Sophie Swerts Knudsen - Ulven (læseprøve)

Ulven Af Sophie Swerts Knudsen Originaltitel: Wolf Copyright EgoLibris 2015 Redaktør: Andreas Markert Oversætter: Susanne Hvidtfeldt Sprogkonsulent: Bodil Aline Omslag: Studio Clavis Sats: Lotte Lund Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 978-87-93091-57-3 www.egolibris.com Forlaget EgoLibris Allerødvej 30 3450 Allerød Tlf: 86511900 Mail: info@egolibris.com

ULVEN Sophie Swerts Knudsen

Støtte Overskuddet fra salget af denne bog går ubeskåret til Børnecancerfonden.

Det er muligt takket være forfatter Sophie Swerts Knudsen, læsepædagog Bodil Aline, Forlaget EgoLibris og Toptryk Grafisk, som alle har stillet deres arbejde med bogen til rådighed uden beregning.

Tak Tak til Sam for hans lægefaglige råd.

Og til Eddy Vanheel, der gennem de oplevelser han havde med sin søn Vincent, kunne fortælle mig, at min historie ikke afviger alt for meget fra virkeligheden.

1 I dag bliver jeg ti år. Det er nemlig den 20. februar. Det betyder, at jeg er født i fiskens tegn. Alt det der med horoskoper synes jeg er for dumt. Jeg tror ikke på det. Og i øvrigt hader jeg vand. Løver! Se, det er et rigtigt dyr! Stærkt og modigt. En fisk spiser man bare og så er den væk.

Mine forældre og jeg sidder i bilen på vej til hospitalet. Jeg ville hellere være blevet hjemme, men mor og far insisterede på, at jeg skulle med. Var jeg da ikke interesseret i resultaterne af testen, spurgte de? Selvfølgelig er jeg det, men jeg vil meget hellere forberede min fødselsdagsfest. Der er stadig så meget, jeg mangler at lave, før mine venner banker på døren. Jeg har ikke lyst til at spilde min tid hos lægen. Han er så uhyggelig med sine gammeldags briller. Med sammenknebne øjne lurer han på én, som om man har den værste sygdom i verden. Heldigvis har jeg min nye iPhone med, og så føles køreturen ikke så forfærdelig lang.

Mor og far har ikke sagt et ord, siden vi tog hjemmefra. Og det er trods alt min fødselsdag. Man skulle tro, at de var lidt gladere. ”Så er vi der Sebastian. Tag din jakke på, det er koldt!”

Mor rækker ud efter sin taske, før hun stiger ud af bilen og åbner min dør.

Foran mig ligger Rigshospitalet, en gigantisk stor og grim klods af en bygning med nogle mindre klodser ved siden af. Alt er lavet af glas og grå beton. Det hele ser lidt koldt og trist ud, hvis du spørger mig. Allerede ved den store svingdør ved indgangen ser jeg folk komme gående i hvide morgenkåber med uvasket hår; nogle af dem hiver et stativ med medicin med sig, andre bliver kørt i rullestole. Det her ligner en uhyggelig by af syge mennesker, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg vil helst hjem så hurtigt som muligt!

Vi melder os i receptionen. Heldigvis behøver vi ikke at vente. Vi tager elevatoren til erde sal og sætter os i venteværelset. Jeg har stadig mine høretelefoner i ørene og lytter til musikken.

Så bliver vi ledt ind af en sygeplejerske. Lægen sidder bag sit skrivebord og rejser sig op, fordi han vil give mig og mine forældre hånden. Jeg hiver høretelefonerne ud af ørerne.

Ad, hans hånd føles som en våd klud. Far siger altid, at man er nødt til at give et fast håndtryk. Den læge burde finde en anden måde at hilse på sine patienter. Jeg kigger på ham og ser igen de der øjne, der lurer bag de runde nissebriller.

Vi sidder på rad og række ligesom i skolen. Faktisk synes jeg, at mine forældre ligner mine klassekammerater lidt. De er rolige, følger opmærksomt med, og det ser næsten ud som om, de er lidt nervøse. Det er der jo ingen grund til, vel? Alt er jo i orden?

Lægen rasler med nogle papirer fra en orange mappe på skrivebordet og hoster lidt.

Han tager et sort-hvidt billede ud og hænger det på en lysskærm. Igen den lille hoste. ”Hr og Fru Johansen, Sebastian. Det her er et billede af Sebastians knæ.”

Hvor lyder han dog gammeldags, tænker jeg. Jeg ser væk og ruller med øjnene, så lægen ikke kan se det. Han lyder som vores skoleinspektør. ”Som I kan se, er der en stor, mørk plet på Sebastians knæskal. Og jeg er bange for, at det er dårlige nyheder.” Øh, ikke gode nyheder? Jeg ser på mor, der er blevet hvid som et lagen. Far griber mors hånd. Okay, det her er bare så meget ikke i orden.

Lægen hoster igen. Det er et nervøst træk hos ham. Nu lytter jeg pludseligt meget opmærksomt. ”Den mørke plet er en ondartet svulst, og den er desværre farlig,” siger lægen langsomt og alvorligt. ”Mor?” Jeg hiver hende i ærmet. Jeg er nødt til at spørge hende om den der plet.

Mor ser på mig med tårer i øjnene, kærtegner mig blidt på kinden og trækker mig ind til sig.

Jeg får pludselig ondt i maven, ligesom på de dage hvor jeg ikke har lyst til at gå i skole. ”Jeres søn har en ondartet svulst, som skal ernes så hurtig som muligt. Først skal han opereres, og bagefter vil vi behandle med kemoterapi.” ”Jeg har ikke lyst til at blive opereret. Mor, kan jeg ikke bare tage nogen piller?”

Mor hiver mig tættere til sig. ”Kan han blive opereret her på hospitalet?” spørger hun stille som en mus. ”Vi er specialister i den slags sygdomme her. Sebastian vil få den bedst mulige behandling. ” ”Hvornår skal han indlægges?” Mors stemme skælver. ”Så hurtigt som muligt. Helst allerede i aften. Jeg foreslår, at I kører hjem, pakker en taske til jeres søn og kommer tilbage senere. Jeg vil forsøge at gøre en stue klar til Sebastian.” ”Og hvad så med min fødselsdag, mor?” ”Åh Sebastian. Din fødselsdag kan nok vente,” snøfter hun.

Mor og far rejser sig. Mor læner sig mod fars skulder og græder. Hun propper hele tiden våde papirlommetørklæder i håndtasken. Lægen rejser sig og går uden om skrivebordet for at lede os ud. ”Jeg er ked af de dårlige nyheder. Det er desværre en aggressiv kræftform, der vokser i Sebastians knæ, men med den behandling vi giver her, har han en god chance for at blive rask.”

Lægen giver os hånden igen, og mens han ser medfølende på os, guider han os ud af sit kontor.

Da vi går gennem gangene udenfor, føler jeg det, som om der er øjne overalt. Det prikker i min ryg, som om alle pludselig genkender mig.

Kræft? Har jeg kræft? Er det ikke en sygdom, der kun rammer gamle mennesker?

Hundredvis af spørgsmål raser gennem mit hoved.

2 Fra sengen på mit hospitalsværelse ligger jeg og stirrer på verden udenfor. Klokken er fem, og det begynder at blive mørkt. Gadebelysningen er tændt. Det er det bedste tidspunkt på dagen, fordi alt er stille: ingen leg i legestuen, ingen som løber højlydt på gangene - og især intet latterligt besvær med familie og venner, som hele tiden prøver at gøre dig glad. Mor og far er taget ind til byen, så jeg endelig kan være alene. Ingen generer mig. Det er sådan, jeg gerne vil have det.

I dag er det præcis tre uger siden, at jeg i en fart blev kørt på hospitalet med kræft i knæet. Siden da har jeg været igennem en hel masse tests. Jeg er blevet opereret, og svulsten er væk. Nu bliver jeg proppet med medicin af en hær af sygeplejersker og læger, som om jeg er en gris, der skal fedes op til jul. Og har jeg det så bedre? Overhovedet ikke.

Tværtimod! Jeg kan slet ikke støtte på benet, fordi det hele tiden gør ondt, og jeg er nødt til at sidde i kørestol for at komme rundt. På grund af medicinen føler jeg mig hele tiden voldsomt syg og træt, og jeg ligner en oppustet frø. Men det værste af det hele er de store totter af lyst hår, som hver morgen ligger på min hovedpude. I et voldsomt tempo er jeg ved at tabe mit hår, og jeg begynder at ligne de mange andre kræftpatienter på gangen, som jeg synes ser forfærdelige ud. Det er, som om jeg bliver mere syg end rask af at være på hospitalet.

Elevatordørene glider op, og to sygeplejersker skubber en madvogn ned ad gangen til spiserummet for børnepatienterne. Glas og tallerkener med sandwich klirrer på bakkerne.

Jeg spiser der aldrig. Det betyder intet for mig at være sammen med de andre. Det får mig kun til at tænke på kræft - på dødsyge drenge og piger med hævede, skaldede hoveder, på uhyggelige slanger og lange nåle, som er stukket ind i deres kroppe. Desuden synes jeg, at det er latterligt, at de griner og har det sjovt. De lader som om, de ikke er syge, og det hader jeg. Bare jeg kunne sove, til jeg var rask igen, så behøvede jeg ikke at se sorgen i min mors øjne eller frygten i min fars ansigt. Og så har jeg ikke engang nævnt mine venners medlidenhed, selvom de ikke har besøgt mig endnu. Kun min lærerinde er kommet forbi en enkelt gang i den første uge med seksogtyve breve og et kæmpe God Bedring kort, underskrevet af alle fra klassen. Som om det vil få mig til at få det bedre. ”Sebastian?” et venligt ansigt viser sig i døren. ”Kom, lad mig se dig smile igen. Jeg har dejlig suppe og dessert med til dig.”

Katinka, en af sygeplejerskerne, skubber døren op og kommer støjende ind på stuen.

Med et ryk trækker hun gardinerne fra, hiver foldebordet ud af mit natbord og stiller maden på det for derefter at placere sin brede rumpe på min seng. Hendes lange, sorte fletninger svajer bag hende. ”Sig mig, Superman, skal du blive ved med at sidde her og surmule, hva’? Hvis du vil være stærk igen, bliver du nødt til at spise.” Beslutsomt hiver hun lagnet væk. Med et ansigt fuld af selvmedlidenhed, ser jeg på hende. Katinka er ligeglad og snakker lykkeligt

videre. ”Det er på tide, at du kommer og spiser sammen med de andre. Alle, der overhovedet kan, snakker sammen, mens de spiser, og de hjælper hinanden. Det er der, du skal være.

Fra i morgen må du ikke gemme dig mere, Sebastian. Fra nu af spiser du morgenmad med de andre. Er det en aftale?”

Katinka trækker øjenbrynene op, når hun stiller et spørgsmål, som hun forventer, jeg siger ja til. Samtidig stikker hun en nål i kateteret for at tage en blodprøve. ”Jeg vil hellere være alene. Al den snak og larm får mig ikke til at få det bedre,” klynker jeg. Jeg sukker og kigger på Katinka, som forsigtigt trykker et lille rør med blod i en beholder. ”Sebastian, du er nødt til at tro på mig, når jeg siger, at jeg ved det bedre end dig. Du har brug for dem, og de har brug for dig. Du kommer til at føle dig meget bedre tilpas i deres selskab. Gør mig nu den tjeneste at gå derind i morgen, okay?” ”Okay så,” siger jeg opgivende. ”Og den suppe skal spises!”

Katinka forsvinder lige så hurtigt, som hun kom. Hun er som en vild hvirvelvind, men jeg kan godt lide hende. Hun er sandsynligvis den eneste, der ser på mig uden medlidenhed i blikket. Uden appetit begynder jeg at slubre suppen i mig.

3 Det er stadig mørkt udenfor, da vækkeuret viser halv syv, og jeg vågner. Et øjeblik tænker jeg på mine venner, som nu pakker deres sportstasker, fordi der er fodboldtræning i eftermiddag. Jeg sukker dybt, og ønsker jeg kunne spille med. Jeg spekulerer som så ofte før på, om jeg nogensinde kommer hjem igen. Den tanke gør mig bange. Kræft kan slå dig ihjel. Ifølge lægen har jeg en god chance for at blive helbredt, men jeg er nødt til at lære at kæmpe, siger han.

Kæmpe. Hvordan kæmper man egentlig, når man sidder i en kørestol og kaster op i en lille papbakke hele dagen? Tanken alene giver mig kvalme.

Døren bliver hevet op, og min læge, Morten, kommer ind. Bag ham kommer en hel hob af assistenter og sygeplejersker. Straks er hele rummet fuld af aktivitet. Gardinerne bliver trukket fra og vinduet sat på klem for at slippe frisk luft ind i værelset. Vaskeklude og sæbe dukker op. Ud af det blå bliver der proppet et termometer ind i mit øre, mens en anden sygeplejerske stikker en kanyle i mit drop. ”Goddag, Sebastian. Hvordan har du det i dag?” siger Morten med et stort tandpastasmil. ”Skidt,” siger jeg ærligt.

Lægen rynker brynene og ser på mig, mens han tager noter. ”Hmm, en mindre god dag? Hvordan har dit knæ det? Har du stadig smerter i det? ” ”Frygtelige smerter,” svarer jeg koldt.

Morten noterer noget på sit papir og signalerer til assistenterne og sygeplejerskerne, at han gerne vil være lidt alene med mig. Så sætter han sig ned på en stol ved siden af min seng. Åh nej, ikke endnu en prædiken, tænker jeg, og drejer hovedet væk. ”Hør, Sebastian...” begynder han. ”Ja ja, jeg ved, I ved bedre, og at jeg burde lave noget sammen med de andre men – ” Åh nej, min stemme knækker, og der ruller tårer ned ad mine kinder. Jeg tørrer dem hurtigt væk med mit lagen.

Lægen kigger ud af vinduet. Han vil give mig en chance for at tage mig sammen. ”Sebastian, prøv og hør. Det er helt normalt, at du går gennem en labyrint af følelser og ikke forstår dem alle. Sagen er, at du har været her i tre uger, og alt går efter planen.” ”Du tror altså, at jeg bliver helbredt?” afbryder jeg ham. ”Det er endnu alt for tidligt at sige noget om det, Sebastian. Men du behøver ikke at bekymre dig så meget. Vi gør virkeligt alt, hvad vi kan, for at gøre dig rask. Prøv nu at tænke på det i stedet for at grave dig selv ned i et sort hul.”

Jeg trækker på skuldrene. ”Jaja, jeg ved det godt. Men jeg har det virkelig dårligt. Jeg kan ikke engang gå længere.

Jeg er skaldet. Mine venner vil grine ad mig, når de ser mig...”

”Dine venner vil ikke grine ad dig, for så er de ikke rigtige venner. Og faktisk vil det hår gro fuldstændigt ud igen. Hvis alt går efter planen, har du en lys manke igen, før du ved det!” Morten smiler. ”Betyder det, at jeg ikke kommer til at dø?” hvisker jeg sagte. Jeg tør knap nok stille spørgsmålet, men det hænger i luften som en spændt fjeder. Jeg holder vejret.

Morten tøver et øjeblik. Selvfølgelig vil han ikke give mig falsk håb. Jeg er ikke dum. ”Sebastian, som jeg sagde, er det stadig for tidligt at give store løfter. Men op med humøret, okay?” ”Okay,” hvisker jeg dybt skuffet.

Morten forlader værelset og hele følget af sygeplejersker tager over. På et øjeblik er jeg vasket, klædt på, sat i min kørestol, og den farvede pose med kemo hænger dinglende over mit hoved på et stativ.

4 Duften af kaffe breder sig ind i hospitalsstuerne. Bakker med frisk frugt, cornflakes og ristet brød ligger klar til at blive bragt til spiserummet.

Jeg husker mit løfte til Katinka, men på grund af medicinen, som lige er blevet injiceret i min krop, er en bølge af kvalme pludselig skyllet ind over mig.

Jeg gør det i morgen, siger jeg til mig selv. Katinka vil nok forstå det. Jeg lukker mine øjne for at bekæmpe kvalmen. ”Godmorgen, Sebastian. Husker du det, vi aftalte i går?” Katinkas runde ansigt viser sig i døren. ”Nå, du er allerede helt klar. Jamen det er jo perfekt, så kan vi gå med det samme.”

Bestemt kommer hun indenfor, og jeg får ikke en chance for at protestere. Jeg kan lige nå at snuppe min kasket fra natbordet og sætte den på mit skaldede hoved. ”Det bliver en god dag Sebastian. Du vil få venner i dag.”

Katinka snakker løs, mens hun skubber kørestolen ud på gangen. ”Jeg har venner nok,” protesterer jeg surt. ”Det kan godt være, men dine venner uden for hospitalet forstår ikke en pind af det, du går igennem. Dine nye venner derimod ved præcis, hvordan du føler,” siger hun.

Jeg lader hende bare snakke. ”Så er vi der. Alle sammen, det her er Sebastian. Han vil gerne lære jer at kende.”

Et dusin nøgne, hævede hoveder med røde kinder ser på mig og smiler. ”Goddag, Sebastian. Hey Sebastian! Yo Bastian,” lyder det fra hele rummet. Katinka skubber min kørestol hen til midten af bordet og parkerer mig mellem en smuk pige med en knaldrød bandana om hovedet og en sej fyr, der sikkert er et par år ældre end mig. Jeg føler mig forfærdeligt flov og tør næsten ikke at kigge op. ”Om en halv time kommer jeg tilbage, Sebastian, så kan jeg følge dig tilbage til din stue.”

Katinka forsvinder, en højlydt snakken bryder ud, og snesevis af hænder griber ivrigt efter brød, marmelade, smør og mælkekartoner. ”Hej Bastian, jeg hedder Teresa. Hvor har du kræft?” Den smukke pige ved siden af mig læner sig over mod mig og giver mig et stykke brød. Flov og knaldrød i hovedet tager jeg imod det. Smukke piger er ikke lige mig. ”Øh, det er i mit knæ, og lægen ved ikke, om det kan helbredes,” hvisker jeg. ”Hos mig er svulsten her,” Teresa peger på halsen, mens hun bider af sin sandwich.

Jeg kan ikke se, at der er noget galt med den. ”Gør det ondt?” spørger jeg forsigtigt. ”Ikke rigtig. Det er hovedsageligt den daglige dosis kemo, som er irriterende. Jeg føler mig altid syg, men jeg prøver ikke at tænke på det.” ”Hvordan gør du det? Denne elendige følelse i min mave og mit hoved bestemmer hele

dagen. Det eneste, der hjælper, er når jeg ligger dødstille i sengen,” siger jeg. ”Kunsten er ikke at tænke på det, selvom det er meget vanskeligt. Du er nødt til at lave andre ting som at se tv, læse en bog eller spille spil. Jeg lover dig, det hjælper.”

Hun smiler og tager en stor slurk mælk. ”Hvor længe har du været her?” spørger jeg nysgerrigt. ”To måneder, hvad med dig?” siger Teresa med munden fuld af brød. ”Åh, i forhold til dig ikke så længe, kun tre uger. Jeg kom på min fødselsdag. Dårlig timing! Min fest faldt helt til jorden.” ”Åhr, den fest kan du stadig holde, når du kommer hjem igen,” siger hun selvsikkert. ”Kommer du også senere, når vi skal spille brætspil? Jeg bliver virkelig glad, hvis du gør! ”Teresa rejser sig fra sin stol for at gå tilbage til sit værelse. ”Kommer du?” spørger hun igen, og i hendes øjne skinner der små lys. ”Selvfølgelig,” hører jeg forbløffende nok mig selv sige. ”Super!” siger Teresa og forsvinder fra spisestuen. Åh nej! Det plejer jeg jo ikke. Jeg laver aldrig noget sammen med piger. Hvorfor sagde jeg dog ja?

5 Mor og far forsøger at være så meget som muligt sammen med mig. Af og til bliver de endda og sover hos mig på hospitalet. Sofaen bliver så foldet ud som en seng.

Jeg kan godt lide at være sammen med dem, men de er ikke længere sig selv. Mor griner hele tiden på en kunstig måde, hvilket er meget mærkeligt, fordi jeg ved, at hun er ked af det. Far forsøger at være cool og giver mig hele tiden gaver, fordi han ikke helt ved, hvordan han skal gøre mig glad. Det er fucked-up. Jeg ville ønske, de opførte sig normalt.

Mine forældre har ofte breve, postkort eller tegninger med fra mine venner, og engang imellem sender de mig stadig et billede på snapchat, men jeg undrer mig over, hvorfor de ikke besøger mig. Jeg smitter da ikke? Det gør mig ked af det og vred. ”Hej mor og far.” Ligesom alle andre morgener hilser jeg fraværende og sløvt.

Mor sætter sig forsigtigt ned på min seng og tager min hånd. ”Hvordan har du det i dag, min skat?”

Mere medlidenhed og jeg dør på stedet. ”Helt ærligt mor! Det går jo nok!” Jeg stønner højt. ”Se min skat. Jeg har købt en bog til dig. Jeg håber, du kan lide den,” siger hun usikkert.

Hun lægger bogen på min seng og hænger derefter sin frakke ind i skabet.

Med et halvt øje kigger jeg på den smukt illustrerede bog. Jeg hæver mine øjenbryn og prøver at læse, hvad der står på omslaget. ”Hvad er det for en bog?” Jeg strækker min arm ud efter den. Sioux Indianernes Liv. ”Hvad handler den om?” spørger jeg. ”Bogen handler om, hvordan indianerne levede. Hvad de spiste, hvordan de sov, hvad de oplevede... Jeg tror virkeligt, det er noget for dig.” Hun smiler sødt og sætter sig til rette i sofaen. ”Ikke lige nu. Jeg har ikke så meget lyst,” siger jeg og smider skødesløst bogen i fodenden af sengen. Jeg kigger ud af vinduet i stedet. ”Hvorfor kommer de aldrig på besøg?” Jeg tænker ikke på nogen specielt. Det er bare en dårlig fornemmelse i maven, som jeg skal af med. ”Hvad mener du skat?” Mor ser ud som om, hun er faldet ned fra himlen, mens hun bladrer gennem et sladderblad. ”Julemanden. Hvem tror du?! Hvornår kommer Nicolai og Oscar på besøg?” råber jeg frustreret. ”Skat, det har vi allerede snakket om adskillige gange. Dine venner er endnu ikke gamle nok til selv at tage toget eller bussen, og deres forældre har travlt. De har sikkert ikke tid til at tage på sygebesøg med deres børn.”

Mor synes at acceptere sin egen dårlige forklaring; som om jeg vil æde den! Ikke tid?

Bange er de. Bange for at være sammen med nogen, der har kræft. Jeg laver et surt ansigt og lader mig falde tilbage på hovedpuden med et kæmpe bump.

”En kæmpe skuffelse, det er hvad mine venner er for mig.” ”Sebastian.” Far ser på mig med et blik, som jeg ved betyder, at han ikke vil have, at jeg hidser mig op. ”Måske taler de om mig i skolen, som om jeg er et videnskabeligt forsøg, og for at slippe af med deres skyldfølelse sender de mig barnlige breve. Men et kort besøg? Åh nej, det kan der ikke være tale om. Det er alt for meget! Alt for besværligt. Og formentlig også alt for dyrt. Benzin koster efterhånden kassen,” siger jeg med en smart stemme og ruller med øjnene. ”De kan gå ad helvede til. Jeg vil ikke se dem. Fortæl dem, at de ikke er velkomne længere!” ”Lad nu være med at hidse dig så meget op, Sebastian. Det er ikke godt for dig,” beroliger mor, men jeg er rasende. Jeg trænger til at lade den uretfærdighed, som har ramt mig, gå udover mine forældre. Først den lortekræft og så at mine allerbedste venner åbenbart er ligeglade med mig. Det er ikke fair. Hvorfor skulle det ske for mig? Jeg krydser mine arme over brystet og sætter mit lad-mig-nu-være-eller-jeg-sparker-dig-med-mitskide-kræftben blik på. Ikke at jeg ville være i stand til det. Jeg ville nok besvime af smerte. Sikke noget lort.