham beskyttelse.
162
indhold_Den trofaste følgesvend.indd 162
26-04-2017 14:08:50
Situationen i Worms medførte i højere grad end før handling fra kurfyrstens side. Han stolede ikke på, at kejseren ville holde sit løfte om frit lejde. Samtidig ville han gerne have hånd i hanke med den stridslystne doktor. Derfor informerede kurfyrsten sin rådgiver om sine ønsker. Spalatin gik straks i gang med de hemmelige forberedelser og informerede om aftenen den 25. april Martin og nogle få af hans venner om, at han ville blive taget til fange på vejen hjem i nærheden af Eisenach. Planen var naturligvis tophemmelig, og det var nødvendigt, at Martin og von Amsdorff, der skulle ledsage ham, spillede deres roller troværdigt. Tidligt næste formiddag konstaterede Aleander, at kætteren og hans kumpaner var i gang med at forlade byen. – Nu flygter han garanteret til Bøhmen eller Danmark, så det bliver sværere at få lukket kæften på ham, hvæsede han. Tyve ryttere eskorterede vognen med rejseselskabet ud af byen. I Oppenheim stødte den kejserlige herold til. Han skulle garantere, at det frie lejde blev opretholdt. Imidlertid havde Philip af Hessen givet Martin et skriftligt nedfældet løfte om, at der heller ikke ville blive lagt hånd på ham i hans område, så da de nåede dertil, lod Martin herolden vende tilbage til Worms. Mange steder blev rejseselskabet modtaget med glæde. I Hersfeld og Eisenach vovede Martin at bryde kejserens forbud og prædikede. – Glem ikke, sagde Martin til sine rejsefæller, – hvad apostlen Paulus siger i 2. Timotheusbrev: ”Husk på Kristus Jesus,
163
indhold_Den trofaste følgesvend.indd 163
26-04-2017 14:08:50
opstået fra de døde, af Davids slægt, ifølge mit evangelium; for det lider jeg ondt, ja, er i lænker som en forbryder. Dog, Guds ord er ikke bundet.” Når apostlen kunne sige sådan, mens han var fængslet, hvordan skulle jeg så kunne tie, blot fordi kejseren har givet mig mundkurv på? I Eisenach opfordrede han både Peter Svave og Justus Jonas til at ride i forvejen til Wittenberg. Selv ville han besøge nogle slægtninge. Omend hans to venner ikke var glade for at forlade ham, lod de sig overtale. Nu fulgtes han kun med Petzensteiner og von Amsdorff. Efter besøget hos Martins familie drog de videre, men da vognen en eftermiddag kørte gennem en slugt, blev den pludseligt omringet. Flere mænd med armbrøster sigtede på kusken, der så sig nødsaget til at standse vognen. Petzensteiner, der stak hovedet ud af vognen for at finde ud af, hvad der skete, blev grebet af panik, da han så de bevæbnede mænd. Han sprang ud af vognen og flygtede ind i skoven. Von Amsdorff spillede sin rolle så godt som muligt og skældte de bevæbnede mænd ud. Det lod de sig ikke mærke med, men rev Martin ud af vognen. Han nåede lige at gribe sine eksemplarer af Det Gamle og Det Nye Testamente. Mens mændene bandt et reb om Martins håndled, blev han grebet af frygt for, at kejserens mænd var kommet kurfyrstens i forkøbet. Frygten blev forværret, da mændene steg til hest og tvang ham til at løbe efter dem, mens von Amsdorff rasende sendte forbandelser efter dem. Da Martin og rytterne var nået rundt om et hjørne, så ku-
164
indhold_Den trofaste følgesvend.indd 164
26-04-2017 14:08:50
sken ikke lÌngere kunne se dem, stoppede de til fangens store lettelse. En hest førtes frem. Martin steg op, hvorefter de alle red en lang omvej tilbage mod Eisenach og endte i borgen Wartburg et godt stykke tid efter mørkets frembrud.
165
indhold_Den trofaste følgesvend.indd 165
26-04-2017 14:08:50