Mandekorssnak
JEG KOMMER I TANKER OM ENGANG, jeg sang i kor, og den ældste mand i koret – en mand omkring de 90 – snakkede meget ivrigt. Han var vist den ældste, jeg var en af de yngste – et par og 60 var jeg kun. Hvad hed han? Vi kan jo sige, at han hedder Jens, ikke? Nå, det er en særlig lykke at synge i et mandskor, to tenorstemmer og to basstemmer. Og omkring 25 ældre mænd kan lide at skabe sig og være lidt grove i kæften … Engang blev der ringet rundt for at forhøre sig, om vi ville være med i et andet kor, men Jens kunne ikke, da han den samme aften gik til gymnastik (!) – Man skal jo holde sig i form, sagde han stolt. Nå, men Jens og de andre, der var udstyret med en god hukommelse, kom ved en selskabelig lejlighed engang til at snakke om biler. Biler har for mig ikke nogen større betydning, da det ikke er af nogen betydning for mig at være i besiddelse af et sådant kørekort. Jeg mener, at når man bor inde i en storby, behøver man ikke et automobil, når busser,
tog og metro er inden for rækkevidde. Selv om jeg har et gyldigt førerbevis, har jeg ingen bil. Men tilbage til mandskorssnakken: Vi kom tilfældigvis til at snakke om biler. Når mange mænd sidder sammen i et festligt lag for at slappe af efter at have sunget nogle festlige og alvorsfulde sange, ja, så har man lyst til at snakke. Havde vi oplevet noget exceptionelt under kørslen i bil? Jens lagde ud med en episode, han kom i tanker om fra sin ungdom, hvor der jo ikke var nær så mange biler, og hvor man slet ikke havde så travlt i København som i dag. – Jeg kom sindigt kørende, fortæller Jens, mens vi andre lyttede nærmest andagtsfuldt og holdt mund, mens han talte. – Der var ingen hverken foran mig eller bagved, så jeg gav den hele armen. Så vidt jeg husker, foregik kørslen på Strandvejen med Øresund til højre for mig – og jeg var kun mig selv. Fristelsen var stor: Jeg speedede op til højeste hastighed. Og hvad får jeg i samme øjeblik øje på? Det ene forhjul kommer trillende til venstre for mig! Jeg kører altså rundt i en veteranbil med tre hjul! Vi kunne ikke lade være med at grine af Jens’ fortælling. Og latteren begyndte at brede sig, da han fortalte om, da han var en ung mand, og engang gik op til toppen af Rundetårn i København – på hænder! Jeg har selv et kørekort, men har ikke haft bil i fle-
re år. Men jeg kan da huske, at jeg for mange år siden var ude for i øspøsende regnvejr meget tidligt på dagen pludselig at miste min venstre kontaktlinse, og med ét havde jeg også vinduesviskerne at slås med. Vinduesviskerne begyndte at gå imod hinanden, og kort efter faldt den ene af! Og selvfølgelig den ene ud for mig, så jeg næsten ikke kunne se noget som helst! Men heldigvis befandt jeg mig på motorvejen … og kørte mod strømmen på vej til arbejde på en provinsavis!