Læseprøve Englens søn by EgoLibris

Prolog

Det Herrens år 1681 Hun løb på bare fødder gennem de våde, mudrede gader, mens stanken fra rendestenene rev hende i næsen. Manden med skralden havde endnu ikke hentet folks efterladenskaber. Ulmaria var alene. Røgen fra hendes søsters ligbål og råbene fra de hadefulde tilskuere, der havde jublet over afbrændingen af heksen, fyldte stadig hendes ører og næse. Hun havde knap nået at sige farvel til Beoxar, hendes bror, der i al hast havde forladt hjemmet og var flygtet til Malta, til familiens hemmelige bolig. Hun var blevet tilbage. Hun var klanens overhoved, og det var hendes agt at stoppe de utålelige hekseafbrændinger, der greb om sig overalt som en svøbe, uanset hvad der skulle til. Indimellem lykkedes det også de tåbelige mennesker at få fingrene i en ægte heks som hendes søster. Ulmaria snerrede af raseri og lagde beskyttende hånden over sin mave, hvori næste generation af klanen voksede. Hun løb videre, mens hun hørte forfølgerne nærme sig bag hende. Hundene hylede, og mændene, der førte dem, opmuntrede dem. Ulmaria vidste, at hun ikke kunne

blive ved med at løbe. Hun gemte sig i den snævre gyde og ventede, som en hunedderkop klar til at stikke sin giftkrog i sit offer. Den unge soldat løb forrest, hans ansigt oplyst af fanatisk iver efter at være den, der fangede heksen. Et splitsekund, og han lå på ryggen og stirrede ind i hendes øjne med et tomt udtryk og et tilbedende smil. Han var hendes. Hun smilede triumferende. Nu kunne hun komme ud af byen. Uger og dage senere stod Ulmaria ved foden af det bjerg, der var hendes mål. Under armen bar hun på slægtens grimoires – klanens erindringer, ritualer og besværgelser. Den gamle bog var indbundet i hud fra hendes tidligste slægtninge og var en overlevering af de sorte hekse og troldmænds hemmeligheder. Den var nøglen til den magt, hun kæmpede for, at klanen skulle få. Magt over de hjælpeløse, idiotiske mennesker. Magt, så de kunne leve åbenlyst og som herrer på jorden i stedet for i skjul og konstant forfølgelse. Og bogen var afgørende for, at hun kunne gennemføre det skridt, hun nu ville tage. Den unge soldat så udmagret og syg ud. Ulmaria havde udnyttet ham til at skaffe sig mad og transport på vej mod målet, men nu lignede han en omvandrende død. Ligemeget, hun havde ikke mere at bruge ham til. Som en eftertanke vendte hun sig mod ham og udtalte nogle ord. Hans øjne blev hvide, og hans hud nærmest visnede på kroppen af ham. Han faldt sammen som en kludedukke. Hun værdigede ham ikke et blik, men begyndte blot at klatre op ad bjerget. Nu måtte hun gøre det nødvendige. I århundreder havde klanen tilbedt Beelzebub, Jahves udstødte En-

gel, og nu var det på tide at give ham det ultimative offer. Hun ville indgå en pagt med djævelen. Grotten var svagt oplyst, og Ulmaria stønnede af anstrengelse. Pentagrammet skulle males med blod. Hun havde skåret en dyb flænge i sin arm, og det havde tappet hendes kræfter. Hun lagde sig nøgen midt i pentagrammet og påbegyndte den langvarige påkaldelse. Ingen fra hendes klan havde nogensinde vovet at påkalde Beelzebub, hvis gaver var gavmilde, men hvis hævn var uendeligt grusom, hvis man ikke gjorde sig fortjent til dem. Det agtede Ulmaria at gøre. Den hornede skikkelse viste sig for hende i en tåge af flammer og røg. Hun kneb øjnene sammen. ”Ulmaria,” lød en behagelig og kultiveret stemme. ”Du har påkaldt mig.” ”Herre,” sagde Ulmaria. ”Jeg er her, fordi dine tjenere overalt forfølges, pines og dræbes. Jeg er her for at indgå en pagt. Jeg er her for at give dig min sjæl, Herre, i bytte for at få magten over menneskene.” Hun kastede sig på knæ foran Djævelen. Beelzebub kastede sit store hoved bagover og lo. ”Det er store planer for en lille heks, Ulmaria. Menneskene har en magtfuld beskytter i Jahve. Jeg kan lege med dem, drille dem, friste dem over på min side. Jeg har længe overvejet, om jeg skulle tilrane mig dem. Hmm …” Beelzebub kneb de lysende, røde øjne sammen. ”Det er dig hermed tilstedt. Prisen er din slægts sjæle i al evighed.” Ulmaria tilkendegav uden at tøve sin accept med et nik. Som ved et tryllesalg løftedes slægtens gamle bog fra grottens gulv. Den åbnedes på en af de bagerste sider, og et øjeblik så det ud, som om bogen

brændte. Men ilden fortog sig i samme nu, og Ulmaria havde bogen i sine hænder. ”Bogen, du har mellem hænderne, er nu endnu mere magtfuld. Pas på den. Lad den gå i arv til den datter, du bærer.” Derpå løftede Beelzebub sine arme og fremsagde nogle uforståelige ord, der frembragte et lys så kraftigt, at Ulmaria næsten ikke kunne udholde at se i dets retning. Lyden af buldrende flammer og en høj hamren rumlede mellem grottens søjler. Det var en forfærdelig lyd, og Ulmaria følte næsten, at hendes trommehinder skulle sprænges. Eller var det hendes hjerne? Da der blev stilhed, og Ulmaria atter turde se i retningen af den nu flammende skikkelse, hang der en genstand i luften foran hende. Frit svævende. ”Tag den,” beordrede flammemanden. Ulmaria greb grådigt efter genstanden. Så bakkede hun væk og åbnede hånden for at studere genstanden nærmere. Det var en halskæde. En spinkel fugleknogle var sat fast på en sølvplade. ”Er den til mig?” Hun drejede vedhænget i hånden. Hun kneb øjnene sammen og læste: ”Sangipotens.” Det var deres slægtsnavn. ”Din slægt ønsker at blive frie, men frihed koster.” Ulmaria så op fra smykket. ”Hvorfor giver du mig så noget så kostbart? Jeg kan jo ikke betale tilbage.” ”Værdien betyder intet. Dette klenodie er nøglen din slægts frihed. Menneskene vil underkaste sig, og Jahves magt vil være en saga blot.” ”Jeg takker dig Herre” sagde Ulmaria ydmygt og så igen på fugle-

knoglen og de fine sølvtråde, der holdt den fast på vedhænget. Kunne noget så smukt og skrøbeligt virkelig opfylde hende højeste ønske? ”Og prisen?” Hun vidste ikke rigtig, om hun skulle være bange. Slægtens frihed betød mest. Om hun så måtte ofre sit liv. ”Du skal ikke ofre dig.” Fornemmede hun en latter bag flammemandens ord? ”Dette smykke skal du bringe tilbage til det høje nord, hvor heksenes magi er stærkest, og hvor din slægts blod kom fra i tidernes morgen. Der skal du aktivere dens kraft. Det er allerede nedfældet i bogen, hvad der skal gøres.” Ulmaria så ned på bogen. Hun kendte hver eneste sætning, hvert eneste ord i bogen. Der stod intet i den retning. ”Det står der. Det har jeg sørget for.” Og hun stillede ikke spørgsmål. Hvis han sagde det, så måtte det være sandt. ”En hær af ånder vil tjene jer. Lokkende ånder eller lygtemænd vil I kalde dem. Og med ånderne vil du også frembringe et barn.” ”Et barn?” Ulmaria ønskede ikke at være mor til et åndebarn. ”Du vil ikke selv bære barnet. Halskæden er blot redskabet, der giver dig magten over ånderne. Et barn af en hvid heks og en ånd vil være nøglen. Et barn, som betaler prisen for jeres frihed, et barn, der vil være nøglen til at åbne mit fængsel og give mine hære adgang til jorden, hvorfra Jahve har forment mig. Jeg har mit eget lille opgør med min skaber. Barnets blod er altafgørende.” Ulmaria stillede ikke flere spørgsmål. Verdensmagten havde alt for længe været underlagt de forkerte. Hun klemte halskæden i hånden.

”Jeg er klar.” Flammemanden brød ud i høj latter, og han voksede så meget, at Ulmaria bakkede helt op mod en af søjlerne for ikke at blive stegt af den voldsomme hede. Men hun blev ikke stegt. I stedet blev der bælgmørkt, da hun blinkede. Da hun igen så sig om, stod hun ude i den friske luft foran grotterne. Hun tørrede sveden af panden. Det var en drøm, tænkte hun. Men så mærkede hun noget i hånden, og da hun åbnede den og så på halssmykket, indså hun, at det hele var virkeligt. Der fandtes faktisk en højere magt. En højere magt som nu ville støtte slægtens overlevelse og dens stræben efter magt i kommende generationer. Hun klemte igen om smykket, og et beslutsomt smil spillede på hendes læber.

Luna Den dag jeg døde, blev alt forandret. Jeg skulle lære at være menneske igen. Efter at have prøvet døden, var livet let, næsten for let. Lukas og mormor kom omsider godt ud af det med hinanden, og hver dag var fuld af lykke. Men når jeg så mig selv i spejlet, ulmede der en evig uro indeni. Spejlet blødte under overfladen. Jeg var en blanding af en hvid heks og en lokkende ånd. Jeg var et produkt af mine forældres grufulde fejl. Det blod, der brusede i mine årer, var forbandet. Havde altid været det. Min tid var ved at rinde ud. Alexanders kys havde tændt ånden i mig. Jeg var forbundet både med Lukas og min far. Det hele lurede under overfladen og kunne bryde igennem når som helst. Nu, bagefter, vidste jeg måske godt inderst inde, at forbandelsen ikke var brudt. At ilden ikke havde kunnet ødelægge den forheksede halskæde. At det kun var et spørgsmål om tid. Jeg kendte ikke profetien, vidste ikke, kunne ikke vide, at der i mørket lurede en troldmand, langt stærkere end Ilex og hendes søster, eller deres forgængere før dem. En dag ville min Engel ikke være der til at redde mig. Han ville ikke kunne hele mine sår. Forbandelsen borede sig dybere ind i mine årer og truede min lykke. I flammernes dyb ventede fjenden. Ventede på sit offer.

Det offer, der ville gøre dagen mørk og natten endnu sortere. Når først Helvede brød løs, ville verden være fortabt. Min død var blot begyndelsen på enden.

Flytte hjemmefra Lige siden ulykken i foråret var alt forandret. Mormor var knap så streng over for mig. Og hun holdt sit ord til Lukas. Hun havde accepteret ham som en del af familien. Det var ret mærkeligt at se hendes forandring, men jeg elskede hende endnu mere, end jeg før havde gjort. En bedre mormor kunne jeg ikke ønske mig. Selvfølgelig havde hun ladet historien om Lukas’ heltedåd vandre rundt i byen. Altså den del, som hun kendte til, med ilden i skoven. Alt det med ånder, hekse og engle holdt vi tæt ind til kroppen. Det var bedre at lade hende blive i troen om en helt almindelig dreng, der havde reddet mig fra en brand, som jeg troede, jeg kunne standse, end at skulle tage hele den overnaturlige forklaring med hende. Og ville hun mon synes godt eller skidt om en Halvengel? Det var ikke til at sige, men hendes illusion om Lukas skulle for alt i verden ikke ødelægges nu. Endnu en karantæne fra ham magtede jeg simpelthen ikke. Jeg tog noget tøj ud af skabet og puttede det ned i en kuffert. Det var det sidste, jeg manglede, inden jeg skulle flytte hjemmefra. Eller helt hjemmefra var det ikke, men på en måde. Jeg var kommet ind på samme gymnasium som Lukas, og derfor havde Johannes og Lise tilbudt, at jeg kunne bo hos dem. De havde jo plads nok. Så skulle jeg heller ikke køre

frem og tilbage. Johannes og Lise var virkelig søde, og jeg glædede mig til at skulle bo hos dem. Jeg pressede kuffertlåget hårdt i for at få lynlåsen til at nå sammen. Tænk, at skulle være tæt på Lukas, min Engel, hele tiden. Jeg smilede for mig selv. Indeni var jeg næsten ved at boble over af lykke. Jeg fik med besvær lukket kufferten. Inden jeg lukkede døren ind til mit værelse, kiggede jeg rundt en sidste gang. På sengen, på min yndlingsplads ved vinduet med udsigten mod skoven og på billedet af mor i reolen. Det var selvfølgelig ikke helt farvel, for jeg ville komme tilbage på besøg. Men det ville blive lidt mærkeligt alligevel. Jeg smilede til Edwardplakaten og lukkede så døren. Mit gamle liv var fortid. Ånden var væk. Mit liv som teenager på grænsen til at blive voksen kunne begynde. Selv om jeg skulle til at bo sammen med to Engle, så ville det virke som om alle var almindelige. Det overnaturlige var forsvundet fra mit liv og stod kun tilbage som et minde. Mormor hjalp mig med at lægge kufferten i bilens bagagerum. Hun smilede svagt. Selv om hun ikke sagde noget, vidste jeg, at det var svært for hende, at jeg nu forlod huset. Vi talte ikke meget på turen til Aalborg, men da hun skulle til at sætte mig af foran Lukas´ hus, gav jeg hende et stort kram. Mormor snøftede.”Hvis der skulle blive noget, så kan du altid komme hjem igen, det ved du.” ”Selvfølgelig, men bare rolig mormor. Jeg kan ikke være mere tryg end her. Og jeg kommer tit hjem. Det lover jeg.” Hun slap mig modvilligt. ”Det ved jeg. Og jeg ønsker kun, at du skal være lykkelig.” Hun aede min kind, mens hun smilede. ”Held og lykke med det hele, min store pige.”

Jeg gav hende et kys på kinden og tog fat i dørhåndtaget. ”Vi ses,” sagde jeg og steg ud. Jeg vinkede efter hende, mens bilen kørte væk fra fortovet. En arm blev lagt rundt om min talje. Jeg drejede ansigtet og kiggede lige ind i Lukas’ varme, glade øjne. ”Velkommen til dit nye hjem.” Han tog galant min hånd, bukkede og gav den et kys. ”Nu skal jeg tage frøkenens bagage,” sagde han og tog fat i håndtaget på kufferten og gjorde tegn til, at jeg skulle tage fat om hans anden arm, sådan som man altid så fine par gå med hinanden. ”Lukas,” grinede jeg. ”Du er altså lidt skør.” Men jeg nejede alligevel som en del af legen og lagde min hånd på hans underarm og lod mig føre op mod huset. Uanset hvor fjollet han spillede over for mig, så ville jeg altid se ham som en ganske særlig person. Måske var det alle vores oplevelser sammen, eller også var det bare fordi, hans tiltrækningskraft stadig kunne påvirke mig. Det var ikke til at sige. Men der herskede bare en anden frihed omkring Lukas. En frihed, hvor man ikke var begrænset af hemmeligheder. En sen eftermiddag sad vi med lektierne. Lukas gik i 2.G, mens jeg var på gymnasiet på første år. Jeg grublede vildt over en åndssvag cirkel, som ikke ville afsløre sit areal. Lukas skrev side efter side. Pennen i hans hånd strøg hen over papiret så hurtigt, at man nærmest kunne se røgen. Det så ikke ud til, at han syntes, det var svært. Han var vist den bedste i sin klasse. Det undrede mig ikke. Oveni lektierne var han også ved at tage teorikurset til kørekort. Han kunne åbenbart det hele, tænkte jeg lidt misundelig. Jeg sukkede højlydt og smed blyanten ned i regnehæftet. ”Det her kan jeg ikke finde ud af.”

Lukas kiggede op fra sine egne lektier og så ned på min opgave. ”Du skal bruge pi for at finde arealet. Og husk målestoksforholdet” Jeg måbede. ”Hvordan kan du bare slynge det ud? Du har kun kastet et lille blik på det, og jeg har brugt mindst en halv time på den møgopgave.” Han grinede og løftede på skuldrene. ”Jeg synes bare ikke, det er særlig svært.” ”Lukas, du er simpelthen for perfekt. Kunne din klogskab ikke smitte lidt af på mig? Jeg er jo nærmest dum som en dør.” Jeg lagde armene over kors og kiggede opgivende ud ad vinduet. ”Luna,” sagde han og rykkede tættere på mig ved skrivebordet og lagde en arm omkring mig. ”Vi har alle sammen noget, vi er gode til.” Han kiggede endnu en gang på opgaverne med de matematiske formler. ”Jeg kan godt se, at det her ikke er din stærkeste side. Du er lige startet, du skal nok lære det.” Han klappede mig opmuntrende på skulderen. ”Jeg tilbyder med glæde min hjælp.” Jeg blødte lidt op. ”Der er vist ikke noget, du ikke er god til.” Jeg løsnede mine arme og rodede rundt i hans tykke hår. ”Tak Lukas. Hvad skulle jeg gøre uden dig?” ”Ingenting. Jeg vil altid være her for at hjælpe og beskytte dig.” Jeg smilede. ”Tak. Det ved jeg, du vil.” Jeg lod mit ansigt komme tættere på hans. ”Jeg kan ikke leve uden dig.” Han begyndte at grine. ”Nej, jeg har jo også allerede fået liv i dig én gang.” ”Det har du,” indrømmede jeg med et smil, der blegnede lidt, da jeg kom til at tænke på alt det forfærdelige, der var sket i foråret. ”Men Ilex var meget tæt på at dræbe dig. Hvis du var død, så ville jeg aldrig kunne

leve videre,” sagde jeg oprigtigt. For hvad var mit liv værd uden Lukas? Jeg følte mig så tæt knyttet til ham efter alt det, vi havde været igennem. ”Så er det jo godt, at vi begge to er i live,” sagde han og kyssede mig kærligt. Jeg lænede kroppen over mod ham. Lukas var her lige nu. Ingen af os var døde. Heldigvis. Jeg kravlede op på hans skød og satte mig overskrævs med brystet ind mod hans. Pupillerne i hans øjne blev store, og den lille plet var næsten helt forsvundet. Jeg sugede alle indtryk til mig. Og jeg lod mig frivilligt påvirke af hans tiltrækningskraft. Lige nu var det kun ham og mig. Det her var værd at leve for. Værd at løbe risikoen ved at elske for. Han lagde hænderne om livet på mig, og jeg slog mine arme om hans hals, og lagde al min kærlighed i det kys, jeg gav ham. Hans kys smagte så varme og friske. Jeg havde svært ved at slippe de bløde læber. Min hånd kørte igennem hans hår og standsede for så at holde fast i det. Lukas’ hænder som lå om min talje, gled ind under min bomuldstrøje, og strøg den nøgne hud på min ryg. Hans duft var så berusende. Vores kys blev mere heftige, og en hed bølge af varme strømmede op igennem min krop, nærmest som om der var skruet op for temperaturen i værelset. Jeg gispede lidt, da Lukas’ læber fandt min hals og kyssede den blidt. Jeg nød hans nærhed i fulde drag. Mine fingre begyndte at trække lidt op i stoffet til hans T-shirt. Jeg hungrede efter at mærke hans varme hud. Hungrede efter endnu flere kys. Hungrede efter … Døren gik pludselig op, og Johannes stak hovedet ind på værelset. ”Så er der mad. Åh, undskyld …” Hans blik søgte hurtigt væk fra vores tæt sammenslyngede kroppe på kontorstolen og ned på skrivebordet. ”I har nok rigtig gang i lektierne.” Han rømmede sig og hans blik flakkede

rundt i værelset, før han nærmest prøvede at gemme sig bag døren, som han stadig holdt på klem. Lukas og jeg slap hinanden. Mine kinder dunkede af varme. De var sikkert blevet højrøde af den pludselige afbrydelse. Jeg rettede blikket mod Lukas’ T-shirt og lod håret falde ned omkring mit ansigtet. Det var megapinligt, det her. Lukas rettede sig lidt op på stolen, så godt han nu kunne for min vægt. Hans hænder strøg ned over min trøje bagpå som for at glatte stoffet. ”Helt ærlig far! Kan du ikke banke på, inden du går ind?” ”Øhm … Jo …” Han kiggede igen forsigtigt frem fra døren mod os. ”Jeg er jo bare ikke vant til at … Jeg mener du og Calluna …” Han rømmede sig igen. ”I kommer bare ned og spiser, når I er klar.” Han forsøgte sig med noget, der lignede et smil, og så lukkede han hurtigt døren. Lukas’ blik var fæstnet på den lukkede dør. ”Måske skal vi vænne os til at låse.” Han aede mig ned ad håret. ”Én ting kan vi være helt sikre på. Jeg kan blokere.” Han grinede. ”Du må undskylde. Jeg glemte lige tid og sted. Og at vi ikke er alene her i huset.” ”Du er rigtig ved at falde til, må man sige. Han kunne jo bare banke på i stedet for at brase ind på den måde. Du skal ikke være ked af det.” Han strøg mit hår til side. ”Det var lige så meget min skyld.” Han løftede op i min hage og kyssede mig, før jeg hoppede ned fra hans skød. Jeg rettede på trøjen og håret. Lukas rejste sig fra kontorstolen. ”Nå, men vi må vel hellere gå ned og spise.” ”Arh … jeg ved ikke rigtig, om jeg kan.” Jeg bed mg selv i læben.

Han lagde armene omkring mig. ”Du skal ikke være flov. Der skete jo ikke noget. Vi kyssede kun.” ”Hm, ja men derfor var det sgu’ lidt …” Jeg gik i stå. Jeg kunne ikke være bekendt at bande over for Lukas. Så smuk en Halvengel. Og slet ikke når der var en anden Engel i huset. Lukas lod, som om han ikke bemærkede mit bandeord, det kunne jeg næsten føle på ham, da han slap sit tag om mig. Han vendte sig mod sine fugle og sagde lidt nonchalant: ”Vi kunne jo også finde vores eget sted.” ”Som at bo sammen?” spurgte jeg overrasket og stirrede på hans ryg, der så lidt anspændt ud. Han rakte en nød ind til parakitten, som den straks tog imod. ”Ja, bare os to. Altså når vi ved, om vi kan sammen under samme tag, og hvis du kan holde mig ud så længe,” sagde han. ”Hvorfor skulle vi ikke det?” ”Vi kan jo ikke se ind i fremtiden. Men jeg kan da kun håbe på, at du vil dele den sammen med mig. Måske …” Han trak lidt på det og kiggede kun lige hurtigt på mig for så igen at stikke noget foder ind til sine fugle. Han virkede pludselig usikker og forfjamsket på den måde, han blev ved med at stikke nødder og frøstænger ind i burene på. ”Lukas,” sagde jeg og stoppede hans hånd, inden han overfodrede sine fugle. ”Hvad er der med dig?” ”Jo altså, jeg tænkte …” Han slog blikket ned og tog hånden væk fra min og begyndte at pille frø af stænglen. ”Hvad?” spurgte jeg lidt utålmodigt. Han opførte sig meget besynderligt. Var det mon godt eller skidt? ”Hold nu op med det der.” Jeg tog stænglen fra ham. ”Du gør mig helt nervøs. Sig nu, hvad det var, du tænkte.”

Han løftede blikket. ”Jeg tænkte på …” Han vendte blikket mod parakitten, som om han bange for at se mig i øjnene. ”At blive gift,” fik han næsten hostet sig frem til, ”og sådan noget, du ved.” Jeg blinkede nogle gange med øjnene, og følte mig så svedig i hænderne, at frøstænglen røg på gulvet. Nu forstod jeg, hvorfor han havde virket så nervøs. Han havde jo næsten lagt planer for hele vores fremtid. Jeg var mundlam og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Lukas og jeg som mand og kone. Mormor ville da tro, at jeg var gravid, hvis vi giftede os så tidligt. Eller værre, måske lige frem falde død om. Lukas tog smågrinende min hånd, som om han kunne tankelæse. ”Jeg mener ikke lige nu, Luna. Også kun måske. Vi skal jo også lige have vores uddannelser gjort færdige først. Det er bare ... jeg føler, vi hører sammen. Og jeg vil gerne vise resten af verden, at jeg har det sådan.” Jeg nikkede forlegent. Stadig ude af stand til at sige noget. Tanken om Lukas’ planer fik mit hjerte til at slå et slag over. Det her måtte jeg bare fortælle Line om næste gang, jeg så hende. ”Kom,” sagde han stille. ”Lad os gå ned og spise.” ”Lukas.” Jeg trak ham mod mig til et kram. ”Jeg vil gerne,” hviskede jeg lykkeligt i hans øre.

Stirrende blikke Jeg følte mig godt hjemme i Aalborg. Det var så nemt at bo hos Johannes og Lise. Bortset fra vores lille, pinlige afbrydelse, men det var Lukas og jeg blevet bedre til at undgå. Vi var som en rigtig lille familie nu. Jeg besøgte mormor et par gange om måneden. Hun var stolt over, hvor godt det gik for mig. Lukas fik selvfølgelig ret i, at jeg blev bedre til skolearbejdet. Jeg havde også en god hjælp i ham, og han opmuntrede mig til at klø på. Line og jeg var sammen jævnligt. Hun gik i parallelklassen, og vi havde et par valgfag sammen. Og over for hende havde jeg selvfølgelig ikke kunnet holde mund med Lukas’ og mine planer for fremtiden. Hun lignede en, som lige var faldet ned fra månen. Hun og Mathias var et helt andet sted. De tog en dag ad gangen. Men sådan havde Line altid været. Livet skulle leves, og der skulle helst ikke lægges for mange planer. Mathias gik ikke på skolen. Han var træt af lektier, var dygtig med sine hænder og ville hellere på teknisk skole. Christina hørte jeg ikke så meget fra. Hun havde valgt at tage et sabbatår i udlandet. Jeg savnede hende ind imellem, men hun var ikke længere væk, end at vi kunne komme i kontakt med hinanden over facebook.

I fysiktimen holdt vores lærer, Peter Blomberg, et længere foredrag. Jeg skrev noter imens. Fysik var et af mit stærkeste fag, og jeg interesserede mig intenst for det. Lukas ville få brug for en forskerassistent, når han fik sit eget laboratorium. Den opgave havde jeg pålagt mig selv. Peter delte nogle papirer rundt. ”I får her en lille opgave, som I skal løse sammen med jeres sidemand. Husk at bruge handsker. Jeg går rundt og kontrollerer imens. Sig til, hvis I får brug for hjælp.” De andre på min række fandt hurtigt sammen. På min højre side sad Hjalte. En lille nørdet udseende fyr med briller og fregner over næseryggen. ”Vi to skal vist være sammen, skal vi gå ned og begynde?” Jeg smilede forsigtigt. Han løftede blikket fra opgaven. ”Ja … Jo …” Han kiggede rundt i lokalet med et helt forkert udtryk i ansigtet. ”Jeg går ned og finder et bord,” sagde jeg og rejste mig. Jeg kastede et blik tilbage over skulderen. Godt nok kunne nørder være underlige, men hvad var der galt med Hjalte i dag? Jeg trak på skuldrene og slog det ud af hovedet, samtidig med at jeg smed papirerne på forsøgsbordet. Derefter gik jeg ned bagerst i lokalet. Her tog jeg nogle flasker, med de væsker vi skulle bruge, og et par rene glaskolber. Hjalte sad ved forsøgsbordet, da jeg kom tilbage med tingene. Jeg satte mig ved siden af ham og tog de tynde gummihandsker på, hvorefter jeg læste opgaven grundigt igennem. Hjalte famlede med sine handsker, inden han fik dem ordentligt på. Han tog en af glaskolberne og en flaske med en væske og skruede låget af. Han løftede flasken op til mundingen af glaskolben. Hans hånd rystede let, da han begyndte at hælde væsken i, og han så ud til at svede.

”Du skal altså være forsigtig med det der,” sagde jeg og overtog flasken, da han satte den fra sig på bordet. Idet jeg gjorde det, fik jeg pludselig en ubehagelig fornemmelse indeni - næsten som om noget brændte lige under kravebenene. Min hånd fløj per automatik op til brystet. Jeg gispede et par gange, som var jeg ved at kvæles. Det strammede virkelig i brystet. Det kunne umuligt være sundt. ”Er du okay?” Hjalte smilede på en underlig, nervøs måde og gloede på mig, som om jeg var et misfoster, der lige var dukket op fra de væsker, vi sad og miksede sammen. ”Det er ikke noget,” sagde jeg, mens jeg anstrengte mig for at bruge en normal stemmeføring igennem smerterne. Jeg blev med ét bevidst om, at jeg klemte hårdt om bordkanten med den anden hånd. Jeg trak den hurtigt til mig og gemte den under bordet. Hjalte gloede stadig bare på mig, men måtte hastigt dreje blikket væk, da hans hånd nær havde væltet glaskolben. Jeg sad som forstenet nogle sekunder, mens den brændende fornemmelse i brystet fortog sig. Så kiggede jeg ud af øjenkrogen hele vejen rundt i lokalet for at sikre mig, at de andre elever ikke havde lagt mærke til min underlige adfærd. Heldigvis summede fysiklokalet med lystig snak, og alle virkede optaget af deres egne eksperimenter. Det fik mine spændte skuldre til at slappe af. Jeg sugede luft ind et par gange for at udvide lungerne og mærke efter hvilken effekt, det havde på min brystkasse. Smerten var væk. Men fuck. Lige nu blev jeg nærmest ført tilbage til skoven og lygtemændene. Jeg rystede på hånden, da jeg ville hjælpe min fysikmakker med at fuldføre resten af eksperimentet. Rolig nu, sagde jeg til mig selv. Det kunne jo ikke være rigtigt. Den

dumme forbandelse var væk, og halskæden var ødelagt. Det måtte være indbildning. Måske havde jeg ikke sovet nok i nat? Eller måske havde mit hjerte sprunget et slag over? Det var helt naturligt, at det kunne gøre det. Den tanke gjorde mig mere afslappet. Desuden var det ikke som dengang med Alexander til introfesten. Der havde jeg haft det decideret dårligt, da lyset udviklede sig i mig. Jeg stoppede min tankerække. Ikke mere om parallelle universer, ånder og forbandelser. Det her var den virkelige verden, og det var her, jeg skulle have mit fokus. Så jeg tog flasken med den basiske væske og hældte den langsomt op i kolben. Hjalte var ikke til nogen stor hjælp under resten af forsøget. Han fik brændt hul i sin handske og spildt væske ud over bordet. Godt jeg havde nået at flytte mit penalhus. Men det mest underlige var, at han stadig smilede både nervøst og tryllebundet, og at hans stemme dirrede, når han talte til mig. Klokken ringede ud. Jeg åndede lettet op, greb hurtigt mine ting og forsvandt ud på gangen. Flere øjne hvilede på mig, da jeg forsatte mod fællesrummet. Jeg satte mig ved et bord og holdt smånervøst øje med alle de drenge, som kom ud til frikvarter. Holdt de øje med mig? Stirrede ham dér over i hjørnet ikke? Mit hjerte dunkede i brystet. Jeg sank en smule ned på stolen som for at skjule mig og lukkede øjnene i for ikke at blive mindet mere om forbandelsen. Mareridtet, der tilsyneladende aldrig ville ende. ”Hey, hvad er der med dig? Har det været nogle hårde timer?” Jeg åbnede mine øjne på klem og så på Lukas, der satte sig over for mig. Taknemmeligheden vældede ind over mig. Lukas kom altid på det rigtige tidspunkt. Jeg så mig igen nervøst omkring. Der var stadig nogle blikke, som hvilede på mig.

”Kan vi ikke finde et andet sted at sidde?” ”Jo, det kan vi da godt,” sagde Lukas undrende, men hjalp mig alligevel på benene, næsten som om han var bekymret for, om jeg var blevet dårlig. Vi gik væk fra fællesrummet og ned ad en anden gang mod nogle borde, hvor vi kunne sidde uforstyrret. ”Hvad er der galt? Du virker så nervøs, du er da ikke ved at blive syg?” sagde han og lagde en hånd på min pande for at mærke efter. ”Det er bare som om, alle glor efter mig,” sagde jeg og kunne godt høre, jeg lød lidt ynkelig. ”Tror du egentlig, forbandelsen er helt væk?” ”Hvorfor tænker du på det?” spurgte han og tog hånden væk fra min pande. ”Du er i hvert fald ikke syg.” Han trak en stol ud ved det nærmeste bord og gjorde en bevægelse med hånden som tegn til, at jeg skulle sætte mig. ”Jeg ved ikke …” Jeg trak på skuldrene, mens jeg satte mig, og lænede mig tilbage ”Jeg synes bare, at der er sket nogen underlige ting i dag. Jeg havde sådan en følelse …” Jeg knugede en hånd ind mod brystet, men følte mig pludselig ret dum. ”Bare glem det,” sagde jeg så. Lukas satte sig ved siden af mig og tog fat om min hånd. ”Bogen og halskæden er brændt, og ånderne forsvandt ind i lyset. Det så jeg selv. Du er nok bare overanstrengt.” Han strøg den anden hånd hen over mit hår og trak mig ind mod sig, så mit hoved hvilede på hans skulder. ”Måske kvikker det lidt op, når din mormor kommer og henter dig.” ”Ja, du har nok ret. Jeg har brug for en pause,” sagde jeg og nød et øjeblik den måde han strøg mig over håret på. ”Bare jeg kunne komme med dig.” ”Niks, det går ikke. Vi skal jo ud og finde en fødselsdagsgave til dig. Og det er kun to dage, jeg er væk.”

”Nå nej, der er nok også mere spændende, hvis jeg ikke ved, hvad du giver mig. Jeg må jo nyde, at du kan være med til min fødselsdag i år.” ”Det glæder jeg mig til,” sagde jeg, og tænkte på sidste år, hvor jeg havde fået stuearrest af mormor og derfor ikke kunne være med til hans fødselsdag. ”Jeg vil savne dig,” hviskede han mod mit hår og kyssede det. ”Jeg vil også savne dig. Men tror du ikke, det går for to dage?” smilede jeg og rettede mig op, så jeg kunne se ordentligt på ham. ”Det må det jo,” sagde han, som om det pinte ham. Jeg kørte min hånd igennem hans tykke hår. ”Det skal nok gå,” sagde jeg og plantede et kys på hans læber, lige i dét klokken ringede ind til næste time. Efter skole kørte mormor ind på p-pladsen. Jeg kyssede Lukas farvel og ønskede ham held og lykke med køreprøven, som han skulle op til senere. Derefter smed jeg tasken ind på bagsædet og satte mig ind ved siden af mormor. Jeg gav hende et kys på kinden og sagde ”hej,” inden jeg vendte mig igen og vinkede til Lukas, da bilen satte i gang. Hun var glad for at se mig, og vi sludrede hyggeligt om løst og fast, mens jeg dirigerede hende igennem Aalborgs gader til det shoppingcenter, hvor jeg ville købe Lukas’ gave. Vi fandt en ledig p-plads, og mormor parkerede. ”Du kan bare vente her. Jeg ved præcis, hvad han skal have,” sagde jeg og frydede mig over mit eget – syntes jeg selv – geniale påfund. Det ville bare blive så godt. Mormor nikkede. ”Okay, min skat.” Inde i en taskebutik fandt jeg den helt rigtige gave. Selvfølgelig skulle Lukas ikke gå rundt med en taske over armen eller skulderen, som alle

tøserne gjorde. Det ville frarøve ham al mandighed. Jeg kiggede på en masse tasker, der hang side om side. Røde, sorte, grå, grønne og blå. Store og små. Jeg udvalgte mig en marineblå skuldertaske, tog den ned og vendte den i hænderne. Jo, den ville stå godt til ham. Måske især hans flotte øjne. Det gav altid et sug i maven, når jeg tænkte på hans øjne. Så smukke og klare. Jeg åbnede tasken for at se, hvor mange bøger der kunne være plads til. Tasken var rimelig stor, stor nok til at Lukas kunne have sin bærbare med. Det var min skyld, at hans taske var blevet ødelagt i skoven, da ilden havde fået fat i den, og han skulle gå i skole en del år endnu. Derfor ville jeg gerne give ham en ny, og en skoletaske var noget han skulle bruge hver eneste dag. Desuden, hvis det ikke havde været for mig og lygtemandsgenet, havde det slet ikke været nødvendigt for Lukas og mig at begive os ud i skoven for at bekæmpe forbandelsen. Både Lukas’ og mit tøj var blevet helt ødelagt. Mormor havde givet mig nyt tøj og smidt det gamle væk. Det kunne ikke reddes. Og hun havde overhovedet ikke spurgt ind til, hvordan en ildebrand kunne gøre alt dette ved mit tøj. Måske var hun bare glad for, at jeg var blevet reddet og havde ikke hængt sig i, hvad pletterne bestod af, eller hvorfor min T-shirt var revet midt over. Hun havde heller ikke et sekund overvejet at vaske det, det røg bare lige ud i skraldespanden. Det var kun godt nok. Ellers havde Lukas og jeg haft et seriøst problem med at forklare, hvordan Ilex ihærdigt prøvede at dræbe os. Og det faktum, at jeg rent faktisk døde, ville mormor ikke have kunnet klare at høre. Hun havde allerede mistet så mange. Det var fuldstændig magisk og fantastisk, at Lukas kunne bringe mig tilbage til verden med sine lysende tårer. Jeg skyldte ham virkelig alt. Ekspedienten pakkede tasken pænt ind og kom den i en pose, som hun

rakte til mig. Jeg tog imod den, betalte og smuttede ud af butikken igen. Jeg gik langs de mange butikker tilbage mod bilen og løb lige ind i Lise. ”Calluna, er du her?” Hun smilede, glad over at se mig, selvom vi sidst så hinanden ved morgenbordet. ”Nå, har du været ude at købe en gave?” Hendes blik standsede på posen i min hånd. Jeg nikkede smilende. ”Du er måske også nede efter noget til ham?” ”Ja, selvom det er svært. Jeg skal også have købt en masse andet,” sagde hun og tog en seddel op af lommen og lod øjnene løbe ned over den, mens hun tog en finger op foran munden og så ret spekulativ ud. ”Bare jeg nu husker det hele.” ”Ja, det er ikke sådan, når der skal gøres lidt mere ud af det.” ”Nej, det har du ret i.” Hun lagde sedlen tilbage i sin jakkelomme. ”Det er jo ikke hver dag ens søn bliver 18,” sagde hun og tav et øjeblik, som om hun spekulerede over, hvor tiden var blevet af. ”Nå, men jeg skal videre. Skal jeg ikke tage din gave med hjem? Så behøver du ikke tage den med til Rold.” Hun rakte hånden ud efter posen. Jeg gav hende den. Det ville faktisk være rart. ”Jeg skal nok gemme den, så han ikke opdager noget.” Hun blinkede til mig. Så kastede hun et hurtigt blik på sit ur, gav mig et kram, sagde, at jeg måtte have det godt og forsvandt derefter ind i butikscentret. Jeg gik tilbage til bilen og satte mig ind. ”Nå, fandt du ikke noget alligevel?” spurgte mormor og kiggede nysgerrigt mod lommerne på min jakke. ”Jo, jo.” sagde jeg. ”Men jeg mødte Lise, og hun tilbød at tage gaven med sig hjem.”

”Det var da pænt af hende,” sagde mormor, mens hun satte bilen i gear og bakkede ud af parkeringsbåsen. Mormor og jeg sad i køkkenet og spiste til aften. Det var sidst i oktober, og det var ved at blive tidligt mørkt. Der var ingen grund til at dække op i stuen, når det kun var os to. ”Går det godt i skolen?” spurgte mormor. ”Jo …” Jeg tyggede af munden og sank. ”Fagene er jo på et lidt højere niveau end i folkeskolen, men Lukas hjælper mig, så det skal nok gå,” sagde jeg optimistisk, og tog en ny skefuld af mormors hjemmelavede æblekage. Jeg gættede på, at det var for min skyld, hun havde lavet den som dessert, for mormors æblekage var simpelthen verdens bedste. ”Godt, at du har en sød og hjælpsom kæreste. Du skal nok nå langt.” Hun smilede varmt. ”Hvordan er det så at bo hos hans forældre?” ”Lise og Johannes er rigtig flinke. Det er bare så rart,” sagde jeg. ”Det er godt.” Hun kiggede ned mod sin æblekage og spiste den uden at spørge om mere. Det behøvede hun heller ikke. Hendes øjne havde været en smule blanke. Bare hun ikke følte sig for ensom, når jeg ikke var her. Det måtte også være mærkeligt for hende at være alene efter så mange år. Var det nu også det rigtige, jeg havde valgt at gøre? Eller skulle jeg være blevet hjemme hos hende? Mormor så op og smilede mere oprigtigt. Jeg kunne ikke blive her i Rold for evigt. Hvis jeg skulle have en uddannelse, så blev jeg nødt til at læse i Aalborg. Det vidste mormor også godt, men det gjorde det ikke nemmere for hende. Men hun havde mange venner her i byen, så i Aalborg ville hun nok aldrig kunne finde sig til rette. Jeg vidste med mig selv, at jeg ville besøge hende ofte, mens jeg studerede. Mormor var min familie, og den eneste mor jeg nogensinde havde kendt.

Måske var vi ikke altid enige, men siden min ulykke i skoven havde hun ikke blandet sig i mine valg. Og Lukas og jeg kunne jo overveje at flytte hertil, hvis vi engang skulle giftes. Jeg blev helt varm indeni af den tanke, og overvejede om jeg skulle fortælle hende om Lukas’ og mine planer for fremtiden. Nej, hun ville bare gå totalt i chok, mindede jeg mig selv om. Det ville ikke være godt i hendes alder. Det var for tidligt. Om et par år kunne jeg måske bringe det på bane. Efter maden satte vi os ind foran fjernsynet og slappede af til en gammel, dansk film. Mormor havde købt en kanelstang hos bageren. Hun kunne ikke helt holde sig fra de søde sager. Jeg tog kun et lille stykke. Lukas skulle jo gerne blive ved med at synes om mig. Jeg stirrede på skærmen, hvor Githa Nørby og Dirch Passer vimsede rundt i billedet, men det var som om jeg så lige igennem dem. I mine tanker var det andre billeder, der tonede frem. Den mærkelige hændelse fra skolen. Fysiktimen, hvor Hjalte var så underligt nervøs, og de stirrende blikke på gangene. Det føltes næsten som før jeg mødte min far. Dengang min åndekraft udviklede sig og på en eller anden måde gjorde mig mere interessant, og måske også lidt skræmmende, for det modsatte køn. Det kunne lyde som en ønskedrøm for en teenagepige, men det var faktisk ikke særlig rart, for det betød også, at det var svært for mig at få nære venner, både piger og drenge. Men jeg undrede mig over den reaktion, jeg havde fået i skolen i dag. Forbandelsen var jo brudt. Måske gik jeg bare i selvsving over mit helt almindelige menneskeliv. Jeg tog hånden op til det magiske punkt lige under kravebenet på mit bryst og lod den hvile der et øjeblik, mens jeg lukkede øjnene og mærkede efter. ”Du er vel ikke skidt tilpas?” Mormor vendte sig mod mig fra læne-

stolen. Det vidste jeg, uden at åbne øjnene, for jeg genkendte den måde, læderet gav sig på. Jeg åbnede øjnene og pillede nervøst ved halskæden, som jeg havde fået af Lukas. En han havde givet mig som slags erstatning for halskæden, som vi blev nødt til at brænde. ”Nej, jeg har det helt fint,” løj jeg. Jeg orkede virkelig ikke at sætte hende ind i det med mærkelige væsener, der vandrede rundt ude ved søen. Eller havde gjort. Hun nikkede heldigvis bare og vendte sig igen mod fjernsynet. Jeg så ingen billeder, da øjnene var lukkede, men jeg havde heller ikke koncentreret mig ordentligt. Jeg slap grebet om halskæden. Var jeg ved at blive skør? Jeg følte det på en måde som om lyset i mit indre var blevet tændt igen. Men nej. Vi havde jo selv smidt halskæden og bogen ind i ilden, mindede jeg mig om for mindst den hundrede gang. Jeg havde set begge dele brænde med mine egne øjne. Den hændelse i dag måtte være indbildning. Jeg rystede let på hovedet. Det var fuldstændig tåbeligt af mig stadig at tænke på det. Inden filmen var slut, ringede Lukas for at fortælle, at han havde bestået køreprøven. Det kom ikke som nogen overraskelse. Jeg ønskede ham tillykke og undlod at spolere hans glæde med de tanker, jeg havde haft om oplevelserne på skolen i dag. Vi havde jo også talt en smule om det tidligere, og vi kunne snakke om det, når jeg var tilbage i Aalborg. Så kunne han også afgøre det endeligt. Vi havde en ganske særlig forbindelse til hinanden. Når han lagde hånden på mit bryst lige under mit kraveben, kunne han nærmest se direkte ind i mig. Billederne væltede op i ham, om alt det jeg havde oplevet. Han fik ikke stød, som Alexander.

Flere gange havde vi oplevet, at forbindelsen mellem os var så stærk, at Lukas kunne høre mig råbe om hjælp gennem mine drømme. Vi havde været så tæt sammen siden jeg var flyttet til Aalborg, at jeg faktisk ikke vidste om den mentale forbindelse mellem os bestod, selv om forbandelsen var brudt. Men jeg ville afprøve det, når jeg kom tilbage, besluttede jeg mig for. Da filmen var færdig, gik mormor og jeg i seng. Jeg lukkede døren bag mig ind til mit værelse, efter at jeg havde sagt godnat, og hørte, mormor lukke sin egen dør til soveværelset i. Alt stod som det plejede på værelset. End ikke en nipsgenstand stod forkert, selv om jeg kunne se, at mormor havde været her med støvkosten. Jeg lagde mig ned under dynen og trak den godt op omkring mig. Jeg havde faktisk savnet den hjemlige duft af det skyllemiddel, som mormor altid brugte. Ikke fordi der var noget galt med duftene på Lukas’ værelse. Men denne duft ville jeg altid knytte sammen med mormor, hjem og tryghed. Inden jeg helt faldt hen, så kunne jeg ikke lade være med at lægge hånden lige der over hjertet, hvor jeg vidste, at lyset, som udgjorde forbindelsen til min far, engang sad. Måske kunne jeg se billeder ude fra Teglsøen, hvor far havde holdt til. Det sted, som altid havde været mit tilflugtssted, selv om andre mente, søen virkede uhyggelig og tillukket. Måske var det kun godt, de ikke vidste besked om hvor mange døde, der faktisk havde vandret rundt både langs træerne og ude i vandet. For ikke at tale om de mennesker, ånderne dræbte og slæbte med sig i dybet. Så ville søen og skoven omkring den blive bandlyst og aldrig blive det samme igen. Jeg lukkede øjnene og tænkte på min far. Jeg tænkte på, hvor blidt vandet kunne vugge i måneskinnet. Et øjeblik blev jeg forstyrret af en

gøende hund udenfor. Da hunden tav, kunne jeg endelig koncentrere mig om at finde skoven igen. Men det var som om gnisten ikke rigtig ville tændes. Jeg følte ikke suget i kroppen af at blive løftet væk. Intet lys. Ingen stemmer. Ingen skvulpen fra vandet mod bredden. Ingenting. Jeg vendte mig om på siden og sukkede. Det føltes bare så virkeligt, men ånden var død. Den kunne ikke komme op i mig igen. Det var slut, skældte jeg på mig selv, og det var kun godt. Jeg lukkede øjnene. Nu ville jeg sove. Men jeg faldt aldrig helt ind i søvnen. Lyden af trin på trappen forstyrrede mig. Mormor kunne godt gå nedenunder et par gange for at drikke vand eller gå på wc, inden der blev ro i huset. Jeg lyttede til trinene, der blev tungere og tydeligere, jo længere op de kom. Der var noget forkert ved dem. Mormors trin var altid meget langsomme. Disse var for hurtige, og … jeg satte mig op, rakte ud efter sengelampen og tændte den. Mit hjerte begyndte at banke vildt i brystet. Jeg holdt vejret, da håndtaget begyndte at bevæge sig nedad. Hvad skulle jeg gøre? Hvor kunne jeg gemme mig? Nej, det var for sent. Hvem der end var på trappeafsatsen, havde helt sikkert set lyset strømme ud gennem nøglehullet og sprækken under døren. Mit blik søgte rundt i værelset, desperat efter et gemmested. Skabet? Nej, det var oplagt. Under sengen? Nej, der var allerede proppet med kasser og tasken med sommerdynen. Vinduet? Jeg kunne måske hoppe ud af det? Forsigtigt lettede jeg på dynen og lod den ene fod røre gulvtæppet. Døren gik op. To mørkklædte, kraftige skikkelser stod i døren. Den ene trådte ind. Han havde trukket hætten på sin lange frakke godt ned, men lysskæret fra sengelampen afslørede et arret ansigt under

den sorte hætte. Forskrækket trak jeg dynen helt op til hagen, lammet, kunne end ikke skrige på hjælp. Hjertet hamrede af sted. Hvem var de? Hvad ville de mig? ”Sikke et lille dukkebarn, det havde jeg ikke regnet med,” sagde han med hæs stemme og gjorde et nik til den to meter høje mand bag sig. ”Hold hende, så jeg kan se, om vi har den rigtige.” Kæmpen trådte hen mod sengen og rakte sine behårede arme ud efter mig. Jeg fandt endelig min stemme, skreg, og kastede dynen i hovedet på ham. Jeg hoppede ud af fodenden og styrtede hen til vinduet. Det var den eneste udvej, for jeg kunne på ingen måde komme forbi de to mænd og ud ad døren.”Få hende til at holde kæft,” hvæsede ham med arret. Jeg bankede og skubbede på vinduet. Hvorfor skulle det også binde lige netop i aften? Og hvis jeg fik det op, kunne jeg så virkelig springe? Jeg kunne mærke adrenalinen pumpe rundt. Om jeg så skulle brække benet, så ville jeg hellere springe end overfaldes af de to mænd. Jeg slog så hårdt mod ruden, at det gjorde ondt i håndfladen. En hånd blev lagt over min mund, og jeg blev med et ryk vendt om mod manden med arret. Jeg vred mig for at komme fri og prøvede at skrige, men lyden kunne ikke trænge igennem kæmpens kraftige hånd. Der var kun ét at gøre: Jeg bed hårdt i hans ene finger, til den jernholdige smag af blod berørte min tunge. Kæmpen slap omgående min mund med en højlydt jamren. ”Mormor! Hjælp!” skreg jeg og satte så i et langtrukkent skrig. Måske var jeg så heldig, at selv naboen kunne høre det. Manden med arret bevægede sig hurtigt mod mig. En lussing ramte min kind, så det sang i ørerne. Jeg måtte holde mig på kinden for at genvinde balancen, og det sortnede for øjnene af mig.

”Hvad sker der?” Mormor dukkede op i døren. Hun bakkede forskrækket bagud ved synet af de to hætteklædte mænd og satte i løb mod soveværelset, hvor vi havde en telefon. Hun havde helt sikkert i sinde at ringe efter politiet. Men hun nåede ikke langt. Den arrede mand var hurtigt over hende. Og før jeg kunne opfatte hvad der skete, væltede mormor om på repoet med et højlydt gisp. ”Mormor!” skreg jeg og ville hen til hende, men blev grebet bagfra af Kæmpen, der holdt mig fast. Jeg tav med ét. Manden med arret vendte sig mod mig og stirrede på mig med et koldt blik. Mit hjerte stoppede næsten med at slå. Mormor jamrede en smule på gulvet, men jeg var ude af stand til at røre mig. Et pistolløb var rettet direkte mod min pande. Jeg forsøgte at synke, men min mund var helt tørret ud. Jeg bed tænderne sammen i smerte. Manden foran mig havde knebet øjnene sammen og lavede en bevægelse med hånden, og jeg gispede af rædsel. ”Så du er den berygtede lygtemands datter?” sagde den arrede og lod blikket glide op og ned ad mig, som jeg stod dér, kun iført min gamle, slidte T-shirt. Det var ækelt. Han kunne lige så godt have gramset på mig, så sultent var hans blik. ”Ved du godt, du er skyld i, at mit liv er blevet et levende helvede?” Den høje holdt en arm stramt hen over min hals, men jeg kunne lige akkurat ryste på hovedet som svar. Hvad mente han? Jeg havde ikke gjort nogen fortræd, så vidt jeg kunne erindre. Og da slet ikke frembragt et helvede. Mormor udstødte en svag lyd. Mit blik søgte straks ned mod hendes

skikkelse på gulvet. Bare hun ikke havde slået sig slemt. Hendes hjerte kunne ikke tåle sådan en forskrækkelse. Jeg ønskede i det øjeblik, at jeg kunne teleportere. At nogen havde hørt mit skrig og kom til undsætning. Bare Lukas kunne … Men jeg kunne ikke høre nogen banke på hoveddøren eller vinduerne ud mod gaden. Hvad ville de to mænd, og hvorfra kendte de til lygtemændene? Manden med arret fulgte mit blik hen på mormor, hvis fødder lå ind over min dørkarm. ”Mormødre er så besværlige. Hende skal vi nok sætte på plads. Men først skal vi to afregne.” Hans blik var mørkt, da han igen drejede ansigtet mod mig. Jeg kunne nærmest føle ham invadere mit sind, som han bombarderede med sit voldsomme had. Men hvorfor? Hvad havde jeg gjort denne mand? Aftrækkeren på pistolen blev trykket en smule ned. Min mund blev så tør som Sahara. Sveden begyndte at pible frem på panden. Jeg var helt paralyseret på en måde, der ikke føltes naturlig. Var det noget manden med arret kunne frembringe? Jeg prøvede at synke klumpen, som sad i min hals, men kunne ikke. Måske havde jeg før snydt døden, men denne gang … Jeg stirrede ind i det mørke løb på pistolen. En tåre trillede ned ad kinden. Jeg var så panikslagen af angst for at pistolen lige om lidt skulle gå af, at jeg næsten var sikker på, at jeg om lidt ville tisse ned ad mine bare lår. Og selvom forårets voldsomme oplevelser havde forårsaget, at jeg for en stund rent faktisk var død, så frygtede jeg blot døden endnu mere nu. Dengang havde der ikke været et varsel. Jeg faldt bare om med et forbrændt hul i brystet der, hvor lysforbindelsen til lygtemændene sad. Men denne gang … Tårerne løb forsat ned over mine kinder. Jeg turde ikke bevæge mig eller lave den mindste lyd. Manden bag

pistolen lignede ikke en, der ville tøve et sekund med at trykke af. Hans øjne var hårde. Det var slut. Jeg skulle dø. Og denne gang var min Engel her ikke til at redde mig.