Prolog I den disede nat flammende små lys blandt træerne. Der var helt stille. Ingen af skovens sædvanlige lyde var at høre. Ingen vind i bladene og ingen dæmpede lyde fra dyr, der bevægede sig gennem den tætte underskov. Jeg følte mig kropsløs, da min bevidsthed smeltede sammen med træerne, sammen med lysene. Roen flød ind i mig som bløde bølger på den lille sø. Hvor var jeg? Jeg fornemmede en anden bevidsthed nær ved mig; en fremmed men alligevel mærkeligt bekendt bevidsthed. Jeg mærkede årtusind gammel visdom og smerte. En enorm styrke. Det andet sind var så nær ved mig, og dog helt upåvirket, måske endda helt uvidende om min tilstedeværelse. Fra blid samhørighed med skoven til en pludselig uro, der skar sig gennem vores nærmest symbiotiske bevidsthed. Mennesker. Forbandelsens kald vækkede sjælene, tvang dem til blodsudgydelser, og den tyste nat blev flænget itu af smertensskrig; skovens ro forvandlet til et larmende crescendo af træer, der knækkede, mennesker, der blødte og dyr, der flygtede. En pludselige sugende fornemmelse tog mig væk, bragte mig tilbage til min egen krop. Jeg fandt mig selv stående foran spejlets sølvblanke
6
overflade, som reflekterede månelyset, der fandt vej ind gennem værelsets vindue. Jeg stirrede på et blegt ansigt med store øjne, der var mørke af den rædsel, de netop havde bevidnet. Og dog var jeg en helt almindelig teenager. Men spejlet satte kun et overfladisk billede op. Det fortalte en løgn. Hvis spejlet havde været i stand til at trænge igennem huden og se ind i mit indre, ville det vise noget andet. Et glansbillede, der var begyndt at krakelere. Den normale teenager, som jeg så brændende ønskede at være, så jeg kun på overfladen. Livet, som jeg kendte det, kunne aldrig blive det samme igen. Mine fingre berørte det blanke spejlglas, mens de blågrønne øjne kiggede vagtsomt tilbage mod mig. Et spørgsmål plagede mine tanker og forfulgte mig, dag og nat. Hvem er jeg?
7
Begyndelsen Rold Skov breder sig over et stort område af Nordjylland. Det er Danmarks største skov og nu også nationalpark. Det er her, jeg har mine rødder. Jeg bor i et lille hus i udkanten af byen Rold sammen med min mormor. Det har jeg gjort hele mit liv. Hun har været som en mor for mig, siden min egen mor døde, da jeg var helt lille. Det var en drukneulykke. Mere ved jeg ikke. Min mor var hendes eneste barn, så mormor vil helst ikke tale om det. Min far kender jeg intet til, og det gør mormor heller ikke. Mormor har den idé, at min mor havde en hemmelig affære med en ung mand, som så pludselig forsvandt. Hun måtte jo være blevet gravid med mig på en eller anden måde. Jeg sad i vindueskarmen og kiggede ud af vinduet. Mit værelse lå på første sal, så jeg havde en god udsigt deroppe fra. Jeg legede med en lille lok af mit lange, mellemblonde hår, mens jeg så i retning af skoven. Solens stråler varmede igennem rudens glas og fik lokken mellem mine fingre til at se en anelse rød ud. De frodige, grønne træer fik mig til at længes efter at komme ud. Der var noget særligt over den skov. Det var svært
8
at beskrive, hvad det var. Synet af skoven gjorde altid noget ved mig; fik mig til at længes, som om jeg blev lokket derud. Jeg rejste mig fra min plads og gik over mod spejlet på væggen. Ved siden af det hang en stor plakat med Edward fra Twilight. Jeg elskede Twilight filmene. Der var noget sejt over vampyrer og andre overnaturlige væsner. Jeg så længselsfuldt på plakaten. Edward var bare for lækker. Jeg rettede på min hvide top og drejede mig foran spejlet. Typisk mig havde jeg gravet de jeans frem, der gav brede hofter. Jeg sukkede dybt og trak toppen ud over bukserne. Jeg endte med at lade den sidde sådan, det hjalp på det. Jeg tog min mascara fra hylden med over til den anden side af spejlet og lagde noget på vipperne. Så kastede jeg et sidste blik på mit eget spejlbillede, rodede i det løsthængende hår, som alligevel aldrig sad, som jeg ville det, og smuttede nedenunder. Mormor stod i det lille, mørkebrune køkken med de orange kakler på væggen og var ved at smøre nogle madder. Hun var mindre og mere buttet i det, end jeg var. Hendes hår havde været hvidt, så længe jeg kunne huske, og det var altid sat op i en lille, pæn knold. Hun lignede vist en rigtig mormor. ”Godmorgen Calluna, skal jeg smøre noget til dig også?” spurgte hun med ryggen til. ”Ja tak, mormor, jeg kunne egentlig godt spise lidt. Bagefter smutter jeg en tur over til Line,” sagde jeg, mens jeg satte mig ved det runde bordet i hjørnet og så mod hendes ryg.”Det lyder da som en god idé.”
9
Hun smurte madderne færdig og satte sig også ned ved bordet. Hun rakte mig en honning- og syltetøjsmad, mens hun kiggede på mig med sine rare, blå øjne. ”Det er jo skønt vejr, så du skal ikke bare sidde inde og lumre hele dagen.” Jeg sukkede indvendig. ”Nej nej.” Jeg tog en af de smurte madder og kiggede på det orange ur, der var indbygget i skærebrættet. Gyseligt, syntes jeg, men mormor var af den type, der ikke skiftede ting ud, så længe de stadig fungerede. Godt hun ikke havde indrettet mit værelse efter den gamle 70’er model. De eneste ændringer, der var sket i huset, som jeg kunne huske, var, at der var kommet et fjernsyn i stuen, og at jeg havde fået en computer. Mit blik gled videre til billedet med morfar, der smilede imod mig. Han døde af kræft, da min mor var helt lille, så jeg havde aldrig kendt ham, men jeg havde hørt mange historier om ham. Især den med, hvordan han byggede huset her til mormor, så det stod klar, da de blev gift, havde jeg fået genfortalt en million gange. Mormor havde boet længere nede ad gaden, men det hus var for længst revet ned. Jeg havde set et gammelt fotografi af det. Ikke ligefrem en drømmebolig. Det så bare så gammelt og vakkelvornt ud. Men morfar syntes det var synd, hvis hun skulle forlade alt det, hun kendte og elskede, så han havde bygget huset her tæt ved hendes barndomshjem. På en måde var det meget sødt. Det var bare en skam, at hun mistede ham så tidligt. Jeg tyggede af munden og drak et glas vand, inden jeg rejste mig, ”Nå, men så smutter jeg.”
10
”Helt i orden min skat. Jeg stiller noget mad til dig, som du kan varme. Jeg har vagt på kroen i aften og kommer sent hjem,” sagde hun. Mormor havde arbejdet på kroen i al den tid, jeg kunne huske. Hun serverede og var rigtig glad for sit job. Hun elskede at snakke med andre mennesker. En gåtur i byen tog altid umådelig lang tid for hende, for det var umuligt for hende ikke at falde i snak med halvdelen af byen på vejen. På den anden side boede der heller ikke mere end 240 indbyggere. ”Okay mormor, hej hej,” sagde jeg og åbnede døren. Jeg gik ud og tog min cykel, selv om der kun var små 200 meter over til Line. Jeg satte cyklen op ad gavlen på Lines hus og ringede på dørklokken. Hendes mor kom ud og åbnede. Hun tørrede hænderne i et viskestykke og virkede lidt fortravlet. ”Hej med dig Calluna. Jeg kalder lige på Line.” Jeg behøvede slet ikke at sige noget, før Lines mor var smuttet. Line og jeg havde været venner siden de små klasser, så hendes forældre var vant til, at jeg kom på besøg nærmest hver dag. Line sprang ud i baggangen og slog ud med armene, mens hun drejede rundt og viste sig frem. Jeg tog forskrækket hånden op til brystet. ”Shit, hvad har du gjort med dit hår?” ”Kan du lide det, Luna? Jeg synes, det andet var så kedeligt, så jeg ville prøve noget nyt,” sagde hun og purrede op i den nye frisure. Det var sjældent, hun brugte hele mit navn.
11
Jeg gik ind i baggangen og lukkede døren. Lines tidligere blonde hår var nu farvet helt sort og klippet i en tjavset frisure. ”Øhm …” var det eneste intelligente, jeg kunne få sagt. ”Nå, synes du, det er grimt?” ”Nej nej, selvfølgelig ikke, jeg skal nok bare lige vænne mig til det,” sagde jeg. ”OK. Jeg er selv helt vild med det. Nå, kom nu med ind,” sagde hun og viftede mig ind med hånden. Jeg fulgte med ind på hendes værelse og satte mig på sengen. Værelset var lidt større end mit. Væggene var prydet med mange forskellige plakater, og jeg var slet ikke inde i hvem, der var på dem alle. Hun tændte noget musik. Lyden var allerede skruet højt op, og hun gav den lige lidt ekstra, så det bragede ud af højtalerne. Jeg pressede hænderne mod ørene. Det var ikke musik. Det var larm. Line sagde noget og vrikkede så med hele kroppen. ”Hvad siger du?” brølede jeg. ”Kan du ikke skrue lidt ned, så vi også kan tale sammen?” Line lod hænderne klaske mod lårene, mens hun satte sig. Hun sukkede og skruede ned: ”Nogen gange er du altså røvkedelig. Der er ikke noget ved at lulle livet igennem til stille musik. Livet skal sgu da leves, mens man har det.” Hun rettede lidt på sit hår. ”Det kan godt være, men derfor deler jeg ikke din musiksmag,” sagde jeg lidt forsigtigt for ikke at støde hende. Hun grinede: ”Hvis du synes, der skal gro mug på dig, så
12
fint med mig. Rockmusik er noget af det fedeste, og med mit nye hår passer jeg bedre ind i rockstilen.” ”Hvad siger dine forældre til dit hår?” ”Far har ikke sagt noget, og mor betale lige for frisøren, inden hun så mig. Jeg siger dig, hendes øjne rullede en ekstra omgang. Det så godt nok sjovt ud.” Hun lo. ”Mormor var faldet død om, hvis jeg kom hjem sådan,” sagde jeg, og tænkte på hvordan mormor kunne være. ”Nu er din mormor jo også mere gammeldags. Godt man i det mindste har forældre,” sagde Line. Den sved lidt, så jeg kiggede væk. Line lagde begge hænderne på mine skuldre: ”Ej undskyld, jeg tænkte jo ikke lige på … jeg mener, det var ikke sådan ment.” ”Det er helt okay. Jeg har jo aldrig kendt nogen af dem, så jeg ved ikke engang hvordan det ville være at have forældre.” Vi var begge stille et par minutter, mens musikken spillede i baggrunden. Jeg brød stilheden ved at spørge hende, hvordan det gik med Michael. ”Det er slut. Jeg blev bare så træt af ham, så jeg lod det ligesom glide ud. Vi var i biografen en gang, og det var den mest røvkedelige film, han havde valgt. Og så skulle han altid ævle løs om den forbandede knallert.” Hun himlede med øjnene. ”Det er jeg da ked af at høre. Er du okay med det?” spurgte jeg. ”Ja ja, tænk ikke mere over det. Helt ærligt …” Hun lænede
13
sig lidt frem på stolen. ”Så var han nu heller ikke noget mirakel i sengen,” sagde hun en smule dæmpet og lo. Mine kinder blussede omgående op over den sidste bemærkning. Jeg viste, at Line havde haft et par fyre og ikke længere var jomfru, men på det område var jeg selv ret så underudviklet. Når det kom til fyre, var jeg alt for genert. Jeg kunne da godt snakke med dem, men var der en, der snakkede til mig, så blev jeg rød i hovedet og snublede over ordene – især hvis det var en, som jeg syntes var lækker. Så havde jeg bare lyst til at grave mig ned. Jeg tror seriøst, jeg manglede det gen, der gjorde, at man kunne snakke med fyre. Heldige Line, hun var mere åben og sagde sin mening uden at tænke på konsekvenserne. Jeg ved ikke om det var det, fyrene faldt for, men nu havde hun da haft et par stykker, og jeg ingen, så man kunne godt få den tanke. ”Du behøver altså ikke blive rød i bærret, hver gang jeg nævner noget om sex, det er lige så naturligt som at gå på toilettet. Jeg ville altså ønske for dig, at du snart fandt en sød fyr, så du også kan få prøvet lidt af. Du ved hvad jeg mener …” Hun blinkede. Jeg sukkede. ”Altså Line …” ”Ja, det er mit navn, vil du købe det?” spurgte hun og lo. ”Jeg siger det kun for din egen skyld. Men du må da gerne overtage Michael, var det ikke noget?” Jeg tænkte mig om og rynkede så på næsen. ”Nej, jeg tror ikke han er min type.”
14
”Der kan du jo bare selv se. Han er jo ikke lige frem noget at råbe hurra for. Sådan en nørd.” Vi grinede begge. ”Skal vi ikke cykle en tur over i skoven? Det er bare sådan et dejligt vejr.” Jeg så forventningsfuldt på hende. ”Ved din mormor godt, du vil tage i skoven?” ”Nej sgu da, så havde jeg ikke fået lov. Man skal altid følges med en voksen, siger hun. Hun glemmer aldrig det med mor, og hun fatter ikke, at jeg godt kan gøre ting, uden hun behøver holde mig i hånden.” ”Nej, du siger noget. Hmm, så om jeg er med på noget forbudt? … Det er jeg så absolut,” sagde hun, mens hun smilede stort. Vi tog vores cykler og cyklede af sted mod skoven og ind ad de støvede jordstier, indtil vi kom til den lille lysning ved søen. Vi stillede cyklerne op ad et træ og smed os i det grønne græs. Fuglene sang rundt om os, og guldsmedene fløj stille ude over søen. Solen stod højt på den blå himmel og varmede dejligt på huden. ”Glæder du dig til i morgen?” spurgte jeg og skærmede for solen med hånden. ”Om jeg gør? Ja da,” sagde hun. ”Hvorfor tror du, jeg har fået fikset mit hår sådan op?” Jeg lo. ”Ja okay, det kan jeg da godt se. Du ser jo helt klar ud.” ”Det kan jo være, vi kommer i klasse med nogle lækre fyre,” sagde hun og smilede på en lusket måde.
15
”Hmm ja, det kan da godt ske, det har jeg nu ikke tænkt så meget over. Jeg er mere nervøs for, hvem de andre elever er, og hvilke lærere vi får.” Jeg bed mig selv i læben og mærkede med fuld styrke nervøsiteten for den følgende dag. Vi skulle starte i tiende klasse på en ny skole. Vores lille landsbyskole havde ingen tiende klasse, og derfor blev de elever der gerne ville gå i tiende, fordelt blandt tre tiende-klasser på en større skole i Støvring, hvor vi skulle tage bussen ind. ”At du gider spekulere over det.” Line lagde sig ned og tog en arm om bag nakken. ”Eleverne er der sikkert ikke noget i vejen med, og lærerne er da sikkert bare som dem på den gamle skole,” sagde hun og virkede bedrevidende. ”Ja, måske,” sagde jeg lidt usikkert, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville gå i den nye skole. Jeg kiggede ud over den lille sø. Vandet blinkede stille i skæret fra solen. En fisk var oppe at vende og fik overfladen til at brydes i små ringe. Line kom op på den ene albue. ”Utroligt at vandet kan se så roligt ud, når man tænker på, hvor mange der er forsvundet herude.” Et alvorligt udtryk lagde sig over hendes ansigt.”Hvorfor tænker du på det?” ”Jeg hørte om en, der forsvandt den anden dag. Ved ikke om det var her eller længere inde i skoven. Politiet har undersøgt området uden at finde nogle spor.” ”Der sker jo ulykker engang imellem.”
16
”Ja, folk må også tage ansvar for sig selv, når de bevæger sig ud om natten,” sagde hun.”Var det om natten, det skete?” ”Ja, det er særlig smart at jage mordere, spøgelser eller hvad fanden ved jeg midt om natten,” sagde hun i en lidt hård tone, mens hun satte sig op. ”Nej, du har sikkert ret. Du er måske bange for at være her?” Hendes blik søgte ud over søen og rundt langs træerne. ”Næ, men hvad fanden kan der også ske i fuldt dagslys? Ingen skal få mig ud af sengen midt om natten for at få mig med herud og møde en morder. No way.” ”Så er du jo også bange,” sagde jeg i en drillende tone. Hun rystede på hovedet og drejede det i et ryk, da noget knasede inde mellem træerne. Jeg vendte mig mod lyden og brød så ud i latter. ”Er du bange for et egern?” Line kneb øjnene sammen. ”Ha, ha, meget morsomt, hvis det havde været en morder, så havde du ikke meget at grine af længere.” Jeg fnøs. Nogle folk var forsvundet herude og hvad så? Der ville altid være nogen som forsvandt eller druknede i en stor skov. Selv min egen mor var druknet i en af søerne. Mennesker har det jo med at dø af den ene eller anden grund. Var man uheldig nok, kunne man også drukne i en vandpyt. Det gjorde jo ikke skoven mindre smuk at være i, selv om mormor ikke brød sig om mine behov for at færdes herude. Line rejste sig. ”Nå, vil du med hjem igen? Jeg får myrekryb
17
af det her sted.” Hun børstede lidt græs af bukserne og gik så hen mod cyklerne. ”Ej, nu løber fantasien vist lidt af med dig,” sagde jeg. ”Måske, men hvad nu hvis der virkelig er noget om snakken?” Jeg rystede på hovedet og kiggede ud over søen. Line gik lidt for meget op i de nyhedsudsendelser. Her var kun farligt, hvis man mødte en buk i brunst. Jeg kom på benene og indåndede en sidste gang duften fra skoven. Den var så befriende, så dejlig, så … Line trippede utålmodigt ved cyklerne. Jeg gik hen til hende og tog min cykel. Vi fulgte stierne hjem igen. Vi holdt ind ved mormors hus. Line havde glemt alt om skoven og sludrede lystigt, indtil hun sagde, at hun hellere måtte se at komme hjem. Hun hoppede på cyklen og vinkede. Mormor havde taget bilen på arbejde. Hun gad nok ikke cykle, tænkte jeg og smilede for mig selv. Hun ville ellers have godt af motionen. Jeg gik indenfor og fandt aftensmaden, hun havde stillet til mig i køleskabet. Det var frikadeller, som jeg elskede. Jeg varmede maden op og gik ind i stuen for at spise foran tv´et. Det brød mormor sig ikke om, men når hun ikke var hjemme, synes jeg det var lidt hyggeligt i stedet for at sidde muttersalene ved spisebordet i køkkenet. Mens jeg spiste, zappede jeg rundt mellem kanalerne. Jeg så en lille bid af et program om ånder. De viste billeder af spøgelser på gamle fotografier. I udsendelsen sagde de, at nogen var
18
overbevist om, at man kunne komme i kontakt med sin indre ånd af flere veje. En af dem var igennem kys. Jeg fnøs. Som om, man kunne kysse sig til en ånd. Det var da det dummeste jeg længe havde hørt. Så jeg trykkede videre og standsede ved et dødsygt program om gnuernes vandring over savannen. Jeg blev ikke fanget af det, men nu gad jeg ikke finde et andet. Ud på aftenen begyndte jeg at gabe og slukkede for tv’et. Efter en hurtig tandbørstning gik jeg op på mit værelse. Jeg trak gardinerne for og tog min gamle, godt slidte T-shirt på og lagde mig i sengen. Uha, jeg var ved at være nervøs for i morgen. Bare den første dag i skolen nu kom til at gå godt. Jeg rakte hånden ud og slukkede lyset. I løbet af den nat fik jeg vendt og drejet mig mange gange. Jeg svedte og havde på fornemmelsen, at noget nyt ville ske. Det gjorde mig bare mere nervøs. Hvad var det, der ville ske?
19
Skolestart Vækkeuret ringede. Klokken var 6:00. Jeg rakte hånden ud efter uret, men fik væltet et eller andet på gulvet. ”Fuck” sagde jeg højt. Jeg lagde mig op på den ene albue og fik endelig slukket for vækkeuret. Jeg gabte næsten kæben af led, mens jeg igen smed mig tilbage på puden. Nå, jeg måtte jo hellere … Jeg satte mig døsigt op, strakte mig og gned øjnene. På kontorstolen lå det tøj, som jeg omhyggeligt havde fundet frem dagen før. Her på det sidste var jeg begyndt at tænke mere og mere over, hvordan jeg så ud. Selv om jeg ikke syntes, jeg var noget særligt, ville jeg gerne være som de andre piger. Jeg ville helst ikke føle mig udenfor. Efter at havde taget et par hvide cowboybukser på, trak jeg en stramt siddende T-shirt i let mørkeblåt bomuldsstof med print foran ned over hovedet. Jeg gik ned på badeværelset og plaskede lidt vand i ansigtet, så jeg kunne vågne helt. Mit morgenhår så hæsligt ud i spejl over vasken. Jeg snorede fingeren rundt om en tot. Måske skulle jeg sætte det op? Jeg fandt min hårbørste og redte håret igennem, indtil det var skinnende og faldt ned over begge skuldre. Så tog jeg en elastik og samlede håret i en hestehale. 20
Jeg slæbte min døsige krop ud i køkkenet og satte mig på en stol. Mormor var allerede oppe og i gang med at riste brød. Hun vendte sig mod mig. ”Du ser træt ud. Kunne du ikke sove i nat?” ”Nej, jeg gik faktisk i seng i nogenlunde tid.” Jeg gabte. ”Jeg er bare så nervøs for at skulle starte på den nye skole.” Jeg skælvede i den kølige morgenluft og gned mine arme.”Nåh, er det ikke andet. Du skal ikke være bekymret. Der er jo nogle fra din gamle klasse – og Line. Det skal nok gå alt sammen.” Jeg tog et stykke brød, kom lidt smør på og tog en slurk af min juice. ”Tak mormor, du ved altid lige, hvad du skal sige.” ”Det var da så lidt, skat.” Hun smilede igen. Jeg smilede tilbage og kunne mærke, at sommerfuglene i min mave fløj lidt langsommere. Jeg trak vejret dybt og koncentrerede mig om at smage brød og syltetøj og slet ikke tænke på klasseværelser og drenge og alt den sladder, der kan opstå blandt teenagere på absolut ingen tid. ”Du må se at få spist færdig, hvis du skal nå bussen,” sagde mormor med ét. ”Har du pakket din taske?” Jeg drejede ansigtet mod uret. Fuck. Tiden var godt nok gået hurtigt, mens jeg havde siddet her. Jeg skyndte mig at sluge de sidste bider brød og skyllede det ned med juicen. Derefter løb jeg op ad trappen og var ved at snuble. Mormor råbe, at jeg skulle være forsigtig. Jeg fandt tasken på værelset og var ved at gå ud, da jeg kom i tanke om, at jeg ikke havde fået mascara på. Så jeg hev den ned fra hylden og smed den i tasken. Det kunne jeg ordne senere. 21
Jeg løb hele vejen ned til busstoppestedet. Line stod og grinede. ”Nå der kommer du, din syvsover. Jeg var lige ved at tro, at du havde gemt dig under sengen af bare frygt for første skoledag.” Bussen holdt ind i det samme, hun havde gjort sætningen færdig. Line kunne drille alt det, hun ville. I det mindste nåede jeg det. Jeg gik forpustet op i bussen. Vi ankom til skolen i god tid, inden klokken ringede. Line og jeg gik ind for at se os om. På gangen kom vi forbi et toilet, og jeg sagde til Line, at jeg skulle ind her. Hun fulgte efter. Jeg tog mascaraen op af tasken og begyndte at lægge noget på vipperne. ”Du skal da rigtig pyntes i dag,” sagde hun i en drillende tone, mens hun prikkede mig i siden, så jeg var ved at stikke mascaraen ind i øjet. ”Jeg nåede ikke at tage det på derhjemme,” sagde jeg til mit forsvar. Hun lo. ”Nej, det kan jeg se, men jeg mente nu også håret.” Hun pegede på hestehalen. ”Der er vel ikke noget galt i at prøve noget nyt,” sagde jeg, mens jeg kiggede på mig selv i spejlet og blinkede med øjnene. ”Nej da. Nå, skal vi ikke se at finde klassen? Jeg er vildt spændt på, hvor mange fyre der er.” Jeg sukkede. ”Jo, jo Line.” Vi fandt klassen og satte os ved samme bord. Klokken ringede. Et par elever kom ind ad døren og satte sig. Jeg fik øjenkontakt med en høj fyr med afbleget hår. Mine kinder blussede,
22
og jeg vendte mig hurtigt om mod Line, som var faldet i snak med pigerne bag os. En kvinde trådte ind i lokalet. Hun så ret ung ud og var vel midt i trediverne. Hun var smart klædt i jeans, en stram t-shirt og en kort skindjakke. ”Hej, jeg hedder Helene, og jeg skal være jeres klasselærer. Jeg skal have jer til dansk, edb, biologi og engelsk.” Hun smilede højtideligt ud over klassen. ”Jeg har glædet mig til at møde jer, og jeg har mange planer for hvad vi skal lave i år.” Jegs lappede lidt af. Hun virkede rigtig sød, men samtidig som en man kunne have respekt for. ”Først vil jeg se, om I alle er kommet.” Hun kiggede i sin protokol og begyndte at råbe navne op og krydsede af undervejs. Et af navnene fik hendes pande til at rynke. ”Cal… hvad står der?” sagde hun lavt. Jeg rakte forsigtigt hånden i vejret. ”Calluna,” svarede jeg stille. Igen så hun forvirret ned i protokollen. ”Nå ja, Calluna Mikkelsen, sikke da et sødt navn, det har jeg aldrig hørt før.” Hun gik videre med navnelisten, men jeg havde på fornemmelsen, at alle sad og stirrede på mig nu. Nogen gange var det altså ikke let at have et anderledes navn. Resten af dagen forløb, uden at vi lavede ret meget. Vi blev vist rundt på hele skolen og legede en navneleg. Der var ingen tvivl om, at alle havde bidt mærke i mit navn. Turen hjem i bussen virkede lang. Line sad ved siden af mig
23
og ævlede løs om de lækre fyre, vi var kommet i klasse med. Jeg var ikke rigtig i humør til at lytte, men jeg lod hende bare snakke. Mit hoved berørte vinduet, og søvnen overmandede mig. Forskrækket fór jeg op, da Line hamrede en albue ind i siden på mig. Hun kiggede surt på mig. ”Jeg var altså ved at fortælle dig noget, og så sover du bare.” ”Undskyld,” sagde jeg og ømmede mig over slaget i siden. ”Det må du også selv om. Nu er vi hjemme.” Hun rejste sig, tog sin taske og forlod bussen. Jeg kom snublende på benene. Men det var for sent. Hun var allerede væk. Hjemme smækkede jeg døren bag mig og smed tasken på gulvet. Mormor kom ud inde fra stuen med en støvklud i hånden. ”Nå, hvordan gik det så?” spurgte hun. ”Jo, det gik fint nok.” Mormor overså aldrig noget og kunne godt høre på mit tonefald, at der var noget, som trykkede. ”Var de ikke flinke ved dig?” ”Jo det var de da, men …” Jeg tøvede lidt. ”Jeg faldt i søvn i bussen. Line blev sur over, at jeg ikke hørte efter, hvad hun sagde. Og så gik hun bare.” Mormor lagde sine arme om mig. ”Hun skal nok blive god igen.” Vi stod lidt sådan. Det var rart at mærke mormors arme rundt om mig. Det gjorde mig altid så tryg. Vi løsnede grebet
24
om hinanden, og jeg sagde, at jeg ville gå op på værelset. Hun nikkede og forsvandt derefter ind i stuen igen. Jeg satte mig ved mit skrivebord, tændte computeren, gik på Facebook. Måske var jeg heldig, at min ven var online. Det var en nemmere måde at snakke med en fyr på. Herinde behøvede jeg ikke tænke over, hvordan jeg så ud, eller om jeg fik røde kinder. Jeg kunne være helt mig selv. Her hen over sommeren havde jeg chattet med en fyr om løst og fast. Vi havde mødtes i en facebookgruppe for unge i nordjylland. Jeg havde lagt noget op derinde som han havde kommenterede på. Så han sendte mig en venneanmodning og vi havde chattet sammen nogle gange nu. Egentlig vidste jeg ikke så meget om ham, andet end det man kunne læse på hans profil. Han var også 16 år, som jeg selv, men fra året før mig. På hans profilbillede lignede han en, der lige var stået op. Sikke et morgenhår. Jeg havde ikke kunnet lade være at grine. Han virkede så venlig. På billedet kunne man næsten se, at han havde noget kærligt over sig og ikke virkede så kikset, altså bortset fra håret. Jeg grinede indvendigt. Det var rart at have ham at skrive med de dage, hvor Line og jeg ikke var helt på bølgelængde. Jeg sukkede. Nogle gange var vi meget forskellige. Jeg rullede vennelisten igennem og mærkede et stik af skuffelse. Nå øv, han var ikke online. Jeg begyndte at læse de sidste opdateringer, og pludselig poppede en besked op fra ham. ”Hej,” skrev han. Jeg smilede.
25
”Hej.” Vi begyndte at skrive sammen og fortalte om, hvordan vores dag var gået. Jeg fortalte om min dag på den nye skole og om, at alle sikkert også i morgen kunne huske i hvert fald et navn. Der gik lidt, inden han igen skrev. ”Jeg har egentlig heller aldrig hørt navnet Calluna før. Hvad betyder det?” ”Det er en lidt dum historie. Min mormor elsker blomster, så derfor skulle min mor og jeg have et blomsternavn.” ”Hvad hedder din mor da?” Vi var ikke tidligere kommet ind på emnet, så jeg tænkte lidt på den mor, som jeg aldrig havde kendt. ”Brunelle,” skrev jeg endelig tilbage. ”Lyder sødt begge dele. Det passer godt til en smuk pige med et navn som Calluna.” Mine kinder blussede. Godt han ikke kunne se mig. ”Hvad med dit navn?” skrev jeg, da jeg endelig fik taget mig sammen. ”Lukas.” ”Er det ikke et bibelsk navn?” ”Jo, jeg kommer fra en ret troende familie, men det har jeg det helt fint med.” ”Du er heldig med, at du har en familie. Jeg har kun min mormor.” ”Ej, det skulle jeg da have vidst, så havde jeg ikke spurgt til din mors navn, det må du undskylde.” Jeg sukkede og skrev, at det kunne han jo ikke vide, og at det var okay. 26
Der var lidt tænketid. Så fortalte jeg, at der skulle være introfest på skolen på fredag. Han spurgte, om han ikke kunne komme med. Godt nok boede han i Aalborg, men det var kun for elever. Han skrev et kæmpe øv, og det virkede, som om han blev skuffet. ”Glæder du dig?” ”Det ved jeg ikke rigtig. Min bedste veninde skal også med, men hun skal nok bare jage fyre hele aftenen.” Jeg sukkede. Sådan var Line altid til fester. ”Det skal du måske ikke?” ”Nej, er du gal! Sådan noget tør jeg slet ikke.” Jeg gned de fugtige hænder af på lårene. Bare tanken kunne gøre mig helt nervøs. ”Man kan jo også sagtens have det sjovt, selv om man ikke er på udkig efter nogen.” Og det havde han jo helt ret i. Vi skrev lidt videre. Det var rart at have en ven som ham. Jeg skrev også om Line. Han mente, at hun bare var blevet pigesur, og at det nok gik over igen. Han havde sikkert ret. Mit humør var i hvert fald blevet noget bedre af at skrive med ham. Vi skrev farvel til hinanden, og jeg loggede af.
27