DRØMMENES LOSSEPLADS
indhold_drommenes_losseplads.indd 1
04-05-2016 11:03:07
indhold_drommenes_losseplads.indd 2
04-05-2016 11:03:07
Joan Juanita Andersen
DRĂ˜MMENES ds
lossepla
Blandt engle og skraldebørn i Guatemala Citys slum
indhold_drommenes_losseplads.indd 3
04-05-2016 11:03:07
DRØMMENES LOSSEPLADS Copyright © 2016 Joan Juanita Andersen All rights reserved Udgivet 2016 af forlaget EgoLibris Bogen er sat med Utopia Tryk: Toptryk Printed in Denmark 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-93091-94-8 Bogens billeder er leveret af: Joan Juanita Andersen, Charlotta Gustafsson, Peggy Hoogeveen, Jens og Carolina Heckmann, Joselino Mendez, Jeremías Ujpan Mendoza, Dulce Adriana Ortiz Morales, Susanne Marstrand, Juan Luis Roque Gengivelse af denne bog eller dele af den er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Dog er det tilladt at bringe korte uddrag i omtale eller anmeldelser.
www.drommeneslosseplads.dk
P
I
DUCER ET RO
D
A
indhold_drommenes_losseplads.indd 4
K
PÅ PAPIR FRA BÆREDYGTIGT SKOVBRUG
N M AR
04-05-2016 11:03:08
Tak! Denne bog er dedikeret til alle jer i Guatemala, der gav mit liv mening og retning. Tak til Susanne Marstrand, Charlotta Gustafsson, Peggy Hoogeveen, Jens og Carolina Heckemann Velasquez, Jeremías Ujpan, Joselino Mendez, Juan Luís Roque og Dulce Adriana Ortiz Morales for lån af billeder. Tak til Heidi Korsgaard fra Skriveværkstedet for at hjælpe mig godt på vej i min skriveproces. Tak til mine forældre, der med stor tålmodighed lod mig udleve min drøm – og som først rigtigt forstod den, da de selv besøgte Guatemala i 2008.
indhold_drommenes_losseplads.indd 5
04-05-2016 11:03:08
indhold_drommenes_losseplads.indd 6
04-05-2016 11:03:08
Forord Er der plads til at drømme, når man bor og arbejder på lossepladsen i en af Mellemamerikas farligste byer? Ja, det er der faktisk! Siden jeg besøgte Guatemala Citys losseplads for første gang i januar 2000 og var med til at starte organisationen Camino Seguro op, har jeg haft lyst til at fortælle om børnenes og familiernes historier – og om de drømme, der kan redde verden. Jeg var 20 år gammel, da vi tog de første spadestik til projektet, og jeg var ganske uforberedt på, hvordan fattigdommen ville påvirke mig. Sammen med børnene begyndte jeg at drømme. Vi drømte om uddannelse, bevidstgørelse, retfærdighed, et liv uden sult, vold, misbrug og loppebefængte madrasser, der lå på jorden i iskolde blikskure. Et liv uden fattigdom. Et liv med frihed. Jeg græd sammen med dem, når deres brødre og fædre var blevet dræbt i bandekrige, jeg jublede sammen med dem, når jeg havde dem med på stranden for første gang, eller jeg fik lov at holde deres nyfødte i armene. Jeg var med dem, når de droppede ud af skolen på grund af økonomiske eller familiære kriser, og jeg var med dem, når de stolte lod sig indskrive igen året efter. Som årene gik, flettede børnenes historier og drømme sig sammen med mine. På trods af modgang, håbløshed, korruption, diskrimination og vold mødte jeg alle vegne en energi – drømmene om et bedre liv og et samfund med lige rettigheder var drivkraften for alle, jeg mødte, der kæmpede for at forbedre forholdene. Nogle af dem satte deres eget liv og frihed på spil, begrænset af ytringsfrihedens svære vilkår. Under mit ophold i Guatemala mødte jeg mennesker, der udvidede min egen bevidsthed og var med til at forme mine holdninger om verdens uretfærdighed. Tilsammen gav Guatemala mig en mening med og en retning i livet. Her kunne drømme få lov at spire. Børnene i lossepladsen lærte mig, at alt er muligt. Som min veninde og grundlæggeren af Camino Seguro, Hanley, sagde: ”Hvis vi kan redde bare ét barn, har vi reddet hele verden – altså for det barn”. Det var det, der var vores drøm. At få familierne til at tage ansvar for deres børns liv – og få dem til at tage en uddannelse, så de kunne komme ud af lossepladsens stinkende helvede. Jeg skulle have været af sted i seks uger, men endte med at blive der næsten fire år – og vendte derefter tilbage hvert år i kortere eller længere perioder indtil 2011, 7
indhold_drommenes_losseplads.indd 7
04-05-2016 11:03:08
hvor jeg selv fik børn. Men Guatemala er i mine tanker hver eneste dag, og jeg drømmer om at tage mine børn med til Guatemala, når de er gamle nok til at forholde sig til fattigdommens kompleksitet. Denne bog er blevet til på baggrund af minder, hundredvis af mails, billeder, samtaler og research af, hvad der skete med alle de mennesker, jeg kendte engang – og som jeg har fået kontakt med igen. Når jeg har valgt at skrive Drømmenes losseplads som en selvbiografisk beretning, er det, fordi det er sådan, jeg husker mit ophold i Guatemala. Jeg kan stadig se situationer for mig. Jeg kan mærke morgensolen, dufte de varme tortillas med sorte bønner, jeg spiste til morgenmad, høre børnenes glade stemmer, og jeg kan stadig se Guatemalas imponerende, forskelligartede landskab og byer for mit indre blik. Drømmenes losseplads er ikke bygget strengt kronologisk op. Tværtimod har jeg i nogle afsnit samlet mine beretninger omkring personer eller temaer, så budskabet fremstår tydeligere og ikke bliver forstyrret af detaljer, der ikke har nogen relevans. Masser af historier er udeladt, fordi de ligner hinanden, eller fordi jeg ikke kender slutningen på dem. Enkelte navne er blevet ændret af hensyn til personerne og deres pårørende. Joan Juanita Andersen Marts 2016
8
indhold_drommenes_losseplads.indd 8
04-05-2016 11:03:08
I husene af pap (Los Guaragao)
Que triste se oye la lluvia en los techos de cartón que triste vive mi gente en las casas de cartón.
Hvor trist lyder regnen på tagene af pap hvor trist lever mit folk i husene af pap
Viene bajando el obrero casi arrastrando sus pasos por el peso del sufrir. mira que mucho ha sufrido mira que pesa el sufrir
Arbejderen kommer ned med slæbende skridt på grund af den tunge vægt det er at lide se hvor meget han har lidt se hvor meget lidelsen vejer
Arriba deja la mujer preñada abajo está la ciudad y se pierde en su maraña hoy es lo mismo que ayer, es un mundo sin mañana.
Deroppe efterlader han sin gravide kone byen er dernede og han bliver væk i dens virvar i dag er den samme som i går det er en verden uden i morgen
Que triste se oye la lluvia en los techos de cartón. que triste vive mi gente en las casas de cartón.
Hvor trist lyder regnen på tagene af pap hvor trist lever mit folk i husene af pap
Niños color de mi tierra con sus mismas cicatrices millonarios de lombrices y por eso … que triste viven los niños en las casas de cartón.
Børn af samme farve som mit land med de samme ar millonærer på parasitter og derfor … hvor trist lever børnene i husene af pap
Que triste se oye la lluvia en los techos de cartón que lejos pasa la esperanza
Hvor trist høres regnen på tagene af pap hvor passerer håbet forbi langt væk
en las casas de cartón.
i husene af pap 9
indhold_drommenes_losseplads.indd 9
04-05-2016 11:03:08
Guatemala
Kort: Colourbox
10
indhold_drommenes_losseplads.indd 10
04-05-2016 11:03:11
Fakta om Guatemala Guatemala og folket •
Hovedstad: Guatemala City.
•
Klima: Guatemala dækker tre klimazoner: tropisk klima, subtropisk klima og tempereret klima.
•
Højeste punkt: Volcán Tajumulco – 4.220 m.
•
Religion: Den officielle religion er katolicismen, der mange steder blandes med mayafolkets tro.
•
Penge: Quetzals (GTQ). 1 GTQ svarer til 75 danske ører.
•
Sprog: Spansk er det officielle sprog. Derudover findes der 22 forskellige lokale mayasprog.
•
Der findes 23 oficielle mayasprog. De tales i forskellige egne af landet. Nogle af dem ligner hinanden, mens andre er vidt forskellige.
•
Befolkningsgrupper: Mestizo/ladino: 59,4 % Mayafolk: 40,3 Oprindelige ikke-mayaer: 0,2 Andre: 0,1
•
Folk, der lever under fattigdomsgrænsen (2 dollars om dagen): 51 %.
•
Folk, der lever i ekstrem fattigdom (for under 1,25 dollars om dagen): 13,5 %.
Guatemala sammenlignet med Danmark •
Areal: Guatemala: 108.890 km2. Danmark: 43.098 km2.
•
Gennemsnitstemperatur: Guatemala: 22 grader i december og 29 grader i maj. Danmark: 4,2 grader i december og 11,5 grader i maj.
•
Befolkning: I Guatemala bor der 15,5 millioner mennesker. I Danmark bor der 5,6 millioner mennesker.
•
Befolkningstæthed: I Guatemala bor der 132,14 folk pr. km2. I Danmark 126,1 folk pr. km2.
11
indhold_drommenes_losseplads.indd 11
04-05-2016 11:03:11
Børnenes forhold og fattigdom •
Ifølge officielle tal lever cirka 50 % af guatemalanerne under fattigdomsgrænsen (1 dollar om dagen).
•
Guatemala har den tredjehøjeste rate af underernærede børn. Det anslås, at over halvdelen af børn under fem år er kronisk underernærede. Problemet er størst på landet, hvor de fleste er af mayaindiansk herkomst.
•
Omkring 700.000 børn kommer aldrig i skole, men må i stedet arbejde for at hjælpe med at forsørge familien. Kun en ud af otte mayapiger gennemfører 6. klasse.
•
De tre mest udbredte dødsårsager er: vold, trafikulykker og infektioner.
•
Guatemala har Mellemamerikas højeste dødelighed for mødre og småbørn (ca. 80 børn for hver tusind levendefødt, og cirka 250 kvinder for hver 100.000 gravide).
•
Der er cirka 70.000 piger mellem 10-19 år, der bliver mødre hvert år (2014). Tallet har været stigende. Af dem er omkring 5.000 under 14. Der er ringe adgang til lægehjælp, og mange dør under graviditeten eller under fødslen.
•
Gennemsnitslevealderen er den laveste i Mellemamerika: 67,3 år for mænd og 74,4 år for kvinder.
Musik, kunst og kultur Kunst og kultur har trange kår i Guatemala. Der mangler midler, og det bliver ikke prioriteret fra statens side. Det meste, der vises i fjernsynet, er importeret fra Mexico eller Colombia, og telenovelas fylder meget her. Telenovelas er soapoperaer, der af og til har en vis opdragende eller debatterende effekt på samfundet. I radioen høres de samme novelas, og der er mange lyttere, især i landsbyerne på landet, hvor det er en af de eneste adspredelser. Livet i Guatemala leves til en evig baggrundsstøj af musik. I busserne, i køkkenerne, på Las Cantinas, til fester og begravelser gjalder radioen med rancheras, trova, salsa, bachata, merengue, reggeaton, cumbia, mexicansk ska-punk og rock og sukkersød pop fra de populære telenovelas. Ud over populærmusikken er guatemalanerne stolte over deres nationale stolthed, La Marimba. Det er store xylofon-lignende instrumenter af træ, der er kæm-
12
indhold_drommenes_losseplads.indd 12
04-05-2016 11:03:11
pestore, og orkestrene kan være på op til 20 mand. De spiller al slags musik, også nutidig, men især fædrelandssangene som ”Luna de Xelajú” er populære og kan få folk til at græde af nostalgi.
Sjove facts om Guatemala •
Denim (cowboystof ) er opfundet i Guatemala.
•
McDonald’s Happy Meal er opfundet i Guatemala.
•
Guatemala kaldes for ”Landet med det evige forår” på grund af det behagelige klima.
•
Guatemalanerne kalder sig selv for ”chapines”. Det kommer af det baskiske ord for nogle særlige sko med høje platforme. Under kolonitiden gik guatemalanerne i disse sko for at være med på moden. De var ukomfortable, og andre folkeslag drillede guatemalanerne, fordi de gik i dem. Til sidst fik de kælenavnet ”chapines”.
13
indhold_drommenes_losseplads.indd 13
04-05-2016 11:03:11
Guatemala City zoner ZONA 2
ZONA 6
ZONA 17
ZONA 1 ZONA 3
ZONA 5
ZONA 7 ZONA 4 ZONA 8
ZONA 11
ZONA 16
ZONA 15
ZONA 9 ZONA 10 ZONA 13
ZONA 12
Lossepladsen
ZONA 14
Kirkegården
Mit hjem på Avenida Centroamerica, Zone 1
Caminos bygning i dag ”La Iglesia” (Iglesia Catolica
La Escuelita Markedet El Guarda i trafikknudepunktet El Trebol
Hogar Santa María)
14
indhold_drommenes_losseplads.indd 14
04-05-2016 11:03:13
Persongalleri Hanley Denning: Hanley var fra Maine i USA. Hanley havde en master i socialt arbejde. Hun grundlagde Camino Seguro/Safe Passage i slutningen af december 1999 efter et besøg på Guatemala Citys losseplads. Jeg lærte hende at kende i 1999, da vi begge arbejdede for organisationen Nuestros Ahijados tæt på Antigua. Hun tog mig med ind på lossepladsen i januar 2000, og jeg besluttede mig for at blive i Guatemala og hjælpe hende med at starte Camino Seguro op. Verónica: Verónica udlejede værelser til udlændinge, der studerede spansk. Samtidig var hun spansklærer på skolen Cabaüil og senere skolen Entre Volcanes i Antigua. Felipa: Felipa var Verónicas hushjælp. Charlotta: Charlotta var fra Sverige. Jeg mødte hende første gang i 1999, da jeg var på spanskskole i Antigua Guatemala. Da jeg i 2000 vendte tilbage, kom vi til at bo sammen hos Verónica. Hun blev frivillig på Camino Seguro og var i Guatemala i flere år. Familien Roque: Familien Roque var en af de første familier, der kom med i Camino Seguro. Børnene arbejdede med at sælge slik og kuglepenne på gaden og havde kun kortvarigt været i skole før. Dulce: Dulce var også et af de første børn, der kom med i Camino Seguro. Hun blev mit sponsorbarn, også kaldet gudbarn, da hun var omkring fem år. Hun havde to søstre, Erica og Alondra. Marta: Marta og hendes søster, der hed Yessica, var ligeledes to af de første børn, der kom med i Camino Seguro. Gloria Foronda: Gloria var blandt de første børn, der kom med i Camino Seguro. Hun havde en søster, der hed Paola, der også var med. Gloria gik fra at være en vild krabat til at blive ambitiøs og velopdragen.
15
indhold_drommenes_losseplads.indd 15
04-05-2016 11:03:13
Carlita: Carlita var en af de yngste piger, der kom med i Camino Seguro. Hun var kun omkring 3-4 år, da hun startede. Maribel: Maribel var den første guatemalanske lærer, vi ansatte på Camino Seguro. Hun kom fra landsbyen San Juan La Laguna og boede ganske tæt på den lille kirke, hvor vi gav børnene fra lossepladsen undervisning. Jeremías: Jeremías var en af de første guatemalanske lærere, der blev ansat på Camino Seguro. Han var fra landsbyen San Juan La Laguna ved Søen Atitlan. Susanne: Susanne var fra Danmark. Hun blev frivillig på Camino Seguro i slutningen af år 2000 og var der lidt over et år. Cristobal: Cristobal var lærer for de mindste børn på Camino Seguro. Han kom, som de fleste andre lærere, fra San Juan La Laguna. Joselino: Joselino var lærer på Camino Seguro. Han studerede jura på det nationale Universitet San Carlos i Guatemala City, men drømte om at kunne leve af at spille og komponere musik. Profe Julio: Profe Julio var lærer i den klasse, 1.b, hvor jeg tilbragte en stor del af min tid i 2002 og 2003. Han var uddannet lærer, men optrådte derudover som klovn og med edukativt dukketeater. Profe Julio havde et stort hjerte og dedikerede sit liv til at hjælpe gadebørn og andre udsatte børn til et bedre liv. Chuga: Chuga hed i virkeligheden Edgar. Jeg fandt aldrig ud af, hvad hans kælenavn betød. Han var en af drengene i profe Julios og min klasse. Chuga havde en betydelig talefejl og var lettere udviklingshæmmet. El Gordo: El Gordo betyder ”Den Fede”, han var lærer på Camino Seguro. Han kom, ligesom de fleste andre, fra San Juan La Laguna.
16
indhold_drommenes_losseplads.indd 16
04-05-2016 11:03:13
Pedro: Pedro var fra Guatemala City. Han var musiker og kunstner og solgte desuden hjemmelavede smykker og musikinstrumenter på gaden. Sandy: Sandy studerede musik på konservatoriet i Guatemala City. Hun havde desuden studeret på det nationale Universitet San Carlos. Sandy satte teaterstykker op, og hun involverede sig i kampen for lige rettigheder og retfærdighed. Luís: Luís var Pedros og Sandys ven. Han studerede klassisk guitar på konservatoriet i Guatemala City. Joaquin: Joaquin var venner med Pedro, Luís og Sandy. Han studerede musik som de andre og kom fra en kusntnerisk familie med malere, skuespillere og instruktører.
17
indhold_drommenes_losseplads.indd 17
04-05-2016 11:03:13
indhold_drommenes_losseplads.indd 18
04-05-2016 11:03:13
2000 Projektet – Nå. Hanley klappede hænderne sammen. Hendes tonefald var lidt for muntert. – Skal vi åbne dørene op? Jeg var overhovedet ikke parat til at åbne dørene. Udenfor drønede stinkende skraldevogne forbi, og en hob af højtråbende, beskidte mennesker hamrede og bankede på døren for at komme ind til os. Hanley havde taget mig med hen til den lille, støvede kirke, der lå kun ti meter fra indgangen til den store losseplads i Guatemala City. Det var her, hun havde startet sit projekt for ganske få uger siden. Målet var at få børnene, der boede her, til at gå i skole. Jeg havde følt mig lettet, da vi lukkede den store port bag os. Men før jeg kunne nå at svare, smuttede Hanley hen og åbnede døren. Der blev en masen og en skubben. Jeg så en kvinde, der rev en af de andre i håret. Hun fik et knytnæveslag tilbage i ansigtet. – Fem ad gangen, fem ad gangen! Hanleys spinkle stemme forsøgte at trænge igennem højlydte råb og skældsord. På trods af sine kun 29 år besad hun en imponerende vilje og blid autoritet. En korpulent kvinde skubbede alle andre til side og kom ind først. Hun trak en ranglet kvinde efter sig. Hanley, præsten og jeg lukkede med stort besvær den bulede dør ud til gaden. – Jeg har fire børn, jeg gerne vil skrive op: Juan Luís, Angel David, Claudia og Emily. De skal allesammen være med i jeres projekt. – Hvornår starter det, og hvad får man? spurgte den korpulente kvinde. Hun viste sig at hedde Mamá Roque. Hun var stor og frygtindgydende. Hun måtte være i slutningen af tyverne, men så ti år ældre ud, end hun var. Foran sig skubbede hun fire børn i forskellige størrelser. De så lidt betuttet op på mig. Jeg lagde mærke til, at kun de ældste havde sko på, og at de alle havde store sår på ben og arme. Deres hår var fedtet, og deres hud var beskidt og skadet af solen.
19
indhold_drommenes_losseplads.indd 19
04-05-2016 11:03:13
– I skal komme og besøge os i morgen. Mine børn skal være med. De arbejder allesammen med mig nede i Kontoret. Men jeg vil have, at de går i skole! – Kontoret? spurgte jeg. – Ja, Kontoret. Altså hullet dernede, lossepladsen, sagde Mamá Roque og så ud, som om jeg var dum. – Hvad så, skriver De mine børn op, eller hvad? insisterede hun. Hendes bluse var hullet og beskidt, hendes hår var filtret, og hun bar en misfarvede kasket med et dårligt forfalsket NIKE-logo. Over hendes skulder hang en enorm skraldesæk med gamle plastikposer i. Hendes kommanderende tonefald og påtrængende væsen lod mig forstå, at sådan blev det. Jeg turde ikke sige hende imod, så jeg skrev børnenes navne ned. Så skubbede Mamá Roque en ranglet, tandløs kvinde ind foran sig. – Det her er Mamá Foronda. Hendes børn skal også være med. Skriv så! kommanderede Mamá Roque. Mamá Foronda stod svajende foran mig og smilede med et sløret blik. Hendes fortænder manglede, og det var tydeligt, at hun havde forsøgt at gøre sig præsentabel ved at tage en blændende rød læbestift på og en glitrende kjole med striber af guld. To små piger stod og holdt hende i hver deres hånd, mens de så op på mig med store øjne. – Hola! sagde den berusede Mamá Foronda. Mamá Roque tog igen over. – Hendes piger hedder Gloria og Paola. De er gode piger, og de har fortjent at være med. Mamá Foronda smilede til mig og slog smut med øjnene. Da jeg havde skrevet deres navne og adresser ned, brød Mamá Roque pludselig grædende sammen. – Tusind, tusind tak, seño*, fordi De giver os denne chance og mulighed. Hvad skulle mine stakkels børn gøre uden Dem?! Det er farligt og ulækkert at arbejde på Kontoret. Men så kom De. To engle! Må Gud velsigne Dem! Jeg modtog en varm og hjertelig omfavnelse, der næsten væltede mig omkuld, mens tårerne væltede ned ad Mamá Roques kinder. Hanley smilede til mig og kom mig til undsætning.
20
* Seño: Er en fællesbetegnelse for høflig tiltale af kvinder. Det er en kort form af både señora og señorita (fru og frøken)
indhold_drommenes_losseplads.indd 20
04-05-2016 11:03:13
– Vi besøger jer i morgen, sagde hun med et roligt smil til Mamá Roque og forsøgte at genne hende ud. Tårerne forsvandt så hurtigt, som de var kommet. – Godt, seño, så ses vi i morgen! Mamá Roque hankede op i Mamá Foronda, der med et saligt smil havde stået og nydt forestillingen. Børnene kastede et sidste stjålent blik i vores retning, og jeg fangede et lille smil og vink fra hende, der hed Gloria. De næste fem mødre med børn masede sig ind til os under stor tumult. Beskidte, lugtende af sved og affald og med dybe furer og solpletter i deres ansigter. Børnene stod med strittende hår og fulgte med store øjne hver en bevægelse, Hanley og jeg gjorde. Vi skrev deres navne og aldre ned på vores blokke af papir og lovede dem snart at komme på besøg. Herefter fem mere, og efter dem fem igen. Det nærmede sig middagstid, og varmen var ulidelig. Kakerlakker kildede vores tæer, fede spyfluer summede dovent omkring os, udenfor brølede skraldebilerne forbi. Den klamme stank fra lossepladsen forvandlede sig i mine næsebor til sort, støvet snot, og jeg kunne skrabe sort, klistret stads af mine arme med neglene. Det var som tjære. Mamá Vásquez stod med store, gule gummistøvler og smilede til mig med et underligt blik. – Seño, sagde hun. – Seño. Hun viftede mig hen til sig. – Seño, hvad handler det her om? Med mit endnu utrænede spanske forsøgte jeg at forklare hende, at det var et nyt projekt, der ville sende børn i skole. – Seño, jeg vil gerne være med. Men skal man kunne læse og skrive? – Nej, det skal man ikke, det lærer man jo. – Seño, mine børn vil gerne være med. – Fint, så lad os skrive dem op her. – Seño, men skal man kunne læse og skrive? Mamá Vásquez så sig konstant omkring, nærmest som om hun var bange for noget. Hendes tale var forvirret og afdæmpet, og jeg måtte gentage alt, hvad jeg sagde 21
indhold_drommenes_losseplads.indd 21
04-05-2016 11:03:13
flere gange. Bag hende stod to børn, Angelina Sofía og Luís Alfredo. Mamá Vásquez skubbede dem hen foran mig og gav dem begge et slag henover baghovedet. – Sig nu goddag til señoen! sagde Mamá Vásquez og smilede nervøst til mig. De to børn så ned i jorden og sagde goddag. – Ja, hvis de ikke opfører sig ordentligt, skal du bare slå dem! sagde Mamá Vásquez. Jeg var ikke sikker på, at jeg havde hørt rigtigt og så spørgende ud. Mamá Vásquez hævede sin bambusstok og skulle til at demonstrere, hvad hun mente. Jeg viftede afværgende med hænderne. – Nej nej! fik jeg fremstammet. – Det er der ingen grund til! Her slår vi altså ikke børnene! Mamá Vásquez grinede højt, men blev straks alvorlig igen og tog pludselig mine hænder. – Seño, De er en god person. Vi har virkelig brug for mad, og mine børn har ikke noget tøj eller sko. Seño, vis barmhjertighed. – Vi kommer og besøger jer i næste uge, lovede jeg. Jeg følte mig ubehagelig til mode og ville vriste mig fri af Mamá Vásquez’ greb. Men hun holdt fast. – Gud vil velsigne Dem! Tak, seño, tak! Da vi var alene igen, så Hanley på mig og smilede stort. – Nu er det vist tid til frokost. Præsten, der havde givet Hanley lov til at låne kirken, kørte ud efter pizza. Imens viste Hanley mig rundt i den lille kirke og fortalte om sit projekt. Jeg havde mødt Hanley første gang året forinden, da vi begge var frivillige på en organisation tæt på Antigua. – Hvordan har du dog fundet det her sted? spurgte jeg. – En ven tog mig med hertil. Og, Juanita, jeg blev simpelthen nødt til at gøre noget! Vi gik rundt en hel dag og talte med de mange børn og familier, der bor her. De fleste af dem har aldrig været i skole! De har arbejdet hele deres liv med at samle skrald i lossepladsen, som de kan sælge eller bruge. Andre fortalte mig, at de arbejder i lyskrydsene med at sælge slik, kuglepenne eller tyggegummi, og børn helt ned til otte år kører med som hjælpere på skraldebilerne! Hanley så bestyrtet ud og fortsatte: 22
indhold_drommenes_losseplads.indd 22
04-05-2016 11:03:13
– Jeg tænkte, at jeg ville starte et lille projekt, hvor jeg sender børnene i skole, og så kan de komme til os bagefter og få lidt lektiehjælp og et lille måltid. Bare sådan tre eftermiddage om ugen. – Som du måske kan huske, er der i skolen ofte 50-70 børn i hver klasse. Når læreren giver børnene lektier for, foregår det ved, at hun skriver en linje med et bogstav, tal, ord eller sætning, som børnene så skal kopiere på de næste 4-5 sider. Derfor kan mange børn hverken læse eller skrive, når de forlader skolen, og de havner derfor ofte på gaden. Jeg nikkede. Jeg kunne godt huske de uendelige kladdehæfter med bogstaver og tal og de trætte børn, der kopierede i ét væk. – Nogle af dem kommer med i gadebanderne, der huserer rundt omkring. Jeg ville gerne give dem et alternativ; et sted, hvor de kan komme og være børn, Juanita. Og hvor de kan få hjælp til lektier, lidt omsorg og tid til at lege. Jo længere tid, de er væk fra gaden, des bedre. Jeg kunne mærke hendes viljestyrke nærmest som en fysisk tilstedeværelse mellem os. Hun smilede uskyldigt, trak på skuldrene og slog ud med hænderne. – Ja, og så tog jeg hjem og solgte min bil og alle mine ting og kom tilbage for at starte mit projekt. Det lød så enkelt, når Hanley fortalte. Som om hun bare var kommet spadserende ind til præsten, havde lånt en kirke og ikke havde andet valg end at forfølge sin drøm. I La Iglesia, som kirken også kaldtes, lå støvet tykt på gulve, hylder og vindueskarme. Bygningen bestod af tre rum og et mørkt, uhumsk toilet. Det ene rum var selve kirkerummet. Her stod tunge træbænke på rad og række. Jesus hang trøstesløs, afskallet og støvet på sit kors. Et par plastikblomster var sat op ved alterstolen, der var af træ, og som kunne flyttes efter behov. Gulvet var af betonklinker, og taget var af blik og plastik. Fra solen var stået op om morgenen, havde den bagt ned på La Iglesia, og nu føltes den som en sauna. – Vi har vist desværre ingen mulighed for at åbne dørene og få lidt luft ind, sagde Hanley undskyldende. Hun hentydede til flokken af mennesker udenfor. De var begyndt at hamre på jerndørene, og vi kunne høre og se, at nogle af dem løb rundt og trampede på det flade tag af blik og plastik. 23
indhold_drommenes_losseplads.indd 23
04-05-2016 11:03:13
– Mon de kan komme ind? spurgte jeg nervøst. – Jeg håber, taget holder, sagde Hanley og skævede op. I det tilstødende rum, hvor vi for kort tid siden havde mødt familierne, var der lidt køligere på grund af nogle store vinduer, der kunne åbnes halvt. En del af lokalet var lavet om til et lille rum, der var aflåst, og hvor der stod skabe med skolegrej, papir, plastiktallerkener og kopper. Nogle borde og plastikskamler stod stablet op langs væggene. Ud ad øjenkrogen fik jeg pludselig øje på noget mørkt, der pilede afsted langs væggen. – Se! En rotte! råbte jeg. Hanley skreg og sprang til siden. Præsten, der netop var kommet ind ad døren med pizza, grinede hånligt. – Han tror vist ikke, vi holder mere end en dag her, hviskede Hanley til mig. – Men vi skal vise ham! Jeg nikkede bare. Jeg var heller ikke så sikker på Hanleys projekt. Hun virkede så målrettet og rolig, mens jeg følte, at nogen havde skubbet mig ud over en afgrund. På én og samme tid havde jeg lyst til at flygte og blive. Temperaturen nærmede sig 30 grader, og stanken af den rådnende losseplads gjorde mig ør i hovedet. Vi kunne høre de mange skraldebiler, der læssede affald af, de råbende mennesker og gøende hunde. – Er du ok? spurgte Hanley muntert. – Jeg ved ikke, hvad jeg havde ventet mig. Det første møde med fattigdommens rå og stinkende ansigt har slettet alle tanker, jeg før havde gjort mig om den. Blikskurene ved Antigua er jo ingenting i forhold til det her, sagde jeg til Hanley. Hun nikkede forstående. – Ja, det er noget af det, lossepladsen gør ved folk. Dens eksistens sætter ligesom det hele i perspektiv. Jeg håber, du har lyst til at blive og hjælpe mig, Juanita. Jeg har allerede én anden frivillig og 5.000 dollars. I dag skriver vi navnene ned på de børn og familier, der har lyst til at være med, og så går vi ud og besøger dem i næste uge. Men først skal du se lossepladsen. Kom med! Hanley nikkede til præsten, der allerede stod parat ved døren. Før jeg kunne nå at sige noget, stod jeg på gaden igen.
24
indhold_drommenes_losseplads.indd 24
04-05-2016 11:03:13
Velkommen til Kontoret Vi skubbede os igennem menneskemængden. Bryster og skuldre masede på mig fra alle sider. Et væld af små piger ville holde Hanley og mig i hånden, og tykke, tandløse koner i beskidte, hullede T-shirts med store plastiksække trængte sig også på. – Seño! Hvornår begynder det? – Kan jeg også lære at læse? – Hvorfor må mit barn ikke være med? – Seño! Kan De låne mig et par dollars? De mange spørgsmål gled sammen til en stor råben. Hanley forsøgte at besvare et par stykker af dem, mens hun kæmpede sig gennem mængden. – I skal nok komme ind, så kan vi svare på alle jeres spørgsmål! Jeg tvivlede på, at der var nogen, der hørte hende. Pludselig så jeg, at et par spinkle fyre i snavsede T-shirts og posede bukser rejste sig op. Der hang gullige plastikposer med lim eller hospitalssprit fra deres næver, som de konstant førte op til munden og næsen. Mit hjerte bankede af frygt. Hanley fortsatte, og jeg fulgte trop. Vi kom ind bag en faldefærdig mur, hvor jeg med det samme følte mig lidt mere tryg. Her kunne de ikke komme ind. – Velkommen til Kontoret eller Gribbenes Indkøbscentral, som de også kalder lossepladsen her i Guatemala City, sagde Hanley, mens hun rakte sin ene arm ud for at vise mig panoramaet, der strakte sig for mine fødder. I selvsamme øjeblik begyndte mine øjne at brænde, og det føltes, som om min hud blev indhyllet i tyk friturefedt. Jeg gispede og vendte mig væk. Stanken af kloak, lort, røg, halvråddent køkkenaffald og død var så kvalmende, at jeg måtte holde mig for næsen. Himlen var dækket af støv. Røg fra utallige små bål steg op fra pladsen og blev til gullig smog. Enorme gribbe svævede i cirkler, lydløst og ildevarslende over lossepladsens inferno af skam og håbløshed. Som en dødspatrulje slog de af og til ned i affaldet, men blev hurtigt jaget væk af mennesker og andre gribbe. Det var alles kamp mod alle. Jeg kiggede ned på mine fødder. De stod på kanten af en skrænt, der gik omkring 100 meter ned. I dyngerne af skrald myldrede det med mennesker, nogle
25
indhold_drommenes_losseplads.indd 25
04-05-2016 11:03:13
med store sække over skuldrene, andre med babyer i slynger på ryggen. Der var små interimistiske boder lavet af pinde og plastik, hvor der blev solgt limonade og tortillas. Her og der stod høje bjerge af plastiksække med flasker, plastik, stof og dåser. Hele tiden ankom nye skraldebiler. De kørte ned til bunden, parkerede oven på bunkerne og begyndte så at læsse af. Hver gang en skraldebil ankom, kunne jeg se, hvordan skraldejægerne flokkedes om den. De endte i slagsmål med hinanden. – De stærkeste kommer til først. De svageste må vente og se, om der er rester tilbage til dem, sagde Hanley. Mine øjne fangede pludselig noget, og med ét gik det op for mig. – Men, men … der går jo også børn rundt dernede, udbrød jeg chokeret og fulgte en lille pige med øjnene. Hun gik i en laset kjole mellem de voksne, gribbene og de afpillede hunde. Hendes øjne var rettet intenst ned i dyngerne af affald. Selv på afstand kunne jeg se, at hun og flere andre ikke havde noget på fødderne. – Ja, sagde Hanley stille. – Det er dem, vi skal have ud herfra. Før det er for sent. Vi blev der kun kort, men synet, lugten og lyden af lossepladsens stinkende univers blev siddende i mig som et fysisk ubehag, en intens følelse af uretfærdighed og en næsten ubærlig sorg.
Jeg skulle have forberedt dig bedre Klokken var blevet mange. Eftermiddagens dvaske hede var ved at slippe sit tag på Guatemala. Gaderne glødede af brændende varmt asfalt, og hundende, der havde ligget og sovet på gaden, da vi kom, fulgte efter os i en flok. – Vi følger Dem på vej, señoer. Det kan være farligt for Dem at gå rundt her på dette tidspunkt, sagde Mamá Roque. Hun havde tilbudt sig som bodyguard, og det var jeg glad for. Ud over hende blev vi fulgt af en lille flok glade børn. De sprang rundt omkring os i gadedrengehop og skiftedes til at holde os i hånden. Det virkede så fredeligt, at jeg godt kunne glemme, hvor jeg var. Selv lugten af lossepladsen syntes at være aftaget. – Jeg har godt hørt, at gadebanderne står op på det her tidspunkt, sagde Hanley og kastede et blik på sit armbåndsur. 26
indhold_drommenes_losseplads.indd 26
04-05-2016 11:03:13
– Gadebander, spurgte jeg nervøst. – Ja, seño. Det er derfor, vi passer på Dem, sagde Mamá Roque og så sig omkring. Vi gik gennem de smalle gader. Husene var ikke længere af blik, men af små mursten af ler. De var faldefærdige, malingen skallede af, og hullerne i bliktagene havde man forsøgt at reparere med plastikposer og vejskilte. Store hængelåse forsøgte at skabe en illusion om, at ubudne gæster ikke kunne komme ind. Store, gule skraldebiler kørte forbi os i høj fart, og møgbeskidte mænd i alle aldre fløjtede og råbte efter os. De hang ud ad bagdørene eller lå mageligt på de store sække med affald. – Du skal ikke se på dem, sagde Hanley advarende. – Chuchos!* råbte Mamá Roque efter dem, mens hun hævede armen i en truende gestus, der fik de unge mænd til at huje endnu højere. På El Trebol, hvor veje fra otte forskellige bydele ramlede sammen og skabte et osende trafikkaos, stod vi mellem to vejbaner og forsøgte at stoppe en bus. Seks spor flettede sig sammen og snævrede sig ind. Vi så mennesker, der sprang for livet, når de forsøgte at krydse vejen. Tre fyre med kasketter trukket ned i panden var fulgt efter os. De stod og betragtede os på hjørnet. Min paranoia tog til. Vagten, der stod i døren på McDonald’s, fik mig ikke til at føle mig mere sikker. Han kunne umuligt være mere end 17 år gammel. Hans maskingevær dinglede mellem hans hænder, da han forfjamsket forsøgte at sende mig en flirtende kysmund. Jeg vendte mig og kastede et sidste blik over skulderen. De tre fyre så væk. Gribbene svævede stadig over lossepladsen. Som i en skrækfilm på tv, hvor lyden er skruet ned. Vi sprang hurtigt på en bus, og hundredvis af bliktage tog afsked med os i den dovne aftensol. Jeg sad helt stille på det smalle sæde og kiggede ud ad vinduet, mens myldretiden sneglede sig forbi udenfor. – Hvad siger du så, Juanita? spurgte Hanley ivrigt. Hun kiggede afventende på mig. – Jeg kunne virkelig godt bruge din hjælp. Før jeg nåede at svare, væltede tårerne ud af øjnene på mig. Fuldstændig overvældet af alle indtrykkene sad jeg og hulkede, mens bussen tog mig væk fra lossepladsen, væk fra Guatemala City, væk fra angsten, stanken, tumulten og alt det frygtelige, jeg indtil da ikke havde anet eksisterede. Synet af de mange børn, der arbejdede på lige fod med de voksne i lossepladsens glohede helvede, blev ved med at trænge sig på. De indtrængende, påtrængende, grædende og skraldgrinen* Chuchos: Et meget grimt ord, der bruges om hunde, som køtere
indhold_drommenes_losseplads.indd 27
27
04-05-2016 11:03:13
de mødre og ikke mindst deres børn med uglet hår, bare fødder og store sår på ben og arme havde sat sig fast i mit inderste. Hanley forsøgte at trøste mig på sin egen akavede måde. Hun klappede min hånd og så bekymret på mig. – Jeg skulle have forberedt dig bedre, Juanita. Undskyld! Jeg skulle have forberedt dig bedre, blev hun ved at gentage. – Jeg tror ikke, du kunne have forberedt mig på det her, sagde jeg hulkende. Dagen efter ringede jeg til Hanley. Hun var igen fuld af undskyldninger. – Jeg forstår godt, hvis du ikke vil med derind igen, sagde hun. – Jamen, det vil jeg gerne, sagde jeg uden at tøve. I mit hjerte vidste jeg, at jeg havde truffet den rigtige beslutning. Her var noget, der var så vigtigt, så meget større end mig selv, at jeg blev nødt til at blive og se, hvad det kunne føre til.
28
indhold_drommenes_losseplads.indd 28
04-05-2016 11:03:13