Mulle laseprove by EgoLibris

TĂŚnd et lys for Mulle

Tænd et lys for Mulle Af Anne-Stine Moe-Olsen Copyright EgoLibris 2016 Redaktør: Claus Holm Omslag og sats: GrafiskGenvej Fotograf: Nicolai Troen Olsen Model: Anne-Clara Daae Olsen Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 978-87-93434-15-8 www.egolibris.com Forlaget EgoLibris Allerødvej 30 3450 Allerød Tlf: 86511900 Mail: info@egolibris.com

TÃ&#x2020;ND ET LYS FOR MULLE Anne-Stine Moe-Olsen

Journalisten så en bil holde halvt oppe på fortovet, imod kørselsretningen. Han stoppede sin bil og løb over til bilen, der holdt skævt for at spørge, om han kunne hjælpe, og der så han, at der lå en ung pige på jorden ved bilens forhjul. Bilisten var chokeret, men han kunne dog usammenhængende fortælle, at han havde ringet til alarmcentralen, og at de fortsat var i telefonen, som han holdt ud fra sin krop. Journalisten overtog telefonen og blev straks instrueret i forhold til førstehjælp. Pigen var bevidstløs, men trak vejret uregelmæssigt. Bilisten fik sagt, at hun havde talt lidt usammenhængende om sin mor og en lyseblå trækvogn. Lidt efter mumlede hun, at hun var træt, og siden havde hun ikke været ved bevidsthed. Journalisten kunne høre ambulancen nærme sig. Pigen gav et gisp og stoppede vejrtrækningen, og han startede hjertemassage. Kort efter var ambulancen fremme, og reddere overtog førstehjælpen. Journalisten så sig omkring, men kunne hverken få øje på pigens mor eller den lyseblå trækvogn. Han trak på skulderene og tænkte, at hun nok havde talt i vildelse. Han gik rystet og trist tilbage til sin bil.

Jeg går helt i mine egne tanker, langt væk fra virkeligheden. Med ét er jeg i et nyt univers, langt væk fra mit hjem. Jeg føler, at jeg først flyver, og så bagefter falder jeg dybt. Jeg tror, at jeg vil slå mig, men det gør jeg ikke. Jeg hører nogle mennesker, der råber og skriger ude på vejen. Underligt, her plejer ellers altid at være så stille. Jeg forsøger at fange lyden. Taler de om en pige? Det må være noget, jeg drømmer. Jeg lukker min øjne igen og lægger mærke til, at det er en af de morgenstunder, hvor dynen bare er ekstra blød. Dynen svøber sig rundt om min krop, og jeg mærker, hvordan jeg synker ned i dens blødhed, imens jeg føler mig så let. Det må være den samme følelse, som hvis jeg kunne ligge på en af de store hvide blomkålsskyer, der langsom driver over en blå sommerhimmel. Der hvor solens stråler varmer skyen, og det føles varmt og trygt. Jeg svæver, og jeg føler mig tung. Jeg kunne ligge her i hundrede år. Mit hoved stikker så langt op over dynen, at jeg kan se, at solen skinner på mit vindue, for lyset er meget skarpt, og jeg må lukke øjnene igen. Jeg drømmer i mine tanker og kan mærke et savn, men minderne er smukke. Det banker på min dør, og lige efter åbner min storebror rask døren og hopper op i min seng. Han lander tungt oven på mig.

Åh … Jeg ved, det kommer, jeg kan mærke, at han tager hænderne ind under dynen, og nu kilder han mig og kalder mig sovetryne. Jeg kan mærke en brise af kulde, da dynen forlader min krop. Jeg er ikke helt sikker på, om jeg drømmer eller er vågen. Der er noget, der er anderledes, lugten og lyden. Der er alt for mange stemmer i mit værelse, hvor er min bror? Jeg vælger, at jeg drømmer, for dynen gør mig tryg. Jeg ser min sky og lyset fra solen. Jeg må koncentrere mig, som var jeg verdens bedste fluefisker. Jeg skal fange et minde, et øjeblik af mit liv. Jeg forstiller mig min helt egen ”gulddrømmeline” på min drømmefanger. Jeg svinger den, den flyver, og linen fanger et øjeblik. ”Kom nu op, Mulle! Solen skinner, og vi skal ud med varer for far.” Øv, skyen forsvandt med ét, og jeg er bare på mit værelse. Nu kan jeg lige så godt stå op. Jeg tripper ned i køkkenet og ser, at min morgenmad er sat frem til mig. På bordet står min yndlingsyoghurt og en rosinbolle. Jeg sætter mig på min stol og hælder te i mit krus. Far sidder og læser avisen. Han lader blikket glide op over avissiden, og jeg kan se, at hans øjne smiler ”godmorgen,” før han siger det. Vores køkken er lille, men der er lige plads til et lille spisebord. Vi bor i et meget gammelt hus, der blev bygget, før elektriciteten blev opfundet. Mine forældre har ladet det gamle, indmurede støbejernskomfur blive i køkkenet. Jeg har fået at vide, at de i gamle dage også brugte det til at få varme i huset. Nu bruger vi det som et bord. Min mor har fundet fine, gamle krukker og kander, der passer til det. Det ser hyggeligt ud. Når jeg sidder her, kan jeg godt lade min fantasi bringe mig helt tilbage til gamle dage, og jeg forestiller mig, hvordan det må have været her i køkkenet. 8

Særligt på de vinterdage, hvor mor fjernede alle krukkerne og kanderne og lagde brænde i komfuret, som de gjorde, da huset var nyt. Min mor flyttede spisebordet og stolene, lagde et tykt tæppe på stengulvet, og vi legede vinterpicnic, imens vi spiste nybagte boller og drak varm kakao. Her er trygt og hyggeligt, for det føles, som om vores hus samler på gode minder. Det knirker på en særlig måde, når vi går på gulvene, og nogle gange kommer der bare lyde fra væggene og loftet. Min far siger, at det er, fordi vores hus ”sætter sig”. Jeg forestiller mig, hvordan huset ”sætter sig” i en stor blød, stol og sukker, imens det siger: ”Hvor jeg trænger til en god lur.” Det giver et sæt i mig, men jeg holder fast i min ”gulddrømmeline” og mine minder. Det er lørdag, så jeg skal ikke i skole. Min far arbejder på et kontor, men han har en hobby. Han laver lys. Han har et lille værksted nede i vores baghave. Han laver håndyppede lys, og til særlige lejligheder som jul og påske kan han også finde på at bruge forme til at støbe stearinfigurer. Siden jeg har været lille, har jeg elsket at sidde og se, hvordan hvert lys vokser frem, når min far dypper dem ned i den flydende stearin. Dengang jeg var helt lille, kunne jeg kravle op på en af de høje kommoder i værkstedet. Derfra kunne jeg se ned i baljen med flydende stearin. Hvis jeg hev de nederste skuffer ud, kunne jeg bruge dem som en trappe og selv kravle op. Jeg kunne med lidt god vilje lige få plads på den smalle kommode, hvis jeg trak benene op og lagde mit hoved på mine knæ. Her kunne jeg sidde længe. Nu er jeg blevet så stor, at kommoden er blevet for lille til min numse, og mit hoved rammer mod loftet, og lige

meget hvor meget jeg krøller mig sammen, er det en umulig opgave. Jeg savner den tid. Min fars lys er særlige. Han siger: ”I hvert enkelt af lysene er der magi, og når man tænder dets væge, sender det en særlig varme ud.” Når han fortæller den historie, tænker jeg altid på ”Pigen med svovlstikkerne”. Gid hun havde haft bare ét af min fars lys, så ville hun kunne have tændt det og have varme nok til hele natten. Pigen ville ikke have brugt alle sine svovlstikkere, i stedet ville hun kunne have solgt dem på et senere tidspunkt. Med pengene kunne hun have købt mad til både sig selv og sin familie. Lysene har fået en særlig betydning for mig, og jeg får altid lov til at vælge et lys, når min far er færdig med ugens produktion. Siden jeg var lille, har jeg altid tænkt, at det var min fars sange, der gjorde lysene magiske. Sangene, som han altid nynnede, voksede med ind i lyset, imens han dyppede det ned i stearinen. For hvert dyp voksede lysene større og fyldtes med magien fra hans sang. Jeg ved altid, hvilket lys jeg vil have, og jeg vælger det, som jeg kan mærke har en særlig varme og magi. Hver lørdag går min bror og jeg ud og leverer hans bestillinger på lys. Min far har pakket lysene sirligt i små fine trækasser. Vi genbruger helst alle trækasserne. Når kunderne bestiller nye lys, får vi kassen tilbage fra sidste levering. Far siger, at man skal spare på træet, fordi vi skal passe på naturen. Han har noget fint silkepapir, som han bruger til at beskytte hvert et lys i kassen. Hver uge har sin egen farve papir, så det ser fint og nyt ud, når de åbner kassen med lysene. På hver kasse er der plads til et lille kort, hvor man skrive adressen på dem, der skal have dem, og hvor meget de koster.

Jeg sætter forsigtigt hver kasse ned i min lyseblå trækvogn. Jeg tager min lille pengetaske, som min mor har lavet til mig, over skulderen, og så er jeg klar. I dag skinner solen fra en blå efterårshimmel. Bladene på træerne har alle mulige farver. Jeg kan godt blive lidt vemodig, når jeg tænker på, at hvert et lille blad skal sige farvel til det træ, der har været dets hjem, siden det kom frem som et lysegrønt forårstegn. Men som min mor altid har sagt: ”Hvert et lille blad vil give næring til jorden, og en dag vil det komme tilbage og give træet energi som tak for, at det måtte bo der. Det går i cirkler, intet forsvinder, det bliver bare brugt på en ny måde.” Jeg står klar uden for vores hoveddør. Det store træ ved vejen giver skygge der, hvor jeg står. Det er lidt koldt, så jeg stamper lidt på fliserne med mine fødder for at holde varmen. Min storebror kommer ud af døren og siger: ”Du ligner en hest, der er spændt for vognen og er så ivrig for at komme af sted, at den slår hovene i jorden.” Jeg svarer ham med et vrinsk, tager ham i hånden og siger: ”Så er du stalddrengen, som skal passe på mig.” Vi begynder at gå ned langs husene på vores vej. Vi bor i den gamle bydel. Husene ser små ud, og de har alle forskellige farver, nogle har endda stadig stråtækte tage. Jeg har hørt nogle gamle damer sige, at borgmesterren vil frede nogle af husene, så de altid vil se sådan ud, som de gør nu. Vores hus skal måske også fredes, det vil gøre mig glad, for i vores hus bor mange af mine bedste minder. Der bor ikke så mange børn her i vores kvarter. Min bror har fortalt mig, at da mor og far flyttede hertil, havde deres venner undret sig over, at de ville flytte til et sølvbryllupskvarter. Jeg må have set på ham med undrende øjne, for min bror be11

gyndte at forklare mig, at et sølvbryllupskvarter er et sted, hvor der bor mange midaldrende, altså gamle ægtepar, hvor børnene for længst er flyttet hjemmefra. Min mor og far havde elsket dette område, fra de var helt unge, og de var lykkelige, da de kunne købe huset. De fik sat det i stand, men beholdt de ting, som de mente fik huset til at beholde sin sjæl. Et par år efter de havde købt huset, kom min bror til verden. Ja, og lidt efter så kom jeg. Jeg elsker også at bo her, det er som at være i et museum med rigtige mennesker. Nogle steder er der stadig de gamle brosten, og den lille lyseblå trækvogn hopper og danser. Det virker fuldstændig, som om den er glad for at skulle på tur. Jeg er sikker på, at hvis min mor havde været her lige nu, ville hun fortælle en historie, der handlede om ”den lille lyseblå trækvogn.” Jeg lukker mine øjne et øjeblik for at lytte efter hendes stemme. Det er længe siden, jeg har hørt den. Men jeg kan kun høre min bror: ”Jeg går ind til Familien Høstergård med deres pakke. Må jeg få din pengetaske?” Magnus er længe inde hos dem, synes jeg. Da han endelig kommer ud, giver han min pengetaske tilbage til mig. Vi går igennem byen. I dag skal vi ud til fru Morgenstjerne. Hun bor lidt uden for byen. For at komme ud til hende skal vi ud ad en lang grusvej. Turen går forbi marker, hvor der både græsser køer og heste. Jeg elsker, når vi skal levere lys til fru Morgenstjerne. Hun bor på en lille gård, og hun har altid hjemmebag til os, når vi leverer hendes lys. Lige før man kommer til fru Morgenstjernes gård, er der en grusvej, som fører ned til et lille slot. Slottet har været ubeboet i mange år. På et skilt, der står ved vejen, står der, at man ikke må gå derind, fordi der er fare for, at det kan styrte sammen. Jeg synes, det er underligt. Hvis det er så farligt, som de siger, 12

hvorfor er det så er blevet stående i så mange år, uden at det braser sammen? Vi sidder og spiser fru Morgenstjernes hjemmebag. Hun har et hyggeligt køkken. Her dufter altid af sæbespåner og nybagt brød. Hun har malerier på væggene. Hun har fortalt, at hendes mand elskede at male. På et af billederne er der et hus, der ligger tæt på en skov. Billedet ser hyggeligt ud, der må være smukt, når sneen ligger hvid og urørt. Jeg elsker at digte historier til billeder, jeg kan næsten forestille mig, hvordan det ville være, hvis billedet var virkelighed. Jeg gør det ikke så meget mere. Det var mest, da jeg var lille, at jeg digtede historier højt for andre, nu synes jeg, det er lidt barnligt. Men jeg gør det nu alligevel lidt for mig selv. Fru Morgenstjerne tænder et af min fars lys og stiller det på køkkenbordet. Jeg ser ind i flammen og tror, jeg er ved at blive skør, men det er, som om lyset vil fortælle mig noget. Det skinner ualmindeligt stærkt, så jeg må blinke med øjnene, men noget holder dem fast. Jeg kan ikke høre det, men jeg kan føle, at lyset vil mig noget, at nogen taler til mig. Jeg tænker på det lille slot. Det er, som om lyset siger, at jeg skal gå derhen. Min storebror lader mig sidde i min lille lyseblå trækvogn, da vi går fra fru Morgenstjernes hus. Han siger, at jeg er ved at blive for tung, og at jeg ikke længere er en ”lille” lillesøster. Jeg siger, at han er en ”stor” storebror og derfor er stærk nok til at trække mig. Min bror stopper op, da vi er ved den lille grusvej, der fører ned til slottet, lige der, hvor skiltet står. Han spørger, om jeg tør gå med derned. Det har han aldrig spurgt mig om før. Jeg har været dernede engang for længe siden med min mor og far. De fortalte om, hvor smukt det var, da de var børn, selvom det allerede dengang var ubeboet. Men jeg har aldrig

været der siden dengang. Jeg spørger Magnus, hvorfor han vil derned? Han svarer: ”Det ved jeg ikke.” Har min bror også hørt lyset? Jeg siger til ham, at jeg vældig gerne vil ned og se stedet. Og selvfølgelig tør jeg gå derned. Jeg hopper ud af vognen, og vi går ned mod slottet. Jeg er lidt nervøs, men meget nysgerrig. Der står rigtig mange træer. I gamle dage har de fleste af træerne været en del af alleen ned til slottet. Nu er der så mange buske og så meget krat, at det kan være lidt svært at se, hvor pragtfuld vejen må have været, da den stod i sin fulde pomp og pragt. Vi kommer helt ned til slottet. Her kan jeg se, at slottet oprindeligt havde hvide vægge, men nu er de blevet helt mosgrønne, og masser af vildt krat og buske er vokset op ad murene. Der er stadig bier, der summer i blomsterne. Jeg tænker, at der må være dejligt varmt og hyggeligt inde i det krat, nu når solen skinner varmt på slottet. Der er fire runde tårne på slottet, rigtige prinsessetårne, hvor Rapunzel kunne stå og stikke hovedet ud ad vinduet og lade sit lange hår falde ned til prinsen på den hvide hest. Tagstenene er gået i stykker, og der vokser grene ind igennem taget. De fleste af vinduerne er slået itu, men i nogle få af dem sidder der stadig skår tilbage i rammerne, og jeg kan se, at nogle af vinduesglassene er i smukke farver. Vi kan ikke komme ind ad hoveddøren, fordi en balkon er faldet ned og ligger foran indgangen. Der står to kæmpeløver på hver side af det, der engang var en trappe, som førte op til hoveddøren. Vi går rundt om huset. Da vi når terrassen, kan jeg se, at der er en dør. Fliserne er knækket, og jeg passer på, hvor jeg sætter mine fødder, så jeg ikke snubler.

Jeg kommer helt hen til døren og tager fat i håndtaget. Døren er ikke låst, så jeg går ind, og jeg kan høre min storebror råbe, at jeg skal komme ud. Men det kan jeg ikke. Jeg er tryllebundet, jeg kan ikke bevæge mig, jeg er helt låst fast. Aldrig har jeg oplevet noget så underligt. Jeg står på et gulv, der er lavet af masser af træstykker, hele gulvet er et fantastisk mønster. Der hænger lysestager på væggene, og i loftet hænger der kæmpe lysekroner. Fra alle lysestager og lysekroner stråler lyset fra tændte væger fra min fars hjemmelavede lys. Alle de lys, jeg har valgt, de lys, jeg hver søndag har sat på min mors grav. Jeg kan genkende dem alle sammen, jeg kan mærke, at tårerne triller ned ad mine kinder. Tårerne smager salt, når de rammer min mund. Mit hjerte føles, som skal det sprænges både af sorg og af varme og kærlighed. Jeg er slet ikke bange, men jeg er bange for, at jeg skal vågne, og alt skal forsvinde. Jeg vil blive her i min drømmeverden. Mærkeligt, tænker jeg, og så netop i dag, hvor min dyne var ekstra blød som kæmpe hvide skyer, hvor jeg altid kan føle mig varm og tryg. Så skal jeg også få lov at opleve dette. Jeg er lidt vemodig men også spændt og nysgerrig. Jeg lukker mine øjne. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg mindes den dag, min mor kom hjem fra kriseområdet. Min glæde over, at hun kom hjem, og hvor havde jeg dog savnet hende, imens hun var udstationeret. Men glæden var kort, alt for kort. Hun var sygeplejerske og var ude i verden for at hjælpe mennesker i nød. Hun fik en sygdom, som gjorde hende så syg, at de ikke kunne redde hende. Jeg var stadig så lille, at når jeg kravlede op i min mors seng, kunne jeg krølle mig sammen på siden og putte mig ind til hende, så vi lå i ske. Min mor trak benene op, så hendes krop dan-

nede en lille hule omkring min krop. Hun svøbte den bløde dyne omkring os, og vi lå der sammen under dynen. Vi legede, at vi lå på en kæmpe sky, hvor alle gode drømme var virkelige. Jeg kunne mærke hendes åndedræt på mit øre, når hun sendte mig til en drømmeverden med hendes ord. Min mor var den bedste historiefortæller og kunne fortælle eventyr om alt. Jeg elskede hendes blide stemme, der lød fløjlsblød, når den ramte mit øre. Jeg tror, hun fornemmede, at det var tid til, at hun skulle forlade os. Hun fortalte mig historien om bladene, ”bladene på træerne, der aldrig forsvinder helt”. Hun ville være som bladene, hun ville altid være i mit liv og være en del af mig. Hun fortalte: ”Når du mindst venter det, vil der være oplevelser, der knytter mig til dig. Og du vil mindes mig, og du vil vide, at du er hos mig, som jeg er hos dig.” I rummet er der en stol, og jeg går hen og sætter mig i den. Stolen er så blød, og det er, som om jeg synker dybere og dybere ned, og stolen omfavner mig. Jeg lukker igen mine øjne, jeg kan mærke varmen fra lysene. Selvom jeg har lukkede øjne, kan jeg stadig se alt. Rummet har en smuk glasdør, der åbner sig, og min mor kommer ind til mig. Stolen bliver nu så stor, at hun kan sætte sig ned ved siden af mig. Jeg mærker hendes varme, og jeg føler mig tvivlløs og glad. Hun kysser min kind og siger: ”Min kloge, smukke prinsesse Mulle. Du vælger altid de rigtige lys, og se, hvordan de skinner og giver varme. Jeg er glad for, at du så min besked og kom her til slottet.” Jeg svarer min mor, at jeg følte lyset kalde, men at det ikke var mig, men Magnus, der havde foreslået at gå herned. Hun siger: ”Din bror Magnus er din beskytter, og derfor kender han din vej. Han vil aldrig stå i vejen, kun vise dig retningen.” 16

Der er intet underligt ved, at min mor er her, og jeg spørger: ”Mor, hvor bor du nu, bor du her?” ”Nej, jeg bor for enden af lyset. Det er et sted, hvor der er fred og harmoni. Det er en overgangsperiode, ligesom bladene på træerne,” svarer min mor. Jeg putter mig ekstra godt ind til hende. Jeg tænker, at det føles lige så godt som min dyne i morges. Jeg undrer mig over, hvad hun mener med overgangsperiode, men i stedet for at spørge siger jeg: ”Mor, fortæl mig en historie.” Mor begynder at fortælle en historie: ”Bag skyerne er der et land, der er så smukt. Kan du huske maleriet i køkkenet, som vi malede lidt om på grund af pletterne, og du fortalte historier om billedet? Det er næsten som den verden, men nok ikke helt, som du kender din. Det handler om en lille pige, som har en tvillingesøster – og tænk, den dag, de blev født, havde forældrene kun et navn, og det delte de i to. Nu starter historien, og det er vigtigt, du lytter godt efter. ”Nede ved en lille å sidder Tilde, hun er en lille pige. Tilde sidder med fødderne i vandet. Vandet er så blankt, at hun ser sit spejlbillede. Når hun ser sig selv, mindes hun sin søster. De er enæggede tvillinger, men hendes søster Martha er ikke her sammen med hende. Hun kom ikke med, og Tilde skulle slet ikke være der. Det var sket så hurtigt, ulykken. Det var ikke meningen, hun skulle skilles fra sin søster. Martha var så klog, lidt voksen af sin alder. Tilde elskede at lege. De var ens, men dog så forskellige. Rundt om åen, hvor Tilde sidder, er der masser af blomster. Åen kommer fra en større flod, der løber igennem en bjergkæde. Tilde ser op på bjerget, hun synes, her er smukt. Men hun skal finde vejen hjem til sin søster. Tilde har hørt stemmer tale om et møde, og at der måske vil komme en mulighed for, at hun kan vende hjem. Det har Tilde 17

helt sikkert hørt nogen sige. Stemmerne omkring hende talte om flere muligheder og nye undersøgelser. Men hvem, der skal hjælpe, og hvordan, det skal gøres, er ikke helt sikkert. Tilde forstod ikke helt, hvad stemmerne talte om. Tilde elsker at sidde ved åen, der minder hende om hendes hjem. Hendes families hus lå ved skoven, og der var en å langs kanten af deres grund. Hun og søsteren måtte godt gå alene ned til deres å. Deres far havde bygget et lille rækværk, hvor de kunne stå og se på vandet. Hun savner sin søster, hun ville gerne vise hende de smukke bjergsider, hvor der går dyr og spiser af det grønne græs. Men Tilde kan ikke blive ved åen, hun skal tilbage til det sted, hvor hun har hørt stemmerne tale om et møde. Måske har de fundet løsningen på problemet. Mødet vil blive holdt i forsamlingsstuen. Der er også en voksen, der tager sig af Tilde. Hun hedder Anna, og hun vil tænde et lys for hende og hendes søster Martha.” ”Anna,” tænker jeg. ”Anna, ligesom du hedder, mor.” Jeg siger ingenting, men lytter videre til min mors historie. ”Tilde er i ingenmandsland, men hun skal tilbage, og nu er det vigtigt, at lyset oplyser den rette vej. Lyset skænker varme og vil lyse, så hun kan finde vej til sin søster og hjem.” Min mor kysser min kind og siger, at nu er det tid til, at jeg skal gå ud til min bror, som venter på mig. Blidt hvisker hun i mit øre, husk vi snart skal mødes igen. Først nu ser jeg, at min mor har en blomsterkrans af margueritter i sit hår. Hun skubber blidt til mig, kysser mig og siger: ”Vi ses snart.” Hun forsvinder ud ad døren, før jeg når at få sagt ordentligt farvel. Jeg råber, at hun skal komme tilbage, men måske kan hun ikke høre mig? ”Mor,” råber jeg. Hun svarer ikke men husker, at vi jo snart skal ses igen. 18

Jeg går ud til min storebror. Han siger: ”Åh! godt, du kom så hurtigt ud.” Jeg bliver forvirret, for jeg havde jo været derinde meget længe. Magnus tager min hånd og giver den et klem. Vi går hånd i hånd, Magnus spørger ikke om noget, og jeg siger ingenting. Vi går i stilhed. Den aften ligger jeg og ser en god film. Den handler om dreng, der må sælge sin hest til militæret, fordi første verdenskrig er startet. Den er en helt fantastisk hest, nærmest som en hund, klog og trofast. Drengen bliver selv soldat, så han kan lede efter sin hest. Filmen er meget sørgelig, men rigtig god, og så slutter den heldigvis godt, for de finder hinanden igen. Filmen passede perfekt til mit humør. Søndag morgen får jeg normalt lov til at sove længe. Men i dag er jeg tidligt vågen. Jeg glæder mig altid til at sætte lys på mors grav. Dagen i dag, kan jeg mærke, vil blive noget særligt, for nu ved jeg, at hun får mit lys. At mine tanker bliver sendt til hende, og hun får dem, som havde jeg sendt et brev eller en sms. Jeg har også noget andet, jeg skal fortælle hende. Noget, jeg ved, hun ikke vil sige til nogen anden. Jeg springer ud af sengen og hopper ned i køkkenet. Jeg kigger hen på støbejernskomfuret, der stadig har alle de krukker, mor har sat der, og de står præcis, som de altid har gjort. Det er et dejligt minde, det er sjovt, at nogle ting måske ikke har pengeværdi, men det, som ikke kan købes for penge, er mere værd end den dyreste diamant i verden. Jeg tager et stykke brød og går ud på badeværelset. Jeg tænder for det varme vand i badekarret og tager mit røde Disney-skumbad og hælder ekstra meget i vandet. Jeg sætter mig på kanten og spiser brødet. Før jeg lægger mig i badet, bruger jeg bruseren til at få skummet til at blive rigtigt højt. Det er kun

om søndagen, jeg må tage karbad. Far siger, at det bruger for meget vand, og det er for dyrt. Jeg elsker mit søndagsbad. Jeg lader kroppen glide ned i vandet. Jeg er nu blevet så lang, at jeg må lade mine fødder være oppe på kanten for at få hovedet helt ned under vandet. Jeg kan mærke, mit lange hår spreder sig i vandet. Nu gælder det om, at jeg kan få skummet til at sidde som en hat, når jeg får hovedet op over vandet igen. Det er lidt fjollet. Måske er jeg ved at blive for gammel til at lege med skumbad. Jeg ser ned ad min krop, der er ved at forandre sig. Det er både spændende og skræmmende på samme tid. Vi har haft om det i skolen, puberteten og seksualundervisning. Jeg savner min mor. Far er god på mange måder, men min mor ville kunne forstå alle forandringerne. Far har købt forskellige bind og tamponer til mig, for som han sagde: ”Så har du dem den dag, du får brug for dem.” Han forsøger altid at tænke på, hvad mor ville have gjort. Det må have været akavet for ham, for han har købt en pakke af alle typer. Han gør det bedste, han kan, og det er godt nok, men nogle gange synes jeg, det er lidt pinligt. Jeg vasker mit ansigt og skyller min krop, før jeg stiger op af badet. Jeg har ligget så længe, at mine hænder og fødder er rynkede. Jeg svøber mig i et kæmpe badehåndklæde og tager et mindre håndklæde til at tørre mit hår med. Jeg stiller mig foran det store spejl og ser på mig selv. Jeg løfter mine arme og ser efter, om der er kommet hår, men jeg kan ikke ane nogen. ”Hmm, gad vide hvornår det sker?” Nogle af pigerne i skolen taler om, at de barberer sig under armene. Gad vide, om det er rigtigt? Jeg tager cremen og begynder at smøre det på benene. Jeg har læst i et dameblad, at det er vigtigt at passe sin hud. Bedre for tidligt end for sent. Jeg lader håndklædet falde ned på gul20

vet. Imens jeg smører resten af min krop ind, ser jeg igen i det store spejl. Jeg kan godt se, at mine ben er blevet længere. Jeg synes, de er pæne. Mine bryster kan også ses. Hvornår skal jeg købe en bh? Brysterne gør ikke ondt mere! Gad vide, hvor store de bliver? Jeg er også glad for mit lange, mørke hår. Jeg var helt lyshåret, da jeg var lille. Min far er mørkhåret, og min mor mellemblond. Jeg er den eneste, der har grønne øjne, dem kan jeg også godt lide. Men min næse! Jeg stikker hovedet helt hen til spejlet. Jeg studerer min næse. Jeg sætter mine pegefingre på hver side af næseboret og prøver at trykke den smallere. Ja, det er meget bedre. Mon man kan tape næsen med gaffatape om aftenen og gøre den smallere på den måde? Kan man så egentlig trække vejret? Det må jeg google. Jeg tager en af mine ansigtscremer og masserer den ind i ansigtet, ligesom der stod i bladet: ”Sådan bevarer du et smukt ansigt.” Gad vide, om jeg har skrubbet mit ansigt for meget i badet, jeg synes, det svier lidt. Underligt? Har jeg ligget for længe? Min hud føles øm, og min krop er tung. Kirkegården ligger ikke så langt fra, hvor vi bor. På vejen derhen skal jeg krydse den gamle hovedvej. Jeg er nu gammel nok til, at jeg godt må gå alene. Der har længe været talt om, at der skulle komme en fodgængerovergang. Det går fint med at komme over, og det er sjældent, at der er så mange bilister, at jeg må vente længe. Men da jeg var lille, ville det have været rart, at der var en fodgængerovergang, for så kunne jeg have gået til kirkegården helt alene. Jeg sætter mig ved min mors grav. Jeg ordner lidt i blomsterne, og jeg fjerner dem, der er visne. Jeg ser, at der stadig er nogle, der har hvide margeritblomster, de står godt i læ af gravstenen. Vejret er varmt, selvom vi er kommet et godt stykke 21

ind i efteråret. Min far har lavet en lampe, jeg kan sætte mit lys i. Jeg tænder det og sætter mig op af mors gravsten. Jeg lukker mine øjne. I dag føles det helt nyt. Mødet med min mor har gjort mig rigtig glad og samtidig rigtig trist. Jeg savner hende. Efter jeg har siddet i nogen tid, bliver jeg lidt skuffet, for jeg havde forventet, at hun igen ville komme til mig. Jeg begynder at græde, og jeg føler mig svigtet. Det gør ondt i mit hjerte, som om nogen havde givet mig et stød. Jeg forsøger at trække vejret dybt ned for at få ilt nok og berolige mig selv. Det føles, som om mit hoved fyldes med alverdens larm, jeg kan ikke samle mig, alting virker forvirrende. Dynefølelsen kommer, bare ikke på den rigtige måde, mere flygtigt. På vej hjem bliver jeg lidt sur på mig selv. Jeg kan jo ikke føle mig svigtet, for mor har jo ikke sagt, at hun ville være der. Og måske var det bare noget, jeg drømte i går. Ja, det må være sådan. Jeg drømmer, måske er jeg stadig under dynen. Hvornår var jeg sidst vågen? Hvem styrer denne her drøm? Da jeg kommer hjem, står min far i køkkenet. Han kan se, jeg har grædt. Han krammer mig og kysser mig på håret. Han behøver ikke at sige noget, men hvisker, at han elsker mig. Vi savner hende begge. Jeg kan se, at han har sat frokost frem på bordet til mig. Jeg er slet ikke sulten, men jeg sætter mig alligevel og tager lidt mad på tallerkenen. Imens jeg tygger, kan jeg mærke, maden vokser i min mund, mit spyt er helt væk, der er ingen væske tilbage. Jeg tror, det løber ned ad mine kinder i stedet for. Kan der kun være en bestemt mængde væske til spyt og tårer på en gang? Det må jeg også huske at google. Tanken er sådan lidt fjollet, og den får mig til at smile. Nu løber min næse også, og jeg begynder at grine. Det gør jeg nogle gange, når jeg er rigtig ked af det, så griner jeg. 22

Dengang i kirken, da mor skulle begraves, begyndte jeg at grine. Jeg var ikke så gammel, og jeg havde allerede grædt i flere dage før begravelsen. I kirken, hvor jeg så min mors kiste og de mange smukke blomster, troede jeg, at jeg aldrig kunne blive glad igen. Hvorfor skulle hun ligge der? Mor skulle jo se de smukke blomster og sidde ved siden af mig og holde min hånd. Kirken var fyldt med mors venner og kollegaer, og alle græd, og jeg følte mig så alene, selvom min far holdt min hånd. Det gjorde så ondt i min krop, at jeg troede, at jeg skulle sprænges i tusind stykker. Jeg løftede mit hoved, præsten stod ved alteret med ryggen mod os. Straks mine øjne fangede præstens krave, kom jeg til at tænke på, at den fuldstændig lignede den, den hvide klovn har på. Så mærkede jeg en rullen i maven, og jeg begyndte at grine. Jeg grinte så meget samtidig med, at tårer og snot løb ned i min mund. Alle stirrede på mig, og jeg kunne ikke stoppe. Det var både befriende og pinligt, men jeg blev også bange for, at de troede, jeg var glad for, at min mor var død. Jeg er på mit værelse, det er meget rodet, jeg burde rydde op og lave lektier. Hvor er min lyst til at begynde? Pist væk! Jeg ved, det kun vil tage ti minutter at rydde op, men lige nu føles det, som om det er det sværeste i hele verden. Jeg savner min mor, hun plejede at rydde op på mit værelse. Jeg var måske mindre dengang, men det var rart. Jeg gider ikke. Jeg smider mig på sengen og vil høre musik. Jeg tager mine hørebøffer på, tænder for lyden og lader mig glide ind i musikken. Jeg kan mærke, noget kilder på min kind, og jeg tager hånden op for at tage det væk. Det er en hvid margueritblomst. Jeg lukker mine øjne, dynefølelsen igen, jeg er i mit eget univers, langt væk fra mit værelse.

Jeg vågner og kan se på vinduet, at det er blevet mørkt. Har jeg mon sovet længe? Der er jo også lektier, der skal laves. Jeg går ud på badeværelset for at få lidt vand i ansigtet. Øv, spejlbilledet viser allerede, at mit hoved er helt opsvulmet Jeg hader, når jeg har grædt, hele mit ansigt bliver rødmosset, og mine øjne hæver. Jeg hælder iskoldt vand i vasken og dypper mit ansigt. Jeg kan mærke kulden prikke på min hud, det hjælper bare ikke, det gør nærmest ondt i dag. Jeg kommer i tanke om, at det gjorde det også, da jeg havde været i bad i morges. Er det mandag morgen? Mine ben vil ikke flytte sig. Jeg er så træt, jeg gider ikke gå i skole. Jeg synes, jeg hører min far banke på døren og sige: ”To minutter, så er du oppe.” Jeg kan godt lide at gå i skole, men når jeg har grædt, så det kan ses i mit ansigt, hader jeg at skulle ud blandt andre mennesker. Det er også svært i skolen. Alle synes, det er synd for mig, at jeg har mistet min mor. Nu er det bare så længe siden, så de nok tænker, at jeg må være kommet mig over hendes død. Jeg har jo et godt liv nu, og derfor behøver jeg ikke at være ked af det. Jeg har faktisk også behov for at tale om min mor, også selv om hun ikke er her, for hun er jo min mor. Nogle gange er jeg ikke kun ked af det, jeg er jaloux. Vi har om flygtninge i skolen, og når vi taler om krig og hungersnød, så bliver jeg misundelig på dem. Ikke fordi de har det sådan der, med krig og hungersnød, for det er trist, men fordi min mor har givet dem noget af den tid, hun skulle have brugt med mig. Jeg bliver også stolt over, at min mor turde tage af sted for at hjælpe mennesker i nød. Jeg er også jaloux på min bror, fordi han har kendt min mor længere tid end jeg. Jeg synes, det er synd for mig selv, og jeg savner min mor. 24

Ugen slæber sig af sted. Jeg tror, nogen har rodet med tiden, så mit liv er kommet i en tidslomme. Jeg forestiller mig, hvordan nogen har hacket sig ind på verdensuret og lavet hvert minut om til timer. Det hele virker sådan helt vattet, ligesom om jeg ikke rigtig er der. Ligesom den science fiction-bog, vi læste i skolen, hvor der var parallelle verdener, og hvor der var mystiske døre til mange forskellige verdener. Ja, sådan føles det, jeg hopper i tid og sted. Drømmer jeg eller hvad? Jeg kan ikke følge med mere, nu virker det for mærkeligt. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg var helt sikker på, det kun var om lørdagen, jeg kunne møde min mor. Endelig bliver det lørdag igen. Jeg har planlagt, at når vi har været ude med lys, vil jeg tage min cykel og køre til slottet. Jeg tror, min bror har luret, at jeg har planlagt noget, for han spørger mig, hvorfor jeg har så travlt på turen, og om jeg har lagt andre planer for dagen. Jeg er så dårlig til at lyve. Han giver mig et særligt blik, da jeg siger: ”Nej, det har jeg ikke.” På turen til slottet leger jeg, at jeg er med i Tour de France, og jeg har den gule førertrøje. Jeg giver alt, hvad jeg har i mig for at holde min førsteplads. Det er en enkeltstart, og jeg skal være den, der kommer hurtigst i mål. Da jeg når slottet, føles det, som om mine lunger hænger ud af munden på mig, og jeg hiver efter vejret. Alligevel kan jeg løbe rundt om slottet og ind i stuen. Jeg glemmer helt at passe på de flækkede fliser. Det er, som om jeg er på vinderholdet, intet kan stoppe mig. Stuen er præcis som sidste lørdag. Alle lysene er tændt, og varmen får mit åndedræt til at falde til ro, og langsomt kommer mine lunger ind i kroppen igen. I dag bemærker jeg, at der hænger store malerier på væggene, men jeg har ikke tid til at se efter, hvad der er på dem. Jeg vil bare sætte mig i den bløde stol og se min mor. Stolen er lige 25

præcis så blød som sidst. Jeg ser ikke mor komme ind, men et kys lander på min kind, og jeg kan mærke og dufte, at det er min mor. Jeg vil sige til hende, at jeg synes, hun er tarvelig, fordi hun sidste gang gik så hurtigt, uden jeg nåede at få sagt ordentligt farvel. Inden ordene kommer ud af min mund, lægger hun sin pegefinger på mine læber, og siger: ”Shhh … Jeg blev ikke færdig med min historie.” Og så begynder min mor igen at fortælle. ”På vej op til forsamlingsstuen forsvinder Tilde. Det er, som om hun bliver zappet væk. Du ved, ligesom når vi sidder med fjernbetjeningen til fjernsynet og hopper mellem kanalerne. Tilde kommer et andet sted hen.” Jeg tænker, at det er lige præcis sådan, jeg har det for tiden, imens min mor fortsætter med at fortælle. ”Tilde oplever det, som om hendes krop bliver fyldt med energi, og kroppen giver et spjæt, og væk er hun. Tilde kommer tilbage, men ikke til det sted, hun forsvandt fra. Hun kommer tilbage til Anna inde i forsamlingsstuen. Anna er sød, hun er som en mor, synes Tilde. Anna har gjort klar til, at de kan tænde et lys. Tilde tager en tændstik og stryger den over svovlet. Idet hun tænder vægen, er det, som om hun får et glimt af sin søster. Det føles næsten, som om hun var sammen med hende. Tilde føler sig halv uden Martha, de har jo altid været sammen. Når hun er sammen med Martha, ser hun sig selv. Tilde kan høre, at der bliver talt højt i forsamlingsstuen. Flere har urolige stemmer. Hun hører en sige sit navn: ”Det er ligesom med Tilde, hun skulle jo slet ikke af sted. Hvis der ikke er nogen, der stopper det og får det i gang, så går det helt forkert. Det går ikke længere i cirkler, og viden og energi vil gå tabt.” 26

Tilde tænker: Hvad er det, de mener? At jeg kan vende hjem, hvis cirklen er tilbage. Hvad er cirkler, og hvad er energi? Tilde forstår det ikke. Hun må spørge Anna. Måske har hun også hørt forkert, for de taler i et voksensprog, hun ikke helt forstår, med mange fremmede ord. Tilde hvisker Anna i øret: ”Anna! Hvad betyder cirkler og energi?” Anna fortæller Tilde om bladene på træerne. At først springer de ud som små forårsbudbringere. Hvordan bladene bor på træet, indtil efteråret kommer, de skifter farve, og de skal sige farvel. Bladene bliver til kompost, som kommer i jorden. Når det regner, blandes vandet med komposten. Når træet drikker vandet, vil al den energi, træet har givet det lille blad, komme tilbage. Bladet vil hermed kunne sige tak for den tid, det har boet hos træet. Alt hænger sammen, alt har et formål. Selvom vi ikke altid kan forstå det.” Mor kysser min kind, og ligesom sidste gang er hun væk, uden jeg når at få sagt farvel. Jeg sidder et øjeblik og er både lykkelig og meget bedrøvet. Tour de France har forladt min krop på vejen hjem. Min cykel føles, som om den vejer hundredtusinder af kilo, og mine ben gider ikke bevæge sig. Min krop gør ondt. Hvor er jeg glad, da jeg kan se vores hus. Det virker, som om det er meget længe siden, jeg var her. Ugen går, som min far lærte mig at sige, da jeg var lille, ”slav i slav.” Det siger han altid, hvis den ene dag lignede den anden, og tiden bare gik. Måske var det ”slag i slag?” Jeg ved ikke hvorfor, men hele ugen har jeg følelsen af at være mit eget spejlbillede, altså helt ved siden af mig selv. Ren science fiction-tilstand. Måske ligesom Tilde, der kommer og går?

Så er det lørdag igen, og jeg er lykkelig. Min storebror skal til fodboldkamp, så jeg må selv gå ud med min lille lyseblå trækvogn. Heldigvis skal fru Morgenstjerne have lys til sine efterårsdekorationer, som hun skal sælge på høstmarkedet. Det gør, at jeg kan nå at komme til slottet uden at bruge for meget tid. Fru Morgenstjerne har som altid sat dejlig hjemmebag til mig på bordet i køkkenet. Hendes telefon ringer, og jeg kan forstå fra samtalen, at det er hendes datter. De taler om hospital og besøg, mere kan jeg ikke høre. Da fru Morgenstjerne kommer tilbage, fortæller hun, at hendes barnebarn ligger på hospitalet. Hendes barnebarn! Jeg har kun kendt fru Morgenstjerne som enke, jeg har aldrig tænkt, at hun kunne have børnebørn. Jeg bliver lidt flov over, at jeg aldrig har spurgt hende. Hun har altid været så god imod mig, måske er det bare, fordi jeg ikke har mødt hendes familie. Hvorfor taler hun så kærligt til mig? Det er, som om hun trøster mig. Hvad ved fru Morgenstjerne? I dag går jeg langsomt ned til slottet. Jeg ved ikke, hvad det er, men på den finurligste måde føler jeg mig nu særligt knyttet til fru Morgenstjerne, og jeg ved, at hun betyder mere, end jeg lige forstår. Jeg sender tanken af sted og sætter farten op. Da jeg når ned til slottet, begynder jeg at småløbe til terrassen. Jeg kommer ind ad døren, og jeg tænker, at jeg skal se lidt mere på rummet, før jeg sætter mig ned i stolen. Malerierne er meget gamle. Et af portrætterne ligner hr. Hansen. Han boede længere nede af vejen, ikke langt fra vores hus. Det er da underligt, at der er et billede af ham. Vi var alle lidt bange for hr. Hansen, han kunne godt virke lidt farlig. Han blev blandt andet rigtig sur, hvis hundeejerne lod deres hunde gå ind i hans have. Han havde vist nok været professor på et universitet, da 28

han arbejdede. Han blev meget gammel, før han døde. Mine forældre havde engang fortalt mig, at hans familie havde stor betydning for byen. Hr. Hansen gik med stok, og den løftede han, mens han råbte efter hundeejerne. Jeg griner lidt inde i mig selv, for det så lidt komisk ud, når han lidt foroverbøjet løftede sin stok og brummede højt. Jeg elsker hunde. Jeg ryster lidt på hovedet og tænker, at det er nok sådan, alle gamle, sure mænd ser ud. Pludselig kan jeg mærke en hånd i min. Min mor trækker mig over i stolen. Inden jeg kan sige noget, begynder hun at fortælle videre på historien. ”Tilde er kun på besøg, men ingen ved, hvordan hun skal komme tilbage. De voksne er ved at finde ud af, hvad problemet er. Himlen er delt i to, og det virker, som om cirklen er blevet delt. De må finde ud af, hvorfor og på hvilken måde, og det giver spændinger mellem himmel og jord, ligesom torden og storm. Tiden er knap, for Tilde har været længe undervejs, fordi hun zappede væk, uden at nogen havde rørt fjernbetjeningen. Ingen forstår, hvorfor Tilde kom tilbage til landet bag skyen, når hun skal være nede på jorden. De er klar over, at der er en forstyrrelse. Det er ikke hendes tid nu. Men de behøver hjælp, og lige nu er de ikke sikre på, om Tilde er oppe eller nede. Tilde har også svært ved at se sammenhængen i det hele.” Jeg undrer mig over, hvem ”de” er, og hvad en ”forstyrrelse” er, men jeg tør ikke spørge min mor. Mor ser på mig: ”Jeg ved ikke, om du kan huske det, du var ikke så gammel. Men dengang, hvor din storebror fik hjernerystelse, så talte han om det samme igen og igen. Han blandede de sidste dage sammen op til, hvor han faldt af gyngen og slog

hovedet. Han hoppede i tid og sted. Det er sådan, Tilde har det. Hun skal finde sin vej. Hun behøver hjælp. De behøver hjælp.” Jeg tænker igen: Hvem er ‘de’, og hvem behøver hjælp? Mor tager en lok af mit hår og begynder at flette den, ligesom hun altid har gjort. Imens siger hun: ”Du er skabt i kærlighed, du har evnen til at finde det rette lys.” Hun kysser mig på hovedet og siger: ”Du finder vejen.” Igen er hun væk, uden jeg får sagt farvel. I dag bliver jeg rigtigt sur. Jeg går ned på min fars værksted, da jeg kommer hjem. Jeg ser på lysene. Jeg ved ikke hvorfor, men der er to, der er helt særlige. Jeg tager dem begge og går op på mit værelse. Jeg er stadig sur. Jeg tænder min iPad og læser en bog, jeg har fået lov til at købe på nettet. Jeg læser, til jeg falder i søvn. Jeg drømmer nogle underlige drømme. Jeg drømmer, at min storebror sidder ved min seng og læser den bog, jeg lige har købt. Men vi er ikke på mit værelse, vi er et fremmed sted. Et sted, jeg har været før. Drømmen har også en lugt, der minder mig om noget ubehageligt. Jeg kan ikke huske hvad, men den lugt gør mig trist. En lugt fra da jeg var lille, noget med min mor, men ikke hjemme i huset. Jeg tror, jeg vågner og synes, at lugten fra drømmen stadig er i min næse. I dag er der høstmarked, og mange mennesker kommer til byen. Jeg elsker høstmarkedet, alle boderne og duften af kage. Vi har også vores egen bod, hvor far sælger lys. Jeg måtte stå ekstra tidligt op og hjælpe min far, for stormen havde lavet rod i vores tidsplan. Det blev sent, inden jeg kunne følge min søndagstradition, først et langt karbad og derefter besøge min mors grav. Jeg havde valgt det af de to lys, jeg ville tage med. Det andet lys lod jeg ligge på min kommode.

Jeg sætter mig ved min mors gravsten. Jeg lader min finger glide langs hendes indgraverede navn. Jeg følger bogstaverne A-n-n-a og siger: ”Mor, i dag har jeg valgt et af to lys. Jeg håber, jeg har valgt det rette, for i dag har jeg været i tvivl. Jeg har været sur på dig. Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke taler med mig, og hvorfor må jeg ikke sige ordentligt farvel? Du kommer og går, bare sådan, uden at jeg kan forstå det. Jeg savner dig så meget. Hvorfor taler du om Tilde? Jeg ved godt, jeg bad dig om en historie, men du kunne da have fortalt en om mig. Jeg er din datter, og jeg savner dig så inderligt, jeg vil være hos dig. Jeg skal på høstmarkedet i dag, Peter kommer. Peter er så sød, han er også pæn, jeg har sommerfugle i maven. Tror du, han vil komme sammen med mig, Mor? Hvem skal hjælpe mig nu, hvor jeg har så stort behov for dig? Hvordan ved jeg, at jeg har fundet det rette lys? Hvad mener du? Hvilket lys? Er det lyset til dig? Hvorfor valgte jeg to og ikke kun et, som jeg plejer? Mor, alle bladene har forladt træerne i stormen, betyder det noget?” Jeg kysser min mors gravsten, siger ”på gensyn” og begynder at gå. Jeg glæder mig til høstmarkedet, det er så hyggeligt, når byen fester. Og Peter!