Kollega Persson af Alice Persson by EgoLibris

Alice Persson, født 1956

KOLLEGA PERSSON er hendes debutroman

ISBN: 978-87-93343-02-8

A lice P ersson

Tidligere korrespondent i tysk/ engelsk og advokatsekretær, nu selvstændig psykoterapeut, foredragsholder, intuitiv maler og forfatter.

Kollega Persson er en intens og medrivende skildring af den ulmende angst bag jerntæppet, og samtidig et historisk testamente over DDR-tidens idealer. Blandingen af storpolitik og hovedpersonens fascinerende historie fastholder læseren til sidste side.

KOLLEGA PERSSON

I 1975 rejser den 19-årige Alice Persson til den østtyske side af Berlin. Alice føler sig draget mod socialismen, og for hende står det lukkede DDR som et ideal. Hun får løfte om at uddanne sig til journalist, og da hun får arbejde på Radio Berlin International, en stor lejlighed, nye venner og kæreste, tror hun, at hendes drøm vil gå i opfyldelse. Snart erfarer den unge student dog, at Østtyskland langt fra er det paradis, hun havde regnet med. Anonyme breve spreder tvivl omkring Alices loyalitet over for både kæresten og socialismen, og det frygtede ministerium for statssikkerhed, Stasi, forsøger at rekruttere hende som spion. Alice stilles over for svære valg, der truer både hendes drømme og hendes personlige sikkerhed.

A lice P ersson

KOLLEGA PERSSON

”Velkommen til DDR.” ”Mange tak.” ”Det er dejligt at se et friskt ungt menneske fra Vesten, der er politisk bevidst så tidligt. Det lover godt. Genossen her i landet nyder, selv om de kommer fra det vestlige udland, stor anseelse og bliver mødt af tillid her. Vi er jo kammerater og kæmper for samme sag.” Jeg bevæger mig lidt på min stol. ”Jeg er også glad for at være her. Arbejdet virker spændende. Hvornår skal jeg begynde på journaliststudiet?” Fischhof kigger ud af vinduet. Jeg følger hans blik. Ruderne er tågede af brunkulsrøg og trafikos fra den store Rummelsburger Landstrasse, der breder sig på den anden side af den store fabriksbygning. ”Mal sehen, mal sehen,” brummer han. ”Lad os se.”

Kollega Persson Af Alice Persson

Copyright EgoLibris 2016 Redaktør: Michael Ford Omslag og sats: Lotte Lund, GrafiskGenvej Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 978-87-93434-02-8 www.egolibris.com Forlaget EgoLibris Allerødvej 30

3450 Allerød Tlf: 86511900 Mail: info@egolibris.com

KO L L E G A PERSSON A lice P ersson

1975

”Det er vist ikke gået op for dig, at verden er delt i øst og vest.” Den sorte uniform med de blanke knapper kommer frem i lyset. Jeg når at tænke åh nej, hvad nu, da stemmen fortsætter. ”I unge mennesker tror, at I bare kan rejse om på den anden side af jerntæppet. De har bygget en mur for mange år siden. Sig mig, lærer I ikke noget i skolen?” Kontrolløren på færgen Kong Frederik retter på brillerne, som er faldet langt ned på næsen. Jeg kigger på hans sprukne hænder, som holder mit pas åbent. ”Jo, men jeg skulle hente mit visum her på færgen.” ”Javel. Og hvem skulle have lagt det til dig?” Han lægger hovedet tilbage og fikserer mig med sammenknebne øjne. Læberne under den smalle moustache smiler overbærende. Et hår står vinkelret ud fra hans kind og vipper som et siv i vinden. Jeg skutter mig ved synet. Da går det op for mig, at jeg kun har medbragt Hermans navn, men ingen adresse eller telefonnummer. ”Han hedder Herman Dost, og vi har aftalt, at han skal hente mig ved Ostbahnhof i Berlin.” ”I Østberlin, mener du vel? Denne hr. Dosts adresse og telefonnummer, har du ikke det med? Og du skal besøge ham?”

”Nej, nej, jeg skal arbejde dernede. Han skrev, at de ville telegrafere visummet til færgen.” ”Ja så. Skal du arbejde dernede?” Smilet er nu klistret fast til hans ansigt. ”Du er vist bare en naiv charlatan på vej mod øst.” Jeg tørrer hurtigt en sveddråbe af panden. Der er intet, jeg hellere vil end at retfærdiggøre mit ærinde. Bare jeg kunne give ham den overlegne kontrollør et stykke papir i hånden med en invitation fra Dr. Herman Dost med personlig underskrift og stort stempel. Mit blik flytter sig forbi kontrolløren mod glaslugen og kvinden bag skranken. Jeg prøver at trylle et visum frem i kvindens hænder. Faktisk aner jeg ikke engang, hvad et visum er. Er det en lille bog ligesom passet? Eller et stykke papir? Eller et stempel? Kontrollørens stemme bryder ind i mine tanker. ”Næ, den går ikke, min pige, det er på tide at slippe drømmen. Verden er forandret. Der er lukket, du slipper ikke ind. Men vær du glad for, at du er på den danske færge. Østtyskerne ville ikke have været så venlige som jeg. Der er diktatur dernede.” Han nikker indforstået til de omkringstående, rækker mig mit pas og ser på uret: ”Gå du ned i toget og snak med konduktøren om en pladsbillet hjem.” Jeg stirrer på knapperne i uniformen. En af dem er løs. Den hænger i en spinkel sort tråd. Jeg ser for mig min sorte læderjakke, der hænger på knagen derhjemme med en løs knap. Den ville have været god at have på nu, fordi den giver mig et mere voksent udseende. ”Må jeg komme til?”

Et puf fra en medpassager sender mig tilbage til færgen, og da trænger kontrollørens ord ind. Selvfølgelig ville det da ikke have hjulpet at have en anden jakke på. Der er ikke mere at gøre, og jeg bliver fysisk bevidst om trætheden efter den lange togtur fra København til Gedser. Spændingen siver ud af kroppen ved tanken om, at jeg ikke kommer til Berlin alligevel. Herman Dost vil stå ved Ostbahnhof og vente forgæves. Hvor pinligt. Så vil han tage tilbage til redaktionen og sige, at jeg ikke var der. Imens vil jeg sidde og se de danske marker fare forbi for anden gang i løbet af et døgn og forestille mig, hvordan det bliver at vende hjem til de gamle og forklare mig. På vej ned ad den smalle trappe kommer jeg til at gå efter en mor og datter: ”Mor, når vi kommer til Berlin, kan vi så godt tage i zoologisk have?” Jeg kigger på den lille pige med pagehåret og de fine solbriller og mærker et stik af misundelse. En mand bag mig ånder tungt og tvinger mig til at gå hurtigere ned ad trappen. Toget er heldigvis let at finde. Konduktøren er flink, og det går hurtigt med at få ordnet billet og pladsreservation til den del af toget, som skal retur til København. Jeg synker ned i togsædet. På den ene side er det en lettelse at drage hjem igen. Hjem til det kendte, kedelige og trygge. Hjem til klubværelset på Nørrebros Afholdshjem i Rantzausgade og den lette tilværelse med busstoppestedet og kinesergrillen lige om hjørnet. Undgå at blive konfronteret med nye sider af livet, ukendte mennesker og begivenheder, udfordrende arbejde og uddan-

nelse til journalist. Jeg kan kort sagt fortsætte den tilværelse, jeg har lært at leve gennem min barndom og ungdom. På den anden side er jeg træt af dette livs ligegyldighed. Jeg trænger til at bryde den kærlighedsløse mur ned og skabe mig en tilværelse med viden, udfordringer og spændende mennesker, der har et mål med deres liv. Ironisk nok vil jeg ind bag en anden mur for at bryde min egen ned. Jeg vil gerne kunne svare på spørgsmål, når jeg bliver spurgt. Jeg vil have min egen mening i stedet for automatisk at fyre mors af hver gang. Ja, jeg vil også have et mål. Et sted jeg skal hen. Så jeg vil vælge at forlade det passive hul og tage ud i livet. Heldigvis står studentereksamen for døren, så jeg kan komme ud af det lede gymnasium. Jeg er på vej til det virkelige liv i den virkeliggjorte socialisme. Den verdensorden, som jeg allerede som barn drømte om. Hvor alle er lige. Socialismen, som min mor og mormor og DKU-kammeraterne har fortalt mig om, og som jeg også kender til fra et par års brevveksling med en penneveninde fra Potsdam. Det har gjort sådan et indtryk på mig, at hendes hjemland ser det som sin vigtigste opgave at pleje sårene efter nazismen. Men noget uforståeligt er sket. Har de fortrudt? Hvorfor lå der ikke noget visum? Turen hjem til København i et varmt tog. Et slukøret tilbagetog. Jeg kender det hele, lige fra damen med serveringsvognen, over bremsernes skrig til den rytmisk dunkende lyd. Jeg er slet ikke sådan. Jeg er ikke en charlatan, som han sagde. Jeg tager ikke bare af sted på må og få. Jeg har tænkt og tænkt over det. Han skulle bare vide, hvor mange tanker

jeg gør mig om livet og verden. Jeg hader at blive misforstået på mine hensigter. En knirkende lyd trænger igennem mine tåger. Damen med vognen står foran mig. Hun ser venlig ud. ”Skulle det være noget?” De forbandede tårer presser på. Jeg blinker og kigger nedad, mens jeg åbner min taske. ”En øl og en sandwich.” ”Så gerne,” siger damen venligt og slår bordet foran mig ned. Jeg tager en grådig slurk af den kolde øl, kaster et blik på sandwichbrødet og dømmer det til at være tørt. Jeg sætter tænderne i det og får ret. Spejlet på det lille togtoilet er snavset. Toget slingrer og ryster, så jeg har svært ved at stå stille og tørre udtværet mascara af. På vejen til Warnemünde så jeg en frisk, glad og spændt pige kigge tilbage på mig, fuld af løfter om spænding og eventyr. Nu er glansen gået af blikket, og det lange hår hænger træt omkring mine kinder. I det fimsede lys træder mine fregner frem. Jeg klasker mig på begge kinder og mærker tårerne igen, men presser dem tilbage. Det er svært at klaske ydmygelsen væk. Det er blevet mørkt, men der er stadig lys i den lille lejlighed på Nørrebro, hvor min mor nu bor sammen med sin nye mand, Ib. Oppe på fjerde sal sætter jeg kufferten fra mig og ringer på, før jeg har overvundet min stakåndethed. ”Jamen … hvad laver du her?” Jeg kigger på mit ur.

”Hvad er der sket? Hvorfor er du ikke i Berlin?” Min mor står i sin skriggrønne, stramme natkjole og ligner klovnen Charlie Rivel. Hun ser stadig ikke ud til at forstå, hvorfor hendes datter står i døren. ”Det er en lang historie.” Jeg sætter mig udmattet i den nærmeste lænestol. Fra soveværelset lyder Ibs kraftige snorken.

Brevet kommer en uge efter, underskrevet af Dr. Herman Dost, redaktionsleder. Det var beklageligt, at dit besøg hos os slog fejl. Vi inviterer dig hermed til at komme den 23. juni. Og denne gang skal det nok lykkes. Vi venter dig med det tog, der ankommer til Ostbahnhof 14.28. Visummet er sendt telegrafisk til Warnemünde. Du får det på færgen. Forhør dig blot hos medarbejderne i vores paskontrol. ”Må jeg se brevet?” spørger min mor. Hun er begejstret, vender og drejer det grå genbrugspapir og prøver at tyde det, der står med småt. ”Det ser vel nok professionelt ud. De gør sørme noget ud af det. Og se der, øverst på brevet, det er jo DDR’s vartegn!” Hun viser det til Ib. Han suger på sin cigaret og tager imod brevet. ”Vores paskontrol, det lyder så dejligt familiært,” siger min mor. ”Du skal se, det bliver nok en helt anden oplevelse end den reaktionære kontrollør på færgen. DDR’s paspoliti er af en helt anden støbning. De skal ikke forsvare et kapitalistisk system, så de har ikke grund til at være så barske.” ”Ja, de er venlige folk, de har en socialisme at forsvare,” siger Ib. Jeg hælder resten af min øl op i det tykke glas. Skummet går lige til kanten, og jeg lægger en finger henover. ”Men jeg er nervøs for en ny færgetur.”

Ib rejser sig og tænder lampen over det runde spisebord. I lyset forsvinder billedet af Den røde Plads, som hænger over skænken. ”Det skal nok gå. De må have haft nogle problemer med at få dit visum af sted til færgen. Men nu er det jo ordnet.” ”Hvad hvis nu kontrolløren er der ” Min mor smiler og slår ud med hånden. ”Skidt med ham. Så snart du forlader færgen, vil du være i gode hænder. Og vi kunne jo håbe på, at det er den tyske færge næste gang med en rar DDR-kontrollør. Så kan du gå op og købe deres dejlige Ochsenschwanzsuppe i restauranten.” ”Det kunne faktisk være godt at se kontrolløren igen, når jeg får mit visum. Bare så han kan se, at jeg ikke er nogen charlatan.” ”Må jeg lige se brevet igen?” Min mor læser. ”Tænk, han underskriver sig med Dr. Herman Dost. Så han må have en højere uddannelse. Måske er han læge ved siden af ?” Så er jeg på vej til Berlin på besøg igen. Med maven fuld af spænding og mistanker. Vil jeg komme igennem denne gang? Der findes et middel mod mavespændinger, som min far lærte mig for flere år siden. ”Tag en bitter, min pige. Det hjælper. Som solskin i maven.” Nu er jeg bevæbnet med et par små flasker i min taske, som jeg kan gå på toilettet med og indtage efter behov.

En plads ved vinduet i en lille lukket kupé. Alle de grønne marker suser af sted. Lydene og rytmerne. Jeg kommer fremad, er på vej et sted hen. Uden at skulle styre toget selv. Og så er der damen med vognen igen. Den samme dame. Vi når til Ringsted, en rigtig kedelig station at se på. Bare navnet Ringsted giver mig en følelse af provinsielt og trist liv. Ringsted. Nogle børn render rundt med et kosteskaft. En af pigerne har en spids hat på. I mit hoved dukker melodien op: ”Vi vil fred her til lands.” Det er jo Sankt Hans i aften. Normalt en aften, hvor jeg elsker at stå foran bålet og synge Midsommervisen. Denne gang er der gevinst på færgen. Damen i receptionen er ny. Hun banker med en ligegyldig mine et stempel i mit pas. Endelig får jeg set, hvordan det ser ud. Et kæmpestort stempel, der fylder en hel side, gyldigt til indrejse i DDR fra i dag til og med to dage frem. Kontrolløren er den samme. Jeg får et lille chok, da jeg ser ham. Han står og taler med en mand lidt længere væk fra skranken. Forsynet med mit friske visum og passet godt gemt i min håndtaske slapper jeg af igen og går forbi ham med en påtaget ligegyldig mine. Jeg nikker til ham, kaster håret tilbage og opdager, at knappen i hans uniform nu er faldet helt af. Jeg kan se, at han genkender mig. Øjnene reagerer, og så giver han mig et nådigt nik. Selv om jeg ved, at jeg havde ret til visum sidst, føles hans gestus alligevel rar. I restauranten er der en del ledige borde. Jeg har netop tændt en smøg, da jeg opdager, at mit bord står i ikke-ryger afdelingen, et mindre område i restauranten. Jeg flytter mig til rygerområdet, hvor der er betydeligt flere optagne borde. Her spiser jeg smørrebrød og drikker øl og udfylder statistikkort og toldanmeldelse. Hvem jeg er, hvornår jeg er

født, hvor jeg bor, hvor tit jeg har rejst hertil, hvor mange penge jeg har med, i hvilken valuta, og om jeg medbringer gaver til mennesker i DDR. Toget kører fra borde i Warnemünde. Straks efter stopper det. Jeg går ud i mellemgangen og trækker vinduet ned. Luften er fortættet af togkraft, lugt af røg og en prustende lyd fra lokomotivet. Mennesker har samlet sig langs bommen og hegnet. Mænd med børn på skuldrene og kvinder i nederdele. To ældre mennesker står med hinanden i hånden. Bag dem kommer der nye mennesker til, kvinder med cardigans og mænd med hat, nogle af dem spiser is. Små børn står foran med fingrene i hegnet. De kigger nysgerrigt på toget, som om det kom fra en fremmed verden. Jeg tænker, at det gør det også. For dem er det en fremmed verden. Og for mig er deres verden fremmed, selv om den er lige her på den anden side af Østersøen. Jeg føler, det er mærkeligt at stå her og kigge ud på alle de mennesker. Der samler sig flere og flere. De snakker, gestikulerer og peger, som om de kiggede på en sjælden genstand. Det giver et sug i maven at være den, der står i toget. En underlig ophidselse over at være én, der kan rejse indenfor i det lukkede land. Jeg bliver til noget særligt. En udvalgt. Det, de snakker om i skolen og på arbejdspladserne derhjemme, skal jeg ned og opleve på egen krop. Og alligevel er jeg lidt flov over det og på en måde isoleret fra de andre. Det virker ufortjent. Den samme følelse jeg havde, da min tidligere tysklærer bad mig om at passe katederet, mens han gik et ærinde. At være noget særligt kan være ensomt.

To uniformerede mænd kommer gående ned langs toget. Den ene råber kommandoer til en sort schäferhund, som med en lang tunge ud af halsen farer ind under toget og kommer ud igen ivrigt logrende. ”De leder efter mennesker,” siger en kvinde ved siden af mig. ”Mennesker?” spørger jeg. ”Da vel ikke den vej. Er det ikke snarere, når toget kører ind i vest?” Kvinden rødmer. ”Man ved jo aldrig, hvad folk kan finde på,” siger hun lettere aggressivt. ”Man smugler jo alt muligt. Det kan jo også være hash, den leder efter.” Jeg er irriteret over den uvidende snak, som minder mig om mine gymnasiekammeraters fordomme. Den sære ophidselse, der rammer mig i toget på vej mod socialismen, slipper mig ikke. Som en ny rejsefælle supplerer den min tilstand med sin fremmedartede duft og de tyske stemmer udenfor bag bommen. Folk ser ud til at være afslappede og i godt humør. De står ikke og hænger med hovedet, sådan som det er blevet mig fortalt. ”Passkontrolle der DDR, guten Tag. Bitte Ihre Pässe.” Stemmen når mig fra bagerst i toget, og jeg går ind i kupeen og finder min taske frem. En paskontrollør i grøn uniform stikker hovedet ind og tager imod mit pas. Jeg har nervøse trækninger i maven. Selv om jeg ikke føler at have urent mel i posen, reagerer min krop ved synet af uniformen og autoriteten. Han bladrer frem og tilbage i passet og siger Einen Moment, bitte. Han forlader kupeen med mit pas i hånden. Nu får jeg en kvalmende fornemmelse i maven, som om den er tom, og jeg

ikke har fået noget at spise længe. Hvad er der mon galt? Han kommer tilbage i sindigt tempo. ”Wie lange bleiben Sie denn bei uns?” Det der bei uns virker så hyggeligt, og de tyske ord vandrer ud af min åbne mund, som om de har holdt sig parat derinde i svælget. ”Nur zu Besuch, ein paar Tage. Später komme ich zurück für jedenfalls ein Jahr. Ich muss arbeiten.” De tyske ord strømmer ud af min mund og imponerer mig selv. Ja, det er rigtigt, tænker jeg. I første omgang på besøg et par dage. Og hvis alt går godt, bliver jeg i hvert fald i et år, når jeg først er flyttet herned. Og jeg skal arbejde, det bliver enormt spændende. Han observerer mig, som om han er ude på at kigge igennem min krop, røntgenfotografere den, helt ind til rygsøjlen. Jeg ser for første gang den unge mand under kasketten. Han er glat i huden og har lidt runde kinder. Øjnene er store og af en ubestemmelig farve. ”Arbeiten? Bei uns?“ „Ja, im Rundfunk.“ Hans øjne bliver lidt større. At skulle arbejde ved radioen føles vældig betydningsfuldt. „Führen Sie Waffen mit? Mark der DDR? Tonbänder? Geschenke?” Forbavset skynder jeg mig at svare, at jeg hverken har våben, DDR-mark, lydbånd eller gaver med. ”Na gut. Haben Sie einen guten Aufenthalt bei uns im Sozialismus. So, bitte schön.” Hav et godt ophold hos os i socialismen. Ja tak. Han rækker mig passet, tager sig til kasketten og nikker.

”Gute Weiterreise.” Jeg føler mig som noget ganske særligt.