20 HelsingørDagblad
Lørdag den 7. maj 2016
BØGER
Kærlighed og knækkede ankler Rammen er idyllisk men fortællingen er barsk i Pia Stærmoses debutroman, der med sit sprog forfører og drager som en sirene. Af Claus Kjærsgaard c.kjaersgaard@nsnet.dk ANMELDELSE: »Der er så meget mænd ikke forstår«. Det var egentlig det, jeg som den første indskydelse ville kalde denne anmeldelse. For tanken vender tilbage til mig en del gange, mens jeg læser Pia Stærmoses »Fjord«. I stedet har jeg valgt en lidt krypisk overskrift, der antyder flertydigheden i bogen.
Debutroman »Fjord« er Pia Stærmoses debutroman, og henvender sig som hun selv siger sig mest til kvinder. Pia Stærmose vil være velkendt af dagbladets læsere for hendes pixi-klummer, hvor store og små begivenheder vendes. Hun er også
har spulet alting rent«. Den sproglige leg virker fordi den ikke kammer over. De legende, drømmende og poetiske beskrivelser står side om side med fuldstændig nøgterne faktuelle informationer, og det giver en fin virkning. Samtidig er fortællingen bevidst underspillet, selv når dramaet bygges op. Det er ikke kun det, der står på linjerne, men alt det der ikke bliver fortalt, der sætter læserens tanker i gang.
boganmelder. Derfor er jeg i denne sammenhæng både på udebane og lidt inhabil, dels som mand og dels som litteraturredaktør. Det skal ikke forhindre mig mig at rose »Fjord«, og så må jeg håber at læserne tror på mig. »Terese møder Elias i Norge og forelsker sig hovedkuls. Forført af fjeldets skønhed og besat af kærlighed, beslutter hun sig for at blive i Norge«. Sådan indledes teksten på bagsiden af bogen, og det kunne også være en ultrakort beskrivelse af handlingen, og så alligevel slet ikke. »Fjord« er en kærligshedshistorie, men af den meget barske slags.
Drøm eller virkelighed Det er med Tereses øjne at historien fortælles. I hvert fald til at begynde med. Undervejs skifter perspektivet og drømme væves sammen med virkeligheden, så man til sidst ikke ved. hvad der er hvad. Fortællingen udspiller sig i norske Flåm, en lille by langt inde i de norske fjorde. Et sted, hvor der er ufatteligt skønt, og et sted, hvor skønheden også rummer store dybder af mulig brutalitet og ondskab. »Hvad handler bogen om?« hører jeg læseren sige. Mit drillende svar er: »Det siger jeg ikke«. Det er nemlig næsten umuligt at beskrive handlingen uden samtidig at afsløre pointerne. Men det kan afsløres at kærligheden i sin altfortærende og mest kompromisløse form er bogens sande
»Fjord« er Helsingørforfatteren Pia Stærmoses debutroman. (Foto: Torben Sørensen)
hovedperson. Eller rettere, hvad jagten på kærligheden kan medføre. Men så røber jeg altså heller ikke mere.
En Sachertorte »Fjord« er en lille bog på 172 siden, så den kan være hurtigt læst. Man skal dog ikke lade sig narre af sidetallet. Oversat til kagesprog, så har vi her at gøre med en kalo-
rietung Sachertorte, ikke en luftig Wales-kringle.
Alfevand og sæløjne Det skyldes det meget konsekvente sprog som Pia Stærmose benytter. Sætningerne er korte men komprimerede med stemning og betydning. Med få ord tegnes der nogle stærke billeder såvel af
geografien som sanserne. Bogen er også en rigtig Pia Stærmose-special. Dagbladets læsere vil have bemærket, hvordan Pia i sine klummer og anmeldelser leger med ordene. Det sker også i »Fjord«, hvor ord som »alfevand« og »sæløjne« indgår naturligt lige som vendinger som »Himlen er væltet, og regnen
Overnaturlig fortælling Som mand er man lidt udfordret af det udpræget feminine sprog og univers. Måske kan det bidrage til at man som mand lidt bedre forstår (noget af) kvindernes komplekse verden. Og selv om der er meget, man(d) ikke forstår, så bliver man alligevel grebet af fortælleteknik og handling. Pia Stærmose er meget inspireret af islandske forfattere og deres mytiske fortællinger. Det kan man godt se i bogen, hvor det overnaturlige, sansemæssige og drømmende udgør en væsentlig del af fundamentet. I et naturligt modspil med naturens hårde stengrund og det kolde dybe vand med krapbølgerne. »Fjord« er især sprogligt en stor nydelse, der godt kan tåle flere gennemlæsninger. Man bliver draget af forællingen og finder hele tiden små nye nuancer man ikke fangede første gang. Pia Stærmose: Fjord Forlaget Egolibris 172 sider
Lysende erindringsbilleder Søren Ulrik Thomsens »En hårnål klemt ind bag panelet« er som at træde ind i en fascinerende tidsportal.
Af Niels Roe Boganmelder ANMELDELSE: Livet leves forlæns men forstås baglæns. Erindringen er som et stykke sæbe. Når man tror at have et godt greb om den, så glider den pludselig ud af hænderne på én. Mange kunstnere kredser om erindringer i deres værker, dels fordi de har et personligt anliggende, dels fordi de ønsker at sige noget almenmenneskeligt. Det gælder utvivlsomt for Søren Ulrik Thomsen, der i sin seneste bog »En hårnål klemt inde bag panelet« ser-
verer små koncentrerede erindringsstykker, der rummer både sjælfulde stemningsøjeblikke og tankevækkende anekdoter. Thomsen skriver på, hvad nogle kalder for hovedstolen. Altså det personlige erindringsstof dog uden det bliver sensationelt selvudleverende. Det var ligeledes tilfældet i den forrige bog »Rystet spejl«, der kredsede om venner og bekendte.
Spænder vidt Samme stilistiske tråd tager Thomsen op i »En hårnål klemt inde bag panelet«. I bogen med den underfundige titel spændes der vidt. Fra det komiske til det tragiske. Fra død til liv. Fra det højtravende til det jordbundne. Fælles for teksterne er deres knaphed og prægnans. Et
centralt ledemotiv i bogen er København som by. Således skriver Thomsen humoristisk om Søpavillonen i København og rammende om gaderne på Østerbro. Det er ikke kun det urbane livs velsignelser og væmmelser, der bliver skildret og hudflettet. Thomsen stiller både skarpt på lange venskaber og korte bekendtskaber samt flygtige møder med fremmede. Den stærkeste tekst er et skelsættende møde med en tyrkisk taxachauffør og dennes voldelige oplevelser med nogle passagerer.
Strøtanker og filosofi En oplæsningstur til Edinburgh med Inger Christensen rammer også i hjertekuglen. Bogen bevæger sig ube-
sværet fra lette strøtanker til dybere filosofiske overvejelser. Således får den tyske forfatter Botho Strauss en karsk kommentar med på vejen. Et tilbagevende tema hos Thomsen er ungdommens intellektuelle galionsfigurer. Eksempelvis tages psykologen Sigmund Freud i forsvar. Thomsen plæderer for, at psykoanalysen er et af de vægtigste bidrag i åndshistorien og begræder samtidig, at den er blevet tilsidesat på de højere læreranstalter.
Ciseleret sprog Sprogligt skriver Thomsen i et smukt ciseleret sprog, der veksler mellem det storladne og det simple, men hele tiden med en skøn og dreven rytme i sine fremsigelser. Thomsen har alle dage befundet sig i den sproglige
sværvægterklasse. »En hårnål klemt inde bag panelet« er som at træde ind i en fascinerende tidsportal. Den er umiddelbar svær at kategorisere, da den bevæger sig over både prosa og essaystik. Selvom denne pen ikke har nær så mange år på bagen som Thomsen, så virker det alligevel dugfriskt og autentisk, når Thomsen fremmaner lysende erindringsbilleder.
Svimlende god Styrken ved bogen er, at den ikke fortaber sig i himmelråbende nostalgi eller tåkrummende rustik, men faktisk løfter sig op i et højere og mere nøgternt luftlag, hvor der ikke pyntes på fortiden men tages alvorligt og humoristisk livtag med den. Det står endnu engang klart,
at Thomsen alle dage har været en svingende og svimlende god forfatter bag et utal af evergreens om nutiden og fortiden. Søren Ulrik Thomsen En hårnål klemt ind bag panelet 160 sider Gyldendal