Amok er oprindeligt et malajisk ord, som beskriver en person, der gribes af et blindt raseri, bliver voldsomt ophidset; ude af sig selv.
― 2 ―
Prolog
P
ravat svedte. Solen stod lige ind på ryggen af ham igennem glasruden, men han havde snart pause. Om en time kunne han gå ned i personalekantinen og nyde en kop iste, men det var først om en time. Og der var lige kommet et større rykind til paskontrollen. Primært turister, der skulle hjem efter ferie i Phuket, og sikkert også gennemrejsende. Den næste i køen gik frem. En ung mand. Sikkert skandinav, tænkte Pravat. Han skød ham til at være 20 år og fra Sverige. Han syntes, det var sjovt at sidde og gætte folks nationalitet og alder, inden han så i deres pas. Han kiggede i passet. Den unge mand foran ham hed Adam Brandt. 23 år og fra Danmark. En dansker. Pravats fætter boede i Albertslund. Han var kommet til det nordiske paradis i slutningen af 1970'erne og havde straks fået job på et skibsværft i København som ungarbejder. Men værftet lukkede, og sidst han hørte fra ham, knoklede han som rengøringsassistent i et stort internationalt rengøringsfirma i Danmark. Pravat hadede danskerne for deres ophøjede selvforståelse. De var ikke rigtig kloge og troede, de var bedre end alle andre. I hvert fald dem, der kom til
― 3 ―
Thailand på ferie. Idioter. Hele bundtet. Pravat scannede rutinemæssigt passet. Knægten var ren. Passet var i orden. Han lagde det på disken foran den solbrændte dansker og viftede ham videre mod sikkerhedskontrollen. Adam tog passet og gik. Det var ulideligt varmt. Nu skulle Nikolaj bare igennem, så kunne han slappe af. Når han først var forbi sikkerhedskontrollen, var den stort set hjemme. Så kunne det ikke gå galt. Det måtte bare ikke ske her. I Thailand. Det ville være rigtig dumt. Det var med vilje, han var gået fra ham. Da Nikolaj skulle på toilettet, sagde han til ham, at han gik i forvejen. Havde sagt, han ville nå at købe lidt mere toldfrit med hjem. Nikolaj havde bare nikket, da han gik mod paskontrollen. Det var vigtigt, at der var afstand mellem ham og Nikolaj, hvis noget gik galt. De skulle ikke kunne forbindes. Da Adam var kommet igennem sikkerhedskontrollen, gik han hen til gaten, der lå lige ved siden af. Han satte sig på en sofa, hvor han kunne se, når Nikolaj kom igennem. Hvis det lykkedes, var alle muligheder åbne. Så kunne han få opfyldt sin drøm. En drøm, der stille og roligt var vokset inden i ham og nu var hans livsmål. Det var det første, han tænkte på, når han vågnede om morgenen, og det sidste, der gik igennem hans hoved, inden han faldt i søvn om aftenen. Den drøm var nu tæt på at blive til virkelighed. Bare Nikolaj kom igennem. Han kiggede på køen. Der stod han. Med sin rygsæk over den ene skulder, sit tjavsede lyse hår og i sin sædvanlige mørkeblå, krøllede T-shirt. Typisk Nikolaj. Lignede
― 4 ―
altid en bums, men en rig én af slagsen. Den dér typiske overklassedreng, der prøvede at rive sig løs fra sine rige forældres forventninger og krav, men ikke ville undvære pengene. Nikolaj var nu god nok. Bare han kom igennem. Pludselig fik Nikolaj øje på ham og vinkede. Adam lod, som om han ikke så det, og vendte ryggen til. De måtte ikke forbindes. Ikke, hvis det gik galt. Nikolaj vinkede igen, men Adam reagerede ikke, og nu vendte han ryggen til! Hva' fanden? tænkte Nikolaj. Havde han ikke set ham? Nikolaj kiggede frem for sig. Nu var det snart hans tur. Han hadede de her kontroller. Ikke fordi der var noget at være nervøs over. Han havde det på samme måde, når han så politiet derhjemme. Så blev han straks nervøs. Helt uden grund. Virkelig dumt. Han havde aldrig gjort noget kriminelt og kom heller aldrig til det. Det lå ikke til ham, og han havde heller ikke brug for det. Der var jo pengene fra mor og far. Heldigvis. En sikkerhedsvagt pegede på ham og signalerede, at han skulle lægge sin rygsæk på transportbåndet. Han lagde den og gik hen til stregen ved metaldetektoren. Han svedte. Det var varmt, og den der nervøsitet dukkede op. Han skulle lige til at gå igennem, da han hørte en stemme på gebrokkent engelsk sige: "Mister Nicola Jensen, can you pleeze com here!" Han vendte sig om og så manden bag scannerens skærm vinke ham over mod en kollega, der stod med hans rygsæk. Han gik hen til disken og kiggede spørgende på ham. "Is there a problem?" spurgte Nikolaj.
― 5 ―
Sikkerhedsvagten smilede og åbnede hans rygsæk, kiggede ned i den og tog en sort plasticpose på størrelse med en knytnæve op. Han kiggede på Nikolaj og spurgte: "Whatz izz thizz?" imens han snuste til den. Nikolaj så overrasket på den sorte pose. Hvad var det? Hvad helvede var det? Han mærkede et ubehageligt sug i maven, som om han skulle brække sig. Hans hjerne og øjne flimrede. Han stirrede på den ukendte sorte pose, på sikkerhedsvagten og på de andre flyrejsende, der stod og kiggede på ham. "Det er ikke min pose," fik han fremstammet. Han så over mod gaten. Hvor var Adam? Han kunne ikke få øje på ham. Hvor fanden var Adam? To bevæbnede politifolk var dukket op og tog Nikolajs hænder om på ryggen, gav ham håndjern på og førte ham væk fra sikkerhedskontrollen. Nikolaj fulgte med uden at protestere.
― 6 ―
Kapitel 1
D
et var jo latterligt, at det skulle være sådan hver gang. Adam var gået udenfor i baggården og havde tændt en smøg. Fucking amatører. Han var så skide træt af unge, uambitiøse, talentløse, smagsforvirrede kokkeelever, der ikke fattede en skid af, hvad det hele drejede sig om. Derfor havde han stukket ham én. Det var på grænsen, det vidste Adam godt, men hva' fanden? Det var ikke en søndagsskole, han drev, vel? Den drengerøv skulle ud. Han var også en skide svensker, og dem havde han aldrig kunnet lide. Bortset fra de rige svin fra Lund og Malmø, der kom på hans restaurant. Deres penge var gode, og de beundrede ham for hans kunst. Fair nok. Hans mobil bippede. Det var en sms fra Charlotte. "Går det godt? Bliver det sent? Skal jeg vente oppe?" Han skrev tilbage. "Fuld skrue på AMOK. Gå bare i seng. Love yeaa!" Så var det ordnet, men han elskede hende. Måske var hun den eneste i verden, han rent faktisk elskede. Han elskede også sin restaurant, men restauranter kom og gik, men det gjorde kvinder som Charlotte ikke. De havde væ-
― 7 ―
ret sammen i 11 år uden de store problemer. Han havde selvfølgelig haft et par sidespring og små hurtige affærer undervejs, det var svært at undgå, når man var kendt og godt kunne lide kvinder sådan i almindelighed. Men ikke nogen eller noget, der kunne få ham til at skride fra Charlotte. Der kom en ny sms fra hende. "Du dør i et køkken smiley smiley smiley." Døren til baggården blev åbnet. Mikkel, restaurantens souschef, dukkede op. "For fanden, Adam! Det må du kraftedeme ikke gøre! Hvad helvede tror du, der sker, hvis det kommer frem i pressen, at du dasker eleverne én på bærret, når de ikke lige forstår din finere nordiske fornemmelse for, hvad fanden det nu er, du laver?" Mikkel kiggede uforstående på ham. Adam vidste godt, han havde ret. Det ville være et virkeligt lortetidspunkt, hvis det kom frem nu. Så tæt på offentliggørelsen af årets Michelin-guide. Og det var mere end et rygte. AMOK lå til at få tre stjerner denne gang. Tre stjerner. Og Nimtz og Copernicum lå til at miste hver en. Så ville AMOK rydde forsiderne som Danmarks eneste gourmetrestaurant med tre stjerner. "Ja, ja, jeg skal nok lade være, Mikkel," sagde han og slukkede cigaretten på jorden. "Gå ind og giv svensken en femhundredemand og fri resten af aftenen, og så fyrer du ham, når han kommer igen i morgen." Mikkel nikkede og lukkede døren igen. Adam var vant
― 8 ―
til at fyre de uduelige. Dem var der ikke plads til på AMOK, for AMOK var hans livsværk. Livsværk lød måske lidt voldsomt for en mand på 35 år, men det var det virkelig. Og drømmen om at være landets bedste kok, Mesterkokken, var tæt på at blive opfyldt. Om få dage ville medierne gå amok over AMOK. Han smilede for sig selv. Selv navnet var genialt. Han ville blive hyldet som den mest geniale af de geniale. Nyhedsudsendelser, aviser, ugeblade og magasiner ville være fyldt med lækre billeder af ham og hans værker. Det kaldte han sine retter. Værker. For det var kunst. Ingen tvivl om det. Og det havde ikke noget at gøre med, hvad han syntes. Det var sgu officielt. Kunstmuseet Louisiana havde sidste år lavet en særudstilling med plastificerede modeller af flere af hans nordisk inspirerede kulinariske værker. Adam tændte en smøg til. Om et par timer kunne han tage hjem. Slaverne lukkede, slukkede og gjorde klar til næste dags operationer. At drive en restaurant var lidt som at være kaptajn på et slaveskib, tænkte Adam. Der var slaverne alias alle de illegale indvandrere. Så var der de helt unge wannabees, kokkeelever, der stærkt underbetalt lavede alt lortearbejdet. Så var der matroserne. Det var de udlærte kokke og tjenerne. De var vigtigere, end de selv vidste. De var nemlig de eneste på restauranten, der havde den direkte kontakt med kunderne. Hvis de ikke havde niveauet eller fuckede op, var det pisseligegyldigt, hvor geniale værkerne var. Servicen betød alt. Så var der Mikkel, hans souschef. Kommunikationstalent og hans bolværk mod alle tåberne og de idiotopgaver, han ikke gad lave.
― 9 ―
Til gengæld vidste Mikkel intet, absolut intet om mad. Om kunsten. Men han gad godt tjene penge. Og det gjorde de. Og nu skulle de fandeme tjene endnu flere. Det kunne ikke gå galt.
― 10 ―
Kapitel 2
H
an vågnede med et sæt, da døren ind til cellen blev åbnet. Det var Dao. Hans "sambo". "Undskyld, undskyld, Niko. Jeg vidste ikke, du sov, men jeg har fundet ud af noget af det der, du gerne ville vide om." "Det' okay," gryntede Nikolaj og vendte sig om på den hårde madras. Han havde ikke rigtig hørt, hvad Dao sagde. Dao og Nikolaj havde kun delt celle i et par måneder, og der var en grund til, de var blevet sat sammen. Dao talte nemlig dansk. Næsten perfekt. Ja, faktisk var Dao dansker, for han havde dansk statsborgerskab. Men nu sad han inde med en narkodom på 26 år og noget med et banderelateret mordforsøg. Uskyldigt dømt naturligvis. Dao grinede over hele krydderen, hver gang han sagde det. "Jeg har spurgt lidt omkring der, og der ingen tvivl, mand! De ved, hvem der gjorde det. Satme en svin, den lort!" Dao satte sig på kanten af Nikolajs seng. "Brødrene kan nakke ham for dig, mand. For lidt penge så forsvinder han ud i den grå!"
― 11 ―
Endelig klarhed. Endelig et svar. Men var det sandt? Der var gået en evighed. Hele hans ungdom var gået til i et thailandsk fængsel. 12 år i helvede. Uden den mindste chance for at komme ud før tid. Uden den mindste chance for at få sin sag taget op igen. Han var uskyldig. Det vidste han selv. Det kilo kokain, de havde fundet i hans rygsæk, var ikke hans, men plantet der. Han havde ikke vidst af hvem, eller hvornår det var sket. Hans forældre havde gjort alt, hvad de kunne gøre. Bangkoks dyreste advokat til ingen nytte. Hans lillebror Matias havde endda besluttet sig for at flytte til Thailand for at kunne besøge ham oftere, men det havde han heldigvis fået talt ham fra. Udenrigsministeriet havde ikke gjort noget. De kunne ikke gøre noget. Selv om der eksisterede en udvekslingsaftale med Thailand, var landet så korrupt, at det krævede enorme summer at få genoptaget en sag, og så var udfaldet endda nærmest givet på forhånd. Ingen udveksling. At blive snuppet for narko i Thailand var point of no return. Det var selvforskyldt, og de to embedsmænd fra ministeriet, der besøgte ham kort før retssagen, virkede kortfattede og ligeglade med hans skæbne. De troede helt sikkert også, han havde gjort det, men dengang tænkte han, at han bare havde været pisseuheldig. Klassikeren med at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det var det, der havde ramt ham. Det havde ikke været personligt. Ikke haft noget med ham at gøre. Den, der havde gjort det, havde udset ham i lufthavnen. Han havde været et let offer, og i et ubemærket øjeblik havde vedkommende lagt den sorte pose ned i hans rygsæk. Bagefter ville han sikkert have stjålet rygsækken i
― 12 ―
transithallen. Det var det mest logiske. Det var sådan, han troede, det var gået til. "Hvordan ved dine venner, at det er den rigtige, Dao?" Dao slog ud med armene, som kun asiatere og arabere gør, når de føler sig misforstået. "Tror du ikke på dem, min ven? Hvorfor skulle de lyve, mand? Man lyver ikke over for en ven, mand!" Hvordan og af hvem han havde fået oplysningerne, var Daos lille hemmelighed, men da de havde set billedet af fyren i et dansk ugeblad på nettet, havde de genkendt ham med det samme. De havde også fundet ud af, hvor og af hvem han havde købt kokainen. Nikolaj selv havde ikke set Adam siden den dag i lufthavnen. Han havde ikke hørt fra ham i alle de 12 år, selv om han havde skrevet til ham flere gange, indtil han gav op. Nu gav det pludselig mening, hvorfor han ikke havde besøgt ham i fængslet, ikke havde skrevet tilbage til ham. Det var, fordi det var Adam, der havde plantet kokainen i hans rygsæk. Tanken havde strejfet ham, så måske var det derfor, han ikke blev så overrasket, men nu var det hele anderledes. Nu stillede det sig på en helt ny måde. Nu vidste han også, hvad han ville gøre. Hvordan han ville hævne sig. Hvis han kunne nå det.
― 13 ―
Kapitel 3
A
dam var kommet lidt senere hjem, end han havde regnet med, for der var dukket et par gamle rygklappere op kort før lukketid, og så havde de lige delt et par flasker god bourgogne, en chablis fra 2005. Virkelig god vin. På deres regning, vel at mærke. Søde fjolser, og så var de ikke engang svenskere. Charlotte var gået i seng og sov, men han kneppede hende alligevel. Det måtte han godt. Også selv om hun vågnede lidt. Hun faldt altid i søvn lige bagefter. Han sørgede for ikke at komme oppe i hende, for det gik sgu ikke lige nu. Eller for den sags skyld en hvilken som helst gang. Det med børn og kernefamilie var helt udelukket. Han elskede hende på sin egen måde, og hun var røvlækker. Men det kunne gå hen at blive et problem. For Charlotte ville have børn, og han havde lovet hende, at de nok skulle kneppe som kaniner, når det værste hurlumhej efter Michelin-festen havde lagt sig. Han måtte finde på et eller andet, der kunne få hende væk fra det der med unger. Han kunne simpelthen ikke overskue det lige nu, men han skulle nok finde en løsning. Han fandt altid en løsning, der faldt ud
― 14 ―
til hans fordel, og det ville han også gøre denne gang, for det med børn var ikke ham. Han havde sin karriere. Han havde AMOK. Han havde hende. Han havde det vildt lige nu, og det ville blive endnu vildere, når Michelin-stjernerne var hans. Og sådan skulle det blive ved med at være. Charlotte var taget på arbejde uden at vække ham, så han havde dovnet den og var blevet liggende i sengen, til han ikke kunne trække den længere. Et hurtigt brusebad og så ind på AMOK. Han var dårligt nok kommet inden for døren, da Mikkel kom ham i møde med en avis i hånden. "Du bli'r sgu nødt til at høre det her, det er for fedt, Adam!" Mikkel småklukkede, imens han bladrede i avisen efter artiklen. Adam gik om bag disken og hev en kold Coca Cola frem. "Det er vores kulturpingeling Britta Bengtsson, der savler løs," sagde Mikkel og startede med overskriften: "Dansk stjernerestaurant ser stjerner!" Adam syntes, Politiken var en halvelitær skodavis, der troede, de var åh-så-medfølende-fucking-forstående-kloge-akademiske-bedrevidende-røvhuller, men deres kultursider havde dog en vis værdi. Specielt når de gik i selvsving over AMOK. Og det gjorde de tit. Mikkel læste videre. "Når årets Michelin-guide udkommer om 14 dage, vil det blive afsløret, om der er hold i de rygter, der siger, at AMOK får tre stjerner. Med den succes, som AMOK har haft gennem det seneste år, burde det ikke komme bag på
― 15 ―
nogen, hvis restauranten og dens ejer, Adam Brandt, bliver tildelt de eftertragtede stjerner." Mikkel kiggede op fra avisen. "Har du egentlig kneppet hende?" Adam grinte over spørgsmålet. Han var glad for kvinder, men ikke Britta Bengtsson. "For helvede, Mikkel. Hun er over 50 og er rynket som en rosin i ansigtet, så hvordan tror du, resten af hendes krop ser ud?" Mikkel fortsatte med artiklen. "Lige siden starten for tre år siden har AMOK ligget i skarp konkurrence med de to øvrige københavnske toprestauranter, Nimtz og Copernicum, om Michelin-inspektørernes gunst, og nu ser det ud til, at AMOK overhaler de to andre. Rygterne siger nemlig også, at de begge står til at miste deres stjerner." Adam kunne ikke lade være med at smile. Hvis rygterne var sande, fik han endelig ram på Jakob Nimtz. Han var pisseligeglad med Copernicum. Men han hadede Jakob. Det var noget personligt. En enkelt linje, den nar havde sagt om ham og AMOK som en sidebemærkning i et interview til madmagasinet Gastronomi. Han huskede den alt for godt. "Adam Brandt og AMOK er nok lidt overvurderede!" OVERVURDEREDE? Hva' fanden bildte den indbildske, halvhjernede, halvtyske suppekoger sig ind? Han sku' kraftedeme overvurdere ham langt ned i helvede, og nu så det endelig ud til, at han ville få den optimale hævn. Hvem var nu overvurderet, Jakob Nimtz? Han tænkte på udbruddet af roskildesyge på Nimtz. 63
― 16 ―
syge gæster indlagt babu-babu. Det var genialt udtænkt. Utroligt hvad man kunne få en illegal indvandrer til at gøre med lidt trusler, et par håndører og en lille pose lort. Men det havde kun haft ringe effekt på stedets omdømme. Det havde ikke engang kostet Michelin-stjerner. "Skal jeg fortsætte, eller er du ligeglad?" Mikkel afbrød hans tanker. "Hey, læs, mand, læs!" sagde Adam og tog en tår af sin cola. "AMOKs succes skyldes ikke blot maden, men også restaurantens indretning. Det rustikke interiør møbleret med et moderne og enkelt skandinavisk udtryk får det gamle smedeværksted på Refshaleøen til at fremstå internationalt og helt på niveau med de bedste steder i New York og Paris. Og når så menuen …" Adam stoppede Mikkel. Han gad egentlig ikke høre mere. Det var det mest forvrøvlede og selvsmagende pis, hun skrev hver gang. Det vigtigste var, at hun var vild med AMOK, og at de på den måde kunne få næsten gratis spalteplads i en af landets største aviser. Okay, hun var blevet bespist og drukket godt til et par gange, uden for hendes arbejdstid, og så en taxa hjem på husets regning. Men det var ikke bestikkelse og langt at foretrække fremfor at kneppe den gamle kælling. Det var ganske almindelig professionel venlighed. Biografanmeldere ser også film gratis, ikke? Mikkel rejste sig og smed avisen på bordet foran Adam. "Ok, du kan læse resten selv. Husk aftalen med Eurowoman. Hun kommer her i morgen klokken ti, okay?"
― 17 ―
"Hvilket interview?" Adam havde fuldstændig glemt det interview. "Har jeg lavet en aftale med Eurowoman? Det kan jeg sgu ikke lige huske!" Mikkel rømmede sig lidt. "Naaa, det er mig, der har lavet den på dine vegne. Tænkte, det ville give mening, du ved! Damer og mad, ikke? Din kalender var tom, sååå … og hun er for øvrigt ret lækker, hende, der skal interviewe dig!" Adam nåede ikke at svare, da der lød et skrig ude fra køkkenet. Det var noget værre rod, men endte heldigvis godt. En af de illegale kinesere havde tabt en gryde kogende madolie ned over sig og var blevet frygtelig forbrændt. Så slemt at der ikke var nogen vej udenom at ringe 112. Problemet var, at det ville se ud ad helvede til, at det var sket på AMOK. Heldigvis nåede Adam at stoppe Mikkel midt i opkaldet og overbevise ham om, at de skulle få kineseren ud af huset og køre ham hjem til sig selv. De klaskede nogle våde viskestykker om den stakkels kinesers brankede ben og bar den forvirrede og klynkende mand ud i restaurantens firmabil, og sammen med en af de andre kinesere kørte de dem til deres fælles hemmelige opholdssted. Så kunne de selv ringe 112 derfra. Problem løst. Ham så de nok ikke igen, men mon ikke de selv sendte en afløser?
― 18 ―
Kapitel 4
H
an kunne ikke rigtig huske, hvad der var sket de sidste dage. De havde sikkert hævet dosen af morfin, for han var virkelig træt. Umenneskelig træt hele tiden. Til gengæld havde han ikke ondt mere. Han vidste godt, han skulle dø, så hvad skulle man bruge smerten til? Den burde kun være til stede, når der var brug for den. Inden det var for sent. Men nu var smerten væk, og det var godt. Til gengæld følte han ikke rusen mere som i starten. De første par uger var han blevet høj, hver gang han fik morfinen, men nu handlede det mere om at få den, så han ikke fik nederen eller smerter. En sygepasser kom ind på værelset og gik hen til Nikolajs drop. Han kiggede undersøgende på hans øjne og gik ud igen. Måske er de ved at aflive mig på den humane måde, tænkte Nikolaj. Det havde han hørt om før. Man skruede op for morfinen, og patienten sov stille og roligt ind. Det lød rart, men han var bange. Bange for døden og ulykkelig over, hvad livet havde givet ham. Stort set ingenting. Intet andet end ulykke og smerte. Et meningsløst liv, der snart var slut.
― 19 ―
De havde konstateret kræften for tre måneder siden. Fængselslægen havde insisteret på at få ham grundigt undersøgt, men der var gået næsten to måneder, før de var gået med til det. Og så havde han fået diagnosen, tarmkræft i sidste stadie med metastaser i hele kroppen. Forventet levetid 3-6 måneder. Og nu lå han her i en af fængselshospitalets sygesenge og vidste ikke, om han vågnede op igen, næste gang han faldt i søvn. Eller kunne man også dø, når man var vågen? Den tanke havde slet ikke strejfet ham. Naturligvis kunne man det. Han fik det pludselig dårligt. Skulle han dø nu? Altså lige nu? Han hev febrilsk efter vejret. Eller var det endnu et angstanfald? Dem havde han efterhånden haft en del af. Både før og efter han havde fået sin diagnose. Han kunne næsten beherske dem, afhængig af hvor voldsomme de var. Nikolaj fokuserede på at trække vejret mere stille og roligt. Det kunne han godt. Det var nok bare et angstanfald. "Bare" set i forhold til døden. Ellers var de forfærdelige, udmattende og rædselsfulde. Han faldt næsten altid i søvn af anstrengelse efter et anfald. Det ville han sikkert også gøre om lidt. Han havde mødt Adam på Hotel- og Restaurantskolen i Kødbyen lige efter sommerferien i 1997. De var ret hurtigt begyndt at hænge ud sammen, selv om de havde meget forskellige baggrunde, for de havde de samme interesser. Damer, bajere, fodbold og gastronomi. Det kaldte Adam det ikke. Han kaldte det orgastronomi, fordi det lød frækt. "Damer er vilde med en mand, der udtrykker sine følel-
― 20 ―
ser, du ved, den kreative slags. Kan du trylle en lille smule med lidt pasta og råt kød, er den sgu halvt inde!" Typisk Adam. Adams forældre vidste han ikke meget om, andet end at de var flyttet tilbage til Nakskov, da Adam var rykket hjemmefra. Kokkeuddannelsen var ikke for sarte sjæle. Det havde været vildt og benhårdt, og når han havde været lige ved at give op, havde Adam hver gang fået ham overtalt til at fortsætte. Ja, det var sgu nok Adams skyld, at det var lykkedes ham at gennemføre, men alt det var fuldstændig ligegyldigt nu. Nu ville han ønske, at han aldrig havde mødt ham. Så havde han ikke ligget her. Ensom og døende. Og nu kunne han ikke gennemføre planen. Den plan, han ellers havde udtænkt i detaljer, lige før han blev syg. Nu havde han brug for mere morfin. Han kunne mærke smerterne vende tilbage. Han trykkede på tilkaldeknappen. Så ville der komme en sygepasser ind til ham og skrue op for morfinen. Eller havde han allerede været der? Eller havde det været en anden? Det slog ham, han havde haft besøg for nylig. Måske i går? Men han kunne ikke huske af hvem eller hvor mange. Det var morfinens skyld. Den ramte også hukommelsen. Måske havde det været Dao? Eller måske havde der slet ikke været nogen?
― 21 ―
Kapitel 5
D
et var hendes første større interview for Eurowoman, og det lugtede langt væk af den store overskrift på forsiden. Fedt! Malene Hansen satte sig bedre til rette i stolen. Hun forsøgte at trække sin alt for korte nederdel ned mod knæene, men den ville bare ikke derned. Det gjorde heller ikke noget. Hun havde lækre ben. Det var ikke kun noget, hun selv syntes. Det sagde veninderne også, og alle mulige og umulige mænd, hun mødte på sin vej. Hun havde heller ikke noget imod at vise dem frem. Nu havde hun fået dem og brugte også meget tid på at holde dem i form i fitnesscentret og med udvalgte kvindeløb. Sol og voksbehandling var også med til at give dem det rette look sammen med de mørkerøde stiletter, der afsluttede hele forløbet. Nice! Og nu sad hun her på AMOK og ventede på, at Adam Brandt skulle komme. Årets stjernekok! Lækker mand og vist lidt af en vildbasse. Dem kunne hun godt lide. Vilde mænd med store nosser. Bogstaveligt talt. Det var meget sjældent, at Adam Brandt gav personlige interviews til pressen, men aftalen var kommet i stand igennem én af hendes veninder. Veninden havde knaldet
― 22 ―
med AMOKs souschef, Mikkel, i et stykke tid, og Malene havde overtalt hende til at få ham til at gøre hende den tjeneste at arrangere interviewet med Adam mod lovning om muligheden for en trekant med de to. At den trekant aldrig ville blive til noget, i hvert fald med ham, behøvede souschefen jo ikke at vide noget om. Restauranten var endnu ikke åbnet, og Adam Brandt var forsinket. Det gjorde ikke noget, for hun sad og nød den champagne, hun havde fået serveret, hvad stod der? … Trepali L'amateur! Hun kendte den ikke, men den smagte dejlig frisk og berusende. Den var sikkert dyr. Hun tog vinkortet, der stod foran hende, og ledte efter flasken under Champagne. Der stod den. Hold da kæft, mand! 1.600 kroner flasken. Vildt. Jeg har lige drukket for … 400 kroner! Døren til restauranten gik op, og Adam kom ind. Hun fik allerede lyst til at knalde med ham. "Hey, var det Malene? Eurowoman? Fedt, og undskyld forsinkelsen, men trafikken her i byen!" sagde Adam og slog undskyldende ud med armene og satte sig i stolen tæt ved siden af hende. Malene tænkte, at han var kommet for sent med vilje. Det sendte et signal om travlhed og vigtighed. Og så havde han bedt personalet servere noget lækkert boblevand for hende, når hun kom, så hun kunne blødgøres lidt. Hun kunne også se, at Adam havde bemærket hendes lange, slanke ben og den korte nederdel. Hun mærkede en sød kilden gennemstrømme hele hendes krop. Man vidste aldrig, hvad den slags interview endte med.
― 23 ―
"Det er helt okay," sagde Malene lidt for fnisende og tog en lille recorder frem. "Er det okay, jeg optager interviewet? Så får jeg det hele med, og jeg vil nødig glemme noget af det, du siger." Adam kunne mærke en vis flirten i den måde, hun sagde det på. Han var vant til, at kvinder flirtede med ham. Unge som gamle. Det nød han. Malene rømmede sig og talte i recorderen. "Interview med Adam Brandt på restaurant AMOK." Hun smilede lettere forlegent, mens hun sagde det, og lagde derefter den lille optager på bordet mellem dem. "Kan du ikke begynde med starten? … Altså, hvordan det hele startede, helt fra starten af i starten? Iiih, det lød vist lidt fjollet, hva'?" Hun var vist både lidt nervøs og en lille smule beruset af det boblevand, tænkte Adam. Han havde tænkt en del over, hvordan han gerne ville fremstilles i artiklen, og havde valgt historien om den unge mand fra arbejderklassen, mønsterbryderen, der ved hårdt arbejde og med et kæmpetalent havde kæmpet imod traditioner og misundelige konkurrenter for til sidst at fejre triumfen og gennembruddet med sin første restaurant, Carpe Diem. Og det var faktisk også den sande historie, selv om det ikke var hele historien. Han havde ikke tænkt sig at fortælle om Nikolaj, om sine rockerforbindelser, hvor pengene var kommet fra til at finansiere Carpe Diem og AMOK,
― 24 ―
hvordan han udnyttede sit personale og fuckede lidt for meget rundt med de forkerte mennesker. Interviewet havde varet lidt over en halv times tid, og de var nået omkring lidt af hvert, alt muligt ligegyldigt om hans barndom i Nakskov, til hvorfor han var døbt Adam, men nu gad han ikke mere. Nu ville han ryge og knalde. Eller omvendt. Hun var også klar. Han havde fået hældt tre glas champus ned i hende og siddet og rørt ved hendes ben under bordet, uden hun havde trukket sig. "Nu skal jeg fandeme ud at ryge, tag lige dit glas, så går vi ud i baggården." Han lukkede bagdøren og greb fat i hendes arm på hans macho-bestemte-nu-gør-du-som-jeg-vil-måde og førte hende hen til skuret og ind bag skraldecontainerne. Hun var villig og liderlig. Ingen tvivl om det. "Skulle du ikke ryge?" mjavede hun kælent. Adam kiggede på hende. Trængte hende helt ind i hjørnet af skuret og holdt en hånd over hendes mund. "Jo, men ikke før jeg er færdig med dig!" sagde han og trak op i hendes alt for korte nederdel.
― 25 ―